SSSS
Sikkerhed, rejser og mobiltelefoner ½
Jeg er en sikkerhedsrisiko.
Hvordan er jeg blevet det? Det gik egentlig ganske nemt. Den 31. juli 2008 rejse jeg og min kone Anette fra København via Heathrow til Denver i Colorado for at deltage i vores herlige ven Tim Gormans bryllup.
Ved indcheckningen hos British Airways i Terminal 2 i Kastrup udspandt sig følgende samtale mellem mig og den søde BA-dame:
Jeg: Hvor lang tid skal vi være i Heathrow?
Hun: Næsten fire timer.
Jeg: Godt. Jeg har nemlig opdaget på mine sidste to-tre rejser, at HVIS der er mindre end to timer mellem mine to fly i Heathrow OG jeg samtidig skal skifte terminal derovre SÅ kommer min bagage med sikkerhed IKKE med mig ombord på flyet mod USA.
Hun: Er det rigtigt? Det vidste jeg ikke.
Jeg: Det skyldes, at de har rod i deres IT-system til at håndtere bagagen derovre. IBM brugte alle pengene på projektet og stoppede før systemet havde fået lagt indexer på data – det gør søgningerne meget langsomme.
Hun: Det var da noget værre noget.
Jeg: Ja. Og tænk på, at hvis terroristerne ved det samme som jeg ved, så kan de faktisk udnytte det til at få en bombe ombord i et fly, som de ikke selv er med. De skal bare sørge for at bestille en flyvning, hvor de har mindre end to timer til at skifte mellem to terminaler i Heathrow.
Hun: Gud da, det er da rigtigt!
Jeg: Måske skulle du skrive det et sted, så nogen får det at vide?
Hun: Det gør jeg. Jeg skriver det ind i systemet her. God rejse.
Jeg: Tak!
Og af sted gik det til Denver og et herligt bryllup og mit første besøg i Grand Canyon.
Og så skulle vi hjem den 5/8.
I DIA (Denver International Airport) checkede Anette og jeg ind og alt gik forrygende. Den flinke mand udskrev boarding-kortene til os og stod med dem i hånden. Bagagen havde fået tags på håndtagene. Alt var godt. Og så gik alt i stå.
Først gik han ind i baglokalet med boardingkortene. Efter 5 minutter kom der HELT tilfældigt en mand og en ældre kvinde ud og gik sådan bare helt tilfældigt rundt og stod lidt bag os og kiggede alle mulige steder hen… og gik så ind i baglokalet igen.
Jeg kom til at tænke på min samtale med BA-damen en uge tidligere og gik ud til siden og lidt frem, så jeg kunne se skærmen med vore oplysninger, tog mit digitalkamera frem og tog et billede på tre meters afstand og brugte så kameraets indbyggede zoom til at kigge lidt nærmere på, hvad der stod på skærmen. Det kunne jeg desværre ikke se, men der VAR noget med rødt på skærmen, så jeg regnede med, at jeg nu var en sikkerhedsrisiko.
Ganske rigtigt. Efter lang tid kom han endelig ud igen og sagde, at han lige skulle lave et security-check i baglokalet og gik derind igen. Denne gang varede det ikke så længe, men til gengæld havde begge vore boardingkort nu de kendte fire S’er (SSSS står der) printet på dem og han skrev også SSSS med rød tusch på vore bagage-tags, hvorefter han brugte en gul markerings-tusch til at markere de fire S’er på boardingkortene og ønskede os en RIGTIG god tur med et stort smil. Hvis I søger på SSSS på Google er der masser af forklaringer på, hvad det står for og hvad det betyder.
Henne ved security sagde damen spontant, da hun så vore to boarding-kort: ”BOTH of you?! Wow. You must have been baaad!” og så lo vi alle sammen og derefter kom Anette og jeg igennem bombe-snifnings-maskinen, der blæser luft på én fra forskellige vinkler. Så var det tid til en rigtig grundig gennemgang af håndbagagen, og så kom vi ellers af sted og kom hjem i fin stil.
Nåja, shit happens, og det var da meget sjovt.
