Sunday, December 26, 2010

Del 3: Mine amerikanske (fjerne) familiemedlemmer... Familien Jordahn

Med hjælpe fra mine gode, amerikanske venner fra The OakTable Network, har jeg nu fået kontakt med min gudmor (Ellen) og snakket med hende i 42 minutter. Og her er så mindeordene om hendes søster, Inge May Jordahn:

OBITUARIES

Beaumont Enterprise, The (TX) - Friday, March 12, 2004
Author: The Enterprise
Inge May Jordahn

Jordahn Inge May retired International Student Advisor for Office of Admissions at LSU and resident of Baton Rouge, died Sunday, February 29, 2004. Born May 18, 1930, in West Palm Beach, Florida, she was 73. A memorial service was held Tuesday, March 2 at Rabenhorst Funeral Home Chapel, Baton Rouge, LA, with Monsignor Robert Berggreen officiating. She is survived by a sister, Ellen B. Jordahn of Nederland, TX and many special friends. Inge graduated from Nederland High School, May 1948, where she was an outstanding athlete and involved in many campus activities. She was active in Camp Fire Girls and became a professional Camp Fire Field Director, director of summer camps in Texas, New Mexico, and Louisiana. Her first camping experience at Camp Waluta guided her life thereafter. She graduated with a Bachelor of Arts Degree and a Master of Arts Degree from the University of Texas-Austin. Memorials may be made to the charity of your choice, Salvation Army, or All Pets Hospital, 8660 Perkins Road, Baton Rouge, LA 70810.

Derudover vil jeg prøve at få besøgt Ellen i Nederland, Texas i februar. Hendes hus og hele området har lidt ligeså meget under Hurricane Katrina og de to andre, som Louisiana har, men ingen har hørt noget om det... Så hendes hus er stadig ikke helt godt efter de tre store hurricanes.

Men jeg vil sgu' besøge hende!

Fantastisk dag!

Mvh.

Mogens

Del 2: Mine amerikanske (fjerne) familiemedlemmer... Familien Jordahn

Forbløffende, hvad man kan finde på nettet: Her er deres grave:

http://www.findagrave.com/cgi-bin/fg.cgi?page=gsr&GSfn=&GSmn=&GSln=Jordahn&GSby=&GSbyrel=in&GSdy=&GSdyrel=in&GScntry=0&GSst=0&GSob=n

Og her er så et billede af den gravsten, som Inge har. Og det ser ud til, at min gudmor (som jeg ikke har haft kontakt med i mange år) også skal være dér :-).

http://www.findagrave.com/cgi-bin/fg.cgi?page=gr&GSln=Jordahn&GSbyrel=in&GSdyrel=in&GSob=n&GRid=42436885&

Jeg tror jeg vil finde ud af, om Ellen stadig er i live. Det må kunne lade sig gøre.

Mine amerikanske (fjerne) familiemedlemmer... Familien Jordahn

Min far talte ofte om Oluf Jordahn, hans kone Olga og deres to døtre Ellen og Inge. Ellen blev endda min gudmor og sendte os (og mig) gaver fra det store Amerika til jul og fødselsdag.

Det må have været en gensidig og god forbindelse, for Olga, Ellen og Inge betalte faktisk for, at jeg kunne tilbringe et år på Louisiana State University fra 1982 til 1983 (jeg tror det var Olgas ønske, og så måtte døtrene rette ind, men det er jo en anden sag). Det blev iøvrigt et helt fantastisk år, hvor Inge (i kraft af, at hun arbejdede i Admission Office på LSU) kunne hjælpe mig med en masse praktiske ting.

Da jeg rodede rundt i mine forældres efterladte papirer idag fandt jeg et billede af Ellen, da du bestod eksamen på et universitet i USA, og det fik mig til at søge på det store Internet efter dem. Og der var bid!

Her er historien om dem, skrevet af Ellen. Linket bringer jeg også lige:

http://www.wtblock.com/wtblockjr/jordahn.htm

======================================

A HISTORY OF THE CAPTAIN CARL OLUF JORDAHN FAMILY

By Ellen Jordahn

The Captain Carl Oluf Jordahn family moved to Nederland, Texas, in the year 1937.

Captain Carl O. Jordahn was born in Kolding, Denmark, on March 3, 1896. He attended public schools in Kolding, graduating at the age of fourteen. Captain Jordahn was a true SAILOR, rather than seaman, inasmuch as he first went to sea for many years, manning ships with sails, schooners, square-riggers, etc., where he had to climb onto the masts and spars in order to furl and unfurl the sails.

In 1919, he received his first master's and pilot's licenses, although he had already sailed for many years previous to that. Family traditions reveal that he sailed to Russia as a cook when he was ten years old because he wanted to taste the goof caviar that he had heard so much about, and that he sailed every summer thereafter until he finished his formal schooling the age of fourteen.

In World War I, he worked his way to America in order to sail for the United States on American troop ships, carrying soldiers to France. After his first three ships were torpedoed and sunk, he paid his own way back by working on ships so that he could sail once more under the Stars and Stripes. Thereafter, he was able to become an American citizen, and he was naturalized in New York City on November 4, 1920.

During his lifetime of sailing, he made many trips around the world, sailed in Alaskan waters during the gold rush days around 1917, and he was able to transact business for his shipping line in every port of the world that his ship docked in.

During World War II, he captained the lead tanker in ship conveys in the Pacific Ocean, in Japanese waters, carrying bunker and fuel oil for the United States Navy's Seventh Fleet. Captain Jordahn retired from the sea in 1961, and he died on November 14, 1973.

On December 23, 1925, Captain Carl Jordahn married Olga Karen Elisabeth Bager, who was born in Kolding, Denmark, on September 30, 1898. She graduated from the public schools in Kolding, after which she also completed and graduated from business school. She was a bilingual secretary for the soap factory in Kolding at the time of her marriage. She was the first member of her family ever to leave Denmark, moving to America soon after her marriage to Captain Jordahn in Kolding, Denmark. They sailed from Copenhagen to New york in January, 1926.

At first, they lived in West Palm Beach, Florida, where their two daughters were born, namely, Ellen Beata Jordahn and Inge May Jordahn.

In 1935, the family moved back to Kolding, Denmark. Ellen and Inge were to have a Danish education prior to returning to the United States for their American education. The Danish period would enable their two daughters to make an intelligent choice for citizenship and a homeland. Because of their antecedents and their bilingual education and upbringing, Ellen and Inge Jordahn could function as easily in Denmark as in the United States. Olga Jordahn was naturalized in West Palm Beach, Florida, on November 16, 1929, and she died in Nederland on Nobember 20, 1982.

Ellen Jordahn attended Palmetto School in West Palm Beach, Florida; the Real Skole in Kolding, Denmark; and the Nederland school from grade three until her graduation in 1945, finishing as valedictorian of her class. She earned her Bachelor of Business Administration degree from Sam Houston State University in 1949; her Master of Science degree in Business Education in 1960; and she did graduate work at many schools, including the Universities of Maine and Houston; Colorado State University, and Louisiana State University. She taught business subjects for thirty-eight years in high schools and colleges.

