Malmøgade, Ole som advokat - og House Cooling Party

Da Ninon (min første kone) og jeg skulle flytte fra RH-kollegiet endte det med, at vi slog os sammen med tre andre: Min gamle gymnasieklassekammerat Dan, Susanne Hjernø som jeg kendte fra mit arbejde på Stud.Samf.-bladet (i DJØF-regi) og Finn Rambøll, som boede på køkken 2B (nabokøkkenet).

Vi købte en kæmpe-lejlighed (227 kvm) i Malmøgade nummer 9 på femte sal. Ingen elevator, men vi var jo unge og friske. En del af lejligheden var ikke godkendt til beboelse, men det så vi stort på. Vi købte den for 1.3 million og flyttede ind. Dan og Ninon og jeg endte med at bo på det ulovlige område, men vi var jo fredelige mennesker.

Det var flere af beboerne i opgangen imidlertid ikke. De kunne ikke lide os, selvom vi immervæk var temmelig fremsommelige, pæne mennesker der formentlig tjente mere end de gjorde qua vore gode jobs indenfor især IT (EDB hed det dengang).

De øvrige beboere blev aldrig rigtigt venlige mod os, og de endte med at pudse advokater på os og gøre andre underlige ting (som vi vitterligt ikke havde fortjent, men skidt nu med det).

Vi havde nogle forrygende år der - bl.a. havde vi jo en stige, så vi havde direkte adgang til det flade tag, og bare det at stå deroppe i sjette sals højde og kigge ud over Østre Anlæg og København generelt om natten var fantastisk.

Vi holdt også nogle udmærkede fester for mange mennsker, og endelig havde vi fornøjelse af at have en lejer boende et kort stykke tid, som senere skulle vise sig at være manden bag bl.a. Laksegademordet og andre grimme ting. At han havde brændt sit eget bordel af fik Dan til at blive rigtig sur - det mente han var seriøst hærværk.

Nå, men fyren boede hos os uden andre problemer end at han ikke betalte sin husleje, og så måtte vi jo bede ham flytte, også selvom han blev lidt truende. Der forsvandt ved den lejlighed en vaskemaskine fra fællesloftet, men det kan jo være svært at bevise en sammenhæng.

Vi fandt først ud af alt dette nogen tid senere, da Politiet ringede og stillede os spørgsmål om det. Pyt med det. Han er vist stadid bag lås og slå, hvor han vist også hører hjemme resten af sit liv.

Til sidst besluttede vi os for at lukke det hele ned med manér. Men Magistratens fjerde afdeling var lige i hælene på os og ville inspicere os og gøre ved, og vi havde ikke fået solgt lejligheden endnu.

Så tilsidst bad jeg om et møde med en mand hos Magistraten, der blev ved med at skrive breve til os. Jeg fortalte også, at jeg ville tage min advokat Ole Erecius med til mødet.

Da vi mødte op på hans kontor ved søerne var det desværre på en dag, hvor Ole var alvorligt syg. Han tapløb med sved fra alle porrer samtidig med at han hundefrøs. Han havde derfor sin meget store og lange, sorte loden-frakke på og en tilsvarende gangsterhat. Han så massiv ud.

Vi satte os i stolene overfor manden ved hans skrivebord og begyndte at tale om sagen. Et par gange lænede Ole sig lidt forover og spurgte "Hvorfor siger De dét om min klient?!?", hvilket hver gang gjorde den stakkels mand meget nervøs. Det var lidt svært at holde masken til tider.

Vi blev dog enige om en dato, hvor han kunne komme og inspicere lejligheden for ulovligheder.

(I mellemtiden havde vi iøvrigt haft fat i en jurist vi kendte ad omveje gennem en god ven af huset, som kendte advokaten de andre beboere benyttede, og han havde dæmpet denne advokat en kende og lovet, at vi ville finde en løsning).

Så var det ellers med at komme hjem og få pakket, for det var lige lykkedes os at få solgt skidtet til lige under en million, dvs. vi skulle lægge en del penge da vi flyttede. Men pyt. Væk skulle vi.

Meeen: Vi skulle lige holde århundredets House-Cooling Party, og der kom vel godt 100 mænd og kvinder i rigtigt højt festhumør. Vi havde på forhånd sagt, at vi havde rigtigt, rigtigt flotte præmier til dem, der kunne genere underboerne mest uden at overtræde politivedtægten unødigt (læg mærke til det sidste ord).

Se, det blev noget af en fest, som underboerne nok ikke glemmer...

Inger's Henrik medbragte ganske simpelt et komplet trommesæt og efter et fantastisk sæt på trommerne blev han bare uden videre udråbt til vinder.

Så var der min lillebror Henrik og hans kammerat, som havde medbragt noget meget mærkeligt og stort og pigtrådsomvundet, som de hævdede var en kampvognsspærring. Det kunne godt ligne sådan noget.

Pia havde medbragt et kompressorhorn, som hun brugte ude i opgangen hver halve time.

Mogens Egan havde skaffet 800 spyfluer, som han havde proppet i fryseren for at gøre dem lidt dvaske. Så var de senere bare lige til at hælde ind ad brevsprækken på den forfærdelige reviser Bjerregård på første sal. Det gjorde Mogens ikke. Det gjorde Pia og min lillebror. Når så fluerne vågner op i varmen på måtten indenfor døren begynder de jo at fræse rundt. Andenpladsen gik til Mogens. Meget opfindsomt.

Og sådan gik det deruda'. Hvad der egentlig skete med skoene ved jeg ikke helt, men jeg tror at Pia og min lillebror igen var på spil og prøvede at se, hvor langt ned de kunne falde uden at ramme en trappe - med det resultat at flere par sko manglede den næste dag, formentlig fordi underboerne havde samlet dem ind og smidt dem ud.

Det var en meget fin måde at lukke det hele ned på, og politiet kom skam også og bad os lukke vinduerne, hvilket vi gjorde.

Vi skulle flytte nogle få dage senere.

Da vi så stod og ventede på flyttebilen kom den venlige mand fra Magistraten og fik en halvlang næse. Han gik en hurtig runde og så gik han hurtigt igen. Vi grinede lidt i skægget sidenhen.