Jernbanesvellesengen

Ole ville bygge en seng, der var mere solid end andre senge, og vi blev enige om, at jernbanesveller var det eneste rigtige.

Der lå en kæmpe dynge af dem lige overfor Frederiksberg Station, så vi blev enige om, at min bror Henrik skulle skaffe et passende køretøj en aften, og så skulle vi flytte nogle sveller hen i Oles lejlighed på Østerbro.

Første ting, der gik galt var, at Henrik ikke kunne åbne bagklappen på den Toyota Hiace han havde lånt af sin ven Søren. Faktisk blev han nødt til at sparke den op indefra, hvilket gav mere støj end vi havde planlagt til sådan en James Bond-aktion.

Men pyt - vi fik proppet otte sveller ind i bilen. De var bare meget længere end vi havde troet, så vi kørte gennem den natmørke by med nogle ting strittende bagud, men ingen stoppede os.

At få dem op i lejligheden var noget Ole næsten måtte gøre selv - vi andre var bare ikke stærke nok.

Så gik han igang med at bygge sengen, men Eva Maria syntes ikke den lugtede godt. Det gjorde den egentlig heller ikke. Sådan nogle årtier som jernbanesveller sætter sine tydelige spor, og der løber mange ting ind i og udenpå sådan en tingest mellem år og dag.

Til sidst opgave Ole, savede det hele i mindre stykker (han savede det i hånden, hvilket må have været hårdt arbejde) og kørte det hen til sin far i Holbæk, som havde brændeovn.

Oles bedstemor, som boede mindst en kilometer fra Oles far, kunne både se og lugte hver gang faren fyrede op med disse olie-mættede kæmpeklodser.

Så alt i alt endte det vel egentlig nogenlunde, og vi fik brugt en masse kræfter. Hvad der skete med Hiace'n ved jeg faktisk ikke.