Inge Jordahn attended schools in Denmark and in Nederland, graduating in 1948. She earned her Bachelor of Arts in History and Government from the University of Texas at Austin in 1952, and her Master of Arts in Government from the same college in 1960.

Inge taught at Victoria College, Victoria, Texas and worked as a regional director and camping specialist for Camp Fire Girls Incorporated in Wichita Falls and Beaumont, Texas; in Albuquerque, New Mexico; and Baton Rouge, Louisiana. For more than twenty-two years, she has worked for Louisiana State University in Baton Rouge in the Admissions Office, handling foreign students' and graduate students' admissions. In addition, she has an honorary position with the foreign student admissions program under the Department of State. Her geographic areas are in the Middle East and Far East and her special programs include petroleum refining, sugar refining, and forestry.

(Ed.'s Note: On two separate occasions, the editor enjoyed visiting with Captain Carl Oluf Jordahn in his home. He went there in search of information about sailing ships, and found that the captain had many books and pictures to look at and much information to offer. While sailing American flag ships, Captain Jordahn probably saw as many or more German and Japanese torpedoes than anyone afloat during the World Wars. He also showed the editor the 'souvenirs' from those wars that he carried to his grave - the scars from a badly burned and mangled leg, caused by one of those torpedoes.--W. T. Block.)
===========================================

Thursday, December 16, 2010

DirJulKal: 17. december

17. december:
De Meget Hemmelige – MirSec – har kastet sig ud i fremstilling af julegodter på Det Meget Hemmelige Bryggeri på Sydfyn, mens deres helikoptere non-stop henter masser af dadler, figner og råvarer fra hele Verden. På kort tid er de oppe på 42 tons julegodter, som skal distribueres til danskerne. Humøret er højt. Direktør Mogensen er kommet i seriøst julehumør. Men så ringer O’s telefon – der er opstået et problem.

….

O forklarede til den samlede flok af MirSec’ere, samt Wikeleaks’ grundlægger og Direktør Mogensen, at Fru Direktør Mogensen havde siddet og regnet lidt på julegodte-logistik og –produktion, og havde fortalt Chef/Jægerkorps om sine konklusioner. Det så ikke godt ud.

”Hvad er hendes konklusioner da?” spurgte G?

O svarede: ”At 42 tons julegodter kun svarer til 7.5 gram per Dansker. Det er helt klart ikke nok.”

”Faktum”, sagde Kasse Lasse.

”Og det ved ALLE.”, sagde Senior.

Alle stod og tænkte i nogle få sekunder. En så lille forsyning julegodter per Dansker kunne udløse depression og juletristesse i en grad man ikke havde set før til jul. Børns smil ville stivne. Mødre ville græde og smide juletræerne ud i sneen, og fædre ville gå rundt udenfor med deres sneskovle og lade en enkelt tåre løbe ned ad deres ene kind.

”Jeg har det!”, sagde Kasse Lasse, ”Vi må tænke ud af kassen!”

Alle kiggede overraskede på den venligt udseende mand, der i dén grad lignede Morten Olsen (og det var intet tilfælde).

”Vi må kunne gøre det således, at vore venner i Aalborg Nærradio – de der geniale og fantastisk dygtige morgenværter Skovl & Busk – kan høres over hele landet. Kan det ikke nemt lade sig gøre?”, spurgte han Wikeleaks’ grundlægger.

”No problemo”, svarede denne kort og bøjede sig over sin bærbare computer.

”Så kan de annoncere, at grundet uforudsete omstændigheder og Store Banks sløseri og brødnid bliver danskerne nødt til at fremstille deres julegodter selv i år – ligesom i de gode, gamle dage. Og så får vi på én eller anden måde sat et videokamera op – det må vores videopige J kunne klare – i vores køkken, så min elskede hustru kan demonstrere hjemmefremstilling af julegodter for hele nationen.”

”Det kan sagtens lade sig gøre”, sagde Wikileaks’ grundlægger, ”jeg kan være klar om 42 minutter – vi kan endda bruge min mobiltelefons indbyggede videokamera og så ellers – øhm – kapre alle TV-stationers sendeflade.”

”Men hvor får danskerne deres råvarer fra i tide?”, spurgte Direktør Mogensen.

”Det klarer vi. Dette er hvad vi er. Dette er hvad vi kan.”, sagde G simpelthen.

Alle tog fat på opgaven med den sædvanlige ildhu, der til alle tider vil hjælpe Verden med dens helt store problemer.

Og således fik danskerne alligevel en god jul det år.

Skovl & Busk fra Aalborg Nærradio samsendte over samtlige radiokanaler i flere timer, indtil alle danskere vidste, at de skulle se en meget vigtig udsendelse om aftenen.

MirSec’s flåde af helikoptere (og en enkelt kane) fremskaffede de millioner af tons af råvarer der var brug for – inkl. en meget stor sending marcipan fra Bornholm – og fik det fordelt ud i samtlige dagligvarebutikker i Danmark på få timer.

Og TV-udsendelsen fra Det Meget Hemmelige Køkken – filmet af Wikeleaks’ grundlægger og udført af Kasse Lasses enestående og elskede hustru – blev set af alle, og alle forstod vigtigheden af hendes budskab: ”Bag, mine kære medborgere, bag som aldrig før”, var de ord hun afsluttede udsendelsen med.

Det gjorde danskerne. De bagte. Til julefrokoster. I hjemmene. Alle steder. Og de nåede det naturligvis, for sådan er det med alle ting, som De Meget Hemmelige gør.

Så blev det alligevel jul igen.

Slut.

Wednesday, December 15, 2010

DirJulKal: 16. december

16. december
De Meget Hemmelige og Direktør Mogensen er fløjet til deres meget hemmelige base på det sydlige Fyn. Her bestyrer Kasse Lasse det meget hemmelige bryggeri, som chefen G håber kan omstilles til bolchekogeri med mere, så danskerne kan få deres julegodter i tide.

….

Da helikopteren landede hoppede alle med det samme ud og løb hen imod en stråtækt bindingsværksgård og ind ad en dør med et skilt, hvor der stod ”Stille! Der brygges!”. Direktør Mogensen fulgte efter.

Indenfor var der et højteknologisk bryggeri med brygkedler, øltanke, flaskeanlæg og andre skinnende metalgenstande. Midt i det hele stod en venligt udseende mand og hilste på alle MirSec’erne.

O introducerede Direktør Mogensen til den venlige mand – som viste sig at være Kasse Lasse – og forklarede kort situationen for Kasse Lasse, inklusiv det faktum – Faktum! – at Christmascandy’s opskrifter var tilgængelige takket være Wikeleaks grundlægger.

Kasse Lasse sagde ”Jou”, og stod tænksomt i lang tid.

