Friday, July 16, 2010

Samson er død - længe leve Samson

Sidst i 1986 satte min gode ven Mogens Egan og andre en maskine op i Sparekassen SDS. Den kom fra Digital Equipment Corporation (DEC) og brugte styresystemet VMS - og maskinserien hed VAX. Så det var en VAX/VMS-maskine, ja det var så.

Den blev - som andre af SDS' egne maskiner - opkaldt efter lavlandsgorillaerne i Zoo i København. Denne her fik navn efter førerhannen Samson, og da jeg startede i SDS efter nytåret, dvs. 2. januar 1987, var det så den maskine Mogens og jeg kom til at lege rigtigt meget med i de kommende år, mens vi fik op til 1000 SDS-folk på maskinen for at lave alle mulige spændende ting.

Formålet med Samson var, at SDS-folk kunne komme til at se SDS' egne data. Det var jo lidt svært, fordi de residerede i systemer ude hos Sparekassernes Data Center (SDC), og det kunne tage to-tre måneder at få en rapport om f.eks. unge under 18 med to konti. Der skulle jo skrives et helt program derude, og hvad ved jeg.

Så situationen var lidt sjov: Selvom SDS ejede 40% af SDC kunne de ikke få adgang til deres egne data på en hurtig og nem måde.

Så hver nat blev der flyttet data fra alle mulige SDC-registre (databaser) til Samson, og så loadede vi disse data ind i Oracle-tabeller og stillede dem til rådighed for SDS-brugerne.

Jeg tror vi (mest jeg) kørte 200 kurser eller mere for almindelige SDS-folk, hvor de lærte at logge på Samson (fra deres Olivetti M24-PC'ere med 540 KB RAM og 10 MB harddisk) med programmet Smarterm 240, logge sig ind i Oracle (SQL*Plus eller SQL*Forms), lærte lidt om SQL, lærte at lave simple skærmbilleder, mv. Nogle gange lærte jeg dem også diverse tricks de kunne lave med telefonerne internt i SDS - mest for at adsprede dem lidt i løbet af undervisningsdagen (for det tog sjældent mere end en dag eller to at proppe alt det her ind i hovedet på dem :-) ).

Så alt det data vi stillede til rådighed blev så brugt af folk rundt omkring i SDS for at lave rapporter hurtigt, taste data ind, flytte data, osv osv. Det var meget populært.

Selve Samson var kun udsat for én alvorlig trussel i løbet af de første par år, nemlig navneskifte...

SDS' EDB-afdeling bad DEC om at udarbejde en "ledelses-rapport" om fremtidig navnestandard for alle de maskiner og ting og sager vi skulle have installeret. DEC tog sig godt betalt - en halv million kroner - for en rapport, som jeg tror viste sig forældet og håbløs efter et par timer.

De foreslog f.eks., at Samson skulle hedde VMED01:

V = VAX
M = Meldahlsgade (hvor vi i EDB-afdelingen sad)
ED = EDB-afdelingen (hvem ejer maskinen)
01 = fortløbende nummer (der var så også VMED02, som ellers hed Salome, osv.).

Hvis en VAX stod hos vores driftsafdeling ovre på Kongens Nytorv, så hed den naturligvis VKED01.

Well, ret hurtigt gik det op for alle, at det er åndssvagt at have navne, der indeholder fysiske lokationer - specielt i en verden, hvor man flytter rundt på tingene hele tiden. Og EDB blev til IT. Og alt det sædvanlige hurlumhej.

Samson overlevede som alias, så man stadig kunne "connecte" til "Samson" i stedet for det håbløse (og øjeblikkeligt forældede) VMED01. Nogle år senere (da Unibank og senere Nordea kom til) opgav man og kaldte den bare Samson igen.

Samson blev også løbende opgraderet og var til sidst en kraftig Alpha-maskine (i stedet for VAX), og det er da passende, at en gorilla-fører-han er en Alpha-maskine!

Men i sidste weekend (for en uge side) blev der slukket for Samson inde hos Nordea/Nordic Processor, og dens efterfølger (en ufølsom AIX-kværn fra IBM) overtog alt.

Ære være Samsons minde. Uden den havde mit liv formet sig meget anderledes.

Den rigtige Samson - lavlandsgorillaførerhannen i Zoo i København - gik også så meget grueligt igennem.

Det er nok de færreste, der ved det, men Københavns Zoo er på mange måder en dårlig Zoo ledet af nogle folk, der er superfokuseret på penge og knap så meget på dyrevelfærd. Deres mangeårige mishandling af isbjørnene, elefanterne og andre dyr er vel åbenlys for de fleste, men de færreste gennemskuede måske, hvilken tortur det egentlig var for aberne at blev flyttet ind i den såkaldte "Abejungle" eller "Abehus" eller hvad man kaldte det.

Som publikum stod man udenfor panserglasset imellem grønne buske og palmer og kiggede ind på et meget lille område, hvor tre-fire gorillaer sad stille hele dagen på noget grønt-malet cement og intet kunne foretage sig. Total grusomhed - og vel at mærke på et tidspunkt, hvor andre Zoo's begyndte at give god plads og finde på rigtige aktiviteter til de pladskrævende dyr.

Samson fik nok af det tre gange og fór pludselig hen og hamrede næverne ind i det tre-dobbelte panserglas og krakelerede det hver gang. Han har sikkert også moret sig over at se de der heldige asner på den anden side (som havde grønne ting omkring sig) fare tilbage.

