Polterabend: Min første polterabend
Jaja, så jeg er gift for tredje gang. Den slags sker. Men der var engang, hvor jeg skulle giftes for første gang. Den gang var vi stadig lidt vilde og polterabends var aldrig helt kedelige. Eftesom jeg havde været med til at arrangere et par stykker af dem selv kunne jeg jo kun gætte på, hvad der skulle ske ved min egen.
Jeg var naturligvis ikke bange eller nervøs. Men måske lidt spændt.
Det startede hyggeligt nok i lejligheden i Malmøgade med at gutterne ankom og klædte mig i en blåstribet pyjamas og vi fik en enkelt øl.
Så gav min gode ven Dan mig en kuvert adresseret til mig selv, som jeg skulle huske at putte i en postkasse. Så gik vi i byen. Jeg puttede kuverten i en postkasse på vejen, fordi jeg fik ordre til det.
Det foregik først på Vin & Ølgod, og det var herligt og festligt, og flere polterabends, osv. Sjovt. Meget øl.
Så fortsatte vi. Jeg ved, at jeg holdt en tårevædet takketale på Ambrosius med de tykke vægge ved Gråbrødre Torv. Jeg var sgu' så glad for alle de søde mennesker der omgav mig, ja jeg var så.
Jeg ved også, at på Peter Hvidtfelt - værtshuset lige ved Kultorvet - fik vi endnu mere at drikke, og pludselig smed min gode ven Ole mig op på skuldrene som om jeg var en 5-kilos sæk kartofler, gik ud gennem svingdørene og smed mig ind på bagsædet af en taxa.
På bagsædet sad der en anden fyr, som jeg ikke kendte. Taxaen kørte ud på baneterrænet ved Østerport station, hvor chaufføren forlod bilen. Så begyndte fyren at pille ved mig. Senere fandt jeg ud af, at han var bifil og en god ven af min gode ven Kurt.
Jeg mener at kunne huske, at jeg forsvarede min dyd med held, men hvem ved? Så blev jeg kørt tilbage til værtshuset, og vi fortsatte hjem mod Malmøgade.
Så satte de coup de grace'n ind: Pludselig havde de en stor jernkæde med en tung kugle, som de låste omkring min ene ankel. Så kunne jeg jo passende løfte den tunge kugle op og vakle afsted. Så forlod de mig i Malmøgade og gik op i lejligheden for at hygge sig og lade mig stege lidt.
Da de kom ned kunne de ikke finde mig. I min herrebrandert havde jeg passeret hegnet til Østre Anlæg for at komme væk (hvad Fanden der så end har føget gennem hjernen på mig for at nå den konklusion?) og havde naturligvis gemt mig under en busk. Man var vel lidt halv-militær.
Nå, gutterne blev nervøse. Nogle blev trætte og gik hjem. Men Ole og min lillebror begyndte at gennemsøge Øster Anlæg.
På et tidspunkt fandt Ole ud af, at hans hvide murerbukser kunne ses alt for let af mig (meget snedig tankegang, ikke?), så han tog dem af. Det var i den tilstand han blev set af et ældre ægtepar der var ude og lufte skødehunden. De må have tænkt deres.
Men væk var jeg, så de gik op i lejligheden igen for at rådslå. Da de kommer ned igen lidt senere står jeg og sover med ansigtet nede i en Volvo. En ægte Nørgaard kan sove hvor som helst, når som helst og med hvem som helst. Eller også var det en ægte Livgarder. Whatever. Jeg sov, havde det godt og blev hjulpet op i lejligheden for at sove lidt.
Næste dag ankommer der et brev til mig (som jeg selv havde postet) med en nøgle til en boks på Nørreport Station. Det ville så være i denne boks, at nøglen til min ball&chain-anordning befandt sig.
Så jeg fik Susanne Hjernø til at køre mig derned i pyjamas (altså mig!) i myldretiden lørdag, så jeg kunne få dette massive stykke jern af. Det havde også givet lidt afskrabninger mv.
Bagmanden: "Næste dag brækker Mogens sig ved Panum og ved kollegiet.."
Det kan godt være, men jeg kan ihvertfald huske, at jeg gjorde det i en busk i Vendersgade i forbindelse med, at jeg hentede blomster til bordene inde på blomster/grønt-torvet. Og lige idet jeg står foroverbøjet kommet Oles allestedsnærværende Nissan Patrol farende med Bagmanden og andre i, mens de råber opmuntrende til mig. Meget fin situation.
Så skulle jeg hjem og have lidt tøj på, og så skulle jeg ind og hente buketten på Blomstertorvet ved Israels Plads. Dér blev jeg noget overrasket bedst som jeg stod og kastede op i nogle buske, da gutterne anført af Ole kom kørende forbi i højt humør. De grinede ondt.
Klokken 17 gik det løs i Helsingør Domkirke, hvor vores gamle ven Ahlmann-Olesen (hvis datter Henriette jeg havde gået i klasse med) viede Ninon og mig på bedste vis. Men jeg var vist lidt bleg.
