Overlevelsestur til Montana i 1991

Min kone var skredet og havde taget barnet med sig. Oles kæreste blev forelsket i en af hans arbejdskolleger, mens de alle sad på en café. Vi var lidt nede i de dage i 1990/1991.

Men så fandt vi ud af, at man mindst én gang i siv liv skulle prøve at leve uden velfærdssamfundets sikkerhedsnet. Med andre ord: Det var på tide at lave noget farligt og unødvendigt, sådan som drenge skal ind imellem. Hvordan f.eks. med 14 dage uden mad i en ødemark? Dét lød rigtigt.

Hvordan vi fandt ud af, at det skulle være Montana kan jeg ikke huske, men det skulle det. Vi planlagde så godt vi kunne, dvs. vi pakkede en masse ting i store rygsække, holdt nogle gode afskedsfester og drog afsted.

Ole gav mig en pragtfuld kniv til min 30-års fødselsdag (4. maj 1991), som han betegnede som "Bjørnegift". En tidligere kollega fra Sparekassen SDS, Susse, og hendes mand Jørgen Overbye gav os en masse lakrids - saltbomber, tror jeg - fordi de vidste, at jeg var helt vild med lakrids. Det reddede formentlig mit liv, som det vil fremgå senere.

Vi havde medbragt en lille smule udstyr til fælder mv., men havde en ide om at købe våben derovre. Det var jo trods alt USA.

Vi ankom i fin stil til Montana, kørte lidt rundt og fandt så ud af, at FBI tog sig af våbentilladelser i Montana (normalt er det ATF). Vi fik et møde med en flink agent Johnson, der forklarede os et par ting:

- Vores forslag om at tage ud i Bob Marshall Wilderness var rigtig godt, hvis vi ville have det vildt. "Pretty rough country", som han sagde. Man skal høre godt efter, hvad de lokale siger.

- Vi kunne ikke købe skydevåben. Det krævede, at man boede der i mindst tre måneder. Bue og pile kunne vi godt købe.

- Det ville være en god idé at købe en peberspray ved navn Counter Attack til beskyttelse mod bjørne. FBI havde testet den ved at sætte en agent ind i et solidt bur og så ellers hidse en grizzly op. Counter Attack havde en rækkevidde på 8-9 meter og virkede fint. Bjørnen havde siddet og gnedet øjne i halvanden time og var så lusket væk.

Vi købte Counter Attack og en fin jagtbue (60 punds træk) og nogle grumme pile af forskellig art, og så kørte vi ellers ud til en øde P-plads ved en sø/dam i vores lillebitte lejebil af en Talbot, parkerede og begav os afsted.

Det krævede en del vandring på en slags bjerghylde, men så var vi også godt oppe i Rocky Mountains i et par kilometers højde eller mere, og det var vitterligt 'Pretty rough country'. Vi så stort set ingen dyr i den uges tid vi var derude...

Vi havde naturligvis ikke taget mad med overhovedet, for så ville det jo ikke være "rigtig" overlevelse. Well, det lykkedes Ole at fange fem fisk ialt, som vi glade spiste, men de var ikke store, og det var ikke meget for os, så kombinationen af for lidt mad og højden gjorde, at vi sov længere og længere for hver dag. Vi var vist oppe i nærheden af 16 timer til sidst.

Vi var ret omhyggelige med lejrslagning. Vi sørgede for ikke at sove i det tøj vi havde på når vi tilberedte fisk, for det er jo noget bjørne kan lugte. Vi havde også snubletråde med diverse ting bundet til dem spændt hele vejen rundt, og de blev udløst om natten nogle gange, hvilket kan vække de fleste - så var det bare om at råbe og skrige og lyse med lygter i håb om, at evt. bjørne ville luske væk.

