Vi Bruger Ikke Blogs

Den smukke, blonde babe med de store bryster...

2011-02-13T01:03:00.000-08:00

Min ven Gunnar er direktør for Miracle Island, og klarer sig bedre end nogen anden jeg kender. Han er et dybt imponerende menneske, og den bedste ven man kan få her i livet. Og så er han bindegal, skævt tænkende, skør, bindegal, sjov - og bindegal.

Da han og jeg for et stykke tid siden snakkede om krisen deroppe og nogle af de politikere, som han ikke er superbegejstret for i øjeblikket, kom jeg i tanke om et slogan fra min tid på Louisiana State University, som folk kørte rundt med på kofangeren (bumber stickers):

"Louisiana has got the best politicians that money can buy"

Så jeg foreslog Gunnar, at vi fik lavet sådan en stak til ham, dog med Island i stedet for Louisiana. Meget fin idé, syntes Gunnar.

Miracles fremragende designer Peter Ryhl lavede prompte nogle fantastiske bumper stickers med en stejlende hest (lidt Miraclesk har man vel lov at være) og sloganet: "Iceland has the best politicians money can buy". Dem sendte vi 200 styks af op til Gunnar.

Og så hørte jeg ellers ikke mere.

Indtil for nyligt, hvor min gamle veninde (tilbage fra Bordings Friskole i København) Pia så den på min kofanger (jeg havde beholdt en enkelt til mig selv) og straks erklærede, at hun var nødt til at få nogle stykker, for hun havde ansvaret for Island i Novartis, hvor hun arbejder.

Nå, jeg bragte Gunnar og Pia sammen på email, men Gunnar havde faktisk uddelt dem alle sammen ved en sammenkomst deroppe (han fortæller mig aldrig noget), så der var kun én tilbage. Men den måtte Pia naturligvis gerne få. Og så spurgte han, hvor han skulle sende den hen.

Pia svarede friskt på engelsk, at han bare kunne adressere den til ... og det skulle hun jo ikke have gjort, kan man sige, for Gunnar er ikke sen til at fange en mulighed for at tage lidt gas på borgerskabet.

Så kuverten ankom som den skulle til Novartis' danske hovedkvarter, hvor den vakte en del postyr og opsigt. Faktisk mente en eller anden amerikaner, at hun skulle lægge sag an (det er jo dét de kan, de amerikanere)... og alle fik sig et godt grin.

Gunnar havde nemlig skrevet udenpå kuverten:

Novartis Healthcare
c/o The beautiful, blond babe with the big boobs
Pia Krogsgaard Villadsen
Lyngbyvej 172
DK-2100 Copenhagen O
Denmark

Bordings Friskole: Da Lasse, Grif og jeg var på Stevns

2011-02-13T00:37:00.000-08:00

Jeg blev mindet om den her historie forleden, da jeg talte med en person, der havde problemer med mus...

Jeg gik på Bordings Friskole i Østersøgade i København fra 1974 til 1978, dvs. fra 7. klasse til og med 3. real (vi var sidste årgang der kunne tage Realeksamen - så blev den afskaffet).

Skolen havde lavet en aftale med Karen Andersen, en af vore herlige lærere, om at man kunne bruge en gård på Stevns, ved byen Klippinge, som hun havde arvet efter sin far.

Så vi var en del, der brugte en masse weekender på at istandsætte gården fra en ende af, og alle klasserne fik gennem tiden glæde af at kunne være dernede i en uge eller mindre nu og da. Jeg har i hvertfald brugt rigtig megen tid dernede.

I 2. real skulle klassen til London, og af en eller anden grund endte vi med at være tre drenge, der ikke ville med. Der var lidt økonomi indblandet (mine forældre havde vist ikke så mange penge på det tidspunkt) og vist også andre motiver - resultatet var at Lasse, Michael Grif og jeg ikke ville/skulle med. Men hvad skulle vi så lave?

Jeg/vi fik så den idé, at vi kunne tilbringe ugen nede på Friskolegården i stedet. Og det fik vi lov til at vore forældre og lærere - fantastisk!

Så vi drog derned i højt humør og havde en skidesjov uge. Vi havde jo masser af plads og boede i de rum, hvor lærerne normalt sov, og kunne i det hele taget gøre som vi ville. Det var fantastisk.

Vi blev enormt gode til Kalaha, kan jeg huske, fordi vi øvede os systematisk i det i flere dage i træk - jeg kan stadig huske, hvordan man med lidt snilde kan rydde det meste af sin egen side i første træk - og vi lavede andre sjove ting:

- F.eks. gjorde vi os ihærdige anstrengelser for at få en radio til at spille Radio Luxembourg, fordi man dengang kun kunne høre den nyeste og bedste musik dér (DR var ikke meget værd, selvom Jørgen Mylius og Christian Flagstad gjorde deres bedste). Det førte bl.a. til at Grif (der lige var blevet medlem af Hjemmeværnet) klatrede op i et meget højt træ med et el-kabel, som vi så forbandt til radioen. Vi mente det gav bedre lyd, men da vi nogle dage senere koblede det fra havde vi stadig den samme lyd. Men sjovt var det jo.

- Og så bagte vi boller en dag, og det gav en aldeles forfærdelig stank i køkkenet. Vi led under det i nogle dage - hver gang vi brugte komfuret stank det som ind i Helvede.

Til sidst brugte Grif den gasmaske han havde fået udleveret i Hjemmeværnet, når der skulle laves mad derude. Lasse og jeg holdt os væk.

En af de sidste dage kom Grif - tror jeg - i tanke om, at vi jo kunne tage toppen af komfuret. Og ganske rigtigt - en mus havde lavet rede og fået unger dér. Det var dem, vi havde varmet godt og grundigt op, sikkert sammen med noget muse-høm-høm.

Ikke så sært, at det lugtede.

Ole fik ret: Vi ER på vej ned...

2011-01-24T01:39:00.000-08:00

Min gode ven Ole sagde for mange år siden nogle ord, jeg siden tit har citeret ham for:

"Nørgaard, denne kultur er på vej ned - og jeg ser kun to løsninger: En rigtig landkrig eller en statsbankerot."

Derfor har jeg tilladt mig at kopiere den uforlignelige Anne Knudsens leder i denne uge i Weekendavisen. Egentlig ville jeg ønske, at jeg aldrig havde læst den:

====================================================================
Statens lerfødder

Velfærdsstatens afskaffelse i Danmark vil ikke ske med et politisk brag. Velfærdsstaten vil forvitre og falde i grus næsten ubemærket. Det er allerede begyndt. På netop dén måde; med bagateller, som man hurtigt vænner sig til. I december 2010 sneede og frøs og stormede det, så det var en lyst, og det flotte vintervejr fortsatte ind i januar. Men for første gang i 100 år blev der ikke ryddet sne væk fra Københavns gader og veje, og for første gang i 35 år blev der ikke saltet. Der var ikke råd, forklarede kommunen. En offentlig ydelse, som havde været en selvfølge i flere menneskealdre, var lige så stille forsvundet. Uden at nogen egentlig bemærkede det.

Udviklinger som denne lægger man kun i begyndelsen mærke til; herregud, det betyder jo ikke så meget. Københavnerne vænnede sig hurtigt til at køre langsomt, forsigtigt og hensynsfuldt på de sneglatte gader og tænkte ikke mere over, hvad der egentlig var sket. Heller ikke, da det fortsatte, tænkte man videre over det. Borgerne er i øjeblikket ved at vænne sig til, at de mange huller i vejene, som vinteren har efterladt, for første gang i 100 år ikke vil blive repareret. Der er ikke råd. Man må køre udenom. Hvis man kommer til skade eller får ødelagt cyklen eller bilen, kan man få erstatning hos kommunen. Det er billigere end at reparere vejene, hvor hullerne naturligvis kun vil blive værre de nærmeste år.

Demonterer man bare stille og roligt den ene ydelse efter den anden, er der ingen, der lægger mærke til det. Borgerne har således for længst vænnet sig til, at vuggestuer og børnehaver holder lukket i ugevis hvert år, uden i øvrigt at prisen af den grund er blevet mindre. Og ingen synes at have bemærket, at børnene i dag får 30 procent færre skoletimer, end de gjorde for 40 år siden. At man ikke længere kan piske sin praktiserende læge på sygebesøg. At man ikke længere kan tilkalde en vagtlæge, der kan tilse ens højfebrile barn. At man ikke kan komme på hospitalet i nærheden af, hvor man bor. At man under en indlæggelse af normal varighed aldrig ser den samme læge to gange. At der ikke bliver gjort rent på hospitalerne. At det hele faktisk er ved at falde fra hinanden, uden at vi lægger rigtig mærke til det.

Troen på, at man bare kan beslutte, hvordan virkeligheden skal se ud, præger den politiske debat. Socialistisk Folkeparti har senest fremlagt en såkaldt vækstplan, som indebærer, at staten ikke længere skal skele til forholdet mellem pris og kvalitet, når den køber ind, men derimod anlægge nationale og miljømæssige, strategiske kriterier. Sammen med Socialdemokraternes og SFs fælles plan om at overtale skatteyderne til at arbejde noget mere for at kunne betale noget mere i skat tegner vækstplanen et billede af et samfund, der udvikler sig nøjagtig, som politikerne beslutter. Det er, så vidt vides, aldrig tidligere lykkedes at etablere sådan et samfund, ikke engang i USSR eller Kina, men én gang skal jo være den første.

På den danske vælger virker det måske plausibelt, at politiske beslutninger afgør, hvordan virkeligheden tager sig ud. Vi lever i et gennemreguleret samfund, hvor borgerne finder det helt normalt, at staten interesserer sig for, om helt almindelige børn i almindelige familier spiser for meget slik og får for lidt motion - og for skatteyderpenge ansætter folk til at coache og instruere desangående. Det er svært for en dansker at komme i tanke om et forhold, der er så privat eller inferiørt, at det ikke potentielt kunne kræve offentlige udgifter.

Viljens magt har imidlertid ikke kunnet forhindre danskerne i at få alt for få børn til at fortsætte kursen mod stadig mere finmasket offentlig service. Den har ikke formået at hæve uddannelsesniveauet og produktiviteten, så man kunne tjene på gyngerne, hvad man taber på karussellerne, og den har ikke engang kunnet formå de raske 60-årige fagforeningsmedlemmer til at blive på jobbet i stedet for at hæve efterløn.

Magt til at vende den demo-grafiske udvikling har ingen. Og ganske uanset, hvad politikerne glæder vælgerne ved at beslutte, så kommer vi helt sikkert til at se flere eksempler på, at tingene bare holder op med at virke. En fremtid, hvor ingen tager telefonen, ingen kommer, når man ringer, ingen ved, hvor ens sag er blevet af. Uden, at nogen har besluttet at nedlægge noget som helst. Til den tid må vi beslutte, hvor stor en stat vi egentlig vil have. Og hvad den må koste.
====================================================================

Del 3: Mine amerikanske (fjerne) familiemedlemmer... Familien Jordahn

2010-12-26T15:01:00.000-08:00

Med hjælpe fra mine gode, amerikanske venner fra The OakTable Network, har jeg nu fået kontakt med min gudmor (Ellen) og snakket med hende i 42 minutter. Og her er så mindeordene om hendes søster, Inge May Jordahn:

OBITUARIES

Beaumont Enterprise, The (TX) - Friday, March 12, 2004
Author: The Enterprise
Inge May Jordahn

Jordahn Inge May retired International Student Advisor for Office of Admissions at LSU and resident of Baton Rouge, died Sunday, February 29, 2004. Born May 18, 1930, in West Palm Beach, Florida, she was 73. A memorial service was held Tuesday, March 2 at Rabenhorst Funeral Home Chapel, Baton Rouge, LA, with Monsignor Robert Berggreen officiating. She is survived by a sister, Ellen B. Jordahn of Nederland, TX and many special friends. Inge graduated from Nederland High School, May 1948, where she was an outstanding athlete and involved in many campus activities. She was active in Camp Fire Girls and became a professional Camp Fire Field Director, director of summer camps in Texas, New Mexico, and Louisiana. Her first camping experience at Camp Waluta guided her life thereafter. She graduated with a Bachelor of Arts Degree and a Master of Arts Degree from the University of Texas-Austin. Memorials may be made to the charity of your choice, Salvation Army, or All Pets Hospital, 8660 Perkins Road, Baton Rouge, LA 70810.

Derudover vil jeg prøve at få besøgt Ellen i Nederland, Texas i februar. Hendes hus og hele området har lidt ligeså meget under Hurricane Katrina og de to andre, som Louisiana har, men ingen har hørt noget om det... Så hendes hus er stadig ikke helt godt efter de tre store hurricanes.

Men jeg vil sgu' besøge hende!

Fantastisk dag!

Mvh.

Mogens

Del 2: Mine amerikanske (fjerne) familiemedlemmer... Familien Jordahn

2010-12-26T06:39:00.000-08:00

Forbløffende, hvad man kan finde på nettet: Her er deres grave:

http://www.findagrave.com/cgi-bin/fg.cgi?page=gsr&GSfn=&GSmn=&GSln=Jordahn&GSby=&GSbyrel=in&GSdy=&GSdyrel=in&GScntry=0&GSst=0&GSob=n

Og her er så et billede af den gravsten, som Inge har. Og det ser ud til, at min gudmor (som jeg ikke har haft kontakt med i mange år) også skal være dér :-).

http://www.findagrave.com/cgi-bin/fg.cgi?page=gr&GSln=Jordahn&GSbyrel=in&GSdyrel=in&GSob=n&GRid=42436885&

Jeg tror jeg vil finde ud af, om Ellen stadig er i live. Det må kunne lade sig gøre.

Mine amerikanske (fjerne) familiemedlemmer... Familien Jordahn

2010-12-26T05:26:00.000-08:00

Min far talte ofte om Oluf Jordahn, hans kone Olga og deres to døtre Ellen og Inge. Ellen blev endda min gudmor og sendte os (og mig) gaver fra det store Amerika til jul og fødselsdag.

Det må have været en gensidig og god forbindelse, for Olga, Ellen og Inge betalte faktisk for, at jeg kunne tilbringe et år på Louisiana State University fra 1982 til 1983 (jeg tror det var Olgas ønske, og så måtte døtrene rette ind, men det er jo en anden sag). Det blev iøvrigt et helt fantastisk år, hvor Inge (i kraft af, at hun arbejdede i Admission Office på LSU) kunne hjælpe mig med en masse praktiske ting.

Da jeg rodede rundt i mine forældres efterladte papirer idag fandt jeg et billede af Ellen, da du bestod eksamen på et universitet i USA, og det fik mig til at søge på det store Internet efter dem. Og der var bid!

Her er historien om dem, skrevet af Ellen. Linket bringer jeg også lige:

http://www.wtblock.com/wtblockjr/jordahn.htm

======================================

A HISTORY OF THE CAPTAIN CARL OLUF JORDAHN FAMILY

By Ellen Jordahn

The Captain Carl Oluf Jordahn family moved to Nederland, Texas, in the year 1937.

Captain Carl O. Jordahn was born in Kolding, Denmark, on March 3, 1896. He attended public schools in Kolding, graduating at the age of fourteen. Captain Jordahn was a true SAILOR, rather than seaman, inasmuch as he first went to sea for many years, manning ships with sails, schooners, square-riggers, etc., where he had to climb onto the masts and spars in order to furl and unfurl the sails.

In 1919, he received his first master's and pilot's licenses, although he had already sailed for many years previous to that. Family traditions reveal that he sailed to Russia as a cook when he was ten years old because he wanted to taste the goof caviar that he had heard so much about, and that he sailed every summer thereafter until he finished his formal schooling the age of fourteen.

In World War I, he worked his way to America in order to sail for the United States on American troop ships, carrying soldiers to France. After his first three ships were torpedoed and sunk, he paid his own way back by working on ships so that he could sail once more under the Stars and Stripes. Thereafter, he was able to become an American citizen, and he was naturalized in New York City on November 4, 1920.

During his lifetime of sailing, he made many trips around the world, sailed in Alaskan waters during the gold rush days around 1917, and he was able to transact business for his shipping line in every port of the world that his ship docked in.

During World War II, he captained the lead tanker in ship conveys in the Pacific Ocean, in Japanese waters, carrying bunker and fuel oil for the United States Navy's Seventh Fleet. Captain Jordahn retired from the sea in 1961, and he died on November 14, 1973.

On December 23, 1925, Captain Carl Jordahn married Olga Karen Elisabeth Bager, who was born in Kolding, Denmark, on September 30, 1898. She graduated from the public schools in Kolding, after which she also completed and graduated from business school. She was a bilingual secretary for the soap factory in Kolding at the time of her marriage. She was the first member of her family ever to leave Denmark, moving to America soon after her marriage to Captain Jordahn in Kolding, Denmark. They sailed from Copenhagen to New york in January, 1926.

At first, they lived in West Palm Beach, Florida, where their two daughters were born, namely, Ellen Beata Jordahn and Inge May Jordahn.

In 1935, the family moved back to Kolding, Denmark. Ellen and Inge were to have a Danish education prior to returning to the United States for their American education. The Danish period would enable their two daughters to make an intelligent choice for citizenship and a homeland. Because of their antecedents and their bilingual education and upbringing, Ellen and Inge Jordahn could function as easily in Denmark as in the United States. Olga Jordahn was naturalized in West Palm Beach, Florida, on November 16, 1929, and she died in Nederland on Nobember 20, 1982.

Ellen Jordahn attended Palmetto School in West Palm Beach, Florida; the Real Skole in Kolding, Denmark; and the Nederland school from grade three until her graduation in 1945, finishing as valedictorian of her class. She earned her Bachelor of Business Administration degree from Sam Houston State University in 1949; her Master of Science degree in Business Education in 1960; and she did graduate work at many schools, including the Universities of Maine and Houston; Colorado State University, and Louisiana State University. She taught business subjects for thirty-eight years in high schools and colleges.

Inge Jordahn attended schools in Denmark and in Nederland, graduating in 1948. She earned her Bachelor of Arts in History and Government from the University of Texas at Austin in 1952, and her Master of Arts in Government from the same college in 1960.

Inge taught at Victoria College, Victoria, Texas and worked as a regional director and camping specialist for Camp Fire Girls Incorporated in Wichita Falls and Beaumont, Texas; in Albuquerque, New Mexico; and Baton Rouge, Louisiana. For more than twenty-two years, she has worked for Louisiana State University in Baton Rouge in the Admissions Office, handling foreign students' and graduate students' admissions. In addition, she has an honorary position with the foreign student admissions program under the Department of State. Her geographic areas are in the Middle East and Far East and her special programs include petroleum refining, sugar refining, and forestry.

(Ed.'s Note: On two separate occasions, the editor enjoyed visiting with Captain Carl Oluf Jordahn in his home. He went there in search of information about sailing ships, and found that the captain had many books and pictures to look at and much information to offer. While sailing American flag ships, Captain Jordahn probably saw as many or more German and Japanese torpedoes than anyone afloat during the World Wars. He also showed the editor the 'souvenirs' from those wars that he carried to his grave - the scars from a badly burned and mangled leg, caused by one of those torpedoes.--W. T. Block.)
===========================================

DirJulKal: 17. december

2010-12-16T21:59:00.001-08:00

17. december:
De Meget Hemmelige – MirSec – har kastet sig ud i fremstilling af julegodter på Det Meget Hemmelige Bryggeri på Sydfyn, mens deres helikoptere non-stop henter masser af dadler, figner og råvarer fra hele Verden. På kort tid er de oppe på 42 tons julegodter, som skal distribueres til danskerne. Humøret er højt. Direktør Mogensen er kommet i seriøst julehumør. Men så ringer O’s telefon – der er opstået et problem.

….

O forklarede til den samlede flok af MirSec’ere, samt Wikeleaks’ grundlægger og Direktør Mogensen, at Fru Direktør Mogensen havde siddet og regnet lidt på julegodte-logistik og –produktion, og havde fortalt Chef/Jægerkorps om sine konklusioner. Det så ikke godt ud.

”Hvad er hendes konklusioner da?” spurgte G?

O svarede: ”At 42 tons julegodter kun svarer til 7.5 gram per Dansker. Det er helt klart ikke nok.”

”Faktum”, sagde Kasse Lasse.

”Og det ved ALLE.”, sagde Senior.

Alle stod og tænkte i nogle få sekunder. En så lille forsyning julegodter per Dansker kunne udløse depression og juletristesse i en grad man ikke havde set før til jul. Børns smil ville stivne. Mødre ville græde og smide juletræerne ud i sneen, og fædre ville gå rundt udenfor med deres sneskovle og lade en enkelt tåre løbe ned ad deres ene kind.

”Jeg har det!”, sagde Kasse Lasse, ”Vi må tænke ud af kassen!”

Alle kiggede overraskede på den venligt udseende mand, der i dén grad lignede Morten Olsen (og det var intet tilfælde).

”Vi må kunne gøre det således, at vore venner i Aalborg Nærradio – de der geniale og fantastisk dygtige morgenværter Skovl & Busk – kan høres over hele landet. Kan det ikke nemt lade sig gøre?”, spurgte han Wikeleaks’ grundlægger.

”No problemo”, svarede denne kort og bøjede sig over sin bærbare computer.

”Så kan de annoncere, at grundet uforudsete omstændigheder og Store Banks sløseri og brødnid bliver danskerne nødt til at fremstille deres julegodter selv i år – ligesom i de gode, gamle dage. Og så får vi på én eller anden måde sat et videokamera op – det må vores videopige J kunne klare – i vores køkken, så min elskede hustru kan demonstrere hjemmefremstilling af julegodter for hele nationen.”

”Det kan sagtens lade sig gøre”, sagde Wikileaks’ grundlægger, ”jeg kan være klar om 42 minutter – vi kan endda bruge min mobiltelefons indbyggede videokamera og så ellers – øhm – kapre alle TV-stationers sendeflade.”

”Men hvor får danskerne deres råvarer fra i tide?”, spurgte Direktør Mogensen.

”Det klarer vi. Dette er hvad vi er. Dette er hvad vi kan.”, sagde G simpelthen.

Alle tog fat på opgaven med den sædvanlige ildhu, der til alle tider vil hjælpe Verden med dens helt store problemer.

Og således fik danskerne alligevel en god jul det år.

Skovl & Busk fra Aalborg Nærradio samsendte over samtlige radiokanaler i flere timer, indtil alle danskere vidste, at de skulle se en meget vigtig udsendelse om aftenen.

MirSec’s flåde af helikoptere (og en enkelt kane) fremskaffede de millioner af tons af råvarer der var brug for – inkl. en meget stor sending marcipan fra Bornholm – og fik det fordelt ud i samtlige dagligvarebutikker i Danmark på få timer.

Og TV-udsendelsen fra Det Meget Hemmelige Køkken – filmet af Wikeleaks’ grundlægger og udført af Kasse Lasses enestående og elskede hustru – blev set af alle, og alle forstod vigtigheden af hendes budskab: ”Bag, mine kære medborgere, bag som aldrig før”, var de ord hun afsluttede udsendelsen med.

Det gjorde danskerne. De bagte. Til julefrokoster. I hjemmene. Alle steder. Og de nåede det naturligvis, for sådan er det med alle ting, som De Meget Hemmelige gør.

Så blev det alligevel jul igen.

Slut.

DirJulKal: 16. december

2010-12-15T21:58:00.001-08:00

16. december
De Meget Hemmelige og Direktør Mogensen er fløjet til deres meget hemmelige base på det sydlige Fyn. Her bestyrer Kasse Lasse det meget hemmelige bryggeri, som chefen G håber kan omstilles til bolchekogeri med mere, så danskerne kan få deres julegodter i tide.

….

Da helikopteren landede hoppede alle med det samme ud og løb hen imod en stråtækt bindingsværksgård og ind ad en dør med et skilt, hvor der stod ”Stille! Der brygges!”. Direktør Mogensen fulgte efter.

Indenfor var der et højteknologisk bryggeri med brygkedler, øltanke, flaskeanlæg og andre skinnende metalgenstande. Midt i det hele stod en venligt udseende mand og hilste på alle MirSec’erne.

O introducerede Direktør Mogensen til den venlige mand – som viste sig at være Kasse Lasse – og forklarede kort situationen for Kasse Lasse, inklusiv det faktum – Faktum! – at Christmascandy’s opskrifter var tilgængelige takket være Wikeleaks grundlægger.

Kasse Lasse sagde ”Jou”, og stod tænksomt i lang tid.

Så sagde han: ”Det er overhovedet ikke noget problem. Bolchekogning og fremstilling af andre julegodter er kun et spørgsmål om de tre v’er: Viden, vilje og vej. Vi har alle tre ting – samt opskrifterne. Lad os komme i gang!

I de næste tre-fire timer var der aktivitet på Det Meget Hemmelige bryggeri i en grad, som normale mennesker aldrig får set. MirSec’erne var i forvejen næsten overmenneskelige m.h.t. arbejdsevne og –styrke, men nu, hvor det gjaldt danskernes jul med tilhørende godter, ydede de en – endda for dem – ekstraordinær indsats. Flere af dem måtte endda indrømme senere, at de havde svedt – en meget sjælden ting i de kredse, med mindre man er i sauna.

G og O og Senior så ud til at lede slagets gang, og der blev talt meget i krypterede mobiltelefoner samt skridtet af med meget lange skridt.

Samtidig landede og lettede et utal af helikoptere med hundredvis af sække og paller, som straks og uden besvær blev losset af af de superstærke MirSec-folk.

Men resultaterne udeblev da heller ikke: I løbet af de første 12 timer havde de samlet 42 tons julegodter, inkl. de 4.2 tons bolcher som Kasse Lasse i hast fik kogt i sine brygkedler. Der var også hentet dadler og figner fra fremmede lande, og duften af julegodterne bredte sig, og det samme gjorde julestemningen.

Stemningen blev bestemt ikke mindre god af at der til stadighed blev udskænket godt øl til alle. Og rundt omkring dem svajede og nejede buske og træer yndefuldt for at markere, at alt var under kontrol og ingen fare truede.

Direktør Mogensen måtte efter nogle timer indrømme for sig selv, at han for første gang i år for alvor begyndte at føle sig i rigtig julestemning. Han nynnede for sig selv, svang både bolchekogeskeen og ølglasset med bravour, og lavede da også et enkelt gadedrengehop på vej hen efter flere ingredienser fra det lager, som de sorte helikoptere til stadighed udbyggede.

Ved midnatstid blev der kaldt til samling, og G sagde: ”Vi har nu 42 tons julegodter. Hvordan får vi dem fordelt ud til danskerne hurtigst og bedst muligt?”

Så ringede O’s telefon. Han lyttede i 4.2 sekunder, og sagde så alvorligt til G: ”Vi har et problem.”

DirJulKal: 15. december

2010-12-14T21:54:00.000-08:00

15. december
Den livsvigtige, ekstra kassekredit fra Store Bank er sikret efter De Meget Hemmeliges lynaktion mod hovedsædet i København. Men Direktør Mogensens mangeårige underleverandør Christmascandy Ltd. – under ledelse af hans mangeårige ven James Moreorless – kan ikke levere julegodterne før tidligst den 23. december fordi han i mellemtiden har fået mange andre ordrer ind. Situationen er håbløs, og Direktør Mogensen er fortvivlet.
….
Efter at Senior var stået af (med eller uden faldskærm) et sted over Herning landede helikopteren kort efter atter uden for Jægerkorpsets hovedkvarter i Aalborg.

Direktør Mogensen havde bemærket, at flere af De Meget Hemmelige, også kaldet MirSec, havde talt sammen under flyveturen. Især G og O havde været meget aktive og havde foretaget flere opkald på deres krypterede mobiltelefoner.

Også Wikeleaks grundlægger så ud til at have travlt med at taste på sin computer.

Efter landingen gik G ind i Korpsets kommandobygning. O sagde: ”G orienterer nu Chef/Jægerkorps. Planen er, at vi tager hjem og ordner den sidste del af opgaven.”

Store smil viste sig på ansigterne af alle MirSec’erne. Direktør Mogensen spurgte: ”Hjem? Men hvordan kan I skaffe julegodter, hvis I tager hjem?!”

O forklarede: ”Hjem for os er vores hemmelige base et sted på Sydfyn, hvor vi fremstiller juleøl for bl.a. Jægerkorpset og andre hemmelige organisationer, og hygger, øver, omgrupperer og generelt hygger os. Brygmesteren hedder Kasse Lasse, og hans kone bager altid julekager, der smager godt til øl.”

G kom tilbage fra sit møde med Chef/Jægerkorps. ”Juleøllet er jo allerede færdigbrygget, så mon ikke Kasse Lasse kan omstille produktionen til bolchekogning og anden slags madfremstilling? Det tror jeg.”, sagde han.

”Faktum”, sagde den unge kvinde C og kiggede rundt med en D.I.B.

Der opstod en kort D.S.T., mens alle nikkede.

”Jeg kan måske overtale James Moreorless til at låne os opskrifterne, når vi har denne nødsitutation.”, sagde Direktør Mogensen.

Alle andre kiggede straks hen på stifteren af Wikileaks, der straks sagde ”Ikke noget problem. Opskrifterne hackede jeg fra Christimascandy’s server mens vi var i helikopteren.”

”Helikopteren er her om 42 sekunder,” sagde O til G, ”men jeg tænkte på, om vi skulle samle Senior op på vejen derned? Det ser ud til, at J har styr på håndboldlandsholdet nu, og så kunne vi meget vel få brug for hans specielle logistik-evner når julegodterne er fremstillet derhjemme.”

”God idé”, svarede G, ”sæt i værk omgående og uden tøven.”

Kort efter sad alle atter i den store, sorte helikopter. Over Herning stod helikopteren et øjeblik stille i luften over Stadion, mens Senior hoppede ombord igen.

”Jeg hører, at J klarer det fint dernede?”, råbte M til Senior.

”Det går fint. Han skal nok lære det. Min træning af ham har ikke været helt spildt.” svarede Senior kort.

Så satte alle sig til at sove, undtagen Direktør Mogensen, der sad og håbede på, at danskerne kunne nå at få deres julegodter i tide.

Og så var de pludselig fremme. Da de hang i luften over Det Meget Hemmelige Bryggeri kunne Direktør Mogensen se, at samtlige blade og grene bevægede sig på træer og buske.

Joh, de var i sandhed fremme ved De Meget Hemmeliges Meget Hemmelige base. Spørgsmålet var nu, om der kunne fremstilles og omdeles tilstrækkeligt med julegodter til danskerne før det var for sent?

540 ord.

DirJulKal: 14. december

2010-12-13T22:01:00.001-08:00

14. december
De Meget Hemmelige har angrebet Store Banks hovedsæde og fået direktøren til at trykke en sekretærfinger ned på retur-tasten på sit forgyldte tastatur, så direktør Mogensen kan få den livsnødvendige, ekstra kassekredit.

….

Der var stille i direktørhjørnekontoret i et sekund eller to. Så meddelte Wikeleaks grundlægger ”Formularen er underskrevet og Brian Banker har fået meddelelsen om den ekstra kassekredit. NemID var nede, men jeg har genstartet det.”

”Tak”, svarede G ”så må du godt lukke døren op og slukke sprinklerne.”

”Gjort”, svarede Wikeleaks stifter.

”Farvel”, sagde G til Store Banks direktør og alle forlod kontoret, gik ned ad trappen og ud ad hoveddøren, hvor tusindvis af bankfolk stod og ventede.

”Helikopteren kommer om 42 sekunder”, sagde Senior til gruppen ”jeg tager med og står af i Herning for at ordne nogle problemer omkring håndboldkampene.”

O rakte Direktør Mogensen en mobiltelefon og sagde ”Jeg har ringet Christmascandy Ltd. Op – vær så god.”

Direktør Mogensen fortalte glad i telefonen, at den ekstra kassekredit var på plads og han var klar til at importere julegodter til danskerne ligesom i alle de foregående år. Hans mangeårige ven og underleverandør James Moreorless blev glad, og ville straks gå i gang med produktion og pakning, og han regnede med, at godterne ville være klar den 23. december om aftenen.

”Den 23. om aftenenen?!? Jamen, så når vi slet ikke at få julegodter alligevel!”, udbrød Direktør Mogensen fortvivlet. ”Er der intet at stille op?”

Det var der desværre ikke, forklarede John Moreorless. Der var mange andre, der også skulle have julegodter, og han havde måttet indstille produktionen på den nye situation, så det ville tage et godt stykke tid at få Mogensens ordre indplaceret i produktionsplanen. Men han lovede at gøre ALT, hvad han kunne.

De Meget Hemmelige kunne se, at der var noget galt ud fra Direktør Mogensens ansigtsudtryk. Da han havde forklaret problemet – at danskerne først ville kunne spise dadler og figner og alt det andet juleknas på selve dagen den 24. december blev der helt stille.

”Vi finder på noget”, sagde G efter en kort pause. ”Der er jo altid en løsning på alting for alle. Det er ikke en option at give op.”

”Faktum”, sagde E barskt og tillidsskabene.

Alle nikkede.

”Og det ved ALLE”, sagde Senior.

Helikopteren landede og lettede 4.2 sekunder senere med alle ombord og satte kursen mod Herning og Aalborg. Over Herning hoppede Senior ud, måske med faldskærm, måske uden. Det var svært at se. Så satte de kursen mod Aalborg.

De Meget Hemmelige så helt afslappede og muntre ud, mens Direktør Mogensen kunne mærke, hvordan panikken langsomt krøb ind på ham.

Hvordan skulle de dog kunne nå, at lave endnu et mirakel?

447 ord.

DirJulKal: 13. december

2010-12-12T08:59:00.000-08:00

13. december:
Jægerkorpset har ikke kunnet hjælpe Direktør Mogensen med at overtale Store Bank til at give ham den livsvigtige, ekstra kassekredit han skal bruge hvert år i december for at sikre, at danskerne får julegodter på bordet. De Meget Hemmelige – Miracle Security, eller bare MirSec – har derfor besluttet sig for at gribe ind.

En sort helikopter har sat aktionsstyrken af på taget af Store Banks hovedsæde i København. Tilstede på taget er kvinderne B, C og K, mændene C, E, G, K, M, O, U og Senior, der som ældste nedkæmper i området har ledet sikrings- og observationsholdene lokalt. Og så naturligvis Direktør Mogensen og stifteren af Wikeleaks.

….

Senior meldte kort til G: ”Alle tilgangsveje til bygningen er spærrede. Alle døre i bygningen er bevogtede. Alle vinduer i bygningen er under observation. Alle er på plads. Alle træer og buske er testede og virker. Alle er klar.”

”Tak”, sagde G, ”vi bruger Metode OOO, dvs. Overraskende Og Ovenfra, og det sker om 42 sekunder via ovenlysvinduet på direktørens kontor dér henne” – han pegede hen på et stort ovenlysvindue i det ene hjørne af taget – ”og jeg skal have alle bygningens systemer hacket NU”, fortsatte han, henvendt til stifteren af Wikeleaks, der sad i skrædderstilling og tastede med stor hastighed på en bærbar PC.

Stifteren af Wikeleaks tastede et enkelt, kort ord og trykkede retur, hvorpå han kiggede op på G og sagde ”Alle systemer er hacket og under vores kontrol. Den elektroniske lås til døren på hans kontor er aktiveret. Jeg har slået alle ydre og indre alarmer fra. Jeg har aktiveret sprinkleranlægget i alle andre rum, og de fleste medarbejdere burde være på vej ud af hoveddøren snarest.” Ganske rigtigt: Der hørtes nu stor larm fra gaden under dem, hvor tusindvis af bankfolk stormede ud for at komme væk fra sprinklerne.

G tilbagelagde de 12 meter hen til ovenlysvinduet i tre skridt og stillede sig klar. Resten af teamet stillede sig rundt om vinduet.

Muskelkvinden K spurgte roligt ”Hvor langt er der ned til hans gulv herfra?”

G svarede ”Otte meter.”

”Godt”, svarede K ”så tager jeg Direktør Mogensen under armen.”

Direktør Mogensen må have set meget bange ud, for O skyndte sig at forklare: ”Alle i MirSec kan klare 17 meters fald og stående landing på betongulv. Her er det kun otte meter, og der er tillige meget tykke tæpper på direktørens kontor.”

Så rev G uden tøven ovenlysvinduet af, og holdet (inkl. K med Direktør Mogensen under armen) sprang omgående ned i Store Banks direktørs store hjørnekontor. Som forudsagt landede alle blødt og stående på de tommetykke gulvtæpper. K landede på bjørneskindet, hvilket fik kæberne på bjørnen til at åbne og lukke sig en enkelt gang, bemærkede Direktør Mogensen.

Direktøren for Store Bank sad HELT stille ved sit kæmpestore skrivebord. Hans to sekretærer – hvis samlede beklædning bestod af en nissehue på hovedet og nogle højhælede sko med julehjerter på tåen – havde åbenbart været i færd med at tage imod diktater fra direktøren. De stod som lammede rundt om hans stol.

”Hvem er I?”, spurgte han med rystende stemme.

”Vi er dem, der i de næste 42 sekunder fortæller dig, hvad du skal gøre og sige”, svarede G.

”Faktum”, sagde Senior, og alle nikkede.

”Og det ved ALLE”, hørte Direktør Mogensen sig selv sige.

”Tryk på Retur-tasten på dit tastatur”, beordrede G, ”således, at du kan godkende en indstilling om at give Direktør Mogensen den normale, ekstra kassekredit. Vi har hacket jeres systemer og skrevet den nødvendige formular og brugt din NemID-kode til underskriften mens vi faldt fra taget og herned – du skal blot trykke på retur, så formularen sendes til Brian Banker i Store Bank i Aalborg. Gør det. Nu”, sagde han under anvendelse af D.I.B.

Direktøren for Store Bank rakte som i trance en af sekretærernes højre hånd frem og trykkede hendes pegefinger ned på returtasten.

DirJulKal: 9. december

2010-12-08T21:36:00.000-08:00

9. december:
Direktør Mogensen har fået at vide, at Jægerkorpset – og De Meget Hemmelige fra Miracle Security – har stået vagt om Julemanden og Julens hemmeligheder i mange hundrede år, bl.a. ved at gemme alle gaverne til børnene i de enorme hulekomplekser i Tora-Bora-bjergene i Afghanistan. Og ved at gemme Julemanden blandt afghanerne, der alle har julemandsskæg. Og det ved ALLE. Faktum.

På Chef/Jægerkorps’ kontor diskuterer man næste skridt efter den mislykkede mission i Store Bank i Aalborg.

….

Alle vendte sig om, da døren til kontoret gik op. Ind trådte O, som hurtigt lukkede døren efter sig igen. Alle stillede sig i retstilling.

”Vi tager over herfra”, sagde han, ”så vi kan få den her sag klaret i en fart. Vi har i forvejen rigeligt at gøre med hele Wikileaks-halløjet”.

”Problemer?”, spurgte elitechefdræberen.

”Nej, slet ikke”, svarede O, ”vi er allerede to-tre skridt foran. Den fingerede arrestation af lederen af Wikileaks foretog vi for at give ham ro til at hacke computerne hos Store Bank. Det er nu gjort, og helikopteren lander her om 42 sekunder, og fortsætter med det samme til København. Vores chef – GrusKasteren – leder personligt operationen dér.”

”Hvad så med mig?”, spurgte Direktør Mogensen forvirret? ”Får danskerne deres julegodter alligevel?”

”Danskerne har altid spist julegodter, og det kommer de også til i år! De følger i øvrigt med os i helikopteren nu”, svarede O, mens han brugte en enkelt D.I.B.’er i retning af Direktør Mogensen.

”Faktum”, sagde Chef/Jægerkorps, og alle nikkede.

Få sekunder senere landede en sort helikopter foran Korpsets hovedkvarter, O og Direktør Mogensen steg ind, og de var i luften 42 millisekunder senere.

I helikopteren befandt der sig 10 andre personer. Direktør Mogensen genkendte lederen af Wikeleaks, men de øvrige personer – tre kvinder og seks mænd – havde han aldrig set før. Henover larmen introducerede O dem kort:

”Disse tre kvinder – B, C og K – er trukket ud fra en anden operation vi kører for tiden i Nordkorea, for at assistere med at få lukket denne forfærdelige sag i en fart.”, forklarede han.

”Chefen for Wikileaks kender du fra medierne. De øvrige seks her er – C, E, G, K, M og U. G – vores chef – leder operationen. Teamet i København ledes af vores mest erfarne nedkæmper, Senior.”

”Hvorfor kaldes han Senior og ikke bare S?”, spurte Direktør Mogensen.

”Efter 50 års aktiv tjeneste i MirSec får man ret til fem yderligere bogstaver – ét per årti”, forklarede O.

Kort efter fløj helikopteren ind over København og stod stille 20 meter over Store Banks hovedsæde. Direktør Mogensen nåede lige at se, at adskillige træer og buske omkring hovedsædet bevægede sig kraftigt, så blev dørene i begge sider af helikopteren åbnet, lange sorte reb blev smidt ud, Direktør Mogensen blev taget under armen af K, og få sekunder senere stod alle på taget og helikopteren var væk.

”Hej Senior”, sagde G til en ældre mand, der stod og ventede på taget.

”Er i klar?”, spurgte Senior skarpt tilbage ”Vi har spildt tid nok. Vi har andre ting at tage os til også.”

”Alle er klar,”, svarede G. ”Sæt i værk.”

DirJulKal: 8. december

2010-12-07T15:24:00.000-08:00

8. december
Direktør Mogensen havde fået hjælp fra Jægerkorpset – i form af de to elitesuperdræbere H & P – til hans forsøg på at overtale Brian Banker i Store Bank til at give ham den ekstra kassekredit han så desperat havde brug for, hvis han skulle kunne få julegodterne hjem til danskerne i tide.

Men ak – skønt Brian Banker havde frygtet for sit liv da H & P udsatte ham for D.I.B.’ere og D.S.T.’ere og moderate trusler - om at støbe ham et par Aalborg Portland-sko og stille ham ud på isen – kunne han ikke hjælpe. Ordren til at nægte Direktør Mogensen hans sædvanlige kassekredit ved juletid var kommet fra Store Banks hovedsæde i København. Brian Banker var uskyldig og uden indflydelse.

….

Chef/Jægerkorps modtog Direktør Mogensen og H & P på sit kontor uden ophør eller tøven. Han lyttede udtryksløst til H & P’s melding om den mislykkede mission, og stillede sig så med ryggen til dem alle og kiggede ud ad vinduet…

Efter 4 minutter og 20 sekunder rettede han sig pludseligt op, og råbte ”De er her! Godt så!” og pegede ud mod en busk, hvis grene bevægede sig sagte og vuggende.

Direktør Mogensen lignede et spørgsmålstegn efterfulgt af et udråbstegn og endnu et spørgsmålstegn. Chef/Jægerkorps bemærkede dette – fordi elitedræbere kan alt og ser alt – og sagde så de ord, der for altid ændrede Direktør Mogensens opfattelse af Verden:

”Det er kun rimeligt, at De får sandheden at vide nu, Direktør Mogensen – Deres hustru har naturligvis vidst det i alle de år hun har arbejdet for os. Det er således, at vi – Korpset – i mange hundrede år under skiftende navne har haft til opgave at beskytte Julemanden og Julens hemmeligheder. Derfor ser man os aldrig. Derfor ved ingen rigtigt, hvad vi laver. Og derfor er vi tit i Afghanistan.”

