Saturday, November 25, 2006

RHK: Queen-koncert i Göteborg

Nogle (ganske få!) gange planlagde vi måske ikke tingene så nøje på Rigshospitalets Kollegium.

Da Ole Erecius og jeg en tidlig morgen gik i seng ved 0430-tiden tænkte vi ikke så nøje over, at vi skulle være på Københavns Hovedbanegård kl 6 næste morgen for at komme med bussen til Göteborg til Queen-koncert.

Så da min kæreste blidt ruskede i mig og spurgte, om jeg ikke skulle afsted, var klokken cirka fem minutter i seks. Jeg spurtede i undertøj ned ad gangen til Ole's værelse og hamrede på døren.

Ole åbnede døren, kiggede tungt på mig et øjeblik og udtalte de udødelige ord "Panik, panik" og lukkede døren i ansigtet på mig.

Jeg bankede igen, og fik denne gang forklaret ham, at han bare skulle komme ned og få startet sin 4-hjulstrækker mens jeg sørgede for forsyninger.

Kl 6 sad vi i Oles Patrol og jeg havde nået at få fyldt en rygsæk med øl fra øl-køleskabet. Turen ind til Københavns Hovedbanegård gik for det første meget hurtigt (bl.a. mener jeg at kunne huske at vi bare kørte over blomsterbedet og direkte ud på Tagensvej), og for det andet tror jeg faktisk vi præsterede at køre over for rødt et par gange (ingen trafik, og alt det dér - men alligevel ikke så klogt når man tænker over det senere).

Vi var derinde lidt over seks, nåede bussen og åbnede den første øl kl 0610. Så fulgte en lang køretur, en meget våd (men fremragende) koncert i Göteborg og så en meget, meget lang tur hjem, fordi chaufføren også skulle sove lidt undervejs.

Vi var lidt trætte bagefter, og vi har nok heller ikke lugtet helt godt. Men "Panik, panik" er blevet i sprogbruget iblandt os.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home