2006: 25-års Livgarderjubilæum
Nåtak. Jeg blev indkaldt til Livgarden per 1. juli 1981, dvs. jeg var på "Hold Juli 81" og det var pludselig 25 år siden.
Vi mødtes ca 35 af de gamle gutter fra Hold 2 inde i København igår og fortsatte så til Restaurant Ankara i Krystalgade for at spise buffet og drikke vin og øl ad libitum mens vi fortalte soldaterhistorier.
Advarsel: Den tyrkiske rødvin på 12% som serveres som det kendte Ad Libitum fluidum giver hovedpine og smager ikke godt. Til gengæld er fadøllet tyndt og surt, men det skyldes jo bare, at det er standardøl fra Carlsberg. Kaffen var OK.
Tre af gutterne fra vores 12-mands-stue (Stue 128) havde jeg glædet mig ekstra til at se, og de var der alle tre, og de lignede sig selv så man troede det var løgn:
* Jønne (Jørgen Pedersen), der yndede at citere sin gymnasielærer for, at man som gymnasielærer kunne opnå en 8-timers arbejdsuge. Dét udtryk ("alle stræber efter en 8-timers arbejdsuge") har jeg brugt måske 42.000 gange siden Gardertiden. Jønne er naturligvis nu selv lektor og underviser i kemi og den slags på HTX i Greve - men han ville ikke indrømme, at han havde fået banket sin arbejdsuge ned på otte timer.
* Herlevsen (Holger Herlevsen), der - yderst fortjent! - blev udnævnt til Årets Garder på vores hold og fik gulduret af Dronningen. Jojo, han havde skam taget det på igår, hvilket vi højlydt påskønnede. Mage til god soldat og god kammerat skulle man lede længe efter. Han var elektriker dengang, men har siden uddannet sig til ingeniør og arbejder med underlige, lineære ting i firmaet Linearc (?!?) på Als, der laver
ting til f.eks. hospitalssenge.
* Rieks (Hans Jørn Rieks). Et fantastisk navn når man tager i betragtning, at man i Livgarden render rundt med de såkaldte "Rex'er" på skuldrene. Han var dengang en glad dreng fra Farsø, der solgte landbrugsmaskiner - nu er han administrerende direktør for Vestas Central Europe.
Det er stærkt begrænset hvad Pokker man har at sige til hinanden efter 25 år, hvor man har lavet alt muligt forskelligt, men man har alligevel delt soveværelse og diverse strabadser i ni måneder, og det sætter sig selvfølgelig spor.
Jeg tog (glad) hjem med to ting i hovedet:
1. Andres opfattelse af én selv kan være meget forskellig fra ens egen opfattelse.
2. Vi fik sagt undskyld til Herlevsen.
Lad mig forklare:
Andres opfattelse af én selv:
=============================
En af de gamle Livgardere sagde pludselig til mig: "Nørgaard - du var da bare den fødte soldat. Du skulle helt klart have været officer! Den måde du gik på, den måde du holdt tommelfingeren henover den knyttede hånd... man kunne altid høre, når det var dig, der kom gående på gangen."
Jeg blev helt paf, for jeg opfattede egentlig mig selv som en gymnasie-ballademager fra København dengang. Rapkæftet, lidt smart-ass, altid parat til at diskutere med sergenterne, og alt det dér junk. Men andres opfattelse af mig har måske været anderledes. Det var sjovt at opleve.
Jeg meldte mig skam som potentiel sergentelev (sergent-aspirant tror jeg det hed) sammen med 160 andre efter et par ugers tjeneste. Så blev 20 af os udtaget til videre behandling, og efter en samtale med næstkommanderende (NK) for Livgarden blev vi indstillet til sergentskolen i Sønderborg.
Men først skulle vi igennem en særlig Rex-tur for sergentaspiranter - og vi skulle have at vide af Forsvarskommandoen (FKO) hvor mange de rent faktisk skulle bruge fra Livgarden til sergentskolen.
Rex-turen for sergentaspiranter var rimelig hård. Èn af os 20 hoppede fra, fordi kæresten ikke ville have, at han tog seks måneder til Sønderborg. Så vi var 19, der drog ud på Rex-turen.
