Brudekjolen i Århus

Oles og min gode, gamle veninde Mette var flyttet til Jylland for at arbejde, og var blevet kæreste med en gambianer, Z, der desværre også var rastafari, og derfor røg sig sønder og sammen på hash, mens han vrøvlede om Bob Marley og fodbold og hvordan alle skulle rejse tilbage til Etiopien på atomdrevne kæmpeskibe for at blive frie igen.

Han slog hende også, men det turde Mette ikke fortælle mig af angst for min reaktion (jeg havde gået i skole med hende siden 7. klasse), så hun fortalte det til Ole, som måtte love at tie stille med sin viden. Stakkels mand.

Så gik det galt, og Ole ringede og vækkede mig en aften midt i halvfemserne, og indenfor ret kort tid var vi på vej i bil mod Jylland. Dengang måtte vi tage Storebæltsfærgen, men alligevel var i forbløffende hurtigt i Århus - sådan cirka kl 6.

Det var et sørgeligt syn der mødte os: Mette havde fået mange bank inden det lykkedes hende at slippe væk, og det meste af hendes tøj var revet i stykker, fordi han bare havde revet det i stykker når hun prøvede at komme ud af døren og væk.

Hendes råb om hjælp i opgangen fik selvfølgelig ingen til at reagere. Man skal jo ikke blande sig. Han forfulgte hende også hen ad gaden mens han bankede hende, men til sidst kom hun væk - sikkert fordi han var for skæv til at fatte ret meget.

Vi mødte hende i en bekendts lejlighed og tog straks hen på politistationen med hende for at anmelde sagen. Fan'me, om politifolkene ville modtage anmeldelsen! De nægtede pure, og sagde, at hun skulle komme igen næste dag. Ole og jeg gjorde alt hvad vi kunne, men det ville de bare ikke.

Se, det er klart ulovligt, og selvom de gjorde det fordi de fleste trækker sådanne anmeldelser tilbage, så er det stadig noget der ryster mig når jeg tænker på det.

Men vi fik dem da til at love, at de godt ville tage med ud og sikre sig, at vi kunne komme ind i lejligheden. For én ting var sikkert: Mette var nu klar til at flytte tilbage til Sjælland med alle sine ting, og det lige med det samme.

Så vi lejede en flyttevogn og nogle flyttekasser og kørte derud sammen med et par strissere.

Z så ikke glad eller sund ud, da han åbnede døren, men synet af politiet gjorde, at han lod os komme ind.

Så pakkede vi alt ned i en fart, og egentlig gik Ole og jeg bare og ventede på en lejlighed til at falde over ham, men den fik vi desværre ikke.

Indtil brudekjolen dukkede op. De var blevet gift i Gambia, og den smukke, flerfarvede, afrikanske kjole havde Mette selv betalt (han havde vist aldrig prøvet at arbejde, og kunne sikkert heller ikke i sine hashtåger), men han ville ikke lade hende få den. Alt andet, men ikke den. Den tilhørte hans familie, mente han.

Nå, på et tidspunkt så jeg mit snit til at smide den ned i bunden af en flyttekasse og putte andre ting ovenpå. Så lukkede jeg kassen og løftede den op.

Det er så den ENESTE flyttekasse jeg har samlet forkert i bunden i hele mit liv. Alt faldt bare ud, og Z snuppede lynhurtigt kjolen og gik udenfor.

Ole og jeg fulgte efter, og vi endte med at stå meget, meget tæt op ad hinanden og tale om sagen.

"Z, tag nu og giv os den kjole. Det er jo Mettes", sagde jeg.
"Den tilhører min familie", svarede Z.
"Z, selv DU vil ikke se køn ud i den kjole", sagde Ole så uden varsel og helt rolig.

Der var jeg godt nok lige ved at miste fatningen af grin, men det lykkedes at holde masken.

Z's øjne blev meget små og vrede (og de var helt gule i forvejen af alt det hash, så det var ikke kønt), men han styrede sig desværre. Desværre, fordi Ole og jeg begge havde taget militærstøvlerne på, og fordi jeg stod med hånden i lommen og havde godt fadt i en medbragt peberspray. Kors, hvor vi var gale på ham. Men han rørte sig ikke.

"Z, nu ringer jeg til politiet", sagde jeg.

Ingen reaktion. Så ringede jeg, og de lovede at komme med det samme.

Så gik Z hen og lagde kjolen på en cykels bagagebærer og gik sin vej. Vi fik den ind i bilen og låste dørene og ringe og afblæste politiet, og så pakkede vi færdigt.

Da vi ankom til Mettes fars hus i Hvidovre om aftenen følte vi os som ægte helte, og alle var glade og smågræd. Det var stort.

Mette var lige ved at trække i land mht anmeldelsen, men vi fik presset hende til at gøre det alligevel, og det var fedt. Desværre blev Z pure frikendt, især fordi det i retten kom frem, at Mette havde kontaktet ham flere gange siden. Det er det forbandede ved den slags sager, og de dersens strissere der ikke ville modtage anmeldelsen den morgen har jo vidst det. Men alligevel.