Thursday, January 04, 2007

De udstoppede dukker til mit første bryllup

Som jeg nævnte i blog'en vedr min første polterabend, så var der ihvertfald én stor overraskelse til selve bryllupshøjtidligheden efter vi var blevet gift i Helsingør Domkirke:

På de to stole, hvor brudeparret skulle sidde, sad der to kæmpestore, hvide dukker med meget tydelige attributter påsat. De var på størrelse med os selv, og temmelig massive at have med at gøre.

Det viste sig, at de var syet af nogle søde mennesker, der kunne sådan noget, og så var fyldet ellers blevet fremskaffet af gutterne - og det var vel godt seks millioner kroner værd, hvis man kunne gøre sådan noget op.

Her er historien:

Uniras havde et top-hemmeligt projekt for IBM, som gik ud på at få deres software til at køre på en ny maskine (den hed vist 6150), som skulle vise sig at være forløberen for en række succesfulde maskiner, omend den selv aldrig fik ret meget medvind.

Der var en masse ting Uniras skulle opfylde for at måtte være med til noget så hemmeligt. Maskinen stod i et særligt rum, den var sikret med en utrolig tyk kæde til væggen, der var specielle alarmer og hvad ved jeg.

Og alt, hvad man printede ud skulle makuleres, så der var både printer og makulator i det hemmelige rum.

Hvem der fik ideen ved jeg ikke, men det endte vist med, at man satte printeren til at printe hele kildekoden ud samtidig med at man forbandt papir-strimlen direkte til makulatoren. På den måde lavede man det herligste fyld til dukkerne i løbet af nogle timer (mange, tror jeg).

Men tænk, hvis IBM dengang havde vidst, at deres dyrebare kode endte i et par dukker med meget tydelige genitalier til en bryllupsfest.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home