Sunday, November 12, 2006

RHK: Bagmandens Valg

RHK betyder Rigshospitalets Kollegium, og når jeg skriver "RHK:" i overskriften er det en historie relateret til de herlige tider og de herlige mennesker jeg oplevede dér.

Vi havde fået tre nye beboere på køkkenet, som alle tre kom med meget meget høje karakterer og så temmelig ambitiøse ud. Det var jo lidt underligt for os andre, der sad på køkkenet hele tiden og snakkede om livet og døden mens vi drak Guld Tuborg.

De tre gutter var Jacob Christfort (som figurerer i historien om JOM Consult) fra Møn, Ulrik Thorup fra Sønderjylland og Søren Hansen fra Lolland. De kom hurtigt til at deltage i kollegielivet og få forstyrret deres studier som det sig hør og bør, omend de alle tre fik deres eksaminer og gode jobs bagefter - ovenikøbet til tiden, tror jeg. Meget imponerende.

Bagmanden: "Jeg erindrer også at møde første dag på 2A - og der sad en stor mand i militærtøj (Ole) og hans ven (Nørgaard) med turban (pga eksem..). Så lavede samme to en køkkenmiddag til en krone... (én) - og det følte jeg mig lidt presset over... - tak til SBI for en god hamburgerryg.."


RHK var ledet af kollegianerne selv via et kollegianerråd og en formand. Hvert år var der valg, og i dette år vi taler om (måske 1985?) gad den gamle garde ikke rigtigt være formænd mere, så der skulle vælges en ny.

Jeg foreslår så - fordi vi havde snakket om det på køkkenet over en enkelt Guld Tuborg eller 12 - Søren Hansen som ny formand.

Stor stilhed. Stor overraskelse. Hvem Fanden var Søren Hansen?!? Han var godt nok også lige flyttet ind et par måneder før, så den store omgangskreds eller viden om RHK havde han godt nok ikke.

Der var almindelig enighed om, at man skulle prøve at finde en mere erfaren til formandsposten.

Hvorpå Peter Skanning - grand nestor på kollegiet - rejste sig op som i en anden film og holdt en lang og indviklet tale mens han gik frem og tilbage på gulvet. Da han var færdig tror jeg de fleste havde forstået ham således, at det ville være godt med noget nyt blod.

Fan'me om ikke Søren blev valgt! Den aften drak vi lidt flere Guld Tuborg på køkkenet og grinte lidt af livet og dets tilfældigheder. Og afholdt den traditionelle vandkamp med brandspandene mod Køkken 5B, som var det eneste køkken, der forsøgte at gøre os rangen stridig som Kollegiets Førende Køkken.

Bagmanden: "Nu var vi jo det førende køkken... (via kontrol af KØVS, fremleje, og ansøgningsudvalg..)"

Forklaring: KØVS er Kollegiets Øl, Vin og Spiritus salg... vi havde ihvertfald tre beboere på Køkken 2A, der stod for det gennem tiderne: Markus (Pedersen), Christfort og Bagmanden.

Tilbage til historien: Eftersom han nu var formand, og eftersom han i de kommende år viste sig at være en aldeles fremragende formand der fik gennemført mange nødvendige forandringer og fornyelser - døbte vi ham naturligvis Bagmanden, og det hedder han den dag idag.

Nu om dage køber Bagmanden øl for Carlsberg - eller rettere: Han køber byggerier i fjerne egne af kloden (Vest-Kina og den slags steder), og er stadig en irriterende fyr fordi han har absolut hukommelse. Han skal nok komme med mange korrektioner til mine historier, inkl. denne :-).

3 Comments:

Blogger Unknown said...

Hej, du kender mig nok ikke ,eller det vide jeg du ik gøre. men hedder Mehdi og bor på RHK idag på 1C værelse 133. Jeg er formand for baren på RHK. jeg synes det var sjovt at læse om den gang du boede på RHK, og vil sige at der var en Guld Tuborg eller to, til dig når du kommer forbi RHK

5:02 AM  
Blogger Unknown said...

desuden, her er min mail: mehdi@rhk.dk
doniranian@gmail.com

ses og tak for historien

5:04 AM  
Blogger Moans Nogood said...

Hej Mehdi,

Hyggeligt at møde dig! Jeg tager meget gerne imod invitationen, og glæder mig til at komme forbi en dag. Jeg skriver til dig først :-).

Tak for reaktionen!

Mogens

4:08 PM  

Post a Comment

<< Home