Polterabend: Meulengracht

Christian eller Kristian Meulengracht skulle giftes. Hans fejl var, at han havde taget job i firmaet Uniras, hvor Ole Erecius arbejdede, og jeg havde arbejdet tidligere - før jeg startede i Sparekassen SDS i deres BrugerServiceFunktion (BSF) under den fantastiske chef Poul Fabiansen.

Så Ole kom op med en plan, der var både fantastisk og ... fantastisk.

Se, Ole lavede grafisk software hos Uniras, og planen var, at vi skulle simulere et kæmpe problem med denne software hos Sparekassen SDS. Ikke at SDS havde købt softwaren eller nogensinde ville få brug for den, men det kunne Meulengracht jo ikke vide.

Så Ole og jeg installerede Uniras-softwaren (UNIGKS for at være helt korrekt) på SDS' maskine Samson (en VAX/VMS maskine for dem, der er interesserede) ude hos Sparekassernes Data Center (SDC) en mørk nat - men med en lille tilføjelse:

Dybt inde i koden var en lille variabel, som fik sin værdi fra en lille tekstfil - så hvis der stod tallet 2 i filen fik man en bestemt fejl i softwaren. Når der stod 9 fik man en anden, og så videre. Alt sammen noget der gav fejl, undetagen ét af tallene - jeg kan ikke huske hvilket - som fik skidtet til at virke perfekt.

Så skrev vi et fint brev på SDS' brevpapir om at vi var meget utilfredse, at handlen på 20 millioner nok måtte aflyses, og at det hele var noget værre noget. Hvis Uniras ikke kunne få det til at virke på den og den fredag, så kunne det hele være ligemeget, og SDS ville måske endda overveje sagsanlæg.

Dette brev blev fragtet ud til Uniras af Ole, som gav det til Meulengrachts chef (en herlig amerikaner, som jeg ikke lige kan huske navnet på), som så ellers fik fyret godt op under den stakkels mand, som uden at have det ringeste tekniske kendskab til noget som helst måtte afsted.

Han samlede ALLE de bøger og tapes og ting og sager han kunne finde i Uniras og drog afsted. Svedende.

Sekretærerne - Kirsten og Susse - hos SDS' EDB-afdeling var med i plottet, så Susse ringede, da han ankom, og jeg gav hende besked på at lade ham vente (uden vand eller andet) i 10 minutter.

Så gik jeg ned og hentede en meget nervøs mand, og så anbragte vi ham foran min skærm og viste ham, at den kendte test-bamse (et grafik-billede lavet i UNIGKS, der forestillede en sød bamse) bare gik helt i skoven når man prøvede at tegne den. Vi prøvede flere gange, og hver gang var resultatet noget nyt.

Min gode ven og kollega Mogens Egan sad ved skrivebordet overfor mig og fortrak ikke en mine. Og to kontorer henne (der var døre hele vejen igennem så man kunne se hele vejen) sad min guddommelige chef Poul Fabiansen og ændrede tallet i tekst-filen når jeg signalerede det med fingrene (så Meulengracht ikke kunne se det).

Hvis jeg viste to fingre, så tastede Poul "2" ind og så blev bamsen tegnet meget mærkeligt. Hvis jeg viste fem fingre, så crashede programmet måske - og sådan blev vi bare ved, mens vi snakkede hårdt og bistert om alle de problemer vi havde haft i den laaaange testperiode.

Den stakkels mand rystede bogstaveligt talt over hele kroppen til sidst. Guantanamo, gå hjem.

Til sidst kaldte jeg Poul Fab ind, som han populært hed, og fortalte ham, at de der folk fra Uniras ikke kunne få skidtet til at fungere, og spurgte, hvad vi skulle gøre ved det?

Meulengracht svor ved sin hellige moders grav, at han kunne komme tilbage om mandagen med Verdens Bedste Teknikere (TM) og at alt ville kunne lade sig gøre, hvis vi dog bare ville give dem en lillebitte chance mere.

Til sidst - efter megen snak frem og tilbage mellem Poul og Mogens og mig og henover hovedet på Meulengracht - gik Poul modstræbende med til det.

Så jeg fulgte den stakkels mand med alle hans store tapes og bøger og manualer under armen ned af bagtrappen fra vores kontor på fjerde sal.

Da vi næsten var nede (der manglede tre trin på trappen) gik jeg et par trin OP igen, rakte ham hånden og sagde højt: "God weekend - det er jo trods alt ikke din skyld, og vi håber på det bedste på mandag!".

Det fik ham til at vende sig OPAD for at kunne give mig hånden, hvilket fik ham til at tabe diverse tapes og lignende ned ad trappen - men det forhindrede ham også i at se Ole Erecius dukke frem fra UNDER trappen med postsækken, som han lynhurtigt hamrede ned over hovedet og overkroppen på Meulengracht, mens jeg satte hængelåsen på mellem benene på ham.

I mellemtiden gik nogle gutter igang udenfor døren i Mehlstedgade med at uddele løbesedler til forbipasserende, hvorpå der stod, at det her ikke var noget alvorligt, men en polterabend, og vi bar offeret ud i cargo-rummet på Oles Nissan Patrol og gav ham en ordentlig tur gennem København med Henning Stærk på fuld styrke på anlægget.

Ind imellem kunne vi høre ham råbe ting som "Jeg kan ikke få luft" og den slags ting, hvilket vi valgte at overhøre. Vi vidste fra forsøg, at det ikke passede.

Vi bar ham ombord på Norgesbåden, hvor alle hans venner ventede på ham, og først i baren dér fik han sækken af og sammenhængen gik op for ham. Han var målløs.

Bagefter - da turen til Norge var overstået og staklen var blevet godt gift - blev han ved med i lang tid at kræse om det faktum at HELE SDS's EDB-afdeling havde været med i det: Chefen Ole Gregersen (der nu desværre er pensioneret), sekretærerne, min chef Poul og en masse andre - ja selv system-administratorerne på SDC. Han fattede ikke, at det kunne lade sig gøre.

Det var egentlig også fantastisk. Nogle stolede på Ole og mig dengang, og det skal de have så evig meget tak for. Det glemmer man sgu' ikke.