Da jeg lånte min super-PC ud

Jeg var meget stolt af min PC. Jeg købte den i 1986 for kun 42.000 kroner. Det var en Olivetti M24 SP, hvilket stod for Special Performance fordi dens CPU drønede af sted med 10 MHz i stedet for de normale otte. Oh yes.

Den havde også hele 20 MB disk i stedet for de normale 10 og den var loadet helt vildt med 640 KB RAM i stedet for de mere normale 512.

Det var en monstermaskine. Til den billige pris (42.000 kroner) var der naturligvis ikke råd til farveskærm, men deres monokromskærm var også rigtig god…

Den 1. januar 1987 startede jeg så i Sparekassen SDS i deres EDB-afdeling i BrugerServiceFunktionen (BSF). Chefen hed Poul Fabiansen og jeg delte kontor med en fyr der hed Mogens Egan. Og jeg fik en Olivetti M24 med farveskærm (men kun 10 MB disk og 512 KB RAM) stillet til rådighed. Sådan.

Vi fik hurtigt en masse kunder/brugere på ”vores” system, som var en Oracle-database på en VAX/VMS-maskine, som hed Samson (efter en af gorillaerne i Zoo). En dag – måske i 1988 – kom én af disse flinke mennesker fra kreditafdelingen ind og spurgte om der var en måde, hvorpå han kunne låne en PC til at skrive sit speciale på handelshøjskolen på?

Det var der ikke, men jeg tilbød ham at han da bare kunne låne min! Nå, det ville han gerne, og så fik vi ordnet det således, at jeg tog den med på arbejde en dag og han tog den med hjem.

Så gik der godt nok lang tid uden at jeg hørte fra ham (jeg tror han hed Morten, men jeg er ikke sikker). Til sidst ringede jeg (efter flere måneder) til ham, og han lød lidt underlig i telefonen. Og spurgte til sidst om der var nogen som helst måde at få data tilbage, når filerne var blevet slettet?

Øh, joh, det var der jo nok via Nortons nyttige værktøjer – der var en slags un-delete, osv. Joh, sagde han, men hvad nu hvis harddisken var blevet FORMATTERET?

Nå tak! Det viste sig, at han havde formatteret harddisken i stedet for en diskette og så var alt håb jo ude.

Jeg havde naturligvis ingen backup af alt det jeg havde samlet igennem årene. Øv.

Men jeg fik da min maskine tilbage (han turde ikke selv møde op, så han fik det ordnet indirekte på én eller anden måde), men fik aldrig noget som helst af ham som tak for lån. Det var måske lidt tyndt syntes jeg.

Nogle år senere var jeg oppe i Hillerød for at besøge min første kones mor og pludselig stod jeg ansigt til ansigt med ”Morten” (eller hvad han nu hed), thi han var rent tilfældigt deres genbo. Det var ret sjovt at hilse højrøstet på ham og forklare min daværende svigermor og hendes mand, hvorfor jeg kendte ham…

Meget fin måde at gøre sin entré på den villavej på. Min afgang var knap så imponerende. Jeg havde købt en brugt Allegro, der var meget blå, som jeg kørte rundt i. Min ven Ole kaldte den lidt hånligt/ironisk for Det Blå Lyn.

Well, den kunne ikke starte, da jeg skulle hjem, så jeg ringede efter Ole, som kom flintrende i sin firhjulstrækker (en Nissan Patrol) og satte et reb i Det Blå Lyn.

Efter nogle hundrede meters trækken (jeg sad og styrede i Det Blå Lyn) stoppede Ole og sagde, at han ligesom kunne høre en hvinende lyd. Ikke, at han havde problemer med at trække mig, men det var bare en underlig lyd. Hmm. Vi undrede os.

Indtil Ole opdagede, at jeg ikke havde sluppet håndbremsen. Derefter gik det meget hurtigere med at komme af sted.

Jeg betalte min elskede M24 SP med et studielån og jeg blev færdig med at betale af på det for et par år siden. Det var tider.