Sunday, November 12, 2006

1988: Hvordan Mogens & Mogens testede SAS' Business Class concept

Mogens Egan og jeg delte kontor og skæbne fra 1987 til 1990, og vi havde mange sjove oplevelser sammen. En af de bedre var denne:

Vi skulle begge til den europæiske Oracle brugergruppes konference i Bruxelles (jeg kan ikke huske om det var 1988 eller 1989), og da det var midt i Jan Carlssons revolution af SAS, så kunne vi ikke undgå at skulle flyve Business Class derned til en pris per sæde på over 7.000 kroner.

Det syntes vi var mange penge, og vi tog derfor den beslutning, at vi ville teste hvor meget man egentlig kunne nå at drikke for på den relativt korte flyvetur.

Flyet kommer i luften og den søde stewardesse kommer rundt og spørger, om vi vil have noget at drikke?

"Ja tak", svarede jeg, "vi vil gerne have champagne, hvidvin, rødvin, cognac og en øl." (Jeg havde øvet mig).

Hun smilede venligt og spurgte, om vi skulle starte med champagnen?

"Nej tak, vi vil gerne have det på én gang, for ellers kan vi ikke nå at drikke det", svarede jeg.

Så fik vi hele baduljen bragt, og så tog vi fat efter bedste evne.

Vi nåede det lige akkurat. Vi prøvede at dele en øl mere til allersidst, men vi kunne ikke drikke mere på det tidspunkt. Vi anslog den samlede værdi af drikkevarerne til 100-150 kroner per person. Det var måske ikke det store indhug i de 7000 kroner, men vi havde da prøvet.

Vi havde lidt svært ved at gå lige, da vi kom ud af flyet, men vi var i højt humør, og det er jo det vigtigste. Vi fik endda checket os selv ind på det rigtige hotel.

Resten af aftenen gik fint. Vi endte med at sidde i skrædderstilling overfor hinanden i en midterrabat på en motorvej midt i Bruxelles og snakke om livet og døden, og så fik vi vist en øl eller to mere og gik i seng.

Konferencen som sådan var iøvrigt præget af konstante strømsvigt, der gjorde at vi hele tiden skulle udenfor og stå og drikke mere kaffe. Dét lykkedes det mig faktisk at gøre Oracle's salgschef Benny Guld rigtig sur, da jeg gik rundt med sukkerknalde og smed dem i folks kaffe - for han endte desværre med at få kaffe på sin hvide skjorte. Vi er dog blevet gode venner siden :) .

Til allersidst skal det nævnes, at jeg vist også stjal et af de officielle konference-flag, og senere overrakte det til den danske brugergruppe. Hvad der så er sket siden ved jeg ikke.

Det kan undre, at Oracle (inkl. Benny Guld) var skeptiske omkring min ansættelse, ikke?

0 Comments:

Post a Comment

<< Home