”Faktum!”, sagde P.

Alle nikkede kort og synkront.

Mogensen kunne ikke helt tro på dét, han lige havde hørt. Det var alt for fantastisk. Julemanden beskyttet af danske elitesoldater?

”Afghanistan er det bedste sted i Verden at gemme Julemanden,” fortsatte dræberelitechefen, ”for dernede har alle det samme skæg som han (hvis vi ellers lige farver Julemandens skæg en anelse gråt). Desuden har de gigantiske huler i Tora-Bora-bjergene været rigtigt gode til at gemme alle gaverne til børnene i. Ingen børn eller voksne tænker på at lede efter gaverne dér. Vi måtte i øvrigt i allerstørste hast sende HELE Jægerkorpset og HELE Frømandskorpset ned til Tora-Bora i 2002 – den såkaldte Operation Anaconda – fordi vi måtte sikre os, at amerikanerne ikke ved en fejl bombede de hulekomplekser, som vi gemte Julemanden og børnenes julegaver i!”

”Jeg troede,”, fortsatte Chef/Jægerkorps, ”at vi kunne hjælpe dig med at løse problemet med at få julegodterne frem til danskerne i tide ved at indsætte to af mine bedste mænd – H & P – men jeg indser nu, at vi bliver nødt til at aktivere De Meget Hemmelige, for at redde julen i år…”

”Hvem er De Meget Hemmelige?”, spurgte Direktør Mogensen. ”Jeg troede det var jer?!”

Chef/Jægerkorps smilede kort. ”Åh ja, det er jo også dét offentligheden skal og må tro. Men bag ved os står der en enhed så hemmelig, så gammel, så elite, så knusende effektiv og så smuk, at kun få af os nogensinde får lov til bare at PRØVE at blive optaget i den.”

”Vil det sige, at den mand I hilste på udenfor Store Bank var én af dem?”, spurgte Direktør Mogensen H & P.

”Korrekt”, svarede H – ”O er leder af afdeling MA i organisationen, som i daglig tale går under dæknavnet Miracle Security, fordi de mirakuløst har passet på Julemandens og Julens hemmeligheder i mere end tusinde år. O regnes for én af de allerbedste nogensinde. Chefen for MirSec, som vi kærligt kalder det til dagligt, hedder G eller blot GrusKasteren, og sådan er det med hele organisationen. På den yderst hemmelige webside www.MiracleSecurity.dk kan man faktisk se organisationsdiagrammet og detaljer om de enkelte medlemmer, men det ved ingen udenfor de hemmelige organisationer”, sluttede H.

Den barske killerboss – Chef/Jægerkorps - fortsatte: ”MirSec lader os andre vide, at de er i området og sikrer mod terrorangreb og andre problemer, ved simpelthen at bevæge grene og blade på buske og træer. Befolkningen tror, at det er vinden og vejret, der får træer og buske til at svaje. Men det er i virkeligheden Miracle Security, der lader folk vide, at alt er under kontrol og at de har stedet under observation og er klar til at gribe ind. Det er ingen tilfældighed, at kriminaliteten for tiden er den laveste i mange år i Danmark. MirSec er altid overalt for alle.”

”Faktum!”, sagde H stille.

Alle nikkede tyst.

”Jeg blev glad lige før. Jeg bemærkede, at MirSec er i området”, sagde Chef/Jægerkorps. ”Busken udenfor bevægede sig. Jeg tror det er på tide at inddrage De Meget Hemmelige – ellers står vi som nation pludselig uden julegodter, og det er HELT uacceptabelt. Så har vi fejlet i vores mission!”, sluttede Jægerdræberen – mest til sig selv.

Kort efter gik døren til Chef/Jægerkorps’ kontor op…

DirJulKal: 7. december

2010-12-06T11:07:00.000-08:00

7. december
Direktør Mogensen har fået uventet hjælp fra Jægerkorpset til at få overtalt banken til at stille den sædvanlige ekstra kassekredit til rådighed i december, så Julegodter ApS kan købe en masse godter i Birmingham og gøre alle danskere glade op til julen.

To af de frygtelige elitesoldater – H & P – spilder ikke tiden, men går direkte ind i banken uden at åbne døren først. Direktør Mogensen følger med så godt han kan…

….

På vejen derhen havde H & P kort forklaret Direktør Mogensen, hvordan Brian Banker fra Store Bank ville lade sig overtale til at gøre som han plejede, nemlig at yde kassekreditten:

”Vi bruger D.I.B.’ere og D.S.T.’ere, suppleret med moderate trusler. Det virker.”, forklarede H.

”Faktum!”, sagde P højt og klart.

Alle nikkede.

”Men hvad er DIB’ere og DST’ere?”, havde Direktør Mogensen forsigtigt spurgt.

”D.I.B. står for Det Indtrængende Blik og D.S.T. står for Den Store Tavshed”, havde H forklaret.

Da Direktør Mogensen omsider fik klatret over resterne af Store Banks fordør og kom ind i selve banken, hang Brian Banker allerede i luften, næsten frit svævende så det ud som, kun holdt oppe af H & P, der havde taget fat under hver sin arm og løftet ham op, så de kunne se på ham uden at skulle bøje nakken – en ting de brød sig meget lidt om.

”Du vil igangsætte, at Direktør Mogensen får sin kassekredit som han plejer. Sæt i gang!”, sagde H med høj og klar stemme til Brian Banker.

”Faktum”, råbte P, hvorpå begge nikkede. Mogensen nikkede også. Brian Banker nikkede også i bar befippelse.

”Thi det ved ALLE!”, sluttede H af.

Så brugte de D.I.B.’ere og D.S.T.’ere i et stykke tid, hvorpå H sagde:

”Ellers må vi støbe dig et par Aalborg Portland-sko og sætte dig ud på den meget tynde is lige herude.”

Flere D.I.B.’ere og D.S.T.’ere fulgte.

Efter nogle minutter kunne den angste og bævende bankmand Brian Banker omsider fremstamme nogle få ord:

”Men, men, men… det er ikke MIG, der har gjort det her. Det er hovedsædet i København! Jeg har da altid givet Direktør Mogensen ekstra kassekredit – ellers bliver det jo ikke jul, vel?”, sagde han, mens hans øjne blev fugtige og han begyndte at snøfte…

H & P slap øjeblikkeligt bankmanden og forlod banken med få, men meget lange, skridt. Direktør Mogensen løb bagefter og nåede lige at se, at de hilste kort på en vejrbidt, barskt udseende mand, der var i gang med at samle flasker rundt om den ødelagte bankdør.

”Hvem var det I hilste på?”, spurgte Direktør Mogensen, da de susede tilbage mod Jægerkorpset i den pansrede firhjulstrækker.

”Det var O. En af de meget hemmelige.”, svarede P kort.

Kort efter befandt de sig igen på Chef/Jægerkorps’ kontor.

DirJulKal: 6. december

2010-12-04T03:20:00.000-08:00

Hrmf. Dette indlæg blev egentlig skrevet til oplæsning den 4. december, og jeg sad skam også og var klar kl 0645, da jeg laaangsomt kom til at tænke på, at de nok ikke kørte Skovmand & Bue i weekenderne...

Nå, men efter lidt omskrivning er den nu blevet til den 6. december (og så er der en efterskrift fra den uforlignelige OC, pensioneret oberstløjtnant af Guds Nåde:

=============================================================

6. december:
Direktør Mogensen var vendt hjem til Aalborg fra Birmingham, og var blevet næsten lykkelig og kampduelig igen den aften, da han endelig sad i sin hyggelige stue igen med en god øl, som blev serveret af Fru Direktør Mogensen, og lyttede til den gode musik fra Aalborg Nærradio.

Han havde foreslået Fru Direktør Mogensen, at hun efter weekenden skulle spørge ude på sin arbejdsplads – hun var kontordame hos Jægerkorpset – om Korpset evt. kunne hjælpe ham med et par gutter, der kunne gå med ham ned i Store Bank og tale med hans bankrådgiver Brian Banker én gang til om at få den ekstra kassekredit, som han normalt altid fik i december måned, men ikke kunne få i år p.g.a. nogle grimme og ondskabsfulde artikler i avisen ”Knald&Fald” af journalisten Ole Bole, også kendt som Sprøjtekongen af sine kolleger?

….

Direktør Mogensen vågnede tidligt mandag morgen, fuld af energi, til endnu en snefyldt dag i Aalborg, og fik tændt for sit ynglingsmorgenprogram med morgenværterne Skovl & Busk i radio ANR.

Han blev altid i godt humør når han lyttede til de to yderst begavede og vittige og kloge og nærværende og altid nyskabende morgenværter. Der desværre kun sendte på hverdage.

Han satte kaffen over og vækkede blidt Fru Direktør Mogensen, som kyssede ham kærligt godmorgen og valsede ud på badeværelset iført sin julerøde silke-underkjole, som Direktør Mogensen havde givet hende i julegave sidste år.

Weekenden havde været afslappet og hyggelig, livet var godt, og Direktør Mogensen var klar!

Han snakkede over morgenkaffen med sin elskede hustru om, hvordan hun skulle spørge ude i Jægerkorpset, om de kunne hjælpe ham, så julegodterne kunne nå frem til danskerne før det var for sent.

De blev enige om, at Fru Direktør Mogensen nok gjorde bedst i simpelthen at gå direkte til chefen for Korpset himself og spørge om råd og dåd og hjælp.

Fru Direktør Mogensen tog af sted på arbejde og en time senere ringede hun – stakåndet og meget ophidset – og næsten råbte i telefonen, at Direktør Mogensen skulle komme ud i Korpset NU! Chefen ville tale med ham – og han ville hjælpe!

Direktør Mogensen havde aldrig kørt så stærkt på Thisted Landevej før, og et kvarter senere stod han ude hos Jægerkorpset, hvor han med det samme blev ledt ind på chefens kontor af sin hustru, som lukkede døren bag dem.

På kontoret befandt sig desuden to mænd, der lignede nogen der kunne rive bygningen ned og spise det meste af den imens.

Chef/Jægerkorps sagde uden yderligere indledning: ”Vi befinder os i en – for vort land – særdeles alvorlig situation.”

”Faktum”, råbte de to dræbermaskiner i kor, hvorefter de begge – samt Chef/Jægerkorps – nikkede synkront.

”Vi skal den Onde Brand Brøleme og Brodere Mig sikre danskerne deres grundlovssikrede julegodter i år”, fortsatte han.

”Faktum”, råbte de to Jægere i kor, og alle – nu inkl. Direktør Mogensen og hans hustru – nikkede kort.

Chefen sagde nu, med høj og klar kommandostemme, henvendt til sine to mænd:

”H & P, giv agt – Kraftig Meddelelse Følger: – I forskyder øjeblikkeligt og uden unødig tøven med direktør Mogensen til Store Bank og forklarer denne Brian Banker, at han har lyst til at yde den sædvanlige ekstra kassekredit i år ligesom i alle de foregående år.

I har tilladelse til at benytte D.I.B.’er, D.S.T.’er og en enkelt eller to moderate trusler overfor fjenden for at sikre missionens succes! Fordi vi kan!”

H & P råbte ”Faktum” og alle nikkede.

”Og det ved ALLE”, afsluttede Chef/Jægerkorps seancen og satte sig ned ved sit skrivebord igen.

Få minutter senere havde den pansrede firhjulstrækker kørt hen over dele af Aalborgs vejskiltning og andre småting, inkl. enkelte personbiler, og holdt foran Store Bank.

H & P kiggede på Direktør Mogensen, checkede med hinanden, at deres ure var af samme fabrikat, og gik med ekstremt lange skridt direkte ind i banken uden at åbne døren, fulgt af en løbende Direktør Mogensen, der efter bedste evne hoppede over de spredte dele af døren, som H & P ikke havde spist under gennemgangen….
=================================================================

Modtaget fra OC efter at jeg måtte gøre opmærksom på, at der ikke - som lovet - kom et afsnit af kalenderen idag, lørdag:

Sov sødt Hr. Direktør. Selv måtte jeg tage en skraber i sneen under det nøgne juletræ bag Store Bank. Årsagerne hertil var flere:
- Jeg havde støttet H med at synge for på "Når jeg ser et rødt flag smelde" over IPhone. Han var under indflydelse af såvel stærk juleøl som selskabet af en politisk officer fra Partiet i nat. Der var vist noget med, at tidligere samtaler mellem MirSec ude under træerne og direktøren for det hele hjemme på bryggeriet var blevet opsnappet og frigivet af Wikileak. Måske er opskriften på den gode juleøl eller - endnu værre - på de patenteredes julegodter i fare for at blive røbet! Dette syngeri for en tonedøv politiker fra røde skole gjorde mig træt, så jeg måtte blunde lidt på posten.
- Der var ikke ryddet sne foran banken her til morgen, så Direktøren samt H & P ville kunne komme tørskoet ind til samtalen om kreditten. Jeg brugte derfor skraberen flittigt. Ikke helt omsonst, for selv om banken ikke åbner, og direktøren nu sover sødt igen, så gav mit skraberi gevinst:
- 24 stk ølemballage af flasketypen, heraf 5 endnu med kapsel på,
- 36 stk konfektpapir, heraf 6 endnu med indhold. (oven i købet dem med små flasker i!)

Efter at have hjulpet dels med oprydning og dels har tømt al emballagen lusket jeg nu stille og roligt hjemover og skriver min rapport.

P.S.: Der meldes om en spøgelsesbilist på de nordjyske motorveje her til morgen. Rygter vil vide, at køretøjet er af kanetypen, samt at føreren havde hvidt skæg og rød næse. Hvis jeg støder ind i ham på min færd, vil jeg forhøre, om han kunne hjælpe med distribution af vor lækre konfekt her til jul. Al tanke om, at kanen også kunne anvendes til transport af de mange penge fra Store Bank, ligger mig fjern.

Tilbage til studiet - men ikke Skovmandens og Buens - som ikke evner at holde julestemningen oppe alle dage.
=====================

DirJulKal: 3. december

2010-12-04T03:10:00.000-08:00

3. december:
Direktør Mogensen var i sidste øjeblik kommet med et fly fra Birmingham til København dagen før, da de i nogle få timer havde åbnet for flyvning igen, og han sad nu lettet i sin dagligstue i sin elskede hjemby Aalborg, omgivet af sin søde kone, og herlig musik fra Aalborg Nærradio.

Køreturen fra København til Aalborg gik nemt, og i bar glæde over at være hjemme i Danmark igen havde han – inspireret og spontant - gjort et kort stop undervejs hos sin gamle ven Skindhunden i Silkeborg. Over en kop kaffe havde han forklaret Skindhunden om sine kvaler, og måske i sit stille sind håbet, at denne hovedrige ven kunne hjælpe ham ud af hans nuværende kattepine.

Men ak.

Skindhunden kunne fortælle ham, at han også var blevet kontaktet af Direktørstyrelsen, som havde spurgt ham, om han ville have noget imod at lade sig registrere under det nye pointsystem for direktører?

Thi i Styrelsen havde de fundet ud af – via lidt søgninger hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og anonyme henvendelser fra offentligheden via de nye ”angiv-din-næste”-websites, som Skat havde oprettet tidligere på året – at direktør Mogensen var medlem af bestyrelsen i Skindhundens møbelfirma Skind & Ben.

Det ville derfor være en god ide, hvis Skindhunden lod sig frivilligt registrere under det nye pointsystem.

Ellers måtte han nok forberede sig på, at selskabet ville blive tvangsopløst efter de nye regler, der også krævede 42% kvinder i bestyrelsen.

Hvilket havde vist sig meget svært, da de danske kvinder omsider opdagede, hvor kedeligt og dårligt lønnet og intetsigende bestyrelsesarbejde i virkeligheden var – de nægtede stort set alle at stille op til endnu en bestyrelsespost, idet de hævdede, at det havde større glæde ud af at save i sig selv med sløve brødknive end deltage i bestyrelsesmøder om aftenen, hvor de kunne have hygget sig med rigtige mennesker i stedet.

”Åh Gud”, sagde direktør Mogensen medfølende til sin ven. ”Aner du overhovedet, hvem der er minister for noget som helst for tiden? De skifter jo hele tiden, og det er aldrig nogen, der har haft noget med deres ministerieområde at gøre før, så man kan ikke engang mindes dem fra tidligere sager eller artikler i aviserne!”

”Jeg ved det, ” svarede Skindhunden mismodigt, ”jeg kan ikke engang se forskel på dem og deltagerne i Vild med Svans eller andre af de dersens udsendelser. En af partiformændene minder mig hele tiden om Amalie fra Paradise Bordel, f.eks.!”

Direktør Mogensen indså, at hans ven ikke kunne hjælpe ham og selv havde sit at tænke på, så han kørte hjem til Aalborg, hvor han taknemmeligt tog imod en god øl fra det lokale bryghus, serveret i et ordentligt glas af hans altid søde og hyggelige hustru, Fru Direktør Mogensen, der endda havde taget en rød nissekjole på i anledning af hans hjemkomst.

Det gode øl og den røde nissekjole, sammen med musikken fra Ålborg Nærradio, fik hurtigt gjort en ende på Direktør Mogensens mismod. Efter et par kraftige slurke af det gode øl var han klar til kamp igen.

”Min elskede hustru,” råbte han begejstret, ”tror du ikke du kunne få en eller to af dine kolleger til at gå sammen med mig ned til banken én gang til og høre, om de virkelig mener det alvorligt?”

Et stort, varmt og fantastisk smil viste sig på Fru Direktør Mogensens ansigt. Hun forstod, hvor Direktør Mogensen ville hen med dét han sagde.

Fru Direktør Mogensen var nemlig til daglig kontordame hos Jægerkorpset. Hvis nogen kunne overtale banken til at ændre deres beslutning måtte det være de gutter…

DirJulKal: 2. december

2010-12-04T03:09:00.000-08:00

2. december:
Direktør Mogensen stirrede mismodigt på de blå neon-juletræer i Birmingham.

Banken derhjemme ville ikke yde ham ekstra kredit, fordi en journalist, der blev kaldt sprøjtekongen af sine kolleger, havde skrevet om Mogensens firma Julegodter ApS i avisen.

Hans underleverandør, Christmascandy ltd., kunne heller ikke hjælpe ham – de engelske banker havde rigeligt at gøre med selv at spare, specielt efter at de havde fået en masse penge af Staten.

Og det blev bestemt ikke bedre af, at en embedsmand fra den nyoprettede Direktørstyrelse under Ministeriet for Fantastisk Borgerservice havde kontaktet ham og spurgt , om han var interesseret i frivilligt at søge om at komme ind under det nye pointsystem for direktører?

Det satte direktør Mogensen i et frygteligt dilemma, for kravene til direktører var meget voldsomme, og han var ikke sikker på han kunne klare dem alle.

F.eks. skulle man kunne navne og perioder for samtlige ministre siden krigen, og direktør Mogensen vidste med sig selv, at han ville forveksle f.eks. Jens Otto Kragh og Lars Løkke Rasmussen, Ritt Bjerregaard og Svend Auken, osv. Han KUNNE ikke se forskel på mange politikere.

Desuden var der andre krav:
- sikkerhedsstillelse på en million kroner – men banken ville jo netop ikke stille en sådan.
- Kende alle love og regler – også selvom der kommer en ny lov eller regel i Danmark hver femte time døgnet rundt, året rundt
- Alt, hvad han lavede og solgte skulle være økologisk og CO2-neutralt, inkl. Pebernødder og dadler, og det var svært at få alle til at skrive under på dét

Men embedsmanden havde også gjort det klart, at hvis han IKKE frivilligt gik med til at gå ind under den nye prøve kunne det meget nemt få store personlige konsekvenser for hans muligheder for at drive forretning i Danmark.

Det stod klart for direktør Mogensen, at han ikke kunne gøre mere blandt de blå, og slet ikke hyggelige, juletræer i Birmingham. Han måtte hjem til familien i Ålborg, høre hyggelig julemusik i Aalborg Nærradio hver morgen og tænkte sig godt om.

Han kunne også prøve at overtale banken én gang til…

Men ak – lufthavnen i Birmingham var nu lukket for al flyvning.

Han havde brug for et mirakel.

DirJulKal: 1. december

2010-12-04T03:07:00.000-08:00

Jeg fik pludselig den idé, at der skulle være en direktørjulekalender i Aalborg Nærradio, nærmere bestemt i morgenprogrammet Skovmand & Bue, og nu hænger jeg så på den.

Her er så første dags beretning (skrevet kl 0515 i Birmingham):

===================================================================

1. december:
Direktør Mogensen stirrede mismodigt ud på de mørke og triste gader i Birmingham. Det så håbløst ud.

Det hele startede, da en journalist fra en stor avis ringede og spurgte, om det var rigtigt, at Julegodter ApS i virkeligheden var et skalkeskjul for kvindehandel?

Direktør Mogensen havde prøvet at forklare journalisten, at det var helt misforstået – han handlede med slik, ikke kvinder…

Det skulle han aldrig havde sagt…

Næste dag var overskriften på avisens forside: ”Velkommen i de fede typer – Sexsmuglerdirektør: Mine danske kunder vil slikkes”

I artiklen havde både en MF’er fra Enighedslisten og en anden fra Dansk Fjolleparti udtalt, at nu måtte regeringen snart få lavet det pointsystem for direktører, som de havde krævet i årevis.

Ministeren havde udtalt, at det selvfølgelig var helt uacceptabelt, hvis det var rigtigt, og at hans embedsmænd ville se på sagen med største alvor.

Samme dag havde Banken ringet: ”Uheldige overskrifter… beskytte deres gode ry … Mogensen måtte kunne forstå, at … ingen ekstra kassekredit i år”.

I fortvivlelse fløj direktør Mogensen til Birmingham for at se, om hans mangeårige, trofaste underleverandør – Christmascandy Ltd. – kunne hjælpe. Men de havde ikke mulighed for at stille garanti heller.

Hotelværelset var koldt og mørkt…

SDS: Da jeg mistede alt...

2010-11-28T20:28:00.000-08:00

I sidste uge havde jeg besøg af nogle herlige mennesker fra en lille biks, der gerne vil dele kontorlokaler og undervisningsfaciliteter med os.

Da de næsten var færdig med en lille rundtur i vore lokaler spurgte Eva (deres salgschef), om jeg kendte J.S.? For ham samarbejdede de en del med....

Og BANG var jeg tilbage i min SDS-tid (1987-1990), hvor en ung studerende fra en af afdelingerne i hovedkvarteret spurgte mig og Mogens Egan, om man kunne låne en PC med hjem for at skrive speciale (muligvis til HD, muligvis Cand.Merc.) på, så man slap for at skulle skrive det på en skrivemaskine (som stadig var det normale dengang)?

Sådan en låne-PC-ordning havde man naturligvis ikke i vores EDB-afdeling - det var også nogle dyre PC'ere vi havde - men jeg tilbød ham, at han bare kunne låne min private PC, som jeg havde købt i 1986 for 42.000 kroner (inkl. monokrom - gul - skærm, 20 MB harddisk og 640 KB RAM, fordi jeg bare skulle have det vildeste).

Han regnede med at skulle bruge den i 2-3 uger, og det kunne jeg sagtens gå med til.

Så gik der et par måneder uden at jeg hørte fra ham.

Så ringede jeg lidt, og til sidst fik jeg fat i ham. Og samtalen - som jeg husker den - gik lidt hen ad dette:

Jeg: Er du færdig med at bruge min PC?
Han: Jah. Øhm. Er der nogen måde hvorpå man kan få slettede data tilbage fra en disk?
Jeg: Mjah, det kommer an på, om man har slettet eller f.eks. formatteret disken?
Han: Hvis man nu har formatteret den?
Jeg: Næh, så er der ikke noget at gøre. Sådan en diskette er helt blank...
Han: Hvis det nu er harddisken?
Jeg: (Begynder at ane noget ikke-godt): Øh, har du formatteret min harddisk?!

Og det havde han. Han havde skrevet "Format" og trykket retur. Defaulten for sådan en kommando var harddisken "C:", hvilket den kom ud og sagde tydeligt - men det kunne han jo nok ikke lige tolke, så det blev til en indforstået "format c:" i stedet for den tilsigtede "format a:" til en diskette.

Nå, men jeg havde jo naturligvis ingen backup, så det var bare ærgeligt. Han afleverede den diskret en dag, hvor jeg ikke var til stede (han troede nok jeg var sur), og jeg fik faktisk ikke engang bare en flaske vin eller lign. som tak. Øvbøv.

Nå, men nogle år senere er jeg så i Hillerød for at besøge min daværende ex-svigermor og hendes mand - og fan'me, om J.S. ikke bor lige overfor dem og er ved at vaske sin bil i indkørslen! "DAAAAAVVVVV J...", brølede jeg, hvilket så ud til at give ham et chok. Så snakkede vi om andre ting og jeg kørte lidt senere og kom ikke mere på den adresse (af andre årsager).

Og så - 20 år senere - spørger Eva, om jeg kender J.S.

Fantastiske Verden. Jeg glæder mig rent faktisk til at møde ham og drikke en øl og grine af den slettede harddisk i slut-80'erne :-).

mvh.

Mogens

Efterskrift: Man bliver sgu' gammel. Jeg HAVDE allerede skrevet om denne episode - og heldigvis ser fortællingerne næsten ens ud :-))). Her er det:

http://vibrugerikkeblogs.blogspot.com/2009/02/da-jeg-lante-min-super-pc-ud.html

Da min far stjal i Bilka

2010-08-30T11:50:00.000-07:00

Det må være 40 år siden eller så, så historien kan vel godt fortælles nu.

Mine forældre - Irma og Elith - handlede altid om fredagen til hele ugen ude i det store, fantastiske Bilka i Hundige (dengang var der kun én Bilka på Sjælland). Det var ikke lige min brors og min kop the, men sådan var reglerne - fredag aften købte vi ind.

Det var så også i Bilka at de havde købt et vækkeur af den gode, gamle type som en fødselsdagsgave til mig.

Det brugte jeg i et stykke tid (jeg stod typisk op ved 5-tiden og cyklede ned til Glostrup Friluftsbad og svømmede 1000 meter hver morgen før jeg drog i skole) indtil der en dag forsvandt en af de skruer bagpå, som man brugte til at stille uret med.

Så duede det ikke mere, og mine forældre henvendte sig pænt i Bilka og ville gerne købe en reservedel (det var stadig almindeligt dengang, at man kunne få reservedele i stedet for at smide ud og købe nyt). Men nej. Det kunne ikke lade sig gøre.

Det blev mine forældre faktisk lidt sure over, og med datidens målestok havde de også ret til det. Man kunne dengang forvente, at ting man købte kunne blive servicerede (mod betaling, naturligvis), hvis man fik brug for det.

Nå, men over aftensmaden foreslog jeg så, at jeg og min lillebror jo kunne prøve at se, om vi kunne liste en skrue fra et af de tilsvarende vækkeure af og stikke i lommen mens mine forældre handlede. Efter lidt diskussion gik de med til det, selvom jeg skulle argumentere længe og inderligt for det.

Men ak. Min bror og jeg luskede rundt om vækkeurene i lang tid, men uden at der kom det helt rigtige øjeblik. Så vi måtte opgive. Måske har vi set tilpas mistænkelige ud til at ekspedienterne har lagt mærke til det.

Da vi havde betalt for alle varerne ved kassen og gik henover parkeringspladsen til bilen fortalte jeg mine forældre, at det desværre ikke var lykkedes for mig at stjæle en skrue til vækkeuret.

"Så var det da godt, at jeg fik gjort det", sagde min far uden at fortrække en mine, og stak hånden ned i lommen og fremviste skruen.

Det fantastiske (for mig) ved den her historie er ikke så meget, at min far forstod at se uskyldig ud, mens han listede en skrue fra et vækkeur ud og ned i lommen, men snarere at jeg ikke mindes, at hverken jeg, min bror eller mine forældre ellers nogensinde stjal noget. Vi blev ret strengt opdraget i den retning. Men på én eller anden måde lærte vi, at der altså også er grænser for, hvad man skal finde sig i :-).

Da jeg så et vækkeur forleden, der var gået i stå, kom jeg i tanke om denne episode, der for altid vil være et sjovt og tankevækkende minde om min far (og min mor, som bakkede det op).

Mvh.

Mogens

Fredag den 20. august 2010: En God Dag :-)

2010-08-22T23:06:00.000-07:00

Min gode medarbejder Jakob Tikjøb havde befalet mig til at servere MiracleØl for en ny kunde oppe i Nørresundby - UVdata - og det ville jeg jo gerne.

Jeg var godt nok kommet hjem fra Australien natten før, men var frisk nok, og kørte afsted med øllet i bilen, hentede serveringsanlæg og CO2 hos Johannes i Hadsten og kom kun én time for sent op til UVdata, dvs. kl 1500.

På vej henover Fyn blev jeg ringet op af Rikke fra Nordisk Film (kendte hende ikke):

Jeg (morsom som altid): Nordisk Film?! Hvilken film skal jeg spille hovedrollen i?

Hun: Det er en serie.

Jeg: Øh.

Hun: Er du gift og har børn?

Jeg: Næh. Jeg er skilt og bor alene.

Hun: Det var ærgeligt. Vi søger familier til en ny serie, hvor man bytter mor i familierne.

Jeg: Det kan jeg ikke klare, desværre?

- og så snakkede vi lidt om, hvorvidt jeg så kendte andre, der kunne være interesserede, så jeg har sendt dem et par forslag. Vi får se. Men det var en god start på dagen, sådan at få tilbudt en rolle i en realityserie :-))).

Men det skulle blive en MEGET bedre dag: Da jeg kom op til UVdata viste det sig, at de havde fået lavet specielle T-shirts til dagen, hvor der på ryggen var et billede af mig med et citat fra vores Miracle Open World-konference 2010: "Procedures and processes are for homosexuals" - og så havde de fået rettet på min sædvanlige sorte polo-trøje, så der stod UVdata Support i stedet for Miracle Support.

Det er vitterligt første gang i mit liv, at jeg bogstaveligt talt tabte kæben. Jeg var fuldstændig målløs (men kom mig hurtigt).

Direktørens kone, der arbejder i et andet IT-firma, var endda også troppet op, og selv deres lille skødehund havde fået en trøje på.

Jeg har ALDRIG været ude for noget lignende, og de efterfølgende timer i disse flinke menneskers selskab fløj afsted - bl.a. takket være en rigtig god samling af whisky og rom, som de traditionelt studerer fredag eftermiddag før de holder weekend.

De er ca. 25 medarbejdere i UVdata og de vil altid kunne få support hos mig fra nu af!

Så gik turen til Ålborg indre by, hvor Hjortshøj fra marchholdet og hans kæreste serverede god mad og vine, hvorefter vi så Armadillo (som er en fremragende film, der dokumenterer hvor seje vore gutter egentlig er derude i Afghanistan), og så tror jeg vi var i byen... jeg vågnede da ihvertfald næste morgen kl 10 på en luftmadras hos Hjortshøj, fik morgenmad og drog hjem.

Men sikken en fredag! Tak til Nordisk Film og STOR tak til UVdata. De havde endda sørget for en trøje til mig i den rigtige størrelse og den skal aldrig vaskes...

RHK: En anderledes måde at klare opvasken på

2010-07-17T00:08:00.000-07:00

Mens jeg boede på RH-kollegiet (fra 1984 til 1986) viste et køkken (jeg tror det var 4A) nye veje med hensyn til at ordne opvasken.

Man indførte nemlig det system, at man IKKE skulle vaske op efter sig, men derimod skulle stille det beskidte bestik og tallerkner mv. hen i vasken. Så kunne man i stedet vaske det af, som man skulle bruge, når man havde brug for det.

Det var jo meget snedigt, men havde visse små-ulemper.

Faktisk blev det for meget for en lægestuderende herre, som en dag blev så irriteret, at han simpelthen smed det hele ud i affaldsskakten. Og det har nok ikke overlevet faldet fra fjerde.

Så var de lidt nede på minimums-udstyr på det køkken i et stykke tid, og jeg tror også de gik tilbage til det traditionelle system med at vaske op EFTER sig i stedet for at vaske op FØR sig :-).

mvh.

Mogens

Samson er død - længe leve Samson

2010-07-16T23:47:00.000-07:00

Sidst i 1986 satte min gode ven Mogens Egan og andre en maskine op i Sparekassen SDS. Den kom fra Digital Equipment Corporation (DEC) og brugte styresystemet VMS - og maskinserien hed VAX. Så det var en VAX/VMS-maskine, ja det var så.

Den blev - som andre af SDS' egne maskiner - opkaldt efter lavlandsgorillaerne i Zoo i København. Denne her fik navn efter førerhannen Samson, og da jeg startede i SDS efter nytåret, dvs. 2. januar 1987, var det så den maskine Mogens og jeg kom til at lege rigtigt meget med i de kommende år, mens vi fik op til 1000 SDS-folk på maskinen for at lave alle mulige spændende ting.

Formålet med Samson var, at SDS-folk kunne komme til at se SDS' egne data. Det var jo lidt svært, fordi de residerede i systemer ude hos Sparekassernes Data Center (SDC), og det kunne tage to-tre måneder at få en rapport om f.eks. unge under 18 med to konti. Der skulle jo skrives et helt program derude, og hvad ved jeg.

Så situationen var lidt sjov: Selvom SDS ejede 40% af SDC kunne de ikke få adgang til deres egne data på en hurtig og nem måde.

Så hver nat blev der flyttet data fra alle mulige SDC-registre (databaser) til Samson, og så loadede vi disse data ind i Oracle-tabeller og stillede dem til rådighed for SDS-brugerne.

Jeg tror vi (mest jeg) kørte 200 kurser eller mere for almindelige SDS-folk, hvor de lærte at logge på Samson (fra deres Olivetti M24-PC'ere med 540 KB RAM og 10 MB harddisk) med programmet Smarterm 240, logge sig ind i Oracle (SQL*Plus eller SQL*Forms), lærte lidt om SQL, lærte at lave simple skærmbilleder, mv. Nogle gange lærte jeg dem også diverse tricks de kunne lave med telefonerne internt i SDS - mest for at adsprede dem lidt i løbet af undervisningsdagen (for det tog sjældent mere end en dag eller to at proppe alt det her ind i hovedet på dem :-) ).

Så alt det data vi stillede til rådighed blev så brugt af folk rundt omkring i SDS for at lave rapporter hurtigt, taste data ind, flytte data, osv osv. Det var meget populært.

Selve Samson var kun udsat for én alvorlig trussel i løbet af de første par år, nemlig navneskifte...

SDS' EDB-afdeling bad DEC om at udarbejde en "ledelses-rapport" om fremtidig navnestandard for alle de maskiner og ting og sager vi skulle have installeret. DEC tog sig godt betalt - en halv million kroner - for en rapport, som jeg tror viste sig forældet og håbløs efter et par timer.

De foreslog f.eks., at Samson skulle hedde VMED01:

V = VAX
M = Meldahlsgade (hvor vi i EDB-afdelingen sad)
ED = EDB-afdelingen (hvem ejer maskinen)
01 = fortløbende nummer (der var så også VMED02, som ellers hed Salome, osv.).

Hvis en VAX stod hos vores driftsafdeling ovre på Kongens Nytorv, så hed den naturligvis VKED01.

Well, ret hurtigt gik det op for alle, at det er åndssvagt at have navne, der indeholder fysiske lokationer - specielt i en verden, hvor man flytter rundt på tingene hele tiden. Og EDB blev til IT. Og alt det sædvanlige hurlumhej.

Samson overlevede som alias, så man stadig kunne "connecte" til "Samson" i stedet for det håbløse (og øjeblikkeligt forældede) VMED01. Nogle år senere (da Unibank og senere Nordea kom til) opgav man og kaldte den bare Samson igen.

Samson blev også løbende opgraderet og var til sidst en kraftig Alpha-maskine (i stedet for VAX), og det er da passende, at en gorilla-fører-han er en Alpha-maskine!

Men i sidste weekend (for en uge side) blev der slukket for Samson inde hos Nordea/Nordic Processor, og dens efterfølger (en ufølsom AIX-kværn fra IBM) overtog alt.

Ære være Samsons minde. Uden den havde mit liv formet sig meget anderledes.

Den rigtige Samson - lavlandsgorillaførerhannen i Zoo i København - gik også så meget grueligt igennem.

Det er nok de færreste, der ved det, men Københavns Zoo er på mange måder en dårlig Zoo ledet af nogle folk, der er superfokuseret på penge og knap så meget på dyrevelfærd. Deres mangeårige mishandling af isbjørnene, elefanterne og andre dyr er vel åbenlys for de fleste, men de færreste gennemskuede måske, hvilken tortur det egentlig var for aberne at blev flyttet ind i den såkaldte "Abejungle" eller "Abehus" eller hvad man kaldte det.

Som publikum stod man udenfor panserglasset imellem grønne buske og palmer og kiggede ind på et meget lille område, hvor tre-fire gorillaer sad stille hele dagen på noget grønt-malet cement og intet kunne foretage sig. Total grusomhed - og vel at mærke på et tidspunkt, hvor andre Zoo's begyndte at give god plads og finde på rigtige aktiviteter til de pladskrævende dyr.

Samson fik nok af det tre gange og fór pludselig hen og hamrede næverne ind i det tre-dobbelte panserglas og krakelerede det hver gang. Han har sikkert også moret sig over at se de der heldige asner på den anden side (som havde grønne ting omkring sig) fare tilbage.

Til sidst beslutter man så at overflytte dem til et stort, dejligt anlæg i Givskud. Men Samson var så skadet af sit ophold i det lille, grønne betonfængsel, at han i et halvt år ikke vovede at komme udenfor. Hunnerne og de unge hanner vænnede sig hurtigt til det nye sted, men Samson turde simpelthen ikke gå udenfor en dør. Meget trist.

Nu er det blevet godt igen og han er sikkert meget gladere end han har været længe.

Jeg vil også gøre mit for, at Samson lever videre, så jeg vil se, om ikke det kan lade sig gøre at få stillet en server op hos os, som får to navne:

Primær navn: Samson
Sekundært navn: LBDI01 - Linux, Borupvang, DIrektøren, løbenummer 01)

Mvh.

Mogens

Hvad indisk mad kan indeholde

2010-07-07T06:52:00.001-07:00

Den her har jeg fået via SMS fra Miracles alsidige receptionist mv. Jette:

"Kan du huske jeg fortalte om nogle indiske dåser med kryddersovs? Nå, men de indeholder bl.a. følgende spændende ingredienser (og det er ikke mig, der ikke skriver korrekt sms sprog):

Neger gram
Hus sæd
Gemme
Røde penge tossede
Rød brun nylavet
Afkøling
Neger peber kanel
Side løg
Hals blad
Krydder krudt

- og så det bedste:

Affyret sæd

Tak, Google translate :-)."

Vi lader den stå (undskyld!).

Det her må blive mere og mere udbredt efterhånden som den globale landsby rigtigt breder sig og Babblefish/Google Translate bliver en nødvendighed. Det må give nogle store, fremtidige oplevelser.

Mvh.

Mogens

Genial (Miracle) marketingskursus

2010-06-04T07:53:00.000-07:00

Der gik god fredagshumor i vores reply-all mailkult(ur) idag i biksen. Først sendte ellers meget korrekte Ann Møller Christensen følgende gode, gamle oversigt ud med et par kommentarer i starten:

Her lige før vi annoncerer Miracle v2 og har erkendt at vi er nød til at indføre projektstyringssystemer, CRM , processe, procedurer, organisationsdiagrammer og m.m, så er her lige nogle hints til vores nye Marketing afdeling ;-)

God week-end

Hilsen Ann

--------------------------------------------------------------------------------

Grundkursus i marketing - Få alle begreber inden for marketing på plads på en let forståelig måde.

Marketing for kvinder:
Du er til en fest. Du får øje på en lækker ung fyr. Du går hen til ham og siger: "Jeg er temmelig god i sengen!" Det er Direct Marketing.

Du er til en fest. Du får øje på en lækker ung fyr. Du spøger om du kan få hans mobilnummer. Den næste dag ringer Du ham op og siger: "Jeg er temmelig god i sengen!" Det er Tele Marketing.

Du er med nogle veninder til en fest. Du får øje på en lækker ung fyr. En af dine veninder går hen til ham og siger: "Hende, der står derhenne er temmelig god i sengen!" Det er Reklame.

Du er til en fest. Du får øje på en lækker ung fyr. Du går hen til ham og opfrisker hans hukommelse: "Kan Du huske vores date for 2 uger siden og hvor god jeg var i sengen?" Det erCustomer Relationship Management (CRM).

Du er til en fest. Du får øje på en lækker ung fyr. Du går hen til ham og siger: "Jeg er temmelig god i sengen!" Derefter knapper du din bluse op og viser dine bryster. Det er Merchandising.

Du er til en fest. Du får øje på en lækker ung fyr. Du går hen til ham og fortæller hvor smagfuldt han er klædt og hvor godt han dufter. Så tænder du hans cigaret og skænker et glas vin for ham og siger: "Jeg er temmelig god i sengen!" Det er PR (Public Relation).

Marketing for mænd:

Du er til en fest. Du ser en lækker ung pige. Du går hen til hende og siger: "Jeg er temmelig god i sengen, og desuden kan jeg hele natten uden pauser!"

Det er i strid med god markedsføring og yderst vildledende for forbrugeren og forbudt ifølge markedsføringsloven.
--------------------------------------------------------------------------------

MEN: Så var det, at en af gutterne - Thomas Schou-Moldt - kom med et totalt genialt svar:

Du er til en fest. Du ser en lækker ung pige. Du går hen til hende og siger: "Jeg er temmelig god i sengen, men hvis det alligevel ikke er nok, så ringer jeg til en ven som er endnu bedre. Én ting er nemlig helt sikkert: Vi går ikke før du er helt færdig!"

Det er marketing "The Miracle way " ;-)

PS. Den er dog ikke testet i praksis...
---------------------------------------------------------------------------------

Da jeg prøvede at kvæle Muhamed...

2010-02-22T08:29:00.001-08:00

Den her historie kom jeg i tanke om, fordi Lisbeth Zornig startede en debat på Facebook om kriminel lavalder, mv. Den indeholder et grimt ord eller to, bare så I er advaret :-).

For nogle år siden (on a dark and stormy night) så jeg to knægte (med tyrkisk baggrund, skulle det vise sig, men det var jeg Græsk-Katolsk ligeglad med), der var igang med at ødelægge noget vejmateriel udfor en fritidsinstitution i min by Måløv.

Jeg gik hen til dem og sagde til dem, at de skulle stoppe. Det ville de ikke (ca. 12 år gamle). Så råbte jeg sådan lidt sergentagtigt (man har vel lidt fordel af sin militærbaggrund :-) ) ad dem, og så stoppede de.

Så beordrede jeg dem til at sætte tingene tilbage hvor de havde stået (de havde smidt afspærringsting ned i hullet), og det gjorde de så....

Og så gik jeg. Hvorpå en af dem (Mohammed, viste det sig senere at han hed) begyndte at råbe virkeligt stygge ting efter mig (mere om det senere). Og blev ved. Og ved. Til sidst greb jeg ham i kraven og bakkede ham to meter baglæns ind i en hæk og råbte til ham, at han skulle tie stille.

