Polterabend: Charlie - og lidt om Tannheuser

Fantastiske Ellen skulle gifes med amerikanske Charlie. Vi var jo ikke helt tilfredse med, at hun sådan skulle bortføres til et fremmed land, men på den anden side var Charlie en fin fyr, så vi tog det relativt pænt.

Brylluppet skulle stå i København, hvor Ellens slægtning (en pensioneret præst) skulle vie dem i Marmorkirken. Flere af deres amerikanske venner kom flyvende for at være med.

Men Charlie skulle altså have en Polterabend han kunne huske. Det var vi ret gode til dengang, vi gutter. Mig, Ole, min lillebror og andre.

Han blev kørt og ledt rundt i København, blev samlet op af taxaer, der havde kuverter til ham med instrukser fra Ellen, overvåget af os alle sammen, og i det hele taget var det et stort puslespil, som lykkedes over al forventning. Hele tiden var der nye breve fra hans elskede Ellen, som liiiige ville have ham til at undergå endnu en test før hun endeligt bestemte sig...
Alt i alt fik Charlie prøvet forskellige ting (detaljerne fortaber sig i mine tåger), inkl. noget vægttræning, der fik ham til at kaste op (Ole var stærk dengang) og den slags ting.

Så var vi ude og spise, og derpå sluttede vi af på Tannheuser.

Tannheuser ejedes af den bindegale (og vistnok nazistisk stemte) Jørgen, som havde indrettet stedet i Holberggade (der er en kinesisk take-away idag) med rokoko-møbler, Wagner i højttalerne og flere hundrede forskellige whisky'er i baren.

Se, dét var en reel sensation dengang, hvor vi lige var blevet præsenteret for en revolution ved navn Glenfiddich, efter at have haft to forskellige blendede whisky'er at vælge imellem i hele vores liv. En sand pioner var han. Og meget underlig.

Til at begynde med tilbød han sine polterabend (og andre) kunder, at de kunne få en Ugly-bugly. Det var en meget stærk snaps (faktisk finsprit) med tabasco, som man kunne sluge, hvorefter man fik et smæk i numsen, der kunne mærkes.

Det gik fint (det var jo dybest set frivilligt om folk ville dette) indtil Politiken fik nys om det og skrev forarget (som de jo altid gør) i et stykke tid.

Hmm. Så fandt han på noget andet, hvis navn jeg ikke kan huske. Men det var dét vi købte til Charlie:

Han fik drammen som altid, og med den lille finesse at Jørgen vred en citronskal over glasset, så der lagde sig en fin og usynlig oliehinde over finspritten, så den lukkede al lugt inde. Meget smart trick.

Dernæst blev den tungeste pige i lokalet udpeget og under stor offentlighed vejet på en badevægt.

Så fik Charlie besked på at tage skjorten af (den skulle nødigt komme til skade) og blev lagt på ryggen på gulvet og fik udleveret et sømbræt, som han skulle holde mod sit bryst med begge arme/hænder, dvs. albuerne støttende på gulvet.

Så trådte den tungeste pige i lokalet op på brættet. Lige før hun gjorde det råbte en af hans amerikanske venner forfærdet "No, Charlie, don't do it!", men Charlie gjorde det alligevel.

Fidusen var, at hvis man støttede godt med albuerne holdt man praktisk taget piggene/sømmene væk fra brystet, så der var ingen problemer. Dog lignede Charlie én, der havde sved på panden... før og efter.

Brylluppet var meget fint, middagen/festen rigtig god, og alt gik godt.

Tannheuser måtte lukke efter nogle år. Restlagret af whisky'er samt den absinth, som ham Jørgen også havde fået dispensation til at sælge, blev solgt til Oles fætter, der startede Krut's Karport op på Østre Farimagsgade. Men det er en helt anden historie.