Til sidst beslutter man så at overflytte dem til et stort, dejligt anlæg i Givskud. Men Samson var så skadet af sit ophold i det lille, grønne betonfængsel, at han i et halvt år ikke vovede at komme udenfor. Hunnerne og de unge hanner vænnede sig hurtigt til det nye sted, men Samson turde simpelthen ikke gå udenfor en dør. Meget trist.

Nu er det blevet godt igen og han er sikkert meget gladere end han har været længe.

Jeg vil også gøre mit for, at Samson lever videre, så jeg vil se, om ikke det kan lade sig gøre at få stillet en server op hos os, som får to navne:

Primær navn: Samson
Sekundært navn: LBDI01 - Linux, Borupvang, DIrektøren, løbenummer 01)

Mvh.

Mogens

5 Comments:

Blogger Msquare said...

I fremtidsromaner (Science Fiction på nydansk) er en af de tilbagevendende opfindelser, at man transplanterer en hjerne til et glas væske med tilhørende robot-krop. Derved kan den g(eni)ale videnskabsmand leve videre selv efter kroppen er slidt op. Et herligt eksempel af ideen er i filmen http://www.imdb.com/title/tt0112682 - City of Lost Children

Lidt det samme udførte jeg hos en offentlig myndighed i denne uge. En VAX der havde lavet tro tjenste i mange år, havde et "genialt" program man ville fortsætte med. I diverse logfiler kan jeg se systemet var oprettet i 1990, og den sidste opdatering var omkring år 1995. Nogle af de mange programmer blev taget ud af drift i 2005, men ellers har den urørt leveret tro tjenste indtil sidste uge. Den virkede, men den var på sin 3. båndstation (de andre var faktisk slidt op) og reserve dele skulle skaffes på IT loppemarkeder. Hvornår ville pludseligt en disk eller værre pludseligt stå af? De havde en gang for en del år siden måtte slukke og flytte den til et mindre EDB/aircondition rum, men turde ikke(!) flytte den til andre bygninger i udkanten af København, med resten af EDB-afdelingen. De havde også undersøgt at få gen-skrevet det "geniale" program (VT100, Forms 3.0, Oracle 7.1) på nyere udstyr og med muse-vindue-farvelade snask. Mange millioner, men de spurgte også et firma der specialiserer sig til software for det offentlige.

I sidste uge blev der således foretaget en af de foroven omtalte hjerne transplantationer. Projektet har så kostet en uges arbejde, dvs cirka 7% af den citerede pris for omskrivningen. Programmet SimH ( http://simh.trailing-edge.com/ ) blev sat op, og vupti - VAXen levede igen, men nu som et lille program i en Window maskine. Ingen båndstation, console port eller DSSI2 kabler ... kun en emuleret CPU. Indeholdet af de store diske blev kopieret til de virtuelle diske - 4 små" filer på cirka 1GB hver. (OK, en Gigabyte er da noget, men ikke rigtigt synligt på højre-klick-egenskaber lagkage diagrammet). For at yderlige ydmyge den var det ikke en gang en fysisk windows maskine, den er også virtualiseret ...

Et øjebliks stilhed, og vi slukkede for VAXen. Aircondition anlæget gik ned på lavt blus kort efter.

1:02 AM  
Blogger Msquare said...

This comment has been removed by the author.

1:02 AM  
Blogger Msquare said...

This comment has been removed by the author.

1:02 AM  
Blogger Msquare said...

(Af uransalige årsager blev min "comment" gengivet 3 gange - heraf de to slettede)

1:06 AM  
Blogger Unknown said...

...Vi kunne naturligvis ikke finde på at flytte Samson til en citat: "ufølsom AIX-kværn fra IBM"!

Oracle databasen er naturligvis flyttet til noget meget hurtigt og empatisk? isenkram som Larry E. financierer sine expensive fester.world og hurtige katamaraner med!

Det var naturligvis for de tilstedeværende VMS folk en meget bevægende begivenhed da de flyttede "din og Egans" database til Unix, men omvendt var Oracle 9.2 ved at være noget problematisk at holde i luften på det ældre Alpha udstyr, uagtet hvor fint og lækkert OpenVMS clustret "samson" ellers har været kørende over årerne.

Nye tider - nye krav og nye løsninger.

Jeg skal iøvrigt hilse og sige at det ikke har været nogen triviel opgave at flytte "din" database med efterhånden rigtig mange Tb fra HP storage til IBM storage, ved samtidig skift af OS fra OpenVMS til Solaris, og desuden lige opgradere Oracle fra v9.2 til v11.1,
.....og hvorfor ikke lige rename databasen til noget tidsvarende når vi nu er igang med den store flyttebil.

Alt sammen i løbet af en week-end!

Tag den! - det virkede sgu' mandag morgen - for alle on-line brugere og alle 10.000 jobs som det efterhånden har udviklet sig til. (Ja ok, en håndfuld SAS jobs kørte godt nok slet ikke, men det blev hurtigt løst)

Stor respekt til de super arbejdsomme, højt motiverede og dygtige teknikere som har kørt den her opgave hjem. Fantastisk håndværk! ... og tænk bare: helt og aldeles uden brug af dygtige konsulenter :-)

Venligst
Press

2:55 PM  

Post a Comment

<< Home