Saturday, August 16, 2008

Alkoholpolitik

Min med-direktør Lasse formulerende fra starten i år 2000 Miracles alkoholpolitik sådan her: "Der må aldrig mangle øl i køleskabet."

Se, dét er en ægte alkoholpolitik!

Nå, men jeg blev mindet om det, fordi en af vore gode venner, der arbejder hos en stor biks, gerne ville holde en reception en fredag eftermiddag i anledning af sin særdeles runde fødselsdag. Men nej, ingen alkohol i den store biks. Totalt forbudt.

Er folk blevet vanvittige? Er der afdelinger og mennesker, der hvert år bliver målt på at finde på nye forbud baseret på princippet "Lad os generalisere på en undtagelse" og generel mangel på tiltro til, at medarbejderne er ligeså fornuftige som de magnificiente ledere?

Nå, men hele den historie fik en af mine medarbejdere til at mindes en alkoholpolitik han havde oplevet et andet sted:

=============================================================================
Det minder mig om dengang XX’ ledelse besluttede en alkoholpolitik, med indbyggede undtagelser. En af undtagelserne var mærkedage, receptioner osv. Og hvem er det så lige der typisk kommer forbi en reception i arbejdstiden og fik et lille glas eller 2,3,4 . Rigtigt gættet: Det er den samme ledelse, som var meget bekymret for medarbejderne, og som derfor havde brug for nogle regler at slå medarbejderne oven i hovedet med.

Politikken fik aldrig den helt store opbakning blandt menige medarbejdere.
=============================================================================

Hvis der skulle være andre gode historier om alkoholpolitik (eller rettere: Alkoholforbud, som det jo oftest er), lytter jeg gerne :-)).

Thursday, August 14, 2008

Mental Chokolade, del 2: Dødsmarchen 2008 i Belgien

Sidste år skrev jeg en klumme i Computerworld om, at en gut på det (militære) marchhold jeg går på, ønskede at give op under Nijmegen-marchen (som er 170 km fordelt på fire dage, med 10 kg vægt på skuldrene, osv osv.) - men at holdet aldrig har haft nogen, der udgik fra marchen i 32 år, så det var ikke en option for ham.

Han blev fodret med chokolade og andet, og fik lidt støtte samt en god portion fasthed af typen "Nej, du kan ikke stoppe nu" fra nogle af de mere erfarne på holdet - og så kom han i orden oppe i hovedet og gennemførte i fin stil.

Dér lærte jeg noget - for jeg havde jo sagt til holdføreren, at jeg synes han skulle have lov at udgå. Det mente gutterne på holdet bare ikke. Holdningen er: Du husker at du ikke gennemførte resten af livet, mens smerterne du har nu er glemt om få dage.

Nå, men så ville en af de seje kvinder på marchholdet - Charlotte Brath - have mig med på 100 km-marchen Dødsmarchen i Belgien ("Dodentocht" på flamsk) i år (8/8-2008).

Den startede 8/8-08 kl 2100, og man skulle være i mål senest 24 timer senere.

Min brors ældste søn, Daniel på 17, ville også med. Han har før gået 100 km-marcher med spejderne.

Men efter 50 km fik han afsindige smerter i hofterne og græd stort set de næste 10 km eller mere. Jeg syntes han skulle have lov at stoppe. 24-årige Charlotte (premierløjtnant af Guds nåde, med mange gode erfaringer i rygsækken) ignorerede mig bare og fik ham igennem hele marchen i fin stil.

Det er den flotteste sports-coaching jeg har set i mit liv. Det jeg så Charlotte gøre den dag - de tricks hun brugte overfor Daniel, de værktøjer hun hev frem - var verdensklasse. Hvad det end er den gode B.S. Christiansen gør for cykelrytterne må være noget i stil med det Charlotte præsterede fra 50 til 100 km på Dødsmarchen.