Men jeg sidder her (oktober 2008) i et fly og skriver dette på min vej hjem fra en konference i San Francisco… jeg har fire medarbejdere, en kunde og to venner med mig. I alt er vi otte, og vi har haft det pragtfuldt på denne tur.
Der har godt nok været et helvedes bøvl med min mobiltelefon og min bærbare PC var laaaangsom i forhold til de andres når vi gik på internettet via det trådløse netværk i lejligheden vi havde lejet. Men skidt. Livet er jo herligt og alle var glade.
Nåja, der var også den pudsighed, at ud af ALLE vore tasker, der blev checket ind (mange) var der to, der ikke var med maskinen på vej fra Seattle til San Francisco, da vi kom herover – den ene var min, og indeholdt mit dykkergrej (inkl. Dykkerkniv) og den anden tilhørte Lenn og var vist ganske ufarlig. Vi fik dem næste dag. Der skete ikke noget udover, at Lenn først fik børstet tænder dagen efter.
I San Francisco lufthavn på vej hjem skete det så igen: De seks mennesker, der checkede ind sammen med mig fik ALLE sammen boarding-kort med SSSS på. Den ottende af os checkede ind ved en separat skranke og fik det IKKE.
Så måtte vi jo alle sammen (undtagen den ottende som havde checket ind uafhængigt af mig) igennem bombe-snifnings-maskinen (og prøve et nyopført glasbur, hvorfra man bliver hentet til screening én ad gangen, mens alle kigger på de der underlige nogen i buret) og alle sammen igennem en meget grundig gennemgang af vores håndbagage. Men vi nåede flyet og alle har det godt. Lidt trætte, men glade.
Men pludselig går der nogle ting op for mig: De hemmelige tjenester har sgu’ da overvåget mig via min bærbare og min mobil under opholdet! Lad mig forklare denne vanvittige påstand:
Min bærbare var uendeligt lang tid om at downloade i forhold til alle de andre, og det plejer den slet ikke at være. Nu er vi tilfældigvis alle sammen noget indenfor IT, så vi kunne jo se hvor få KiloBytes per sekund jeg fik igennem i forhold til de andre. Typisk downloadede de 400 MB på 40 minutter, mens jeg var 4 ½ time om at downloade præcist 433 MB, som var en kopi af udsendelsen Den Hemmelige Millionær med mig selv i hovedrollen, som jeg gerne ville se (fordi den blev vist hjemme i Danmark mens jeg var i USA).
Min mobil begyndte efter en dags tid (vi har været her i ca. 10 dage) at opføre sig meget, meget mærkeligt:
- Opkaldslisterne var altid blanke eller meget korte, selv om jeg taler med MANGE mennesker HELE tiden. De forsvandt simpelthen hele tiden. Når jeg sov (og derfor ikke brugte telefonen) kunne jeg være helt sikker på at vågne op til helt tomme opkaldslister.
- Den låste hele tiden sig selv op og skiftede til kameratilstand (selvom kamera-coveret dækkede for linsen) op til flere gange i minuttet.
- Den ringede hele tiden folk op. Topmålet var da den ringede Anette op i Danmark, placerede hende på Standby og derefter ringede til den søde asiatiske kvinde, som jeg stod og snakkede med i konference-centeret. Hun hedder i øvrigt Lillian. Pludselig ringede hendes iPhone og hun spurgte mig, hvad ”+45” var for et land? Så kiggede jeg og så, at det var mit eget nummer der stod på hendes iPhone. Javel så. Jeg stod altså og ringede til hende. Jeg hev min mobil frem fra lommen og ganske rigtigt: Anette på Standby og Lillian på aktiv.
- Den brugte strøm som en gal. Jeg måtte hele tiden oplade den, også selvom jeg ikke brugte den. Den kunne stort set aflade sig selv i løbet af natten når jeg sov.
Jeg begyndte at få mistanke allerede efter nogle dage med den tossede telelfon-opførsel og begyndte at joke med, at det nok var NSA (aflytningsgutterne) der var inde og lytte via min mobil. Det ved jeg jo, at de kan, for det fandt jeg ud af for et år siden eller to, da en artikel om domfældelse af en mafia-boss i USA nævnte, at han ikke kunne forstå, hvordan de havde kunnet aflytte hans møder med andre banditter når han altid havde husket at slukke telefonen.
