Tuesday, December 14, 2010

DirJulKal: 15. december

15. december
Den livsvigtige, ekstra kassekredit fra Store Bank er sikret efter De Meget Hemmeliges lynaktion mod hovedsædet i København. Men Direktør Mogensens mangeårige underleverandør Christmascandy Ltd. – under ledelse af hans mangeårige ven James Moreorless – kan ikke levere julegodterne før tidligst den 23. december fordi han i mellemtiden har fået mange andre ordrer ind. Situationen er håbløs, og Direktør Mogensen er fortvivlet.
….
Efter at Senior var stået af (med eller uden faldskærm) et sted over Herning landede helikopteren kort efter atter uden for Jægerkorpsets hovedkvarter i Aalborg.

Direktør Mogensen havde bemærket, at flere af De Meget Hemmelige, også kaldet MirSec, havde talt sammen under flyveturen. Især G og O havde været meget aktive og havde foretaget flere opkald på deres krypterede mobiltelefoner.

Også Wikeleaks grundlægger så ud til at have travlt med at taste på sin computer.

Efter landingen gik G ind i Korpsets kommandobygning. O sagde: ”G orienterer nu Chef/Jægerkorps. Planen er, at vi tager hjem og ordner den sidste del af opgaven.”

Store smil viste sig på ansigterne af alle MirSec’erne. Direktør Mogensen spurgte: ”Hjem? Men hvordan kan I skaffe julegodter, hvis I tager hjem?!”

O forklarede: ”Hjem for os er vores hemmelige base et sted på Sydfyn, hvor vi fremstiller juleøl for bl.a. Jægerkorpset og andre hemmelige organisationer, og hygger, øver, omgrupperer og generelt hygger os. Brygmesteren hedder Kasse Lasse, og hans kone bager altid julekager, der smager godt til øl.”

G kom tilbage fra sit møde med Chef/Jægerkorps. ”Juleøllet er jo allerede færdigbrygget, så mon ikke Kasse Lasse kan omstille produktionen til bolchekogning og anden slags madfremstilling? Det tror jeg.”, sagde han.

”Faktum”, sagde den unge kvinde C og kiggede rundt med en D.I.B.

Der opstod en kort D.S.T., mens alle nikkede.

”Jeg kan måske overtale James Moreorless til at låne os opskrifterne, når vi har denne nødsitutation.”, sagde Direktør Mogensen.

Alle andre kiggede straks hen på stifteren af Wikileaks, der straks sagde ”Ikke noget problem. Opskrifterne hackede jeg fra Christimascandy’s server mens vi var i helikopteren.”

”Helikopteren er her om 42 sekunder,” sagde O til G, ”men jeg tænkte på, om vi skulle samle Senior op på vejen derned? Det ser ud til, at J har styr på håndboldlandsholdet nu, og så kunne vi meget vel få brug for hans specielle logistik-evner når julegodterne er fremstillet derhjemme.”

”God idé”, svarede G, ”sæt i værk omgående og uden tøven.”

Kort efter sad alle atter i den store, sorte helikopter. Over Herning stod helikopteren et øjeblik stille i luften over Stadion, mens Senior hoppede ombord igen.

”Jeg hører, at J klarer det fint dernede?”, råbte M til Senior.

”Det går fint. Han skal nok lære det. Min træning af ham har ikke været helt spildt.” svarede Senior kort.

Så satte alle sig til at sove, undtagen Direktør Mogensen, der sad og håbede på, at danskerne kunne nå at få deres julegodter i tide.

Og så var de pludselig fremme. Da de hang i luften over Det Meget Hemmelige Bryggeri kunne Direktør Mogensen se, at samtlige blade og grene bevægede sig på træer og buske.

Joh, de var i sandhed fremme ved De Meget Hemmeliges Meget Hemmelige base. Spørgsmålet var nu, om der kunne fremstilles og omdeles tilstrækkeligt med julegodter til danskerne før det var for sent?

540 ord.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home