Så sagde han: ”Det er overhovedet ikke noget problem. Bolchekogning og fremstilling af andre julegodter er kun et spørgsmål om de tre v’er: Viden, vilje og vej. Vi har alle tre ting – samt opskrifterne. Lad os komme i gang!

I de næste tre-fire timer var der aktivitet på Det Meget Hemmelige bryggeri i en grad, som normale mennesker aldrig får set. MirSec’erne var i forvejen næsten overmenneskelige m.h.t. arbejdsevne og –styrke, men nu, hvor det gjaldt danskernes jul med tilhørende godter, ydede de en – endda for dem – ekstraordinær indsats. Flere af dem måtte endda indrømme senere, at de havde svedt – en meget sjælden ting i de kredse, med mindre man er i sauna.

G og O og Senior så ud til at lede slagets gang, og der blev talt meget i krypterede mobiltelefoner samt skridtet af med meget lange skridt.

Samtidig landede og lettede et utal af helikoptere med hundredvis af sække og paller, som straks og uden besvær blev losset af af de superstærke MirSec-folk.

Men resultaterne udeblev da heller ikke: I løbet af de første 12 timer havde de samlet 42 tons julegodter, inkl. de 4.2 tons bolcher som Kasse Lasse i hast fik kogt i sine brygkedler. Der var også hentet dadler og figner fra fremmede lande, og duften af julegodterne bredte sig, og det samme gjorde julestemningen.

Stemningen blev bestemt ikke mindre god af at der til stadighed blev udskænket godt øl til alle. Og rundt omkring dem svajede og nejede buske og træer yndefuldt for at markere, at alt var under kontrol og ingen fare truede.

Direktør Mogensen måtte efter nogle timer indrømme for sig selv, at han for første gang i år for alvor begyndte at føle sig i rigtig julestemning. Han nynnede for sig selv, svang både bolchekogeskeen og ølglasset med bravour, og lavede da også et enkelt gadedrengehop på vej hen efter flere ingredienser fra det lager, som de sorte helikoptere til stadighed udbyggede.

Ved midnatstid blev der kaldt til samling, og G sagde: ”Vi har nu 42 tons julegodter. Hvordan får vi dem fordelt ud til danskerne hurtigst og bedst muligt?”

Så ringede O’s telefon. Han lyttede i 4.2 sekunder, og sagde så alvorligt til G: ”Vi har et problem.”

Tuesday, December 14, 2010

DirJulKal: 15. december

15. december
Den livsvigtige, ekstra kassekredit fra Store Bank er sikret efter De Meget Hemmeliges lynaktion mod hovedsædet i København. Men Direktør Mogensens mangeårige underleverandør Christmascandy Ltd. – under ledelse af hans mangeårige ven James Moreorless – kan ikke levere julegodterne før tidligst den 23. december fordi han i mellemtiden har fået mange andre ordrer ind. Situationen er håbløs, og Direktør Mogensen er fortvivlet.
….
Efter at Senior var stået af (med eller uden faldskærm) et sted over Herning landede helikopteren kort efter atter uden for Jægerkorpsets hovedkvarter i Aalborg.

Direktør Mogensen havde bemærket, at flere af De Meget Hemmelige, også kaldet MirSec, havde talt sammen under flyveturen. Især G og O havde været meget aktive og havde foretaget flere opkald på deres krypterede mobiltelefoner.

Også Wikeleaks grundlægger så ud til at have travlt med at taste på sin computer.

Efter landingen gik G ind i Korpsets kommandobygning. O sagde: ”G orienterer nu Chef/Jægerkorps. Planen er, at vi tager hjem og ordner den sidste del af opgaven.”

Store smil viste sig på ansigterne af alle MirSec’erne. Direktør Mogensen spurgte: ”Hjem? Men hvordan kan I skaffe julegodter, hvis I tager hjem?!”

O forklarede: ”Hjem for os er vores hemmelige base et sted på Sydfyn, hvor vi fremstiller juleøl for bl.a. Jægerkorpset og andre hemmelige organisationer, og hygger, øver, omgrupperer og generelt hygger os. Brygmesteren hedder Kasse Lasse, og hans kone bager altid julekager, der smager godt til øl.”

G kom tilbage fra sit møde med Chef/Jægerkorps. ”Juleøllet er jo allerede færdigbrygget, så mon ikke Kasse Lasse kan omstille produktionen til bolchekogning og anden slags madfremstilling? Det tror jeg.”, sagde han.

”Faktum”, sagde den unge kvinde C og kiggede rundt med en D.I.B.

Der opstod en kort D.S.T., mens alle nikkede.

”Jeg kan måske overtale James Moreorless til at låne os opskrifterne, når vi har denne nødsitutation.”, sagde Direktør Mogensen.

Alle andre kiggede straks hen på stifteren af Wikileaks, der straks sagde ”Ikke noget problem. Opskrifterne hackede jeg fra Christimascandy’s server mens vi var i helikopteren.”

”Helikopteren er her om 42 sekunder,” sagde O til G, ”men jeg tænkte på, om vi skulle samle Senior op på vejen derned? Det ser ud til, at J har styr på håndboldlandsholdet nu, og så kunne vi meget vel få brug for hans specielle logistik-evner når julegodterne er fremstillet derhjemme.”

”God idé”, svarede G, ”sæt i værk omgående og uden tøven.”

Kort efter sad alle atter i den store, sorte helikopter. Over Herning stod helikopteren et øjeblik stille i luften over Stadion, mens Senior hoppede ombord igen.

”Jeg hører, at J klarer det fint dernede?”, råbte M til Senior.

”Det går fint. Han skal nok lære det. Min træning af ham har ikke været helt spildt.” svarede Senior kort.

Så satte alle sig til at sove, undtagen Direktør Mogensen, der sad og håbede på, at danskerne kunne nå at få deres julegodter i tide.

Og så var de pludselig fremme. Da de hang i luften over Det Meget Hemmelige Bryggeri kunne Direktør Mogensen se, at samtlige blade og grene bevægede sig på træer og buske.

Joh, de var i sandhed fremme ved De Meget Hemmeliges Meget Hemmelige base. Spørgsmålet var nu, om der kunne fremstilles og omdeles tilstrækkeligt med julegodter til danskerne før det var for sent?

540 ord.

Monday, December 13, 2010

DirJulKal: 14. december

14. december
De Meget Hemmelige har angrebet Store Banks hovedsæde og fået direktøren til at trykke en sekretærfinger ned på retur-tasten på sit forgyldte tastatur, så direktør Mogensen kan få den livsnødvendige, ekstra kassekredit.

….

Der var stille i direktørhjørnekontoret i et sekund eller to. Så meddelte Wikeleaks grundlægger ”Formularen er underskrevet og Brian Banker har fået meddelelsen om den ekstra kassekredit. NemID var nede, men jeg har genstartet det.”

”Tak”, svarede G ”så må du godt lukke døren op og slukke sprinklerne.”

”Gjort”, svarede Wikeleaks stifter.