Ha! Manden skulle have tænkt sig om. Man kan jo sagtens stille vækkeuret i sin mobil og så slukke for telefonen – alligevel bliver man vækket. Det skyldes, at der altid er liv i den mens batteriet sidder i (og et lille stykke tid efter at det er taget ud).
De hemmelige tjenester har altså i mange år haft denne bagindgang til alle mobiltelefoner, og det synes jeg er fedt (jeg har intet imod overvågning som sådan, og jeg har heller intet imod mennesker der har noget imod overvågning).
Nå, tilbage til San Francisco: Dagen før vi skulle hjem havde jeg en lang snak om vores fælles firma med min med-direktør og fortalte ham om alle disse ting og vi blev enige om (ligesom vi havde gjort nogle gange i løbet af ugen) at nu ville vi give NSA-drengene noget at lave, så vi sagde ting som ”I know where Osama bin Laden is”, ”Mossad” og ”Pakistan”.
Lasse og jeg snakkede sammen i en halv times tid eller så, men vi brugte måske nogle minutter på at lave sjov med NSA’s elendige hackning af min mobil… og så stoppede det sgu’!
Siden den samtale, dvs. resten af dagen i går og hele dagen i dag har der INTET været med telefonen. Den virker fuldstændig som i Danmark.
Jeg bemærkede også i løbet af ugen, at der var nogle steder der var værre end andre:
Den restaurant (Chevy’s på hjørnet af 3rd og Howard) hvor jeg tilbragte hovedparten af mine dage i løbet af konferencen samt hjemme i lejligheden var den helt gal.
Andre steder (når jeg var et sted henne for at besøge forretningsforbindelser, osv.) tog det lidt tid, før den begyndte at opføre sig tosset.
Jeg synes det er en morsom historie. Jeg har det fint med, at de aflytter mig, om end det er lidt træls af have så mange problemer med mobilen og så lidt strøm. Men det er lidt synd for folk, der rejser sammen med mig, at de skal igennem SSSS-behandlingen.
Jeg tror personligt, at det program, som de loader ind i min telefon for at kunne slå mikrofonen til og lytte til, hvad der sker i lokalet, ikke fungerer helt optimalt. Jeg vil derfor tilbyde NSA at mine gutter kan kigge på det og måske få det til at fungere LIDT bedre. Det må være skrevet i Java, siden det er så elendigt, høhø.
Jeg vil slutte med at fortælle om det absolut morsomste der skete med min telefon derovre denne gang: Min gode ven Ole og jeg sad ved et bord i en restaurant og ventede på en Vice-præsident fra Oracle, som Ole skulle snakke med. Min mobil lå på bordet imellem os og lavede det sædvanlige halløj med hele tiden at skifte til kameratilstand og alt det andet.
Pludselig lød der den kendte lyd af kameraet der tager et billede. Ole og jeg kiggede meget forbløffede på hinanden. Telefonen stod IKKE i kameratilstand. Men da jeg gik ind i Galleri lå der et nyt billede, som bare var kulsort (fordi dækslet jo dækkede for linsen). Det skete to gange mere under vores møde og derefter skete det aldrig mere. De må have fået fixet den bug i Java-programmet i en fart.
Nu ved I det: Man skal ikke advare en sød dame fra British Airways om en potentiel sikkerhedsrisiko, som kan udnyttes af terrorister, med mindre man har det fint med at få en del ekstra opmærksomhed.
Og vi ved nu, at folk der rejser sammen med mig skal bestille billetter uafhængigt af mig og checke ind uafhængigt af mig, så de undgår SSSS-behandlingen.
Som min ven Jønne sagde i Livgarden for lang tid siden (Hold Juli 81): Jeg har ikke moret mig så godt siden vi trak vod efter svigermor i havnen.
Jeg er en sikkerhedsrisiko.
Hvordan er jeg blevet det? Det gik egentlig ganske nemt. Den 31. juli 2008 rejse jeg og min kone Anette fra København via Heathrow til Denver i Colorado for at deltage i vores herlige ven Tim Gormans bryllup.
