Oles 3-dages House Warming
Ole flyttede ind i en to-værelses på Østerbro (Thomas Laubs Gade), og det skulle jo fejres. Så det blev til en tre-dags (fredag, lørdag, søndag) ting, der må siges at være noget nær det ultimative for en house-warming.
Der foregik mange ting, og vi havde prøvet at finde nogle gode gaver til ham til hver af de tre dage.
Om fredagen var der fælles spisning om aftenen, og Inger Jørgensen, som jeg arbejdede sammen med i Sparekassen SDS, foreslog den simple løsning, at salaten blev blandet i en sort affaldssæk med et betragteligt volumen. Det havde jeg aldrig prøvet før, og vi var meget imponerede over Inger.
Sent på aftenen ankom min bror Henrik med fredagsgaven, nemlig en væltepeder-cykel hvor begge hjul var savklinger. Det var vist oprindeligt en gave til en smedemester på hans runde fødselsdag.
Henrik havde set den hos en skrothandler i Gladsaxe, men da han kom for at hente den var den lige blevet hentet sammen med fem tons andet metal til stålvalseværket i Frederiksværk. Henrik drog derfor afsted til Frederiksværk i sin Fiat 127, og det lykkedes ham faktisk at få den udleveret.
Den var lidt stor til hans lille Fiat, så det endte med, at han måtte køre med åben bagklap fra Frederiksværk i snestorm. Han frøs meget da han ankom til Oles lejlighed, selvom han havde taget alt sit Hjemmeværnstøj på - og lidt til.
Cyklen vejede vel 60 kg eller mere, så da vi blidt placerede den på stuegulvet hos Ole sank den stille et par centimeter ned i brædderne. Eva Maria var ikke glad. Ole var glad.
Om lørdagen mener jeg, at Thorup, min bror og jeg kørte gennem de natmørke gader til Østre Anlæg, hvor vi forcerede hegnet til et depot for ødelagte parkbænke. En bænk i nogenlunde stand blev derpå anbragt på taget af den diminutive 12-7'er, som vi kaldte den (fordi det er kælenavnet for et såkaldt Tungt MaskinGevær (TMG) i Militæret) og fastgjort med noget snor, hvorpå turen gik tilbage til Thomas Laubs Gade i hast.
Bænken kunne - så vidt jeg husker - ikke lige komme ind i lejligheden, men så satte vi den bare nedenfor, hvor den stod og var smuk.
Om søndagen forærede vi ham vist tandlægestolen, som var en skøn, gammel model med et hovedgærde bestående af to små puder. Vi havde fået den for 300 kroner via Den Blå Avis, så vidt jeg husker. Den var meget tung husker jeg. Vi var mindst fem mand til at bære den op. Ole var meget glad. Eva Maria var vist ikke.
Der var også andre gaver, såsom Thorups "handy-trimmer", som egentlig var en betonklump som vejvæsenet bruger til at spærre vejbaner med. Alt sammen noget Ole blev rigtigt, rigtigt glad for.
Jeg mener det var søndag eftermiddag at vi endelig skulle se smalfilm fra Oles barnddom og det var egentlig også OK, bortset fra at samtlige film var spejlvendt, omvendt og blev vist bagfra. Mere forkert kunne det altså ikke blive. Og flere af filmene husker jeg tydeligt endte med, at en Schafer-hun gøende løb hen mod fotografen, og så var filmen pludselig slut.
(Måske var det dén hund, som Oles onkel engang havde, og som altid bed alle andre end onklen (der var politimand). Ihvertfald bed den en masse, men onklen mente at det var en sød og god hund, som ikke var skyld i noget. Indtil den en dag bed ham selv. Så blev den omgående slæbt om i baghaven og skudt).
Det var en meget flot house warming, som bliver svær at overgå, og jeg må have glemt en million detaljer, for der var masser af folk i den lille lejlighed hele tiden.
