CRN 6: Stakken vokser
Stakken vokser
”Complexity is the enemy of availabilty” sagde en VP i Microsoft SQLserver Development til mig en dag vi talte om den voksende teknologistak.
Fra ’alt-i-én-maskine’-løsningerne i 80’erne med deres dumme terminaler forbundet til en IBM mainframe, en VAX-maskine eller måske en DDE Supermax, over client-server løsninger til nutidens multi-tier/multi-komponent løsninger har vi set en eksplosion i kompleksiteten.
Vi har også set en eksplosion i mulighederne for at anvende IT-teknologien, og det skal vi alle være glade for.
Mange IT-brugere i dag anvender nogle få skærmbilleder til noget arbejde, de anvender internettet og de anvender måske et tekstbehandlingsanlæg på deres PC.
Lidt provokerende kunne jeg da sagtens forestille mig, at den slags simple anvendelser kunne foregå via dumme terminaler forbundet til en server.
Desværre er man i virkelighedens verden meget hurtigt ejer af et anlæg med PC’er, applikationsservere, databaseservere, filservere og noget firewall.
Kompleksiteten vokser ikke lineært med antallet af involverede komponenter. Den vokser eksponentielt. Der er meget mere der kan gå i stykker når alle komponenterne udover at have deres egne fejl også skal spille sammen med andre.
Det er både godt og skidt. Godt fordi det giver en masse problemer, som vi i branchen kan tjene penge på. Skidt, fordi det ind imellem giver sure kunder og brugere, som ikke kan forstå at det nye, fine, dyre anlæg kører mere ustabilt end det gamle.
Det kan godt lade sig gøre at få en ny arkitektur – med mange flere komponenter end det gamle – til at køre stabilt, men det er for det første ikke en given kendsgerning, for det andet noget, der kan tage tid og koste penge at nå hen til og for det tredje noget, der kan ændre sig meget hurtigt, hvis blot én af komponenterne opgraderes eller ændres.
Selv de bedste intentioner om ikke at røre ved noget, der kører og virker, kan blive kastet omkuld af en sikkerhedsrettelse, en udskiftning af PC’erne, en opgradering af serverens operativsystem og mange andre ting.
Enhver forandring er en potentiel destabilisering. Vi mennesker har heldigvis en klippefast tro på nogle grundlæggende ting:
- Hvis det er nyere må det være bedre
- Hvis versionsnummeret er højere må det være bedre
- En forandring må nødvendigvis være til det bedre
Der er ikke så meget at gøre ved det. Folk, der virkelig ved hvad de taler om kan nogle gange komme op med meget simplificerede løsninger, som sparer kunden for mange lag i stakken, mange komponenter i systemet – og dermed mange penge og frustrationer og nedetimer.
At investere i endnu mere hardware og software for at være helt sikre på, at systemet altid er oppe, er ofte snarere en politisk beslutning (’jeg har gjort alt, hvad man kunne’) end en teknisk velbegrundet løsning.
Det ved vi vel egentlig godt alle sammen.
Imens vokser stakken – af regninger.
”Complexity is the enemy of availabilty” sagde en VP i Microsoft SQLserver Development til mig en dag vi talte om den voksende teknologistak.
Fra ’alt-i-én-maskine’-løsningerne i 80’erne med deres dumme terminaler forbundet til en IBM mainframe, en VAX-maskine eller måske en DDE Supermax, over client-server løsninger til nutidens multi-tier/multi-komponent løsninger har vi set en eksplosion i kompleksiteten.
Vi har også set en eksplosion i mulighederne for at anvende IT-teknologien, og det skal vi alle være glade for.
Mange IT-brugere i dag anvender nogle få skærmbilleder til noget arbejde, de anvender internettet og de anvender måske et tekstbehandlingsanlæg på deres PC.
Lidt provokerende kunne jeg da sagtens forestille mig, at den slags simple anvendelser kunne foregå via dumme terminaler forbundet til en server.
Desværre er man i virkelighedens verden meget hurtigt ejer af et anlæg med PC’er, applikationsservere, databaseservere, filservere og noget firewall.
Kompleksiteten vokser ikke lineært med antallet af involverede komponenter. Den vokser eksponentielt. Der er meget mere der kan gå i stykker når alle komponenterne udover at have deres egne fejl også skal spille sammen med andre.
Det er både godt og skidt. Godt fordi det giver en masse problemer, som vi i branchen kan tjene penge på. Skidt, fordi det ind imellem giver sure kunder og brugere, som ikke kan forstå at det nye, fine, dyre anlæg kører mere ustabilt end det gamle.
Det kan godt lade sig gøre at få en ny arkitektur – med mange flere komponenter end det gamle – til at køre stabilt, men det er for det første ikke en given kendsgerning, for det andet noget, der kan tage tid og koste penge at nå hen til og for det tredje noget, der kan ændre sig meget hurtigt, hvis blot én af komponenterne opgraderes eller ændres.
Selv de bedste intentioner om ikke at røre ved noget, der kører og virker, kan blive kastet omkuld af en sikkerhedsrettelse, en udskiftning af PC’erne, en opgradering af serverens operativsystem og mange andre ting.
Enhver forandring er en potentiel destabilisering. Vi mennesker har heldigvis en klippefast tro på nogle grundlæggende ting:
- Hvis det er nyere må det være bedre
- Hvis versionsnummeret er højere må det være bedre
- En forandring må nødvendigvis være til det bedre
Der er ikke så meget at gøre ved det. Folk, der virkelig ved hvad de taler om kan nogle gange komme op med meget simplificerede løsninger, som sparer kunden for mange lag i stakken, mange komponenter i systemet – og dermed mange penge og frustrationer og nedetimer.
At investere i endnu mere hardware og software for at være helt sikre på, at systemet altid er oppe, er ofte snarere en politisk beslutning (’jeg har gjort alt, hvad man kunne’) end en teknisk velbegrundet løsning.
Det ved vi vel egentlig godt alle sammen.
Imens vokser stakken – af regninger.
posted by Moans Nogood at 11:56 PM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home