Lige dér dukkede en rar mand fra institutionen op (det viste sig, at de voksne holdt julefrokost dér den aften) og råbte ad mig: "Hvad laver du mand?! Slip ham! Er du racist eller hvad?!" Øh. Jeg prøvede at forklare ham, hvad sammenhængen var, men han ville bare have, at jeg slap stakkels Muhammed. Hvilket jeg gjorde. Og så gik jeg ellers ned til Jytte, som ejer den lokale restaurant for at få en kop kaffe (mens Muhamed blev ved med at følge efter og råbe grove ting efter mig).

5-10 minutter senere stod to store, tyrkiske mænd i 20'erne inde ved mit bord hos Jytte og sagde jeg skulle komme udenfor. Dét stod nemlig 10 andre, som ville banke mig, fordi jeg havde taget kvælertag på Muhamed. Jeg sagde nej, og blev siddende og de to mænd blev forvist af en tjenerpige på 17, der ikke var specielt bange, må man sige.

Kort efter dukkede min ven TømrerTorbens søn Nick op med et brækjern i inderlommen og satte sig ved siden af mig og sagde, at han havde hørt om forsamlingen udenfor, og han var straks gået hen til dem og sagt, at han var på min side, bare så de ligesom vidste det. En af de forsamlede var bror til ham, der tjente 25.000 kroner på at knalde en billiard-kugle i hovedet på Thorsen i fængslet, iøvrigt (dusøren var udsat af HA), og de andre var også - ifølge Nick - nogle grimme fyre.

Nick kunne også fortælle, at ham fyren fra institutionen stod udenfor og snakkede tyrkerne efter munden sammen med en kvindelig pædagog i begyndelsen af 20'erne - de stod og sagde til tyrkerne, at de godt kunne forstå, at de var sure på mig, og at det var synd for Muhammed.

Nå, jeg ringede til Politiet og de fulgte mig pænt hjem og jeg satte mig til at se TV.

Så ringede telefonen. Hemmeligt nummer. Og han ville ikke sige hvem han var, men til sidst fik jeg ham til at indrømme, at han var Muhammes far. "Du skal ikke tage kvælertag på min søn", blev han ved med at sige, og jeg kunne høre Muhammed snakke løs i baggrunden på tyrkisk.

"Du er altså Muhammes far", sagde jeg så. "Så er det dig, der skal kneppe mig i røven, kan jeg forstå på Muhammed?".

Stilhed. Selv Muhammed var nu helt stille i baggrunden.

Jeg fortsatte: "Jeg kan også forstå, at det er dig, der skal slå hele min familie ihjel, for det sagde Muhammed også til mig."

Stilhed. Og så endelig: "Sådan skal min søn ikke tale til nogen."

Jeg: "Nej, men det gjorde han altså. Du er velkommen til at komme og besøge mig sammen med Muhammed så vi kan snakke om det - jeg giver gerne en kop kaffe."

Han: "Nej, det er ikke nødvendigt. Det stopper her."

Og siden har jeg intet hørt. Udover at institutionen indkaldte mig til et møde for at fortælle mig, at jeg ikke skulle tage kvælertag på stakkels, lille, uskyldige Muhammed, fordi jeg klagede over de to pædagogers håndtering af situation og deres medvirken til ophidselse af gemytterne udenfor restauranten.

Fortæl mig én gang til, at vores system med tidlig indsats og forståelse og indleven hjælper på de her knægte.

Kongebrogården - måske det bedste hotel i Danmark?

2009-12-26T23:14:00.000-08:00

Jeg har boet på (alt for) mange hoteller i Danmark og i udlandet. Jeg har kun én gang prøvet at forlade et hotel - det kostede "kun" 100 dollars og var på Manhatten. Ellers har jeg såmænd været rimeligt tilfreds.

En ting jeg altid har undret mig over er, at selv på de bedste danske hoteller har man som regel ikke dobbeltsenge, men to enkeltsenge skubbet sammen med en eftertrykkelig "revne" i midten.

Under forberedelserne til vores bryllup for snart en del år siden blev Anette og jeg enige om at tage en friaften i København og overnatte derinde. Og hvorfor så ikke benytte lejligheden til at prøve brudesuiten på en rimeligt godt hotel - hotel Admiral. Så vi lejede en såkaldt "senior-suite" a.k.a. brudesuite, og det så sgu' godt ud - over 60 kvadratmeter, flot udsigt, Trip-Trap-indretning, fritliggende bjælker - og to enkeltsenge skubbet sammen (men ikke fastholdt).

Vi havde den fantastiske oplevelse senere på natten, at sengene gled fra hinanden, da jeg rullede ind på midten. Jeg vågnede ved at jeg pludselig "stod" på mit højre knæ og havde fat i Anettes madras med neglene og liiiige havde hovedet oven vande. Anette var vågnet ved mit udbrud og stirrede derfor direkte ind i mine ret store øjne, mens resten af mig var pist væk. Det grinede vi en del af.

Næste morgen spurgte jeg pænt, hvorfor i Alverden de havde to enkeltsenge i en såkaldt brudesuite, og svaret var meget logisk, at det var enklere at købe enkeltmadrasser ind. Javel.

Derfor blev det til brudesuiten på Hotel Marriott i København, som på alle måder kvalificerer sig til at blive kaldt en brudesuite. Så det endte godt. Og med en god, amerikansk dobbeltseng.

På Kongebrogården, som jeg lige har tilbragt to dage på, har man desværre også enkeltsenge i Kongesuiten, men de er dog spændt sammen, og ellers er alt andet ved stedet aldeles godt, nærmest perfekt.

http://www.kongebrogaarden.dk/

Prisen er i den høje ende, men servicen er i en endnu højere ende.

- Perfekt room-service,
- ingen problemer med at komme lidt for sent til morgenmadsbuffet,
- en tjener der gik hen og spillede bordtennis med Viktor på fire,
- en anden tjener(inde), der fandt en Anders And-pistol til ham,
- servering af sild kl 20 og havregryn kl 24 til ham (det er hans to yngligsspiser om aftenen),
- al den hjælp vi kunne bede om til alt muligt,
- store, lækre borde opstillet i receptionen med frugt, drikke, glögg, og alt muligt andet hele dagen.

Jeg kunne blive ved.

- Håndklæder nok, og i en fremragende kvalitet
- gratis morgenbakke bragt til værelset
- god minibar på værelserne,
- rigtigt godt udvalg af gode øl i baren.

Og ved.

Og så ligger det jo fantastisk lige midt i en havn og med de flotteste landskaber omkring.

Jeg tror seriøst det er det bedste hotel jeg har boet på i Danmark. Og et af de bedste jeg har boet på i det hele taget. Det skyldes naturligvis primært personalet, der bare arbejder sammen så man kan MÆRKE det som gæst. Jeg er hyperfølsom overfor ansattes attituder til hinanden og gæsterne, og hvad de end gør på Kongebrogården, så ville jeg ønske for alle andre, at de kunne kopiere det. Det kan de nok ikke, men jeg ville ønske det for dem. Vauw.

Forslag til forbedringer:

Det havde været helt utroligt fantastisk vidunderligt, hvis der havde været en rigtig, fed, amerikansk dobbeltseng på værelset, men det fungerede helt fint med dem, der var.

Og gardinsnorene er meget tynde nylonsnore, som man skærer sig på, når man vil trække for.

Elevatoren er et kapitel for sig, og skal opleves. Det er måske den mest komplekse elevator i Verden, og det er en præstation i sig selv at kunne køre i den. Men eftersom der kun er til og med anden etage har jeg det blot med som et sjovt punkt. Hele personalet ved det, og gæsterne lærer rigtigt rigtigt hurtigt at tage trapperne, hvilket kun er godt for helbredet.

Og så har Kongebrogården den mest fantastiske dørmåtte (hvis det er ordet) udenfor hoveddøren. Den består af et tykt lag grangrene klæbet fast til stenene, så man kan tørre skoene af i dem. Fabelagtigt.

God Jul.

Mogens

Min ferie i Geogien

2009-11-24T19:11:00.000-08:00

Jeg og en af mine venner - kaldet Senior - har siden torsdag været i Georgien og besøgt Otte Sørensen (på sin 17. mission i konfliktområder) og Bjarne LP (mission nr 20), som begge arbejder i den danske del af EU Monitoring Mission (EUMM), som holder øje med Geogierne, Abkhaserne, Ossetierne og ikke mindst russerne efter russernes lille udflugt ind i Georgien i august 2008.

Det har for Senior og jeg været en meget stor oplevelse at være i et såkaldt konfliktområde. Ikke lige den typiske ferie, kan man sige. Men en øjenåbner. Otto og Bjarne siger, at det er helt typisk for konfliktområder og at det ikke er NÆR så slemt som Nord-Irak i 1991 eller Sudan :-)

Lidt facts:

- 3 millioner indbyggere (efter at Nord- og Syd-Ossetien samt Abkhasien smuttede, ellers var det 5). Det er ikke godt at vide, hvor mange de kunne have været, hvis ikke en af Georgiens sønner (født 1879) havde taget navneforandring til Stalin... ham har de mange minder om, inkl. et stort Stalinmuseum og en kopi af det lille hus han blev født i.

- 500.000 georgiere fra Abkhasien og 100.000 fra Ossetien jaget ud (etnisk rensning) og nu bosiddende i meget små pre-fab huse rundt omkring i Geogien

- 1.5 million af de 3 millioner indbyggere bor i hovedstaden Tblisi.

- 80% arbejdsløshed

- Meget svingende vandforsyning udenfor hovedstaden (jeps, der var dage helt uden, så vi måtte lade være med at vaske op :) )

- Der står voksne mænd overalt - på tankstationer, langs veje, på fortovene - og bare kigger og ryger.

- Vilde hunde overalt, også i byerne. Det er ret mærkeligt at stå på en altan og høre store flokke der jager rundt i byen mens de hyler som ind i Helvede.

- Verdens farligste trafik. Jeg troede israelerne var slemme. Prøv geogierne. Det var bogstaveligt talt tæt på (komplet med katastrofeopbremsning den ene gang, den anden gang var der ikke tid til det heller) igår alene på vej tilbage til Tblisi. Helt vildt. Og så kører de i en skøn blanding af gamle Volga'er, Lada'er, sovjettids-busser/-lastbiler og nyere vestlige ting.

- Hvert andet hus man passerer udenfor Tblisi er en tom forfalden skal, eller halvfærdig/aldrig fuldført, eller (det er ret sjældent) bombet/udbrændt. Alt flyder, og der er bare masser af affald langs vejene. Orden og renlighed fordrer åbenbart overskud.

- Alle husdyr (grise, køer, heste, nogle få geder, gæs og høns) går helt frit rundt, ud og ind af folks haver, på fodboldbaner, på vejene (køerne har opdaget at takket være bilernes forruder er der meget færre insekter på vejene, så dér kan de godt lide at gå). Og selvfølgelig alle de herreløse hunde (inkl. en enkelt trebenet og rigtigt mange grimme) strejfer bare rundt overalt.

- Totalt smadret økonomi:
* Særdeles frugtbar jord, varme om sommeren op til 40 grader, alt kan gro, inkl. masser af mandariner i alle haver....
* De var storeksportør af vin til russerne, men det er slut, og ingen andre kan drikke deres vin.
* De er verdens største producent af hasselnødder, men der er ikke penge i det.
* Og tyrkerne sælger alle mulige landbrugsvarer billigt og vel at mærke sprøjtet med kemikalier, så en agurk kan se frisk ud i en uge eller to - mens geogiernes agurker ser underlige ud efter to dage. Giver én noget at tænke på mht det grønt og frugt vi får derhjemme, ikke?
* Vi har ikke set røg fra en eneste fabrik mens vi har kørt rundt hernede.

- Jeg købte to flasker kvalitetsvodka samt en flaske vodka på 96.2% (den bruger de i den almindelige vodka for at få den op på 70%) igår og betalte 20 penge a 3,40 kroner for alle tre flasker. Men man kan sagtens få billigere vodka, hvis man ikke har så mange penge.

- Fire mennesker, der spiser Gullash og drikker en øl/cola til, betaler ialt 40-50 penge for det hele. Dog fik jeg noget så fornemt som stør (fisken, der leverer Beluga) igår til 43.

Vi vender hjem til Danmark imorgen, hvor vi begge forventer at sætte stor pris på rigtigt varmt vand i bruseren og en almindelig, blid dansk trafik - og de manglende grise og køer der pludselig krydser hovedvejen mellem bremsende og tudende biler :-).

Mvh.

Mogens
Hotel Ambasadori, Tblisi, Geogien

Jeg har set fremtiden for Danske Øl-Entusiaster...

2009-10-11T10:37:00.000-07:00

Jeg har lige sendt følgende til redaktøren af bladet Ølentusiasten - en fantastisk mand ved navn Ole Madsen, der laver det FEDESTE medlemsblad jeg nogensinde har set...

========================================================
Hej Ole,

Vi havde årsmøde i Ballerup ØE i onsdags, hvor vi bl.a. havde besøg af Allan Poulsen, der nu kan se tilbage og evaluere på et pioner-liv med mikro-øl. Meget spændende.

Vi havde besøg fra det næste lag i organisationen, og han kunne fortælle det samme som vores fantastiske formand Steen Spuur:

Vi mister medlemmer i DØE.

Steen Spuur foreslog, at foreningen har "sejret ad Helvede til" (et citat fra en gammel LO-boss).

Vores gæst kunne fortælle, at bestyrelsen har hyret ekstern hjælp, som får bestyrelsen til at tænke i nye rekrutterings- og fastholdelsesbaner ved et række workshops, og alt det dér sædvanlige man gør i sådan en situation.

Jeg tror DØE idag svarer til 4F (Foreningen til Fremme af Farve-Fjernsyn). Det er ikke en forening man umiddelbart kan se meningen med at være medlem af, vel?

Formålet med DØE var at sikre danskerne et bredt udvalg af gode øl og styrke informationen om dette. Det tog under 10 år, så var alle danskere med på det og Carlsberg måtte igang med diverse tiltag (alternative enzym-bryg, eget mini-bryggeri, fantom-bryggeri (Kongens Bryghus), import af udenlandske kvalitetsøl, osv.).

Kort sagt: Det er gjort. Foreningen har nået sit mål.

Eneste super-værdifulde ting ved foreningen er bladet, som må være det bedste foreningsblad jeg nogensinde har set i noget land (fed måde at få sit indlæg bragt i bladet, ikke? :-) ).

Nå, men i mit andet liv er jeg direktør i en IT-biks som lige har overtaget noget uddannelsesmonopolhalløj fra en stor IT-leverandør. Det er jo dejligt, men vore klasseværelser er ikke specielt fyldt op af kursister. Alle siger, at fremtiden er VLC (Virtual Live Classroom) klasser, hvor folk sidder ved hver sin computer på et tidspunkt der passer dem og modtager undervisning.

Efter at have smagt en masse dejlige Bröckhouse-øl, kommenteret lystigt og fantastisk af Allan Poulsen, indså jeg derfor, at DØEs fremtid ligger i at gøre det nemt for medlemmerne at drikke øl sammen virtuelt og udbringe virtuelle skål til hinanden.

Vi skal da have et lukket chatrum, hvor kun medlemmer har adgang og hvor man kan se, om andre ølentusiaster lige nu sidder og drikker gode øl. Så kan man sidde der og føle sig som en del af et meget større fællesskab i "real-time" og have det sjovt og interessant selvom man blot nyder en god øl med sig selv derhjemme.

Vi har brugt princippet meget primitivt i min IT-biks i mange år: Når en eller flere af gutterne sidder derhjemme om aftenen og arbejder over for at redde en eller anden kundes IT-installation, så plejer vi (via SMS eller mail eller Messenger) at åbne en øl i "begge ender" og sige skål til hinanden. Det fungerer fint, og er temmelig hyggeligt. Vi gør det også, hvis nogle af os f.eks. sidder i udlandet og andre sidder og arbejder derhjemme om aftenen. Det holder sammen på biksen og giver alle en fornemmelse af at vi trods afstande og individuelle opgaver hos kunderne har et fællesskab.

Vi ville nok være den første forening af sin art i Verden, der gjorde det, men det skal vel ikke forhindre os i at prøve?

Det kunne måske også appellere til den yngre generation, som på denne måde kunne få information, viden og tips om, at den øl de sidder og nyder lige nu har den og den historie, kan sammenlignes med den og den øl og kan købes billigt hos Købmand X.

Det var mit forslag til foreningen. "Tradition og Fornyelse", som Karolinekogebog nr. 4 hed :-) .

mvh.

Mogens Nørgaard
======================================================================

Øksemorderen svarer igen...

2009-10-11T08:04:00.000-07:00

Anders Zorn, alias Øksemorderen - eller bare det kærlige "Øksen" blandt venner - har ønsket at få følgende offentliggjort som svar på dette:

http://vibrugerikkeblogs.blogspot.com/2007/01/rhk-ksen.html

Jeg tør ikke andet. Her er det.

===============================================================================

Jeg skal naturligvis ikke kunne forudsige, hvorvidt dine ærede kolleger er leveringsdygtige i autentiske "Økse"-historier, meeeeen gad vide om ikke jeg trods alt kunne være leveringsdygtig i et par stykker?? Det skulle jeg da umiddelbart mene, ikke mindst taget i betragtning at nærværende blog i al ubeskedenhed handler om undertegnedes tvivlsomme meritter (hvilket jeg de facto opfatter som en sjælden ære) samt min skumle, offentlige fremtræden, der - som Mogens ganske korrekt pointerer - også på daværende tidspunkt så noget mørk og suspekt ud....

Jeg er først igår, via et kært familiemedlem, blevet opmærksom på denne blog, og ser mig naturligvis kaldet til at reagere prompte.

Der er således også korrekt som Mogens anfører, at der angiveligt blev ....hhhhmmmmm....."gået til stålet" kan man vist sige hin dag i Rude Skov, hvor misæderen blev skåret i småstykker af Habib Habib. Sagen handlede om narko, og i disse miljøer løstes eventuelle uenigheder ikke ved pædagogiske rundbordssamtaler, eller præventive telefonopringninger til diverse socialrådgivere, men ved kontant afregning ved Kasse 1. Nyheden om det bestialske øksemord tilflød således også dele af tabloidpressen, og jeg erindrer vist, at Ekstrabladet til lejligheden havde ryddet hele forsiden, hvor der med store, røde typer stod: "Øksemorder går amok i Rude Skov!" Denne appetitvækker var ligeledes flankeret af et billede med en mildest talt skummelt udseende mandsling med karakteristisk nazioverskæg, samt et stærkt tvivlsomt, sydlandsk udseende. Nu ville Tilfældet eller Skæbnen (hvis man ellers tror på sligt) at jeg på daværende tidspunkt fristede en grum tilværelse som "studerende" på RHK, og tilfældigvis selv var udstyret med et vaskeægte, jysk politimandsoverskæg. Så da der tonede et mugshot frem på forsiden af Ekstrabladet af en særdeles skummelt udseende øksemorder fra Rude Skov, krævede det ikke den store intelligens eller fantasi at drage en uomtvistelig sammenligning med undertegnede, og kælenavnet "Øksen" har hængt på lige siden.

Så for så vidt angår autoriserede Økse-historier, anser jeg mig selv for værende relativt kompetent og velbevandret udi denne ædle disciplin, og kan da også berette om en lille historie, som forresten også - hvis ikke jeg tager meget fejl? -inddrager den gode Herr. Nørgaard himself.... For kendsgerningen var jo, at Køkken 2A var blevet propfodret med lækre tøser af den simple grund, at Formanden for RH-Kollegiet - i daglig omtale naturligvis kaldet "Bagmanden" - via simpelt snyderi på vægten krydret med lige dele embedsmisbrug havde sørget for, at alle de lækre, storbarmede sild på ”forunderlig” og statistisk uforklarlig vis sjovt nok altid flyttede ind på netop Bagmandens køkken..... Det turde i denne sammenhæng være overflødigt at pointere, at "The Terrible Twins" alias Ole Erecius & Mogens Nørgaard holdt de andre kollegianere i en konstant tilstand af enten panikslagen frygt, eller decideret vantro, og jeg tænker, at mon ikke de to stratenrøvere sikkert har hvisket deres ønsker om køkkenets fremtidige kønskvotering i ørerne på Bagmanden?? Man kunne unægteligt få den tanke!

Nå men dette var jo mere end rigeligt grund til at ligge i åben krig med disse magtmisbrugende niddinge, hvilket ofte gav sig udslag i forskellige uortodokse hændelser. Gennem sprittågerne husker jeg således stadigt adskillige historier fra de varme lande, og i respekt for trådstarteren bør historien velsagtens handle om, hvorledes Mogens & Ole igen fik skovlen godt og grundigt under Øksen.

Jeg havde vanen tro deltaget i en notorisk Tour de Chambre, og da jeg tørnede ind ved 5-tiden om morgenen faldt jeg traks i en dyb søvn. Eller rettere: jeg blev ca. 20 minutter senere vækket af et monstervækkeur, der nærmest lød ligesom japansk Kamikazepilot i et desperat styrtdyk mod en amerikansk hangarskib under Slaget ved Okinawa, 18. marts 1945. Den oligophrene jubelidiot, der havde været så forudseende at placere vækkeuret, havde ikke blot sikret sig at uret af indlysende, strategiske årsager var uden for rækkevidde HELT inde under min seng, men havde samtidigt anbragt det spruttende bæst i en dertil hørende metalspand for at opnå de ønskede tårnhøje decibel.....I den tro at jeg befandt mig midt i en veritabel skyttegravskrig vaklede jeg omtåget på benene, og fik - da jeg pludseligt indså sagens rette sammenhæng - ekspederet uret + metalspand ud gennem vinduet.

Se, den opmærksomme læser vil nu antageligvis konkludere, at dette udspekulerede og ondsindede komplot retteligt måtte være signeret af Mogens & Ole, men som jeg senere skal demonstrere var disse spritstive lømler undtagelsesvis uskyldige i dette scenario. De havde nemlig udtænkt en betydeligt mere snedig, grænseoverskridende og morbid plan!

For ca, 1½ time efter at jeg var sluppet af med ur og spand hørte jeg nazi-banket på min dør, hvor man ikke er et sekund i tvivl om, at vedkommende mener det alvorligt, og ikke gider høre noget nonsense. Så lige inden døren var hoppet af hængslerne lykkedes det mig at få åbnet døren iført dunkende tømmermænd og underbukser. Udenfor stod to uniformerede betjente, som særdeles gerne ville have en "kammeratlig" samtale med undertegnede. De ville utroligt gerne vide, hvad Fanden i Helvede den gule Helle bestilte på MIN altan, og hvorledes jeg ville forklare, at den for nyligt var blevet stjålet fra Tagensvej/Jagtvej-krydset!!?? Ud over at ligne eet stort spørgsmålstegn, gik jeg mekanisk hen og kigge ud på min altan, og minsanten: dér stod en gul Helle og nærmest grinede lakonisk af mig! I samme sekund vidste jeg til gengæld også, at jeg (igen) var blevet framet af disse uslinge fra Køkken 2B, og selv betjentene begyndte at småfnise, da de betragtede dette absurde. Kafkaske scenario. Jeg slap med en kraftig verbal overhaling, samt et "Yeah right Buster??!" da jeg ihærdigt og mod bedrevidende forsøgte at forklare min snehvide uskyld. Jeg er dog ganske overbevist om, at d´herrer Erecius & Nørgaard har fået sig århundredes grin i de tilstødende gemakker, mens de allerede var i gang med at planlægge nye diabolske, og endnu mere vidtgående rænkespil mod min ædle person! :-)

Mange kollegiale hilsener,
Anders Zorn alias ”Øksen”

Jægerbogen - i kamp med eliten

2009-10-03T09:02:00.000-07:00

Den bog har godt nok fået en masse reklame.

Én ting er, at Forsvaret er åndssvage - de reagerer ikke på bogen mens de har den til gennemlæsning og da de reagerer er bogen allerede ude i cirkulation. Jeg synes faktisk Politikens chefredaktør Thøger Seidenfarden gjorde det eneste rigtige, nemlig at sprede den så vidt og bredt, at det blev latterligt at gå efter et fogedforbud.

Det forhindrer naturligvis ikke Forsvarets Fælles Fjolser (FFF) i at grave deres egen grav endnu dybere og gå efter forfatteren og hvad ved jeg. Morsomt, morsomt.

Og så viser det sig sgu' at de har overtænkt tingene lidt derinde i FM og FKO:

1. Spindoktoren derinde får den idé at lave en arabisk oversættelse, som man så "finder" på nettet som bevis på, at bogen er skadelig.

2. Han får departementschefen og andre derinde i FM med på den.

3. De gør naturligvis intet selv. Det kan og vil de ikke, de tøsedrenge. Så de giver opgaven til chefen for FKO's IT-gruppe. Ham chef-Jesper er ifølge dem der kender ham skidedygtig og superloyal og meget skarp. Så det er han sgu' nok ikke så meget for, det der svindel og humbug fra politiker-bavianerne... men han gør det, for han skal jo.

4. Spindoktoren (må han brænde i Helvede iøvrigt, tak) sender så VED ET UHELD, som han siger, en mail med hele bogen attachet til BT eller Bent Stuckert, der er redaktionschef i DR, eller begge - det kan jeg ikke finde ud af. For ligesom at vise, at bogen er enorm skadelig.

4. Og da det så bliver opdaget, ja så er der jo bare tilbage at lade auditørerne finde ud af, at det kom fra IT-chefens Jespers PC og så fyre ham og lyve videre.

Se, når man antyder, at sådan en bog er skadelig for vore styrkers sikkerhed... hvad er man så selv, når man bevidst spreder den ud på arabisk og dansk til alle mulige? Så ER man vel selv landsskadelig, er man ikke? Skal man så ikke anklages for landsforrædderi?

Det kunne være, at de der landsforræddere inde i FM skulle tage en pause fra deres arbejde og istedet gøre noget for vore soldater ude i de varme og kolde lande og måske endda for slutkunderne. Istedet for at bruge tid på internt pjat, der kun får Forsvaret til at se komplet latterligt ud og ødelægger moral ude i skyttehullerne...

Nå men jeg har fået en idé:

Det slog mig lige her til morgen: Jeg laver da en Jysk oversættelse af bogen.

Titlen bliver: "Jæger - uj på ballah mæ de ikk hielt ring'".

Jeg satser benhårdt på at få den distribueret via Forsvarsministeriet og deres tilknyttede, dygtige IT-folk i FKO.

De ser ud til både at kunne finde de der websites hvor man placerer den slags OG have en opdateret mailingliste til DR, BT og de andre medier.

Senere, når alle har læst bogen herhjemme, vil jeg gøre den global ved at få Mossad til at lave et forord og så ellers satse på, at NSA og CIA tager sig af distributionen. De kan noget på¨den globale scene, de tunge drenge derovre.

Det kan ikke slå fejl. Flere af mine jyske venner har tilbudt at hjælpe mig med oversættelsen, da Google translator (heller) ikke er god til Jysk.

Mvh.

Mogens

Kvinder bliver mere og mere ulykkelige....

2009-10-03T08:59:00.000-07:00

Fik det her link fra en pige i USA: Det blev jeg sgu lidt overrasket over at læse...

http://bpp.wharton.upenn.edu/betseys/papers/Paradox%20of%20declining%20female%20happiness.pdf

Selvom levevilkårene er blevet stærkt forbedrede og kvinderne har fået meget mere magt siden 70'erne, så er de blevet mere og mere ulykkelige over tid - og det er i alle samfundslag og kulturer.

Dyrk f.eks. det her citat:

"Arlie Hochschild's and Anne Machung's The Second Shift (1989) argued that women's movement into the paid labor force was not accompanied by a shift away from household production and they were thus now working a "second shift". However, time use surveys do not bear this out. Aguiar and Hurst (2007) document relatively equal declines in total work hours since 1965 for both men and women, with the increase in hours of market work by women offset by large declines in their non-market work. Similarly, men are now working fewer hours in the market and more hours in home production. Blau (1998) points to the increased time spent by married men on housework and the decreased total hours worked (in the market and in the home) by married women relative to married men as evidence of women's improved bargaining position in the home."

Nogle gange er det fedt bare at være en simpel mand, der går rundt og er glad...

Som en af mine meget gode (og meget modige) venner engang påpegede, så er det totalt acceptabelt i alle sammenhænge og i alle forsamlinger for kvinder at sige, at "mænd er dovne" eller "ikke laver lige så meget som kvinder" og den slags. Men prøv - bare prøv - at sige det samme om kvinder, og du er på samme liste som de pædofile, og den chokerede (og nervøse) tavshed breder sig rundt om middagsbordet.

Det er noget af det sjoveste man kan gøre ved et kedeligt middagsselskab idag :-) .

Vi må gøre noget.

Mogens

Den gang M skulle til Polen og hente en AVIS-bil

2009-10-03T08:35:00.000-07:00

Jeg har lige læst Weekendavisens bogtillæg, hvor der er en fin anmeldelse af en bog skrevet af Jens Ellekær kaldet "Ved den usynlige grænse" om hans arbejde for Forsvarets Efterretningstjeneste under den kolde krig. Ellekær var en af de to gutter, der blev fanget og smidt i polsk fængsel, hvor de sad i seks-syv måneder og iøvrigt blev svigtet totalt af socialdemokraterne, der kørte altødelæggende hets mod Uffe Elleman og andre på det tidspunkt. På kanten af landsforrædderi, skulle man mene.

Nå, men bogen ser underholdende ud og jeg har bestilt den. Glæder mig til at læse den.

Men jeg har en lidt sjov efterhistorie til den.

På Rigshospitalets Kollegie (RH-kollegiet) var det for ret almindeligt, at man fik et godt, brugt TV fra polakken M, som havde sin gang på kollegiet. Han solgte så PC'ere i Polen, og sådan havde han en livlig handel frem og tilbage. Han medbragte også altid f.eks. bananer og ananas på sine rejser, som han brugte til at bestikke politifolk, hvis de stoppede ham for at køre for stærkt dernede.

Det er sådan noget, kommunisme gør ved et folk :).

Nå, men han havde også et andet lille sidejob: Han hentede biler for AVIS, når nogen havde stjålet dem i Danmark og kørt dem til Polen.

En dag fik han at vide, at han skulle hente en AVIS-bil i Polen, som de to danske spioner Ellekær og Niels (som vistnok tog varig psykisk skade af sit ophold i fængslet i Polen?) havde benyttet på deres mislykkede tur.

Han hentede først et dokument i Udenrigsministeriet der havde flere segl og stempler end noget han ellers havde set i sit liv, og så kørte han ellers til færgen til Stetzin (eller hvordan det nu staves) og så til det lokale politihovedkvarter dér.

Det var på størrelse med Magasin du Nord, fortalte han mig senere, og han præsenterede sig pænt på engelsk ved receptionen og blev afhentet af en officer, der førte ham op på et kontor, hvor der sad to andre officerer - en kaptajn og to løjtnanter, så vidt jeg husker.

De troede ikke M talte polsk, så de talte sammen. Den ene løjtnant spurgte kaptajnen: "Hvor længe skal vi lade ham vente?" og kaptajnen svarede: "En halvanden times tid eller så..."

Alt dette hørte M uden at fortrække en mine. Efter en halv time gik han hen til et kort over lystfiskepladser i Polen og spurgte henkasten kaptajnen på polsk: "Fisker De?".

Kaptajnen spurgte forbløffet: "Taler De polsk?!"

Ja, det gjorde M nemlig, for han var polak og født i Polen. Så blev alting pludselig meget hyggeligere og kaptajnen skyndte sig at følge ham ned til den AVIS-bil, han skulle hente og fik givet ham nøglerne og de nødvendige papirer.

Og så sagde han (som jeg husker det) følgende til M: "Vi ville aldrig under normale forhold have smidt dem i fængsel, men de stod altså meget provokerende og tydelige oppe på bakkerne og fotograferede vores udstyr. Vi var NØDT til at arrestere dem."

Dengang var det almindeligt kendt, at Polen var Danmarks ansvarsområde i NATO, både fordi vi havde en masse tilknytning via indvandringer af polakker gennem tiderne og fordi polakkerne sikkert passede godt til vores mentalitet - de gad nemlig absolut ikke russerne og det var en udbredt teori, at de ville dessertere ligeså snart de kunne, hvis der blev krig. Det forklarer måske kaptajnens ord til M.

Nå, men det var jo en morsom historie... hvis det ikke var fordi jeg et år eller to eller tre senere faldt over Jacob Andersens artikel i Ekstra Bladet om en højtstående officer (en oberst, tror jeg) i den polske sikkerhedstjeneste, der havde været dansk spion, og som var ved at blive afsløret, hvorefter Forsvarets Efterretningstjeneste med vilje lod to reserveofficerer dumme sig, så de blev anholdt og obersten fik en "sejr", der fjernede mistanken fra ham.

Jeg tror egentlig på den vinkel på historien, for det var og er ret underligt, at de pludselig opførte sig meget amatøragtigt (dårlige kort, mærkelige ordrer, rød AVIS-bil, to mænd istedet for én, osv).

Hvis nogen ved, hvordan jeg får fat i Jens Ellekær, så ville jeg gerne fortælle ham den vinkel på historien en dag :).

mvh.

Mogens

Tidsregistrering - Andet Fantastiske Eksempel

2009-10-03T08:03:00.000-07:00

En god veninde skrev til mig:
========================================================================
Hvor er det skønt...

... med KORS...

Jeg har lige fået mail hvor jeg bliver bedt om at rette min tidsregistrering - da jeg har flere dage hvor jeg ikke har registreret nogen egentid (pauser, toiletbesøg mm) Og det kan jo ikke passe... Hun var noget skeptisk da jeg ringede hende op, og forklarede, at når jeg ikke havde registreret noget egentid var det fordi jeg ikke havde nogen...

Her troede jeg at jeg var en god og meget pligtopfyldende medarbejder, der tidsregistrerer som jeg skal - jeg kan sagtens klare de små private ting jeg laver i min "klar-tid"... dvs - at jeg potentielt er klar til at tage imod kunder der måtte ha brug for at tale med mig... alt i alt passer jeg mit job... Men... suk... jeg må ha nogle flere pauser ind i min hverdag....

hæhæ... det er lidt sjovt...
================================================================================

Tidsregistrering - Første Fantastiske Eksempel

2009-10-03T07:39:00.000-07:00

Når der er for mange tobenede varme- og CO2-generatorer i en organisation, så er det typisk fordi organisationen har alt, alt for mange penge. Det kan være fordi den er offentlig (og derfor et monopol) eller det kan være fordi en privat biks har monopolagtige tilstande.

Det er kun sådanne steder de har tid til at måle og registere de arme medarbejdere til døde.

Jeg kalder det KORS - Kontrol- Og Registrerings-Systemer. Og jeg tror vi har brug for et KORStog :).

Nå, men her følger den første af to autentiske beretninger fra et par kvinder, der bare gerne vil have lov at arbejde - den ene beretning er fra finanssektoret. Det er den anden sør'me også.

===========================================================================

Jeg er så glad for at kunne sende endnu et eksempel på en fremragende måde at bruge lederes tid på - Og vores selvf. også. Mailen er fra vores IT direktør.

Vi registerer nu pr. 8/9 fx fravær i: egen kalender, fælles outlook kalender, IT kalender (excel), SAP og et femte system. Hvis man så også deltager
i X projekter, registrerer man selvf. også i DERES kalendere. For mit vedkommende skal en fridag nu registreres 7 steder !!!

Komme/gå tider skal registeres i SAP (som regner i 100-dele minutter/timer - ikke som alle andre i 60'dele). Alle aktiviteter lige fra møder, fravær, projektarbejde, vedligehold, spildtid og andet arbejde (hvis man da får tid mlm. al registreringen) skal i det femte system.

Og derudover skal arbejde udover 8 timer registreres i et word dokument også - for ellers godskriver de ikke timerne ......

For at gøre det hele nemmere, er der adskillige 100 konti at registrere på !

Og husk på, at det er citat nedenfra "Derfor er det også vores ansvar at indgå professionelt i dialogen om de fremadrettede strategiske muligheder såvel som de mere kortsigtede optimeringer eller muligheder".

Er det ikke imponerende så meget vrøvl, man kan skrive ? ..... og så forsøge at bilde mig ind at vi alle skal registere fravær 5+ steder, for at effektivisere og optimere ?!?!?!?!

Nå, det må sq være min manglende kandidat uddannelse, der gør at jeg ikke heelt forstår det :-)

Fint nok at man ikke kan optimere, hvis man ikke ved hvad man bruger tiden på, men når man bruger tiden på at registrere istf. at lave noget for de der brugere, som betaler gildet :..... ups nu glemte jeg det igen .... de er sq da ligegyldige. De BETALER jo bare ......

---------------------

Til: Koncernudvikling & IT
Emne: Et skridt på vejen...Fokus på tidsregistrering

Kære KIT'er

Som I ved er vi helt overordnet i gang med at ændre på de styringsmæssige strukturer i KIT, lige fra rekruttering til økonomisk opfølgning og styring.

Alle disse tiltag er små skridt mod et fremtidigt mål som vi kan tale om på førstkommende KIT områdemøde, men for denne mail handler det om emnet tidsregistrering.

Helt overordnet er det KIT ledelsens ambition at medvirke kraftigt til forandringen af vores forretning. Vi har en specifik viden om og dyb kompetance i, de mange forretningsprocesser der driver virksomheden.

Derfor er det også vores ansvar at indgå professionelt i dialogen om de fremadrettede strategiske muligheder såvel som de mere kortsigtede optimeringer eller muligheder.

Som en partner i disse dialoger med vores ledelse er det helt afgørende at vi har styr på hvad vores mange dygtige ressourcer bruger deres kompetancer på. Det er kun ved at skabe fuld gennemsigtighed i vores omkostninger og prioriteringer at vi kan få mulighed for at bidrage til vore fremtidige success, og vi har i den forbindelse besluttet at alle medarbejdere fremover registrerer deres time-forbrug i det femte system.

Den forbedrede indsigt vi opnår af denne vej vil Ikke alene give ledere og medarbejdere et professionelt styrings-værktøj, men vil også være udgangspunktet for en velfungerende allokerings-process af både ressourcer og penge når der startes nye initiativer. Det er iøvrigt det eneste middel vi har til at sikre ressourcer til gennemførelse af vores egen plan2009 som vi snart skal til at drøfte.

Mange af Jer registrerer allerede tid i dag på enten et XX-projekt, et YY-projekt eller visse steder i driften. Ambitionen er nu at få alle i KIT til at registrere deres tid.

Det bliver os der driver hele tidsregistreringen og du er velkommen til at kontakte teamet hvis du har spørgsmål til tidsregistrering eller bare har brug for lidt hjælp til systemet. Vi vil en gang om måneden udarbejde en rapport til alle.

For de af Jer, der allerede registrerer timer på XX projekter eller YY projekter gælder at I uændret fortsætter denne praksis. Derimod skal eventuelle 'Andre' timer registreres på dit team eller områdeprojekt. 'Andre ' timer kan bl.a. være kurser, teammøder, sygdom, opgaver i linien mv.

Allerede fra D. 8/9 -2008 kan du registrere de nødvendige oplysninger i det femte system, og KIT ledelsen vil så løbende følge op på kvalitet og målsætninger. Her er der altså ikke tale om noget fremtidigt projekt, men en helt konkret handling du kan foretage allerede i uge 37 og dermed aktivt bidrage til vores professionelle virke.

Mere info

Dette tiltag er forberedt i samarbejde mellem IT og cheferne. Din leder vil derfor være det naturlige sted at søge uddybende information om hvilke projekter og aktiviteter du skal registrere timer på.

Alle ledere modtager i denne uge en detaljeret pakke fra IT med alle detaljer.

Med venlig hilsen
================================================================================

ViBrugeRikke Xenofobi

2009-07-17T18:13:00.000-07:00

Super-nørdet-indforstået-kun-for-de-indviede-og-undskyld-til-resten-indlæg:

Her er en stor og helt speciel hilsen til en flok gutter og gudinder, som jeg sætter uhyre stor pris på at være ven med, og som jeg har lært meget af siden jeg fik lov at lege med dem tilbage i 2006.

De er som sædvanligt (og med vilje og gustent overlæg) på vej direkte ud i noget værre snavs - denne gang desværre uden mig (ferieramt).

Og som altid vil det lykkes for dem, thi de kan ikke fejle.

I år er de for første gang nogensinde belemret med et eksternt problem, nemlig xenofobi, i egne rækker.

Xenofobi er angsten for fremmede, dvs. mennesker man ikke kender.

Det er ved Den Søde Grød det sidste man kan beskylde denne flok for at lide af, både i deres daglige faglige virke og i deres årlige vanvidsaktivitet.

Men en udefra kommende deltager i vanviddet har vist sig at lide af kraftig xenofobi og har undervejs fået det kendte Asterix-album 'Lus i skindpelsen' (herefter bare forkortet LIS) til at ligne det rene vand.

Vedkommende har aldrig mødt gutterne og gudinderne, har ikke deltaget i de nødvendige forberedelser til det årlige vanvid, og har oven i købet en leder-rolle i sin egen organisation - en organisation, der forventes at kunne agere "agilt" under pressede og ukendte forhold.

Ja, faktisk vil denne organisation gerne betragtes som sådan, lidt, agtigt, ELITE.

I ved: Dem, der kan klare mere end andre. De fysiske og psykiske frontløbere. De, der bevarer roen under pres. Klippen i stormen.

Se, når jeg tænker ELITE, så tænker jeg en flok gutter og gudinder, der:

1. Aldrig er bange for det ukendte
2. Altid er åbne for nye input (dvs. går ud fra, at alt, hvad man troede var rigtigt pludselig kan vise sig at være forkert - og det er jo altid sjovt at lære nyt)
3. Aldrig, aldrig, aldrig giver op. Der er ALTID én ting til man kan prøve - og hvis man er sammen med holdet er der altid nogle, der vil og kan hjælpe
4. Støtter en kollega i nød ligegyldigt hvad det koster - man går ud sammen, man kommer hjem sammen
5. Altid kan finde noget ironisk, erotisk eller humoristisk i selv den værste situation/knibe, og forstår at fyre en joke af når det ser værst ud
6. Tager imod fremmede med åbent sind

Holdet, som jeg har den ære at være en del af, opfylder alle seks krav i højere grad en andre outfits jeg har haft med at gøre (og det er ikke så få).

Og Fan'me om de så ikke skal belemres med LIS i år. Det har de ikke fortjent, men de klarer sig sagtens. Det er ikke dét, der bekymrer mig.

Det, der bekymrer mig er, at denne person har den position hun har. Det er ikke godt.

Go, Venner. Jeg er bag jer. MEGET langt bag jer :-).

Og lørdag den 18. juli klokken Sent Om Natten vil der være en helt speciel hilsen til jer på http://vibrugerikke.dk - check it out.

Mvh.

Mogens

SSSS

2009-07-15T02:28:00.000-07:00

Sikkerhed, rejser og mobiltelefoner ½

Jeg er en sikkerhedsrisiko.

Hvordan er jeg blevet det? Det gik egentlig ganske nemt. Den 31. juli 2008 rejse jeg og min kone Anette fra København via Heathrow til Denver i Colorado for at deltage i vores herlige ven Tim Gormans bryllup.

