Polterabend: Henriette i (post)sækken

Det kan da godt være, at Per var direktør for Damgaard Data i Danmark (DDD, høhø), og det kan da også godt være, at hverken Ole Erecius eller jeg anede hvem han var.

Men vi havde en ven(inde) vi ville (og vil!) gå i døden for, nemlig Pia K, som jeg og min meddirektør Lasse iøvrigt har gået i folkeskoleklasse med. Og hendes veninde Henriette skulle giftes med Per, og Pia ville gerne have, at Ole og jeg foranstaltede noget - skal vi sige: uventet - for Henriette i den anledning.

Ole og jeg kunne faktisk det der med at planlægge ting når det nu skulle være. Vi lod være med at vaske os, tog vores mest beskidte tøj på (typisk gamle militærstøvler og camouflagejakker eller det der var værre), fyldte en 12-flaskers Faxe-kasse op med de små, buttede Faxe-flasker efter at have skiftet indholdet ud med vand - og begav os i god tid ind til Ankeret i Nyhavn, hvor vi satte os op ad et træ og prøvede at falde i med alle de andre, der sad og sumpede.

Det lykkedes. Da Pia og hendes otte veninder (ikke Henriette, naturligvis) ankom og stod og kiggede efter os på det aftalte sted kunne de ikke finde os. Først da jeg - siddende op ad et træ et par meter fra min gamle veninde - sagde 'HEJ' fik Pia det obligatoriske shock, sagde det obligatoriske 'guuuud' og så var alt iorden igen på denne dejlige solskinsdag.

Pia og Co satte sig ind på den nærmeste restaurant og iagttog begivenhederne derfra.

List senere ankom Henriette som tilsagt og satte sig på trappen ved Ankeret med en stor plasticsut om halsen i et bånd (det havde Pia befalet hende nogle dage tidligere).

Nå, Ole og jeg satte os langsomt i bevægelse og agerede et par fulderikker, der sad og sumpede. Jeg tømte flere (øl)flasker vand og bøvsede en del. Så stillede jeg mig op foran den stakkels pige og spurgte, om hun gav et sut? Hun så ubehageligt berørt ud, hvilket kan forekomme naturligt når jeg tænker over det idag.

Ole og jeg prøvede længe at komme i kontakt med hende, men uden det store held. Hun afviste os faktisk, syntes vi.

Nå, Ole slæbte sig på et tidspunkt hen til det lille, grønne stykke græs på det sted, hvor Havnerundfarten udgår fra (det lå BAG Henriette), slæbende på den der tomme postsæk, som han hele tiden havde haft med sig.

Jeg begyndte at træde (så det sagde højt) på alle de tomme plastic-ølkrus foran Henriette imens, så hun ikke tænkte så meget over, hvorfor Ole lagde sig om på græsset bag hende og lod som om han sov.

Knas, knas, knas. Henriette sad med den halve fadøl hun havde fået udleveret af en tjener (Pia havde sendt ham ud) og vidste nok ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre.

Men fra min position foran hende kunne jeg jo godt se Ole pludselig sætte sig i bevægelse og smække postsækken ned over hovedet på hende - og det hele gik meget stærkt.

Henriette tabte naturligt nok sit ølkrus, men det greb jeg til gengæld i luften og satte blidt ned - så satte vi en hængelås fast mellem hendes ben (og igennem to huller i postsækken). Så var hun fanget.

Så lodsede vi hende ind i Oles firhjulstrækker (en herlig Nissan Patrol) og drønede afsted med fangsten mens vi hørte Henning Stærk meget højt i højttalerne.

Tilskuerne ved Ankeret fik sig en overraskelse, men Pia og hendes veninder var hurtigt ude og fortælle dem, at det bare var for sjov.

Sjov var nok ikke det ord Henriette ville bruge. Hun brokkede sig meget højlydt over at befinde sig inde i en sæk i en bil, hvor Henning Stærk lød meget højt og hvor vi gjorde os umage for at køre henover så mange vejbump og igennem så mange bratte sving som muligt.

Til sidst afleverede vi hende til Pia og veninderne et sted på Strøget (tror jeg) til videre færd udi natten.

At jeg så senere har haft lidt med Per at gøre på det faglige plan er en pudsig omstændighed. Henriette har jeg også spist middag med en enkelt gang siden. Men hun er stadig ikke helt imponeret over dét vi gjorde ved hende den solskinsdag...