Tricksene inkluderede:

- at få hans fødder tilset og plastret til (omsorg, nogen der lytter),
- tvangsfodring med chokolade, chips, banan (sukker - rammer blodbanen efter et stykke tid),
- langsom og gradvis overtalelse til at ændre gangart fra hoppe-løbe til almindelig gang trods smerter, samt
- almindelig "coaching" i form af "bare lige til næste stop..." og "Vi tager en god øl ude på 90 og 95 km rastepladserne" og ikke mindst
- overskuddet til at sørge for mad og drikke til Daniel og mig på rastepladserne mens vi lå og lallede på jorden og tog powernaps.

Charlotte skal have en medalje en dag for den indsats.

I år gik hun (ligesom sidste år) Hærvejsvandringen på 300 km fra Flensburg til Viborg (seks-syv dage), og den følgende uge Nijmegen - og så lige Dødsmarchen.

Det er iøvrigt den fedeste march jeg har prøvet til dato. 9000 deltagere, meget fine (og mange) rastepladser med varieret forplejning, fin stemning, hyggelige mennesker, osv osv. Og det er faktisk ikke særligt hårdt at gå 100 km i forhold til at stå tidligt op fire dage i træk i Nijmegen og sige "Jah, idag vil jeg kvæste mig selv igen!".

Nå, men her er til en 24-årig kvinde, der lærte mig en del ting - igen - om det mentale i mennesket. Og til Daniel, som trods sit grædende midtvejsudsagn "Nu vej jeg, hvad smerte er... Det har jeg aldrig vidst før!" alligevel gennemførte i fin stil.

Politiet laver intet, del 2: Fire dage efter et voldtægtsforsøg...

Vi har en idiot herude i Måløv, som åbenbart ikke kan kureres for sin trang til at forsøge at voldtage ældre damer. Han startede i en ung alder og nu er han vel 50, og trods alle mulige domme og behandlings-ting bliver han ved. Uhelbredelig. Så han burde jo fjernes fra samfundet, men det er en anden historie.

Anyway, han kravlede forleden ind gennem badeværelsesvinduet ved tre-tiden om morgenen til en pensioneret psykiatri-sygeplejerske (på ca. 60 år), klædte sig af og gik ind i soveværelset og begyndte at befamle hende.

Hun bevarede på en eller anden måde roen og rev hårtotter ud af hovedet på ham, kradsede ham i ansigtet, og gjorde i det hele taget modstand.

Idioten opgav og blev lukket ud af den seje dame med sit tøj i favnen og måtte løbe ned ad Måløv Hovedgade i bar røv.

Det er ikke helt dårligt gået af en dame på 60 år.

Hun gjorde i øvrigt det korrekte efter overfaldet, nemlig ringede og anmeldte et voldtægtsforsøg.

Fire dage senere kom politiet for at anholde ham.

Jeg tror jeg slutter her. Jeg bliver sgu' så gal når jeg fortæller den her historie.

Politiet laver intet, del 1: Jeg mangler en nummerplade...

Det er ikke mange "dele", der kommer i denne serie om Politiets manglende arbejde i disse tider, men jeg er jo heller ikke den eneste der skriver om det. Jeg begyndte at brokke mig over det for et par år siden (at Politiet intet lavede på trods af den laveste kriminalitet og det højeste antal politifolk nogensinde i historien), men nu er Berlingske, Ekstra Bladet og andre også gået i gang.

Ekstra Bladet havde en leder forleden om, at om nogle år vil banditterne se tilbage på denne tid som de fede år. Meget sandt, tror jeg.

Nå, til sagen:

Den 1. maj 2008 blev min forreste nummerplade stjålet på færgen fra Helsinki til Stockholm. Det sker jo, og de fleste ved, hvorfor det sker: Den bliver sat på - som den eneste nummerplade - på en anden bil, der skal bruges til noget kriminelt eller til at undgå bøder via hastighedskameraer.

Jeg kontaktede det lokale politi og fortalte det. "Skat", sagde de. "Det er Skat, der har overtaget alt vedr. nummerplader."