Ved indcheckningen hos British Airways i Terminal 2 i Kastrup udspandt sig følgende samtale mellem mig og den søde BA-dame:

Jeg: Hvor lang tid skal vi være i Heathrow?

Hun: Næsten fire timer.

Jeg: Godt. Jeg har nemlig opdaget på mine sidste to-tre rejser, at HVIS der er mindre end to timer mellem mine to fly i Heathrow OG jeg samtidig skal skifte terminal derovre SÅ kommer min bagage med sikkerhed IKKE med mig ombord på flyet mod USA.

Hun: Er det rigtigt? Det vidste jeg ikke.

Jeg: Det skyldes, at de har rod i deres IT-system til at håndtere bagagen derovre. IBM brugte alle pengene på projektet og stoppede før systemet havde fået lagt indexer på data – det gør søgningerne meget langsomme.

Hun: Det var da noget værre noget.

Jeg: Ja. Og tænk på, at hvis terroristerne ved det samme som jeg ved, så kan de faktisk udnytte det til at få en bombe ombord i et fly, som de ikke selv er med. De skal bare sørge for at bestille en flyvning, hvor de har mindre end to timer til at skifte mellem to terminaler i Heathrow.

Hun: Gud da, det er da rigtigt!

Jeg: Måske skulle du skrive det et sted, så nogen får det at vide?

Hun: Det gør jeg. Jeg skriver det ind i systemet her. God rejse.

Jeg: Tak!

Og af sted gik det til Denver og et herligt bryllup og mit første besøg i Grand Canyon.

Og så skulle vi hjem den 5/8.

I DIA (Denver International Airport) checkede Anette og jeg ind og alt gik forrygende. Den flinke mand udskrev boarding-kortene til os og stod med dem i hånden. Bagagen havde fået tags på håndtagene. Alt var godt. Og så gik alt i stå.
Først gik han ind i baglokalet med boardingkortene. Efter 5 minutter kom der HELT tilfældigt en mand og en ældre kvinde ud og gik sådan bare helt tilfældigt rundt og stod lidt bag os og kiggede alle mulige steder hen… og gik så ind i baglokalet igen.
Jeg kom til at tænke på min samtale med BA-damen en uge tidligere og gik ud til siden og lidt frem, så jeg kunne se skærmen med vore oplysninger, tog mit digitalkamera frem og tog et billede på tre meters afstand og brugte så kameraets indbyggede zoom til at kigge lidt nærmere på, hvad der stod på skærmen. Det kunne jeg desværre ikke se, men der VAR noget med rødt på skærmen, så jeg regnede med, at jeg nu var en sikkerhedsrisiko.

Ganske rigtigt. Efter lang tid kom han endelig ud igen og sagde, at han lige skulle lave et security-check i baglokalet og gik derind igen. Denne gang varede det ikke så længe, men til gengæld havde begge vore boardingkort nu de kendte fire S’er (SSSS står der) printet på dem og han skrev også SSSS med rød tusch på vore bagage-tags, hvorefter han brugte en gul markerings-tusch til at markere de fire S’er på boardingkortene og ønskede os en RIGTIG god tur med et stort smil. Hvis I søger på SSSS på Google er der masser af forklaringer på, hvad det står for og hvad det betyder.

Henne ved security sagde damen spontant, da hun så vore to boarding-kort: ”BOTH of you?! Wow. You must have been baaad!” og så lo vi alle sammen og derefter kom Anette og jeg igennem bombe-snifnings-maskinen, der blæser luft på én fra forskellige vinkler. Så var det tid til en rigtig grundig gennemgang af håndbagagen, og så kom vi ellers af sted og kom hjem i fin stil.

Nåja, shit happens, og det var da meget sjovt.

Men jeg sidder her (oktober 2008) i et fly og skriver dette på min vej hjem fra en konference i San Francisco… jeg har fire medarbejdere, en kunde og to venner med mig. I alt er vi otte, og vi har haft det pragtfuldt på denne tur.

Der har godt nok været et helvedes bøvl med min mobiltelefon og min bærbare PC var laaaangsom i forhold til de andres når vi gik på internettet via det trådløse netværk i lejligheden vi havde lejet. Men skidt. Livet er jo herligt og alle var glade.

Nåja, der var også den pudsighed, at ud af ALLE vore tasker, der blev checket ind (mange) var der to, der ikke var med maskinen på vej fra Seattle til San Francisco, da vi kom herover – den ene var min, og indeholdt mit dykkergrej (inkl. Dykkerkniv) og den anden tilhørte Lenn og var vist ganske ufarlig. Vi fik dem næste dag. Der skete ikke noget udover, at Lenn først fik børstet tænder dagen efter.

I San Francisco lufthavn på vej hjem skete det så igen: De seks mennesker, der checkede ind sammen med mig fik ALLE sammen boarding-kort med SSSS på. Den ottende af os checkede ind ved en separat skranke og fik det IKKE.

Så måtte vi jo alle sammen (undtagen den ottende som havde checket ind uafhængigt af mig) igennem bombe-snifnings-maskinen (og prøve et nyopført glasbur, hvorfra man bliver hentet til screening én ad gangen, mens alle kigger på de der underlige nogen i buret) og alle sammen igennem en meget grundig gennemgang af vores håndbagage. Men vi nåede flyet og alle har det godt. Lidt trætte, men glade.

Men pludselig går der nogle ting op for mig: De hemmelige tjenester har sgu’ da overvåget mig via min bærbare og min mobil under opholdet! Lad mig forklare denne vanvittige påstand:

Min bærbare var uendeligt lang tid om at downloade i forhold til alle de andre, og det plejer den slet ikke at være. Nu er vi tilfældigvis alle sammen noget indenfor IT, så vi kunne jo se hvor få KiloBytes per sekund jeg fik igennem i forhold til de andre. Typisk downloadede de 400 MB på 40 minutter, mens jeg var 4 ½ time om at downloade præcist 433 MB, som var en kopi af udsendelsen Den Hemmelige Millionær med mig selv i hovedrollen, som jeg gerne ville se (fordi den blev vist hjemme i Danmark mens jeg var i USA).

Min mobil begyndte efter en dags tid (vi har været her i ca. 10 dage) at opføre sig meget, meget mærkeligt:

- Opkaldslisterne var altid blanke eller meget korte, selv om jeg taler med MANGE mennesker HELE tiden. De forsvandt simpelthen hele tiden. Når jeg sov (og derfor ikke brugte telefonen) kunne jeg være helt sikker på at vågne op til helt tomme opkaldslister.

- Den låste hele tiden sig selv op og skiftede til kameratilstand (selvom kamera-coveret dækkede for linsen) op til flere gange i minuttet.

- Den ringede hele tiden folk op. Topmålet var da den ringede Anette op i Danmark, placerede hende på Standby og derefter ringede til den søde asiatiske kvinde, som jeg stod og snakkede med i konference-centeret. Hun hedder i øvrigt Lillian. Pludselig ringede hendes iPhone og hun spurgte mig, hvad ”+45” var for et land? Så kiggede jeg og så, at det var mit eget nummer der stod på hendes iPhone. Javel så. Jeg stod altså og ringede til hende. Jeg hev min mobil frem fra lommen og ganske rigtigt: Anette på Standby og Lillian på aktiv.

- Den brugte strøm som en gal. Jeg måtte hele tiden oplade den, også selvom jeg ikke brugte den. Den kunne stort set aflade sig selv i løbet af natten når jeg sov.

Jeg begyndte at få mistanke allerede efter nogle dage med den tossede telelfon-opførsel og begyndte at joke med, at det nok var NSA (aflytningsgutterne) der var inde og lytte via min mobil. Det ved jeg jo, at de kan, for det fandt jeg ud af for et år siden eller to, da en artikel om domfældelse af en mafia-boss i USA nævnte, at han ikke kunne forstå, hvordan de havde kunnet aflytte hans møder med andre banditter når han altid havde husket at slukke telefonen.

Ha! Manden skulle have tænkt sig om. Man kan jo sagtens stille vækkeuret i sin mobil og så slukke for telefonen – alligevel bliver man vækket. Det skyldes, at der altid er liv i den mens batteriet sidder i (og et lille stykke tid efter at det er taget ud).

De hemmelige tjenester har altså i mange år haft denne bagindgang til alle mobiltelefoner, og det synes jeg er fedt (jeg har intet imod overvågning som sådan, og jeg har heller intet imod mennesker der har noget imod overvågning).

Nå, tilbage til San Francisco: Dagen før vi skulle hjem havde jeg en lang snak om vores fælles firma med min med-direktør og fortalte ham om alle disse ting og vi blev enige om (ligesom vi havde gjort nogle gange i løbet af ugen) at nu ville vi give NSA-drengene noget at lave, så vi sagde ting som ”I know where Osama bin Laden is”, ”Mossad” og ”Pakistan”.

Lasse og jeg snakkede sammen i en halv times tid eller så, men vi brugte måske nogle minutter på at lave sjov med NSA’s elendige hackning af min mobil… og så stoppede det sgu’!

Siden den samtale, dvs. resten af dagen i går og hele dagen i dag har der INTET været med telefonen. Den virker fuldstændig som i Danmark.

Jeg bemærkede også i løbet af ugen, at der var nogle steder der var værre end andre:

Den restaurant (Chevy’s på hjørnet af 3rd og Howard) hvor jeg tilbragte hovedparten af mine dage i løbet af konferencen samt hjemme i lejligheden var den helt gal.

Andre steder (når jeg var et sted henne for at besøge forretningsforbindelser, osv.) tog det lidt tid, før den begyndte at opføre sig tosset.

Jeg synes det er en morsom historie. Jeg har det fint med, at de aflytter mig, om end det er lidt træls af have så mange problemer med mobilen og så lidt strøm. Men det er lidt synd for folk, der rejser sammen med mig, at de skal igennem SSSS-behandlingen.

Jeg tror personligt, at det program, som de loader ind i min telefon for at kunne slå mikrofonen til og lytte til, hvad der sker i lokalet, ikke fungerer helt optimalt. Jeg vil derfor tilbyde NSA at mine gutter kan kigge på det og måske få det til at fungere LIDT bedre. Det må være skrevet i Java, siden det er så elendigt, høhø.

Jeg vil slutte med at fortælle om det absolut morsomste der skete med min telefon derovre denne gang: Min gode ven Ole og jeg sad ved et bord i en restaurant og ventede på en Vice-præsident fra Oracle, som Ole skulle snakke med. Min mobil lå på bordet imellem os og lavede det sædvanlige halløj med hele tiden at skifte til kameratilstand og alt det andet.

Pludselig lød der den kendte lyd af kameraet der tager et billede. Ole og jeg kiggede meget forbløffede på hinanden. Telefonen stod IKKE i kameratilstand. Men da jeg gik ind i Galleri lå der et nyt billede, som bare var kulsort (fordi dækslet jo dækkede for linsen). Det skete to gange mere under vores møde og derefter skete det aldrig mere. De må have fået fixet den bug i Java-programmet i en fart.

Nu ved I det: Man skal ikke advare en sød dame fra British Airways om en potentiel sikkerhedsrisiko, som kan udnyttes af terrorister, med mindre man har det fint med at få en del ekstra opmærksomhed.

Og vi ved nu, at folk der rejser sammen med mig skal bestille billetter uafhængigt af mig og checke ind uafhængigt af mig, så de undgår SSSS-behandlingen.

Som min ven Jønne sagde i Livgarden for lang tid siden (Hold Juli 81): Jeg har ikke moret mig så godt siden vi trak vod efter svigermor i havnen.

Politiet: ALLIGEVEL fandt de ikke noget våben...

2009-06-14T14:00:00.000-07:00

I forbindelse med en tragisk episode idag, hvor en mand truer eks-konen med våben og hun må hoppe ud af et vindue og stikke af sammen med den fælles knægt på 15, synes jeg den her sætning fra artiklen i Ekstra Bladet er en ædelsten:

"Bl.a. har politiet ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger foretaget en ransagning på mandens bopæl, da sønnen havde set et våben på adressen, men da politiet ankom en uge efter sønnen og moderens anmeldelse, var våbnet væk."

Jeg ved, at der altid er tid for rigtigt mange politifolk på stationerne til at gøre gymnastik og løfte vægte i den time hver dag, som de har lov til at bruge til formålet.

Gad vide, om bare én af dem kunne have droppet denne livsvigtige, interne aktivitet (som alle naturligvis har fødselsret til, det er klart) for istedet at drøne ud med det samme og se efter, om der vitterligt var noget om snakken, når både en 15-årig knægt og en eks-kone ringer og advarer om det?

Politifolk har nu lært at være iskolde overfor mennesker/kunder og istedet (via utallige rapporterings- og målesystemer, der skal måle alt mellem himmel og jord) være rigtigt meget obs på, om det nu også kan betale sig for karrieren rent faktisk at gøre noget for kunderne.

Det kan det ALDRIG. Det bedste man kan håbe på, når man involverer sig med kunderne direkte, er jo, at det går godt. Ofte går det skidt. Og så spørger chefen, hvorfor det gik skidt og så bliver karrieren ikke så god.

Derfor er det ultravigtigt i Politiet (og andre perverterede organisationer), at man ALDRIG har direkte med kunderne at gøre, hvis man vil gøre karriere. Prøv at kigge på, hvem der rykker op igennem hierakiet - det er aldrig de, der har været rigtigt operative og gjort en forskel ude på gaden.

Samtidig er det jo dejligt og trygt at læse gang på gang, at Politiet KRAFTIFT fraråder folk selv at gøre noget ved kriminalitet eller at foretage sig noget overilet (dvs. gøre modstand), hvis man bliver angrebet, overfaldet eller forulempet i sit hjem eller udenfor.

Hvad Fanden gør man så?

Der skal bruges 7000 betjente (ud af 11000) til det der fjollede klimamøde i København fra 6. til 18. december. De skal så afspadsere resten af dette årti, og det betyder f.eks. at der i Århus vil være 150 betjente tilbage (ud af 650).

De skal jo så arbejde i treholdsskift og det er de bovlamme, de døve og de ældste der er tilbage - dem der normalt har fået sig et skrivebordsjob istedet for at være aktive ude på gaden blandt kunderne. De vil jo ikke engang kunne finde vej ud af Politistationen og ud til kunderne, hvis der ringes med en nødsituation.

Lad os bede til, at det IKKE bliver et topmøde. Et topmøde er per definition når 20 eller flere stats- og regeringschefer dukker op. Det finder man ud af til et eller andet kæmpe (og dyrt) FN-møde til september. Hvis der kun er 19 af sådan nogle, der giver tilsagn, er det ikke et topmøde, men bare "Congress of Parties 15" (COP15). Så kan man håbe på, at de ikke skal bruge helt så mange politifolk.

I perioden 6. til 18. december (og i laaang tid fremover - grundet afspadsering) vil det ikke være muligt for kunderne (borgerne) i Danmark at få hjælp til noget som helst, med mindre man i telefonen siger, at man er ved at skyde en indvandrer, en Paradise Hotel-deltager OG en politiker fra Dansk Folkeparti på samme tid, dvs. noget, der vil komme i pressen.

Alle andre opfordres hermed til at bevæbne sig med alt andet end tålmodighed. Helst noget, der kan slå ihjel.

We're on our own. Lord have mercy.

Monopoler der hader monopoler

2009-05-09T18:20:00.000-07:00

Den her er så langt ude, at jeg er nødt til at dokumentere den for mine børn og alle andre....

I flyet fra København til Helsinki forleden læste jeg følgende i den gode avis Børsen:

"Topchef i Dong Energy, Anders Eldrup, har ved flere lejligheder krævet prisfald på vindmøller som følge af faldende råvarepriser.

Samtidig har han beklaget sig over manglende konkurrence på Dong Energys hovedområde, havvindkraft, hvor der i dag reelt kun er Siemens Wind Power og Vestas som leverandører.

Det har svækket købers position i forhandlingerne, og derfor var Dong Energys aftale med Siemens Wind Power .... "

Senere i artiklen fortæller topmanden fra Vestas, at de 1) er top-teknologiske og 2) ikke ser nogen grund til at sænke priserne.

Næh, hvorfor skulle de det? De befinder sig i et marked, hvor de kan aftale ikke at konkurrere på prisen med den eneste anden producent - det kaldes et oligopoli.

Så stakkels, stakkels, stakkels DONG - monopolet over alle monopoler - klynker nu over, at de ikke har tilstrækkelig konkurrence indenfor leverancen af alternativ energi. Nøj, hvor ER det synd!

Hvor er lige den almindelige taber-danskers mulighed for at fravælge DONG?

Mvh.

Mogens

Om Danmarks valg af nyt kampfly

2009-04-11T08:24:00.001-07:00

Her følger en mail-korrespondence jeg har haft med nogle gode mennesker i Forsvaret om det hersens nye kampfly, som vi måske skal have til afløsning af F-16...

===========================================================================
Fra: Mogens Nørgaard [mailto:mno@miracleas.dk]
Sendt: 7. april 2009 23:26
Til: fko@mil.dk
Emne: Spørgsmål vedr PNK

Kære Forsvarskommando,

Jeg sidder og læser om projekt PNK (Projekt Nyt Kampfly) og kan læse mig frem til, at man overvejer tre muligheder (Hornet, JSF, Gripen):

http://forsvaret.dk/FKO/Nyt%20og%20Presse/pnk/de3/Pages/default.aspx

Fint.

Så står der pludselig, at "Danmark er med som partner i udviklingen af JSF i samarbejde med en lang række vestlige lande. Lockheed Martin har også leveret Danmarks nuværende F-16 fly."

Øh - betyder det at vi bruger penge på et fly, som vi ikke har besluttet os for at anskaffe?

Dén må I godt lige forklare mig. Jeg er trods alt skatteyder ligesom I. Og budgetsituationen for Forsvaret er ikke ligefrem genial i disse tider...

I håbet om, at der er tale om en joke -

Mogens Nørgaard
Adm.dir.
Miracle A/S
===========================================================================
Jakob Østerbye skrev:
Kære Mogens

Det er korrekt at Danmark deltager i udviklingen af det nye JSF fly.

På nedenstående link på Forsvarsministeriets hjemmeside, kan du se omtale af industriprojektet.

http://www.fmn.dk/Materiel/Internationalt%20samarbejde/Pages/default.aspx

Her står der bl.a.

”Sammen med en række danske virksomheder deltager Forsvarsministeriet i det amerikanske Joint Strike Fighter (JSF) projekt. Projekt omfatter udvikling og fremstilling af et fuldt kampflysystem, dvs. ikke blot et nyt fly, men også den række af kommando-, kontrol-, støtte- og logistiksystemer, der skal sikre dels et sammenhængende våbensystem dels en optimal økonomi for brugerne gennem en driftsfase på mere end 40 år. JSF er en mulig afløser for F-16 kampflyet, som skal erstattes i perioden 2015-2020.”

Hvis du har yderligere spørgsmål, kan du evt. kontakte Bodil Kofoed i Projekt Nyt Kampfly via mail på boko@mil.dk

Med venlig hilsen

Jakob Østerbye
Kommunikationsrådgiver
Kommunikationssekretariatet
Forsvarskommandoen
E-mail: jakob.osterbye@mil.dk
Direkte: 45 67 30 36
Mobil: 20 49 10 86

Forsvarets pressevagt 24 timer i døgnet tlf +45 70 200 440
===========================================================================

Fra: Mogens Nørgaard [mailto:mno@miracleas.dk]
Sendt: 8. april 2009 09:38
Til: Jakob Østerbye; boko@mil.dk
Emne: Re: SV: Spørgsmål vedr PNK

Kære Jakob & Bodil,

Joh, men mit spørgsmål var ikke OM vi deltog, men HVORFOR vi deltager i et projekt, der har at gøre med et fly, som vi ikke har besluttet os for at anskaffe?

Det svarer vel meget godt til, at jeg går ud og giver Saab Danmark 50.000 kroner uden videre og så fortæller dem, at jeg overvejer om min næste bil skal være en Audi, BMW eller Saab - og at jeg er HELT indforstået med, at de 50.000 kroner er tabt for evigt, hvis jeg vælger Audi eller BMW.

Jeg er ret sikker på, at Saab Danmark vil tage imod pengene, men det ER vel strengt taget ikke den normale måde at købe en bil på? :-).

Betyder det, at vi i Danmark allerede HAR besluttet os for at anskaffe JSF?

Eller betyder det, at vi i Danmark faktisk også støtter projekter omkring de to andre fly?

Når Forsvaret i forvejen har brugt for mange penge, så er det måske bedre at anvende pengene på udstyr og støtte til gutterne i de varme lande end til et projekt, der ikke er besluttet?

Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår logikken bag dette. Men jeg er til gengæld glad for jeres hurtige svar :-).

Venlig hilsen,

Mogens
==========================================================================

Bodil Kofoed skrev:
Kære Mogens Nørgaard.

Tak for din interesse og dit meget relevante spørgsmål. I dette tilfælde er det lidt mere komplekst, end når vi skal ud og købe en ny Audi eller Skoda. Jeg skal kort ridse situationen op, sådan som jeg opfatter den:

Beslutningen om at deltage i udviklingen af det amerikanske JSF kampfly er en politisk beslutning truffet i slutningen af 90erne. Formålet var at Danmark, som er en meget lille partner rent økonomisk i JSF-projektet, kan opnå mest muligt know how og network, uanset hvilket fly vi evt. senere måtte købe. Beslutter et flertal i folketinget, at vi skal købe JSF, så er prisen betydeligt lavere end for de nationer, som venter til JSF er færdigudviklet. Derudover får Danmark mange andre fordele af samarbejdet, som giver et stort know how og inspiration til dansk sikkerhedsindustri. Samarbejdet med JSF er altså på ingen måde spildt, selvom politikerne skulle vælge et andet fly.

Danmark deltager som nævnt med et meget lille beløb sammenlignet med de øvrige 8 partnerlande men får alligevel en stor gevinst ud af det. Pengene er altså ikke tabt.

Ang. dit andet spørgsmål: Nej. Danmark har ikke besluttet endnu om vi skal købe nyt kampfly, eller hvilket fly vi i givet fald skal anskaffe. Projekt Nyt Kampfly analyserer tre forskellige kandidater – JSF, Superhornet og Gripen NG – alle tre fly er af høj kvalitet og har alle tre forskellige fordele.

Ifølge den foreløbige tidsplan afgiver forsvaret den militærfaglige anbefaling, som bl.a. er udarbejdet i Projektkontor Nyt Kampfly. Det ventes at ske i slutningen af april – begyndelsen af maj. Herefter starter de politiske forhandlinger mellem regeringen og folketingets øvrige partier. Forhandlingerne ventes afsluttet inden sommerferien. Først på det tidspunkt kan der ligge en principbeslutning om typevalg og antal.

Det er ligeledes op til politikerne at beslutte, hvor mange penge forsvarets samlet skal have i næste forsvarsforlig (2010-2015), som netop skal forhandles nu, og hvor store beløb der skal gå til hver af de tre værn. En beslutning om nyt kampfly er altså uafhængig af, hvad der i øvrigt afsættes af penge p.t. til f.eks. Afghanistan, som du nævner.

Håber ovennævnte dækker dine spørgsmål – ellers er du velkommen til at kontakte mig igen efter påske på nedennævnte tlf.

Med venlig hilsen og god påske

Bodil Kofoed
Kommunikationsrådgiver
Forsvarskommandoen
Projekt Nyt Kampfly
+45 4131 7172
===========================================================================
Kære Bodil Kofoed,

Mange tak for dit svar. Det giver trods alt lidt mening. Det har også givet mig en idé til, hvordan jeg vil sælge nogle IT-ydelser til mine kunder i fremtiden, tror jeg. For det er jo alt andet lige en genial fremgangsmåde (rent salgsteknisk) at give bedre rabatter på forhånd SAMT tilbyde, at man kan tilegne sig teknologisk viden ... UDEN at binde sig på forhånd til at købe slutproduktet, naturligvis :-).

Tak igen - og god Påske.

Venlig hilsen,

Mogens
===========================================================================

Hartling-regeringen, momsen, Anva - og en masse sko...

2009-04-11T08:11:00.000-07:00

Den her har jeg lige skrevet (på engelsk, desværre) til en af de italienske medlemmer af The OakTable Network som svar på en mail fra ham om, hvorvidt vi mente det ville være en god idé for ham at lave en blog på italiensk. Det gav mig anledning til at fortælle en historie fra min ungdom (jeg har været 12-14 år), og jeg har også lige sendt den videre til Mark Bohé Jørgensen og Jan Villadsen, som var de to andre der var på det noget usædvanlige job:

=========================================================================
I, for one, could contribute a bit on your Italian blog. You see, back in the 70's (from 73 to 75) we had a brilliant liberal government who decided that changing the VAT rate was a fantastic monetary tool, so they did that three times.

It had a huge impact on my personal finances. I had a good friend named Lloyd (an Australian whos mother had moved back to Denmark after her husband died in Australia). His mother got me and two other friends - Mark and Jan - a job in the shoe department of a large department store in Copenhagen that no longer exists. Our job was to re-price all shoes.

Now, the cheap shoes were easy: You calculated the new price and printed three small price labels per shoe box (one per shoe and one for the box) and put them on top of the previous price labels. Easy.

The pricy Italian shoes, however, were different. Here we had to remove the old price labels with the famous tool known as "nails", which was Hell. Anyway, EVERY shoe box with Italian shoes contained a little slip that said (I most probably remember this incorrectly, so please correct me as much as you like):

"In caso de reclamo, retunare il presente taloncino"

At least that's what I keep saying in my head. It's been inside my head since those years. It will be the last words I remember after I have gotten Alzheimer and have forgotten the names of my children and my love goats.

Because I saw that sentence at least five or six thousand times.

So let me know when you open your Italian-language blog and I'll FINALLY have somewhere to put those words inside my head so that maybe they'll leave me alone after almost 35 years. Whatever people will be discussing on that blog I'll be ready - for as long as it takes for the words to leave my head - to post that comment on EVERY debate taking place there.

Thank you!

Mogens
=========================================================================

Jeg har så modtaget to reaktioner: Én fra Jan Villadsen og en fra italieneren:

Fra Jan fik jeg denne:

"Hahahhahah :-) Din hukommelse er forrygende, Mogens! Jeg mener også at kunne huske, at vi i kælderens dunkle lokale mellem prismærkerne i kor sang "You like tomato, I say tomahtoe, you like potato, I like potahtoe, lets call the whole thing off osv osv..... :-)

Stay safe !!

/Jan´"

- og fra italieneren denne:

"Oh, my equivalent sticky frase is, more or less, and without umlauts:

"keine gegenstande aus dem fersten werfen"
(do not lean outside the window)

that is written under *every single* Italian train window,
that I read the first time when I was 6, and I have seen
every single day when I was young and commuting ...

But I still remember as well your one, that it was in fact
popular in the seventies, and I have not noticed since then:
"in caso di reclamo, ritornare il presente talloncino"
(in case of complaint, please return back this ticket)

I might use it instead of "please leave a comment" on the blog ...
... that could be an Hell of an idea :) "
======================================================================

Så jeg huskede det som:

"In caso de reclamo, retunare il presente taloncino" - men det skulle have været:
"in caso di reclamo, ritornare il presente talloncino"

Det kan jeg godt leve med efter så mange år :).

Ballerup: Svar fra Kommunen efter et år

2009-03-23T07:28:00.000-07:00

Det er jo slet ikke så svært at få et svar fra Kommunen vedr. min nabos Lalandia-huse. Efter noget der kun ligner et års tid har de åbenbart været ude og måle.

Og hævnen fra dem er også pludseligt at ane - måske fordi jeg 1) har vovet at insistere og 2) har klaget over en person, der indtil hans nylige konkurs var eneleverandør på ALLE tømreropgaver hos kommunen og havde jordens fedeste og sikreste kontrakter med dem (og havde fået byggeriet godkendt af hans selvsamme storkunde).

Nyd det:
=========================================================
Kære Mogens

Vi har været ud og måle bygningerne på Måløv Hovedgade 90, og fundet frem til flg.:

Værkstedsbygningen.
Fra niveau i skel til skæring mellem overside tag og væg, er der målt 3,89 m i det vestlige hjørne af huset.
Bygningen ligger 3 m fra skel.
Den målte højde må maksimalt være 1,4x3m=4,2m.

Enfamiliehuset
Fra niveau i skel til skæring mellem overside tag og væg, er der målt 5,37m i det vestlige hjørne af huset.
Bygningen ligger 4 m fra skel.
Den målte højde må maksimalt være 1,4x4m=5,6m.

Hvis der er problemer med overfladevandet, vil jeg gerne undersøge det nærmere ved en hendvendelse fra ejeren af den grund hvor problemerne er.

Jeg har fået at vide at de containere der i øjeblikket står på grunden, vil blive fjernet indenfor kort tid.

I forbindelse med mit tilsyn på ejendommen Måløv Hovedgade 90, har jeg erfaret at du i dine træer, der tilsyneladende står nærmere skel end 2,5 m, har hævede opholdsarealer. Detter er jf. Bygningsreglement 08, afsnit 2.7.3 stk. 1 pkt 2. ikke tilladt. Du bedes redegøre for dette.

Med venlig hilsen

Anne Hassing
Miljø & Teknik
=====================================================================

... "har jeg erfaret... hævede opholdsarealer." Der er tale om mit træhus, der har været der i fem år eller mere, men mon ikke den gode nabo har påpeget dette alligevel? :-).

Nå, men jeg kan jo vente 14 dage med at svare, at jeg har modtaget deres mail :-).

Kratvej: Kaniner på Kratvej (gammelt - fra 2004)

2009-03-22T15:12:00.001-07:00

Åh ja, de minder der dukker op til sådan en fest, som Kern holdt igår i Garagen... Her er et brev jeg sendte til Kommunen i 2004, fordi bilerne bare kører for hurtigt her på vejen. Det er så fem år siden jeg sendte det. Kern har også prøvet alt muligt. De har ikke travlt :).

========================================================================
Kaniner på Kratvej
6. oktober, 2004

Kære Ballerup Kommune,

Noget kunne tyde på, at jeg i november i år bliver valgt ind i Måløv Menighedsråd. Det forpligter. Jeg har derfor besluttet mig til at fortælle jer, Kommunen med stort K, om en synd jeg har begået.

Jeg har begået biotop-forurening. Fauna-forfalskning. Jeg har introduceret dværgkaniner i Måløv.

Det var ikke min mening, men de blev ved med at grave sig ud af deres anlæg, og de blev ved med at formere sig, og det ser ud til, at klimaet i Måløv passer dem fint.

Nu er det jo ikke sådan, at de har forvandlet Måløv til Endelave II, hvor de vilde kaniner i den grad do- og under-minerer landskabet, og hvor alle urte- og blomsterbede for længst er opgivet af beboerne. Langt fra.

En enkelt beboer i Måløv fik spist en del af sine smukke blomster, men det problem ordnede TømrerTorben på sædvanlig effektiv vis, og nu har både blomster og kaniner fået fred.

En af kaninerne har slået sig ned i Naturparken bag ved ungdomscentret (Kratvej 1), hvor unge mennesker med jævne mellemrum får noget sund motion i forsøget på at fange den.

Den lokale ræv har også fået en opblomstring – den er ligesom mere aktiv og entusiastisk i sin patruljering i området. Den er også flere gange set forfølgende en kanin tværs over Kratvej – uden dog at kunne fange dem. Men skidt. Det vigtigste er vel, at både kaninen og ræven nu lever et liv, der er meget mere realistisk end før.

Der har også været et par episoder, hvor ikke-trafikvante kaniner har hoppet rundt på Kratvej og på den måde forårsaget mindre ophobninger af biler – heldigvis uden at det har forårsaget dødsfald hos folk eller fæ.
Flere Kaniner!

Men hele denne forhistorie leder egentlig hen til den lidt overraskende observation, at beboerne hernede i Kratvejs lave ende vil have flere kaniner på Kratvej!

Det gælder både NaboPeter, AfrikanerSteen, ReturHenrik, PolitiKern, TømrerTorben – og alle deres hustruer. Ja sågar min egen udkårne Anette, som har sagt ja til at blive Fru Nørgaard den 27. november d.å. i Måløv Kirke, er glad for kaninerne på Kratvej. (Det gælder ikke rigtigt TømrerMartin, for han er en forræder og flytter til et nyt hus i nærheden af en golfbane, så ham taler vi ikke mere med.)

Det er fordi kaninerne sænker hastigheden og sinker bilgennemstrømningen en lille smule.

Forstår I: Jeg har boet i skønne Måløv i Den Gamle Smedje i omkring seks år nu, og det har ikke været kedeligt. Jeg har jagtet Øltyven i badekåbe og snevejr kl. 3 om morgenen – og fanget ham. Jeg har udkæmpet drabelige slag om Brydegården, mens Stalinorgel-raketterne haglede ned omkring mig. Jeg har elsket, grædt, leet, drukket øl, anskaffet geder, stegt juleænder i Weber’en i frostvejr - og i øvrigt også ind imellem brugt penge på vanvittige ting.

Jeg har set huset fordoble sin værdi, så jeg kunne låne endnu mere for at hjælpe regeringens opsving på vej. Jeg har talt alvorsord med testosteron-fyldte unge mænd, og jeg har truet en buschauffør med en kano-padle. Jeg har endda besøgt Måløv Pub to gange, men selvfølgelig kun når jeg var i følge med mindst 10 kampvante gutter.

Jeg har levet, har jeg. Og det vil jeg så gerne blive ved med. Og jeg agter at bidrage til fremtiden ved at bruge min bryllupsrejse til dét, den egentlig er beregnet til – så Anette og jeg kan komme op på fem børn i stedet for de sølle fire vi pt. har.

Jeg holder af Måløv og af Kratvej. Jeg holder af Kommunen med stort K og alle dens 6000 ansatte.

Men jeg ville altså snart gerne se et reelt tiltag for at få sænket trafikmængden på Kratvej. Det er det rene vanvid til tider, og bare for meget det meste af tiden.

Jeg har talt med alle mulige i tidens løb, og alle mulige forsikrer mig om, at emnet har været bragt op flere gange, og at Kommunen med stort K hver gang afviser af lukke vejen af eller gøre noget andet for at få mængden af biler nedbragt fra ca. 42000 i timen til måske 42 i timen. Eller noget.

Alle er enige om, at trafikken på Kratvej er et problem, men ingen gør noget ved det, og det er jo ikke fordi der ikke har været anledning til det.

Så nu spørger jeg jer, Kære Kommune: Gider I ikke komme ud og besøge os en dag og snakke med mig, NaboPeter, AfrikanerSteen, ReturHenrik, PolitiKern, TømrerTorben – og alle vore hustruer og børn – om det her?

Jeg er sikker på, at I har nogle rigtigt gode grunde til at gøre det I (ikke) gør og (ikke) har gjort. I er jo heller ikke onde mennesker (ja, OK, der ER lige dem på skattekontoret – men ellers...). Men jeg synes godt nok, at problemet bliver større og større.

Ellers bliver vi jo tvunget til selvtægt, og her kan jeg kun komme på to lovlige metoder: Parkering af biler (lovligt) i vejsiden, så buschaufførerne og andre ærlige mennesker bliver generet og alle biler bliver serialiserede så det vil noget. Eller flere kaniner på Kratvej.

Jeg ville blive så glad, hvis I kunne komme ud og besøge os, få en øl eller vand og snakke med os beboere om det her.

Det ER faktisk også lidt træls, at vores børn ikke kan krydse Kratvej uden at have fået undervisning af mig i at løbe i siksak (en ting, jeg som tidligere Livgarder og tidligere befalingsmand i Hjemmeværnet er særdeles kvalificeret til at lære dem).

Det må være rigtigt her at slutte denne tirade med et junk-rim:

Når der ude på vejen lyder et hvin
Håber vi altid, at det er en kanin
Som har betalt den højeste pris
Og brat har endt sin levevis

Men en dag er det jo nok et barn
Og så ville man vel være et skarn
Hvis man ikke blev sur og rigtig sej
Og lagde borgmesteren midt på vor vej

Venlig hilsen (jeg kan ikke finde ud af at scanne en underskrift ind),

Mogens Nørgaard
Kratvej 2
Tlf: 2527 7100
Email: mno@MiracleAS.dk

I solidaritet har følgende ønsket at være medunderskrivere på dette flammende opråb:

Caroline & Peter Kesting, Kratvej 2A
Charlotte & Kern, Kratvej 3
Birna & Steen Andersen, Kratvej 4
Susanne og Henrik Als, Kratvej 5
Torben Andersen, Liljevangsvej eetellerandet.

========================================================================

Se, Kommunen svarede mig faktisk, og i et ret godt sprog synes jeg:

========================================================================

Mogens Nørgaard
Kratvej 2
2760 Måløv

MILJØ & TEKNIK
Infrastruktur

Rådhuset
Hold-an Vej 7
2750 Ballerup
Tlf: 4477 2000

Dato: 9. november 2004

Tlf direkte: 4477 2330
Fax direk-te: 4477 2717
E-mail: teknisk@balk.dk
Kontakt: Linda J. Madsen
Sags-id: 2004005132

Trafiksikkerhed på Kratvej vest

Tak for det opløftende og interessante brev om forhold på Kratvej, der bekymrer dig og dine naboer.

Vi arbejder for øjeblikket på et forslag til en Trafiksik-kerhedsplan for Ballerup Kommune. Den vil bl.a. indeholde skolevejs- og hastighedsundersøgelse, kortlægning af uheld m.m. Planen skal ende op med en prioritering af, hvor vi får mest ud af at forbedre vej- og stinettet i kommunen.

Hvorvidt Kratvej ved Måløv Hovedgade vil blive prioriteret i planen, kan vi desværre ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Vi har noteret problemet og vil medtage det i det videre planarbejde.

Vi er for øjeblikket i dialog med forældrerepræsentanter fra Skolebestyrelsen om bl.a. krydsningen af Kratvej ved kirken, hvor de føler sig utrygge ved den eksisterende bussluse, der løber inden om fodgængerfeltet.

En del af datagrundlaget til Trafiksikkerhedsplanen er bl.a. Kommuneplanen, trafiktællinger m.m.

Kratvej er i Kommuneplanen udnævnt som trafikvej med særlig status, så vejen er bestemt til at kunne bære en stor mængde trafik. At vejen har særlig status betyder i Kratvejs til-fælde, at der er udført trafiksaneringer på en stor del af Kratvej. Trafiksaneringerne skal medvirke til at sænke ha-stigheden og gøre krydsningen af Kratvej mere overskuelig.

... side 2

Af trafiktællingen på Kratvej udfor nr. 2 i år 2000 kan man aflæse antallet af køretøjer, deres hastighed samt typen af køretøjer.

Antallet af køretøjer var knap 2.000 pr. årsdøgn. Til sam-menligning er Jonstrupvej nord for Søndervej belastet med knap 2.600 køretøjer pr. årsdøgn, mens der på Måløv Hovedgade kører knap 3.500 biler pr. årsdøgn.

Gennemsnitshastigheden er 27 km/t, mens 85%-fraktilen er 45 km/t, hvilket vil sige, at 15% kører hurtigere end 45 km/t. Tællingen viser endvidere at 98% af køretøjerne kører under 50 km/t, 1,81% kører mellem 50-60 km/t, mens 0,15% kører derover. Til sammenligning har Jonstrupvej nord for Søndervej har derimod en gennemsnitshastighed på 49 km/t og en 85%-fraktil på 64 km/t.

Skriftlige henvendelser bedes forsynet med vores sags-id.

Med venlig hilsen

Linda J. Madsen
========================================================================

Kratvej: Slaget om Brydegården (gammel sag fra 2004)

2009-03-22T14:54:00.000-07:00

PolitiKern fra Kratvej 3 holdt fest i min Garage igår og hans svigerfar Kaj mindede mig om, at jeg en gang havde skrevet til Ballerup Kommune vedr. et angreb fra Brydegården (som er et kommune-ejet feststed, der ligger på Kratvej 9). Det havde jeg jo helt glemt, men jeg synes alligevel den skal bevares for eftertiden, så jeg har lige fundet den gamle mail frem:

====================================================================
Subject: Slaget på Brydegården
Date: Sun, 20 Jun 2004 08:43:17 +0200
From: Mogens Nørgaard
To: kultur@balk.dk
CC: TømrerTorben , Charlotte og Kern , Henrik Als - DRS , "Trine og Martin A. Andersen" , "Birna & Steen (Genboerne)" , "Peter Kesting, Nor-Cargo" , Anette Jensen

Kære Tina og andre i Kulturforvaltningen/udlejningen -

Som gammel soldat er man selvfølgelig altid forberedt på at blive beskudt med tungt artilleri og korte maskingeværsalver. Det skal man som et minimum kunne sove fra.

Alligevel blev jeg så overrasket over angrebet fra Brydegården i nat, at jeg rent faktisk vågnede. Det kan skyldes, at Anette sparkede til mig, fordi hun ikke kunne sove, eller det kan skyldes den omfattende brug af lysbomber over området - jeg er ikke sikker. Men vågnede - dét gjorde jeg!

Angrebet blev indledt ca. kl. 0130, og omfattede (såvidt jeg kunne lytte mig frem til) også Stalin-orgler, middelsvære morterer og fosfor-granater. Efter således at have totalt overrasket, overvældet og nedkæmpet modstanderen (os på Kratvej og deromkring) blev der tavst på frontafsnittet kl. ca. 0145.

Det er på nuværende tidspunkt svært at overskue virkningerne af morgenens angreb, men under selve angrebet lød der mange høje skrig og råb fra området omkring Brydegården, så jeg anslår at der er et betydeligt antal døde og sårede, der så passende kan få plads på den ny-allokerede gravplads i Naturparken.

Derudover er slagmarken (eller rettere den såkaldte FEBA - Forward Edge of Battle Area) omkring Brydegården oversået med rakethylstre og brugte våben. Det minder lidt om Sinai-ørkenen efter 6-dags krigen i '67.

Der skete forbløffende få skader på nærliggende bygninger. Ikke engang Charlotte og Kern's stråtækte hus, der trods alt ligger ret tæt på, blev ramt for alvor. Det lykkedes heller ikke angriberen denne gang at få fyret et raketstyr op under taget på selve Brydegården, hvilket ellers nemt kunne have forårsaget den ønskede virkning, nemlig total destruktion af ejendommen.

Det må skyldes dårligt soldaterskab, for man SKAL altså kunne ramme huse på den korte afstand, når man tilmed har lysgranater til rådighed.

Jeg stiller mig derfor (sammen med TømrerTorben og andre frivillige) til rådighed næste gang, der skal udkæmpes et slag ved afslutningen af et fest-arrangement på Brydegården. Både Torben og jeg var hver for sig oppe i nat og overvejede at kaste os ind i kampene. Næste gang gør vi det måske - og så tror jeg det gør en forskel. Meget, endda. Specielt for fest-deltagerne.

Venlig hilsen,

Garder, tidl. Sergent, Mogens Nørgaard
Kratvej 2
2760 Måløv
(Ved mobilisering tilhørende et såkaldt Host Nation Support Unit under NATO's brandkorps)

PS: Kender I en god dyrepsykolog, der kan tage en snak med vore høns og deres kyllinger? Basal hjertemassage og kunstigt åndedræt til hunde og kaniner har vi selv ydet, og de ligger stadig og slapper af i aflåst sideleje.

