Tuesday, April 24, 2007

IT: Moderat Pres, del II: IT-chefer, worriers og warriors

Moderat pres udøves alle steder, også indenfor IT.

Det medfører sjældent fysiske mén, der gør at man f.eks. humper på ét ben resten af livet, så det er skam humant nok.

Det kan medføre kortvarige (10-20 år) skader på sjælen og lidt nervøs blinken og en anelse stammen, men det er en OK pris at betale for at få testet sig selv og sine medmennesker synes jeg...

Når jeg ser IT-folk udsat for moderat pres plejer jeg groft at inddele dem i to katerorier: De bange og de andre. Worriers vs Warriors.

De bange er nemme ofre for moderat pres.

De andre kan være decideret farlige at udsætte for moderat pres - de kan finde på at reagere helt uhensigtsmæssigt, dvs. logisk, modigt og uden hensyntagen til egen vinding.

Meget risikabelt for afhøringseksperterne og torturbødlerne (dvs. typisk folk fra management/HR og dem fra lønningskontoret).

De bange er måske ikke så bange, at de frygter for at gå ud ad døren eller ind i serverrummet (skønt møderummet kan gøre ALLE bange), men de er typisk:

- bange for karrierens næste trin
- bange for at blive fyret
- bange for at sige noget politisk ukorrekt i kæmpebiksen de arbejder i
- bange for at overtræde ISO-20000-regler
- bange for ikke at være med på den sidste nye trend (lean & mean, iTIL & iFRA) eller måske endda
- bange for at fornærme en leverandør.

Situation 1: Jeg kender f.eks. en mand, der er hamrende dygtig rent faglig og aldrig har været bange for at sige sin mening om nogle tekniske ting, han enten kunne lide eller ikke kunne lide. Nu er hans lille biks blevet opkøbt af en stor biks, og pludselig er han bange for at blogge om noget teknisk skrammel han er faldet over. Thi han har ikke fået det endelige jobtilbud endnu fra kæmpebiksen.

Hvad er han pludselig bange for? Og har han i virkeligheden hele tiden været bange, men bare set modig ud fordi han ikke løb en risiko?

Situation 2: Et favorittrick, der garanteret er en urban myte (det MÅ den være), er dén om IT-chefen i firma X, der ikke vil købe dét som IBM-sælgerne fortalte ham han havde lyst til at købe. IBM sørger så for at få IT-chefens chef på tomandshånd og spørge ham, om han egentlig har den IT-chef han fortjente?

I den situation er chefen naturligvis en af de bange - det kan enhver se. Han er Kaptajnen på Pinafore ('stå aldrig til søs, lad de andre stå') og kunne lige godt være hjemme i en privat eller en offentlig virksomhed.

Kendt bug.

Men hvis IT-chefen går rundt og er nervøs for at blive fyret for at gøre Det Rigtige (TM), så er han jo også bare bange.

Situation 3: En sælger fra en fast leverandør ringer til IT-chefen og fortæller ham, at nu er han altså nødt til at købe noget, fordi han ikke har købt noget længe, og sælgeren har altså brugt ret meget tid på ham.

Det er også moderat pres, og jeg har set alt, alt for mange eksempler på, at IT-chefen giver efter i den situation og køber ét eller andet han egentlig ikke har brug for.

Ofte fordi IT-chefer faktisk er meget søde og flinke mennesker, der ikke er bygget til at modstå moderat pres, og måske endda er så empaterende at de godt kan se problemet fra sælgerens synspunkt.

Der er også de ekstreme situationer, hvor psykopaterne i jakkesæt (det skulle være en fantastisk god bog, men jeg har ikke læst den endnu) lægger pres på alt og alle omkring dem. Men det er en helt anden sag, og det gider vi ikke snakke om her. De er dumme, ja de er så.

Situation 4: En rigtig sjov situation er en, jeg selv har oplevet nogle gange efterhånden:

Hvis jeg skriver noget politisk ukorrekt om et stort firma kommer der altid velmenende advarsler fra folk: "Er du ikke bange for, at bliver sure?!?". Til det er der jo kun at svare: "Jeg har aldrig set et firma blive sur(t). Hvordan mon det ser ud? Hvordan mon det lyder?"