Rex-turen er en slags strabads-/overlevelses-tur, som alle Livgardere skal igennem for at de må kalde sig gardere og bære regentens navnetræk (kaldet Rex'erne) på skuldrene. Eftersom man blev sendt til Sønderborg før rekruttiden var slut, så kunne man jo ikke nå at få den normale Rex-tur, og så måtte man igennem en særlig tur for sergentaspiranter.
Nå, vi slæbte ting og sager rundt i Nordsjælland i en uges tid og fik ikke ret meget mad eller søvn eller vand, og så blev vi 19 mand udnævnt til gardere og fik vore Rex'er til skuldrene.
Som det sig hør og bør blev vi så alle 19 på sædvanlig vis dyppet i støvlekarret (hvor man normalt vaskede støvler af) for at markere, at vi var på vej væk.
En dag kort efter kom så meddelelsen om, at FKO kun skulle bruge 18 - og jeg var nummer 19. Det er nok en af de værre oplevelser i mit liv. Stor, stor skuffelse - ikke mindst fordi jeg havde klaret mig så forbandet godt på Rex-turen og i det hele taget følte, at jeg var ganske godt med.
Men sådan var dét. Livet er uretfærdigt, og man har selvfølgelig intet krav på "retfærdighed" (hvad dét så end er).
Jeg fik så "lov" til at deltage i den "normale" Rex-tur også, så jeg er vel én af de få, der har hele to Rex-ture bag sig i Livgarden :-) .
Efter otte måneders tjeneste fik man iøvrigt en "second chance" for at komme på sergentskole, når man gjorde tjeneste i Livgarden. Det var fordi man også gerne ville have sergenter, der rent faktisk havde prøvet at gå rundt inde på Amalienborg og passe på Dronningen og hendes familie.
Vores fremragende kompagnichef Ernst Hannibal Clausen (E.H. Clausen), der senere blev berømt som adjudant for prinserne da de f.eks. skulle springe i faldskærm hos Jærgerkorpset, fortalte mig rent ud, at hvis jeg søgte igen (dvs. efter otte måneder) så ville han garantere, at jeg kom til Sønderborg.
Men dagen før jeg fik den besked af hædersmanden E.H. Clausen havde jeg fået et brev fra USA om, at min familie i Texas og Louisiana ville betale et års ophold på et universitet for mig, hvis jeg havde lyst.
Det var godt nok et svært valg dengang, men idag er jeg selvfølgelig glad for, at jeg valgte at tage til USA og læse Computer Science allerede dengang i 1982 istedet for at tage på sergentskole i Sønderborg.
Vi fik sagt undskyld til Herlevsen:
===================================
Herlevsen var en god soldat og en god kammerat. Da vi alle 250-300 mand havde været igennem den såkaldte Ellebæk-tur, hvor man bliver meget beskidt og våd og mudret, og efter yderligere 300 meteres lavt kravl på maven henover fugtig skovbund - så gjaldede ordren fra sergenterne: "Der må ryges!".
Det var selvfølgelig årets joke: Hvem Fanden kan ryge efter at have fået ALT gjort vådt i de sidste par timer eller mere?
Men Herlevsen tog stålhjælmen af hovedet, fiskede en plasticpose frem, som havde siddet fast i stropperne, og inde i den plasticpose var en pakke cigaretter og så gav han og Jønne sig ellers til at pulse løs foran rigtige mange måbende mennesker.
Herlevsen kunne det der. Og han kunne skyde.
En dag på skydebanerne på Kalvebod Brygge var Jønne og jeg nede i markørgraven og Herlevsen og en masse andre skulle skyde. Vi måtte naturligvis ikke vide, hvem der lå på hvilken bane, for så kunne vi jo snyde og hjælpe hinanden til skydemærker og alt det dér.
Men sergenterne begik én fejl den dag. De sendte på et tidspunkt Rieks ned for at hjælpe os i markørgraven. Han kunne så fortælle mig og Jønne, at Herlevsen lå på bane 1.
