Monday, January 05, 2009

Nej, jeg er ikke ved at ansætte Karina Buch

Lidt historie:

Min ven Cary Millsap (han bor i Dallas, Texas) havde en afdeling i Oracle, som hed System Performance Group (SPG). Et af medlemmerne hed Karina Buch og hun ville hjem til Danmark på et tidspunkt.

Så jeg hyrede hende ind til min afdeling Premium Services i Oracle Danmark. Det fortrød jeg bestemt ikke. Hun var god og havde et rigtigt godt samarbejde med gutterne.

Da Premium lukkede ned i 2000 flyttede Karina sammen med en masse af Premium-folkene til Oracle Consulting. Jeg tror hun endte med at være næstkommanderende for chefen Michael Træsborg (der idag er medlem af Miracles bestyrelse).

Da rygterne om, at Perregaard (daværende direktør for Oracle Danmark) og jeg var uvenner var på sit højeste holdt Karina op med at kommunikere med mig/os. Selv mine årlige hilsener på hendes fødselsdag forblev nu ubesvarede. Måske var hun altid politisk, måske blev hun det. Eller hun var måske bange. Jeg ved det ikke. Trist var det, syntes og synes jeg.

Så blev hun Chief Operating Officer (COO) i IT Factory og det har hun jo så været i nogle år. Om hun har fået den samme løn som regnskabschefen (CFO'en) Jeanette, nemlig 3.4 millioner kroner årligt, aner jeg ikke. Det er nok bare rygter.

Hun holdt en overbevisende præsentation for Michael Træsborg en måned eller to før crashet 1. december, og det gjorde hun så godt at Michael på et bestyrelsesmøde begejstret fortalte os om deres fantastiske koncept Plat(form) As A Service. Se, Træsborg har meget erfaring i branchen, så det er ikke bare sådan, at han let lader sig begejstre. Så Karina må have gjort det rigtigt godt.

Jeg kan ikke frigøre mig for den tanke, at hvis hun har været COO og holdt salgstaler og præsentationer i årevis om, hvor mange kunder de havde og hvor fedt hele Plat As A Service-konceptet var - så er hun enten ikke særlig observant eller også har hun løjet.

1. december gik det så løs og resten er historie.

Fan'me om ikke to helt uafhængige kilder indenfor de sidste 10 dage eller så har spurgt mig, hvorfor jeg er ved at ansætte Karina Buch!

Se, det ville jo også være en interessant ting at gøre, men det har jeg/vi ingen, ingen, ingen planer om.

Den ene af de to personer, der har hørt rygtet fra "sædvanligvis velorienteret kilde" er ingen ringere end journalist Dorte Toft. Jeg har fortalt hende, at jeg ikke har snakket med Karina siden 2001 eller 2002 og hun har skyndt sig at afkræfte rygtet i sit bagland.

Fantastisk historie. Fedt rygte.

Nu ved I det.

Mogens