En dag nåede Ole ikke tilbage fra fisketur før det blev lidt halvmørkt. Han kom til at gå op fra Sun River på et forkert sted, og endte pludselig lige foran en hule, hvor der lugtede meget kraftigt fra. Vi havde fået at vide, at bjørne lugtede utroligt dårligt og kraftigt, så Ole bakkede forsigtigt væk fra hulen, indtil han trådte ud i intetheden og styrtede nogle meter ned. Da han nåede frem til vores lille lejr havde han stadig fiskestangen i højre hånd og fisken han havde fanget i venstre, men så iøvrigt lettere rystet ud - ganske forståeligt.

Jeg var ikke til ret megen nytte. Svag og ubeslutsom. Og så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at snyde og spise af lakridserne i hemmelighed. Spiste mig endda ind på Oles andel af den. Kunne ikke lade være. Der gik lang tid før jeg forstod hvorfor (mere om det nedenfor).

Efter en uges tid på den måde måtte vi opgive og begive os ud. Det tog et døgn at komme ud til bilen via den førnævnte bjerghylde, men det gik.

Der var 70 miles til nærmeste by - Aurora - ad en grusvej, og efter få minutter skred Ole ud i et sving og vi endte i grøften. Godt så. Midt i absolut ingenting, uden mobiltelefon, uden mulighed for at få bilen op - og meget, meget sultne. Fantastisk situation.

Få minutter efter kom en bil med kran på ladet kørende, ført af en 120 år gammel mand, og med hans lige så gamle kone siddende ved siden af. De stoppede, vi forklarede situationen, de hev os op på få minutter, og ville ikke have noget for det. Mirakler sker!

Nå, vi kørte videre til Aurora, hvor ingen - INGEN - brugte kreditkort, og vi havde ingen kontanter. Ingen medlidenhed heller. Vi måtte give op og - nu rigtigt, rigtigt sultne - køre videre mod storbyen Great Falls (hovedstaden i Montana).

Vi var der to timer senere, og jeg fik den lyse idé, at tage hen til politistationen, fordi strissere altid ved, hvor der er god og billig mad. Den vagthavende hed Lieutenant Meade, hvilket minder lidt om 'Meat', tænkte jeg...

Han hørte på vores historie om, at vi lige havde været en uges tid i Bob Marshall Wilderness uden mad, og at vi gerne ville spise godt og rigeligt et sted. Han smilede lumsk, og spurgte, om vi var interesserede i en stor, saftig steak? Ja! Hvad så med nogle virkeligt lækre bagte kartofler med fyld? Jeps! Og en masse lækkert salat og tilbehør? Jaaahhh! Jubiii! Godt, sagde han så, efter at have holdt os på pinebænken i et stykke tid - og fortalte os vejen til en god restaurant, som han selv godt kunne lide.

Det var fantastisk. De havde det hele, vi fik en stor drink først, bestilte en masse mad og rødvin - og kunne næsten ikke spise noget. Maven snørrer sig jo sammen under fasteperioder, så vi måtte give op halvvejs inde i steaken, rørte næsten ikke tilbehøret, og kunne ikke engang drikke rødvinen op.

Så tilbage til politistationen for at sige tak og for at spørge om en god campingplads. Den nat sov vi tungt med kun antydningen af mavepine.

Resten af tiden i Montana brugte vi på at køre rundt og opleve en masse. Vi spiste også en del chips (mest mig) og drak en del colaer. Billeder af bagsædet fyldt op med affald blev senere på det skammeligste udleveret af Ole til min chef i Oracle, så han kunne argumentere succesfuldt for, hvorfor jeg skulle udnævnes til Jerk of the Year 1991 ved firmaets julefrokost i Blue Elephant-restaurantet på SAS-hotellet ved Langebro.

Ole undrede sig over, at jeg kunne spise så mange kilo chips og dip hver dag. Det viste sig senere at hænge sammen med det med lakridserne... mere om det senere.