PPS: Stik mod forventning fødte højgravide Charlotte ikke under bombardementet. Det kunne ellers have været ret fedt med en pansret ambulance på Kratvej.
======================================================================

Min gode nabo NaboPeter havde følgende kommentar:

======================================================================
Uden den helt store militære erfaring, tillader jeg mig lige at indskyde en bemærkning. Nu var jeg jo ikke hjemme i week-enden, så jeg kan ikke udtale mig om den konkrete episode. Jeg synes imidlertid mine tomatplanter udviser svære tegn på chocktilstand. Hvis der senere på sæsonen kommer tomater med form som kanonslag og med lunte, så har vi forklaringen.

Derudover synes jeg måske vi på Kratvej bør ændre taktik. Løsningen nu om dage synes at være selvmordsbomber. Det er meget populært i andre lidt fjernere liggende kommuner. Min umiddlebare tanke var om Øltyven er så tynget af dårlig samvittighed, at han kunne overtales til en intensiv træning i det afganske højland i et par uger. Jeg er sikker på, at Torbens søn har en knallert, som kunne bruges til formålet. Kerns ven Rasmus, kan ganske givet skaffe det fornødne krudt til at putte i mælkekassen på knallerten. Festdeltagerne på Brydegården vil ganske givet blive meget overraskede over den finale vi dermed kan give dem på festen. Lidt voldsomt måske, men ikke desto mindre særdeles festligt - og så slipper de også for oprydningen bagefter.

Mvh. Naboen.
======================================================================

Vi er nu et vækstfirma :).

2009-03-18T11:56:00.000-07:00

Der kom et brev idag stilet til Mads Nørgaard, Miracle. Det var fra Ernst & Ung, og det indeholdt en tyk ting med titlen "Benchmark af det kommunale vækstmiljø - entrepreneurship i Danmark 2008".

Nå, jeg bladrede igennem luderbladet, som fra starten åbenbart havde konkluderet (mod betaling), at Ballerup var Årets Kommune indenfor entre... enter... ja, I ved hvad jeg mener.

Nå, men eftersom jeg ikke har andet at lave bladrede jeg hele skidtet igennem og på side 38 var overskriften:

"Case: Ballerup Kommune + Miracle A/S"

Der står først halvanden side om, hvor fantastisk en kommune Ballerup er (knap 50.000 indbyggere, 40.000 arbejdspladser, 6.000 kommunalt ansatte - sikkert inkluderet i de 40.000 - osv.). Og så står der pludselig på side 39:

"... sige ja til den rigtige type erhverv.... lykkedes ... at tiltrække en lang række interessante.... Danmarks svar på Silicon Valley... stor klynge af it-virksomheder, som er kommet ud på den anden side af it-boblen, og som oplever stor vækst. En række af disse virksomheder har således arbejdet sig ind på Ernst & Young's liste over vækstvirksomheder - en af dem er Miracle A/S, som ejes og ledes af Mogens Nørgaard, der på virksomhedens hjemmeside omtales om it-branchens enfant terrible.

Miracle er en af landets førende virksomheder inden for database-centriske platforme. Virksomheden er kendt for sin evne til at redde systemer og databaser, hvor andre har måttet give op. Mogens Nørgaard startede virksomheden i sin garage sammen med barndomsvennen Lasse Christensen tilbage i 2000. Han er således et eksempel på en entreprenør, der - i bogstaveligste forstand - har startet virksomhed der, hvor han bor.

Da virksomheden voksede sig for stor til garagen i Måløv, var det oplagt at flytte til større lokaler i Ballerups it-klynge. - Dybest set handlede det om at finde et sted, hvor der var plads nok til os, forklarer MADS Nørgaard, som beskriver området som et stort industriområde, der egentlig ikke er særligt indbydende, men som har en god infrastruktur. - Og så er det selvfølgelig et plus, at de andre it-virksomheder er tæt på, hvis man skal mødes med dem, tilføjer han. Mads Nørgaard har ikke haft den store brug for kommunen i vækstforløbet. - Vi blev da mødt med en god og pragmatisk holdning fra kommunen, da vi startede virksomheden. og ellers har kommunen bare gjort det, som var bedst for os - nemlig ladet os vækste i fred, siger Mogens Nørgaard."

Fantastisk.

Venlig hilsen,

Mads.

Ballerup: Sidste nyt i bygge-/nabosagen - brev fra Ballerup Kommune

2009-03-08T22:46:00.000-07:00

Der er kommet en kopi af et brev (dateret 6. marts 2009) fra Anne Hassing, Ballerup Kommune, til mig... så der SKER noget. Bare ikke lige dét jeg havde håbet på. Faktisk er det lidt mystisk når man nærlæser det... så her er min mail, som jeg lige har sendt til Anne Hassing som svar på brevet.

==========================================
Hej igen,

Jeg har modtaget kopi af dit (Anne Hassing) brev til Morten Larsen, men der er noget galt:

I brevet står der (mine fremhævelser):

"I forbindelse med ERHVERVSBYGGERIET på din ejendom, der der fra naboen på kratvej 2 rejst tvivl om hvorvidt VÆRKSTEDSBYGNINGEN overholder den tilladte højde.

.... skal jeg bruge en nøjagtig opmåling af VÆRKSTEDSBYGNINGEN, fra terræn til oversiden af tag, i skæringen mellem tag og væg, og fra terræn ved bygning til terræn ved skel..."

Jeg har genlæst vores korrespondence i det sidste års tid og jeg kan INGEN steder se, at jeg kun har nævnt værkstedsbygningen.

Jeg kan derimod se, at jeg oprindeligt skrev:

1. Ligger hans nye bolig (et rødt træhus) for tæt på skellet til mig?
2. Samme spørgsmål for den bygning, han pt opfører i hjørnet til skellene mellem mig (Kratvej 2) og Peter Kesting (Kratvej 2A)?
3. Hvad gør man rent praktisk for at få repareret et hegnshjørne, der blev ødelagt af kranen, der kom med hans huselementer (hjørnet mellem min ejendom og hans ud mod Måløv Hovedgade)?

Jeg kan derfor kun se, at du addresserer punkt 2. Punkt 1 er LANGT vigtigere, hvilket du ville kunne se, hvis du kiggede forbi - der ER altså ikke så langt herud fra Rådhuset - fordi hans bolig blev hævet betragteligt over det gamle hus' fundament og fordi det ligger ret tæt på vores skel.

Punkt 3 har du aldrig svaret på - er det fordi jeg skal snakke med en anden end dig om dét punkt?

Altså: Værkstedsbygningen ligger også tæt og højt, men det er længere nede i haven og generer ikke nær så meget som huset, der ligger lige op af min bolig.

Så jeg vil bede dig om at bekræfte, at du har modtaget denne mail samt bekræfte, at I OGSÅ vil foranstalte en opmåling af Morten Larsens BOLIG.

Du må også gerne fortælle mig, hvorfor dit brev endte med kun at omhandle Morten Larsens værkstedsbygning? Jeg kan simpelthen ikke følge logikken, men det er jo muligt, at du har foretaget nogle undersøgelser eller høringer, som jeg ikke kender til?

Venlig hilsen,

Mogens Nørgaard
Kratvej 2
2760 Måløv
Tlf 2527 7100
=======================================================

Iøvrigt står der også i brevet:

"Samtidig har naboen påpeget at der er opstillet containere på grunden. Hvis evt. containere skal stå permanent på grunden skal der søges byggetilladelse til dem. En bebyggelse/container regnes for at være permanent, hvis den står mere end 6 uger."

Det var da altid noget.

Iøvrigt kalder hun mig "Mogens Nørregård" i brevet :-))).

=======================================================
Modtaget idag d. 10/3 kl 12.46:

Vi kviterer hermed for modtagelse af din mail.

Vi forventer at kunne vend tilbage indenfor 14 dage.

Med venlig hilsen

Anne Hassing
Miljø & Teknik
=======================================================

Ballerup: Forvaltningsloven, sagsbehandling og Ballerup Kommune

2009-03-05T21:59:00.000-08:00

Forvaltningsloven foreskriver, at en borger skal have BEKRÆFTELSE på sin henvendelse indenfor 14 dage. Det betyder, at man stort set altid efter 13-14 dage får at vide, at 1) de har travlt pt. grundet <ét eller andet> i den pågældende afdeling og 2) de vil vende tilbage snarest.

Nå, men her er så en sag fra mit nærområde, må man sige: Min gamle nabo - Bageren - døde og grunden og huset blev købt af Morten, som rev huset ned, findelte mursten og andet og lod det ligge på grunden (fuldt lovligt iøvrigt - og smart, fordi man så ikke skal transportere og opbevare mursten andre steder) og byggede et nyt på 10 timer (sådan et Ikea samlesæt - meget imponerende at se) samt to-tre andre store bygninger og nogle containere og andet grimt. Men skidt med det - det er jo lovligt at bygge på grunden...

Jeg tror imidlertid, at han har bygget for højt - Ikea-/Lalandia-huset blev grundfæstet (hvis dét er ordet ved sådan et hus) ovenpå bunken af malede mursten og andet, så det alt i alt er tættere på skellet end godt er.

Her er det så, at min kommunikation med Ballerup Kommune kommer ind i billedet. Den vil jeg nu forsøge at gengive slavisk. Det er ikke alle datoer, der er bevaret, men generelt har jeg svaret Anne fra Ballerup Kommune med det samme, så I kan gå ud fra, at hendes svar er ca. samme dato som mit svar. Det startede 19. februar 2008 og nu har de så endelig lovet rent fysisk at tage ud og MÅLE - det har de per 5. marts lovet at gøre indenfor 14 dage.

Jeg tror jeg efterhånden forstår, hvordan mange opgiver sager - og jeg tror også jeg forstår, hvorfor der bliver spildt så meget tid i det offentlige. Hvis hun dog bare var taget ud med det samme og havde målt og fået det overstået for mere end et år siden. Nå, jeg snakker...

Have fun!

================================================================
Fra: Mogens Nørgaard [mailto:mno@miracleas.dk]
Sendt: 19. februar 2008 02:30
Til: Plan & Byg - Byggesag (byggesag)
Emne: (AEH)Måløv Hovedgade 90B

Kære Byggesag :).

Jeg er nabo til Morten Larsen (jeg bor Kratvej 2) på ovenstående adresse og har tre spørgsmål:

1. Ligger hans nye bolig (et rødt træhus) for tæt på skellet til mig?
2. Samme spørgsmål for den bygning, han pt opfører i hjørnet til skellene mellem mig (Kratvej 2) og Peter Kesting (Kratvej 2A)?
3. Hvad gør man rent praktisk for at få repareret et hegnshjørne, der blev ødelagt af kranen, der kom med hans huselementer (hjørnet mellem min ejendom og hans ud mod Måløv Hovedgade)?

Venlig hilsen,

Mogens Nørgaard
Kratvej 2
2760 Måløv
Tlf 2527 7100
================================================================
Plan & Byg - Byggesag (byggesag) skrev:
Kære Mogens

I forbindelse med byggesagen har vi, og vil vi tilset at byggeriet overholder gældende regler om afstand til skel.

Hvis der er forvoldt skade på et fælles hegn, skal den der har forvoldt skaden selvfølgelig sørge for at den bliver udbedret. Hvis I ikke kan blive enige om det kan der blive tale om en hegnssynsag. Der findes information om hegnssyn og hegnslov på vores hjemmeside. Du skal selv tage kontakt til din nabo og aftale nærmere.

Med venlig hilsen

Anne Hassing
Plan & Byg

Ballerup Kommune
Hold-an Vej 7
DK-2750 Ballerup
Tlf: 4477 2000
Dir: 4477 2371
Mob:
Fax: 4477 2781
E-mail: byggesag@balk.dk
www.ballerup.dk
================================================================
Subject: Re: SV: (AEH)Måløv Hovedgade 90B
Date: Fri, 22 Feb 2008 05:45:10 +0100
From: Mogens Nørgaard
To: Plan & Byg - Byggesag (byggesag)

Kære Anne,

Tak. Hvor kan jeg læse om de gældende regler om afstand til skel?

Og hvor på jeres hjemmeside kan jeg finde information om hegnssyn og
hegnslov? Jeg synes vitterligt jeg prøvede at finde det forleden før jeg
skrev til jer.

Mvh.

Mogens

================================================================
Fra: Mogens Nørgaard [mailto:mno@miracleas.dk]
Sendt: 6. marts 2008 12:01
Til: Plan & Byg - Byggesag (byggesag)
Emne: [Fwd: Re: SV: (AEH)Måløv Hovedgade 90B]

Hej igen,

Kunne I evt hjælpe mig med nedenstående?

Mvh.

Mogens
================================================================
Kære Mogens

Reglerne om afstand til skel kan du finde på vores hjemmeside www.ballerup.dk - by og byggeri - byggeri. Når man kommer ind på den side er der et link til Bygningsreglementet for småhuse BRS 98 og Bygningsreglemenetet BR95.

Reglerne for enfamiliehuset findes i Bygningsreglementet for småhuse, og reglerne for erhvervsbyggeriet findes i BR95.

Hegnsloven findes på vores hjemmeside www.Ballerup.dk - by og bolig - bolig - hegnssyn.

Jeg håber at det er svar på dine spørgsmål. Ellers er du velkommen til at kontakte os igen.

Med venlig hilsen

Anne Hassing
Plan & Byg
================================================================
Fra: Mogens Nørgaard [mailto:mno@miracleas.dk]
Sendt: 17. marts 2008 09:20
Til: Plan & Byg - Byggesag (byggesag)
Emne: Re: SV: [Fwd: Re: SV: (AEH)Måløv Hovedgade 90B]

Kære Anne,

Fik du min forrige mail? Er dette noget jeg selv skal måle ved at gå ind på naboens grund, eller har I rent fysisk været ude og kontrollere det?

Venlig hilsen,

Mogens
================================================================
Kære Mogens

Med de ansøgte bygninger på grunden, er grunden bebygget med 32 % hvor der jf. lokalplanen må bygges op til 40 %.

Højden af den bygning der ligger ind imod skellet til jer, må højst være: afstanden til skel x 1,4 hvilket er 4,2 m, op til den vandrette linie hvor ydervæg skære tagfladen.

Højden måles fra niveau i skel ud for bygningen.

Med venlig hilsen

Anne Hassing
Plan & Byg
================================================================
Kære Anne,

Tak. Det prøver jeg lige at måle med et instrument, med mindre du har mulighed for at komme ud og checke det? Byggekyndige i min omgangskreds kan bare ikke få det til at passe - specielt efter at grunden under huset blev forhøjet med noget i retning af halvanden meter... Men hvis det er mit eget ansvar at kontrollere den slags ting, så bare sig til. Så finder jeg vel på noget.

Der er to bygninger ind mod os nu. Og så står der også et par containere permanent på grunden (de tæller vist ikke med i bebyggelsesprocenten, og NaboPeter tror de er midlertidige - men det er de ikke, så vidt jeg kan forstå).

Nå, men for at kompensere for dette har Morten nu meddelt, at han også har tænkt sig at fælde det sidste træ på grunden (op mod vores skel). Det var også det absolut eneste form for vegatation tilbage på grunden, høhø :-).

En ting, der vitterligt undrer mig: Hvorfor bad du/I ham ikke om at opføre de to store huse over mod den anden side af grunden, hvor der er erhverv på nabogrunden (læge og tandlæge) istedet for over mod os, der trods alt skal bo og færdes der meget af tiden? Vi har da fået taget rigtigt meget af vores udsigt, lys og sol - mens det ikke ville have generet erhvervs-folkene på den anden side det mindste... Jeg er bare nysgerrig efter at vide, hvad årsagen mon har været til dine dispositioner i den anledning?

Venlig hilsen,

Mogens Nørgaard
================================================================
Fra: Mogens Nørgaard [mailto:mno@miracleas.dk]
Sendt: 10. april 2008 05:07
Til: Plan & Byg - Byggesag (byggesag)
Cc: Anette Nørgaard - Miracle A/S
Emne: Re: SV: SV: [Fwd: Re: SV: (AEH)Måløv Hovedgade 90B]

Hej igen -

Har du modtaget denne mail, Anne?

Mvh.

Mogens
================================================================
Kære Mogens

Ja jeg har fået denne mail. Desværre får vi rigtig mange henvendelser lige i øjeblikket, så der er nogen ventetid på besvarelse af dem.

Jeg har været forbi byggeriet, for at bedømme om de bygger højere end de må.
Det er ikke min vurdering at de bygger højere end 4,2 m, op til den vandrette linie hvor ydervæg skære tagfladen.
Højden måles fra niveau i skel ud for bygningen.

Der er ikke ansøgt om permanente skure på grunden.

Der er ikke noget i lokalplanen der bestemmer hvor på grunden man skal lægge de bygninger der er bygge ret til.
Derfor er der ikke givet dispensation til placering af bygningerne.

Med venlig hilsen

Anne Hassing
Plan & Byg
================================================================
Fra: Mogens Nørgaard [mailto:mno@miracleas.dk]
Sendt: 15. februar 2009 00:39
Til: Miljø & Teknik - Byggesag (byggesag)
Emne: Re: SV: SV: SV: [Fwd: Re: SV: (AEH)Måløv Hovedgade 90B]

Hej igen,

Har du siden været ude og foretaget en reel måling? Jeg har prøvet at spørge dig/jer et par gange via mail siden dit svar (nedenfor) kom den 22. april 2008, men jeg har ikke fået noget svar, hvilket vistnok ikke er helt efter reglerne i Forvaltningsloven?

Jeg vil mene, at det i denne sag ikke er nok med en "bedømmelse" - specielt i lyset af, at Morten hævede sin grund betragteligt før han byggede huset. Jeg vil derfor mene, at I burde foretage en egentlig måling fra skellet, der tager højde for, at Morten har placeret sit hus en halv til en meter højere end den oprindelige grund han overtog vha påfyldning. En påfyldning, der iøvrigt andre steder på grunden har medført "sjove" side-effekter som vand-løb ned i min nabos (Peter Kestings) baghave.

Jeg synes også det kunne være rart hvis I ville give mig jeres synspunkter omkring den container der har stået permanent opad hegnet/skellet i otte-ni måneder nu, please?

Mvh.

Mogens Nørgaard
================================================================

05-03-2009 11:51

Hej Mogens

Jeg kviterer hermed for modtagelsen af din mail.

Jeg forventer at vende tilbage i løbet af 14 dage.

Med venlig hilsen

Anne Hassing
Miljø & Teknik
================================================================

================================================================

Politiet laver intet, del 3: Nørrebro, bandekrig... og udrykninger

2009-03-02T13:46:00.000-08:00

Der er sgu' udkommet en bog, der hævder, at 1) kriminaliteten faktisk ikke er så høj herhjemme, 2) Politiet gør meget ud af at signalere at de har enormt travlt... og man må gå ud fra, at bogen så konkluderer det samme som jeg som privatperson konkluderede for nogle år siden: Politiet lavet intet, for de har ingen opgaver.

Nå, men den smule konflikt der er lige nu mellem banderne (HA og indvandrerne) understreger bare, at vi ikke har det Politi vi fortjener.

De insisterer jo på at fortsætte med at arbejde som de altid har gjort, dvs. at de rykker ud i deres politivogne når folk ringer og tilkalder dem (og tit gør de ikke engang dét, hvad jeg jo også selv har konstateret et par gange i mit liv).

Men man kan ikke høre eller se noget som helst inde i en bil. Man skal ud og GÅ på sine flade fødder og stoppe alle de små ting i opløbet, så de aldrig bliver til store ting. Og det har vores Politi konsekvent nægtet i de sidste 20-30 år.

I virkeligheden har vi brug for LANGT færre strissere, hvis de bare gad at GÅ RUNDT i gadebilledet i stedet for at sidde og vente på, at vi - borgerne - ringede og sagde til dem, at nu var der sgu' sket noget alvorligt.

Det er utroligt svært at være præventiv, hvis man nægter at gå rundt i gaderne og istedet venter på, at kriminaliteten ER begået - og så ovenikøbet ofte stiller spørgsmålstegn (fra den trygge kommandobunker) ved, hvorvidt han eller hende der ringer nu også reelt har brug for hjælp.

Jeg har kendskab til en strisser, der kom i seriøse vanskeligheder under en anholdelse og ikke kunne få alarmcentralen til at sende en ambulance, også selvom han forklarede at han var strisser og vidste hvad han talte om. Så er vi meget længere ude end vi burde være.

Når man går rundt i storbyer i USA står der altid en "cruiser" med nogle strissere lænet op ad den på gågaderne. De står bare der og står. En enkelt gang i Denver har jeg set dem tage sig af en gut, der prøvede at bøffe noget fra en forretning. Han havde fire strissere over sig i de næste par timer og de havde rigtig god tid med at få skrevet ham op, forhørt ham, osv.

Og når man tager sig af alle de små ting hele tiden, så sker de store ting sjældent. Teoriet bag hedder enten "Nul-tolerance" (zero tolerance) eller "Broken Window" afhængig af, hvem man snakker med.

Men det gider det danske politi ganske simpelt ikke. Og så længe de ikke gider dét sker der nok heller ingen forbedringer i deres måde at håndtere kriminalitet på.

Noget helt andet er jo så, at det danske politi kraftigt frabeder sig, at folk selv gør noget ved tingene.... samtidig med, at de overlader borgerne til sig selv :-).

Jeg synes faktisk det er ekstremt fedt og påskønnelsesværdigt, når borgere blander sig og prøver at forhindre kriminalitet - men politiets reaktion er HVER gang, at dét vil de kraftigt fraråde andre at gøre - der kan jo let ske noget, folk kunne komme til skade, det er en politiopgave, osv osv osv.

De reagerer fuldstændigt ligesom andre monopoler, der pludselig bliver truet på deres fede særstatus. Private vagtværn, selvtægt fra borgernes side og borgere, der bare griber ind ved den mindste anledning... alt det er sgu' da NØDVENDIGT, når Politiet ikke selv gider at ændre deres måde at agere på.

Og jeg kan ikke tro jeg er den eneste i landet, der er TRÆT TRÆT TRÆT af at høre Politiet skyde skylden på Politireformen. Hvorfor i Alverden skulle den være skyld i noget som helst? Der er stadig en utrolig masse strissere i Danmark, der er stadig utroligt lidt kriminalitet - og vi har stadig ingen betjente på gaden, der bare gider at gå rundt. Det har da intet med reformen at gøre.

Og tag så lige at lær vore politibetjente, at de har et fedt liv med meget meget gode afspadseringsregler og overarbejdsbestemmelser - så deres fagforening burde måske ikke have så meget magt at de kan insistere på, at alle betjente skal indkvarteres på eneværelser på hoteller, når der er topmøder mv. Hvad Fanden er det for noget svineri med deres kunders penge? Hvorfor i Alverden kan de ikke indkvarteres på kaserner eller vandrehjem i de par dage sådan et topmøde varer? Det synes jeg er dybt forargeligt.

Jeg vil slutte med en "sjov" detalje: Kriminalpolitiet rundt omkring i landet har fået diskret besked om ikke at starte alt for meget nyt op i 2009 - for der kommer jo en masse afspadsering i forbindelse med Klimatopmødet 30/11 til 12/12. Vauw! I begyndelsen af året får de besked på ikke at arbejde alt for hårdt resten af året - for der kommer jo en periode på 14 dage, hvor de skal arbejde - ikke overarbejde, bare arbejde - i København og omegn.

Der er bare noget helt galt.

Da jeg lånte min super-PC ud

2009-02-17T10:14:00.000-08:00

Jeg var meget stolt af min PC. Jeg købte den i 1986 for kun 42.000 kroner. Det var en Olivetti M24 SP, hvilket stod for Special Performance fordi dens CPU drønede af sted med 10 MHz i stedet for de normale otte. Oh yes.

Den havde også hele 20 MB disk i stedet for de normale 10 og den var loadet helt vildt med 640 KB RAM i stedet for de mere normale 512.

Det var en monstermaskine. Til den billige pris (42.000 kroner) var der naturligvis ikke råd til farveskærm, men deres monokromskærm var også rigtig god…

Den 1. januar 1987 startede jeg så i Sparekassen SDS i deres EDB-afdeling i BrugerServiceFunktionen (BSF). Chefen hed Poul Fabiansen og jeg delte kontor med en fyr der hed Mogens Egan. Og jeg fik en Olivetti M24 med farveskærm (men kun 10 MB disk og 512 KB RAM) stillet til rådighed. Sådan.

Vi fik hurtigt en masse kunder/brugere på ”vores” system, som var en Oracle-database på en VAX/VMS-maskine, som hed Samson (efter en af gorillaerne i Zoo). En dag – måske i 1988 – kom én af disse flinke mennesker fra kreditafdelingen ind og spurgte om der var en måde, hvorpå han kunne låne en PC til at skrive sit speciale på handelshøjskolen på?

Det var der ikke, men jeg tilbød ham at han da bare kunne låne min! Nå, det ville han gerne, og så fik vi ordnet det således, at jeg tog den med på arbejde en dag og han tog den med hjem.

Så gik der godt nok lang tid uden at jeg hørte fra ham (jeg tror han hed Morten, men jeg er ikke sikker). Til sidst ringede jeg (efter flere måneder) til ham, og han lød lidt underlig i telefonen. Og spurgte til sidst om der var nogen som helst måde at få data tilbage, når filerne var blevet slettet?

Øh, joh, det var der jo nok via Nortons nyttige værktøjer – der var en slags un-delete, osv. Joh, sagde han, men hvad nu hvis harddisken var blevet FORMATTERET?

Nå tak! Det viste sig, at han havde formatteret harddisken i stedet for en diskette og så var alt håb jo ude.

Jeg havde naturligvis ingen backup af alt det jeg havde samlet igennem årene. Øv.

Men jeg fik da min maskine tilbage (han turde ikke selv møde op, så han fik det ordnet indirekte på én eller anden måde), men fik aldrig noget som helst af ham som tak for lån. Det var måske lidt tyndt syntes jeg.

Nogle år senere var jeg oppe i Hillerød for at besøge min første kones mor og pludselig stod jeg ansigt til ansigt med ”Morten” (eller hvad han nu hed), thi han var rent tilfældigt deres genbo. Det var ret sjovt at hilse højrøstet på ham og forklare min daværende svigermor og hendes mand, hvorfor jeg kendte ham…

Meget fin måde at gøre sin entré på den villavej på. Min afgang var knap så imponerende. Jeg havde købt en brugt Allegro, der var meget blå, som jeg kørte rundt i. Min ven Ole kaldte den lidt hånligt/ironisk for Det Blå Lyn.

Well, den kunne ikke starte, da jeg skulle hjem, så jeg ringede efter Ole, som kom flintrende i sin firhjulstrækker (en Nissan Patrol) og satte et reb i Det Blå Lyn.

Efter nogle hundrede meters trækken (jeg sad og styrede i Det Blå Lyn) stoppede Ole og sagde, at han ligesom kunne høre en hvinende lyd. Ikke, at han havde problemer med at trække mig, men det var bare en underlig lyd. Hmm. Vi undrede os.

Indtil Ole opdagede, at jeg ikke havde sluppet håndbremsen. Derefter gik det meget hurtigere med at komme af sted.

Jeg betalte min elskede M24 SP med et studielån og jeg blev færdig med at betale af på det for et par år siden. Det var tider.

Jeg vil ALDRIG mere påstå, at Politiet er langsommelige III

2009-02-14T15:20:00.000-08:00

Da jeg blev "snuppet" for at køre for hurtigt havde jeg følgende herlige email-korrespondence med en politifuldmægtig fra Rigspolitiet. Min ven Ole havde følgende kommentar efter at have læst den i sin tid (begyndelsen af april 2008): "JA det er SOP - en god måde at tage luften ud af de fleste henvendelser."

Døm selv :-).

=============================================
Med henvisning til Deres e-mail af 28. marts 2008 kan Rigspolitiet oplyse følgende:

Ud fra det oplyste til sagen går Rigspolitiet ud fra, at De skal aflægge en kontrollerende køreprøve i anledning af en betinget frakendelse.

De kan sagtens følge såvel teoretisk som praktisk undervisning ved en kørelærer, selvom der ikke er truffet afgørelser i Deres sager, og dermed gøre Dem klar til teoretisk og praktisk prøve.De kan dog ikke få berammet køreprøver (og dermed gå til køreprøver), før Deres sager er endelige (afgjort ved vedtagelse eller ved dom).

Med venlig hilsen

XXX
politifuldmægtig
Rigspolitiets færdsels- og beredskabsafdeling

=============================================

Kære XXX -

Din opfattelse er helt rigtig. Vi har begge fået en betinget fra kendelse (for høj hastighed) og skal til kontrollerende køreprøve.

Hvor lang tid går der egentlig før man hører noget? Det er vel relativt ukompliceret (på grænsen af en ekspeditionssag) i sådan nogle klare tilfælde som disse?

Noget andet er, at vi vel også risikerer at det kursus vi tager er forældet når vi endelig får afgørelsen, hvis den tager alt for lang tid, ikke?

Mvh.

Mogens

=============================================

Hej.

Med henvisning til nedenstående bedes I tage kontakt til det stedlige politi herom, idet Rigspoitiet ikke har noget at gøre med behandlingen af de konkete sager, herunder disses sagsbehandlingstid.

Med venlig hilsen

XXX

Politifuldmægtig
=============================================
Hej Niels Henrik,

Er det det lokale politi (i forhold til vore privatadresser i henholdsvis Måløv og Holbæk) der tager sig af sagerne? Er det ikke RP, der står for motorcykelbetjentene? Eller hvor skal man ringe hen (eller skrive)?

Mvh.

Mogens
=============================================

I må henvende jer til den politikreds, hvor jeres forseelser er begået. Så kan den hjælpe jer videre. Alle politikredse har motorcykelbetjente, de hører ikke nødvendigvis til Rigspolitiet. I øvrigt skal de lokale kredse behandle de sager der vedrører forseelser i kredsen - uanset, at rapportoptagelsen eventuelt er sket af Rigspolitiets personale.

Med venlig hilsen

XXX

politifuldmægtig

=============================================
Tak. Så Ole blev snuppet på motorvejen ud for Hvidovre Hospital og jeg blev snuppet på Vestbuen i Ballerup. Hvilke politikredse er det? Hvordan finder man ud af det?

Mvh.

Mogens

=============================================

Prøv at ringe til Københavns Vestegns politi 43 86 14 48.

Med venlig hilsen

XXX

Politifuldmægtig

=============================================

Suk. På det tidspunkt gav jeg bare op. Det er altid noget med, at man skal kontakte andre i de store bikse. Altid noget med ordet "prøv" i sætningen. Aldrig noget med, at de finder ud af noget og vender tilbage. Ren viderestilling.

Men jeg er sikker på, at han har overholdt alle processer og procedurer i sin afdeling f.s.a. den type henvendelser.

Jeg kan bare ikke fatte, at det kan være særligt interessant at opføre sig på denne måde mens man er på arbejde. De fleste af os kan godt lide at hjælpe andre, men det her er jo afværgning og pegen i alle mulige (andre) retninger i stedet for at hjælpe.

Nå, vi får se. Jeg hørte jo fra dem (Rigspolitiet - RP) i december og var i retten i januar. Nu må vi se hvornår de skriver til mig, hvad jeg skal foretage mig.

Det gode er, at den der betingede frakendelse gælder fra marts 2008, hvor de "snuppede" mig...

Giver faste processer og procedurer bedre service?

2009-02-14T12:36:00.001-08:00

Næh, det tror jeg ikke. Det giver måske ensartet service, men det er jo hverken godt eller skidt. Det er bare vandgrød og kompelt upersonligt, hvilket er det modsatte af, hvad vi mennesker hungrer efter.

Der kører i øjeblikket en KÆMPE debat-tråd omkring disse ting her:

http://www.computerworld.dk/art/49926

fordi jeg (lidt med et skævt smil som sædvanligt) nævnte fem ting, som jeg synes er bullshit-begreber man skal vare sig for. Disse inkluderede ISO og ITIL og Best Practices, og så gik det ellers løs.

Det er jo ikke første gang (eller endda 1000. gang) jeg diskuterer disse ting i medierne og udenfor, men til Miracles "fødselsdag" 1/11-2008 gav en gut mig bogen "Hinsides Regler" af Verner C. Petersen, og han har tænkt (dybt) over mange af de ting jeg bare har brokket mig over i mange år, så det har givet mig nyt blod på tanden til at "tage kampen op" mod, hvad jeg opfatter som en bevægelse henimod at automatisere og standardisere menneskers adfærd.

Én af Verner C. Petersens afsnit handler om, at hvis man f.eks. indfører en procecurer til at håndtere kunde-henvendelser risikerer man, at alle bliver behandlet ens, uanset hvor nemt eller svært det er at hjælpe og hvor hurtigt de har brug for hjælp.

Et prima eksempel jeg selv har oplevet flere gange er, at det offentlige (loven om sagsbehandling eller hvad den nu hedder) SKAL svare en borger, der henvender sig, indenfor 14 dage.

Resultatet er, at man ALTID får svar 13 dage efter sin henvendelse og at man ALTID modtager et BREV fra dem, selvom man brugte mail til sin henvendelse, og at henvendelsen ALTID fortæller, at man vil vende tilbage.

Det betyder jo enormt stort spild alle steder. Hvorfor ikke bare få de hurtige svar ud ad døren med det samme og bruge lidt længere tid på de svære svar?

Nå, men for en halv time siden skrev jeg til Hotel Plaza, at jeg og min kone boede på et af deres hoteller i Miami i 2004 og at sengen var den bedste vi havde prøvet før og siden - så kunne de måske fortælle os, hvad det er for en seng, så vi evt. kan købe den i USA og få den shippet?

Der var intet punkt på deres hjemmeside(r), der muliggjorde en simpel, fri-tekst-form-agtig, email. Men der var et punkt, hvor man kunne sende dem et mail med "concerns" (klager, med andre ord), så den brugte jeg.

Her er svaret jeg fik tilbage kort efter fra BIRMINGHAM (!) Guest Relations.... I rest my case:

Thank you for contacting Guest Relations for IHG. Your email wil be forwarded to a Case Manager and you should expect a response within the next 14 working days. If you are due to arrive at a hotel shortly, and wish to discuss your reservation as a matter of urgency, please feel free to call our office on +44 (0) 870 400 9292.

Kind regards

Guest Relations, IHG

Og sådan bliver det jo mange steder, hvor man indfører processer og procedurer for menneskelig kontakt. Man glemmer komplet kunderne (der finaniserer ens fede levevis) og koncentrerer sig indadtil om at få styr på medarbejdernes adfærd.

Der er forfærdeligt, og det er dét vi skal rive ned i de kommende år for igen at få det sjovt (menneskeligt) og blive mere effektive.

Jeg vil ALDRIG mere påstå, at Politiet er langsommeligt.... Del II

2009-02-11T11:33:00.000-08:00

Nå, i onsdags var jeg så i retten og modtage min dom på en bøde på 2.500 kr. og betinget frakendelse af kørekortet (dvs. jeg skal op til køreprøve igen). Fint nok. Jeg protesterede ikke.

Men da jeg fortalte anklagemanden, at politifolkene bliver målt på, hvor mange de stopper ved fartkontrollerne overraskede han mig meget ved at sige, at det vidste han faktisk ikke.

Men det gør de. Hvis de f.eks. ikke stopper en billist minimum hvert femte minut ved motorvejskontroller, så bliver de bedt af deres overordnede om at være mere aggressive.

Derfor stiller de sig op på steder, hvor der er sikker gevinst, men ikke nødvendigvis på steder, hvor der er farligt eller sker uheld. Det har mange nok undret sig over i tidens løb, men der er jo en simpel forklaring på det. De bliver belønnet for at gøre noget pjat og straffet, hvis de gør noget seriøst (som at stille sig op på steder der er farlige eller på steder, hvor der tit sker uheld).

Ret typisk for den slags situationer foreslog anklagemanden, at jeg skrev det til politiet. Jeg foreslog så, at HAN skrev til politiet, da han nok havde lidt større gennemslagskraft end mig overfor dem. Hvorpå han svarede: Jeg kan jo ikke ændre systemet.

Øh, OK, mener han at JEG kan ændre systemet, men at han - der er midt inde i det - IKKE kan?

Jeg svarede ham, at indtil folk som ham IKKE sagde, at de IKKE kunne ændre noget i systemet, så skete der nok ikke noget. Han gik bare. Han havde vel travlt.

Iøvrigt skrev jeg i mit første indlæg om Politiet, at de havde fået besked på ikke at udskrive så mange bøder, etc. i december forrige år.

De er også begyndt at få at vide i f.eks. kriminalpolitiet, at de ikke skal være alt for ivrige efter at starte alt for meget op her i 2009, fordi klimatopmødet vil kræve så meget afspadsering, at de måske ikke kan nå at gøre noget ved sagerne.

Det kalder jeg offensivt politiarbejde... Det må være ret underligt som almindelig politimand at få at vide, at man ikke skal gøre så meget ved sit arbejde i hele dette år.

Men det må jo så give dem dejligt meget mulighed for at komme ud og gå og stå på gaden, hvor kriminaliteten sker og hvor den skal forhindres. Jeg er i Denver lige nu, og der står sgu' altid en vogn med et par strissere midt på gågaden. De står der bare.

Nej, de laver ikke noget. For der SKER jo ikke noget, når de er der. Ingen småtyverier, ingen tasketyverier, ingen ballade i butikkerne - for de ved, at de med 100% sikkerhed bliver snuppet af strisserne, hvis de gør noget. Og det er iøvrigt fedt som fodgænger at vide, at de altid er der. Og at de griber hurtigt ind. Det virker.

Nå, jeg må til at læse på min køre-teori :-)).

Verdens Største Debat :-).

2009-02-11T11:27:00.000-08:00

Jeg blev ringet op af Rune fra Computerworld mens jeg spiste morgenmad i London og sniksnakkede lidt med ham om ting jeg synes IT-chefer skal passe på.

Det blev så til en artikel, som han iøvrigt glemte at sende mig linket til - så jeg tænkte ikke over den før jeg så den i et CW-nyhedsbrev. Og jeg skal da ellers love for, at folk havde kommenteret på den - og hovedparten var bestemt ikke positivt stemte.

Artiklen ligger pt. som den fjerde mest læste på cw.dk...

Så her til morgen har jeg svaret på næsten alle indlæggene, som godt nok kommer vidt omkring :) .

Jeg glæder mig til at indføre TQM, 6-Sigma, Lean, ISO-9001, ISO-20000, DS-484, ITIL og kvalitetscirkler i Miracle over de næste par år. På den måde kan vi blive perfekte.

http://www.computerworld.dk/art/49926

Nej, jeg er ikke ved at ansætte Karina Buch

2009-01-05T15:04:00.000-08:00

Lidt historie:

Min ven Cary Millsap (han bor i Dallas, Texas) havde en afdeling i Oracle, som hed System Performance Group (SPG). Et af medlemmerne hed Karina Buch og hun ville hjem til Danmark på et tidspunkt.

Så jeg hyrede hende ind til min afdeling Premium Services i Oracle Danmark. Det fortrød jeg bestemt ikke. Hun var god og havde et rigtigt godt samarbejde med gutterne.

Da Premium lukkede ned i 2000 flyttede Karina sammen med en masse af Premium-folkene til Oracle Consulting. Jeg tror hun endte med at være næstkommanderende for chefen Michael Træsborg (der idag er medlem af Miracles bestyrelse).

Da rygterne om, at Perregaard (daværende direktør for Oracle Danmark) og jeg var uvenner var på sit højeste holdt Karina op med at kommunikere med mig/os. Selv mine årlige hilsener på hendes fødselsdag forblev nu ubesvarede. Måske var hun altid politisk, måske blev hun det. Eller hun var måske bange. Jeg ved det ikke. Trist var det, syntes og synes jeg.

Så blev hun Chief Operating Officer (COO) i IT Factory og det har hun jo så været i nogle år. Om hun har fået den samme løn som regnskabschefen (CFO'en) Jeanette, nemlig 3.4 millioner kroner årligt, aner jeg ikke. Det er nok bare rygter.

Hun holdt en overbevisende præsentation for Michael Træsborg en måned eller to før crashet 1. december, og det gjorde hun så godt at Michael på et bestyrelsesmøde begejstret fortalte os om deres fantastiske koncept Plat(form) As A Service. Se, Træsborg har meget erfaring i branchen, så det er ikke bare sådan, at han let lader sig begejstre. Så Karina må have gjort det rigtigt godt.

Jeg kan ikke frigøre mig for den tanke, at hvis hun har været COO og holdt salgstaler og præsentationer i årevis om, hvor mange kunder de havde og hvor fedt hele Plat As A Service-konceptet var - så er hun enten ikke særlig observant eller også har hun løjet.

1. december gik det så løs og resten er historie.

Fan'me om ikke to helt uafhængige kilder indenfor de sidste 10 dage eller så har spurgt mig, hvorfor jeg er ved at ansætte Karina Buch!

Se, det ville jo også være en interessant ting at gøre, men det har jeg/vi ingen, ingen, ingen planer om.

Den ene af de to personer, der har hørt rygtet fra "sædvanligvis velorienteret kilde" er ingen ringere end journalist Dorte Toft. Jeg har fortalt hende, at jeg ikke har snakket med Karina siden 2001 eller 2002 og hun har skyndt sig at afkræfte rygtet i sit bagland.

Fantastisk historie. Fedt rygte.

Nu ved I det.

Mogens

Partnerfucking del I (PF1)

2008-12-30T04:43:00.000-08:00

Velkommen til denne serie, som jeg har døbt Partnerfucking. Her vil jeg gennemgå forskellige scenarier, hvor en leverandør opfører sig mindre pænt overfor deres samarbejdspartnere (og nogle gange endda overfor disses kunder).

Første del handler om den reneste form - når leverandøren går udenom en partner og direkte til dennes kunde for at få opfyldt nogle personlige salgsmål. Jeg kalder det Partnerfucking af Første Grad (PF1).

Forestil dig, at du har købt f.eks. Microsoft- eller Oracle-software gennem en af deres partnere (det kunne være Columbus eller EDB-gruppen eller Logica eller noget helt fjerde) i mange år.

En dag får du så brug for at købe nogle ekstra licenser, fordi din forretning skal udvide.

Du ringer til din sædvanlige forbindelse hos partneren (Columbus eller andre) og fortæller, hvad du gerne vil købe. Du har måske ikke brug for licenserne lige nu, men vil godt starte processen.

Partneren er glad for, at du har ringet og lover at sætte noget igang med det samme.

Forestil dig nu din forbløffelse når du kort efter bliver kontaktet af en sælger fra leverandøren, der fortæller dig, at de har hørt (via partneren), at du skal bruge noget software - og at de faktisk kan tilbyde dig mere i rabat end partneren kan.

Partneren kan måske tilbyde dig 20% i rabat, men hvis du køber det gennem denne sælger fra leverandøren, så kan du sør'me få 42% rabat, hvis du slår til her og nu.

Du ville jo være et skarn, hvis du ikke - på virksomhedens vegne - sparede de penge du kan.

Så du siger selvfølgelig ja.

Og har lige medvirket til det jeg kalder partnerfucking fra leverandørens side.

Bag kulisserne sker der følgende:

1. Partneren SKAL indberette din henvendelse/interesse til leverandøren. Dermed får leverandøren kendskab til dig og dine behov.