Hvad der siden skete om aftenen, inkl. historien om to meget store dukker med ekstremt hemmeligt indhold, må vente til en anden gang.
Jeg var naturligvis ikke bange eller nervøs. Men måske lidt spændt.
Det startede hyggeligt nok i lejligheden i Malmøgade med at gutterne ankom og klædte mig i en blåstribet pyjamas og vi fik en enkelt øl.
Så gav min gode ven Dan mig en kuvert adresseret til mig selv, som jeg skulle huske at putte i en postkasse. Så gik vi i byen. Jeg puttede kuverten i en postkasse på vejen, fordi jeg fik ordre til det.
Det foregik først på Vin & Ølgod, og det var herligt og festligt, og flere polterabends, osv. Sjovt. Meget øl.
Så fortsatte vi. Jeg ved, at jeg holdt en tårevædet takketale på Ambrosius med de tykke vægge ved Gråbrødre Torv. Jeg var sgu' så glad for alle de søde mennesker der omgav mig, ja jeg var så.
Jeg ved også, at på Peter Hvidtfelt - værtshuset lige ved Kultorvet - fik vi endnu mere at drikke, og pludselig smed min gode ven Ole mig op på skuldrene som om jeg var en 5-kilos sæk kartofler, gik ud gennem svingdørene og smed mig ind på bagsædet af en taxa.
På bagsædet sad der en anden fyr, som jeg ikke kendte. Taxaen kørte ud på baneterrænet ved Østerport station, hvor chaufføren forlod bilen. Så begyndte fyren at pille ved mig. Senere fandt jeg ud af, at han var bifil og en god ven af min gode ven Kurt.
Jeg mener at kunne huske, at jeg forsvarede min dyd med held, men hvem ved? Så blev jeg kørt tilbage til værtshuset, og vi fortsatte hjem mod Malmøgade.
Så satte de coup de grace'n ind: Pludselig havde de en stor jernkæde med en tung kugle, som de låste omkring min ene ankel. Så kunne jeg jo passende løfte den tunge kugle op og vakle afsted. Så forlod de mig i Malmøgade og gik op i lejligheden for at hygge sig og lade mig stege lidt.
Da de kom ned kunne de ikke finde mig. I min herrebrandert havde jeg passeret hegnet til Østre Anlæg for at komme væk (hvad Fanden der så end har føget gennem hjernen på mig for at nå den konklusion?) og havde naturligvis gemt mig under en busk. Man var vel lidt halv-militær.
Nå, gutterne blev nervøse. Nogle blev trætte og gik hjem. Men Ole og min lillebror begyndte at gennemsøge Øster Anlæg.
På et tidspunkt fandt Ole ud af, at hans hvide murerbukser kunne ses alt for let af mig (meget snedig tankegang, ikke?), så han tog dem af. Det var i den tilstand han blev set af et ældre ægtepar der var ude og lufte skødehunden. De må have tænkt deres.
Men væk var jeg, så de gik op i lejligheden igen for at rådslå. Da de kommer ned igen lidt senere står jeg og sover med ansigtet nede i en Volvo. En ægte Nørgaard kan sove hvor som helst, når som helst og med hvem som helst. Eller også var det en ægte Livgarder. Whatever. Jeg sov, havde det godt og blev hjulpet op i lejligheden for at sove lidt.
Næste dag ankommer der et brev til mig (som jeg selv havde postet) med en nøgle til en boks på Nørreport Station. Det ville så være i denne boks, at nøglen til min ball&chain-anordning befandt sig.
Så jeg fik Susanne Hjernø til at køre mig derned i pyjamas (altså mig!) i myldretiden lørdag, så jeg kunne få dette massive stykke jern af. Det havde også givet lidt afskrabninger mv.
Bagmanden: "Næste dag brækker Mogens sig ved Panum og ved kollegiet.."
Det kan godt være, men jeg kan ihvertfald huske, at jeg gjorde det i en busk i Vendersgade i forbindelse med, at jeg hentede blomster til bordene inde på blomster/grønt-torvet. Og lige idet jeg står foroverbøjet kommet Oles allestedsnærværende Nissan Patrol farende med Bagmanden og andre i, mens de råber opmuntrende til mig. Meget fin situation.
Så skulle jeg hjem og have lidt tøj på, og så skulle jeg ind og hente buketten på Blomstertorvet ved Israels Plads. Dér blev jeg noget overrasket bedst som jeg stod og kastede op i nogle buske, da gutterne anført af Ole kom kørende forbi i højt humør. De grinede ondt.
Klokken 17 gik det løs i Helsingør Domkirke, hvor vores gamle ven Ahlmann-Olesen (hvis datter Henriette jeg havde gået i klasse med) viede Ninon og mig på bedste vis. Men jeg var vist lidt bleg.
Hvad der siden skete om aftenen, inkl. historien om to meget store dukker med ekstremt hemmeligt indhold, må vente til en anden gang.
posted by Moans Nogood at 7:23 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home