Monday, January 24, 2011

Ole fik ret: Vi ER på vej ned...

Min gode ven Ole sagde for mange år siden nogle ord, jeg siden tit har citeret ham for:

"Nørgaard, denne kultur er på vej ned - og jeg ser kun to løsninger: En rigtig landkrig eller en statsbankerot."

Derfor har jeg tilladt mig at kopiere den uforlignelige Anne Knudsens leder i denne uge i Weekendavisen. Egentlig ville jeg ønske, at jeg aldrig havde læst den:

====================================================================
Statens lerfødder

Velfærdsstatens afskaffelse i Danmark vil ikke ske med et politisk brag. Velfærdsstaten vil forvitre og falde i grus næsten ubemærket. Det er allerede begyndt. På netop dén måde; med bagateller, som man hurtigt vænner sig til. I december 2010 sneede og frøs og stormede det, så det var en lyst, og det flotte vintervejr fortsatte ind i januar. Men for første gang i 100 år blev der ikke ryddet sne væk fra Københavns gader og veje, og for første gang i 35 år blev der ikke saltet. Der var ikke råd, forklarede kommunen. En offentlig ydelse, som havde været en selvfølge i flere menneskealdre, var lige så stille forsvundet. Uden at nogen egentlig bemærkede det.

Udviklinger som denne lægger man kun i begyndelsen mærke til; herregud, det betyder jo ikke så meget. Københavnerne vænnede sig hurtigt til at køre langsomt, forsigtigt og hensynsfuldt på de sneglatte gader og tænkte ikke mere over, hvad der egentlig var sket. Heller ikke, da det fortsatte, tænkte man videre over det. Borgerne er i øjeblikket ved at vænne sig til, at de mange huller i vejene, som vinteren har efterladt, for første gang i 100 år ikke vil blive repareret. Der er ikke råd. Man må køre udenom. Hvis man kommer til skade eller får ødelagt cyklen eller bilen, kan man få erstatning hos kommunen. Det er billigere end at reparere vejene, hvor hullerne naturligvis kun vil blive værre de nærmeste år.

Demonterer man bare stille og roligt den ene ydelse efter den anden, er der ingen, der lægger mærke til det. Borgerne har således for længst vænnet sig til, at vuggestuer og børnehaver holder lukket i ugevis hvert år, uden i øvrigt at prisen af den grund er blevet mindre. Og ingen synes at have bemærket, at børnene i dag får 30 procent færre skoletimer, end de gjorde for 40 år siden. At man ikke længere kan piske sin praktiserende læge på sygebesøg. At man ikke længere kan tilkalde en vagtlæge, der kan tilse ens højfebrile barn. At man ikke kan komme på hospitalet i nærheden af, hvor man bor. At man under en indlæggelse af normal varighed aldrig ser den samme læge to gange. At der ikke bliver gjort rent på hospitalerne. At det hele faktisk er ved at falde fra hinanden, uden at vi lægger rigtig mærke til det.

Troen på, at man bare kan beslutte, hvordan virkeligheden skal se ud, præger den politiske debat. Socialistisk Folkeparti har senest fremlagt en såkaldt vækstplan, som indebærer, at staten ikke længere skal skele til forholdet mellem pris og kvalitet, når den køber ind, men derimod anlægge nationale og miljømæssige, strategiske kriterier. Sammen med Socialdemokraternes og SFs fælles plan om at overtale skatteyderne til at arbejde noget mere for at kunne betale noget mere i skat tegner vækstplanen et billede af et samfund, der udvikler sig nøjagtig, som politikerne beslutter. Det er, så vidt vides, aldrig tidligere lykkedes at etablere sådan et samfund, ikke engang i USSR eller Kina, men én gang skal jo være den første.

På den danske vælger virker det måske plausibelt, at politiske beslutninger afgør, hvordan virkeligheden tager sig ud. Vi lever i et gennemreguleret samfund, hvor borgerne finder det helt normalt, at staten interesserer sig for, om helt almindelige børn i almindelige familier spiser for meget slik og får for lidt motion - og for skatteyderpenge ansætter folk til at coache og instruere desangående. Det er svært for en dansker at komme i tanke om et forhold, der er så privat eller inferiørt, at det ikke potentielt kunne kræve offentlige udgifter.

Viljens magt har imidlertid ikke kunnet forhindre danskerne i at få alt for få børn til at fortsætte kursen mod stadig mere finmasket offentlig service. Den har ikke formået at hæve uddannelsesniveauet og produktiviteten, så man kunne tjene på gyngerne, hvad man taber på karussellerne, og den har ikke engang kunnet formå de raske 60-årige fagforeningsmedlemmer til at blive på jobbet i stedet for at hæve efterløn.

Magt til at vende den demo-grafiske udvikling har ingen. Og ganske uanset, hvad politikerne glæder vælgerne ved at beslutte, så kommer vi helt sikkert til at se flere eksempler på, at tingene bare holder op med at virke. En fremtid, hvor ingen tager telefonen, ingen kommer, når man ringer, ingen ved, hvor ens sag er blevet af. Uden, at nogen har besluttet at nedlægge noget som helst. Til den tid må vi beslutte, hvor stor en stat vi egentlig vil have. Og hvad den må koste.
====================================================================

3 Comments:

Blogger Mette Weber said...

Ja hun er en klog kvinde hende Anne
Knudsen. En af de sidste seje hekse.

Jeg er glad for at have læst hendes blogindlæg for jeg vil fortsat kæmpe selvom fremtiden kan lyde trist.

Hvorfor lægger du hendes indlæg på din egen blog? Er det i orden i forhold til ophavsret?

2:24 AM  
Blogger Mette said...

ARgggh ... det er desværre sandt ...

Vi overfyldes af en masse unødvendige serviceydelser (udlån af CD'ere på bibliotekerne & Film ditto, 100% betaling af høreapp. - også til folk, der reelt ikke har behovet - men hav' faan - det er jo gratis). Og de ydelser, som burde være kerneydelser bortfalder lige så stille.

SOm Søren Brun ville have sagt ... Jeg græmmes !

MetteS

2:46 AM  
Blogger Mette said...

This comment has been removed by the author.

2:48 AM  

Post a Comment

<< Home