Åbent brev til Addison-foreningen

Kære læser - jeg fik en opfordring til at skrive om mine oplevelser med Addison-sygdommen (Morbus Addison) til foreningsbladet, fordi jeg blev lidt små-irriteret over alt det klynkeri jeg syntes jeg oplevede i den danske Addison-forening.

Her er det...

Hej Kirsten,

Ja, det gælder jo om at være glad for det man har. Der er masser af mennesker, der synker hen i selvmedlidenhed og jammer og krummer sig sammen i fødsels-stillingen på sofaen, og så bliver det generelt svært at se lyst på fremtiden :-).

Nå, her er mit indlæg, og det bliver helt anderledes og (håber jeg) provokerende end de indlæg I ellers bringer.

Jeg synes det kunne være sjovt at flintre ud af en tangent og se, om nogle af læserne reagerer (og forhåbentlig også giver mig kam til mit hår i mine provokationer):
======================================================================
Jeg er 47 år og fik konstateret Addison i 1992, dvs. da jeg var 31. Der var gået otte måneder fra jeg henvendte mig til vores syge væsen, og det skete der jo ikke så meget ved.

Til sidst måtte jeg flytte hjem til mine forældre, hvor jeg en nat fik det rigtigt, rigtigt dårligt (projektive opkastninger, kunne ikke finde WC'et i mit barndomshjem, osv.).

Natlægen fortalte mig det sædvanlige:

1) Der er intet i vejen. Det er nok en forkølelse. Der er også en masse i luften for tiden.
2) Hvis det bliver ved må du henvende dig til egen læge på mandag.

Jeg har altid syntes at de to standardsvar fra læger (praktiserende og tilkaldte) var stor, stor humor på linie med Monty Pythons bedste indslag (som nu iøvrigt kan ses og nydes af alle Addisoner på http://YouTube.com/MontyPython).

Da jeg - med mine sidste kræfter - prøvede at forklare ham, at de undersøgte mig på Frederiksberg Hospital, og at det måske var noget med mit blodsukker, måske noget andet (jeg anede det jo ikke) svarede han: "Du er tør og rask. Din abdomen (det betyder mave) ser fin ud. Du har en fin kulør."

Det var jo rigtigt. Addison giver den der ubalance i cellerne (Kalium/Natrium), som giver en rigtig flot kulør. Jeg var meget, meget brun på det tidspunkt. Maghony. Jeg er 188 cm høj, vejede 70 kg (nu vejer jeg 108, men burde nok kun veje 90), og han mente jeg så sund ud...

Jeg sagde så: "Jeg vil ikke skrive under på regningen. Du har ikke undersøgt mig grundigt nok!"

Han svarede: "Så skriver jeg bare selv under." Og det gjorde han. Helt uberørt. Og så¨afsted.

Når vi har et system, hvor vi belønner lægerne efter antallet af patientbesøg og recepter så kan det næppe være en overraskelse, at antallet af patientbesøg og recepter stiger. Derfor er det også efterhånden helt naturligt for praktiserende læger at sige "Kom tilbage, hvis....".

Nå, men min mor valgte at klage over ham, og efter 18 måneder (som er den tid det altid tager, så man på den måde får skræmt almindelige mennesker væk fra at klage) fik han en "næse" fordi han ikke havde taget mit blodtryk. Og kun på grund af dét. Ikke på grund af hans forfærdende holdning til de medmennesker vi havde bedt ham hjælpe via vores meget dyre uddannelse, som vi havde givet ham.

En dag vil jeg finde ud af, hvor han har sin praksis (i Valby et sted) og så tror jeg bare jeg vil kigge ind til ham. Han fortjener faktisk at få en "næse", men måske ikke på den måde udvalget bestående af hans kollegaer mente dengang. Tænk, at han slipper så let, og tænk at et arrogant menneske får lov til at have med mennesker at gøre fortsat.

Min mor er død nu, men jeg tænker tit tilbage på, at hun reddede mit liv den dag. Ære være hendes minde.

Nogle timer senere - om morgenen - fik hun nemlig - ved at råbe og skrige i over en time - endelig overbevist nogen om, at selvom jeg var i Albertslund (hos mine forældre), så kunne de måske godt køre mig i ambulance til Frederiksberg Sygehus, hvor de havde undersøgt mig halvhjertet i otte måneder. Interne regler, I ved.... man kan ikke bare køre mennesker fra ét sted til et andet. Det kan I vel nok forstå? som de der lakajer plejer at sige.