Hvad skete der så med de mange, flotte gaver? Joh, de fik hver deres skæbne:
Ole og jeg skilte tandlægestolen i en masse mindre genstande, så vi kunne bære den op på loftet. Da vi nogle år senere ville samle den for at give den til en anden kunne vi ikke finde ud af det, og den blev smidt ud.
Bænken satte min bror Henrik (igen) op på taget af 12-7'eren og denne gang kørte han hele vejen til Holbæk, hvor hans svigerfar (Henrik kom sammen med Oles søster Tine på det tidspunkt) tog glad imod den og havde den stående i mange år i sin have.
Cyklen med de meget savtakkede jernhjul fik den mærkeligste skæbne: Vi satte den ned i cykelstativet i Thomas Laubs Gade efter nogle dage (det var dén med det nyligt afpudsede stuegulv og Eva Maria), hvor den så forsvandt fra nogle dage senere. Der er garanteret ingen, der er kørt bort på den, men den er nok blevet brugt til noget nyttigt.
Flere år senere er den pludselig gengivet på forsiden af bladet Cyklistens Københavnertillæg. Det opdages af Henrik, der er gift med Inger, som jeg arbejdede sammen med i SDS. Der var ingen forklaring i bladet, så den skrev jeg, og så bragte Cyklisten skam historien i næste nummer.
Handytrimmeren og de andre gode ting sivede vist bare væk efterhånden.
Der foregik mange ting, og vi havde prøvet at finde nogle gode gaver til ham til hver af de tre dage.
Om fredagen var der fælles spisning om aftenen, og Inger Jørgensen, som jeg arbejdede sammen med i Sparekassen SDS, foreslog den simple løsning, at salaten blev blandet i en sort affaldssæk med et betragteligt volumen. Det havde jeg aldrig prøvet før, og vi var meget imponerede over Inger.
Sent på aftenen ankom min bror Henrik med fredagsgaven, nemlig en væltepeder-cykel hvor begge hjul var savklinger. Det var vist oprindeligt en gave til en smedemester på hans runde fødselsdag.
Henrik havde set den hos en skrothandler i Gladsaxe, men da han kom for at hente den var den lige blevet hentet sammen med fem tons andet metal til stålvalseværket i Frederiksværk. Henrik drog derfor afsted til Frederiksværk i sin Fiat 127, og det lykkedes ham faktisk at få den udleveret.
Den var lidt stor til hans lille Fiat, så det endte med, at han måtte køre med åben bagklap fra Frederiksværk i snestorm. Han frøs meget da han ankom til Oles lejlighed, selvom han havde taget alt sit Hjemmeværnstøj på - og lidt til.
Cyklen vejede vel 60 kg eller mere, så da vi blidt placerede den på stuegulvet hos Ole sank den stille et par centimeter ned i brædderne. Eva Maria var ikke glad. Ole var glad.
Om lørdagen mener jeg, at Thorup, min bror og jeg kørte gennem de natmørke gader til Østre Anlæg, hvor vi forcerede hegnet til et depot for ødelagte parkbænke. En bænk i nogenlunde stand blev derpå anbragt på taget af den diminutive 12-7'er, som vi kaldte den (fordi det er kælenavnet for et såkaldt Tungt MaskinGevær (TMG) i Militæret) og fastgjort med noget snor, hvorpå turen gik tilbage til Thomas Laubs Gade i hast.
Bænken kunne - så vidt jeg husker - ikke lige komme ind i lejligheden, men så satte vi den bare nedenfor, hvor den stod og var smuk.
Om søndagen forærede vi ham vist tandlægestolen, som var en skøn, gammel model med et hovedgærde bestående af to små puder. Vi havde fået den for 300 kroner via Den Blå Avis, så vidt jeg husker. Den var meget tung husker jeg. Vi var mindst fem mand til at bære den op. Ole var meget glad. Eva Maria var vist ikke.
Der var også andre gaver, såsom Thorups "handy-trimmer", som egentlig var en betonklump som vejvæsenet bruger til at spærre vejbaner med. Alt sammen noget Ole blev rigtigt, rigtigt glad for.