Javel ja. Efter hvad jeg kunne forstå på Jønne og Rieks igår, så var det mig, der fik idéen, men det kan jeg så ikke huske helt klart.
På forunderlig vis fik vi ihvertfald tilranet os markeringen af bane 1, og så lavede vi ellers de mest afsindinge markeringer af stakkels Herlevsens skud man kunne forestille sig, så han til sidst havde indstillet sine sigtekorn så vinde og skæve, at han faktisk skød helt ved siden af skiven.
Sergenterne var lidt mistænksomme, men vi var snedige dengang:
A: Først og fremmest så vi uskyldige ud.
B: Dernæst var vi (Jønne og jeg) gode til at forklare os.
C: Og så var der jo det ældgamle trick med éngangskuglepennen fra BIC (den kendte blå). Hvis man borede sådan en BIC-kuglepen ind i skydetavlen lignede det præcist et skudhul.
Alt i alt lykkedes det os effektivt den dag at forhindre vores gode ven Herlevsen i at få et skydemærke.
Vi rullede rundt af grin over det, men egentlig var det jo både groft - og synd for Herlevsen, den hædersmand.
I går aftes fortalte vi så Herlevsen historien, og han havde format nok til at sige, at han jo alligevel ikke kunne bruge det skydemærke til noget.
Vi tre (Jønne, jeg og Rieks) gav ham hånden og sagde "Undskyld" og det var vel egentlig også på tide :-) .
Afslutning:
===========
Det var så 25-års Garder-jubilæet for mit vedkommende. Sjovt at se de gamle igen, men så meget har man jo heller ikke til fælles, at det kan blive til helt nye venskaber. En enkelt af stuerne har holdt et årligt møde siden den gang hos hinanden på skift, men det var undtagelsen.
Og så var jeg den eneste, der havde min originale Livgarder-baret med igår. Den stjal jeg nemlig dengang i 1982 da vi blev hjemsendt, og selvom mit hovede er blevet større siden da, så kan jeg stadig få den til at sidde helt perfekt.
Det har jeg fået brug for så rigeligt efter at jeg er begyndt at vandre med nogle gale militærfolk - men det er en helt anden historie.
Vi mødtes ca 35 af de gamle gutter fra Hold 2 inde i København igår og fortsatte så til Restaurant Ankara i Krystalgade for at spise buffet og drikke vin og øl ad libitum mens vi fortalte soldaterhistorier.
Advarsel: Den tyrkiske rødvin på 12% som serveres som det kendte Ad Libitum fluidum giver hovedpine og smager ikke godt. Til gengæld er fadøllet tyndt og surt, men det skyldes jo bare, at det er standardøl fra Carlsberg. Kaffen var OK.
Tre af gutterne fra vores 12-mands-stue (Stue 128) havde jeg glædet mig ekstra til at se, og de var der alle tre, og de lignede sig selv så man troede det var løgn:
* Jønne (Jørgen Pedersen), der yndede at citere sin gymnasielærer for, at man som gymnasielærer kunne opnå en 8-timers arbejdsuge. Dét udtryk ("alle stræber efter en 8-timers arbejdsuge") har jeg brugt måske 42.000 gange siden Gardertiden. Jønne er naturligvis nu selv lektor og underviser i kemi og den slags på HTX i Greve - men han ville ikke indrømme, at han havde fået banket sin arbejdsuge ned på otte timer.
* Herlevsen (Holger Herlevsen), der - yderst fortjent! - blev udnævnt til Årets Garder på vores hold og fik gulduret af Dronningen. Jojo, han havde skam taget det på igår, hvilket vi højlydt påskønnede. Mage til god soldat og god kammerat skulle man lede længe efter. Han var elektriker dengang, men har siden uddannet sig til ingeniør og arbejder med underlige, lineære ting i firmaet Linearc (?!?) på Als, der laver
ting til f.eks. hospitalssenge.
* Rieks (Hans Jørn Rieks). Et fantastisk navn når man tager i betragtning, at man i Livgarden render rundt med de såkaldte "Rex'er" på skuldrene. Han var dengang en glad dreng fra Farsø, der solgte landbrugsmaskiner - nu er han administrerende direktør for Vestas Central Europe.