Men det kunne min mor ikke forstå. Måske forstod hun, at den var helt gal, og det gav hende styrke.

Jeg tænker tit på, hvad der sker i alle de tusindvis af tilfælde hver dag, hvor folk IKKE har andre til at hjælpe dem og vise styrke.

Jeg kan huske køreturen. Jeg var jo ved bevidsthed. De to gutter i ambulancen kunne godt se, at den var helt gal, og talte en del i radio mens de blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle "blive hos dem", "holde fast", og hvad de ellers kunne finde på. Der var fart på. Vi kørte på fortove og cykelstier.

Jeg kom ind fredag ved 12-tiden. En sygeplejerske gav mig overarmsmanchetten på og prøvede tre gange at måle mit blodtryk.

Så gik hun ud og kom tilbage med en ung læge, der så meget irriteret og højrøvet ud.

Han prøvede også tre gange.

Så gik han hurtigt ud.

Så kom de med maskinen, der efter lidt tid viste et blodtryk på 42/36.

Det overlever man normalt ikke. Pludselig var der mange mennesker omkring mig og mange kanyler i mine arme og underlige drikke jeg skulle drikke - og søndag morgen var jeg klar til at spadsere ud i virkeligheden igen. Så det gjorde jeg, og siden har jeg haft det fint.

Ovenstående oplevelse med sygeplejersken, lægen, maskinen og blodtrykket på 42/36 kan jeg selv godt huske - men jeg har også min gode ven Ole Erecius som vidne, for han var rent faktisk til stede i rummet da det skete - han havde fået at vide at jeg var på vej på Frederiksberg Hospital og skyndte sig derhen. Han sad derfor og så på alt det her - og det kan ikke have været sjovt.

Det var først for nogle måneder siden han fortalte mig, at lægen havde betroet ham, at man normalt ikke kom tilbage, når man havde været helt dernede med blodtrykket.

Så her er en hilsen til min mor fordi hun aldrig gav op. Og en hilsen til min ven Ole, der gik med mig til undersøgelser i de otte måneder og overskred alle fartgrænser den fredag for at være hos mig.

Dette er min hilsen til jer to fine mennesker, som jeg prøver at efterligne hver dag.

Nu ved I, hvorfor jeg siden har været en kritiker af vores syge system. Ikke fordi menneskene i systemet er onde, dumme eller dovne. Men fordi vi alle sammen skaber et system der får folk til at opføre sig som om de er onde, ligeglade, dumme, dovne og apatiske.

Ole (min ven) tog også med mig hver 14. dag til de der undersøgelser på Frederiksberg Hospital, hvor intet skete.

Altid med den samme besked:

Kom igen om 14 dage.

Altid 14 dage.

Aner ikke hvorfor 14 er et godt tal. Jeg spurgte dem en gang (hvor jeg var så svag, at jeg ikke engang kunne stå på mine ben foran lugen, hvor jeg skulle have min næste tid, og derfor lagde mig på knæ), om jeg ikke kunne få en aftale lidt hurtigere?

Nej.

Hvorfor ikke?

Nej.

Jamen, hvad er begrundelsen?

Det kan vi ikke.

Hvis det var en film på TV2 ville folk jo synes det var totalt umenneskeligt. Noget med en filmpris. Alt det dét.

Men det er vores hverdag her i Danmark, denne umenneskelighed begrundet i "travlhed", "manglende bemanding", "nedskæringer" og alt det andet vrøvl.

Der mangler jo hverken det ene eller det andet. Der mangler derimod folk, der gider være noget for andre, og der mangler folk, der gider slå idioterne til side i de store systemer - og som gider være meget stolte over at gøre det!

Jeg mener helt, helt seriøst, at vores såkaldte sundhedssystem er sygt helt ind til benet. Der er så mange lande rundt omkring os, hvor udgifterne er mindre end eller tilsvarende til vore - og hvor man ikke aner, hvad jeg taler om, når jeg nævner ventelister.

Jeg taler IKKE om mongo-bongo-lande. Jeg taler om lande lige omkring os.

Der er noget HELT galt, og det bliver værre jo flere ansatte og jo flere penge der kommer ind i systemet.