Der var også en fantastisk episode i Montana, hvor vi var ved at blive arresterede ved en high school. Det er en særskilt historie til en anden, god gang - og er en af årsagerne til at jeg stadig har det lidt anstrengt med den gamle gut Jim Beam.

Så fløj vi til Florida, lejeje en bil, deltog i en Oracle-konference (IOUG 1991), mens vi boede i halvdelen af et hus, som Ole havde skaffet da han mødte en ex-jugoslav, som sad i receptionen af et hotel og tænkte mere på at leje sit eget ud end at sælge hotelværelser til gæster. Meget fint sted, hvor et par andre gutter (bl.a. Mogens Egan) også endte med at sove - og hvor vi holdt en danskeraften med kyllinger og øl i store mængder. Affaldsstakken bagefter var halvanden meter høj og vel en kvadratmeter i grundareal.

Vi kørte også et smut til min gamle stat Louisiana. Det var jo bare et smut henad Interstate 10-highwayen... Undervejs, midt om natten, ankom vi som de første til et alvorligt uheld med fire unge piger, der havde stjålet en åben firhjuls-trækker med styrtbøjle for at komme til New Orleans og feste. De rullede rundt og blev kastet ud (de brugte ikke sikkerhedsseler). Ole og jeg gik lidt rundt og hjalp hvor vi kunne og fik fremfor alt de åndssvage Highway Patrol-folk til at holde deres mund og holde op med aggressivt at udspørge de stakkels piger, der var i chok, om hvem der førte bilen og alt muligt andet.

Så kom ambulancerne, pigerne kom afsted, og vi kørte videre.

Det var noget af en tur, var det, sådan alt taget i betragtning. Jeg rejste hjem og Ole rejste videre til Californien for at lave noget arbejde for Uniras, tror jeg. Dengang måtte man kun have for 300 kroner varer med hjem fra USA. Jeg blev naturligvis stoppet i tolden og spurgt, hvad dét var for en underlig lang, tynd kasse? En jagtbue, svarede jeg, mens mit hjerte sank lidt. Det er noget af et våben at tage ind i landet uden våbentilladelse... Der gik lidt tid, før jeg forstod, hvad manden egentlig sagde. Han ville høre, om jeg var klar over, hvor meget jeg måtte have med for? Ja, 2000 kroner, svarede jeg. NEJ, sagde han - USA var jo ikke et EU-land. Nå, for Søren, sagde jeg... Så han ville vide, hvor meget den bue havde kostet. 50 dollars, svarede jeg hurtigt! Så regnede han længe på en lommeregner og dømte mig så til at betale 149 kroner i told.

Jeg var temmelig lettet, da jeg slap derfra. Vi har stadig buen et sted, selvom vi ikke har brugt den siden vi holdt Polterabend for Jesper (på den anden dag).

Ole kom hjem nogle uger senere og medbragte den fede multi-CD-spiller jeg havde købt for en slik (ca. 200 dollars). Jeg kan stadig se ham komme frejdigt ud fra tolden med CD-spiller-kassen stående frit fremme på vognen. Han blev heldigvis ikke stoppet.

Vi har lavet mange ting sammen, Ole og jeg, men den tur til USA var fantastisk.

Nåja, forklaringen på lakridserne og de to kg chips per dag, og min generelle svaghed? Jeg begyndte at blive meget svag, få kramper de mest utrolige steder, og generelt blive lidt underlig. Måtte til sidst flytte hjem til mine forældre, fordi jeg ikke engang selv kunne gå op ad trapperne til min lejlighed.

Det tog vores fantastiske syge(hus)væsen frem til august 1992 før de fandt ud af, at jeg led af Morbus Addison (binyresvigt - ingen binyrehormonproduktion - stor saltmangel, lavt blodtryk). Det forklarede, at jeg elskede lakrids - det hæver blodtrykket. Og chips hjælper (salt, osv.) også. Da jeg blev bragt ind med ambulance var mit blodtryk 32/34 eller så. Der var en halv time tilbage, sagde de senere...