Firmaet Røv & Gulvsand
Min gode ven Ole Erecius og jeg havde generelt altid gang i ét eller andet projekt, der ikke var helt normalt.
En dag var det gulvafhøvling. Ole var blevet snydt af et gulvafhøvlingsfirma, som havde målt forkert op (for mange kvadratmeter), ikke havde gjort arbejdet færdigt, ikke returneret de penge de lovede at returnere, osv. osv.
En dag besluttede vi os til at lave vores egen inkasso-forretning. Vi tog militærstøvlerne og vores sædvanlige, grimme tøj på og gik ned en tidlig morgen på Kochsvej, hvor vi kunne se, at de var ved at gøre klar til dagens dont i biksen.
Mens jeg holdt mig lidt skjult tog Ole i dørhåndtaget for at komme ind, men døren var låst. Ejeren, der udmærket vidste hvem Ole var, rystede bare på hovedet og ville ikke lukke ham ind.
Så begyndte Ole at rykke op og ned i håndtaget, så døren rystede lidt i sine hængsler og beslag, og til sidst lukkede ejeren så døren op. Jeg dukkede hastigt op fra mit skjul og gik ind forbi Ole og ejeren og stillede mig med let spredte ben foran de tre medarbejdere og kiggede venligt på dem. De sad HELT stille under hele seancen og sagde ikke noget som helst.
Så jeg har tid nok til at høre, hvad der sker mellem Ole og ejeren, og det var lige ved at give mig min største latterkrampe nogensinde. Normalt kan jeg godt holde masken, men denne gang var det godt nok svært.
Det første Ole siger til manden er nemlig "Du har ikke været en god dreng", og det blev leveret i en tone, der var lettere belærende kan man vist roligt sige. Og han havde ikke advaret mig om, at han ville sige netop dét.
Nå, men ejeren var meget samarbejdsvillig og da Ole siger, at han gerne vil have sine penge nu, så hiver ejeren et bundt sedler frem og siger "Ja! Hvor mange skal vi sige?" til alles overraskelse.
Ole blev så befippet, så han kun bad om 800 kroner, selvom vi havde regnet os frem til, at det var mindst 1200 de skyldte ham - og han fik pengene hurtigere end man kunne tælle til 800.
Så alt i alt tog det hele måske ét minut fra vi kom ind til vi stod ude på gaden i vore støvler og med 800 kroner.
Det var jo både godt og skidt - nu havde vi sådan rigtigt sat os selv op til det her. Men dagen var ung endnu, så vi tog ned på Vesterport station og spiste en pølse og drak en sodavand. Det var mens vi gjorde dét, at et hav af mine kolleger fra Sparekassen SDS kom anstigende med tog for at tage på arbejde i Meldahlsgade, hvor EDB-afdelingen boede. De kiggede lidt underligt på vores påklædning og pølsespiseri og sagde høfligt godmorgen og gik videre...
Men Ole mente, at vi sagtens selv kunne afhøvle gulve, og så begyndte vi at leje afhøvlerudstyr og høvle gulve af gratis for diverse venner og bekendte. Det blev som regel ganske vellykket, og sikke dog en larm vi kunne lave. Støvet var det ved Gud også.
Så vi besluttede os for, at vi ligeså godt kunne lave en "firma" ud af det, dvs. få lavet nogle sjove visitkort vi kunne give til folk.
Firmaet blev derfor døbt Røv & Gulvsand, og på visitkortet under vores navne stod der de to stolte mottoer "Mere petroleum" og "Grovere papir", som vel meget godt opsummerer hvad vi hver især syntes der skulle til for at få gulvafhøvlingen til at glide bedre (Ole var til petroleum, jeg var til grovere papir).
Vi afhøvlede en del og tog aldrig noget for det. Det var iøvrigt kun ét af vore non-profit-foretagender. Vi havde også Team Chili og Dansk Flytningehjælp - men det må komme i separate historier.
En dag var det gulvafhøvling. Ole var blevet snydt af et gulvafhøvlingsfirma, som havde målt forkert op (for mange kvadratmeter), ikke havde gjort arbejdet færdigt, ikke returneret de penge de lovede at returnere, osv. osv.
En dag besluttede vi os til at lave vores egen inkasso-forretning. Vi tog militærstøvlerne og vores sædvanlige, grimme tøj på og gik ned en tidlig morgen på Kochsvej, hvor vi kunne se, at de var ved at gøre klar til dagens dont i biksen.
Mens jeg holdt mig lidt skjult tog Ole i dørhåndtaget for at komme ind, men døren var låst. Ejeren, der udmærket vidste hvem Ole var, rystede bare på hovedet og ville ikke lukke ham ind.
Så begyndte Ole at rykke op og ned i håndtaget, så døren rystede lidt i sine hængsler og beslag, og til sidst lukkede ejeren så døren op. Jeg dukkede hastigt op fra mit skjul og gik ind forbi Ole og ejeren og stillede mig med let spredte ben foran de tre medarbejdere og kiggede venligt på dem. De sad HELT stille under hele seancen og sagde ikke noget som helst.
Så jeg har tid nok til at høre, hvad der sker mellem Ole og ejeren, og det var lige ved at give mig min største latterkrampe nogensinde. Normalt kan jeg godt holde masken, men denne gang var det godt nok svært.
Det første Ole siger til manden er nemlig "Du har ikke været en god dreng", og det blev leveret i en tone, der var lettere belærende kan man vist roligt sige. Og han havde ikke advaret mig om, at han ville sige netop dét.
Nå, men ejeren var meget samarbejdsvillig og da Ole siger, at han gerne vil have sine penge nu, så hiver ejeren et bundt sedler frem og siger "Ja! Hvor mange skal vi sige?" til alles overraskelse.
Ole blev så befippet, så han kun bad om 800 kroner, selvom vi havde regnet os frem til, at det var mindst 1200 de skyldte ham - og han fik pengene hurtigere end man kunne tælle til 800.
Så alt i alt tog det hele måske ét minut fra vi kom ind til vi stod ude på gaden i vore støvler og med 800 kroner.
Det var jo både godt og skidt - nu havde vi sådan rigtigt sat os selv op til det her. Men dagen var ung endnu, så vi tog ned på Vesterport station og spiste en pølse og drak en sodavand. Det var mens vi gjorde dét, at et hav af mine kolleger fra Sparekassen SDS kom anstigende med tog for at tage på arbejde i Meldahlsgade, hvor EDB-afdelingen boede. De kiggede lidt underligt på vores påklædning og pølsespiseri og sagde høfligt godmorgen og gik videre...
Men Ole mente, at vi sagtens selv kunne afhøvle gulve, og så begyndte vi at leje afhøvlerudstyr og høvle gulve af gratis for diverse venner og bekendte. Det blev som regel ganske vellykket, og sikke dog en larm vi kunne lave. Støvet var det ved Gud også.
Så vi besluttede os for, at vi ligeså godt kunne lave en "firma" ud af det, dvs. få lavet nogle sjove visitkort vi kunne give til folk.
Firmaet blev derfor døbt Røv & Gulvsand, og på visitkortet under vores navne stod der de to stolte mottoer "Mere petroleum" og "Grovere papir", som vel meget godt opsummerer hvad vi hver især syntes der skulle til for at få gulvafhøvlingen til at glide bedre (Ole var til petroleum, jeg var til grovere papir).
Vi afhøvlede en del og tog aldrig noget for det. Det var iøvrigt kun ét af vore non-profit-foretagender. Vi havde også Team Chili og Dansk Flytningehjælp - men det må komme i separate historier.
posted by Moans Nogood at 8:22 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home