Lad mig f.eks. sige noget, der er TOTALT provokerende i vores samfund: Jeg har ALTID set sygeplejersker og sygehjælpere, der hænger ud i glasburet og intet lavet på ALLE de afdelinger jeg har været på (og det er mange!). Jeg har aldrig oplevet, at de alle sammen fiser rundt og prøver at hjælpe patienterne non-stop på deres vagter. Der er ALTID tid til at sidde og snakke og drikke kaffe i glasburet på afdelingerne.

Når jeg snakker med sygeplejersker jeg kender (jeg boede på RH-kollegiet i nogle år) så indrømmer de det jo også. Men man må ikke sige det. Så får man får det første meget dårlig behandling næste gang man dukker op på et hospital - og for det andet er det jo bare sådan helt normalt at skyde skylden på samfundet, Fogh, og alle de andre, når noget ikke virker.

Noget jeg i det mindste har ret til at udtale mig om er økonomi. Jeg har læst lidt økonomi på Københavns Universitet og fulgt lidt med i emnet i mange år.

Der er ALDRIG sket nedskæringer i sundhedssystemet. Der har ALDRIG været et år, hvor antal kroner eller antal ansatte gik ned. Aldrig. Tag et kig i Statistisk Årbog og Statistisk Tiårsoversigt. Hvert eneste år siden en gang i 1930'erne er pengene og antal ansatte bare steget og steget og steget.

Til gengæld er produktiviteten faldet. Man har i flere uafhængige rapporter (som er blevet gemt af vejen, men de burde være til at finde eftersom jeg kender forfatteren til mindst en af dem) påvist at Rigshospitalet ALENE har kapacitet til at klare alle operationer i Danmark.

Og vi har immervæk 200 hospitaler i Danmark eller mere.

Bemærk: Jeg synes IKKE løsningen er, at lade Rigshospitalet stå for alle operationer. Jeg synes tværtimod vi hurtigst muligt skal bortsprænge de store hospitaler, så vi kan få produktiviteten og den ordentlige nærhed og pleje tilbage via de små sygehuse.

Det vil iøvrigt også spare penge og tid, fordi der ikke er så mange LAG i organisationen, og fordi man så kan være MENNESKE overfor de patienter der kommer ind.

Men jeg påpeger, at vi har SÅ stor overkapacitet i systemet, at man tror det er løgn.

Det går til spilde pga. procedurer, processer, regler, fagforeninger (føj for Fanden) og alle de ting, som vi udmærket ved gør vores såkaldte vedfærdsstat til noget meget dårligt i forhold til de penge og det antal mennesker vi sætter af til formålet.

Jo flere ansatte i sektoren, jo mindre bliver der lavet. Ikke bare mindre per ansat. Mindre i det hele taget. Det er noget man kan se alle steder, hvor bureaukratier får lov at blomstre, og hvor man vel at mærke har for mange penge til rådighed:

Den absolutte produktivitet (og dermed naturligt også den enkeltes) falder når man smider flere folk ind.

Et godt eksempel er Politi-reformen. Politiet er vokset konstant ved hvert eneste såkaldte politiforlig (det seneste gav dem 2000 ekstra mand), kriminaliteten er faldende i Danmark (på trods af overskrifterne i Ekstra Bladet) og vi kan bare ikke få politifolk til at rykke ud når vi ringer.

Jeg ved, at ingen kan lide at læse ovenstående. Det er bare ikke rart. Kan det være rigtigt, at politifolk visse steder har taget røret af telefonen for at få fred til at holde pause og spise slik? Nej vel?

Vidste I, at fra 2002 til 2007 blev de danske skatteindtægter FORDOBLET?

Dvs. at det offentlige på kun FEM år fik dobbelt så mange penge ind. Vi har aldrig nogensinde før set en sådan velfærdsstigning i Danmark. Det er IKKE værdien af vore huse. Det giver ikke særligt meget m.h.t. skatteindtægter. Der er tale om, at vi reelt mere end fordoblede vores formue. Det er helt, helt vildt.

Hvor er de penge?

Det skal jeg sige jer: De er brugt af OS. Anders Fogh har brugt alle de penge vi (det er os, kære læser) syntes han skulle bruge.

Jeg mener: Vi hyler op om, at vi betaler for meget i skat OG vi hyler op om, at vi vil have flere penge til PRÆCIST de områder der vedrører os selv og vi KLYNKER over "nedskæringer" (selvom vi ikke aner, hvad de faktiske budgettal på området er), når det har noget med os selv at gøre.