Det er stærkt begrænset hvad Pokker man har at sige til hinanden efter 25 år, hvor man har lavet alt muligt forskelligt, men man har alligevel delt soveværelse og diverse strabadser i ni måneder, og det sætter sig selvfølgelig spor.
Jeg tog (glad) hjem med to ting i hovedet:
1. Andres opfattelse af én selv kan være meget forskellig fra ens egen opfattelse.
2. Vi fik sagt undskyld til Herlevsen.
Lad mig forklare:
Andres opfattelse af én selv:
=============================
En af de gamle Livgardere sagde pludselig til mig: "Nørgaard - du var da bare den fødte soldat. Du skulle helt klart have været officer! Den måde du gik på, den måde du holdt tommelfingeren henover den knyttede hånd... man kunne altid høre, når det var dig, der kom gående på gangen."
Jeg blev helt paf, for jeg opfattede egentlig mig selv som en gymnasie-ballademager fra København dengang. Rapkæftet, lidt smart-ass, altid parat til at diskutere med sergenterne, og alt det dér junk. Men andres opfattelse af mig har måske været anderledes. Det var sjovt at opleve.
Jeg meldte mig skam som potentiel sergentelev (sergent-aspirant tror jeg det hed) sammen med 160 andre efter et par ugers tjeneste. Så blev 20 af os udtaget til videre behandling, og efter en samtale med næstkommanderende (NK) for Livgarden blev vi indstillet til sergentskolen i Sønderborg.
Men først skulle vi igennem en særlig Rex-tur for sergentaspiranter - og vi skulle have at vide af Forsvarskommandoen (FKO) hvor mange de rent faktisk skulle bruge fra Livgarden til sergentskolen.
Rex-turen for sergentaspiranter var rimelig hård. Èn af os 20 hoppede fra, fordi kæresten ikke ville have, at han tog seks måneder til Sønderborg. Så vi var 19, der drog ud på Rex-turen.
Rex-turen er en slags strabads-/overlevelses-tur, som alle Livgardere skal igennem for at de må kalde sig gardere og bære regentens navnetræk (kaldet Rex'erne) på skuldrene. Eftersom man blev sendt til Sønderborg før rekruttiden var slut, så kunne man jo ikke nå at få den normale Rex-tur, og så måtte man igennem en særlig tur for sergentaspiranter.
Nå, vi slæbte ting og sager rundt i Nordsjælland i en uges tid og fik ikke ret meget mad eller søvn eller vand, og så blev vi 19 mand udnævnt til gardere og fik vore Rex'er til skuldrene.
Som det sig hør og bør blev vi så alle 19 på sædvanlig vis dyppet i støvlekarret (hvor man normalt vaskede støvler af) for at markere, at vi var på vej væk.
En dag kort efter kom så meddelelsen om, at FKO kun skulle bruge 18 - og jeg var nummer 19. Det er nok en af de værre oplevelser i mit liv. Stor, stor skuffelse - ikke mindst fordi jeg havde klaret mig så forbandet godt på Rex-turen og i det hele taget følte, at jeg var ganske godt med.
Men sådan var dét. Livet er uretfærdigt, og man har selvfølgelig intet krav på "retfærdighed" (hvad dét så end er).
Jeg fik så "lov" til at deltage i den "normale" Rex-tur også, så jeg er vel én af de få, der har hele to Rex-ture bag sig i Livgarden :-) .
Efter otte måneders tjeneste fik man iøvrigt en "second chance" for at komme på sergentskole, når man gjorde tjeneste i Livgarden. Det var fordi man også gerne ville have sergenter, der rent faktisk havde prøvet at gå rundt inde på Amalienborg og passe på Dronningen og hendes familie.
Vores fremragende kompagnichef Ernst Hannibal Clausen (E.H. Clausen), der senere blev berømt som adjudant for prinserne da de f.eks. skulle springe i faldskærm hos Jærgerkorpset, fortalte mig rent ud, at hvis jeg søgte igen (dvs. efter otte måneder) så ville han garantere, at jeg kom til Sønderborg.