2. En sælger hos leverandøren har nogle personlige mål for dette kvartal eller finansår, som måske går på at opnå en bestemt omsætning i licenser. Hans chefs personlige mål og succes er naturligvis også direkte eller inddirekte bundet op på disse mål, så han kan også godt se en idé i, at de - som leverandør - tilbyder kunden en lidt større rabat end partnerne kan, så man 1) kan få afsluttet handlen hurtigere og 2) kan nå sælgerens og dennes chefs personlige mål.

3. Hvis du siger ja tak modtager partneren derefter en mail fra leverandøren, der orienterer ham om, at kunden ønsker at handle gennem leverandøren og partneren bliver bedt om at godkende dette. Se, her har partneren jo intet valg. Enten kan han sige ja (han tjener intet, men kunden bliver heller ikke sur) eller han kan sige nej (og har dermed bedt sin kunde om ikke at spare nogle penge). Så han kan ikke gøre andet end at sige ja.

Det er Partnerfucking af Første Grad (PF1).

ViBrugerIkkeBank - del I

2008-12-30T03:50:00.001-08:00

Jeg har gået og tænkt lidt på banker de seneste par år. Jeg er måske ikke blevet rig, men jeg har fået status til, at bankerne synes jeg er interessant, og selvom det altid er dejligt at blive ombejlet, så er det jo også værd at tænke på, hvad det så har medført - og hvad man evt. kan lære af det.

Derfor denne mini-serie kaldet (med et glimt i øjet) ViBrugerIkkeBank.

I dette indlæg vil jeg fortælle, hvordan mit personlige bankhistorie har formet sig.

Jo, først var der Andelsbanken i Carlsro-centret i Rødøvre. Så var der Forstædernes Bank i Trippendalscentret i Albertslund. Rigtige bankbøger, sparebøsser til ungerne og alt det dér.

Så fik jeg arbejde i Sparekassen SDS i 1987 og skiftede alle mine bank-/penge-ting derover. Og dem holdt jeg fast i, også efter at jeg skiftede arbejde i 1990. De blev til Unibank og de blev til Nordea, men jeg holdt fast.

Så skulle Lasse og jeg jo starte Miracle i år 2000 og vi spurgte derfor min gode og effektive bankdame Anna Brasch (og hendes fantastiske chef Jan) om de ville støtte os (dvs. give os en kassekredit). Det ville de to gerne, med Nordeas hovedkvarter ville ikke - det var en skidt tid for IT-bikse på det tidspunkt grundet dotcom-halløjet.

Så spurgte Lasse sine gamle forbindelser i Danske Bank i Svendborg, og her ville bank-Carl gerne støtte os, men Danske Banks hovedkvarter ville ikke. Så sagde bank-Carl, at det ville han altså alligevel, og det er jo gået godt. Tak til bank-Carl for dét.

Jeg beholdt Nordea (eller rettere: Anna Brasch) som min bank på trods af, at Danske Bank nu begyndte kraftigt at bejle til mig med alle mulige tilbud og argumenter.

For halvandet år siden eller så ringede Anna Brasch så og sagde, at hun havde fået nyt arbejde, og at hun ikke mere skulle have med kunder at gøre (altså sådan nogle som mig), men istedet skulle beskæftige sig med et eller andet investeringshalløj eller lignende.

Fint, sagde jeg - så skifter jeg bare til Danske Bank. Det kunne jeg jo ligeså godt, nu hvor min personlige bankdame (og ven) forsvandt. Nej, nej, sagde Anna - min afløser er smaddersød og dygtig og og og...

Men jeg er ærlig talt lidt træt af den der med, at man har fået en ny bankrådgiver eller en ny salgsrepræsentant fra en leverandør eller hvad det nu er. Bankerne (og andre leverandører) vil gerne have et livslangt forhold til mig, men så vil jeg jo også gerne have et livslangt forhold til nogle konkrete mennesker hos dem....

Der er nogle leverandør-organisationer, der nærmest per automatik laver om i deres organisation en gang om året i forbindelse med et nyt regnskabsår. Så ringer de til deres trofaste kunder og fortæller, at de nu har fået en ny sælger tilknyttet, hvorpå de skal til at holde møder, hvor de fortæller alt om deres forretning og deres udfordringer endnu engang. Jeg synes det er forfærdeligt. Helt så slemt er det normalt ikke hos bankerne, men også dér har man den her idé med, at man skal "gøre karriere" ved at skifte arbejdsområde hele tiden. Det er grundlæggende en uskik, fordi folk aldrig når at blive rigtigt gode til noget som helst, og da slet ikke mht. kendskab til kunderne og deres forretninger.

Nå, jeg sagde til Anna, at hun kunne da bare beholde mig som personlig kunde og så ellers lave sit investeringshalløj som krævet. Jeg var ikke specielt krævende og de tjente gode penge på mig. Hun spurgte faktisk om lov, men fik nej.

Man har jo sine processer og procedurer på plads, og de er vigtigere end hensynet til de selvsamme kunder, der betaler for bl.a. dem, der udformer alle disse regler - sjovt, ikke?).

Så skiftede jeg til Danske Bank, og eftersom jeg jo er direktør og tjener penge og alt det der sludder, så blev jeg tilknyttet deres "Finanscenter" i Odense (nu hedder det vist noget så dansk som Private Banking). Hvad der skete derefter skriver jeg om i de kommende afsnit af VBIB-miniserien :)).

Så mit første forslag til håndtering af banker er: Insistér på at have et langt forhold til jeres bankrådgiver på samme måde som bankerne så gerne vil have, at vi er livskunder hos dem.

Jeg vil ALDRIG mere påstå, at Politiet er langsommeligt....

2008-12-16T10:14:00.000-08:00

Det kan ingen få mig til mere. Jo, jeg ved godt, at jeg har påstået at de var holdt op med at arbejde for et par år siden, og alt det dér. Jo, jeg ved godt at jeg kørte rundt uden nummerplade fra 1/5 til sidst i oktober uden at en eneste betjent stoppede mig... Men nu har jeg endelig fået bevis for, at de sgu' arbejder så hurtigt de kan...

Lige nu - lidt over 19 - bankede det på døren og en mand overdrog mig et anklageskrift, hvori der stod at jeg skal møde i retten den 4. februar pga en hastighedsovertrædelse, som jeg begik den 20. marts.

Så der går ikke mere end ni måneder før man hører fra dem. Og man får allerede sin dag i retten inden der er gået et år. I mellemtiden hører man så ikke rigtigt noget, men pyt. Så skal man da ikke bekymre sig så længe.

Spøg til side: Det siges, at Rigspolitiet overhovedet ikke kan følge med, og at man derfor bad politiet sidste december (2007) om ikke at uddele bøder, hvis de overhovedet kunne undgå det. Betjentene skulle endelig stoppe folk og påtale, hvad de havde gjort - meeeen de behøvede jo ikke ligefrem skrive alle forseelser.

Gad vide, om det er det samme i denne måned?

Min kones helt private jordskælv

2008-12-16T09:44:00.000-08:00

Jeg puttede Viktor på tre år igår, hvilket betød, at jeg også selv faldt i søvn ca. 2030. Ved midnatstid var jeg derfor frisk og gik nedenunder og arbejdede - og gik temmelig træt i seng kl. 5.

Min hustru Anette vågnede ved at vores ægteseng rystede og gik øjeblikkeligt ud fra, at der måtte være tale om, at jeg - hendes mand - lå og, øhm, gjorde noget ved mig selv. Hun indrømmer at hun godt nok aldrig har oplevet det før, og vi har immervæk kendt hinanden i nogle år - samt været gift i fire - så hvordan hun fik den idé så hurtigt aner jeg ikke.

Nå, men hun rakte derfor automatisk over efter mig for ... måske at røre ved mig? Jeg aner det ikke.

Ihvertfald fandt hun derved ud af, at jeg lå dødhamrende stille, og ... at det måtte være noget HELT andet, der i den grad fik ægtesengen til at ryste. Det havde vist vækket hende i en vis fart.

Jeg derimod sov roligt fra dette jordskælv og blev først orienteret om ovenstående nogle timer senere.

Jeg kan ét eller andet sted godt lide, at min hustru oplever et jordskælv med styrke 4.7 og ganske automatisk går ud fra, at det må være hendes mand der dyrker sex med sig selv.

Det får mig til at føle mig som en mand - en stor mand.

Positiv Negativisme

2008-12-15T19:32:00.000-08:00

Kender I den der situation, hvor folk siger NEJ ved hjælp af lutter positive JA-ord? De der mennesker, som man bare har lyst til at slå på næsen (og man burde jo gøre det, så de holdt op med at sige sådan noget sludder!) ??

Nå, men i bladet CRN (Computer Resellers News) er der i denne uge en sjov artikel, der omhandler kapitalfonden EQT's opkøb af Kommunedata. Prøv at læse de svar, som EWT's dillerdallerchef giver...

"Vi er relativt fokuseret på vækst i de virksomheder, som vi investerer i, og man kan sagtens forestille sig, at KMD på sigt vil opkøbe virksomheder, som kan supplere den nuværende profil på udvalgte forretningsomårder. Men overordnet er der ikke udsigt til betydelige ændringer i KMD's strategiske forkus," siger Peter Korsholm.

"Relativt"
"Sagtens Forestille Sig"
"Men Overordnet"
"Ikke Udsigt Til Betydelige Ændringer"

Efter disse fjollede udtalelser bliver det kun værre, komplet med brækfremkaldende udtryk som:

".... friere hænder til at udvikle virksomheden, skabe øget konkurrence og dermed billigere produkter og højere kvalitet i de ydelser, som man tilbyder både offentlige og private kunder", siger Erik Fabrin.

Right. Gad vide, hvorfor han som formand ikke har sørget for det for flere årtier siden?

Han lyver. Og det gør de alle sammen vedr. den her sag.

Det bedste er næsten, at Erik Fabrin, som ingen indsigt har overhovedet i IT, udtaler sig bl.a. sådan her:

"Både af hensyn til virksomheden og os selv som kunder, har vi hele tiden håbet at finde en ny ejer, som er udviklingsorienteret. Det mener jeg, at vi har med den aftale, der nu er indgået."

Jeg snupper lige en whisky mere, tror jeg.

Åbent brev til Addison-foreningen

2008-12-15T18:53:00.000-08:00

Kære læser - jeg fik en opfordring til at skrive om mine oplevelser med Addison-sygdommen (Morbus Addison) til foreningsbladet, fordi jeg blev lidt små-irriteret over alt det klynkeri jeg syntes jeg oplevede i den danske Addison-forening.

Her er det...

Hej Kirsten,

Ja, det gælder jo om at være glad for det man har. Der er masser af mennesker, der synker hen i selvmedlidenhed og jammer og krummer sig sammen i fødsels-stillingen på sofaen, og så bliver det generelt svært at se lyst på fremtiden :-).

Nå, her er mit indlæg, og det bliver helt anderledes og (håber jeg) provokerende end de indlæg I ellers bringer.

Jeg synes det kunne være sjovt at flintre ud af en tangent og se, om nogle af læserne reagerer (og forhåbentlig også giver mig kam til mit hår i mine provokationer):
======================================================================
Jeg er 47 år og fik konstateret Addison i 1992, dvs. da jeg var 31. Der var gået otte måneder fra jeg henvendte mig til vores syge væsen, og det skete der jo ikke så meget ved.

Til sidst måtte jeg flytte hjem til mine forældre, hvor jeg en nat fik det rigtigt, rigtigt dårligt (projektive opkastninger, kunne ikke finde WC'et i mit barndomshjem, osv.).

Natlægen fortalte mig det sædvanlige:

1) Der er intet i vejen. Det er nok en forkølelse. Der er også en masse i luften for tiden.
2) Hvis det bliver ved må du henvende dig til egen læge på mandag.

Jeg har altid syntes at de to standardsvar fra læger (praktiserende og tilkaldte) var stor, stor humor på linie med Monty Pythons bedste indslag (som nu iøvrigt kan ses og nydes af alle Addisoner på http://YouTube.com/MontyPython).

Da jeg - med mine sidste kræfter - prøvede at forklare ham, at de undersøgte mig på Frederiksberg Hospital, og at det måske var noget med mit blodsukker, måske noget andet (jeg anede det jo ikke) svarede han: "Du er tør og rask. Din abdomen (det betyder mave) ser fin ud. Du har en fin kulør."

Det var jo rigtigt. Addison giver den der ubalance i cellerne (Kalium/Natrium), som giver en rigtig flot kulør. Jeg var meget, meget brun på det tidspunkt. Maghony. Jeg er 188 cm høj, vejede 70 kg (nu vejer jeg 108, men burde nok kun veje 90), og han mente jeg så sund ud...

Jeg sagde så: "Jeg vil ikke skrive under på regningen. Du har ikke undersøgt mig grundigt nok!"

Han svarede: "Så skriver jeg bare selv under." Og det gjorde han. Helt uberørt. Og så¨afsted.

Når vi har et system, hvor vi belønner lægerne efter antallet af patientbesøg og recepter så kan det næppe være en overraskelse, at antallet af patientbesøg og recepter stiger. Derfor er det også efterhånden helt naturligt for praktiserende læger at sige "Kom tilbage, hvis....".

Nå, men min mor valgte at klage over ham, og efter 18 måneder (som er den tid det altid tager, så man på den måde får skræmt almindelige mennesker væk fra at klage) fik han en "næse" fordi han ikke havde taget mit blodtryk. Og kun på grund af dét. Ikke på grund af hans forfærdende holdning til de medmennesker vi havde bedt ham hjælpe via vores meget dyre uddannelse, som vi havde givet ham.

En dag vil jeg finde ud af, hvor han har sin praksis (i Valby et sted) og så tror jeg bare jeg vil kigge ind til ham. Han fortjener faktisk at få en "næse", men måske ikke på den måde udvalget bestående af hans kollegaer mente dengang. Tænk, at han slipper så let, og tænk at et arrogant menneske får lov til at have med mennesker at gøre fortsat.

Min mor er død nu, men jeg tænker tit tilbage på, at hun reddede mit liv den dag. Ære være hendes minde.

Nogle timer senere - om morgenen - fik hun nemlig - ved at råbe og skrige i over en time - endelig overbevist nogen om, at selvom jeg var i Albertslund (hos mine forældre), så kunne de måske godt køre mig i ambulance til Frederiksberg Sygehus, hvor de havde undersøgt mig halvhjertet i otte måneder. Interne regler, I ved.... man kan ikke bare køre mennesker fra ét sted til et andet. Det kan I vel nok forstå? som de der lakajer plejer at sige.

Men det kunne min mor ikke forstå. Måske forstod hun, at den var helt gal, og det gav hende styrke.

Jeg tænker tit på, hvad der sker i alle de tusindvis af tilfælde hver dag, hvor folk IKKE har andre til at hjælpe dem og vise styrke.

Jeg kan huske køreturen. Jeg var jo ved bevidsthed. De to gutter i ambulancen kunne godt se, at den var helt gal, og talte en del i radio mens de blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle "blive hos dem", "holde fast", og hvad de ellers kunne finde på. Der var fart på. Vi kørte på fortove og cykelstier.

Jeg kom ind fredag ved 12-tiden. En sygeplejerske gav mig overarmsmanchetten på og prøvede tre gange at måle mit blodtryk.

Så gik hun ud og kom tilbage med en ung læge, der så meget irriteret og højrøvet ud.

Han prøvede også tre gange.

Så gik han hurtigt ud.

Så kom de med maskinen, der efter lidt tid viste et blodtryk på 42/36.

Det overlever man normalt ikke. Pludselig var der mange mennesker omkring mig og mange kanyler i mine arme og underlige drikke jeg skulle drikke - og søndag morgen var jeg klar til at spadsere ud i virkeligheden igen. Så det gjorde jeg, og siden har jeg haft det fint.

Ovenstående oplevelse med sygeplejersken, lægen, maskinen og blodtrykket på 42/36 kan jeg selv godt huske - men jeg har også min gode ven Ole Erecius som vidne, for han var rent faktisk til stede i rummet da det skete - han havde fået at vide at jeg var på vej på Frederiksberg Hospital og skyndte sig derhen. Han sad derfor og så på alt det her - og det kan ikke have været sjovt.

Det var først for nogle måneder siden han fortalte mig, at lægen havde betroet ham, at man normalt ikke kom tilbage, når man havde været helt dernede med blodtrykket.

Så her er en hilsen til min mor fordi hun aldrig gav op. Og en hilsen til min ven Ole, der gik med mig til undersøgelser i de otte måneder og overskred alle fartgrænser den fredag for at være hos mig.

Dette er min hilsen til jer to fine mennesker, som jeg prøver at efterligne hver dag.

Nu ved I, hvorfor jeg siden har været en kritiker af vores syge system. Ikke fordi menneskene i systemet er onde, dumme eller dovne. Men fordi vi alle sammen skaber et system der får folk til at opføre sig som om de er onde, ligeglade, dumme, dovne og apatiske.

Ole (min ven) tog også med mig hver 14. dag til de der undersøgelser på Frederiksberg Hospital, hvor intet skete.

Altid med den samme besked:

Kom igen om 14 dage.

Altid 14 dage.

Aner ikke hvorfor 14 er et godt tal. Jeg spurgte dem en gang (hvor jeg var så svag, at jeg ikke engang kunne stå på mine ben foran lugen, hvor jeg skulle have min næste tid, og derfor lagde mig på knæ), om jeg ikke kunne få en aftale lidt hurtigere?

Nej.

Hvorfor ikke?

Nej.

Jamen, hvad er begrundelsen?

Det kan vi ikke.

Hvis det var en film på TV2 ville folk jo synes det var totalt umenneskeligt. Noget med en filmpris. Alt det dét.

Men det er vores hverdag her i Danmark, denne umenneskelighed begrundet i "travlhed", "manglende bemanding", "nedskæringer" og alt det andet vrøvl.

Der mangler jo hverken det ene eller det andet. Der mangler derimod folk, der gider være noget for andre, og der mangler folk, der gider slå idioterne til side i de store systemer - og som gider være meget stolte over at gøre det!

Jeg mener helt, helt seriøst, at vores såkaldte sundhedssystem er sygt helt ind til benet. Der er så mange lande rundt omkring os, hvor udgifterne er mindre end eller tilsvarende til vore - og hvor man ikke aner, hvad jeg taler om, når jeg nævner ventelister.

Jeg taler IKKE om mongo-bongo-lande. Jeg taler om lande lige omkring os.

Der er noget HELT galt, og det bliver værre jo flere ansatte og jo flere penge der kommer ind i systemet.

Lad mig f.eks. sige noget, der er TOTALT provokerende i vores samfund: Jeg har ALTID set sygeplejersker og sygehjælpere, der hænger ud i glasburet og intet lavet på ALLE de afdelinger jeg har været på (og det er mange!). Jeg har aldrig oplevet, at de alle sammen fiser rundt og prøver at hjælpe patienterne non-stop på deres vagter. Der er ALTID tid til at sidde og snakke og drikke kaffe i glasburet på afdelingerne.

Når jeg snakker med sygeplejersker jeg kender (jeg boede på RH-kollegiet i nogle år) så indrømmer de det jo også. Men man må ikke sige det. Så får man får det første meget dårlig behandling næste gang man dukker op på et hospital - og for det andet er det jo bare sådan helt normalt at skyde skylden på samfundet, Fogh, og alle de andre, når noget ikke virker.

Noget jeg i det mindste har ret til at udtale mig om er økonomi. Jeg har læst lidt økonomi på Københavns Universitet og fulgt lidt med i emnet i mange år.

Der er ALDRIG sket nedskæringer i sundhedssystemet. Der har ALDRIG været et år, hvor antal kroner eller antal ansatte gik ned. Aldrig. Tag et kig i Statistisk Årbog og Statistisk Tiårsoversigt. Hvert eneste år siden en gang i 1930'erne er pengene og antal ansatte bare steget og steget og steget.

Til gengæld er produktiviteten faldet. Man har i flere uafhængige rapporter (som er blevet gemt af vejen, men de burde være til at finde eftersom jeg kender forfatteren til mindst en af dem) påvist at Rigshospitalet ALENE har kapacitet til at klare alle operationer i Danmark.

Og vi har immervæk 200 hospitaler i Danmark eller mere.

Bemærk: Jeg synes IKKE løsningen er, at lade Rigshospitalet stå for alle operationer. Jeg synes tværtimod vi hurtigst muligt skal bortsprænge de store hospitaler, så vi kan få produktiviteten og den ordentlige nærhed og pleje tilbage via de små sygehuse.

Det vil iøvrigt også spare penge og tid, fordi der ikke er så mange LAG i organisationen, og fordi man så kan være MENNESKE overfor de patienter der kommer ind.

Men jeg påpeger, at vi har SÅ stor overkapacitet i systemet, at man tror det er løgn.

Det går til spilde pga. procedurer, processer, regler, fagforeninger (føj for Fanden) og alle de ting, som vi udmærket ved gør vores såkaldte vedfærdsstat til noget meget dårligt i forhold til de penge og det antal mennesker vi sætter af til formålet.

Jo flere ansatte i sektoren, jo mindre bliver der lavet. Ikke bare mindre per ansat. Mindre i det hele taget. Det er noget man kan se alle steder, hvor bureaukratier får lov at blomstre, og hvor man vel at mærke har for mange penge til rådighed:

Den absolutte produktivitet (og dermed naturligt også den enkeltes) falder når man smider flere folk ind.

Et godt eksempel er Politi-reformen. Politiet er vokset konstant ved hvert eneste såkaldte politiforlig (det seneste gav dem 2000 ekstra mand), kriminaliteten er faldende i Danmark (på trods af overskrifterne i Ekstra Bladet) og vi kan bare ikke få politifolk til at rykke ud når vi ringer.

Jeg ved, at ingen kan lide at læse ovenstående. Det er bare ikke rart. Kan det være rigtigt, at politifolk visse steder har taget røret af telefonen for at få fred til at holde pause og spise slik? Nej vel?

Vidste I, at fra 2002 til 2007 blev de danske skatteindtægter FORDOBLET?

Dvs. at det offentlige på kun FEM år fik dobbelt så mange penge ind. Vi har aldrig nogensinde før set en sådan velfærdsstigning i Danmark. Det er IKKE værdien af vore huse. Det giver ikke særligt meget m.h.t. skatteindtægter. Der er tale om, at vi reelt mere end fordoblede vores formue. Det er helt, helt vildt.

Hvor er de penge?

Det skal jeg sige jer: De er brugt af OS. Anders Fogh har brugt alle de penge vi (det er os, kære læser) syntes han skulle bruge.

Jeg mener: Vi hyler op om, at vi betaler for meget i skat OG vi hyler op om, at vi vil have flere penge til PRÆCIST de områder der vedrører os selv og vi KLYNKER over "nedskæringer" (selvom vi ikke aner, hvad de faktiske budgettal på området er), når det har noget med os selv at gøre.

Vi er altså alle skyldige i super-egoisme, hvor vi kræver mere til os selv og mindre til andre, for ellers kan vi da ikke kræve mindre beskatning og højere service, vel?

Vi er hyklere og klynkere og vi er ligeglade med andre.

Det er ikke politikernes skyld.

Det er ikke statens skyld.

Det er ikke samfundets skyld.

Det er din skyld og det er min skyld.

Og vi burde SKAMME os hver især og højlydt overfor hinanden over den dobbeltmoral, der har grebet os alle i overflodssamfundet.

Er vi blevet lykkeligere? Njah, det kan faktisk godt være. Vi ser ud til at være det lykkeligste folk i verden, men det er med statsgaranti ikke pga vores velfærdsstat.

Hvordan kan jeg vide det? Fordi folk på Island er lige så lykkelige som os, men dér har de faktisk ikke en velfærdsstat.

Det har vi i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Men ikke i Island.

Alligevel er de ligeså lykkelige som os i Danmark og Sverige.

Så det må være noget andet det gør os lykkelige. Mange mener det er muligheden for at VÆRE noget for andre.

Men når vi så samtidig laver et system, hvor der altid er nogen, der tager sig af alting, og hvor man vænner sig til, at man bare skal SE VÆK, for der kommer nok nogen og:

- tager sig af ham, der styrtede om på gaden,
- hjælper ham, der bliver overfaldet på Strøget,
- kører ham, der ikke har et sted at sove, et sted hen

..... giver vi os så egentlig lov til at være noget for andre, eller har vi bare skabt et professionelt SE VÆK-samfund?

Når en modig mand griber ind overfor voldelige banditter, så siger vores kære (og MEGET aktive og travle) politi altid til pressen bagefter:

1) Det var vel nok godt gjort af ham
2) - men vi må KRAFTIGT fraråde vore borgere at risikere den slags ting. Der kunne jo ske dem noget.

Nå ja. Det er jo rigtigt. Og er det ikke netop det vi skal tilbage til? At vi tør gribe ind som individer, så det bliver meget mere risikabelt at lave tilfældig vold og terror på vore gader?

Men nej. De ikke-virkende monopoler (Politiet, osv.) ønsker at bevare deres monopol. Samtidig laver de mindre og mindre. Tager røret af, så de kan have deres pause i fred (true story).

Giv mig en god forklaring på, at vi finder os i det. Det ville jeg blive glad for.

Jeg tror personligt det er fordi vi er dobbelt-moralske om disse ting. Vi vil have alt og vi vil ikke yde noget til gengæld.

Vi kender alle sammen nogle familiemedlemmer, der har ladet sig førtidspensionere selvom de sagtens kunne arbejde flere år.

Vi kender alle de som jeg kalder De Hvide Perkere, dvs. samfundsnassere UDEN anden etnisk baggrund.

Ja, Bevar Mig Vel, der er mange med anden etnisk baggrund der nasser på samfundet.

Der er bare desværre mange flere uden anden etnisk baggrund der gør det samme.

Lidt tal, omend de er stærkt ubehagelige at studere for de fleste:

Vi er 5.4 millioner i Danmark.
2.7 millioner (halvdelen) er i arbejdsstyrken. Lidt over 1 million af dem i det offentlige.
1.0 million er børn.
150.000 er under uddannelse
700.000 er alders-pensionister.
800.000 er førtidspensionister.

Ja, jeg ved det godt. Der mangler 50.000. Jeg aner ikke, hvor de er i regnskabet.

Vi kigger ind i 1.5 million pensionister, der ikke agter at arbejde mere for fællesskabet. De fleste af dem (800.000) har faktisk lavet meget lidt og forlanger nu rigtigt meget.

Det kalder vi nassere, gør vi ikke? Vi kender dem jo alle. De er friske og sunde og siger altid - og det synes jeg bare er brækfremkaldende! - at de har SÅ travlt, at de ALDRIG har haft mere travlt, at de er SÅ glade for, at de nu har tid til at spille golf, og hvad de ellers siger for ligesom at ydmyge os, der betaler for deres dovenskab.

Føj.

Min mor var én af dem. Hun gad ikke arbejde mere. Jeg sagde jo så til hende, at jeg syntes hun nassede på os.

Den meget store skattebetaling jeg havde den gang i 90'erne kunne sådan cirka nogenlunde holde halvanden til to af hendes slags i luften rent økonomisk. Jeg kiggede på, hvor meget jeg betalte i skat og jeg kiggede på, hvor meget min mor fik i månedlig appanage.

Hvordan FANDEN skulle vi så finansiere 800.000 af hendes slags plus 700.000 alderspensionister PLUS lidt over en million offentligt ansatte?! Det er da mere end 2.5 MILLIONER mennesker!

Min mor mente, at:

1) der var andre der kunne gøre hendes job,
2) der var masser af unge mennesker, der trængte til at arbejde

- og alle de andre småløgne vi stikker os selv når vi prøver at argumentere for, hvorfor vi nu ikke gider arbejde mere og synes det er OK at nasse på resten af befolkningen.

Det er en sygdom i vores danske fællesskab og vi er nødt til at gøre noget ved den.

Den tilstundende krise kunne være en passende lejlighed til at sige sandheden til hinanden og til nasserne i vore familier, så vi kan komme videre med virkelige løsninger.

Tilbage til min ligegyldige hverdag:

Jeg var som født på ny, da jeg 48 timer efter min dramatiske indlæggelse blev udskrevet fra hospitalet med masser af binyrebarkhormoner i kroppen.

Siden har jeg haft nogle problemer/kriser når jeg har drukket for meget. Jeg har det med at kaste op morgenen derpå, og så ved vi jo alle, hvordan det går: Flere piller, som så medfører at man kaster op, som så medfører at man skal spise flere piller... Og så lægger jeg mig til sidst ned på sofaen og fortæller min hustru og andre, at nu skal jeg bare ligge og lalle et stykke tid.

Præcist kl 1730 er jeg i orden igen. Jeg aner ikke hvorfor, men 17.30 er åbenbart et godt tidspunkt.

Det sjoveste er egentlig, at indtil da er jeg totalt i hormonernes vold. Jeg ved jo godt, at jeg er midt i en Addisonkrise, men pga. hormon-manglen KAN jeg ikke træffe beslutninger. Jeg modtager telefonopkald fra kundre og medarbejdere, men jeg KAN ikke træffe selv simple beslutninger. Det er meget mærkeligt. Selvom jeg er ved fuld bevidsthed og selvom jeg udmærket ved, at jeg mangler hormoner og er ubeslutsom, så KAN jeg ikke tvinge mig selv til at tage selv simple beslutninger.

Det har lært mig, at man skal have respekt for hormoner. Når kvinder f.eks. har PMS, så tænker jeg på, hvordan jeg selv har det når jeg mangler mine kamphormoner fra binyrebarken og så forstår jeg meget bedre. Det er ikke nemt at kontrollere hormonerne og vore reaktioner på¨dem.

Når det så er sagt, så synes jeg faktisk der er enormt meget klynkeri i vores Addison-forening. Jeg synes hvert nummer er fyldt med historier om medlemmer der er OFRE for alskens ulykker, som har det forfærdeligt, som ikke kan se meningen med livet, og som bare generelt ligger i foster-stilling (sådan rent mentalt) hele dagen.

Det har jeg tænkt meget over siden jeg gik ind i foreningen i 1992. Jeg tænkte, at måske havde jeg det bedre som mand. Måske var jeg bare dum-glad istedet for at være evig pessimist?

Jeg tror faktisk jeg har det bedre som mand. Jeg producerer jo forskellige ting i mine testikler, som kvinder ikke kan (testosteron). Og man vil jo ikke give kvindelige Addisoner nogle piller med mandligt kønshormon (skønt Stein Bagger garanteret har nogle i overskud).

Jeg fatter det ikke.

Hvis jeg var kvinde og havde Addison og vores totalt reaktive syge system ikke ville give mig mandlige kønshormoner, så jeg kunne får energi og sexlyst tilbage i mit liv - så ville jeg sgu' da DRØNE ud og snakke med nogle rockere om det og få gang i hormonerne igen!

Og som et af vore medlemmer sagde til en arrogant overlæge engang i 1992 eller 1993 til et møde i vores forening:

"Hvis min mand kunne vælge mellem det han har idag og en situation, hvor jeg har lidt overskæg men også sexlyst - så tror jeg godt jeg ved, hvad han ville vælge."

Venlig hilsen,

Mogens Nørgaard

(som er glad for, at han har sine testikler og dermed sit gode liv)

PS: Jeg er direktør for et IT-firma med 75 ansatte i Danmark og 20 i udlandet, ejer et mikrobryggeri, laver TV og har det sjovt.

PerspektivTV

2008-12-15T16:08:00.000-08:00

Henrik Zangenberg, som er bindegal, fik den idé, at vi skulle lave noget TV a la Poul & Nulle.

Noget om IT, noget med holdninger ... noget avantgarde!

Det skal jeg love for det blev.

Forleden fik vi stakkels Jim (fra Miracle) og hans ven Joachim eller Joakim til at stille en forfærdelig bunke udstyr op i Pilestræde 41 eller 43, hvor Henrik og konen har etableret firma (Zangenberg & Co eller Zangenberg & Kone), hvorefter vi vel lavede otte-ni indslag om alt fra IT Factory over barbergrej til madanmeldelse.

Indslagene bliver frigivet gradvist af Jim - efterhånden som han får dem redigeret- på

http://www.youtube.com/user/perspektivtv

- og fra imorgen eller ihvertfald om nogle få dage ligeledes på en videoblog på version2.dk.

Alle er velkomne til at bruge vore udsendelser. Ingen ophavsret og alt det der pjat. Vi gider ikke.

Vi laver udsendelser en gang om måneden og prøver os frem - f.eks. kan man næsten ikke høre os på et af indslagene denne gang - og forventer ABSOLUT at blive bedre med tiden.

Hellere lave noget med mangler end ingenting med perfektion. Det har altid været Henriks motto. Ikke, Henrik?

Min Påklædning....

2008-11-24T17:26:00.000-08:00

Jeg får ind imellem nogle aldeles pratfulde reaktioner på mine video-klummer:
===============================================================================
Der var engang en IT direktør der når han havde lyst – satte sig foran et kamera og brugte nogle minutter på at fortælle hvad han havde på hjertet. Det var aldrig kedeligt – nogle gange var det mere humoristisk, sakastisk og satirisk end andre gange – men aldrig kedeligt…

Han vært for nogle af disse klummer fik en ide… Jeg tror den lød noget i retning af: ”Denne direktør har sagt mange sjove og skæve ting om ledelse – så vi beder ham om at sige de bedste ting om det – en gang til… og måske lidt nyt… VI laver så en ny indledning og vi putter ham i et jakkesæt…”

En fin ide – men det gik slet ikke… Direktøren kom til at virke som en der skulle holde oplæg til en eksamen… det blev form og forpligtelse… det skæve forsvandt – glimtet i øjet forsvandt…

Mogens Nørgaard – bryd ud af det format – NU!!!

I respekt

A...
Loyal fan ;-)
===============================================================================

Jeg svarede:

Hej Arne,

Tak for din søde mail. Jeg er oprigtigt glad for, at du gider sige det til mig, og jeg skal nok tænke over det. Viste din mail til konen igår (hun arbejder også i Miracle) og diskuterede det med hende. Forunderligt nok var hun enig med dig.

Det var min idé at lave ca 25 indslag om ledelse i det daglige - stort set bare de ting, jeg alligevel går rundt og siger/gør i det daglige - på én dag (fem timer) mens det var de to piger, der havde lyst til at gøre det lidt anderledes, fordi jeg altid er klædt på følgende måde - altid! :

- blå eller sorte jeans
- sort poloshirt, hvorpå der står Miracle Support på brystet
- sorte tennissokker
- brune sejlersko af et bestemt mærke (lettere udtrådte)
- blå fleece, hvor der står Miracle på

Læg mærke til den udbrede anvendelse af farven sort, der teoretisk set kunne indikere et ønske om at maskere en form for overvægt hos mig.

Jeg har tre Armani-sæt, som jeg købte i ét hug for nogle år siden (jeg skulle giftes - fire år siden på torsdag) og som jeg har brugt en 5-10 gange i alt siden. Ét af dem kunne jeg stadig passe, så jeg tænkte What The Hell og sagde, at jeg ville tage det på. Pigerne blev særdeles overraskede, da de jo aldrig har set mig i andet end de ovennævnte fem ting. Så var det, at de spurgte, om de så ikke måtte putte noget i håret på mig, hvilket jeg sagde nej til. Hvorefter de sagde til mig, at det måske kunne være rart, at jeg ikke altid var så kedelig. Godt så.

Jeg medbragte selv en god flaske champagne, som jeg iøvrigt konsumerede i løbet af den dag det tog at lave de ialt 25 indslag. Det må derfor forventes, at de senere indslag bliver noget mere afslappede i tonen end de første....

Derudover havde den sædvanlige producerpige Ditte fået (gratis) hjælp af sin producerveninde Sidse, som havde lyst til at eksperimentere lidt og se, om det var noget hun kunne bruge i andre sammenhænge, så jeg gik også med til at sidde i designermøbler til en samlet værdi af 500.000 kroner, som hun med møje og besvær havde lånt sig til.

There you have it.

Det er iøvrigt meget muligt, at jeg har brugt emnerne før - jeg kan sgu' ikke huske det mere. Men jeg vil til gengæld sige, at jeg får nogle meget positive reaktioner på mine LUMre-videoer (Ledelse på den Underlige Måde) som f.eks. denne, der kom samme dag som din mail:
===========================================================
Subject: Alkohol tilbage

Hej Morgens,

Du aner ikke hvor meget jeg nyder dine skønne indlæg. Og med denne rammer du igen plet.....kan der spares 1800kr på kagerne skal der spares.

Dit indlæg i sidste uge var også værd at tænke over....du må endelig blive ved.

Med venlig hilsen/Best regards,
B..., CFO

===========================================================

Jeg bruger iøvrigt aldrig det format igen, naturligvis. I mine Connie-videoer har jeg jo også altid min militære bøllehat på, osv.

Den 8/12 begynder Henrik Zangenberg og jeg at lave TV-indslag for alvor (sammen), og der er jeg nok tilbage i min standardpåklædning og -format :).

Mvh.

Mogens

PS: Idag gik lynlåsen i min blå Miracle-fleece i stykker. Panik.

Gruppesex-udvikling

2008-11-24T15:51:00.000-08:00

Ja, jeg ved godt, at jeg gør lidt grin med de evigt skiftende modeluner hos udviklerne.

Ja, ja, jeg ved godt, at jeg har sagt, at de skal være flere og flere på trods af, at metoder og værktøjer i de sidste 42 år har lovet STORE fremskrift i produktiviteten.

Ja, ja, ja, jeg ved godt, at jeg har nævnt, at udviklerne har sluppet jordforbindelsen og er endegyldigt på vej mod skyen, komplet med stadigt større grader af abstraktion i alle lag.

Jo, det kan godt være jeg har trukket på smilebåndet ved omtalen af SCROTUM-metode og -masters.

Jo, jo, jeg ved da godt, at Toon Koppelaars i sin "Helsinki Declaration" gør lidt grin med, at udvikler-"paradigmer" skifter hele tiden.

Men nu kan jeg se det. Alt giver mening. Tingene er faldet på plads som puslebrikker i et skakspil. Som bønderne og springerne i Ludo.

Svaret er KanBan.

Jeg sidder med en helsides annonce fra Computer World foran mig, hvor man reklamerer for en konference ved navn Agile 2008.

Her kan man bl.a. læse følgende (jeg har ikke kunnet finde denne tekst på nettet, så jeg skriver det af så godt jeg kan):
===============================================================
Kanban-systemet giver nye muligheder for effektivisering af agile udviklingsprocesser. David J. Anderson... forklarer:

- Kanban er udviklet som et "pull"-system, hvor udviklingen styres af den reelle efterspørgsel og det faktiske forbrug. Blandt andet er det karakteristisk for kanban-systemer, at de giver mulighed for at kontrollere opgavemængden... og systematisk eliminere flaskehalse. Dette booster effektiviteten, og netop derfor opfattes kanban-systemer som en fordel for teams, der planlægger og kontrollerer softwareudvikling. Samtidig er kanban-systemer også meget egnede til anvendelse i forlængelse af andre agile metoder - f.eks. Scxrum, siger David.

.....

På konferencen faciliterer David J. Anderson sammen med Ole Jepsen, Senior Agile Mentor, GoAgile også workshoppen "The kanban game", hvor deltagerne kommer bag kulissen og får et meget konkret indblik i Kanban-systekmer.

- Her kan deltagerne selv prøve Kanban-systemet. Konferencens kanban-spil simulerer anvendelsen af et "pull"-worksflow i tværfunktionelt team, siger David Anderson.

Ifølge Ole Jepsen understreger workshoppen samtidig, hvor stor en rolle, det visuelle aspekt spiller i kanban-systemer.

- "Kan" betyder visuelt - og "ban" betyder kort eller tavle, og det er netop sådan man arbejder med Kanban: Med kort og Postit's på vægge og whiteboards. Det gør det muligt for alle at tage aktiv del i planlægningen af det daglige arbejde - hvilket gør en kæmpe forskel for ejerskabet og motivationen i en gruppe. Det er bare mere engagerende at arbejde efter en plan, man selv har været til til at lave. Involvering og engaggement er med andre ord væsentlige elementer i Kanban - og man kan ikke udelukkende formidle Kanban bare ved at tale om det. Derfor gennemfører David Andersson og jeg en workshop, hvor konferencedeltagerne får mulighed for at mærke Kanban på¨deres egen krop, siger Ole Jepsen.

....
===============================================================

Følgende citater gør mig oprigtigt bange for, at vi har undladt at gøre alt det, som man faktisk bør gøre i et projektforløb, så det må primært være chefer for udviklere og projektKajer, der tager action på det her og sørger for, at alt bliver lavet om øjeblikkeligt i den måde man arbejder på i projekter. Det ser jo ud til, at hvis man skal bruge Kanban for at sikre følgende ting, så må vi igang med det SAMME. Vi kan IKKE leve uden. Ikke længere. Det må være slut, nu hvor det endelige gennembrud er der....

Jeg citerer:

"...udviklingen styres af den reelle efterspørgsel og det faktiske forbrug"
"...giver mulighed for at kontrollere opgavemængden...
"...systematisk eliminere flaskehalse."
"...en fordel for teams, der planlægger og kontrollerer softwareudvikling."

Kammerater! Disse ting burde vi jo forlængst have set manglede i jeres projekter! Nu kan vi få det rettet op takket være Kanban-spil og -systemer! Der er ingen tid at spilde!

Tænk, at vi har lavet projekter, hvor udviklingen ikke styredes af den reelle efterspørgsel og det faktisk forbrug!

Tænk, at vi ikke har haft mulighed for at styre opgavemængden!

Tænk, at vi ikke har haft mulighed for systematisk at elimere flaskehalse!

Tænk, at vi har gjort det forkert i de teams der har planlagt og kontrolleret softwareudvikling!

Derudover er der andre ting, der gør mig lidt nervøs:

Da jeg prøvede at fortælle min med-direktør og kampfælle Lasse om det, og læste annoncen højt for ham i telefonen, sagde han bare spontant: "Det er gruppesex, Nørgaard. Intet andet." Jeg måtte så fortælle ham, at det IKKE hed GangBang, selvom det lød sådan på den dårlige telefonlinie, men Kanban. Lasse var ligeglad og uberørt. Han insisterede på, at alle formuleringerne dækkede over en kultagtig gruppesex-idé. Specielt havde han hæftet sig ved ordet "pull".

Allermest bekymrer det mig, at vi ikke før har fået den idé at sætte gule selvklæbende sedler (Postit's) op på vægge og tavler for på den måde at få overblik.

Den idé er så totalt enkel og genial, at det er utroligt trist at der skulle en pioner som David J. Anderson til at få idéen og konceptualisere den.

Så mange spildte år, hvor de små, selvklæbende gule sedler har ligget dér, lige foran vore øjne, lige under vore næser, lige dér, hvor vi bare skulle have sagt til os selv:

"FUCK! Jeg sætter dem på VÆGGEN! På alle plane flader! Så kan man flytte rundt på dem! Så kan alle være med! Så har vi BÅDE overblik og styr på banditten!"

Og så bekymrer det mig en lille bitte smule, at Ole Jepsen staver David J. Andersons navn med to S'er i sit citat.

Med fornyet håb på udviklingens vegne forbliver jeg jeres

Mogens

PS: Kanban-annonceringen fylder (ganske som fortjent) hele siden i CW, mens der kun er blevet plads til et lille boks i højre hjørne, der kort nævner noget, der hedder Lean og ITIL. Det er vist noget gammelt noget. Sådan ser det ihvertfald ud.