”Farvel”, sagde G til Store Banks direktør og alle forlod kontoret, gik ned ad trappen og ud ad hoveddøren, hvor tusindvis af bankfolk stod og ventede.

”Helikopteren kommer om 42 sekunder”, sagde Senior til gruppen ”jeg tager med og står af i Herning for at ordne nogle problemer omkring håndboldkampene.”

O rakte Direktør Mogensen en mobiltelefon og sagde ”Jeg har ringet Christmascandy Ltd. Op – vær så god.”

Direktør Mogensen fortalte glad i telefonen, at den ekstra kassekredit var på plads og han var klar til at importere julegodter til danskerne ligesom i alle de foregående år. Hans mangeårige ven og underleverandør James Moreorless blev glad, og ville straks gå i gang med produktion og pakning, og han regnede med, at godterne ville være klar den 23. december om aftenen.

”Den 23. om aftenenen?!? Jamen, så når vi slet ikke at få julegodter alligevel!”, udbrød Direktør Mogensen fortvivlet. ”Er der intet at stille op?”

Det var der desværre ikke, forklarede John Moreorless. Der var mange andre, der også skulle have julegodter, og han havde måttet indstille produktionen på den nye situation, så det ville tage et godt stykke tid at få Mogensens ordre indplaceret i produktionsplanen. Men han lovede at gøre ALT, hvad han kunne.

De Meget Hemmelige kunne se, at der var noget galt ud fra Direktør Mogensens ansigtsudtryk. Da han havde forklaret problemet – at danskerne først ville kunne spise dadler og figner og alt det andet juleknas på selve dagen den 24. december blev der helt stille.

”Vi finder på noget”, sagde G efter en kort pause. ”Der er jo altid en løsning på alting for alle. Det er ikke en option at give op.”

”Faktum”, sagde E barskt og tillidsskabene.

Alle nikkede.

”Og det ved ALLE”, sagde Senior.

Helikopteren landede og lettede 4.2 sekunder senere med alle ombord og satte kursen mod Herning og Aalborg. Over Herning hoppede Senior ud, måske med faldskærm, måske uden. Det var svært at se. Så satte de kursen mod Aalborg.

De Meget Hemmelige så helt afslappede og muntre ud, mens Direktør Mogensen kunne mærke, hvordan panikken langsomt krøb ind på ham.

Hvordan skulle de dog kunne nå, at lave endnu et mirakel?

447 ord.

Sunday, December 12, 2010

DirJulKal: 13. december

13. december:
Jægerkorpset har ikke kunnet hjælpe Direktør Mogensen med at overtale Store Bank til at give ham den livsvigtige, ekstra kassekredit han skal bruge hvert år i december for at sikre, at danskerne får julegodter på bordet. De Meget Hemmelige – Miracle Security, eller bare MirSec – har derfor besluttet sig for at gribe ind.

En sort helikopter har sat aktionsstyrken af på taget af Store Banks hovedsæde i København. Tilstede på taget er kvinderne B, C og K, mændene C, E, G, K, M, O, U og Senior, der som ældste nedkæmper i området har ledet sikrings- og observationsholdene lokalt. Og så naturligvis Direktør Mogensen og stifteren af Wikeleaks.

….

Senior meldte kort til G: ”Alle tilgangsveje til bygningen er spærrede. Alle døre i bygningen er bevogtede. Alle vinduer i bygningen er under observation. Alle er på plads. Alle træer og buske er testede og virker. Alle er klar.”

”Tak”, sagde G, ”vi bruger Metode OOO, dvs. Overraskende Og Ovenfra, og det sker om 42 sekunder via ovenlysvinduet på direktørens kontor dér henne” – han pegede hen på et stort ovenlysvindue i det ene hjørne af taget – ”og jeg skal have alle bygningens systemer hacket NU”, fortsatte han, henvendt til stifteren af Wikeleaks, der sad i skrædderstilling og tastede med stor hastighed på en bærbar PC.

Stifteren af Wikeleaks tastede et enkelt, kort ord og trykkede retur, hvorpå han kiggede op på G og sagde ”Alle systemer er hacket og under vores kontrol. Den elektroniske lås til døren på hans kontor er aktiveret. Jeg har slået alle ydre og indre alarmer fra. Jeg har aktiveret sprinkleranlægget i alle andre rum, og de fleste medarbejdere burde være på vej ud af hoveddøren snarest.” Ganske rigtigt: Der hørtes nu stor larm fra gaden under dem, hvor tusindvis af bankfolk stormede ud for at komme væk fra sprinklerne.

G tilbagelagde de 12 meter hen til ovenlysvinduet i tre skridt og stillede sig klar. Resten af teamet stillede sig rundt om vinduet.

Muskelkvinden K spurgte roligt ”Hvor langt er der ned til hans gulv herfra?”

G svarede ”Otte meter.”

”Godt”, svarede K ”så tager jeg Direktør Mogensen under armen.”

Direktør Mogensen må have set meget bange ud, for O skyndte sig at forklare: ”Alle i MirSec kan klare 17 meters fald og stående landing på betongulv. Her er det kun otte meter, og der er tillige meget tykke tæpper på direktørens kontor.”

Så rev G uden tøven ovenlysvinduet af, og holdet (inkl. K med Direktør Mogensen under armen) sprang omgående ned i Store Banks direktørs store hjørnekontor. Som forudsagt landede alle blødt og stående på de tommetykke gulvtæpper. K landede på bjørneskindet, hvilket fik kæberne på bjørnen til at åbne og lukke sig en enkelt gang, bemærkede Direktør Mogensen.

Direktøren for Store Bank sad HELT stille ved sit kæmpestore skrivebord. Hans to sekretærer – hvis samlede beklædning bestod af en nissehue på hovedet og nogle højhælede sko med julehjerter på tåen – havde åbenbart været i færd med at tage imod diktater fra direktøren. De stod som lammede rundt om hans stol.

”Hvem er I?”, spurgte han med rystende stemme.

”Vi er dem, der i de næste 42 sekunder fortæller dig, hvad du skal gøre og sige”, svarede G.

”Faktum”, sagde Senior, og alle nikkede.

”Og det ved ALLE”, hørte Direktør Mogensen sig selv sige.

”Tryk på Retur-tasten på dit tastatur”, beordrede G, ”således, at du kan godkende en indstilling om at give Direktør Mogensen den normale, ekstra kassekredit. Vi har hacket jeres systemer og skrevet den nødvendige formular og brugt din NemID-kode til underskriften mens vi faldt fra taget og herned – du skal blot trykke på retur, så formularen sendes til Brian Banker i Store Bank i Aalborg. Gør det. Nu”, sagde han under anvendelse af D.I.B.

Direktøren for Store Bank rakte som i trance en af sekretærernes højre hånd frem og trykkede hendes pegefinger ned på returtasten.

