Medier: Journalister og Dovenskab

Jeg ved faktisk ikke særligt meget om journalister. Jeg har haft en masse med dem at gøre i de senere år, men nogen ekspert er jeg bestemt ikke.

Så meget desto nemmere er det for mig at komme med generelle og grove anklager mod dem. Og usubstantierede, naturligvis :-)).

Jeg har på den ene side en fornemmelse af, at de fleste journalister idag er gået ind i faget for at komme i medierne. Fordi:

* De stiller hele tiden ENORMT lange "spørgsmål", som indeholder statements, holdninger, drejninger osv. - og er så til gengæld meget dårlige til at høre efter, når interview-offeret til sidst får mulighed for at svare.

* De har på forhånd skrevet artiklen og skal nu bare liiiige have en udtalelse, der passer til tekstens pointe. Der tales i fagkredse om begrebet "Tele-analytiker John Strand", fordi man kan få ham til at sige lige dét, der passer ind i den forudskrevne artikel. På den ene side er det fedt for journalisterne, at de har disse "Teleanalytiker John Strand"-typer - på den anden side ved de jo også godt, at de muligvis vildleder deres læsere. Men også her er der tale om rigtig meget spalteplads til journalisten og meget lidt til interview-offeret.

* Det er totalt umuligt at få dem til at lave egentlig journalistisk arbejde. Hvis man kommer med en historie eller nogle rygter spørger de uværgerligt, om man ikke har en kilde de kan ringe til - hvorefter de skriver en - hvad jeg kalder "doven" - artikel med påstanden og lidt udtalelser fra "kilden". Hvis de selv skal til at lave arbejde, så bakker de ud. Der sker intet.

Sådan har jeg haft det med journalister i et stykke tid. Jeg har bedt flere af dem (søde mennesker er de iøvrigt næsten alle sammen) om at lette røven og få lavet journalistik istedet for journalisme. Jeg har svinet dem til. Jeg har spurgt dem, hvorfor de var så dovne - og så videre, og så videre.

Men jeg må jo samtidig også prøve at forstå, hvorfor de gør som de gør. Der er nogle ting, der NÆSTEN kan retfærdiggøre de ting jeg har nævnt ovenfor:

* Der er for få nyheder og for mange medier, så alle historier skal skrives (af den samme journalist) på 2-5 forskellige måder, alt efter om det er den skrevne avis, online-avisen, gratis-avisen, eller noget helt fjerde.

* Der er for få nyheder og hver journalist har måltål nu om dage for, hvor mange linier de skal producere (åh Gud, et forfærdeligt udtryk) og også tit for, hvor mange historier de skal levere per dag. Jeg skriver om måltal og de perverteringer de medfører en anden god gang, men min tese er, at man altid får den opførsel man belønner - man kan bare aldrig forudsige, hvad den opførsel præcist går ud på. Så journalisterne leverer det de er blevet bedt om - nu uden sjæl eller indleven. Og da SLET ikke med indsættelse af almindelig journalistik-praksis :-)).

* Deres "medier", dvs. online-dimser og trykte aviser, er ekstremt følsomme m.h.t. deres annonce-indtægter i disse tider (og det holder nok ikke op - tværtimod), så de TØR rent faktisk ikke svine et begreb som "SOA" til, hvis de har to-tre multinationale selskaber, der varmt anbefaler deres kunder det sidste nye, dvs. SOA, via ugentlig annoncering.

* Aviser og deslige ledes i stigende grad af unge fløse i jakkesæt, der ved alt om Excel og intet om journalistik. Totalt uegnede til jobbet. Fordi de intet ved om faget og intet føler for det heller - udover imponator-effekten overfor hunnerne i baren over at kunne fortælle, at de er ansvarlige for nogle "medier" - er de særligt udsatte for den fare det vitterligt er, at

- prøve at finde vejen frem ved at kigge sig tilbage eller
- lede efter "best practices" fra andre steder, dvs. kopiere andre for at kunne være unikke

Så de kloge fortæller mig, at det er en naturlig følge af, at der er mange medier, masser af journalister (og en masse andre, der gerne vil i medierne), for få historier og for mange måltal, der umuliggør fordybelse i en enkelt historie (dvs. egentlig journalistisk arbejde i modsætning til hyggelig formidling via andre grund-kilder).

Hrrrmmmfff.