Ved indcheckningen hos British Airways i Terminal 2 i Kastrup udspandt sig følgende samtale mellem mig og den søde BA-dame:
Jeg: Hvor lang tid skal vi være i Heathrow?
Hun: Næsten fire timer.
Jeg: Godt. Jeg har nemlig opdaget på mine sidste to-tre rejser, at HVIS der er mindre end to timer mellem mine to fly i Heathrow OG jeg samtidig skal skifte terminal derovre SÅ kommer min bagage med sikkerhed IKKE med mig ombord på flyet mod USA.
Hun: Er det rigtigt? Det vidste jeg ikke.
Jeg: Det skyldes, at de har rod i deres IT-system til at håndtere bagagen derovre. IBM brugte alle pengene på projektet og stoppede før systemet havde fået lagt indexer på data – det gør søgningerne meget langsomme.
Hun: Det var da noget værre noget.
Jeg: Ja. Og tænk på, at hvis terroristerne ved det samme som jeg ved, så kan de faktisk udnytte det til at få en bombe ombord i et fly, som de ikke selv er med. De skal bare sørge for at bestille en flyvning, hvor de har mindre end to timer til at skifte mellem to terminaler i Heathrow.
Hun: Gud da, det er da rigtigt!
Jeg: Måske skulle du skrive det et sted, så nogen får det at vide?
Hun: Det gør jeg. Jeg skriver det ind i systemet her. God rejse.
Jeg: Tak!
Og af sted gik det til Denver og et herligt bryllup og mit første besøg i Grand Canyon.
Og så skulle vi hjem den 5/8.
I DIA (Denver International Airport) checkede Anette og jeg ind og alt gik forrygende. Den flinke mand udskrev boarding-kortene til os og stod med dem i hånden. Bagagen havde fået tags på håndtagene. Alt var godt. Og så gik alt i stå.
Først gik han ind i baglokalet med boardingkortene. Efter 5 minutter kom der HELT tilfældigt en mand og en ældre kvinde ud og gik sådan bare helt tilfældigt rundt og stod lidt bag os og kiggede alle mulige steder hen… og gik så ind i baglokalet igen.
Jeg kom til at tænke på min samtale med BA-damen en uge tidligere og gik ud til siden og lidt frem, så jeg kunne se skærmen med vore oplysninger, tog mit digitalkamera frem og tog et billede på tre meters afstand og brugte så kameraets indbyggede zoom til at kigge lidt nærmere på, hvad der stod på skærmen. Det kunne jeg desværre ikke se, men der VAR noget med rødt på skærmen, så jeg regnede med, at jeg nu var en sikkerhedsrisiko.
Ganske rigtigt. Efter lang tid kom han endelig ud igen og sagde, at han lige skulle lave et security-check i baglokalet og gik derind igen. Denne gang varede det ikke så længe, men til gengæld havde begge vore boardingkort nu de kendte fire S’er (SSSS står der) printet på dem og han skrev også SSSS med rød tusch på vore bagage-tags, hvorefter han brugte en gul markerings-tusch til at markere de fire S’er på boardingkortene og ønskede os en RIGTIG god tur med et stort smil. Hvis I søger på SSSS på Google er der masser af forklaringer på, hvad det står for og hvad det betyder.
Henne ved security sagde damen spontant, da hun så vore to boarding-kort: ”BOTH of you?! Wow. You must have been baaad!” og så lo vi alle sammen og derefter kom Anette og jeg igennem bombe-snifnings-maskinen, der blæser luft på én fra forskellige vinkler. Så var det tid til en rigtig grundig gennemgang af håndbagagen, og så kom vi ellers af sted og kom hjem i fin stil.
Nåja, shit happens, og det var da meget sjovt.
Men jeg sidder her (oktober 2008) i et fly og skriver dette på min vej hjem fra en konference i San Francisco… jeg har fire medarbejdere, en kunde og to venner med mig. I alt er vi otte, og vi har haft det pragtfuldt på denne tur.
Der har godt nok været et helvedes bøvl med min mobiltelefon og min bærbare PC var laaaangsom i forhold til de andres når vi gik på internettet via det trådløse netværk i lejligheden vi havde lejet. Men skidt. Livet er jo herligt og alle var glade.
