Sjov flyvetur til San Francisco
Nå, men jeg bor her i en lejlighed i SFO med Anjo Kolk, Krister fra Sverige og Oliver fra CSC i anledning af Oracle Open World. Fint og godt.
Men turen herover var lidt for spændende:
Det så ellers fint ud. Jeg skulle flyve med Virgin Atlantic på Economy Premium (business-sæder, økonomi-forplejning) t/r for ialt 10.000 kroner inkl British Airways fra København til London.
Men security i Heathrow Terminal 4 er noget for sig selv, så jeg var fremme ved Virgin-skranken 53 minutter før afgang. Vi taler ikke om check-in helt ude i terminalen, men transfer-skranken et par hundrede meter fra flyet.
Virgin har imidlertid en politik om, at man skal være der en time før. Det vidste jeg ikke, og de er de eneste der har den politik. Så jeg kunne ikke komme med. Ej heller næste dag. Flyet var fuldt. Basta. Mildest talt nogle meget lidt hjælpsomme typer. Og jeg måtte værs'go' selv finde ud af, hvad jeg så skulle gøre. Først prøvede jeg United. Nix. Så SAS. Nix. Så BA.
Så jeg endte med at få et sæde mellem to mennesker på British Airways (monkey class) nogle timer senere, og så var det jo ellers et spørgsmål om at drikke rødvin indtil jeg kunne sove i en meget krampagtig stilling. Skidt. Det gik.
Da vi så skulle lande i SFO var vejret dårligt, så den ene af to runways var lukket. Vi cirklede lidt. Brugte lidt brændstof. Prøvede at lande, men havde det, der i fagsproget heddet et "near miss", dvs. to fly var tæt på hinanden. Det resulterede i en nødmanøvre fra pilotens side og derefter en rigtig, rigtig hurtig landing i nærliggende Oakland Airport, hvor de - ifølge piloten - blev ret overraskede, da der pludselig stod en 747 på deres landingsbane. Men vi havde ikke mere benzin, så det skulle gå stærkt.
Vi stod så ude på banen i halvanden time mens vi fik 35 tons brændstof ombord. Imens vi ventede ringede min telefon - det var Michael Thomsen fra Færøske Tele. Han ville bare fortælle mig en helt fantastisk historie: Han sad i et fly, der lige var nødlandet i Oakland. Vi fandt så ud af, at jeg sad på række 29 og han på række 52, og så mødtes vi og snakkede lidt.
Så startede vi igen for at lande i SFO Airport (den ligger seks miles fra Oakland, så flyveturen var kort) og FAN'ME om ikke vi havde et near miss igen! Denne gang var pilotens manøvre ret, øhm, sjov. Sådan lidt stejl opstigning, I ved.
Så kom vi rundt igen og landede uden problemer. Piloten fortalte os så, at han ville tale med diverse personer i SFO Airport. I hans 10 år som pilot havde han oplevet near miss'er fire gang - to af dem denne aften. Så kom chef-purseren til og fortalte, at han havde fløjet i 38 år og havde oplevet det fem gang - to af dem denne aften.
Der sad en ung dame fra Electronic Arts, der laver computerspillet Simms (er det korrekt stavet) ved siden af mig. Hun var godt nok nervøs. Jeg trøstede hende selvfølgelig med visdomsordene, at "hvis det er idag er det jo idag, og det kan vi ikke rigtigt gøre noget ved". Det så ikke ud til at hjælpe.
Jeg glæder mig til hjemturen med Virgin.
Men turen herover var lidt for spændende:
Det så ellers fint ud. Jeg skulle flyve med Virgin Atlantic på Economy Premium (business-sæder, økonomi-forplejning) t/r for ialt 10.000 kroner inkl British Airways fra København til London.
Men security i Heathrow Terminal 4 er noget for sig selv, så jeg var fremme ved Virgin-skranken 53 minutter før afgang. Vi taler ikke om check-in helt ude i terminalen, men transfer-skranken et par hundrede meter fra flyet.
Virgin har imidlertid en politik om, at man skal være der en time før. Det vidste jeg ikke, og de er de eneste der har den politik. Så jeg kunne ikke komme med. Ej heller næste dag. Flyet var fuldt. Basta. Mildest talt nogle meget lidt hjælpsomme typer. Og jeg måtte værs'go' selv finde ud af, hvad jeg så skulle gøre. Først prøvede jeg United. Nix. Så SAS. Nix. Så BA.
Så jeg endte med at få et sæde mellem to mennesker på British Airways (monkey class) nogle timer senere, og så var det jo ellers et spørgsmål om at drikke rødvin indtil jeg kunne sove i en meget krampagtig stilling. Skidt. Det gik.
Da vi så skulle lande i SFO var vejret dårligt, så den ene af to runways var lukket. Vi cirklede lidt. Brugte lidt brændstof. Prøvede at lande, men havde det, der i fagsproget heddet et "near miss", dvs. to fly var tæt på hinanden. Det resulterede i en nødmanøvre fra pilotens side og derefter en rigtig, rigtig hurtig landing i nærliggende Oakland Airport, hvor de - ifølge piloten - blev ret overraskede, da der pludselig stod en 747 på deres landingsbane. Men vi havde ikke mere benzin, så det skulle gå stærkt.
Vi stod så ude på banen i halvanden time mens vi fik 35 tons brændstof ombord. Imens vi ventede ringede min telefon - det var Michael Thomsen fra Færøske Tele. Han ville bare fortælle mig en helt fantastisk historie: Han sad i et fly, der lige var nødlandet i Oakland. Vi fandt så ud af, at jeg sad på række 29 og han på række 52, og så mødtes vi og snakkede lidt.
Så startede vi igen for at lande i SFO Airport (den ligger seks miles fra Oakland, så flyveturen var kort) og FAN'ME om ikke vi havde et near miss igen! Denne gang var pilotens manøvre ret, øhm, sjov. Sådan lidt stejl opstigning, I ved.
Så kom vi rundt igen og landede uden problemer. Piloten fortalte os så, at han ville tale med diverse personer i SFO Airport. I hans 10 år som pilot havde han oplevet near miss'er fire gang - to af dem denne aften. Så kom chef-purseren til og fortalte, at han havde fløjet i 38 år og havde oplevet det fem gang - to af dem denne aften.
Der sad en ung dame fra Electronic Arts, der laver computerspillet Simms (er det korrekt stavet) ved siden af mig. Hun var godt nok nervøs. Jeg trøstede hende selvfølgelig med visdomsordene, at "hvis det er idag er det jo idag, og det kan vi ikke rigtigt gøre noget ved". Det så ikke ud til at hjælpe.
Jeg glæder mig til hjemturen med Virgin.
posted by Moans Nogood at 7:50 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home