PPS: Gad vide, om udviklere i virkeligheden allerede er oppe i skyen og har sluppet jordforbindelsen, men at der faktisk er FLERE himle?! Jeg mener: Hormonerne fra Utah har jo den her tro på, at man kan ende i den anden, fjerde eller endog syvende himmel (kun, hvis man er perfekt OG gift med en anden Hormon). Måske er udviklerne bare på vej til at opdage, at der er flere lag af skyer, flere lag af himle? Mon det er muligt, at der kommer noget efter KanBang, skønt det ser ud til at løse alle problemer?! Det her er STORT, kammerater!

Billedaften med march-holdet

2008-11-10T11:54:00.000-08:00

Jeg går jo nogle halv-lange ture med et march-hold, der består af folk, der ikke sådan giver op. Faktisk har ingen på holdet givet op i de 30 år de har gået. Alle er kommet med hjem, som de siger.

Nå, men hvert år er der også billedaften, hvor vi sammen ser billeder fra specielt Nijmegen-marchen i Holland.

I år fandt denne begivenhed sted i fredags på Bülows Kaserne i Fredericia, og både min store datter Christine og jeg var med.

Det var en fin aften. Først fik vi et par øl. Så så vi nogle billeder. Så gik vi ned til Mongolian Barbecue - og fik Rødvin Nr. 13 fra menukortet i tilstrækkelige mængder.

Så gik vi ned på et værtshus, der mindede om en bræddehytte (og hvor der endda var rygning tilladt, hvilket siger en del nu om dage) og drak nogle flere øl. Så gik jeg og Christine hjem til min morbrors enke, Grethe, og SOV.

Men vi var jo også nogle af de allerførste der gik fra bræddehytten, og her er så beretningen fra Lisbeth om, hvordan det videre gik for holdet efterhånden som fredagen blev til lørdag... Det fortjener at blive offentliggjort, synes jeg.

==========================================================================
Tak for sidst, og tak for mad!

Det var en sjov aften og den der med bræddehytten havde jeg slet ikke set komme!

Jeg gik lidt før de andre og jeg var lige faldet i søvn da undulaten gjorde sin entre: tændte alt lys og "listede" rundt i noget der mindede om højhælede sko (jeg var nok bare træt og hørte forkert).

Endelig gik han til køjs i køjen over mig, et sekund og så snorkede han som om han var koblet til en maskine, der var ikke indlagt et standard "lufthul" som der plejer at være. Du ved så naive mennesker tror at han var stoppet med at snorke, næh næh næh han trak den i halen og lavede den uendelige RRRRRRRRRRRRR.....osv!! -jeg tænkte "nåh han er idet mindste i live og forsøgte at ignorere det.

Jeg var lige faldet hen da døren gik op, ind træder min helt Jes Mose, han skridter lige han til Undulaten og siger: Undo, du snorker vend dig om på siden!" - så forsvandt lyden??? -meeen så var Pølse og Hjortshøj sluppet ind og de underholdt så den næste times tid.

Pølse smed sig selv ud af min køje og klaskede hovedet ind i det skab som usle personer (igen) havde sat lige ved siden af sengen, derefter stjal han Kim Åges dyne og pude da han havde glemt selv at få sovebeslag med.

Kim dukkede først op kl 0830 så han opdagede det først for sent.

I MELLEMTIDEN havde Hjortshøj, som ikke havde ligget på den lade side mens Pølse optrådte, fundet et manillamærke på gulvet og det skulle (selvfølgelig) monteres på Pølses storetå. I mangel af en elastik tog han så mit sjal som han forsøgte at trække igennem det lille hul i manillamærket!!! (forestil dig her Hjortshøj kun iført underbukser, dybt koncentreret!)-det lykkedes sjovt nok ikke men han havde det rigtig morsomt så længe det varede.

Hils din dejlige datter fra mig, hun er verdens mest tålmodige menneske!
Knus Bamse
==========================================================================

Farvel til bilen uden nummerplade

2008-11-10T11:51:00.000-08:00

Nå, problemet med den manglende front-nummerplade løste sig selv natten mellem den 23. og 24. oktober, hvor det lykkedes mig at køre en lygtepæl og nogle uskyldige træer ned og samtidig totalskade min elskede Saab 9-5 Aero Stationcar med Automatgear.

Suk. Den er ikke mere iblandt os, og jeg kører nu rundt i en kedelig diesel-stationcar af mærket Cadillac (det betyder, at det er en billigudgave af Saab 9-5 Stationcar produceret i Trollhättan).

Så jeg nåede kun at køre rundt uden nummerplade i vores land et halvt år. Ærgeligt. Case closed.

Historien om den manglende nummerplade fortsætter...

2008-09-12T09:02:00.000-07:00

Som nogle af jer har set, så blev min forreste nummerplade på Saaben stjålet 1/5. Politiet gider som bekendt ikke at lave noget i disse år og SKAT svarer naturligvis ikke på telefonen, så jeg kører et eksperiment, hvor jeg vil se, hvor lang tid man egentlig kan køre rundt uden nummerplade i det her samfund med komplet dovne politikfolk og Skat-folk, der aldrig har lavet noget.

Det går foreløbigt godt. I forgårs kørte jeg ind på Statoil/Mango i Nybord, hvor otte motorcykelbetjente holdt pause. De så allesammen, at jeg manglede en nummerplade. Ingen sagde noget. Det er jo ikke dem mere. Det er Skat.

Idag var jeg så til obligatorisk syn os Applus på min gamle gade Korsdalsvej i Rødovre. Bilen blev godkendt. Manden så at jeg manglede en nummerplade. Intet skete.

Rock'n'roll. Nu er det over fire måneder jeg har kørt rundt uden nummerplade.

Alkoholpolitik

2008-08-16T04:05:00.000-07:00

Min med-direktør Lasse formulerende fra starten i år 2000 Miracles alkoholpolitik sådan her: "Der må aldrig mangle øl i køleskabet."

Se, dét er en ægte alkoholpolitik!

Nå, men jeg blev mindet om det, fordi en af vore gode venner, der arbejder hos en stor biks, gerne ville holde en reception en fredag eftermiddag i anledning af sin særdeles runde fødselsdag. Men nej, ingen alkohol i den store biks. Totalt forbudt.

Er folk blevet vanvittige? Er der afdelinger og mennesker, der hvert år bliver målt på at finde på nye forbud baseret på princippet "Lad os generalisere på en undtagelse" og generel mangel på tiltro til, at medarbejderne er ligeså fornuftige som de magnificiente ledere?

Nå, men hele den historie fik en af mine medarbejdere til at mindes en alkoholpolitik han havde oplevet et andet sted:

=============================================================================
Det minder mig om dengang XX’ ledelse besluttede en alkoholpolitik, med indbyggede undtagelser. En af undtagelserne var mærkedage, receptioner osv. Og hvem er det så lige der typisk kommer forbi en reception i arbejdstiden og fik et lille glas eller 2,3,4 . Rigtigt gættet: Det er den samme ledelse, som var meget bekymret for medarbejderne, og som derfor havde brug for nogle regler at slå medarbejderne oven i hovedet med.

Politikken fik aldrig den helt store opbakning blandt menige medarbejdere.
=============================================================================

Hvis der skulle være andre gode historier om alkoholpolitik (eller rettere: Alkoholforbud, som det jo oftest er), lytter jeg gerne :-)).

Mental Chokolade, del 2: Dødsmarchen 2008 i Belgien

2008-08-14T14:55:00.000-07:00

Sidste år skrev jeg en klumme i Computerworld om, at en gut på det (militære) marchhold jeg går på, ønskede at give op under Nijmegen-marchen (som er 170 km fordelt på fire dage, med 10 kg vægt på skuldrene, osv osv.) - men at holdet aldrig har haft nogen, der udgik fra marchen i 32 år, så det var ikke en option for ham.

Han blev fodret med chokolade og andet, og fik lidt støtte samt en god portion fasthed af typen "Nej, du kan ikke stoppe nu" fra nogle af de mere erfarne på holdet - og så kom han i orden oppe i hovedet og gennemførte i fin stil.

Dér lærte jeg noget - for jeg havde jo sagt til holdføreren, at jeg synes han skulle have lov at udgå. Det mente gutterne på holdet bare ikke. Holdningen er: Du husker at du ikke gennemførte resten af livet, mens smerterne du har nu er glemt om få dage.

Nå, men så ville en af de seje kvinder på marchholdet - Charlotte Brath - have mig med på 100 km-marchen Dødsmarchen i Belgien ("Dodentocht" på flamsk) i år (8/8-2008).

Den startede 8/8-08 kl 2100, og man skulle være i mål senest 24 timer senere.

Min brors ældste søn, Daniel på 17, ville også med. Han har før gået 100 km-marcher med spejderne.

Men efter 50 km fik han afsindige smerter i hofterne og græd stort set de næste 10 km eller mere. Jeg syntes han skulle have lov at stoppe. 24-årige Charlotte (premierløjtnant af Guds nåde, med mange gode erfaringer i rygsækken) ignorerede mig bare og fik ham igennem hele marchen i fin stil.

Det er den flotteste sports-coaching jeg har set i mit liv. Det jeg så Charlotte gøre den dag - de tricks hun brugte overfor Daniel, de værktøjer hun hev frem - var verdensklasse. Hvad det end er den gode B.S. Christiansen gør for cykelrytterne må være noget i stil med det Charlotte præsterede fra 50 til 100 km på Dødsmarchen.

Tricksene inkluderede:

- at få hans fødder tilset og plastret til (omsorg, nogen der lytter),
- tvangsfodring med chokolade, chips, banan (sukker - rammer blodbanen efter et stykke tid),
- langsom og gradvis overtalelse til at ændre gangart fra hoppe-løbe til almindelig gang trods smerter, samt
- almindelig "coaching" i form af "bare lige til næste stop..." og "Vi tager en god øl ude på 90 og 95 km rastepladserne" og ikke mindst
- overskuddet til at sørge for mad og drikke til Daniel og mig på rastepladserne mens vi lå og lallede på jorden og tog powernaps.

Charlotte skal have en medalje en dag for den indsats.

I år gik hun (ligesom sidste år) Hærvejsvandringen på 300 km fra Flensburg til Viborg (seks-syv dage), og den følgende uge Nijmegen - og så lige Dødsmarchen.

Det er iøvrigt den fedeste march jeg har prøvet til dato. 9000 deltagere, meget fine (og mange) rastepladser med varieret forplejning, fin stemning, hyggelige mennesker, osv osv. Og det er faktisk ikke særligt hårdt at gå 100 km i forhold til at stå tidligt op fire dage i træk i Nijmegen og sige "Jah, idag vil jeg kvæste mig selv igen!".

Nå, men her er til en 24-årig kvinde, der lærte mig en del ting - igen - om det mentale i mennesket. Og til Daniel, som trods sit grædende midtvejsudsagn "Nu vej jeg, hvad smerte er... Det har jeg aldrig vidst før!" alligevel gennemførte i fin stil.

Politiet laver intet, del 2: Fire dage efter et voldtægtsforsøg...

2008-08-14T14:48:00.000-07:00

Vi har en idiot herude i Måløv, som åbenbart ikke kan kureres for sin trang til at forsøge at voldtage ældre damer. Han startede i en ung alder og nu er han vel 50, og trods alle mulige domme og behandlings-ting bliver han ved. Uhelbredelig. Så han burde jo fjernes fra samfundet, men det er en anden historie.

Anyway, han kravlede forleden ind gennem badeværelsesvinduet ved tre-tiden om morgenen til en pensioneret psykiatri-sygeplejerske (på ca. 60 år), klædte sig af og gik ind i soveværelset og begyndte at befamle hende.

Hun bevarede på en eller anden måde roen og rev hårtotter ud af hovedet på ham, kradsede ham i ansigtet, og gjorde i det hele taget modstand.

Idioten opgav og blev lukket ud af den seje dame med sit tøj i favnen og måtte løbe ned ad Måløv Hovedgade i bar røv.

Det er ikke helt dårligt gået af en dame på 60 år.

Hun gjorde i øvrigt det korrekte efter overfaldet, nemlig ringede og anmeldte et voldtægtsforsøg.

Fire dage senere kom politiet for at anholde ham.

Jeg tror jeg slutter her. Jeg bliver sgu' så gal når jeg fortæller den her historie.

Politiet laver intet, del 1: Jeg mangler en nummerplade...

2008-08-14T14:41:00.000-07:00

Det er ikke mange "dele", der kommer i denne serie om Politiets manglende arbejde i disse tider, men jeg er jo heller ikke den eneste der skriver om det. Jeg begyndte at brokke mig over det for et par år siden (at Politiet intet lavede på trods af den laveste kriminalitet og det højeste antal politifolk nogensinde i historien), men nu er Berlingske, Ekstra Bladet og andre også gået i gang.

Ekstra Bladet havde en leder forleden om, at om nogle år vil banditterne se tilbage på denne tid som de fede år. Meget sandt, tror jeg.

Nå, til sagen:

Den 1. maj 2008 blev min forreste nummerplade stjålet på færgen fra Helsinki til Stockholm. Det sker jo, og de fleste ved, hvorfor det sker: Den bliver sat på - som den eneste nummerplade - på en anden bil, der skal bruges til noget kriminelt eller til at undgå bøder via hastighedskameraer.

Jeg kontaktede det lokale politi og fortalte det. "Skat", sagde de. "Det er Skat, der har overtaget alt vedr. nummerplader."

"Jo, men I skal vel vide, at nogle banditter...?", forsøgte jeg.

"Skat.", svarede de.

"Jamen, skal I ikke...?"

"Skat."

Javel. Så jeg ringede til Skat og blev stillet om til et eller andet nummer. Efter 20-25 minutters venten opgav jeg og tænkte "Hvad kan der egentlig ske?"

Og siden har jeg frejdigt kørt rundt uden den forreste nummerplade.

Der er adskillige motorcykelbetjente, der har set det. De kigger direkte på den sorte plade, hvor nummerpladen burde sidde. Men de gør intet.

"Skat."

Jeg er ret spændt på, hvor længe jeg kan køre rundt sådan her.

Nye briller på den helt fede måde....

2008-08-02T07:15:00.000-07:00

Anette og jeg er på (privat) smuttur til Denver, Colorado for at deltage i Tim Gormans bryllup idag, lørdag.

Igår oplevede jeg noget fuldkomment fantastisk: Jeg fik målt øjne af en øjenlæge og fik nye briller på en time, komplet inkl. bifokale glas, nyt stel, the works.

Det viser sig, at herovre er der flere kæder, der kan gøre det. De har øjenlægerne siddende i lokalet sammen med dem, der laver linserne på en maskine og dem, der vejleder med stel, etc.

Helt ufatteligt, når man har prøvet det danske system med uendelige ventetider på både øjenlægen og brillerne/glassene - og ikke mindst de meget høje priser.

Så jeg har fået nye briller. De gamle var
1) brækkede i stellet,
2) mistede en af næsebøjlerne for et års tid siden,
3) var lidt vanskelige at se nære ting med (det skyldes IKKE min alder! Det må være noget andet!), og
4) var efterhånden blevet beskidte på glassene.

Det kostede så til gengæld kun 65 dollars for en halv times omhyggelige
øjenundersøgelse, inkl. en lidt smart ting, hvor de hælder en pupil-udvidende væske i øjet så de kan se hele bagvæggen af øjet. Har aldrig set det derhjemme. Omvendt kunne jeg have sparet de penge ved at have fået foretaget undersøgelsen derhjemme (med al den ventetid der følger med), men jeg tror ærlig talt at denne undersøgelse var mere omhyggelig den dem, jeg har prøvet derhjemme.

Dertil glas (med glidende overgang) og stel til 380 dollars. Kursen er lige under 4.80... Det ville have kostet mig 2-3 gange mere derhjemme. Mindst.

Ekstrabladet havde en artikel for nylig om et website, hvor man kunne angive sine øjen-data (fra øjenlæge eller lign.) samt angive afstanden mellem ens øjne (målt med en linial), og så kunne de levere linser til halv pris.

Det er bestemt et godt initiativ, men her tog det en time, jeg fik en fuldt professionel undersøgelse af øjnene og de målte afstanden mellem mine øjne med det rigtige apparat, så det blev nøjagtigt, hvad en lineal-måling aldring kan blive.

Tænk, hvis man lavede sådan en biks derhjemme. Det ville revolutionere hele branchen, samtidig med at folk fik bedre betjening og lavere priser.

Jeg ved, at andre får målt deres øjne i Danmark og derefter tager til England for at få købe glas og stel der og at det typisk koster en fjerdedel af, hvad det koster i Danmark.

Og selv her, i Denver, Colorado, kunne jeg få øje (!) på nogle forbedringsmuligheder: De kunne f.eks. have gemt øjenmålingerne i en database og downloadet dem til den maskine, der laver glassene, osv osv., men det gik faktisk via papir fra den ene til den anden.

Men det var stadig helt fantastisk at opleve, hvordan det er når en ældgammel og langsom og dyr dansk forretningsmodel bliver udsat for nytænkning og konkurrence.

Og jo tak, det er herligt at kunne se alt muligt, også tæt på, igen :-).

Måltal: En perversion

2008-05-12T17:36:00.001-07:00

Min hovedtese er denne:

"Man får altid den opførsel man belønner. Man kan bare aldrig forudsige, hvad den opførsel rent faktisk er."

I Oracle var man et år blevet irriteret på sælgerne over, at de kun solgte software-licenser, så man satte et personligt mål til hver enkelt på, at de skulle sælge så og så mange konsulenttimer.

Det år faldt timeprisen på konsulenter dramatisk. Faktisk så meget, så Consultings eksistens var truet.

Næste år justerede man måltallet, så det både handlede om antal timer og gennemsnitlig timepris. Så fandt sælgerne på andre tricks for at nå deres mål.

Eller tag en offentlig leder jeg kender, der blev informeret om, at en tilbagegang i antallet af ansatte i hans afdeling rent faktisk var en fremgang på 20%. Det var jo lidt svært at forstå for min tungnemme ven, indtil han forstod, at 1) hans chefs bonus afhang af de 20% fremgang og 2) han havde ikke talt alle de kandidater med, som havde søgt, men ikke fået, en stilling hos ham. Pludselig - når han målte de RIGTIGE ting - passede det sør'me.

Jeg har selv set det i mine 10 år i Oracle. Lederne skal nok sørge for, at deres mål nås, no matter what. Det medfører alle mulige former for perversioner og drejninger af tallene, og fremfor alt medfører det, at alle bruger en masse tid på alt andet end kunder.

Som Henrik Zangenberg (Gartner i Danmark) har sagt, så er det dødsens farligt at beskæftige sig med kunder. De tager tid fra karriereplejen, og ting kan faktisk gå galt.

Jeg er ultrakonservativ og ultraliberal i en skøn blanding, men jeg KAN ikke fordrage vores nuværende regerings totale narko-agtige afhængighed af måltal for alt og alle.

Det har aldrig været nødvendigt før at have dem, og indførelsen af McKinsey-tilstande har kun ført til perverse ting som "4 minutters hjemmeplejebesøg" og et menneskesyn, der går ud på, at et menneske bliver til "en resource", der kan sammenlignes med en anden "resource" - som om to mennesker kan sammenlignes. Ikke engang McKinsey-drengene eller vore jakkesæts-ministre eller deres spin-doktorerer vil vel sættes over én kam og kaldes resourcer? Vil diverse ledere bryde sig om at blive kaldt "resourcer" når de jo netop er "vidt forskellige"? Næh.

Al denne snak om måltal og automatisering af mennesket fører ikke til noget godt. Vi bliver bare flere offentligt ansatte og får mindre og mindre nytte ud af det.

Og sikke mange kontrollanter vi kunne undvære, hvis vi skrottede alt det pjat og bare arbejdede igen ligesom før slipsedrengene uden indsigt holdt deres indtog.

Kogebog: Diverse emner

2008-05-12T17:07:00.001-07:00

* Stegning af kød
* No-nonsense kogebøger a la Chili-John
* Krydderier (mere peber)
* Gumbo
* Kogning af ris på mange måder
* Velkomstdrink - melon med vodka, isbjørn, 4-5 genstande

Kogebog: Bordskik

2008-05-12T16:59:00.000-07:00

Servietten (om det så bare er et stykke køkkenrulle) SKAL ligge i skødet/over låret, og må ALDRIG placeres på bordet. Hvis man forlader bordet for at gå på toilettet eller rejser sig for at holde tale, placeres servietten på stolen, let sammenfoldet.

At holde vinglas på stilken kan være meget fint, men det er ligeså godt blot at holde naturligt på glasset, dvs. om selve glasset lige over stilken. Ideen i gamle dage var, at hvis man holdt på stilken så varmede man ikke vinen op. Yeah right. Hold pænt, men lad være med at holde på stilken på en akavet måde og med fingrene strittende. Det ser mærkeligt ud.

Bestik placeres i "25 minutter i fem" position, når man ikke spiser. Lad være med at lade bestikket hvile på bordet, med mindre det er nødvendigt. Når man er færdig placeres bestikket samlet enten i klokken "halvfem" eller "seks". Det indikerer overfor tjenerne, at man er færdig. Alt andet indikerer, at man ønsker at fortsætte.

Løft ALTID armen fra bordet, når det skal puttes mad i munden. At spise af en gaffel eller ske, mens armen/albuen stadig rører ved bordet flytter spisningen over til at være ædning/skovling, og det ser bare ikke godt ud. Ligeledes skal man ikke sænke hovedet ned i tallerknen med mindre noget speciel mad fordrer det. Rank ryg.

Borddækning: Afhængig af formålet kan man vælge at have lys, blomster, dug og måske endda diverse ting fra skovbunden på bordet.

Kogebog: Chili

2008-05-12T16:50:00.000-07:00

Chili er en fællesbetegnelse for mange forskellige pebre af meget forskellig styrke.

En mand ved navn Henry Scoville satte sig for at lave en enhed for styrken. Han boede i Texas og brugte mexikanere til forsøgene. Han fortyndede forskellige chili-ting indtil forsøgspersonerne overhovedet ikke kunne smage dem mere - antal gange det skulle fortyndes blev til antal Scoville-units/-enheder.

Tabasco er typisk på 80.000 til 120.000 Scoville-enheder. Habanero-pebre er oppe på omkring en halv million.

Det aktive stof i alle pebre hedder Capsaicin og er en neurotoxin med en anslået styrke på 15 millioner Scoville-enheder eller mere. I pebre sidder det meste Capsaicin i de hvide "vægge", altså ikke i selve kødet eller i frøene. Folk fjerne sjovt nok ofte disse "vægge" når de gør pebre i stand, men det skyldes uvidenhed.

Der er lavet mange underlige forsøg med Capsaicin, men det underligste er nok dét, der viste, at kvinder får sænket deres følsomhed i kønsdelene ved indtagelse af store mængder chile. Hvordan nogen er kommet på at undersøge sådan noget står hen i det uvisse, men det er en ægte, videnskabelig afhandling.

Det er noget vrøvl, at man mister smagssansen af at spise stærk chili. Man kan ikke ødelægge smagsløgene på den måde, og som alle rigtige chili-spisere ved, så kan man sagtens smage maden selvom man har hældt noget stærk chili-sovs på.

Hvis det går galt og man har fået for meget chili på maden er det bedste middel enten banan, mælk eller hvidt brød. Vand, vin og øl gør det værre for de fleste.

Man kan vænne sig til chili. Hvis man anskaffer en rimelig svag chilisovs og bruger den hver dag, hvorefter man anskaffer en stærkere, osv. kan man vænne sig til stærke chilier i løbet af nogle få måneder. Og som sagt: Det går ikke ud over ens evne til at smage ting, der ikke er stærke.

Der er producenter nu om dage, der tilsætter ren capsaicin i deres chili-sovse, og det hiver styrken op på over 1 million Scoville-enheder. Så er det på tide at være på vagt! Her kan selv nogle få dråber faktisk skabe problemer for folk med hjerte- eller åndedrætsproblemer. Prøv derfor lige en dråbe først, f.eks. smurt ud over en hel bøf eller fordelt over en hel æggemad.

Kogebog: Tomatsuppe

2008-05-12T16:43:00.000-07:00

Den her suppe har Ole lært mig at lave, og så har jeg ellers selv eksperimenteret i mange år med den.

Man skal grundlæggende bruge følgende per person:

1 dåse flåede, et løg og en bouillonterning

Varm noget olie. Smid grofthakkede løg derned.

Blend alt andet: De flåede dåsetomater, en dåse koncentreret, bouillonterningerne og krydderier og hæld det oveni løgene i gryden.

Når det har kogt et stykke tid har man nu to valg:

- ENTEN blender man nu det hele igen, inkl. løgene, så man får en meget tyk og kraftig suppe

- ELLER man sier det hele, så man får fjernet løgene.

Så varmes det op i gryden igen og tilsættes fløde. Fløde giver altid bonus hvad angår smag og udseende, så man kan roligt hælde rigeligt i.

Krydderier: Salt og peber, naturligvis. Grønne krydderier a la Oregano, og desuden en smule af kraftige krydderier som chili eller paprika (vær forsigtig).

Kogebog: Æg. Er de friske? Kogning.

2008-05-12T16:34:00.000-07:00

Hvis man nemt kan pille et æg er det ikke friskt. Først efter tre-fire dage er et æg gammelt nok til at kunne pilles uden at store dele af hviden følger med, når man har hårdkogt det.

Æg kan ikke få salmonella indenfor de første par uger efter at de er lagt. Derfor eksisterer salmonella ikke hos folk, der selv holder høns, mens det findes i de æg vi køber i supermarkedet, som er flere uger/måneder gamle og fra udpinte og torturerede høns.

"Skrabehøns" og "Fritgående høns" betyder blot, at høns i ti-tusindvis går sammen på gulvet i store bygninger. Al social orden er brudt sammen, alle hakker på alle og det er meget, meget grimt at overvære. Faktisk er burhøns mindre stressede end disse "fritgående" høns, selvom man skulle tro det var løgn.

Høns, der har gået sammen med højst 30 eller så fæller trives. De har været en del af en hakkeorden og har haft et ordentligt liv. Alt andet er noget vrøvl som vi fortæller hinanden for at få det bedre med os selv.

Kogning af æg er både simpelt og yderst komplekst:

Jeg bruger selv følgende fremgangsmåde: Bring vand i kog. Blødkogte æg får seks minutter, hårdkogte får 10. Derefter tages de op og enten spises de (blødkogte) eller de skylles i koldt vand (hårdkogte) til senere brug.

Andre bruger metoden med at lægge æggene i vand fra starten og lade dem varme op sammen med vandet. Så ved jeg ikke, hvor lang tid de skal have... Men det er der sikkert andre, der gør?!

Eller man kan putte en deciliter eller så vand i en gryde sammen med et æg, og så ellers lade det hele dampkoge under låg i ganske få minutter under svag varme. Også her skal jeg lige have noget hjælp til, hvordan man rent faktisk gør det. Det er jo et imponator-trick af de store....

Kogebog: Gode OG billige øl

2008-05-12T16:24:00.001-07:00

Der er to måder at lave øl på: Den ærlige og den uærlige.

Den uærlige går ud på at anvende enzymer, vandpåfyldning og andre tricks. Det nedbringer skabelsestiden fra nogle få måneder til nogle få døgn og fjerner naturligvis også smagen.

Tricket er at speede processerne helt vanvittigt op med enzymer fra Novozymes. Alle de store standard-bryggerier gør det. Harboe er de værste - de kan lave øl fra de begynder at blande ingredienser til de hælder det på dåse på 48 timer. Carlsberg bruger ca. 72 timer. Alle hæderlige bryggerier bruger til sammenligning 4-8 uger eller længere for specielle øltyper.

Men det er ikke gjort blot med enzymerne. De brygger også øllet op til en højere procent og hælder vand i til det passer. Derfor er pilsner i Danmark altid lige just præcis 4.6%, selvom man ikke kan ramme alkoholprocenter præcist, ligegyldigt hvor dygtig en brygger man er.

Det er vist på det tidspunkt de sætter betegnelsen "Premium beer" på flaskerne. Velbekomme.

Så er der kommet et hav af rigtigt gode mikrobryggerier i Danmark, og de udmærker sig alle ved at sælge øllet dyrt. Fint nok for dem der har råd til det. Priserne rækker fra midt i tyverne til op i det absurde.

Men der findes et alternativ: De ganske få mikrobryggerier, der altid har eksisteret i Danmark, og som har overlevet i kampen mod de store enzym-bryggerier ude i detailledet.

Det drejer sig om Thisted Bryghus, Hancock i Skive, Refsvindinge på Fyn og nogle få andre. Her kan man få fantastiske øl - lavet helt uden snyd og efterfyldning - til ganske normale priser. Eksempelvis koster øl hos Refsvindinge mellem 5,75 og 7,75 kroner flasken.

På Hancocks flasker står der faktisk også, at de 'ikke efterfyldes med vand før tapning', hvilket er en pæn henvisning til enzym-producenterne.

Thisted, Hancock, Refsvindinge og nogle få andre gamle, små bryggerier har fantastiske historier og kan købes for ganske normale priser, så det simpelthen ikke kan betale sig at købe billige møgøl med sur smag i discount-afdelingen (eller i Tyskland). Hvis man kan få 10 kasser blandet fra Refsvindinge for 1300 kroner er det næsten for godt til at være sandt.

Kogebog: Brækmad

2008-05-12T16:21:00.000-07:00

Det er (så vidt jeg husker) et begreb opfundet af Bagmanden (Søren).

Når man på forhånd ved, at der er en stor chance for, at man bliver dårlig i baren og skal kaste maden op, så gælder det om at have spist noget, der ikke gør ondt at kaste op.

Alt i tern gør ondt at kaste op. Alt findelt gør ikke så ondt.

Derfor anbefales det at anvende hakket oksekød eller fars fremfor bøffer eller f.eks. skinkekød i tern. Kartoffelmos er fantastisk. Sovs er fint. Grøntsager, der ikke er kogte sønder og sammen kan give problemer. Ris er OK, det meste pasta ligeså.

Kogebog: Team Chili

2008-05-12T16:15:00.000-07:00

Ole og jeg lavede i sin tid tre non-profit foretagender: Røv & Gulvsand (som afhøvlede gulve), Dansk Flytningehjælp (som hjalp folk med at flytte) og Team Chili (som lavede chili con carne til store selskaber).

Som sagt var der tale om non-profit-selskaber, dvs. vi gjorde det for sjov og gratis.

Ud af Team Chili kom Team Chili-opskriften, som jeg bringer her. Den er i sandhed testet under mange forhold og i selv meget store mængder til over 100 mennesker, og den holder:
=====================================================================
TEAM CHILI-OPSKRIFTEN til 20 mand!

Ingredienser:

2 kg hakket oksekød
5 fed hvidløg
1 kg svinesmåkød
Fintmalet spidskommen
500 g bacon i tern
Chilipulver (stærkt)
200 g friske grønne/røde chilipebere
Chilipulver (sødt)
1 1/2 kg brune bønner
Olivenolie
5 røde almindelige peber-frugter
Oregano (to håndfulde)
2 kg løg
Basilikum (en håndfuld)
10 dåser flåede tomater
Salt
200 g koncentreret tomatpuré
Peber (fra kværn)
250 ml tomatketchup
4-6 oksebouillon-terninger
250 g kogechokolade

Tilberedning:

Først skylles de brune bønner grundigt i koldt vand. Derefter koges de i ca. een time i rigeligt vand med salt. Pas på de ikke bliver for bløde - men de må på de anden side heller ikke forekomme for hårde.

Løgene skæres i små stykker (0.5 x 2.5 cm) og brunes sammen med de skiveskårne hvidløg i olivenolie efter behov. Det er vigtigt, at løgene bliver svitset grundigt.

Nu brunes først baconstykkerne, dernæst svinekødet og sidst oksekødet i en stor gryde. Når dette er gjort hældes de brunede løg over, og man lader det stå og stege i ca. 5 min.

Imens blendes de flåede tomater i en blender eller food-processor (en el-pisker kan også benyttes). Dette er vigtigt for at undgå klumper i chilien.

Nu tilsættes tomatketchup, koncentreret pure, chokolade og de udskårne peberfrugter (1 x 2.5 cm). Tilsæt krydderier. Bemærk, at der gerne må komme meget af de grønne krydderier og spidskommen i. Lad være med at tilsætte det hele på een gang - smag til efterhånden.

Nu småkoger chilien i ca. en time uden låg. Konsistens og smag kan justeres undervejs med krydderier og flåede tomater.

Til slut tilsættes de færdigkogte bønner. Det vil ofte betyde, at man skal tilsætte ekstra krydderier, boullion og pure, da bønnerne ellers får chilien til at smage ferskt.

Tilbehør:

Iceberg salat med olie-eddike dressing
4-5 flutes
Øl (i nødstilfælde rødvin)

Bon appetit!
=====================================================================

Kogebog: Rigtig Opvask

2008-05-12T16:03:00.000-07:00

Jeg lærte rigtig opvask af Kirsten i skolekøkkenet på Bordings Friskole i årene 1975 til 1978. Hun kunne noget, og hun var streng. Min lillebror (tre år yngre end jeg) blev vist iøvrigt bortvist for stedse af hende :-)).

Jeg har aldrig glemt, hvad hun lærte mig omkring opvask:

Man skal bruge tre beholdere/baljer/vaske:

- En med varmt vand tilsat sulfo,
- en med varmt vand og
- en med koldt vand.

Så vasker man tingene (i den rigtige rækkefølge - mere om det senere) i den første, skyller dem af i den anden og slutter af med at skylle/køle dem af i den tredje, hvorefter de stilles til tørre eller aftørres med det samme.

Systemet bruger jeg stadig i dag når det drejer sig om vin- og øl-glas, og det virker fantastisk. Resultatet er meget rene glas, der stort set ikke skal tørres af bagefter.

Den rigtige rækkefølge var også noget Kirsten bankede ind i os:

Glas, kopper, bestik, tallerkner, alt det andet.

Min hollandske ven Lex (som desværre døde for et par år siden) lærte sin kone Juliette, at 1) han elskede hende og 2) han ville smide hende ud, hvis hun nogensinde vaskede hans ølglas i andet end det specielle opvaskemiddel man kan købe i Holland til ølglas.

Jeg fik derfor en flaske med det gode opvaskemiddel, som ikke giver den der hinde af sulfo på glassene, der dæmper ølskummet meget. Den har jeg stadig, og jeg bruger typisk én dråbe per glas, hvilket ser ud til at være rigeligt. Midlet fås ikke i Danmark, hvilket gør at man alle steder nu bruger "spool-boys" og andre remedier til at skylle sulfo af ølglas lige før man hælder øl i dem. Jeg synes jo det er noget smartere helt at undgå problemet ved at bruge det rigtige middel fra starten.

Jeg kan se på min flaske, at det er Metro i Holland, der forhandler dem. Så jeg kontaktede for et par år siden Metro i Danmark og foreslog, at de hev nogle af dem hjem - om ikke andet kunne det blive et fedt stunt hos øl-entusiasterne, der trods alt tæller flere medlemmer end noget politisk parti i Danmark.

Det var fantastisk at se reaktionen (per mail) hos diverse chefer i Metro Danmark. Det havde de aldrig hørt om. De havde travlt. Om ikke jeg ville vende tilbage om nogle måneder? Yeah, right, det er måden at håndtere forslag fra kunderne på :-)).

Nå, men hvis man er rigtig cool skaffer man sig sådan noget opvaskemiddel specifikt til glas - ellers sørger man for at skylle dem i noget vand lige før man skal bruge dem for at undgå, at skummet bliver noget tarveligt og kedeligt noget i øllet, eller at vinen tager smag af sulfo.

En kærlig tanke herfra til Kirsten, der lærte mig at vaske op. Når man en sjælden gang gider sætte de tre baljer/kar op på række går det bare stærkt med at få vasket op.

Jeg har udviklet en teknik, hvor jeg sætter en opvaskebalje ned i vasken, så den er første trin, mens vasken i sig selv er andet trin og en ekstra balje eller skål ved siden af vasken er tredje trin med koldt vand.

Kogebog: Rødvin - to gode råd

2008-05-12T15:53:00.000-07:00

Jeg ved intet om rødvin, og det gør meget få mennesker i virkeligheden. Rigtigt mange kan tale lettere sort om alt muligt faktuelt - hvor disktriktet ligger, hvem der ejer hvilke marker, osv. Men jeg tror ikke det er mere end en håndfuld mennesker i Danmark, der reelt kan SMAGE vin og kende forskel på de forskellige typer og områder uden at have information på forhånd. Slet ikke de forskellige vinanmeldere. Giv dem en prøve eller to, hvor de har bind for øjnene, og de fleste af dem har svært ved at skelne mellem hvid og rød vin.

Anyway, jeg har to råd, som jeg har fået gennem tiden, og som har holdt, vedr. rødvin:

1. Man kan ikke få hovedpine af Beaujolais (sådan generelt), fordi de indeholder meget lidt taniner. Jeg har selv testet det ved at sætte to-tre flasker til livs, vel at mærke uden at blande med anden spiritus, på en aften, og godt nok kan man være tung i hovedet dagen derpå, men hovedpine får man ikke. Det er jo en fantastisk ting at kunne fortælle den udkårne når hun sidder i sit stiveste puds overfor én.

2. Alle vine over 13 eller 13.5% smager godt. Punktum. Det er noget med, at vi godt kan lide fede vine. Jeg har testet tesen i mange, mange år, og den holder.

Disse to råd gør, at man kan købe fremragende vin til 20-25 kroner flasken rundt omkring i supermarkederne, hvis man er på røven.

Derudover er det en fantastisk god ide at sørge for, at rødvinen er kølig, dvs. ved 18 grader eller deromkring, når man serverer den. Det gør den SÅ meget behageligere, og så har man også dét at snakke om.

Kogebog: Opb(r)agt Sovs

2008-05-12T15:47:00.000-07:00

Opbagt sovs, også kaldet opbragt sovs, er sovs på den gamle måde: Man varmer noget fedtstof, hælder mel i til man har fået en melbolle, og så hælder man noget godt derned, indtil det er en sovs, dvs. passende flydende.

F.eks. kan man smelte en smule smør, hælde mel i lidt efter lidt mens man rører som en gal indtil man har den kendte smør/melkugle, og så hælde vand fra kartoflerne i, eller noget vand og bouillonterninger (for at give det smag) eller saft fra kød eller panden eller ovnfadet... eller bare mælk. Og måske noget kulør, så det hele bliver pænt brunt/mørkt.

Ideen er, at man tilsætter mel lidt ad gangen mens man opbygger bollen, og derefter tilsætter de flydende ting lidt ad gangen mens man rører flittigt og hårdt for at undgå klumpesovs.

Hvis klumpesovsen alligevel indfinder sig kan man prøve med en blender (fuld tryk i et godt stykke tid) eller andre tricks, som jeg er sikker på Ole kender....

Hvis sovsen er brun og klæber til kartoflerne er det godt.

Et trick, som min lillebror Henrik udtrænkte, var egentlig ganske smart: Den væde, der er i glas med Jalapeno-chili-skiver, smager rigtig godt i sovs. Det gælder også væde ved syltede agurker.

Kogebog: Sukker i Sovs

2008-05-12T15:45:00.001-07:00

Det er en god ide altid at putte en teskefuld sukker i al sovs, og det er ligeledes en god skik når man laver visse supper, især når de indeholder tomat, som har en tendens til at være sure. En lidt ulækker detalje er, at der er tilsat sukker (men det er ikke deklareret) i flåede dåse-tomater, og selvom det hjælper bør man stadig være opmærksom på, at tomatsuppe lavet på sådanne dåser kan blive ret surt, så lidt sukker kan være godt.

Kogebog: Bouillonterninger

2008-05-12T15:43:00.000-07:00

Ole har læst eller hørt et sted, at man ligeså godt kan nøjes med at købe hønsebouillon-terninger, for de smager af mest. Vist nok en kendt kok. Ja, hvorfor ikke?

Kogebog: Introduktion

2008-05-12T15:31:00.000-07:00

Jeg skrev en slags kogebog i midt-firserne med titlen "Overlevelse for Ungkarle".

Lizette, som er fotograf, fotograferede mig for nyligt til Prosa-bladet og syntes under den efterfølgende frokost at det kunne være sjovt at lave en rigtig kogebog ud af den idé.

Oprindeligt var ideen, at jeg opdelte al mad i fire kategorier:

* Slam
* Fisk i fad
* Kylling på 1000 måder
* Alt det andet

Rigtigt mange retter falder i en af de tre første kategorier, og har man først forstået principperne i dem kan man nemt se, hvor en ret hører til, og så kan man slappe af og "bare" holde sig til de simple principper.

Eksempel: "Slam" er defineret på følgende måde:

- Man varmer/bruner en eller anden form for fedtstof i en gryde (smør, olie, margarine)
- Man bruner nogle grøntsager og/eller noget kød
- Man tilsætter noget væske
- Man tilsætter nogle krydderier

På den måde vil selv en relativt kompliceret ret som Coq au Vin pludselig være til at forstå og HELT nede på jorden, når man læser den - og så kan man endelig slappe lidt af og ikke være nervøs for, om man nu også har fået den helt rigtige mængde af et krydderi, der kun fås i meget underlige butikker.

Kylling på 1000 måder går ud på at skære en kylling i stykker (eller ej), smøre den ind i noget tykt (eller ej), og drysse krydderier på den (eller ej), hvorefter den skal have varme i enten ovn eller gryde.

Fisk i fad består af noget fisk (i folie eller ej) med noget væde (eller ej), nogle grøntsager (eller ej) i et fad og så afsted i ovnen.

Nå, men hvis det skal blive til en rigtig bog, som folk gider læse og kan bruge til noget, så skal vi også være lidt mere konkrete, og derfor spurgte jeg Ole Erecius om han ville være med. Han er nemlig den bedste kok jeg kender. Det ville han gerne, og det er bare godt.

Nu ved I det. Nu begynder jeg at lave noter her på bloggen, som så kan kommenteres - og det skal så blive til Overlevelse For Ungkarle en dag....

Lizette fik den idé, at vi kunne lave retterne på et køkken på RH-kollegiet, fordi det var dét vi mødtes og det var der jeg udviklede konceptet. Stort. Faktisk synes Ole og jeg, at vi burde fremleje et værelse på RHK i en uges tid mens vi laver retterne og 'ligesom lever os ind i miljøet' igen, dvs. går i baren hver aften...

Hvert emne vedr. 'Overlevelse For Ungkarle' har tema-ordet 'Kogebog' i sig, så man kan nøjes med at søge på dette for at se de relevante indlæg.

Uddannelsessystemet: (tur) Retur

2008-05-12T14:15:00.000-07:00

Jeg skal nok skrive noget om "måltal" senere, men min erfaring fortæller mig, at folk altid opfylder de målbare krav der stilles til dem - men ofte på en helt anderledes (kreativ) måde end opfinderen af de pågældende måltal forudså.

Det her skal imidlertid handle om vores undervisningssystem, der nærmer sig mongo-bonge-stadiet:

* På flere højere læreanstalter er det de selvsamme lærere, som har undervist eleverne, der skal stille eksamensopgaverne. Det tror jeg ikke engang man gør i Øvre Volta.