Vi er altså alle skyldige i super-egoisme, hvor vi kræver mere til os selv og mindre til andre, for ellers kan vi da ikke kræve mindre beskatning og højere service, vel?

Vi er hyklere og klynkere og vi er ligeglade med andre.

Det er ikke politikernes skyld.

Det er ikke statens skyld.

Det er ikke samfundets skyld.

Det er din skyld og det er min skyld.

Og vi burde SKAMME os hver især og højlydt overfor hinanden over den dobbeltmoral, der har grebet os alle i overflodssamfundet.

Er vi blevet lykkeligere? Njah, det kan faktisk godt være. Vi ser ud til at være det lykkeligste folk i verden, men det er med statsgaranti ikke pga vores velfærdsstat.

Hvordan kan jeg vide det? Fordi folk på Island er lige så lykkelige som os, men dér har de faktisk ikke en velfærdsstat.

Det har vi i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Men ikke i Island.

Alligevel er de ligeså lykkelige som os i Danmark og Sverige.

Så det må være noget andet det gør os lykkelige. Mange mener det er muligheden for at VÆRE noget for andre.

Men når vi så samtidig laver et system, hvor der altid er nogen, der tager sig af alting, og hvor man vænner sig til, at man bare skal SE VÆK, for der kommer nok nogen og:

- tager sig af ham, der styrtede om på gaden,
- hjælper ham, der bliver overfaldet på Strøget,
- kører ham, der ikke har et sted at sove, et sted hen

..... giver vi os så egentlig lov til at være noget for andre, eller har vi bare skabt et professionelt SE VÆK-samfund?

Når en modig mand griber ind overfor voldelige banditter, så siger vores kære (og MEGET aktive og travle) politi altid til pressen bagefter:

1) Det var vel nok godt gjort af ham
2) - men vi må KRAFTIGT fraråde vore borgere at risikere den slags ting. Der kunne jo ske dem noget.

Nå ja. Det er jo rigtigt. Og er det ikke netop det vi skal tilbage til? At vi tør gribe ind som individer, så det bliver meget mere risikabelt at lave tilfældig vold og terror på vore gader?

Men nej. De ikke-virkende monopoler (Politiet, osv.) ønsker at bevare deres monopol. Samtidig laver de mindre og mindre. Tager røret af, så de kan have deres pause i fred (true story).

Giv mig en god forklaring på, at vi finder os i det. Det ville jeg blive glad for.

Jeg tror personligt det er fordi vi er dobbelt-moralske om disse ting. Vi vil have alt og vi vil ikke yde noget til gengæld.

Vi kender alle sammen nogle familiemedlemmer, der har ladet sig førtidspensionere selvom de sagtens kunne arbejde flere år.

Vi kender alle de som jeg kalder De Hvide Perkere, dvs. samfundsnassere UDEN anden etnisk baggrund.

Ja, Bevar Mig Vel, der er mange med anden etnisk baggrund der nasser på samfundet.

Der er bare desværre mange flere uden anden etnisk baggrund der gør det samme.

Lidt tal, omend de er stærkt ubehagelige at studere for de fleste:

Vi er 5.4 millioner i Danmark.
2.7 millioner (halvdelen) er i arbejdsstyrken. Lidt over 1 million af dem i det offentlige.
1.0 million er børn.
150.000 er under uddannelse
700.000 er alders-pensionister.
800.000 er førtidspensionister.

Ja, jeg ved det godt. Der mangler 50.000. Jeg aner ikke, hvor de er i regnskabet.

Vi kigger ind i 1.5 million pensionister, der ikke agter at arbejde mere for fællesskabet. De fleste af dem (800.000) har faktisk lavet meget lidt og forlanger nu rigtigt meget.

Det kalder vi nassere, gør vi ikke? Vi kender dem jo alle. De er friske og sunde og siger altid - og det synes jeg bare er brækfremkaldende! - at de har SÅ travlt, at de ALDRIG har haft mere travlt, at de er SÅ glade for, at de nu har tid til at spille golf, og hvad de ellers siger for ligesom at ydmyge os, der betaler for deres dovenskab.

Føj.

Min mor var én af dem. Hun gad ikke arbejde mere. Jeg sagde jo så til hende, at jeg syntes hun nassede på os.

Den meget store skattebetaling jeg havde den gang i 90'erne kunne sådan cirka nogenlunde holde halvanden til to af hendes slags i luften rent økonomisk. Jeg kiggede på, hvor meget jeg betalte i skat og jeg kiggede på, hvor meget min mor fik i månedlig appanage.

