Friday, December 08, 2006

CRN 12: Itanic

Itanic

Det er næsten snyd: Bedst som HP og Intel sammen har lavet en rigtig god 64-bit processor kommer der en opkomling på markedet, som er hurtigere og billigere.

Det kaldes ”disruptive technology”.

AMD overraskede alle med deres Opteron-processor, som designmæssigt var forud for alt, hvad UNIX-producenterne og Intel kunne præstere. Og billigere.

Reaktionen fra Intel/HP kan bedst beskrives som: Lad os smøge ærmerne op, stikke hovedet i en busk og udløse en røgbombe.

Marketings- og salgsmaskinerne har gjort hvad de kunne for at så tvivl og forklare kunderne, at Itanium er ”ægte” 64-bit.

Det er Opteron nu også. Den kan også køre 32-bit applikationer.

Intel taler med kløftet tunge: Vi står bag vores ”ægte” 64-bit Itanium processor (”ægte” betyder, at den ikke også kan afvikle 32-bit applikationer) – men vi laver samtidig en klon (nærmest en piratkopi) af Opteron.

Man har også fremhævet, at Itanium er til ”Enterprise-class” servere.

Virkelig? For det første indeholder en 4-CPU dual-core 2.4GHz 800 DIMMs Opteron-boks i dag formentlig mere CPU-kraft end de fleste virksomheder får brug for. Faktisk mere end de fleste top-1000 bikse i USA har brug for.

Regnekraften i sådan en kraftkarl svarer til over 250 Sun UltraSparc CPU’ere anno 2000.

Og producenter som Tyan kan levere 8-vejs Opteron-servere.

Det burde række til de fleste.

Prisen er heller ikke urimelig: ca 10.000 dollars for at få en HP Proliant DL-585 med to af disse dual-core CPU’er i sig (og der er plads til to mere).

Iøvrigt en rigtig god maskine, denne DL-585. Lavet af de gode, gamle Digital-folk inde i HP.

Apropros Sun: Som man kunne læse i CRN i sidste nummer har Sun nu gjort alvor af deres planer om at sætte Opteron i deres servere og har omgående angrebet Dell.

Dell’s hyggelige eksklusiv-aftale med Intel giver dem reelt konkurrence-problemer. Hvem skulle have troet det? Og kan Dell lave sig om hurtigt nok, eller vil de være tvungne til at prøve at ”disse” en bedre teknologi fra AMD?

Nå, men Intel’s Opteron-kopi EM64T er ved at være ovre de værste børnesygdomme, så nu har Dell snart noget at svare igen med. Desværre er den to-tre gange dyrere end Opteron.

Vær opmærksom på, at AMD patenterede en erstatning for den gamle Hyperthreading-arkitektur kaldet Hypertransport. Den kan Intel ikke bare kopiere, og Hypertransport skalerer meget bedre end Hyperthreading.

Intel vil – som det ser ud nu – ikke kunne indhente AMD foreløbigt. De er bagud. Faldet i søvn i timen. Det sker jo.

Intel satser også stærkt på at få dual-core, quad-core og så videre til at virke (de har problemer, som AMD ikke pt. har på dette område).

EM64T og Opteron kører tillige ”koldt”, dvs. de kræver ikke særlig køling.

I løbet af 2005 er HP’s udviklingsafdeling for Itanium blevet ”flyttet” til Intel, og lige om lidt har HP ikke mere noget at skulle have sagt på processor-markedet.

Intel klarer sig nok. De kan bare koncentrere sig om at indhente Opteron og lade HP og Itanium sejle deres egen isbjergs-fyldte sø.

Det minder lidt om Microsofts manøvre med OS/2 overfor IBM for mange år siden.

Det minder lidt om Digital’s revolutionerende 64-bit Alpha-processor for mange år siden.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home