Wednesday, December 08, 2010

DirJulKal: 9. december

9. december:
Direktør Mogensen har fået at vide, at Jægerkorpset – og De Meget Hemmelige fra Miracle Security – har stået vagt om Julemanden og Julens hemmeligheder i mange hundrede år, bl.a. ved at gemme alle gaverne til børnene i de enorme hulekomplekser i Tora-Bora-bjergene i Afghanistan. Og ved at gemme Julemanden blandt afghanerne, der alle har julemandsskæg. Og det ved ALLE. Faktum.

På Chef/Jægerkorps’ kontor diskuterer man næste skridt efter den mislykkede mission i Store Bank i Aalborg.

….

Alle vendte sig om, da døren til kontoret gik op. Ind trådte O, som hurtigt lukkede døren efter sig igen. Alle stillede sig i retstilling.

”Vi tager over herfra”, sagde han, ”så vi kan få den her sag klaret i en fart. Vi har i forvejen rigeligt at gøre med hele Wikileaks-halløjet”.

”Problemer?”, spurgte elitechefdræberen.

”Nej, slet ikke”, svarede O, ”vi er allerede to-tre skridt foran. Den fingerede arrestation af lederen af Wikileaks foretog vi for at give ham ro til at hacke computerne hos Store Bank. Det er nu gjort, og helikopteren lander her om 42 sekunder, og fortsætter med det samme til København. Vores chef – GrusKasteren – leder personligt operationen dér.”

”Hvad så med mig?”, spurgte Direktør Mogensen forvirret? ”Får danskerne deres julegodter alligevel?”

”Danskerne har altid spist julegodter, og det kommer de også til i år! De følger i øvrigt med os i helikopteren nu”, svarede O, mens han brugte en enkelt D.I.B.’er i retning af Direktør Mogensen.

”Faktum”, sagde Chef/Jægerkorps, og alle nikkede.

Få sekunder senere landede en sort helikopter foran Korpsets hovedkvarter, O og Direktør Mogensen steg ind, og de var i luften 42 millisekunder senere.

I helikopteren befandt der sig 10 andre personer. Direktør Mogensen genkendte lederen af Wikeleaks, men de øvrige personer – tre kvinder og seks mænd – havde han aldrig set før. Henover larmen introducerede O dem kort:

”Disse tre kvinder – B, C og K – er trukket ud fra en anden operation vi kører for tiden i Nordkorea, for at assistere med at få lukket denne forfærdelige sag i en fart.”, forklarede han.

”Chefen for Wikileaks kender du fra medierne. De øvrige seks her er – C, E, G, K, M og U. G – vores chef – leder operationen. Teamet i København ledes af vores mest erfarne nedkæmper, Senior.”

”Hvorfor kaldes han Senior og ikke bare S?”, spurte Direktør Mogensen.

”Efter 50 års aktiv tjeneste i MirSec får man ret til fem yderligere bogstaver – ét per årti”, forklarede O.

Kort efter fløj helikopteren ind over København og stod stille 20 meter over Store Banks hovedsæde. Direktør Mogensen nåede lige at se, at adskillige træer og buske omkring hovedsædet bevægede sig kraftigt, så blev dørene i begge sider af helikopteren åbnet, lange sorte reb blev smidt ud, Direktør Mogensen blev taget under armen af K, og få sekunder senere stod alle på taget og helikopteren var væk.

”Hej Senior”, sagde G til en ældre mand, der stod og ventede på taget.

”Er i klar?”, spurgte Senior skarpt tilbage ”Vi har spildt tid nok. Vi har andre ting at tage os til også.”

”Alle er klar,”, svarede G. ”Sæt i værk.”

Tuesday, December 07, 2010

DirJulKal: 8. december

8. december
Direktør Mogensen havde fået hjælp fra Jægerkorpset – i form af de to elitesuperdræbere H & P – til hans forsøg på at overtale Brian Banker i Store Bank til at give ham den ekstra kassekredit han så desperat havde brug for, hvis han skulle kunne få julegodterne hjem til danskerne i tide.

Men ak – skønt Brian Banker havde frygtet for sit liv da H & P udsatte ham for D.I.B.’ere og D.S.T.’ere og moderate trusler - om at støbe ham et par Aalborg Portland-sko og stille ham ud på isen – kunne han ikke hjælpe. Ordren til at nægte Direktør Mogensen hans sædvanlige kassekredit ved juletid var kommet fra Store Banks hovedsæde i København. Brian Banker var uskyldig og uden indflydelse.

….

Chef/Jægerkorps modtog Direktør Mogensen og H & P på sit kontor uden ophør eller tøven. Han lyttede udtryksløst til H & P’s melding om den mislykkede mission, og stillede sig så med ryggen til dem alle og kiggede ud ad vinduet…

Efter 4 minutter og 20 sekunder rettede han sig pludseligt op, og råbte ”De er her! Godt så!” og pegede ud mod en busk, hvis grene bevægede sig sagte og vuggende.

Direktør Mogensen lignede et spørgsmålstegn efterfulgt af et udråbstegn og endnu et spørgsmålstegn. Chef/Jægerkorps bemærkede dette – fordi elitedræbere kan alt og ser alt – og sagde så de ord, der for altid ændrede Direktør Mogensens opfattelse af Verden:

”Det er kun rimeligt, at De får sandheden at vide nu, Direktør Mogensen – Deres hustru har naturligvis vidst det i alle de år hun har arbejdet for os. Det er således, at vi – Korpset – i mange hundrede år under skiftende navne har haft til opgave at beskytte Julemanden og Julens hemmeligheder. Derfor ser man os aldrig. Derfor ved ingen rigtigt, hvad vi laver. Og derfor er vi tit i Afghanistan.”

”Faktum!”, sagde P.

Alle nikkede kort og synkront.

Mogensen kunne ikke helt tro på dét, han lige havde hørt. Det var alt for fantastisk. Julemanden beskyttet af danske elitesoldater?

”Afghanistan er det bedste sted i Verden at gemme Julemanden,” fortsatte dræberelitechefen, ”for dernede har alle det samme skæg som han (hvis vi ellers lige farver Julemandens skæg en anelse gråt). Desuden har de gigantiske huler i Tora-Bora-bjergene været rigtigt gode til at gemme alle gaverne til børnene i. Ingen børn eller voksne tænker på at lede efter gaverne dér. Vi måtte i øvrigt i allerstørste hast sende HELE Jægerkorpset og HELE Frømandskorpset ned til Tora-Bora i 2002 – den såkaldte Operation Anaconda – fordi vi måtte sikre os, at amerikanerne ikke ved en fejl bombede de hulekomplekser, som vi gemte Julemanden og børnenes julegaver i!”

”Jeg troede,”, fortsatte Chef/Jægerkorps, ”at vi kunne hjælpe dig med at løse problemet med at få julegodterne frem til danskerne i tide ved at indsætte to af mine bedste mænd – H & P – men jeg indser nu, at vi bliver nødt til at aktivere De Meget Hemmelige, for at redde julen i år…”

”Hvem er De Meget Hemmelige?”, spurgte Direktør Mogensen. ”Jeg troede det var jer?!”

