Mental Chokolade, del 2: Dødsmarchen 2008 i Belgien
Sidste år skrev jeg en klumme i Computerworld om, at en gut på det (militære) marchhold jeg går på, ønskede at give op under Nijmegen-marchen (som er 170 km fordelt på fire dage, med 10 kg vægt på skuldrene, osv osv.) - men at holdet aldrig har haft nogen, der udgik fra marchen i 32 år, så det var ikke en option for ham.
Han blev fodret med chokolade og andet, og fik lidt støtte samt en god portion fasthed af typen "Nej, du kan ikke stoppe nu" fra nogle af de mere erfarne på holdet - og så kom han i orden oppe i hovedet og gennemførte i fin stil.
Dér lærte jeg noget - for jeg havde jo sagt til holdføreren, at jeg synes han skulle have lov at udgå. Det mente gutterne på holdet bare ikke. Holdningen er: Du husker at du ikke gennemførte resten af livet, mens smerterne du har nu er glemt om få dage.
Nå, men så ville en af de seje kvinder på marchholdet - Charlotte Brath - have mig med på 100 km-marchen Dødsmarchen i Belgien ("Dodentocht" på flamsk) i år (8/8-2008).
Den startede 8/8-08 kl 2100, og man skulle være i mål senest 24 timer senere.
Min brors ældste søn, Daniel på 17, ville også med. Han har før gået 100 km-marcher med spejderne.
Men efter 50 km fik han afsindige smerter i hofterne og græd stort set de næste 10 km eller mere. Jeg syntes han skulle have lov at stoppe. 24-årige Charlotte (premierløjtnant af Guds nåde, med mange gode erfaringer i rygsækken) ignorerede mig bare og fik ham igennem hele marchen i fin stil.
Det er den flotteste sports-coaching jeg har set i mit liv. Det jeg så Charlotte gøre den dag - de tricks hun brugte overfor Daniel, de værktøjer hun hev frem - var verdensklasse. Hvad det end er den gode B.S. Christiansen gør for cykelrytterne må være noget i stil med det Charlotte præsterede fra 50 til 100 km på Dødsmarchen.
Tricksene inkluderede:
- at få hans fødder tilset og plastret til (omsorg, nogen der lytter),
- tvangsfodring med chokolade, chips, banan (sukker - rammer blodbanen efter et stykke tid),
- langsom og gradvis overtalelse til at ændre gangart fra hoppe-løbe til almindelig gang trods smerter, samt
- almindelig "coaching" i form af "bare lige til næste stop..." og "Vi tager en god øl ude på 90 og 95 km rastepladserne" og ikke mindst
- overskuddet til at sørge for mad og drikke til Daniel og mig på rastepladserne mens vi lå og lallede på jorden og tog powernaps.
Charlotte skal have en medalje en dag for den indsats.
I år gik hun (ligesom sidste år) Hærvejsvandringen på 300 km fra Flensburg til Viborg (seks-syv dage), og den følgende uge Nijmegen - og så lige Dødsmarchen.
Det er iøvrigt den fedeste march jeg har prøvet til dato. 9000 deltagere, meget fine (og mange) rastepladser med varieret forplejning, fin stemning, hyggelige mennesker, osv osv. Og det er faktisk ikke særligt hårdt at gå 100 km i forhold til at stå tidligt op fire dage i træk i Nijmegen og sige "Jah, idag vil jeg kvæste mig selv igen!".
Nå, men her er til en 24-årig kvinde, der lærte mig en del ting - igen - om det mentale i mennesket. Og til Daniel, som trods sit grædende midtvejsudsagn "Nu vej jeg, hvad smerte er... Det har jeg aldrig vidst før!" alligevel gennemførte i fin stil.
Han blev fodret med chokolade og andet, og fik lidt støtte samt en god portion fasthed af typen "Nej, du kan ikke stoppe nu" fra nogle af de mere erfarne på holdet - og så kom han i orden oppe i hovedet og gennemførte i fin stil.
Dér lærte jeg noget - for jeg havde jo sagt til holdføreren, at jeg synes han skulle have lov at udgå. Det mente gutterne på holdet bare ikke. Holdningen er: Du husker at du ikke gennemførte resten af livet, mens smerterne du har nu er glemt om få dage.
Nå, men så ville en af de seje kvinder på marchholdet - Charlotte Brath - have mig med på 100 km-marchen Dødsmarchen i Belgien ("Dodentocht" på flamsk) i år (8/8-2008).
Den startede 8/8-08 kl 2100, og man skulle være i mål senest 24 timer senere.
Min brors ældste søn, Daniel på 17, ville også med. Han har før gået 100 km-marcher med spejderne.
Men efter 50 km fik han afsindige smerter i hofterne og græd stort set de næste 10 km eller mere. Jeg syntes han skulle have lov at stoppe. 24-årige Charlotte (premierløjtnant af Guds nåde, med mange gode erfaringer i rygsækken) ignorerede mig bare og fik ham igennem hele marchen i fin stil.
Det er den flotteste sports-coaching jeg har set i mit liv. Det jeg så Charlotte gøre den dag - de tricks hun brugte overfor Daniel, de værktøjer hun hev frem - var verdensklasse. Hvad det end er den gode B.S. Christiansen gør for cykelrytterne må være noget i stil med det Charlotte præsterede fra 50 til 100 km på Dødsmarchen.
Tricksene inkluderede:
- at få hans fødder tilset og plastret til (omsorg, nogen der lytter),
- tvangsfodring med chokolade, chips, banan (sukker - rammer blodbanen efter et stykke tid),
- langsom og gradvis overtalelse til at ændre gangart fra hoppe-løbe til almindelig gang trods smerter, samt
- almindelig "coaching" i form af "bare lige til næste stop..." og "Vi tager en god øl ude på 90 og 95 km rastepladserne" og ikke mindst
- overskuddet til at sørge for mad og drikke til Daniel og mig på rastepladserne mens vi lå og lallede på jorden og tog powernaps.
Charlotte skal have en medalje en dag for den indsats.
I år gik hun (ligesom sidste år) Hærvejsvandringen på 300 km fra Flensburg til Viborg (seks-syv dage), og den følgende uge Nijmegen - og så lige Dødsmarchen.
Det er iøvrigt den fedeste march jeg har prøvet til dato. 9000 deltagere, meget fine (og mange) rastepladser med varieret forplejning, fin stemning, hyggelige mennesker, osv osv. Og det er faktisk ikke særligt hårdt at gå 100 km i forhold til at stå tidligt op fire dage i træk i Nijmegen og sige "Jah, idag vil jeg kvæste mig selv igen!".
Nå, men her er til en 24-årig kvinde, der lærte mig en del ting - igen - om det mentale i mennesket. Og til Daniel, som trods sit grædende midtvejsudsagn "Nu vej jeg, hvad smerte er... Det har jeg aldrig vidst før!" alligevel gennemførte i fin stil.
posted by Moans Nogood at 2:55 PM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home