Sunday, November 12, 2006

Team Chili-opskriften

TEAM CHILI-OPSKRIFTEN til 20 mand!

Ingredienser:

2 kg hakket oksekød
1 kg svinesmåkød
500 g bacon i tern
200 g friske grønne/røde chilipebere
1 1/2 kg brune bønner
5 røde almindelige peber-frugter
2 kg løg
10 dåser flåede tomater
200 g koncentreret tomatpuré
250 ml tomatketchup
250 g kogechokolade
5 fed hvidløg
Fintmalet spidskommen
Chilipulver (stærkt)
Chilipulver (sødt)
Olivenolie
Oregano (to håndfulde)
Basilikum (en håndfuld)
Salt, peber
4-6 oksebouillon-terninger

Tilberedning:

Først skylles de brune bønner grundigt i koldt vand. Derefter koges de i ca. een time i rigeligt vand med salt. Pas på de ikke bliver for bløde - men de må på de anden side heller ikke forekomme for hårde.

Løgene skæres i små stykker (0.5 x 2.5 cm) og brunes sammen med de skiveskårne hvidløg i olivenolie efter behov. Det er vigtigt, at løgene bliver svitset grundigt.

Nu brunes først baconstykkerne, dernæst svinekødet og sidst oksekødet i en stor gryde. Når dette er gjort hældes de brunede løg over, og man lader det stå og stege i ca. 5 min.

Imens blendes de flåede tomater i en blender eller food-processor (en el-pisker kan også benyttes). Dette er vigtigt for at undgå klumper i chilien.

Nu tilsættes tomatketchup, koncentreret pure, chokolade og de udskårne peberfrugter (1 x 2.5 cm). Tilsæt krydderier. Bemærk, at der gerne må komme meget af de grønne krydderier og spidskommen i. Lad være med at tilsætte det hele på een gang - smag til efterhånden.

Nu småkoger chilien i ca. en time uden låg. Konsistens og smag kan justeres undervejs med krydderier og flåede tomater.

Til slut tilsættes de færdigkogte bønner. Det vil ofte betyde, at man skal tilsætte ekstra krydderier, boullion og pure, da bønnerne ellers får chilien til at smage ferskt.

Tilbehør:

Iceberg salat med olie-eddike dressing
4-5 flutes
Øl (i nødstilfælde rødvin)

Bon appetit!

0 Comments:

Post a Comment

<< Home