Nåja, der var også den pudsighed, at ud af ALLE vore tasker, der blev checket ind (mange) var der to, der ikke var med maskinen på vej fra Seattle til San Francisco, da vi kom herover – den ene var min, og indeholdt mit dykkergrej (inkl. Dykkerkniv) og den anden tilhørte Lenn og var vist ganske ufarlig. Vi fik dem næste dag. Der skete ikke noget udover, at Lenn først fik børstet tænder dagen efter.
I San Francisco lufthavn på vej hjem skete det så igen: De seks mennesker, der checkede ind sammen med mig fik ALLE sammen boarding-kort med SSSS på. Den ottende af os checkede ind ved en separat skranke og fik det IKKE.
Så måtte vi jo alle sammen (undtagen den ottende som havde checket ind uafhængigt af mig) igennem bombe-snifnings-maskinen (og prøve et nyopført glasbur, hvorfra man bliver hentet til screening én ad gangen, mens alle kigger på de der underlige nogen i buret) og alle sammen igennem en meget grundig gennemgang af vores håndbagage. Men vi nåede flyet og alle har det godt. Lidt trætte, men glade.
Men pludselig går der nogle ting op for mig: De hemmelige tjenester har sgu’ da overvåget mig via min bærbare og min mobil under opholdet! Lad mig forklare denne vanvittige påstand:
Min bærbare var uendeligt lang tid om at downloade i forhold til alle de andre, og det plejer den slet ikke at være. Nu er vi tilfældigvis alle sammen noget indenfor IT, så vi kunne jo se hvor få KiloBytes per sekund jeg fik igennem i forhold til de andre. Typisk downloadede de 400 MB på 40 minutter, mens jeg var 4 ½ time om at downloade præcist 433 MB, som var en kopi af udsendelsen Den Hemmelige Millionær med mig selv i hovedrollen, som jeg gerne ville se (fordi den blev vist hjemme i Danmark mens jeg var i USA).
Min mobil begyndte efter en dags tid (vi har været her i ca. 10 dage) at opføre sig meget, meget mærkeligt:
- Opkaldslisterne var altid blanke eller meget korte, selv om jeg taler med MANGE mennesker HELE tiden. De forsvandt simpelthen hele tiden. Når jeg sov (og derfor ikke brugte telefonen) kunne jeg være helt sikker på at vågne op til helt tomme opkaldslister.
- Den låste hele tiden sig selv op og skiftede til kameratilstand (selvom kamera-coveret dækkede for linsen) op til flere gange i minuttet.
- Den ringede hele tiden folk op. Topmålet var da den ringede Anette op i Danmark, placerede hende på Standby og derefter ringede til den søde asiatiske kvinde, som jeg stod og snakkede med i konference-centeret. Hun hedder i øvrigt Lillian. Pludselig ringede hendes iPhone og hun spurgte mig, hvad ”+45” var for et land? Så kiggede jeg og så, at det var mit eget nummer der stod på hendes iPhone. Javel så. Jeg stod altså og ringede til hende. Jeg hev min mobil frem fra lommen og ganske rigtigt: Anette på Standby og Lillian på aktiv.
- Den brugte strøm som en gal. Jeg måtte hele tiden oplade den, også selvom jeg ikke brugte den. Den kunne stort set aflade sig selv i løbet af natten når jeg sov.
Jeg begyndte at få mistanke allerede efter nogle dage med den tossede telelfon-opførsel og begyndte at joke med, at det nok var NSA (aflytningsgutterne) der var inde og lytte via min mobil. Det ved jeg jo, at de kan, for det fandt jeg ud af for et år siden eller to, da en artikel om domfældelse af en mafia-boss i USA nævnte, at han ikke kunne forstå, hvordan de havde kunnet aflytte hans møder med andre banditter når han altid havde husket at slukke telefonen.
Ha! Manden skulle have tænkt sig om. Man kan jo sagtens stille vækkeuret i sin mobil og så slukke for telefonen – alligevel bliver man vækket. Det skyldes, at der altid er liv i den mens batteriet sidder i (og et lille stykke tid efter at det er taget ud).