Chef/Jægerkorps smilede kort. ”Åh ja, det er jo også dét offentligheden skal og må tro. Men bag ved os står der en enhed så hemmelig, så gammel, så elite, så knusende effektiv og så smuk, at kun få af os nogensinde får lov til bare at PRØVE at blive optaget i den.”

”Vil det sige, at den mand I hilste på udenfor Store Bank var én af dem?”, spurgte Direktør Mogensen H & P.

”Korrekt”, svarede H – ”O er leder af afdeling MA i organisationen, som i daglig tale går under dæknavnet Miracle Security, fordi de mirakuløst har passet på Julemandens og Julens hemmeligheder i mere end tusinde år. O regnes for én af de allerbedste nogensinde. Chefen for MirSec, som vi kærligt kalder det til dagligt, hedder G eller blot GrusKasteren, og sådan er det med hele organisationen. På den yderst hemmelige webside www.MiracleSecurity.dk kan man faktisk se organisationsdiagrammet og detaljer om de enkelte medlemmer, men det ved ingen udenfor de hemmelige organisationer”, sluttede H.

Den barske killerboss – Chef/Jægerkorps - fortsatte: ”MirSec lader os andre vide, at de er i området og sikrer mod terrorangreb og andre problemer, ved simpelthen at bevæge grene og blade på buske og træer. Befolkningen tror, at det er vinden og vejret, der får træer og buske til at svaje. Men det er i virkeligheden Miracle Security, der lader folk vide, at alt er under kontrol og at de har stedet under observation og er klar til at gribe ind. Det er ingen tilfældighed, at kriminaliteten for tiden er den laveste i mange år i Danmark. MirSec er altid overalt for alle.”

”Faktum!”, sagde H stille.

Alle nikkede tyst.

”Jeg blev glad lige før. Jeg bemærkede, at MirSec er i området”, sagde Chef/Jægerkorps. ”Busken udenfor bevægede sig. Jeg tror det er på tide at inddrage De Meget Hemmelige – ellers står vi som nation pludselig uden julegodter, og det er HELT uacceptabelt. Så har vi fejlet i vores mission!”, sluttede Jægerdræberen – mest til sig selv.

Kort efter gik døren til Chef/Jægerkorps’ kontor op…

Monday, December 06, 2010

DirJulKal: 7. december

7. december
Direktør Mogensen har fået uventet hjælp fra Jægerkorpset til at få overtalt banken til at stille den sædvanlige ekstra kassekredit til rådighed i december, så Julegodter ApS kan købe en masse godter i Birmingham og gøre alle danskere glade op til julen.

To af de frygtelige elitesoldater – H & P – spilder ikke tiden, men går direkte ind i banken uden at åbne døren først. Direktør Mogensen følger med så godt han kan…

….

På vejen derhen havde H & P kort forklaret Direktør Mogensen, hvordan Brian Banker fra Store Bank ville lade sig overtale til at gøre som han plejede, nemlig at yde kassekreditten:

”Vi bruger D.I.B.’ere og D.S.T.’ere, suppleret med moderate trusler. Det virker.”, forklarede H.

”Faktum!”, sagde P højt og klart.

Alle nikkede.

”Men hvad er DIB’ere og DST’ere?”, havde Direktør Mogensen forsigtigt spurgt.

”D.I.B. står for Det Indtrængende Blik og D.S.T. står for Den Store Tavshed”, havde H forklaret.

Da Direktør Mogensen omsider fik klatret over resterne af Store Banks fordør og kom ind i selve banken, hang Brian Banker allerede i luften, næsten frit svævende så det ud som, kun holdt oppe af H & P, der havde taget fat under hver sin arm og løftet ham op, så de kunne se på ham uden at skulle bøje nakken – en ting de brød sig meget lidt om.

”Du vil igangsætte, at Direktør Mogensen får sin kassekredit som han plejer. Sæt i gang!”, sagde H med høj og klar stemme til Brian Banker.

”Faktum”, råbte P, hvorpå begge nikkede. Mogensen nikkede også. Brian Banker nikkede også i bar befippelse.

”Thi det ved ALLE!”, sluttede H af.

Så brugte de D.I.B.’ere og D.S.T.’ere i et stykke tid, hvorpå H sagde:

”Ellers må vi støbe dig et par Aalborg Portland-sko og sætte dig ud på den meget tynde is lige herude.”

Flere D.I.B.’ere og D.S.T.’ere fulgte.

Efter nogle minutter kunne den angste og bævende bankmand Brian Banker omsider fremstamme nogle få ord:

”Men, men, men… det er ikke MIG, der har gjort det her. Det er hovedsædet i København! Jeg har da altid givet Direktør Mogensen ekstra kassekredit – ellers bliver det jo ikke jul, vel?”, sagde han, mens hans øjne blev fugtige og han begyndte at snøfte…

H & P slap øjeblikkeligt bankmanden og forlod banken med få, men meget lange, skridt. Direktør Mogensen løb bagefter og nåede lige at se, at de hilste kort på en vejrbidt, barskt udseende mand, der var i gang med at samle flasker rundt om den ødelagte bankdør.

”Hvem var det I hilste på?”, spurgte Direktør Mogensen, da de susede tilbage mod Jægerkorpset i den pansrede firhjulstrækker.

”Det var O. En af de meget hemmelige.”, svarede P kort.

Kort efter befandt de sig igen på Chef/Jægerkorps’ kontor.

Saturday, December 04, 2010

DirJulKal: 6. december

Hrmf. Dette indlæg blev egentlig skrevet til oplæsning den 4. december, og jeg sad skam også og var klar kl 0645, da jeg laaangsomt kom til at tænke på, at de nok ikke kørte Skovmand & Bue i weekenderne...

Nå, men efter lidt omskrivning er den nu blevet til den 6. december (og så er der en efterskrift fra den uforlignelige OC, pensioneret oberstløjtnant af Guds Nåde:

=============================================================

6. december:
Direktør Mogensen var vendt hjem til Aalborg fra Birmingham, og var blevet næsten lykkelig og kampduelig igen den aften, da han endelig sad i sin hyggelige stue igen med en god øl, som blev serveret af Fru Direktør Mogensen, og lyttede til den gode musik fra Aalborg Nærradio.

Han havde foreslået Fru Direktør Mogensen, at hun efter weekenden skulle spørge ude på sin arbejdsplads – hun var kontordame hos Jægerkorpset – om Korpset evt. kunne hjælpe ham med et par gutter, der kunne gå med ham ned i Store Bank og tale med hans bankrådgiver Brian Banker én gang til om at få den ekstra kassekredit, som han normalt altid fik i december måned, men ikke kunne få i år p.g.a. nogle grimme og ondskabsfulde artikler i avisen ”Knald&Fald” af journalisten Ole Bole, også kendt som Sprøjtekongen af sine kolleger?

….

