1986: Hvordan jeg blev ansat i Sparekassen SDS

Jeg har besluttet mig for at få dokumenteret nogle af de skønne begivenheder og mennesker, der har ledt mig ned af den noget slingrede sti jeg har fulgt i de sidste mange år.

For at starte et helt tilfældigt sted: I 1986 købte jeg min egen PC. Med studenterrabat og mod at nøjes med en monokrom (gul) skærm fik jeg banket prisen helt ned på 42.000 kroner. Det inkluderede systemenheden med en 20MB harddisk og 640KB RAM, et tastatur samt den gule skærm. Alt sammen fra Olivetti. Den hed M24 SP - SP stod for Special Performance, fordi den var helt oppe på 10MHz i modsætning til de normale 4.77 MHz (IBM) eller 8 (Olivetti M24).

Jeg arbejdede på det tidspunkt i Uniras, hvor vi brugte VMS-maskiner, og hvor jeg lærte en masse af min chef Michael Möller.

Men da jeg en dag så en annonce fra Sparekassen SDS, hvor de søgte en PC-supporter til deres BrugerServiceFunktion (BSF) var jeg solgt: Her var muligheden for at komme til at hjælpe brugere af Word Perfect, SuperCalc og DOS. Meget mere kunne jeg ikke ønske mig.

Jeg ringede til kontaktpersonen Poul Fabiansen, der var chef for BSF, og jeg tror jeg overraskede ham ved at spørge, om jeg ikke måtte komme ind og se, hvordan de boede og havde det FØR jeg skrev en ansøgning. Han sagde ihvertfald ja, og en time senere sad jeg sammen med ham og hans højre hånd Mogens Egan og drak the.

Jeg drak vist det meste af de to liter the, og jeg snakkede vist også mere end Mogens og Poul tilsammen, men til allersidst (efter laaang tid) skete der to ting:

1. Poul og Mogens fortalte mig, hvad jeg skulle skrive i ansøgningen.
2. Poul spurgte mig, da jeg var på vej ud ad døren, om jeg kendte noget som helst til VMS?

Jeg VILLE have det job, så jeg svarede, at jeg kendte en masse til VMS, da det var dét vi brugte i Uniras.

Jeg blev ansat og kom aldrig til at arbejde med Word Perfect, SuperCalc og DOS.

Hvordan kunne jeg vide, at Mogens og Poul ikke kendte så meget til VMS, at SDS lige havde anskaffet sig en Oracle-database (version 5) på VMS, og at de var på udkig efter en person, der kunne "sælge" dette til interne brugere i SDS?

(Mange, mange år senere fik jeg at vide, at de ikke tog andre ind til interviews, selvom de fik over 60 ansøgninger. Min "frækhed" var det, de var ude efter.)

I de næste 3 1/2 år delte jeg og Mogens Egan kontor og fik udbredt dette "Datawarehouse" baseret på Oracle 5.1.22 på VMS til knap 1000 interne brugere, der på den måde pludselig fik mulighed for at se deres egne data.

Vi kunne nemlig trække dem ud fra de centrale registre i Sparekassernes Data Center (SDC), der som alle andre store centre havde glemt, hvem der var hesten og hvem der var vognen, og derfor havde MEGET svært ved at levere data og udtræk tilbage til SDS (der ejede 40% af SDC!). Nogle gange kunne SDS' marketingsafdeling vente i tre måneder på et simpelt udtræk eller en rapport over 18-årige med to konti.

Ved at levere data som flade ASCII-filer og putte ("loade") dem ind i en relationsdatabase som Oracle kunne man relativt nemt selv spørge på de rå data, og brugerne elskede det. Systemet findes iøvrigt stadigvæk i det, der nu hedder Nordea.

Jeg holdt vel et par hundrede kurser for almindelige mennesker, der arbejdede i SDS om, hvordan de kom på systemet, brugte SQL-sproget, lavede simple skærmbilleder og meget simple rapporter - og det var fantastisk spændende, selvom jeg dengang ikke rigtigt fattede, hvad vi egentlig lavede.

Mange af de mennesker, der blev grebet af teknologien under disse kurser er senere blevet alt muligt stort i SDS/Unibank/Nordea eller i Oracle eller andre steder.

Alt det var i fare for at blive sat over styr, da Piratbanken pludselig skulle blande sig og have fat i SDS' pengetank. Men det er en anden historie.

Fik jeg nogensinde brug for min M24 SP? Tjah, den kunne da bruges som terminal når jeg skulle hægte mig op på systemet hos SDS/SDC via mit 1200 (senere 2400) baud modem.

Og jeg blev hamrende god til at spille Kaptajn Kaper i Kattegat.

Man siger jo, at 42 er svaret. At den pokkers maskine kostede 42K burde have fortalt mig ét eller andet.

Både Poul Fabiansen (som turde) og Mogens Egan (som gad) vil for evigt være mine store, personlige helte.

Derudover må vi ikke glemme Ole V. Gregersen (EDB-chefen hos SDS) der stolede på sine rådgivere i afdelingen og satsede på PC'er, netværk, relationsdatbaser og andet fremsynet. Han endte som IT-chef hos IDA (Ingeniørforeningen DAnmark) og har lige ladet sig pensionere, hvilket jeg har skældt ham grundigt ud for. Han er frisk som en havørn, ligner en 45-årig og burde arbejde i mindst 15 år endnu :-).