Jeg mener det var søndag eftermiddag at vi endelig skulle se smalfilm fra Oles barnddom og det var egentlig også OK, bortset fra at samtlige film var spejlvendt, omvendt og blev vist bagfra. Mere forkert kunne det altså ikke blive. Og flere af filmene husker jeg tydeligt endte med, at en Schafer-hun gøende løb hen mod fotografen, og så var filmen pludselig slut.
(Måske var det dén hund, som Oles onkel engang havde, og som altid bed alle andre end onklen (der var politimand). Ihvertfald bed den en masse, men onklen mente at det var en sød og god hund, som ikke var skyld i noget. Indtil den en dag bed ham selv. Så blev den omgående slæbt om i baghaven og skudt).
Det var en meget flot house warming, som bliver svær at overgå, og jeg må have glemt en million detaljer, for der var masser af folk i den lille lejlighed hele tiden.
Hvad skete der så med de mange, flotte gaver? Joh, de fik hver deres skæbne:
Ole og jeg skilte tandlægestolen i en masse mindre genstande, så vi kunne bære den op på loftet. Da vi nogle år senere ville samle den for at give den til en anden kunne vi ikke finde ud af det, og den blev smidt ud.
Bænken satte min bror Henrik (igen) op på taget af 12-7'eren og denne gang kørte han hele vejen til Holbæk, hvor hans svigerfar (Henrik kom sammen med Oles søster Tine på det tidspunkt) tog glad imod den og havde den stående i mange år i sin have.
Cyklen med de meget savtakkede jernhjul fik den mærkeligste skæbne: Vi satte den ned i cykelstativet i Thomas Laubs Gade efter nogle dage (det var dén med det nyligt afpudsede stuegulv og Eva Maria), hvor den så forsvandt fra nogle dage senere. Der er garanteret ingen, der er kørt bort på den, men den er nok blevet brugt til noget nyttigt.
Flere år senere er den pludselig gengivet på forsiden af bladet Cyklistens Københavnertillæg. Det opdages af Henrik, der er gift med Inger, som jeg arbejdede sammen med i SDS. Der var ingen forklaring i bladet, så den skrev jeg, og så bragte Cyklisten skam historien i næste nummer.
Handytrimmeren og de andre gode ting sivede vist bare væk efterhånden.
posted by Moans Nogood at 4:23 PM
1 Comments:
Der var servering og udskænkning fredag aften, hele lørdag og hele søndag dog undtaget aftensmad.
Tandlægestolen fik vi lørdag aften hvor Michael Stæger i øvrigt underholdt med sang og musik og to af Eva-Marias venner delte Oles første flaske Laphroaig, som han kun kan stave til fordi der stadig altid står en flaske i medicinskabet på herreværelset i Holbæk. Men den gang kunne han ikke lide det og det smager jo også umiskendeligt som gammeldags hæfteplaster eller som at gnave i en bundgarnspæl.
De var spejlvendt, på hovedet og bagfra - igen meget kendetegnende for vores liv dengang.
Nej det var ikke den hund. Hunden der blev skudt tilhørte en sønderjysk korpulent politimand, var boxer og skambidte alt og alle uden dens herre ville høre tale om represalier - det vil sige indtil den bed ham i maven ... så blev den slæbt ud i baghaven og skudt med hans tjenestepistol.
Der blev også lavet en speciel version af Team Chili opskriften. Normalt laver vi jo tre varianter: en stærk, en meget stærk og en uspiselig. Min housewarming var ikke anderledes - i princippet. Eneste afvigelse fra den oprindelige plan var at chili'en blev krydret to gange så vi i stedet fik en uspiselig, en skræmmende og en giftig chili.
Mads Søgaard Knudsen medbragte helt vildt mange papirclips som han rundhåndet placerede rundt omkring i lejligheden - jeg er sikker på at de nuværende beborere stadig finder en clips i ny og næ.
Post a Comment
<< Home