DirJulKal: 3. december
3. december:
Direktør Mogensen var i sidste øjeblik kommet med et fly fra Birmingham til København dagen før, da de i nogle få timer havde åbnet for flyvning igen, og han sad nu lettet i sin dagligstue i sin elskede hjemby Aalborg, omgivet af sin søde kone, og herlig musik fra Aalborg Nærradio.
Køreturen fra København til Aalborg gik nemt, og i bar glæde over at være hjemme i Danmark igen havde han – inspireret og spontant - gjort et kort stop undervejs hos sin gamle ven Skindhunden i Silkeborg. Over en kop kaffe havde han forklaret Skindhunden om sine kvaler, og måske i sit stille sind håbet, at denne hovedrige ven kunne hjælpe ham ud af hans nuværende kattepine.
Men ak.
Skindhunden kunne fortælle ham, at han også var blevet kontaktet af Direktørstyrelsen, som havde spurgt ham, om han ville have noget imod at lade sig registrere under det nye pointsystem for direktører?
Thi i Styrelsen havde de fundet ud af – via lidt søgninger hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og anonyme henvendelser fra offentligheden via de nye ”angiv-din-næste”-websites, som Skat havde oprettet tidligere på året – at direktør Mogensen var medlem af bestyrelsen i Skindhundens møbelfirma Skind & Ben.
Det ville derfor være en god ide, hvis Skindhunden lod sig frivilligt registrere under det nye pointsystem.
Ellers måtte han nok forberede sig på, at selskabet ville blive tvangsopløst efter de nye regler, der også krævede 42% kvinder i bestyrelsen.
Hvilket havde vist sig meget svært, da de danske kvinder omsider opdagede, hvor kedeligt og dårligt lønnet og intetsigende bestyrelsesarbejde i virkeligheden var – de nægtede stort set alle at stille op til endnu en bestyrelsespost, idet de hævdede, at det havde større glæde ud af at save i sig selv med sløve brødknive end deltage i bestyrelsesmøder om aftenen, hvor de kunne have hygget sig med rigtige mennesker i stedet.
”Åh Gud”, sagde direktør Mogensen medfølende til sin ven. ”Aner du overhovedet, hvem der er minister for noget som helst for tiden? De skifter jo hele tiden, og det er aldrig nogen, der har haft noget med deres ministerieområde at gøre før, så man kan ikke engang mindes dem fra tidligere sager eller artikler i aviserne!”
”Jeg ved det, ” svarede Skindhunden mismodigt, ”jeg kan ikke engang se forskel på dem og deltagerne i Vild med Svans eller andre af de dersens udsendelser. En af partiformændene minder mig hele tiden om Amalie fra Paradise Bordel, f.eks.!”
Direktør Mogensen indså, at hans ven ikke kunne hjælpe ham og selv havde sit at tænke på, så han kørte hjem til Aalborg, hvor han taknemmeligt tog imod en god øl fra det lokale bryghus, serveret i et ordentligt glas af hans altid søde og hyggelige hustru, Fru Direktør Mogensen, der endda havde taget en rød nissekjole på i anledning af hans hjemkomst.
Det gode øl og den røde nissekjole, sammen med musikken fra Ålborg Nærradio, fik hurtigt gjort en ende på Direktør Mogensens mismod. Efter et par kraftige slurke af det gode øl var han klar til kamp igen.
”Min elskede hustru,” råbte han begejstret, ”tror du ikke du kunne få en eller to af dine kolleger til at gå sammen med mig ned til banken én gang til og høre, om de virkelig mener det alvorligt?”
Et stort, varmt og fantastisk smil viste sig på Fru Direktør Mogensens ansigt. Hun forstod, hvor Direktør Mogensen ville hen med dét han sagde.
