RHK: TDC på den fede måde

TDC står for Tour De Chambre, dvs. en tur på kamrene. Det er en stolt tradition på mange kollegier, hvor man efter tur får en drink el.lign. på hvert værelse.

På Køkken 2A havde vi nogle bemærkselsværdige hændelser ind imellem på TDC'erne.

Thorup havde det med at servere noget underligt noget, som måske ikke smagte godt, men man blev fuld og han havde altid nogle fantastiske navne til dem: "Nanortalik Badehotel eller: Hvor Fanden er Den Raket?" for bare at nævne et enkelt eksempel.

Jeg fik også lov at være med et år selvom jeg endnu ikke boede på køkkenet. Jeg boede stadig på det dødssyge Køkken 6A. Jeg fik derfor tildelt TV-stuen.

Se, jeg havde jo læst lidt om et serveringssted i København (Tannheuser, omtalt andetsteds), hvor en bindegal mand huserede. Min chef i Uniras (Michael Möller, der faktisk arbejder i Miracle hos mig idag) og jeg havde endda været derinde og få en meget dyr whisky en dag.

Manden hed Jørgen og var nazist. Det vidste jeg fra min gamle klasseveninde Pia, som boede i opgang med ham i en sidegade til Frederiksborggade. Men han kunne sin Wagner (han spillede aldrig andet derinde) og han kunne sine whisky'er, så han var den første i København, der havde rigtigt mange af dem - ca 600 forskellige. Det var fantastisk, fordi selve whisky-revolutionen slet ikke var startet endnu.

Han havde også fået (gen)indført Absint. Joh, han kunne noget.

Og ved juletid gik han rundt i lokalet og var ekstra gram (faktisk grum) i hu. "Jeg keder mig i denne tid, nu flader julesneen hvid", var hans mantra.

Og til glæde for polterabends havde han indført Ugly-Bugly'en. Den bestod af nogle smæk i den bare numse, et romerlys i numsen og vist også noget grimt noget at drikke.

Det blev stoppet - sikkert af massive mængder af Politiken-læsere, der alligevel aldrig ville komme der.

Så indførte han da bare noget andet, nemlig sømbrættet. Det var jeg med til at praktisere på Charlie på hans polterabend, men det er en anden historie. Derudover skulle man drikke et lille glas finsprit med tabasco i.

Han gik ned med stedet nogle år senere, og så blev flaskebeholdnigen solgt til Krut's Karport i Øster Farimagsgade - som iøvrigt ejedes af Ole Erecius' fætter, men det er også en anden historie.

Så hvad var mere naturligt end at servere min egen version af ugly-bugly i TV-stuen, og så ellers tildele rap i rumpen til 2A's beboere?

Min plan fungerede fint lige indtil Ole insisterede på at jeg også skulle have et rap i rumpen. Fint nok, sagde jeg.

Hvorpå han hentede en af disse én meget lange, massive trælinealer man brugte i skolen i gamle dage. Hvorfor pokker han havde sådan en liggende på et kollegieværelse aner jeg ikke.

Han slog så tilpas hårdt på min velformede bagdel, at linealen gik i stykker.

Det gjorde naturligvis ondt, men det har jeg aldrig røbet eller indrømmet. Og så holdt vi ellers TDC på fuldt normal vis, dvs. vi gik fra værelse til værelse ude på altanerne og alt det dér, som man sikkert også gør idag.

Jacob Christfort fortjener en særlig plads hvad angår TDC: Han var jo en perfektionist hele vejen igennem, men alt svigtede når det gjaldt netop TDC'er. Så havde han aldrig fået købt noget ind, og nogle gange greb han til at smelte vanilieis med øl og alt muligt andet, så vi til sidst måtte bede ham om at opgive og bare gå videre til næste værelse. Meget underligt.