Men dagen før jeg fik den besked af hædersmanden E.H. Clausen havde jeg fået et brev fra USA om, at min familie i Texas og Louisiana ville betale et års ophold på et universitet for mig, hvis jeg havde lyst.
Det var godt nok et svært valg dengang, men idag er jeg selvfølgelig glad for, at jeg valgte at tage til USA og læse Computer Science allerede dengang i 1982 istedet for at tage på sergentskole i Sønderborg.
Vi fik sagt undskyld til Herlevsen:
===================================
Herlevsen var en god soldat og en god kammerat. Da vi alle 250-300 mand havde været igennem den såkaldte Ellebæk-tur, hvor man bliver meget beskidt og våd og mudret, og efter yderligere 300 meteres lavt kravl på maven henover fugtig skovbund - så gjaldede ordren fra sergenterne: "Der må ryges!".
Det var selvfølgelig årets joke: Hvem Fanden kan ryge efter at have fået ALT gjort vådt i de sidste par timer eller mere?
Men Herlevsen tog stålhjælmen af hovedet, fiskede en plasticpose frem, som havde siddet fast i stropperne, og inde i den plasticpose var en pakke cigaretter og så gav han og Jønne sig ellers til at pulse løs foran rigtige mange måbende mennesker.
Herlevsen kunne det der. Og han kunne skyde.
En dag på skydebanerne på Kalvebod Brygge var Jønne og jeg nede i markørgraven og Herlevsen og en masse andre skulle skyde. Vi måtte naturligvis ikke vide, hvem der lå på hvilken bane, for så kunne vi jo snyde og hjælpe hinanden til skydemærker og alt det dér.
Men sergenterne begik én fejl den dag. De sendte på et tidspunkt Rieks ned for at hjælpe os i markørgraven. Han kunne så fortælle mig og Jønne, at Herlevsen lå på bane 1.
Javel ja. Efter hvad jeg kunne forstå på Jønne og Rieks igår, så var det mig, der fik idéen, men det kan jeg så ikke huske helt klart.
På forunderlig vis fik vi ihvertfald tilranet os markeringen af bane 1, og så lavede vi ellers de mest afsindinge markeringer af stakkels Herlevsens skud man kunne forestille sig, så han til sidst havde indstillet sine sigtekorn så vinde og skæve, at han faktisk skød helt ved siden af skiven.
Sergenterne var lidt mistænksomme, men vi var snedige dengang:
A: Først og fremmest så vi uskyldige ud.
B: Dernæst var vi (Jønne og jeg) gode til at forklare os.
C: Og så var der jo det ældgamle trick med éngangskuglepennen fra BIC (den kendte blå). Hvis man borede sådan en BIC-kuglepen ind i skydetavlen lignede det præcist et skudhul.
Alt i alt lykkedes det os effektivt den dag at forhindre vores gode ven Herlevsen i at få et skydemærke.
Vi rullede rundt af grin over det, men egentlig var det jo både groft - og synd for Herlevsen, den hædersmand.
I går aftes fortalte vi så Herlevsen historien, og han havde format nok til at sige, at han jo alligevel ikke kunne bruge det skydemærke til noget.
Vi tre (Jønne, jeg og Rieks) gav ham hånden og sagde "Undskyld" og det var vel egentlig også på tide :-) .
Afslutning:
===========
Det var så 25-års Garder-jubilæet for mit vedkommende. Sjovt at se de gamle igen, men så meget har man jo heller ikke til fælles, at det kan blive til helt nye venskaber. En enkelt af stuerne har holdt et årligt møde siden den gang hos hinanden på skift, men det var undtagelsen.
Og så var jeg den eneste, der havde min originale Livgarder-baret med igår. Den stjal jeg nemlig dengang i 1982 da vi blev hjemsendt, og selvom mit hovede er blevet større siden da, så kan jeg stadig få den til at sidde helt perfekt.
Det har jeg fået brug for så rigeligt efter at jeg er begyndt at vandre med nogle gale militærfolk - men det er en helt anden historie.
posted by Moans Nogood at 12:10 PM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home