Direktør Mogensen vågnede tidligt mandag morgen, fuld af energi, til endnu en snefyldt dag i Aalborg, og fik tændt for sit ynglingsmorgenprogram med morgenværterne Skovl & Busk i radio ANR.

Han blev altid i godt humør når han lyttede til de to yderst begavede og vittige og kloge og nærværende og altid nyskabende morgenværter. Der desværre kun sendte på hverdage.

Han satte kaffen over og vækkede blidt Fru Direktør Mogensen, som kyssede ham kærligt godmorgen og valsede ud på badeværelset iført sin julerøde silke-underkjole, som Direktør Mogensen havde givet hende i julegave sidste år.

Weekenden havde været afslappet og hyggelig, livet var godt, og Direktør Mogensen var klar!

Han snakkede over morgenkaffen med sin elskede hustru om, hvordan hun skulle spørge ude i Jægerkorpset, om de kunne hjælpe ham, så julegodterne kunne nå frem til danskerne før det var for sent.

De blev enige om, at Fru Direktør Mogensen nok gjorde bedst i simpelthen at gå direkte til chefen for Korpset himself og spørge om råd og dåd og hjælp.

Fru Direktør Mogensen tog af sted på arbejde og en time senere ringede hun – stakåndet og meget ophidset – og næsten råbte i telefonen, at Direktør Mogensen skulle komme ud i Korpset NU! Chefen ville tale med ham – og han ville hjælpe!

Direktør Mogensen havde aldrig kørt så stærkt på Thisted Landevej før, og et kvarter senere stod han ude hos Jægerkorpset, hvor han med det samme blev ledt ind på chefens kontor af sin hustru, som lukkede døren bag dem.

På kontoret befandt sig desuden to mænd, der lignede nogen der kunne rive bygningen ned og spise det meste af den imens.

Chef/Jægerkorps sagde uden yderligere indledning: ”Vi befinder os i en – for vort land – særdeles alvorlig situation.”

”Faktum”, råbte de to dræbermaskiner i kor, hvorefter de begge – samt Chef/Jægerkorps – nikkede synkront.

”Vi skal den Onde Brand Brøleme og Brodere Mig sikre danskerne deres grundlovssikrede julegodter i år”, fortsatte han.

”Faktum”, råbte de to Jægere i kor, og alle – nu inkl. Direktør Mogensen og hans hustru – nikkede kort.

Chefen sagde nu, med høj og klar kommandostemme, henvendt til sine to mænd:

”H & P, giv agt – Kraftig Meddelelse Følger: – I forskyder øjeblikkeligt og uden unødig tøven med direktør Mogensen til Store Bank og forklarer denne Brian Banker, at han har lyst til at yde den sædvanlige ekstra kassekredit i år ligesom i alle de foregående år.

I har tilladelse til at benytte D.I.B.’er, D.S.T.’er og en enkelt eller to moderate trusler overfor fjenden for at sikre missionens succes! Fordi vi kan!”

H & P råbte ”Faktum” og alle nikkede.

”Og det ved ALLE”, afsluttede Chef/Jægerkorps seancen og satte sig ned ved sit skrivebord igen.

Få minutter senere havde den pansrede firhjulstrækker kørt hen over dele af Aalborgs vejskiltning og andre småting, inkl. enkelte personbiler, og holdt foran Store Bank.

H & P kiggede på Direktør Mogensen, checkede med hinanden, at deres ure var af samme fabrikat, og gik med ekstremt lange skridt direkte ind i banken uden at åbne døren, fulgt af en løbende Direktør Mogensen, der efter bedste evne hoppede over de spredte dele af døren, som H & P ikke havde spist under gennemgangen….
=================================================================

Modtaget fra OC efter at jeg måtte gøre opmærksom på, at der ikke - som lovet - kom et afsnit af kalenderen idag, lørdag:

Sov sødt Hr. Direktør. Selv måtte jeg tage en skraber i sneen under det nøgne juletræ bag Store Bank. Årsagerne hertil var flere:
- Jeg havde støttet H med at synge for på "Når jeg ser et rødt flag smelde" over IPhone. Han var under indflydelse af såvel stærk juleøl som selskabet af en politisk officer fra Partiet i nat. Der var vist noget med, at tidligere samtaler mellem MirSec ude under træerne og direktøren for det hele hjemme på bryggeriet var blevet opsnappet og frigivet af Wikileak. Måske er opskriften på den gode juleøl eller - endnu værre - på de patenteredes julegodter i fare for at blive røbet! Dette syngeri for en tonedøv politiker fra røde skole gjorde mig træt, så jeg måtte blunde lidt på posten.
- Der var ikke ryddet sne foran banken her til morgen, så Direktøren samt H & P ville kunne komme tørskoet ind til samtalen om kreditten. Jeg brugte derfor skraberen flittigt. Ikke helt omsonst, for selv om banken ikke åbner, og direktøren nu sover sødt igen, så gav mit skraberi gevinst:
- 24 stk ølemballage af flasketypen, heraf 5 endnu med kapsel på,
- 36 stk konfektpapir, heraf 6 endnu med indhold. (oven i købet dem med små flasker i!)

Efter at have hjulpet dels med oprydning og dels har tømt al emballagen lusket jeg nu stille og roligt hjemover og skriver min rapport.

P.S.: Der meldes om en spøgelsesbilist på de nordjyske motorveje her til morgen. Rygter vil vide, at køretøjet er af kanetypen, samt at føreren havde hvidt skæg og rød næse. Hvis jeg støder ind i ham på min færd, vil jeg forhøre, om han kunne hjælpe med distribution af vor lækre konfekt her til jul. Al tanke om, at kanen også kunne anvendes til transport af de mange penge fra Store Bank, ligger mig fjern.

Tilbage til studiet - men ikke Skovmandens og Buens - som ikke evner at holde julestemningen oppe alle dage.
=====================

DirJulKal: 3. december

3. december:
Direktør Mogensen var i sidste øjeblik kommet med et fly fra Birmingham til København dagen før, da de i nogle få timer havde åbnet for flyvning igen, og han sad nu lettet i sin dagligstue i sin elskede hjemby Aalborg, omgivet af sin søde kone, og herlig musik fra Aalborg Nærradio.

Køreturen fra København til Aalborg gik nemt, og i bar glæde over at være hjemme i Danmark igen havde han – inspireret og spontant - gjort et kort stop undervejs hos sin gamle ven Skindhunden i Silkeborg. Over en kop kaffe havde han forklaret Skindhunden om sine kvaler, og måske i sit stille sind håbet, at denne hovedrige ven kunne hjælpe ham ud af hans nuværende kattepine.

Men ak.

Skindhunden kunne fortælle ham, at han også var blevet kontaktet af Direktørstyrelsen, som havde spurgt ham, om han ville have noget imod at lade sig registrere under det nye pointsystem for direktører?

