Moderat Pres, del I: Skiulykker
Sidste år overtalte min smukke hustru og utallige af vore børn mig til at tage på skiferie for første gang. Turen gik til et sted i det nordlige Sverige.
Jeg bryder mig ikke om skiferier af mange årsager, men jeg lod mig overtale. Jeg kunne jo tage mig af mikroskopiske Viktor mens de andre lavede fjollede ting på ski.
Eneste betingelse: Jeg ville have internet-adgang.
Der ER internet-adgang deroppe, sagde familien.
Det viste sig at være rigtigt. Der ER rent faktisk internet i Sverige som sådan. Bare ikke på selve skisportsstedet.
Heldigvis kunne man køre finsk rallykørsel i 30-40 minutter ad små skovveje for at komme til en meget lille by højt mod nord, hvor man i hotellets (bemærk: én-tal) lobby kunne købe et skrabelod til Telia og på den måde komme på nettet.
Den hoppede jeg ikke på i år. Næh, vi lånte en fed lejlighed af gode venner (www.imalp.ch) og der var vitterligt trådløst netværk og en lidt større Viktor ville gerne se 'Find Nemo' 14-15 gange om dagen. Eneste variation jeg ikke har set endnu er den lettisk-sprogede udgave på DVD'en kombineret med norske undertekster, så det var egentlig OK altsammen.
Lige indtil en snowboarder kørte henover min hustrus ski. Snowboardere ved vistnok ikke bedre. De kender ikke regler, de følger ikke de regler de kender - og de skal allesammen hen og ryge hash på legepladsen bagefter, mens små børn leger rundt om dem.
Det er sådan jeg har forstået det, men jeg løber altså ikke selv på ski, så det er helt klart anden- og tredjehåndsberetninger jeg bygger mine udsagn på.
Med undtagelse af det med hashrygningen på legepladsen. Det er førstehånds-beretning, for det var min hustru, der så det.... Desværre ringede hun ikke efter mig. Så skulle de have fået stoppet piben ind, skulle de.
Nå, men min hustrus ski blev kørt over af en snowboarder, der naturligvis fortsatte uden at sige undskyld. Fair nok. De har jo travlt. De skal ned og ryge hash på legepladsen.
Da hun var tæt på afgrunden valgte hun en desperat manøvre henover en mindre bakke, som gjorde hende luftbåren lidt a la scenerne i en James Bond-film.
Landingen gik dog noget anderledes end på film, så hun blev babu-babu kørt på det lokale hospital, hvor de iøvrigt var hamrende dygtige og professionelle - og i den forbindelse har jeg ikke brug for at snakke om, hvordan det danske sundhedssystem opførte sig til sammenligning.
Her lå hun så med svære smerter, da jeg nåede frem. Det var på dét tidspunkt, jeg fik hende til at love - fire gange i træk - at vi aldrig mere skulle på skiferie.
Spørgsmålet er nu: Godt nok fremtvang jeg denne "lovning" fra hustruen mens hun lå hjælpeløs med store smerter, men det må da være helt iorden alligevel, ikke? Hun kan da ikke komme bagefter og sige, at hun alligevel gerne vil på skiferie, vel?
Jeg mener: Moderat pres er da OK i visse nødssituationer, er det ikke? Det har jeg læst i pressen, at udmærkede regeringer henholder sig til. Så kan jeg da også. Og jeg rørte ikke engang ved det smadrede knæ mens jeg udspurgte hende. Det er muligt, at min hånd svævede lige over det, men jeg rørte det ikke.
På ære.
Jeg bryder mig ikke om skiferier af mange årsager, men jeg lod mig overtale. Jeg kunne jo tage mig af mikroskopiske Viktor mens de andre lavede fjollede ting på ski.
Eneste betingelse: Jeg ville have internet-adgang.
Der ER internet-adgang deroppe, sagde familien.
Det viste sig at være rigtigt. Der ER rent faktisk internet i Sverige som sådan. Bare ikke på selve skisportsstedet.
Heldigvis kunne man køre finsk rallykørsel i 30-40 minutter ad små skovveje for at komme til en meget lille by højt mod nord, hvor man i hotellets (bemærk: én-tal) lobby kunne købe et skrabelod til Telia og på den måde komme på nettet.
Den hoppede jeg ikke på i år. Næh, vi lånte en fed lejlighed af gode venner (www.imalp.ch) og der var vitterligt trådløst netværk og en lidt større Viktor ville gerne se 'Find Nemo' 14-15 gange om dagen. Eneste variation jeg ikke har set endnu er den lettisk-sprogede udgave på DVD'en kombineret med norske undertekster, så det var egentlig OK altsammen.
Lige indtil en snowboarder kørte henover min hustrus ski. Snowboardere ved vistnok ikke bedre. De kender ikke regler, de følger ikke de regler de kender - og de skal allesammen hen og ryge hash på legepladsen bagefter, mens små børn leger rundt om dem.
Det er sådan jeg har forstået det, men jeg løber altså ikke selv på ski, så det er helt klart anden- og tredjehåndsberetninger jeg bygger mine udsagn på.
Med undtagelse af det med hashrygningen på legepladsen. Det er førstehånds-beretning, for det var min hustru, der så det.... Desværre ringede hun ikke efter mig. Så skulle de have fået stoppet piben ind, skulle de.
Nå, men min hustrus ski blev kørt over af en snowboarder, der naturligvis fortsatte uden at sige undskyld. Fair nok. De har jo travlt. De skal ned og ryge hash på legepladsen.
Da hun var tæt på afgrunden valgte hun en desperat manøvre henover en mindre bakke, som gjorde hende luftbåren lidt a la scenerne i en James Bond-film.
Landingen gik dog noget anderledes end på film, så hun blev babu-babu kørt på det lokale hospital, hvor de iøvrigt var hamrende dygtige og professionelle - og i den forbindelse har jeg ikke brug for at snakke om, hvordan det danske sundhedssystem opførte sig til sammenligning.
Her lå hun så med svære smerter, da jeg nåede frem. Det var på dét tidspunkt, jeg fik hende til at love - fire gange i træk - at vi aldrig mere skulle på skiferie.
Spørgsmålet er nu: Godt nok fremtvang jeg denne "lovning" fra hustruen mens hun lå hjælpeløs med store smerter, men det må da være helt iorden alligevel, ikke? Hun kan da ikke komme bagefter og sige, at hun alligevel gerne vil på skiferie, vel?
Jeg mener: Moderat pres er da OK i visse nødssituationer, er det ikke? Det har jeg læst i pressen, at udmærkede regeringer henholder sig til. Så kan jeg da også. Og jeg rørte ikke engang ved det smadrede knæ mens jeg udspurgte hende. Det er muligt, at min hånd svævede lige over det, men jeg rørte det ikke.
På ære.
posted by Moans Nogood at 4:56 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home