CRN 15: M2M

M2M

Forleden meddelte min bank-forbindelse gennem de sidste 4-5 år, Anna fra Nordea, at hun havde fået nyt job, og derfor ikke mere skulle være min bankforbindelse.

Fint, svarede jeg – så kan jeg jo ligeså godt skifte til Danske Bank. De har længe gerne ville have mig som kunde.

Jamen, svarede Anne, du får en anden bankforbindelse, en sød pige ved navn .

Det er bare ikke pointen. Det er ikke P2P eller B2B, der driver os mennesker. Det er Menneske-til-Menneske (M2M), og det er irriterende at skulle have en ny kontakt med jævne mellemrum, uanset om det drejer sig om bankrådgiveren eller account manageren fra IT-leverandøren, hvor man jo nærmest har institutionaliseret årlige organisationsændringer fordi det er godt for eet eller andet..

Når man spørger bankrådgiveren og account manageren hader de jo også selv at skulle skifte menneskelige kontakter.

Det har jeg længe tænkt over, og på det sidste har jeg læst (i) tre bøger, der måske forklarer en masse af det her.

For det første har jeg genlæst en vanvittig bog kaldet Funky Business, skrevet af et par økonomi-professorer, der stort set siger, at der ikke mere er nogle regler man kan følge – det er bare af sted ud og prøve at se, om man kan overleve derude i en verden, hvor det går rigtigt stærkt, og intet er helligt mere. Dem, der tør at bryde det sidste tabu i forretningsverdenen – følelser og oplevelser til kunderne – har en rigtig god chance for at overleve på den fede måde.

For det andet har Linus Torvalds – manden bag Linux – skrevet en bog med titlen ’Bare for Sjov’, hvori han filosoferer om, at de fleste ting, der omgiver os, har eller vil gennemgå tre faser: Først gør vi det for at overleve, så for at tilfredsstille vore sociale behov – og til sidst bliver det underholdning og sjov.

For det tredje har et par kloge folk udgivet en bog fra Harvard Business School, der hedder Blue Ocean Strategy. Jeg har foreslået Børsens Forlags direktør, at hun lancerer bogen på dansk ovre ved Blåvandshuk, men det vil hun ikke... Bogen er tyk, men essensen er dette: Det er sjovere ikke at have konkurrenter (sejle deruda’ på et skønt og blåt hav) end at kæmpe konstant i blodige kampe, der farver oceanet rødt. Det kan man jo ikke rigtigt sige noget imod...

De mennesker, der synes det er sjovt at have med mennesker at gøre, og som tør at knytte kunder og familien og vennerne og kæresterne tæt sammen på en masse måder har en chance.

Det har alle andre også. Men de ender desværre ofte i en trædemølle-biks eller – med et moderne ord – i Karaoke-kapitalisme: Efterligning af andre, men aldrig helt så godt som originalen.

Jeg har møde med Danske Bank på onsdag. Anna havde spurgt i sin nye afdeling, om hun måtte beholde bare én kunde i sin nye rolle. Det måtte hun naturligvis ikke.