De hemmelige tjenester har altså i mange år haft denne bagindgang til alle mobiltelefoner, og det synes jeg er fedt (jeg har intet imod overvågning som sådan, og jeg har heller intet imod mennesker der har noget imod overvågning).
Nå, tilbage til San Francisco: Dagen før vi skulle hjem havde jeg en lang snak om vores fælles firma med min med-direktør og fortalte ham om alle disse ting og vi blev enige om (ligesom vi havde gjort nogle gange i løbet af ugen) at nu ville vi give NSA-drengene noget at lave, så vi sagde ting som ”I know where Osama bin Laden is”, ”Mossad” og ”Pakistan”.
Lasse og jeg snakkede sammen i en halv times tid eller så, men vi brugte måske nogle minutter på at lave sjov med NSA’s elendige hackning af min mobil… og så stoppede det sgu’!
Siden den samtale, dvs. resten af dagen i går og hele dagen i dag har der INTET været med telefonen. Den virker fuldstændig som i Danmark.
Jeg bemærkede også i løbet af ugen, at der var nogle steder der var værre end andre:
Den restaurant (Chevy’s på hjørnet af 3rd og Howard) hvor jeg tilbragte hovedparten af mine dage i løbet af konferencen samt hjemme i lejligheden var den helt gal.
Andre steder (når jeg var et sted henne for at besøge forretningsforbindelser, osv.) tog det lidt tid, før den begyndte at opføre sig tosset.
Jeg synes det er en morsom historie. Jeg har det fint med, at de aflytter mig, om end det er lidt træls af have så mange problemer med mobilen og så lidt strøm. Men det er lidt synd for folk, der rejser sammen med mig, at de skal igennem SSSS-behandlingen.
Jeg tror personligt, at det program, som de loader ind i min telefon for at kunne slå mikrofonen til og lytte til, hvad der sker i lokalet, ikke fungerer helt optimalt. Jeg vil derfor tilbyde NSA at mine gutter kan kigge på det og måske få det til at fungere LIDT bedre. Det må være skrevet i Java, siden det er så elendigt, høhø.
Jeg vil slutte med at fortælle om det absolut morsomste der skete med min telefon derovre denne gang: Min gode ven Ole og jeg sad ved et bord i en restaurant og ventede på en Vice-præsident fra Oracle, som Ole skulle snakke med. Min mobil lå på bordet imellem os og lavede det sædvanlige halløj med hele tiden at skifte til kameratilstand og alt det andet.
Pludselig lød der den kendte lyd af kameraet der tager et billede. Ole og jeg kiggede meget forbløffede på hinanden. Telefonen stod IKKE i kameratilstand. Men da jeg gik ind i Galleri lå der et nyt billede, som bare var kulsort (fordi dækslet jo dækkede for linsen). Det skete to gange mere under vores møde og derefter skete det aldrig mere. De må have fået fixet den bug i Java-programmet i en fart.
Nu ved I det: Man skal ikke advare en sød dame fra British Airways om en potentiel sikkerhedsrisiko, som kan udnyttes af terrorister, med mindre man har det fint med at få en del ekstra opmærksomhed.
Og vi ved nu, at folk der rejser sammen med mig skal bestille billetter uafhængigt af mig og checke ind uafhængigt af mig, så de undgår SSSS-behandlingen.
Som min ven Jønne sagde i Livgarden for lang tid siden (Hold Juli 81): Jeg har ikke moret mig så godt siden vi trak vod efter svigermor i havnen.
posted by Moans Nogood at 2:28 AM
3 Comments:
haha, ja, man skal sgu passe på hvad man foretager sig. Men du må have haft en sjov tur med masser af underlige oplevelse :D
Ville gerne se de NSA gutter i hovedet når det går op for dem at deres hemmelige overvågning ikke liige var så hemmelig som de havde regnet med ;)
This comment has been removed by the author.
Tak for en meget spændende historie. Jeg tænker på om du kan se noget til alle de hemmelige aktiviteter på regningen fra mobiltelefonselskabet, eller har de mændene med de blå briller også har formået at sløre det?
Post a Comment
<< Home