Hvordan FANDEN skulle vi så finansiere 800.000 af hendes slags plus 700.000 alderspensionister PLUS lidt over en million offentligt ansatte?! Det er da mere end 2.5 MILLIONER mennesker!

Min mor mente, at:

1) der var andre der kunne gøre hendes job,
2) der var masser af unge mennesker, der trængte til at arbejde

- og alle de andre småløgne vi stikker os selv når vi prøver at argumentere for, hvorfor vi nu ikke gider arbejde mere og synes det er OK at nasse på resten af befolkningen.

Det er en sygdom i vores danske fællesskab og vi er nødt til at gøre noget ved den.

Den tilstundende krise kunne være en passende lejlighed til at sige sandheden til hinanden og til nasserne i vore familier, så vi kan komme videre med virkelige løsninger.

Tilbage til min ligegyldige hverdag:

Jeg var som født på ny, da jeg 48 timer efter min dramatiske indlæggelse blev udskrevet fra hospitalet med masser af binyrebarkhormoner i kroppen.

Siden har jeg haft nogle problemer/kriser når jeg har drukket for meget. Jeg har det med at kaste op morgenen derpå, og så ved vi jo alle, hvordan det går: Flere piller, som så medfører at man kaster op, som så medfører at man skal spise flere piller... Og så lægger jeg mig til sidst ned på sofaen og fortæller min hustru og andre, at nu skal jeg bare ligge og lalle et stykke tid.

Præcist kl 1730 er jeg i orden igen. Jeg aner ikke hvorfor, men 17.30 er åbenbart et godt tidspunkt.

Det sjoveste er egentlig, at indtil da er jeg totalt i hormonernes vold. Jeg ved jo godt, at jeg er midt i en Addisonkrise, men pga. hormon-manglen KAN jeg ikke træffe beslutninger. Jeg modtager telefonopkald fra kundre og medarbejdere, men jeg KAN ikke træffe selv simple beslutninger. Det er meget mærkeligt. Selvom jeg er ved fuld bevidsthed og selvom jeg udmærket ved, at jeg mangler hormoner og er ubeslutsom, så KAN jeg ikke tvinge mig selv til at tage selv simple beslutninger.

Det har lært mig, at man skal have respekt for hormoner. Når kvinder f.eks. har PMS, så tænker jeg på, hvordan jeg selv har det når jeg mangler mine kamphormoner fra binyrebarken og så forstår jeg meget bedre. Det er ikke nemt at kontrollere hormonerne og vore reaktioner på¨dem.

Når det så er sagt, så synes jeg faktisk der er enormt meget klynkeri i vores Addison-forening. Jeg synes hvert nummer er fyldt med historier om medlemmer der er OFRE for alskens ulykker, som har det forfærdeligt, som ikke kan se meningen med livet, og som bare generelt ligger i foster-stilling (sådan rent mentalt) hele dagen.

Det har jeg tænkt meget over siden jeg gik ind i foreningen i 1992. Jeg tænkte, at måske havde jeg det bedre som mand. Måske var jeg bare dum-glad istedet for at være evig pessimist?

Jeg tror faktisk jeg har det bedre som mand. Jeg producerer jo forskellige ting i mine testikler, som kvinder ikke kan (testosteron). Og man vil jo ikke give kvindelige Addisoner nogle piller med mandligt kønshormon (skønt Stein Bagger garanteret har nogle i overskud).

Jeg fatter det ikke.

Hvis jeg var kvinde og havde Addison og vores totalt reaktive syge system ikke ville give mig mandlige kønshormoner, så jeg kunne får energi og sexlyst tilbage i mit liv - så ville jeg sgu' da DRØNE ud og snakke med nogle rockere om det og få gang i hormonerne igen!

Og som et af vore medlemmer sagde til en arrogant overlæge engang i 1992 eller 1993 til et møde i vores forening:

"Hvis min mand kunne vælge mellem det han har idag og en situation, hvor jeg har lidt overskæg men også sexlyst - så tror jeg godt jeg ved, hvad han ville vælge."

Venlig hilsen,

Mogens Nørgaard

(som er glad for, at han har sine testikler og dermed sit gode liv)

PS: Jeg er direktør for et IT-firma med 75 ansatte i Danmark og 20 i udlandet, ejer et mikrobryggeri, laver TV og har det sjovt.