"Jo, men I skal vel vide, at nogle banditter...?", forsøgte jeg.

"Skat.", svarede de.

"Jamen, skal I ikke...?"

"Skat."

Javel. Så jeg ringede til Skat og blev stillet om til et eller andet nummer. Efter 20-25 minutters venten opgav jeg og tænkte "Hvad kan der egentlig ske?"

Og siden har jeg frejdigt kørt rundt uden den forreste nummerplade.

Der er adskillige motorcykelbetjente, der har set det. De kigger direkte på den sorte plade, hvor nummerpladen burde sidde. Men de gør intet.

"Skat."

Jeg er ret spændt på, hvor længe jeg kan køre rundt sådan her.

Saturday, August 02, 2008

Nye briller på den helt fede måde....

Anette og jeg er på (privat) smuttur til Denver, Colorado for at deltage i Tim Gormans bryllup idag, lørdag.

Igår oplevede jeg noget fuldkomment fantastisk: Jeg fik målt øjne af en øjenlæge og fik nye briller på en time, komplet inkl. bifokale glas, nyt stel, the works.

Det viser sig, at herovre er der flere kæder, der kan gøre det. De har øjenlægerne siddende i lokalet sammen med dem, der laver linserne på en maskine og dem, der vejleder med stel, etc.

Helt ufatteligt, når man har prøvet det danske system med uendelige ventetider på både øjenlægen og brillerne/glassene - og ikke mindst de meget høje priser.

Så jeg har fået nye briller. De gamle var
1) brækkede i stellet,
2) mistede en af næsebøjlerne for et års tid siden,
3) var lidt vanskelige at se nære ting med (det skyldes IKKE min alder! Det må være noget andet!), og
4) var efterhånden blevet beskidte på glassene.

Det kostede så til gengæld kun 65 dollars for en halv times omhyggelige
øjenundersøgelse, inkl. en lidt smart ting, hvor de hælder en pupil-udvidende væske i øjet så de kan se hele bagvæggen af øjet. Har aldrig set det derhjemme. Omvendt kunne jeg have sparet de penge ved at have fået foretaget undersøgelsen derhjemme (med al den ventetid der følger med), men jeg tror ærlig talt at denne undersøgelse var mere omhyggelig den dem, jeg har prøvet derhjemme.

Dertil glas (med glidende overgang) og stel til 380 dollars. Kursen er lige under 4.80... Det ville have kostet mig 2-3 gange mere derhjemme. Mindst.

Ekstrabladet havde en artikel for nylig om et website, hvor man kunne angive sine øjen-data (fra øjenlæge eller lign.) samt angive afstanden mellem ens øjne (målt med en linial), og så kunne de levere linser til halv pris.

Det er bestemt et godt initiativ, men her tog det en time, jeg fik en fuldt professionel undersøgelse af øjnene og de målte afstanden mellem mine øjne med det rigtige apparat, så det blev nøjagtigt, hvad en lineal-måling aldring kan blive.

Tænk, hvis man lavede sådan en biks derhjemme. Det ville revolutionere hele branchen, samtidig med at folk fik bedre betjening og lavere priser.

Jeg ved, at andre får målt deres øjne i Danmark og derefter tager til England for at få købe glas og stel der og at det typisk koster en fjerdedel af, hvad det koster i Danmark.

Og selv her, i Denver, Colorado, kunne jeg få øje (!) på nogle forbedringsmuligheder: De kunne f.eks. have gemt øjenmålingerne i en database og downloadet dem til den maskine, der laver glassene, osv osv., men det gik faktisk via papir fra den ene til den anden.

Men det var stadig helt fantastisk at opleve, hvordan det er når en ældgammel og langsom og dyr dansk forretningsmodel bliver udsat for nytænkning og konkurrence.

Og jo tak, det er herligt at kunne se alt muligt, også tæt på, igen :-).