Thi i Styrelsen havde de fundet ud af – via lidt søgninger hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og anonyme henvendelser fra offentligheden via de nye ”angiv-din-næste”-websites, som Skat havde oprettet tidligere på året – at direktør Mogensen var medlem af bestyrelsen i Skindhundens møbelfirma Skind & Ben.

Det ville derfor være en god ide, hvis Skindhunden lod sig frivilligt registrere under det nye pointsystem.

Ellers måtte han nok forberede sig på, at selskabet ville blive tvangsopløst efter de nye regler, der også krævede 42% kvinder i bestyrelsen.

Hvilket havde vist sig meget svært, da de danske kvinder omsider opdagede, hvor kedeligt og dårligt lønnet og intetsigende bestyrelsesarbejde i virkeligheden var – de nægtede stort set alle at stille op til endnu en bestyrelsespost, idet de hævdede, at det havde større glæde ud af at save i sig selv med sløve brødknive end deltage i bestyrelsesmøder om aftenen, hvor de kunne have hygget sig med rigtige mennesker i stedet.

”Åh Gud”, sagde direktør Mogensen medfølende til sin ven. ”Aner du overhovedet, hvem der er minister for noget som helst for tiden? De skifter jo hele tiden, og det er aldrig nogen, der har haft noget med deres ministerieområde at gøre før, så man kan ikke engang mindes dem fra tidligere sager eller artikler i aviserne!”

”Jeg ved det, ” svarede Skindhunden mismodigt, ”jeg kan ikke engang se forskel på dem og deltagerne i Vild med Svans eller andre af de dersens udsendelser. En af partiformændene minder mig hele tiden om Amalie fra Paradise Bordel, f.eks.!”

Direktør Mogensen indså, at hans ven ikke kunne hjælpe ham og selv havde sit at tænke på, så han kørte hjem til Aalborg, hvor han taknemmeligt tog imod en god øl fra det lokale bryghus, serveret i et ordentligt glas af hans altid søde og hyggelige hustru, Fru Direktør Mogensen, der endda havde taget en rød nissekjole på i anledning af hans hjemkomst.

Det gode øl og den røde nissekjole, sammen med musikken fra Ålborg Nærradio, fik hurtigt gjort en ende på Direktør Mogensens mismod. Efter et par kraftige slurke af det gode øl var han klar til kamp igen.

”Min elskede hustru,” råbte han begejstret, ”tror du ikke du kunne få en eller to af dine kolleger til at gå sammen med mig ned til banken én gang til og høre, om de virkelig mener det alvorligt?”

Et stort, varmt og fantastisk smil viste sig på Fru Direktør Mogensens ansigt. Hun forstod, hvor Direktør Mogensen ville hen med dét han sagde.

Fru Direktør Mogensen var nemlig til daglig kontordame hos Jægerkorpset. Hvis nogen kunne overtale banken til at ændre deres beslutning måtte det være de gutter…

DirJulKal: 2. december

2. december:
Direktør Mogensen stirrede mismodigt på de blå neon-juletræer i Birmingham.

Banken derhjemme ville ikke yde ham ekstra kredit, fordi en journalist, der blev kaldt sprøjtekongen af sine kolleger, havde skrevet om Mogensens firma Julegodter ApS i avisen.

Hans underleverandør, Christmascandy ltd., kunne heller ikke hjælpe ham – de engelske banker havde rigeligt at gøre med selv at spare, specielt efter at de havde fået en masse penge af Staten.

Og det blev bestemt ikke bedre af, at en embedsmand fra den nyoprettede Direktørstyrelse under Ministeriet for Fantastisk Borgerservice havde kontaktet ham og spurgt , om han var interesseret i frivilligt at søge om at komme ind under det nye pointsystem for direktører?

Det satte direktør Mogensen i et frygteligt dilemma, for kravene til direktører var meget voldsomme, og han var ikke sikker på han kunne klare dem alle.

F.eks. skulle man kunne navne og perioder for samtlige ministre siden krigen, og direktør Mogensen vidste med sig selv, at han ville forveksle f.eks. Jens Otto Kragh og Lars Løkke Rasmussen, Ritt Bjerregaard og Svend Auken, osv. Han KUNNE ikke se forskel på mange politikere.

Desuden var der andre krav:
- sikkerhedsstillelse på en million kroner – men banken ville jo netop ikke stille en sådan.
- Kende alle love og regler – også selvom der kommer en ny lov eller regel i Danmark hver femte time døgnet rundt, året rundt
- Alt, hvad han lavede og solgte skulle være økologisk og CO2-neutralt, inkl. Pebernødder og dadler, og det var svært at få alle til at skrive under på dét

Men embedsmanden havde også gjort det klart, at hvis han IKKE frivilligt gik med til at gå ind under den nye prøve kunne det meget nemt få store personlige konsekvenser for hans muligheder for at drive forretning i Danmark.

Det stod klart for direktør Mogensen, at han ikke kunne gøre mere blandt de blå, og slet ikke hyggelige, juletræer i Birmingham. Han måtte hjem til familien i Ålborg, høre hyggelig julemusik i Aalborg Nærradio hver morgen og tænkte sig godt om.

Han kunne også prøve at overtale banken én gang til…

Men ak – lufthavnen i Birmingham var nu lukket for al flyvning.

Han havde brug for et mirakel.

DirJulKal: 1. december

Jeg fik pludselig den idé, at der skulle være en direktørjulekalender i Aalborg Nærradio, nærmere bestemt i morgenprogrammet Skovmand & Bue, og nu hænger jeg så på den.

Her er så første dags beretning (skrevet kl 0515 i Birmingham):

===================================================================

1. december:
Direktør Mogensen stirrede mismodigt ud på de mørke og triste gader i Birmingham. Det så håbløst ud.

Det hele startede, da en journalist fra en stor avis ringede og spurgte, om det var rigtigt, at Julegodter ApS i virkeligheden var et skalkeskjul for kvindehandel?

Direktør Mogensen havde prøvet at forklare journalisten, at det var helt misforstået – han handlede med slik, ikke kvinder…

Det skulle han aldrig havde sagt…

Næste dag var overskriften på avisens forside: ”Velkommen i de fede typer – Sexsmuglerdirektør: Mine danske kunder vil slikkes”

I artiklen havde både en MF’er fra Enighedslisten og en anden fra Dansk Fjolleparti udtalt, at nu måtte regeringen snart få lavet det pointsystem for direktører, som de havde krævet i årevis.

Ministeren havde udtalt, at det selvfølgelig var helt uacceptabelt, hvis det var rigtigt, og at hans embedsmænd ville se på sagen med største alvor.

Samme dag havde Banken ringet: ”Uheldige overskrifter… beskytte deres gode ry … Mogensen måtte kunne forstå, at … ingen ekstra kassekredit i år”.

I fortvivlelse fløj direktør Mogensen til Birmingham for at se, om hans mangeårige, trofaste underleverandør – Christmascandy Ltd. – kunne hjælpe. Men de havde ikke mulighed for at stille garanti heller.

Hotelværelset var koldt og mørkt…