Næh, individer i det store firma kan blive sure, men jeg har svært ved at forestille mig et firma råbe "Dumme Mogens". Så det skræmmer mig ikke. Men det skræmmer mange andre.

Jeg vil hermed opfordre alle chefer til at være lidt mindre bange. Det er jo ikke sjovt at have en chef, der er bange.

Og jeg vil også opfordre alle ikke-chefer til at være lidt mindre bange. Det er jo heller ikke sjovt at have en medarbejder, der er bange - med mindre man decideret er pervers.

Moderat Pres, del I: Skiulykker

Sidste år overtalte min smukke hustru og utallige af vore børn mig til at tage på skiferie for første gang. Turen gik til et sted i det nordlige Sverige.

Jeg bryder mig ikke om skiferier af mange årsager, men jeg lod mig overtale. Jeg kunne jo tage mig af mikroskopiske Viktor mens de andre lavede fjollede ting på ski.

Eneste betingelse: Jeg ville have internet-adgang.

Der ER internet-adgang deroppe, sagde familien.

Det viste sig at være rigtigt. Der ER rent faktisk internet i Sverige som sådan. Bare ikke på selve skisportsstedet.

Heldigvis kunne man køre finsk rallykørsel i 30-40 minutter ad små skovveje for at komme til en meget lille by højt mod nord, hvor man i hotellets (bemærk: én-tal) lobby kunne købe et skrabelod til Telia og på den måde komme på nettet.

Den hoppede jeg ikke på i år. Næh, vi lånte en fed lejlighed af gode venner (www.imalp.ch) og der var vitterligt trådløst netværk og en lidt større Viktor ville gerne se 'Find Nemo' 14-15 gange om dagen. Eneste variation jeg ikke har set endnu er den lettisk-sprogede udgave på DVD'en kombineret med norske undertekster, så det var egentlig OK altsammen.

Lige indtil en snowboarder kørte henover min hustrus ski. Snowboardere ved vistnok ikke bedre. De kender ikke regler, de følger ikke de regler de kender - og de skal allesammen hen og ryge hash på legepladsen bagefter, mens små børn leger rundt om dem.

Det er sådan jeg har forstået det, men jeg løber altså ikke selv på ski, så det er helt klart anden- og tredjehåndsberetninger jeg bygger mine udsagn på.

Med undtagelse af det med hashrygningen på legepladsen. Det er førstehånds-beretning, for det var min hustru, der så det.... Desværre ringede hun ikke efter mig. Så skulle de have fået stoppet piben ind, skulle de.

Nå, men min hustrus ski blev kørt over af en snowboarder, der naturligvis fortsatte uden at sige undskyld. Fair nok. De har jo travlt. De skal ned og ryge hash på legepladsen.

Da hun var tæt på afgrunden valgte hun en desperat manøvre henover en mindre bakke, som gjorde hende luftbåren lidt a la scenerne i en James Bond-film.

Landingen gik dog noget anderledes end på film, så hun blev babu-babu kørt på det lokale hospital, hvor de iøvrigt var hamrende dygtige og professionelle - og i den forbindelse har jeg ikke brug for at snakke om, hvordan det danske sundhedssystem opførte sig til sammenligning.

Her lå hun så med svære smerter, da jeg nåede frem. Det var på dét tidspunkt, jeg fik hende til at love - fire gange i træk - at vi aldrig mere skulle på skiferie.

Spørgsmålet er nu: Godt nok fremtvang jeg denne "lovning" fra hustruen mens hun lå hjælpeløs med store smerter, men det må da være helt iorden alligevel, ikke? Hun kan da ikke komme bagefter og sige, at hun alligevel gerne vil på skiferie, vel?

Jeg mener: Moderat pres er da OK i visse nødssituationer, er det ikke? Det har jeg læst i pressen, at udmærkede regeringer henholder sig til. Så kan jeg da også. Og jeg rørte ikke engang ved det smadrede knæ mens jeg udspurgte hende. Det er muligt, at min hånd svævede lige over det, men jeg rørte det ikke.

På ære.