Fru Direktør Mogensen var nemlig til daglig kontordame hos Jægerkorpset. Hvis nogen kunne overtale banken til at ændre deres beslutning måtte det være de gutter…
Direktør Mogensen var i sidste øjeblik kommet med et fly fra Birmingham til København dagen før, da de i nogle få timer havde åbnet for flyvning igen, og han sad nu lettet i sin dagligstue i sin elskede hjemby Aalborg, omgivet af sin søde kone, og herlig musik fra Aalborg Nærradio.
Køreturen fra København til Aalborg gik nemt, og i bar glæde over at være hjemme i Danmark igen havde han – inspireret og spontant - gjort et kort stop undervejs hos sin gamle ven Skindhunden i Silkeborg. Over en kop kaffe havde han forklaret Skindhunden om sine kvaler, og måske i sit stille sind håbet, at denne hovedrige ven kunne hjælpe ham ud af hans nuværende kattepine.
Men ak.
Skindhunden kunne fortælle ham, at han også var blevet kontaktet af Direktørstyrelsen, som havde spurgt ham, om han ville have noget imod at lade sig registrere under det nye pointsystem for direktører?
Thi i Styrelsen havde de fundet ud af – via lidt søgninger hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og anonyme henvendelser fra offentligheden via de nye ”angiv-din-næste”-websites, som Skat havde oprettet tidligere på året – at direktør Mogensen var medlem af bestyrelsen i Skindhundens møbelfirma Skind & Ben.
Det ville derfor være en god ide, hvis Skindhunden lod sig frivilligt registrere under det nye pointsystem.
Ellers måtte han nok forberede sig på, at selskabet ville blive tvangsopløst efter de nye regler, der også krævede 42% kvinder i bestyrelsen.
Hvilket havde vist sig meget svært, da de danske kvinder omsider opdagede, hvor kedeligt og dårligt lønnet og intetsigende bestyrelsesarbejde i virkeligheden var – de nægtede stort set alle at stille op til endnu en bestyrelsespost, idet de hævdede, at det havde større glæde ud af at save i sig selv med sløve brødknive end deltage i bestyrelsesmøder om aftenen, hvor de kunne have hygget sig med rigtige mennesker i stedet.
”Åh Gud”, sagde direktør Mogensen medfølende til sin ven. ”Aner du overhovedet, hvem der er minister for noget som helst for tiden? De skifter jo hele tiden, og det er aldrig nogen, der har haft noget med deres ministerieområde at gøre før, så man kan ikke engang mindes dem fra tidligere sager eller artikler i aviserne!”
”Jeg ved det, ” svarede Skindhunden mismodigt, ”jeg kan ikke engang se forskel på dem og deltagerne i Vild med Svans eller andre af de dersens udsendelser. En af partiformændene minder mig hele tiden om Amalie fra Paradise Bordel, f.eks.!”
Direktør Mogensen indså, at hans ven ikke kunne hjælpe ham og selv havde sit at tænke på, så han kørte hjem til Aalborg, hvor han taknemmeligt tog imod en god øl fra det lokale bryghus, serveret i et ordentligt glas af hans altid søde og hyggelige hustru, Fru Direktør Mogensen, der endda havde taget en rød nissekjole på i anledning af hans hjemkomst.
Det gode øl og den røde nissekjole, sammen med musikken fra Ålborg Nærradio, fik hurtigt gjort en ende på Direktør Mogensens mismod. Efter et par kraftige slurke af det gode øl var han klar til kamp igen.
”Min elskede hustru,” råbte han begejstret, ”tror du ikke du kunne få en eller to af dine kolleger til at gå sammen med mig ned til banken én gang til og høre, om de virkelig mener det alvorligt?”
Et stort, varmt og fantastisk smil viste sig på Fru Direktør Mogensens ansigt. Hun forstod, hvor Direktør Mogensen ville hen med dét han sagde.
Fru Direktør Mogensen var nemlig til daglig kontordame hos Jægerkorpset. Hvis nogen kunne overtale banken til at ændre deres beslutning måtte det være de gutter…
posted by Moans Nogood at 3:10 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home