ViBrugerIkkeBank - del I

Jeg har gået og tænkt lidt på banker de seneste par år. Jeg er måske ikke blevet rig, men jeg har fået status til, at bankerne synes jeg er interessant, og selvom det altid er dejligt at blive ombejlet, så er det jo også værd at tænke på, hvad det så har medført - og hvad man evt. kan lære af det.

Derfor denne mini-serie kaldet (med et glimt i øjet) ViBrugerIkkeBank.

I dette indlæg vil jeg fortælle, hvordan mit personlige bankhistorie har formet sig.

Jo, først var der Andelsbanken i Carlsro-centret i Rødøvre. Så var der Forstædernes Bank i Trippendalscentret i Albertslund. Rigtige bankbøger, sparebøsser til ungerne og alt det dér.

Så fik jeg arbejde i Sparekassen SDS i 1987 og skiftede alle mine bank-/penge-ting derover. Og dem holdt jeg fast i, også efter at jeg skiftede arbejde i 1990. De blev til Unibank og de blev til Nordea, men jeg holdt fast.

Så skulle Lasse og jeg jo starte Miracle i år 2000 og vi spurgte derfor min gode og effektive bankdame Anna Brasch (og hendes fantastiske chef Jan) om de ville støtte os (dvs. give os en kassekredit). Det ville de to gerne, med Nordeas hovedkvarter ville ikke - det var en skidt tid for IT-bikse på det tidspunkt grundet dotcom-halløjet.

Så spurgte Lasse sine gamle forbindelser i Danske Bank i Svendborg, og her ville bank-Carl gerne støtte os, men Danske Banks hovedkvarter ville ikke. Så sagde bank-Carl, at det ville han altså alligevel, og det er jo gået godt. Tak til bank-Carl for dét.

Jeg beholdt Nordea (eller rettere: Anna Brasch) som min bank på trods af, at Danske Bank nu begyndte kraftigt at bejle til mig med alle mulige tilbud og argumenter.

For halvandet år siden eller så ringede Anna Brasch så og sagde, at hun havde fået nyt arbejde, og at hun ikke mere skulle have med kunder at gøre (altså sådan nogle som mig), men istedet skulle beskæftige sig med et eller andet investeringshalløj eller lignende.

Fint, sagde jeg - så skifter jeg bare til Danske Bank. Det kunne jeg jo ligeså godt, nu hvor min personlige bankdame (og ven) forsvandt. Nej, nej, sagde Anna - min afløser er smaddersød og dygtig og og og...

Men jeg er ærlig talt lidt træt af den der med, at man har fået en ny bankrådgiver eller en ny salgsrepræsentant fra en leverandør eller hvad det nu er. Bankerne (og andre leverandører) vil gerne have et livslangt forhold til mig, men så vil jeg jo også gerne have et livslangt forhold til nogle konkrete mennesker hos dem....

Der er nogle leverandør-organisationer, der nærmest per automatik laver om i deres organisation en gang om året i forbindelse med et nyt regnskabsår. Så ringer de til deres trofaste kunder og fortæller, at de nu har fået en ny sælger tilknyttet, hvorpå de skal til at holde møder, hvor de fortæller alt om deres forretning og deres udfordringer endnu engang. Jeg synes det er forfærdeligt. Helt så slemt er det normalt ikke hos bankerne, men også dér har man den her idé med, at man skal "gøre karriere" ved at skifte arbejdsområde hele tiden. Det er grundlæggende en uskik, fordi folk aldrig når at blive rigtigt gode til noget som helst, og da slet ikke mht. kendskab til kunderne og deres forretninger.

Nå, jeg sagde til Anna, at hun kunne da bare beholde mig som personlig kunde og så ellers lave sit investeringshalløj som krævet. Jeg var ikke specielt krævende og de tjente gode penge på mig. Hun spurgte faktisk om lov, men fik nej.

Man har jo sine processer og procedurer på plads, og de er vigtigere end hensynet til de selvsamme kunder, der betaler for bl.a. dem, der udformer alle disse regler - sjovt, ikke?).

Så skiftede jeg til Danske Bank, og eftersom jeg jo er direktør og tjener penge og alt det der sludder, så blev jeg tilknyttet deres "Finanscenter" i Odense (nu hedder det vist noget så dansk som Private Banking). Hvad der skete derefter skriver jeg om i de kommende afsnit af VBIB-miniserien :)).

Så mit første forslag til håndtering af banker er: Insistér på at have et langt forhold til jeres bankrådgiver på samme måde som bankerne så gerne vil have, at vi er livskunder hos dem.