SDS: Mogens & Mogens på russisk restaurant... og en regnskabsskandale

Det her foregår i slut-firserne, hvor Mogens Egan og jeg delte kontor i Sparekassen SDS. Vi skulle til konference i Paris, og det gik fint alt sammen.

Den sidste aften dernede gik vi to ud og faldt over en russisk restaurant. Den lå i et forladt Metro-rør og man kom derned via en lang trappe. Der var plads til 10-15 mennesker eller så, og da alle pladser var besat blev døren lukket øverst oppe.

Så begyndte alle tiders restaurant-oplevelse, hvor de russiske værter (faren, moren, datteren, svigersønnen) skiftevis sang sange (moren kunne nogle danske sange fordi hun havde boet et halvt år i Esbjerg under flugten i 1920 eller så) for os, spillede klaver og guitar, tog imod mad-bestillinger, lavede mad, osv osv. Helt, helt fantastisk. Største og sødeste restaurant-oplevelse i mit liv.

Da vi havde spist forretter og hovedretter og drukket vodka og alt det man skal gøre, så ville Mogens altså have noget grønt til dessert istedet for desserter - vi var nemlig særdeles mætte. Vores fransk var elendigt og vores russisk var endnu værre, så vi kunne ikke rigtigt forstå menu-kortet.

Men vi besluttede os for noget vi mente var grønt (det viste sig at være rigtigt) og bad faren (patriarken) om to af dem. Nej, sagde han. Jojo, sagde vi. To. Nej, sagde han. Vi prøvede nogle gange. Nix. Til sidst gik han modstræbende med til at vi kunne få lov at bestille en af dem (hvad det så end var - vi anede det jo ikke) - og vi SKULLE have Slivovitch (stavning?) eller hvad det nu hed til. Ellers ville han ikke servere det.

Jajajajajaja, så gik vi med til det. Hvorpå de anbragte en KÆMPE skål med saltagurker foran os. Godt vi ikke havde fået to...

Det bedste var naturligvis, at Mogens ikke kan fordrage saltagurker, så vi grinede nok sammen over det her i over 10 minutter. Jeg tvang ham iøvrigt til at spise en af agurkerne. Det manglede bare.

Mogens Egan var rørt til tårer og krammede moren (matriarken) da vi gik - og jeg tror vi betalte 600 Franc i drikkepenge, hvilket var kolossalt meget for os dengang. Men det var også fantastisk.

Flere måneder senere kom Susse - sekretæren i EDB-afdelingen - hen og spurgte os, om vi kunne huske, hvad den fantastiske restaurant hed og hvor den lå? For nu skulle hun og hendes mand Jørgen til Paris.

Det kunne vi sgu' ikke huske. Men jeg havde en ide. Henrik Sterling i Regnskab skyldte os en tjeneste eller to, og han måtte da kunne finde bilaget. Det gik han med til at lede efter.

Et par uger senere rykkede jeg ham, for vi havde intet hørt. Jahhhh, det var ikke så godt. Bilagene var væk. Faktisk var bilag for ialt et halvt år eller så bare - pist - væk. Faktisk var sagen nu overdraget til revisionen og direktionen. Meget alvorlig sag...

Nå, de fandt aldrig bilagene. De var i flyttekasser, og de er formentlig forsvundet under flytning fra én lokation på Kgs. Nytorv til en anden.

Siden har jeg (og Mogens) prøvet at finde ud af det, men det er aldrig lykkedes. Da jeg mødte det fantastiske menneske Jørgen Ulrich (forfatter bosiddende i Paris, etc. etc.) mange år senere troede jeg der var håb. Han kunne heller ikke finde den.

Måske skal det bare være sådan. Måske skal man ikke skuffes ved at opsøge sådan et sted igen. Måske. Men både at grine og græde sådan en aften, og så sammen med min fantastiske ven Mogens Egan er ikke så ringe endda.