RHK: Hvordan jeg blev ansat i Uniras

I hele 1986 (fra 1. januar til 31. december) var jeg ansat i firmaet Uniras, der lavede grafik-løsninger i den tunge ende til olie-industrien og den slags ting. En spændende biks med masser af hardware som man normalt kun kunne drømme om. Bare det at man kunne plotte noget ud i farver i størrelse A1 var ikke noget man så hver dag dengang.

Jeg fik jobbet som Technical Writer via min gode ven Ole Erecius, der var programmør i Uniras på det tidspunkt. Man manglede en manual-skriver, og Ole (og jeg) mente, at det måtte da lige være noget for mig, med min skrivekløe og lyst til at lave noget med EDB (det hed jo ikke IT endnu).

Så Ole kom stormende ind på vores fælles køkken på Rigshospitalets Kollegium, hvor vi boede på det tidspunkt, og fortalte, at jeg havde fået job. Det har sikkert været i december 1985, så vi gik uden tvivl direkte i Kollegiebaren for at fejre det. Sådan gik de år, og sådan gik de studier i vasken.

Jeg blev ansat under en herlig fyr ved navn Michael Möller, men særlig velegnet til mit job var jeg desværre ikke. Jeg skrev lidt tekster, jeg fik masser af hjælp af venlige mennesker, men det blev ikke rigtigt til noget brugbart, så det var helt fint, at jeg fandt et andet job i Sparekassen SDS sidst i 1986 tror jeg.

Men Ole og jeg nåede ihvertfald at lave én geni-streg (hvis det er ordet) inden da.

Se, Ole og en anden programmør ved navn Michael Stæger sad og arbejdede på noget, der hed UniGKS (Graphical Kernal System - en standard), og de to er nok noget af det mest produktive der er set i dansk softwareudviklling. Stæger kunne skrive så hurtigt, at det decideret var forstyrrende selvom man selv sad og kunne lave 10-fingers blindskrift, for han skrev ca. dobbelt så hurtigt som det var os andre fysisk muligt. Det var en skriverytme, der var så anderledes, at man ikke kunne ignorere den. Fantastisk. Og Ole og han producerede så meget (og god) kode, at denne UniGKS blev færdig på rekorttid og virkede temmelig godt fra begyndelsen. F.eks. i Frankrig købte de den i stor stil.

Nå, men der skulle jo laves en lidt brugervenlig manual til UniGKS, og det skulle Ole og jeg arbejde sammen om.

Vi fik så den ide at kontakte vores gamle ven Hans Jørgen Dybro, der dengang var tegner på bladet for alle landets samfunds-studerende (heriblandt Polit, som jeg var indskrevet på). Jeg var Københavner-redaktør på bladet og havde derfor et fint forhold til Dybro, så han kom og besøgte os på Kollegiet en dag (og aften), og vi blev enige om nogle sjove illustrationer, der kunne passe til en lidt afslappet manual.

Da Dybros tegninger var færdige og blev præsenteret for et lille udvalg, bl.a. bestående af et par amerikanske medarbejdere i Uniras, faldt det hele lidt til jorden. De syntes ikke tegningerne var hverken morsomme eller passende.

Vi syntes ellers de var kreative og storslåede. F.eks. når vi talte om sammenhægtning ("chaining") af nogle interne strukturer i programmerne kaldet "pointers", så havde vi fået lavet en smuk tegning af nogle velskabte piger, der mindede lidt om Pointer Sisters, som var bundet til et bord med jernkæder.

Vi syntes som sagt det var både sjovt og informativt og den slags. Det var vi så relativt ene om at synes. Dybro fik sine penge, og manualen fik nogle meget mere almindelige illustrationer end vi havde forestillet os.

Men sjovt var det. Vi synes stadigvæk det kunne have været sjovt at få det udgivet. Gad vide, om Ole stadig har en kopi af tegningerne liggende et sted?

Iøvrigt var Uniras et rigtigt godt sted at være, og Michael Möller lærte mig f.eks. en masse om VMS, hvilket førte til at jeg fik job hos Sparekassen SDS... Og i midten af 90'erne var jeg istand til at lokke ham til at arbejde i Support i Oracle, og han er den dag i dag en af de rigtigt tunge drenge her i Miracle.