* Haarder (som jeg virkeligt godt kan lide af andre årsager) har bestemt, at læreanstalten får penge per bestået elev. Der er med andre ord gået McKinsey i den, og det fører aldrig til noget godt.

* Det forventes derfor, at de fleste elever består, fordi a) det er læreren selv, der har undervist dem, b) det er afgørende for skolen at få penge per bestået elev... og det pres opfattes skam også er den enkelte lærer - som ikke desto mindre går ind i prostitutionen med vidtåbne øjne for at tjene lidt ekstra til skolen v.h.a. en masse beståede eksamensopgaver. Som han selv har formuleret. Og efterfølgende undervist efter, gerne med bemærkninger a la "Dette vil I nok komme ud for til eksamen" til de spændte tilhørere.

Den er helt gal.

Jeg ved, at dette finder sted på visse videregående uddannelser, men jeg ved ikke, hvor udbredt det er endnu. At belønne uddannelsessteder efter, hvor mange kandidater de producerer opfordrer jo netop ikke til højere kvalitet, men mindre kontrol af de enkelte.

Når man så samtidig tillader, at lærerne selv laver eksamensopgaverne i det materiale de har undervist i - til de elever de har undervist! - er det jo den direkte vej til korruptionen, idet man så selv kan trykke sine penge. Og hvis man ikke lader sine elever bestå på de betingelser har man jo bare fortalt Verden, at man ikke har undervist folk ordentligt og/eller lavet dårlige/urimelige eksamensopgaver.

Adskillelsen af underviseren og opgavestilleren troede jeg faktisk var hellig når det gjaldt de mere seriøse undervisningssteder, men det er ikke tilfældet mere.

Alligevel er vore kandidater dårliger rustet end dem fra andre lande omkring os :-)).

Medier: Journalister og Dovenskab

2008-05-12T13:30:00.000-07:00

Jeg ved faktisk ikke særligt meget om journalister. Jeg har haft en masse med dem at gøre i de senere år, men nogen ekspert er jeg bestemt ikke.

Så meget desto nemmere er det for mig at komme med generelle og grove anklager mod dem. Og usubstantierede, naturligvis :-)).

Jeg har på den ene side en fornemmelse af, at de fleste journalister idag er gået ind i faget for at komme i medierne. Fordi:

* De stiller hele tiden ENORMT lange "spørgsmål", som indeholder statements, holdninger, drejninger osv. - og er så til gengæld meget dårlige til at høre efter, når interview-offeret til sidst får mulighed for at svare.

* De har på forhånd skrevet artiklen og skal nu bare liiiige have en udtalelse, der passer til tekstens pointe. Der tales i fagkredse om begrebet "Tele-analytiker John Strand", fordi man kan få ham til at sige lige dét, der passer ind i den forudskrevne artikel. På den ene side er det fedt for journalisterne, at de har disse "Teleanalytiker John Strand"-typer - på den anden side ved de jo også godt, at de muligvis vildleder deres læsere. Men også her er der tale om rigtig meget spalteplads til journalisten og meget lidt til interview-offeret.

* Det er totalt umuligt at få dem til at lave egentlig journalistisk arbejde. Hvis man kommer med en historie eller nogle rygter spørger de uværgerligt, om man ikke har en kilde de kan ringe til - hvorefter de skriver en - hvad jeg kalder "doven" - artikel med påstanden og lidt udtalelser fra "kilden". Hvis de selv skal til at lave arbejde, så bakker de ud. Der sker intet.

Sådan har jeg haft det med journalister i et stykke tid. Jeg har bedt flere af dem (søde mennesker er de iøvrigt næsten alle sammen) om at lette røven og få lavet journalistik istedet for journalisme. Jeg har svinet dem til. Jeg har spurgt dem, hvorfor de var så dovne - og så videre, og så videre.

Men jeg må jo samtidig også prøve at forstå, hvorfor de gør som de gør. Der er nogle ting, der NÆSTEN kan retfærdiggøre de ting jeg har nævnt ovenfor:

* Der er for få nyheder og for mange medier, så alle historier skal skrives (af den samme journalist) på 2-5 forskellige måder, alt efter om det er den skrevne avis, online-avisen, gratis-avisen, eller noget helt fjerde.

* Der er for få nyheder og hver journalist har måltål nu om dage for, hvor mange linier de skal producere (åh Gud, et forfærdeligt udtryk) og også tit for, hvor mange historier de skal levere per dag. Jeg skriver om måltal og de perverteringer de medfører en anden god gang, men min tese er, at man altid får den opførsel man belønner - man kan bare aldrig forudsige, hvad den opførsel præcist går ud på. Så journalisterne leverer det de er blevet bedt om - nu uden sjæl eller indleven. Og da SLET ikke med indsættelse af almindelig journalistik-praksis :-)).

* Deres "medier", dvs. online-dimser og trykte aviser, er ekstremt følsomme m.h.t. deres annonce-indtægter i disse tider (og det holder nok ikke op - tværtimod), så de TØR rent faktisk ikke svine et begreb som "SOA" til, hvis de har to-tre multinationale selskaber, der varmt anbefaler deres kunder det sidste nye, dvs. SOA, via ugentlig annoncering.

* Aviser og deslige ledes i stigende grad af unge fløse i jakkesæt, der ved alt om Excel og intet om journalistik. Totalt uegnede til jobbet. Fordi de intet ved om faget og intet føler for det heller - udover imponator-effekten overfor hunnerne i baren over at kunne fortælle, at de er ansvarlige for nogle "medier" - er de særligt udsatte for den fare det vitterligt er, at

- prøve at finde vejen frem ved at kigge sig tilbage eller
- lede efter "best practices" fra andre steder, dvs. kopiere andre for at kunne være unikke

Så de kloge fortæller mig, at det er en naturlig følge af, at der er mange medier, masser af journalister (og en masse andre, der gerne vil i medierne), for få historier og for mange måltal, der umuliggør fordybelse i en enkelt historie (dvs. egentlig journalistisk arbejde i modsætning til hyggelig formidling via andre grund-kilder).

Hrrrmmmfff.

Best Practice/Best Evidence

2008-05-10T00:04:00.000-07:00

Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet om dette før, men engang sidste år købte jeg weekend-udgaven af Information, fordi jeg skulle have noget tid til at gå på et hospital (det er vel i den slags situationer man køber Information :-) ), og faldt over et indlæg fra Gunvar Auken, som egentlig beskæftigede sig med sundhedssektoren (man vil lave et fjollet eksperiment-plejehjem "baseret på best practices fra andre lande"), men det falder fantastisk godt i tråd med ting jeg selv har gået og iagttaget i IT-verdenen.

Dybest set er der jo tale om intellektuel dovenskab og håbet om "det tekniske fix" ved at kopiere andre.

Tænk på alle de "best practices" foredrag, whitepapers og andet vi udsættes for. På Oracles konference i San Francisco i efteråret var der 762 ud af 1600 indlæg, der havde de to magiske ord i titlen, tror jeg. De kan jo ikke alle være de bedste. Nogle af dem må så være allerbedste eller absolut bedste, andre må være mindst bedste.

Gunvars betragtninger sætter disse ting i et fint perspektiv, synes jeg...

===============================================================================
Der forgår pt en kamp mellem 'best practics' og 'best evidence' og den første vinder. Reelt foregår der ikke forskning, men bare kopiering. Vi skulle kopiere japanerne engang i 70'erne/80'erne, og nu skal vi lave Lean igen. Men det bliver aldrig til noget, for vi er ikke som dem. Vi sidder ikke og kærer os om de sidste 0.001% af ét eller andet af angst for at blive tvunget til at hugge et par fingre af eller begå rituelt selvmord.

Vi forsker ikke i evidensbaseret metodik - vi bruger inspiration fra anden brug af best practice, og det er i sin kerne i bedste fald tilbageskuende, mens forskrning kan skue fremad. Worst practices er faktisk bedre. Det hæver pinden.

Anerkendelse og kvalitet skal knyttes til et fagområde - ellers er der ingen faglig stolthed og tiltrækningskraft for området, medarbejdernes medvirken og lavt fravær. Tro ikke, at kontrol og resultatmålinger giver den samme kvalitet. Arbejdsmæssigt får man det man måler på - og måler man det relevant? Hvad hjælper det, at man kender svaret, hvis man ikke kender spørgsmålet?
===============================================================================

Best Practices er mange ting efterhånden.

Nogle gange er der tale om decideret "vand løber nedad"-agtige råd, såsom: "Sørg for, at der er tilstrækkelig kapacitet på maskinen til dine behov" eller "benyt de nyeste features, hvor de giver mening for din applikation". Så har man ligesom også dækket sig ind, intet forpligtet sig til og "gjort noget". Det kan også være nødvendigt, hvis man som ansvarlig for et helt nyt produkt bliver beordret til at have et papir klar med Best Practices for udnyttelsen af produktet - før det overhovedet er blevet set i praktisk anvendelse.

Andre gange er der tale om iagttagelser fra en konkret installation eller to: "Læg altid log-filer på seperate diske", "Brug altid mindst tre diske til logfilerne" eller "Sæt altid parameteren

til værdien ". Den slags tager jo for sig selv. De virkede i en bestemt installation, men behøver så sandelig ikke at give positive resultater i en anden.

Derfor kan jeg ikke fordrage Best Practice :-). Jeg har også tidligere harceleret ovet det i nogle video-klummer:

http://www.comon.dk/index.php/news/show/id=32801
http://www.comon.dk/index.php/news/show/id=35617

Overlevelsestur til Montana i 1991

2008-05-04T06:16:00.000-07:00

Min kone var skredet og havde taget barnet med sig. Oles kæreste blev forelsket i en af hans arbejdskolleger, mens de alle sad på en café. Vi var lidt nede i de dage i 1990/1991.

Men så fandt vi ud af, at man mindst én gang i siv liv skulle prøve at leve uden velfærdssamfundets sikkerhedsnet. Med andre ord: Det var på tide at lave noget farligt og unødvendigt, sådan som drenge skal ind imellem. Hvordan f.eks. med 14 dage uden mad i en ødemark? Dét lød rigtigt.

Hvordan vi fandt ud af, at det skulle være Montana kan jeg ikke huske, men det skulle det. Vi planlagde så godt vi kunne, dvs. vi pakkede en masse ting i store rygsække, holdt nogle gode afskedsfester og drog afsted.

Ole gav mig en pragtfuld kniv til min 30-års fødselsdag (4. maj 1991), som han betegnede som "Bjørnegift". En tidligere kollega fra Sparekassen SDS, Susse, og hendes mand Jørgen Overbye gav os en masse lakrids - saltbomber, tror jeg - fordi de vidste, at jeg var helt vild med lakrids. Det reddede formentlig mit liv, som det vil fremgå senere.

Vi havde medbragt en lille smule udstyr til fælder mv., men havde en ide om at købe våben derovre. Det var jo trods alt USA.

Vi ankom i fin stil til Montana, kørte lidt rundt og fandt så ud af, at FBI tog sig af våbentilladelser i Montana (normalt er det ATF). Vi fik et møde med en flink agent Johnson, der forklarede os et par ting:

- Vores forslag om at tage ud i Bob Marshall Wilderness var rigtig godt, hvis vi ville have det vildt. "Pretty rough country", som han sagde. Man skal høre godt efter, hvad de lokale siger.

- Vi kunne ikke købe skydevåben. Det krævede, at man boede der i mindst tre måneder. Bue og pile kunne vi godt købe.

- Det ville være en god idé at købe en peberspray ved navn Counter Attack til beskyttelse mod bjørne. FBI havde testet den ved at sætte en agent ind i et solidt bur og så ellers hidse en grizzly op. Counter Attack havde en rækkevidde på 8-9 meter og virkede fint. Bjørnen havde siddet og gnedet øjne i halvanden time og var så lusket væk.

Vi købte Counter Attack og en fin jagtbue (60 punds træk) og nogle grumme pile af forskellig art, og så kørte vi ellers ud til en øde P-plads ved en sø/dam i vores lillebitte lejebil af en Talbot, parkerede og begav os afsted.

Det krævede en del vandring på en slags bjerghylde, men så var vi også godt oppe i Rocky Mountains i et par kilometers højde eller mere, og det var vitterligt 'Pretty rough country'. Vi så stort set ingen dyr i den uges tid vi var derude...

Vi havde naturligvis ikke taget mad med overhovedet, for så ville det jo ikke være "rigtig" overlevelse. Well, det lykkedes Ole at fange fem fisk ialt, som vi glade spiste, men de var ikke store, og det var ikke meget for os, så kombinationen af for lidt mad og højden gjorde, at vi sov længere og længere for hver dag. Vi var vist oppe i nærheden af 16 timer til sidst.

Vi var ret omhyggelige med lejrslagning. Vi sørgede for ikke at sove i det tøj vi havde på når vi tilberedte fisk, for det er jo noget bjørne kan lugte. Vi havde også snubletråde med diverse ting bundet til dem spændt hele vejen rundt, og de blev udløst om natten nogle gange, hvilket kan vække de fleste - så var det bare om at råbe og skrige og lyse med lygter i håb om, at evt. bjørne ville luske væk.

En dag nåede Ole ikke tilbage fra fisketur før det blev lidt halvmørkt. Han kom til at gå op fra Sun River på et forkert sted, og endte pludselig lige foran en hule, hvor der lugtede meget kraftigt fra. Vi havde fået at vide, at bjørne lugtede utroligt dårligt og kraftigt, så Ole bakkede forsigtigt væk fra hulen, indtil han trådte ud i intetheden og styrtede nogle meter ned. Da han nåede frem til vores lille lejr havde han stadig fiskestangen i højre hånd og fisken han havde fanget i venstre, men så iøvrigt lettere rystet ud - ganske forståeligt.

Jeg var ikke til ret megen nytte. Svag og ubeslutsom. Og så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at snyde og spise af lakridserne i hemmelighed. Spiste mig endda ind på Oles andel af den. Kunne ikke lade være. Der gik lang tid før jeg forstod hvorfor (mere om det nedenfor).

Efter en uges tid på den måde måtte vi opgive og begive os ud. Det tog et døgn at komme ud til bilen via den førnævnte bjerghylde, men det gik.

Der var 70 miles til nærmeste by - Aurora - ad en grusvej, og efter få minutter skred Ole ud i et sving og vi endte i grøften. Godt så. Midt i absolut ingenting, uden mobiltelefon, uden mulighed for at få bilen op - og meget, meget sultne. Fantastisk situation.

Få minutter efter kom en bil med kran på ladet kørende, ført af en 120 år gammel mand, og med hans lige så gamle kone siddende ved siden af. De stoppede, vi forklarede situationen, de hev os op på få minutter, og ville ikke have noget for det. Mirakler sker!

Nå, vi kørte videre til Aurora, hvor ingen - INGEN - brugte kreditkort, og vi havde ingen kontanter. Ingen medlidenhed heller. Vi måtte give op og - nu rigtigt, rigtigt sultne - køre videre mod storbyen Great Falls (hovedstaden i Montana).

Vi var der to timer senere, og jeg fik den lyse idé, at tage hen til politistationen, fordi strissere altid ved, hvor der er god og billig mad. Den vagthavende hed Lieutenant Meade, hvilket minder lidt om 'Meat', tænkte jeg...

Han hørte på vores historie om, at vi lige havde været en uges tid i Bob Marshall Wilderness uden mad, og at vi gerne ville spise godt og rigeligt et sted. Han smilede lumsk, og spurgte, om vi var interesserede i en stor, saftig steak? Ja! Hvad så med nogle virkeligt lækre bagte kartofler med fyld? Jeps! Og en masse lækkert salat og tilbehør? Jaaahhh! Jubiii! Godt, sagde han så, efter at have holdt os på pinebænken i et stykke tid - og fortalte os vejen til en god restaurant, som han selv godt kunne lide.

Det var fantastisk. De havde det hele, vi fik en stor drink først, bestilte en masse mad og rødvin - og kunne næsten ikke spise noget. Maven snørrer sig jo sammen under fasteperioder, så vi måtte give op halvvejs inde i steaken, rørte næsten ikke tilbehøret, og kunne ikke engang drikke rødvinen op.

Så tilbage til politistationen for at sige tak og for at spørge om en god campingplads. Den nat sov vi tungt med kun antydningen af mavepine.

Resten af tiden i Montana brugte vi på at køre rundt og opleve en masse. Vi spiste også en del chips (mest mig) og drak en del colaer. Billeder af bagsædet fyldt op med affald blev senere på det skammeligste udleveret af Ole til min chef i Oracle, så han kunne argumentere succesfuldt for, hvorfor jeg skulle udnævnes til Jerk of the Year 1991 ved firmaets julefrokost i Blue Elephant-restaurantet på SAS-hotellet ved Langebro.

Ole undrede sig over, at jeg kunne spise så mange kilo chips og dip hver dag. Det viste sig senere at hænge sammen med det med lakridserne... mere om det senere.

Der var også en fantastisk episode i Montana, hvor vi var ved at blive arresterede ved en high school. Det er en særskilt historie til en anden, god gang - og er en af årsagerne til at jeg stadig har det lidt anstrengt med den gamle gut Jim Beam.

Så fløj vi til Florida, lejeje en bil, deltog i en Oracle-konference (IOUG 1991), mens vi boede i halvdelen af et hus, som Ole havde skaffet da han mødte en ex-jugoslav, som sad i receptionen af et hotel og tænkte mere på at leje sit eget ud end at sælge hotelværelser til gæster. Meget fint sted, hvor et par andre gutter (bl.a. Mogens Egan) også endte med at sove - og hvor vi holdt en danskeraften med kyllinger og øl i store mængder. Affaldsstakken bagefter var halvanden meter høj og vel en kvadratmeter i grundareal.

Vi kørte også et smut til min gamle stat Louisiana. Det var jo bare et smut henad Interstate 10-highwayen... Undervejs, midt om natten, ankom vi som de første til et alvorligt uheld med fire unge piger, der havde stjålet en åben firhjuls-trækker med styrtbøjle for at komme til New Orleans og feste. De rullede rundt og blev kastet ud (de brugte ikke sikkerhedsseler). Ole og jeg gik lidt rundt og hjalp hvor vi kunne og fik fremfor alt de åndssvage Highway Patrol-folk til at holde deres mund og holde op med aggressivt at udspørge de stakkels piger, der var i chok, om hvem der førte bilen og alt muligt andet.

Så kom ambulancerne, pigerne kom afsted, og vi kørte videre.

Det var noget af en tur, var det, sådan alt taget i betragtning. Jeg rejste hjem og Ole rejste videre til Californien for at lave noget arbejde for Uniras, tror jeg. Dengang måtte man kun have for 300 kroner varer med hjem fra USA. Jeg blev naturligvis stoppet i tolden og spurgt, hvad dét var for en underlig lang, tynd kasse? En jagtbue, svarede jeg, mens mit hjerte sank lidt. Det er noget af et våben at tage ind i landet uden våbentilladelse... Der gik lidt tid, før jeg forstod, hvad manden egentlig sagde. Han ville høre, om jeg var klar over, hvor meget jeg måtte have med for? Ja, 2000 kroner, svarede jeg. NEJ, sagde han - USA var jo ikke et EU-land. Nå, for Søren, sagde jeg... Så han ville vide, hvor meget den bue havde kostet. 50 dollars, svarede jeg hurtigt! Så regnede han længe på en lommeregner og dømte mig så til at betale 149 kroner i told.

Jeg var temmelig lettet, da jeg slap derfra. Vi har stadig buen et sted, selvom vi ikke har brugt den siden vi holdt Polterabend for Jesper (på den anden dag).

Ole kom hjem nogle uger senere og medbragte den fede multi-CD-spiller jeg havde købt for en slik (ca. 200 dollars). Jeg kan stadig se ham komme frejdigt ud fra tolden med CD-spiller-kassen stående frit fremme på vognen. Han blev heldigvis ikke stoppet.

Vi har lavet mange ting sammen, Ole og jeg, men den tur til USA var fantastisk.

Nåja, forklaringen på lakridserne og de to kg chips per dag, og min generelle svaghed? Jeg begyndte at blive meget svag, få kramper de mest utrolige steder, og generelt blive lidt underlig. Måtte til sidst flytte hjem til mine forældre, fordi jeg ikke engang selv kunne gå op ad trapperne til min lejlighed.

Det tog vores fantastiske syge(hus)væsen frem til august 1992 før de fandt ud af, at jeg led af Morbus Addison (binyresvigt - ingen binyrehormonproduktion - stor saltmangel, lavt blodtryk). Det forklarede, at jeg elskede lakrids - det hæver blodtrykket. Og chips hjælper (salt, osv.) også. Da jeg blev bragt ind med ambulance var mit blodtryk 32/34 eller så. Der var en halv time tilbage, sagde de senere...

RHK: Ølhunden Dortmund

2008-05-02T02:30:00.000-07:00

Efter en ekstra hård aften/nat i baren besluttede Ole og jeg, at vi havde brug for en ølhund til at transportere øl i.

Dens krop var en solid papkasse, og dens fire ben var solide pap-søjler på ca. 15 cm højde forstærket MEGET med bred, brun, superstærk tape. Disse fire ben blev så anbragt på to ski (igen med megen tape), således, at den blev terrængående.

Så fik den en lang hals (pap, tape....) på ca. 30-40 cm. længde, nogle flotte ører, en imponerende snude, øjne af ølkapsler sat på søm, samt en krøllet hale lavet af bølgepap.

Vi testede den allerede samme aften. Vi fyldte den med øl og trak afsted med den (en tørresnor gjorde det ud for hundesnor) ned i baren, hvor den fik lov at stå og hænge ved disken sammen med os andre.

Den tjente os godt i mange år, og sidst jeg var på Køkken 2A var den stadig i live i kosteskabet i TV-stuen. Om den stadig lever ved jeg dog ikke.

Vi brugte den til mange ting, og den svigtede aldrig. 30 øl kunne der sagtens være i den, og den passerede nemt selv kraftige forhindringer.

Ære være Dortmunds minde. En ølhund af de sjældne. Jeg ville ønske der fandtes et billede af ham.

RHK: Op på Fars hat - opringning til Jarl Friis Mikkelsen

2008-05-02T02:27:00.000-07:00

Vi var alle helt vilde med sangen "Op På Fars Hat" med Jarl Friis og Co. Vi var naturligvis også inde at se filmen. Det er klart.

Men da vi prøvede at få skrevet teksten ned, så vi kunne synge den til en køkken-fest var der ting vi ikke forstod.

Hmm. Så fik jeg den lyse idé at ringe til manden selv. Oplysningen havde hans hjemmenummer (respekt til ham for dét), og han svarede også med det samme, omend han lød lidt distræt - som om han fulgte med i noget andet samtidig med at han talte med mig.

Men jeg forklarede ham problemet, og han fortalte med det samme, hvad det var de sang i det pågældende vers eller omkvæd, og så sagde vi pænt farvel til hinanden.

Jeg gik straks ud i TV-stuen for at fortælle de andre om mit held - og de sad sør'me og så en direkte, live, TV-udsendelse med Jarl Friis Mikkelsen.

Se, det er noget af et kunststykke både at kunne tage telefonen hjemme i privaten OG være på, live, i studiet i TV-byen samtidig. Det var vi imponerede over.

Men han lød altås også lidt ukoncentreret i telefonen.

RHK: Bogkopiering

2008-05-02T02:13:00.000-07:00

På et tidspunkt havde jeg et fedt job, hvor der var kæmpestore kopimaskiner til rådighed i lange baner.

Det benyttede Ole og jeg os af i dén grad: Alle mulige nyttige (og unyttige) fagbøger og papirer blev kopieret.

Det har været flere METER papir vi brugte på formålet.

Lange aftener blev brugt på noget så hylende morsomt som at kopiere tykke bøger.

Andre nød også godt af det. Til tider kopierede vi også for venner og bekendte, der måske ikke kunne skaffe eller ikke havde drømt om at købe en eller anden nørdet bog eller underlig EDB-manual.

Jeg tør ikke tænke på, hvor meget tid vi brugte på det, men vi finder stadig begge to rester af den tids anstrengelser rundt om i bogkasser på loftet eller på vore boghylder.

Det er egentlig også muntert at tænke på, hvordan pokker vi rent faktisk fik plads til alle de bøger og kopier på vore små kollegieværelser.

Vi kunne reparere og servicere de store kopimaskiner bedre end de fleste teknikere til sidst, tror jeg.

Siden dengang har jeg ikke rigtigt rørt kopimaskiner for alvor. Jeg fik nok, tror jeg. Lidt ligesom at lægge undertøjet perfekt sammen eller pudse støvler, når man er i Livgarden. Man får nok.

Miracle: Starten

2008-05-01T22:34:00.000-07:00

I 1997 startede jeg Premium Services op i Oracle Danmark, og da det blev lukket ned i 2000 (grundet beslutninger højere op i Oracle Corp.) var vi vel tæt på 40 folk i gruppen.

Det var tre gode år, men nu måtte vi til at lave andre ting. En af gutterne - Michael Möller - sagde på et tidspunkt de profetiske ord "Problemerne er der stadig - kunderne er der stadig", og jeg kan se idag, at de tre år, hvor vi besøgte rigtigt mange Oracle-kunder, i virkeligheden var en fantastisk forberedelse på Miracle A/S.

Men det kunne jeg jo ikke vide dengang. Jeg skiftede job og blev salgschef og var ikke glad, selvom det bragte mig en ny firmabil, en lækker Saab 9-3 med 195 HK.

En sommerdag i 2000 stod jeg og hjalp Piet (min første kones nye mand) med at lave et haveskur, da min gamle skolekammerat Lasse ringede til mig. Han var (også) træt af sit arbeje og sagde så:

"Skal vi ikke lave et IT-firma? Du må have en masse kontakter og jeg ved, hvordan man sørger for, at bankerne er glade."

Det syntes jeg lød som en god ide, og til allersidst i denne time-lange samtale (stakkels Piet måtte selv grave stolperne ned) sagde vi det følgende til hinanden:

Jeg: "Hvis vi laver det her, så vil jeg foreslå, at du bliver administrerende direktør. Det ser mere seriøst ud. Jeg kan kalde mig ét eller andet - jeg er ligeglad."

Lasse: "Nørgaard, hvor ER jeg glad for, at du selv foreslog det." Og så var jeg teknisk direktør indtil vi blev enige om (nogle år senere), at jeg skulle have titlen adm.dir., fordi jeg hele tiden var i pressen. Så skiftede Lasse til bare at hedde Direktør.

I de næste måneder lavede vi business-plan, budgetter, snakkede med potentielle medarbejdere, osv. osv. Vi besluttede os for at lægge stærkt ud med otte medarbejdere fra begyndelsen. Lidt risikabelt, men det var gode folk, og vi var sikre på, at de kunne sælges.

Min gamle bank Nordea (Sparekassen SDS blev til Unibank som blev til Nordea) ville meget gerne være vores bankforbindelse (flere af dem kendte mig i forvejen), men de fik NEJ fra hovedkvarteret, fordi det var ved at være hårde tider i IT-branchen.

Men Carl fra Danske Bank i Svendborg kendte Lasse fra hans tidligere job og fik det banket igennem, selvom hans bagland også sagde NEJ. Fedt. Iøvrigt har vi aldrig haft brug for at låne penge af dem, og idag er Lasse jævnligt ude og sætte nogle millioner i en bank i et kort stykke tid, fordi vi har overskuds-likviditet. Men Carl troede på os, og det glemmer vi aldrig.

1. november 2000 var den officielle startdato, og det gik jo godt. Vi havde en nedtur da dotcom/telco-crashet ramte Danmark for alvor, men efter tre måneder med underskud var vi på sporet igen og vi har haft overskud i alle årene.

Vi har tit grinet af det faktum, at jeg vidste en masse om database-markedet og Lasse var uddannet økonom og havde brugt 10 år af sit liv som økonom for partiet Venstres folketingsgruppe - og alligevel lykkedes det os at starte op på et tidspunkt, hvor hele markedet gik ned ad bakke. Så meget for alle vore erfaringer og kloge ord :-) .

RHK: Legenden Christfort

2008-05-01T22:14:00.001-07:00

Christfort er nævnt i adskillige andre indlæg, men her er et par små-historier og løse ender...

Han startede på DTU som ingeniør, men fattede hurtigt interesse for datalogi (takket være Ole, tror jeg), og begyndte derfor på DIKU, hvor han også klarede sig fantastisk. Samtidig lavede han lige et firma sammen med sin bror, som endte med at have en halv snes medarbejdere siddende i et hus i Rødovre. De lavede håndbårne terminaler til indtastning af data. Meget smart. Han kunne noget med elektronik.

Jeg skaffede ham faktisk hans første studenterjob, nemlig hos Statens Byggeforskningsinstitut (SBI), hvor han klarede sig rigtigt godt, og hvor chefen foreslog ham at lave sit eget firma så han kunne kræve lidt mere i løn for det aldeles fremragende arbejde han lavede.

Da han var færdig med studierne (inkl. en HD han lige snuppede ved siden af) blev han ansat i McKinsey, var et smut i Cape Town for dem, tog så et år på Harvard og ringede derpå og spurgte, om ikke jeg kunne få ham introduceret til nogle mennesker i Oracle. Det gjorde jeg, og hurtigt derefter var han Chief Technology Officer i Oracle Mobile, med fed, gammel, åben sølvgrå Mercedes og en fantastisk lejlighed i San Francisco.

Nu om dage lever han af at sælge vandingsanlæg eller sådan noget til vinavlere derovre. En driftig herre.

Bagmanden: "Christfort og hans tre senge på værelset... og hans romer-periode."

Bagmanden: "Christfort var vist også relateret til de tvillinger, som vi mødte i Tivoli engang - og Erecius udbrød noget i retning af "Ha, det er kun en far der kan sige sådan noget" (det var hendes meget ældre kæreste...)."

Bagmanden: "Der var jo også en god tur til Trysil (hvor der blev lavet meget mad forinden - og spist mange dåse-croissanter). Christfort var meget aktiv på den tur... - han sad og bjæffede hver gang Directore sagde noget... og så havde han sine udfordringer med at rense pejsen fordi da han var færdig kom der meget sne gennem skorstenen (forfra)."

Jeg kan tilføje, at Christfort også¨havde sin øl-periode. Da han flyttede ind på køkkenet og i lang tid derefter nægtede han at drikke øl. "Man bliver bøvet af øl" sagde han gang på gang. Indtil Ole Erecius en dag sagde til ham: "Hvordan kan du udtale om sådan noget, når du ikke selv har prøvet det?" Det måtte Christfort give ham ret i, og så fandt han ud af, at han faktisk godt kunne lide øl, og i det næste halve år drak han derfor, helt konsekvent som han jo var og er, flere øl end nogen anden på køkkenet.

Det var også Christfort der fandt på at sætte min Amstrad hjemmecomputer til det store lydanlæg på hans værelse, hvorefter de første, primitive PC-spil (Space Invaders, f.eks.) pludselig fik en HELT anden lyddimension. Faktisk kunne folk nede ved stoppestedet på Jagtvej høre det tydeligt, når vi havde døren til værelset åbent.

RHK: Legenden Flæske alias Far

2008-05-01T22:08:00.001-07:00

Hvorfor vi døbte Jesper Flæske Klipnakke kan jeg ikke huske (men vi var inspirerede en del af Monrad & Rislund dengang). Ihvertfald hedder han stadig det, eller bare det mere korte, mundrette og kærlige Flæskehovedet eller blot Flæske. Ligeså tit kaldte vi ham 'Far', fordi han altid omtalte sig selv som dét. "Nu skal Far lige...".

Jeg har beskrevet den Polterabend vi holdt for ham andetsteds.

Bagmanden: "Flæske flyttede ind, og meldte sin ankomst med at "min pik er lille - men hidsig...." Skrevet i en brandert henover siden..."

Bagmanden: "Flæskehovedet kunne godt lide at komme ud om morgenen (efter en stor tur) og drikke mælk.. af kartonen - og en dag havde I puttet mandel-essens i hans mælk - så begyndte han at drikke af glas - og første gang puttede vi grøn frugtfarve i - han blev gal - men så tog han en ny uåbnet karton (mælken deri var rød fordi vi havde brugt en kanyle til at få det ind i den uåbnede karton)."

Bagmanden: "Flæskehovedet og Farbror store betonsten foran min dør, og en anden morgen (kl. 5) går Flæskehovedet rundt foran min dør mens han stabler stole, borde, sofaer mv foran døren, mens han 100 gange mumler 'uuuhhh - jeg bliver så udefinerbar...' "

Jeg mindes personligt også en fantastisk episode, hvor Flæskehovedets daværende kæreste (vi kaldte hende 'Mor') var på besøg. Midt under en kærlig scene på Fars værelse afbryder han pludselig al aktivitet for at skifte plade på pladespilleren. Det blev Mor temmelig fornærmet over. Det er der ingen af os, der nogensinde har kunnet forstå.

RHK: Legenden Thorup

2008-05-01T21:54:00.000-07:00

Jeg har tidligere beskrevet den samtidige ankomst til køkkenet af de tre genier Thorup, Christofort og Bagmanden (Søren Hansen). Men Thorup fortjener nogle selvstændige fodnoter (som vi så altid kan uddybe senere):

Bagmanden: "Ulrik Thorup brugte tørfisk (Angsalik?) i elevatoren, i baren og i elevatoren."

Bagmanden: "Ved en vild fest brækker Ulrik sig... ned ad vær 110 og udover altanerne ved 210 og 214..."

Bagmanden: "Da Ulrik så bliver ansat på Novo er han den sande direktør (cykler dog den lange vej...), og en dag under en køkkenmiddag (fortsættelse følger, må man håbe..."

Bagmanden: "Ulrik åbner en dør med sit armbåndsur... - eller rettere prøver.."

Bagmanden: "Ulrik havde altid 10-15 tekrus på sit værelse...."

Der var også engang, hvor jeg lærte Thorup database-sproget SQL på en nat. Jeg var flyttet fra kollegiet, men nu skulle det være. Jeg medbragte lidt lærebøger fra SDS, og så lærte jeg Thorup SQL mens vi med succes kom igennem en hel flaske Jack Daniels, som Thorup ovenikøbet puttede et lyserødt viskelæder ned i (som blev opløst helt) undervejs. Vi var meget kloge, da morgengryet kom - men Thorup arbejder altså den dag i dag i Oracle, og må formodes at have styr på SQL.

Han havde jo også det periodiske system hængende på indersiden af sin toiletdør, så han kunne lære det udenad.

Derudover var vi alle meget misundelige, når der ankom en slags Røde Kors nødhjælpspakker fra hans mor i Sønderborg. Dengang var der noget, der hed Fryseservice, eller lignende, og Thorups mor købte godt ind dér og sendte mad til den stakkels søn i København.

Han havde også nogle bindegale venner, hvoraf en af dem engang præsterede at trække kniv mod Ole Erecius. Stor fejl. Han pakkede den sammen igen.

Thorup var jo også opfinderen af diverse udrikkelige drinks, men det er behandlet under Tour de Chambre (TDC), inkl. "Nanortalik badehotel eller hvordan får vi stoppet den satans raket?", som vist ikke smagte specielt godt.

Han lavede skam også ølrand (meget husblas i øl indtil det kan stivne), og serverede det endda engang til en noget improviseret klaverkoncert, som han afholdt nede i festlokalet ved lobbyen. Jeg fik dér mulighed for at være med som med-musikant, idet jeg blev bedt om at knuse corn flakes i en tallerken rytmisk med en ske, mens Thorup spillede.

Han forsøgte sig også med snapserand (det er en hård opvækst de unge mennesker har i Sønderborg), men den kunne ingen spise.

Bagmanden: "Da jeg fyldte 20 gik vi i baren, bundede gl. dansk i store mængder - og
Ulrik Thorup brækkede sig voldsomt midt på gulvet midt i baren. Der findes et smukt foto af Thorup der har taget telefonen og så er faldet i søvn."

RHK: Susanne på værelse 213

2008-05-01T21:50:00.001-07:00

Susanne Clausen var en pragtfuld pige, som ikke var bange for at sætte lidt fut i fejemøjet. Hun startede ud som sygeplejeelev, men kunne ikke holde det ud og skiftede så til noget andet, som jeg ikke kan huske.

Et par episoder:

Bagmanden: "Lampen falder ned på vær 113 fordi Sus Clausen holder housewarming i 213."

Der var også dengang, hvor L (en anden beboer) bankede på døren til 213 indtil Susanne åbnede døren. L ville vide, om hendes kæreste var derinde? Susanne kunne ikke finde på noget at sige, men L busede ind og fandt - tra-lah! - kæresten (A) gemt i Susannes klædeskab. Det var i sandhed en stor scene.

Susannes far var sagfører eller noget andet, og havde udstedet et kort, der var ligeså godt som et betalingskort, og Susanne rendte endda rundt med et fint brev med stempler, der fortalte, at dette rent faktisk var gyldigt betalingshjemmel. Men HVER gang hun forsøgte at købe noget i supermarkedet blev hun afvist. Hun var meget frustreret over det til tider.

Pragtfuld pige.

Polterabend: Charlie - og lidt om Tannheuser

2008-05-01T21:09:00.001-07:00

Fantastiske Ellen skulle gifes med amerikanske Charlie. Vi var jo ikke helt tilfredse med, at hun sådan skulle bortføres til et fremmed land, men på den anden side var Charlie en fin fyr, så vi tog det relativt pænt.

Brylluppet skulle stå i København, hvor Ellens slægtning (en pensioneret præst) skulle vie dem i Marmorkirken. Flere af deres amerikanske venner kom flyvende for at være med.

Men Charlie skulle altså have en Polterabend han kunne huske. Det var vi ret gode til dengang, vi gutter. Mig, Ole, min lillebror og andre.

Han blev kørt og ledt rundt i København, blev samlet op af taxaer, der havde kuverter til ham med instrukser fra Ellen, overvåget af os alle sammen, og i det hele taget var det et stort puslespil, som lykkedes over al forventning. Hele tiden var der nye breve fra hans elskede Ellen, som liiiige ville have ham til at undergå endnu en test før hun endeligt bestemte sig...
Alt i alt fik Charlie prøvet forskellige ting (detaljerne fortaber sig i mine tåger), inkl. noget vægttræning, der fik ham til at kaste op (Ole var stærk dengang) og den slags ting.

Så var vi ude og spise, og derpå sluttede vi af på Tannheuser.

Tannheuser ejedes af den bindegale (og vistnok nazistisk stemte) Jørgen, som havde indrettet stedet i Holberggade (der er en kinesisk take-away idag) med rokoko-møbler, Wagner i højttalerne og flere hundrede forskellige whisky'er i baren.

Se, dét var en reel sensation dengang, hvor vi lige var blevet præsenteret for en revolution ved navn Glenfiddich, efter at have haft to forskellige blendede whisky'er at vælge imellem i hele vores liv. En sand pioner var han. Og meget underlig.

Til at begynde med tilbød han sine polterabend (og andre) kunder, at de kunne få en Ugly-bugly. Det var en meget stærk snaps (faktisk finsprit) med tabasco, som man kunne sluge, hvorefter man fik et smæk i numsen, der kunne mærkes.

Det gik fint (det var jo dybest set frivilligt om folk ville dette) indtil Politiken fik nys om det og skrev forarget (som de jo altid gør) i et stykke tid.

Hmm. Så fandt han på noget andet, hvis navn jeg ikke kan huske. Men det var dét vi købte til Charlie:

Han fik drammen som altid, og med den lille finesse at Jørgen vred en citronskal over glasset, så der lagde sig en fin og usynlig oliehinde over finspritten, så den lukkede al lugt inde. Meget smart trick.

Dernæst blev den tungeste pige i lokalet udpeget og under stor offentlighed vejet på en badevægt.

Så fik Charlie besked på at tage skjorten af (den skulle nødigt komme til skade) og blev lagt på ryggen på gulvet og fik udleveret et sømbræt, som han skulle holde mod sit bryst med begge arme/hænder, dvs. albuerne støttende på gulvet.

Så trådte den tungeste pige i lokalet op på brættet. Lige før hun gjorde det råbte en af hans amerikanske venner forfærdet "No, Charlie, don't do it!", men Charlie gjorde det alligevel.

Fidusen var, at hvis man støttede godt med albuerne holdt man praktisk taget piggene/sømmene væk fra brystet, så der var ingen problemer. Dog lignede Charlie én, der havde sved på panden... før og efter.

Brylluppet var meget fint, middagen/festen rigtig god, og alt gik godt.

Tannheuser måtte lukke efter nogle år. Restlagret af whisky'er samt den absinth, som ham Jørgen også havde fået dispensation til at sælge, blev solgt til Oles fætter, der startede Krut's Karport op på Østre Farimagsgade. Men det er en helt anden historie.

RHK: Oles Nissan Patrol

2008-05-01T09:27:00.000-07:00

Det var en stor dag, da Ole endelig fik sin første bil - en Nissan Patrol. Det må have været i 1985/1986, og ingen af os havde haft bil før.

Kørekortet præsterede Ole at tage, mens der var Maraton-bar på RH-kollegiet, og ved brug af Bagmandens koffein-tabletter. Jeg tror såmænd ikke han var beruset - han var bare meget, meget træt.

I de næste adskillige år lavede Ole (og vi) mange vidunderlige ting med denne 4WD-bil.

Der var jo dengang, hvor Ole parkerede op ad trappen til Københavns Universitets hovedbygning en lørdag aften, fordi han 1) ikke kunne finde en P-plads og 2) skulle imponere Susanne. Så baghjulene stod på jorden, mens forhjulene var oppe på femte-sjette trin. Meget fin stil. Det var først mandag morgen han kom i tanke om, at han egentlig ikke havde hentet bilen (den stod jo ikke på Kollegiets P-plads som den skulle). En masse studerende gik pænt uden om den på vej ind til forelæsninger, men han havde ikke fået bøder. Han bakkede ned og kørte på arbejde.

Så var der dengang, hvor han bakkede henover en meget lav MG. Den holdt lige bag ham i en sidegade til Nørrebrogade, og han var nødt til at bakke for en fodgænger eller lign., og kunne bare ikke se MG'en i spejlene. Meget fin stil.

Eller dengang han skulle trække mig igang i min ældgamle, blå Morris (Det Blå Lyn, som Ole hånligt kaldte den). Det var først efter nogle hundrede meget, at han stoppede og spurgte mig, om jeg egentlig havde sluppet håndbremsen, for han syntes den hylede lidt. Det havde jeg ikke lagt mærke til, mens jeg sad i Det Blå Lyn. Men ganske rigtigt. Håndbremsen var trukket og Patrol'en var ligeglad.

Eller den Nytårsaften, hvor han og min lillebror kørte op i Teknikerbyen i Virum og kørte sne-kørsel om natten. Min bror havde ikke drukket, så han kørte. Men Ole skulle lige prøve at køre en lille smule på den forladte P-plads. Dér dukkede uro-patruljen op, og de var ligeglade med alt - Ole fik en spritdom eller sådan.

Bagmanden: "Betjente klipper pladerne på en vis Nissan Patrol - tidligt om morgenen..." - den episode har jeg ingen erindring om, men det må Ole jo uddybe en dag. Det har nok været noget med for sent betalt vægtafgift, hvis jeg kender ham ret.

Det var bare nogle få historier om denne pragtfulde bil. Vi glemmer den aldrig.