Saturday, November 25, 2006

RHK: Queen-koncert i Göteborg

Nogle (ganske få!) gange planlagde vi måske ikke tingene så nøje på Rigshospitalets Kollegium.

Da Ole Erecius og jeg en tidlig morgen gik i seng ved 0430-tiden tænkte vi ikke så nøje over, at vi skulle være på Københavns Hovedbanegård kl 6 næste morgen for at komme med bussen til Göteborg til Queen-koncert.

Så da min kæreste blidt ruskede i mig og spurgte, om jeg ikke skulle afsted, var klokken cirka fem minutter i seks. Jeg spurtede i undertøj ned ad gangen til Ole's værelse og hamrede på døren.

Ole åbnede døren, kiggede tungt på mig et øjeblik og udtalte de udødelige ord "Panik, panik" og lukkede døren i ansigtet på mig.

Jeg bankede igen, og fik denne gang forklaret ham, at han bare skulle komme ned og få startet sin 4-hjulstrækker mens jeg sørgede for forsyninger.

Kl 6 sad vi i Oles Patrol og jeg havde nået at få fyldt en rygsæk med øl fra øl-køleskabet. Turen ind til Københavns Hovedbanegård gik for det første meget hurtigt (bl.a. mener jeg at kunne huske at vi bare kørte over blomsterbedet og direkte ud på Tagensvej), og for det andet tror jeg faktisk vi præsterede at køre over for rødt et par gange (ingen trafik, og alt det dér - men alligevel ikke så klogt når man tænker over det senere).

Vi var derinde lidt over seks, nåede bussen og åbnede den første øl kl 0610. Så fulgte en lang køretur, en meget våd (men fremragende) koncert i Göteborg og så en meget, meget lang tur hjem, fordi chaufføren også skulle sove lidt undervejs.

Vi var lidt trætte bagefter, og vi har nok heller ikke lugtet helt godt. Men "Panik, panik" er blevet i sprogbruget iblandt os.

Sunday, November 12, 2006

RHK: Thorups værelse fyldes med avispapir

Vi sad nogle stykker i TV-stuen og snakkede om alt muligt. Hvordan ideen dukkede op kan jeg ikke huske, men vi blev enige om, at når Ulrik Thorup kom tilbage fra ferie i Sønderjylland skulle han have sig en overraskelse i form af, at vi ville fylde hans kollegieværelse med avispapir.

Det er jo en temmelig stor beslutning, men vi gik straks igang med at samle aviser fra alle de andre køkkener (der var syv etager med fire køkkener a 15 værelser hver, så ialt 28 køkkener at samle aviser fra).

Det blev til en stak aviser på anslået 5-10 meters højde. Så lukkede vi os ind på Thorups værelse og begyndte at rive aviser i stykker, krølle siderne og smide dem på gulvet. Jeg mener vi var en 4-5 stykker eller deromkring.

Efter en time eller to så det lidt håbløst ud - lidt papir lå sådan spredt rundt om på gulvet. Men efterhånden som vi blev ved - og ved og ved, time efter time - begyndte det at blive seriøst, og til sidst havde vi faktisk fyldt både hans badeværelse, hans skabe, hans skuffer og ikke mindst hans værelse op med avispapir i op til ihvertfald halvanden meters højde eller mere.

Så skubbede vi det hele godt op ad døren til hans indgang INDEFRA, og lukkede os ud af terrassedøren.

Ifølge Ole Erecius (se hans kommentar) så det således ud:

"Værelset var fyldt til op over den øverste del af dørkarmen og nede fra gaden kunne man ikke se andet end avispapir igennem det ellers høje vindue."

Og en detalje jeg havde glemt (også fra Ole): Han havde i UNIRAS printet en A4 side til alle medvirkende med teksten "Jeg er uskyldig!".

I hans lille gang havde vi placeret nogle øl og en hilsen, hvor der stod "Velkommen hjem, Thorup. Vi har savnet dig. Hilsen Gutterne."

Vi var ret spændte, men Thorup kom hjem fra Sønderjylland og gik ind og fik øje på øllerne og kom ud og var meget glad og rørt og takkede os varmt for tanken.

Så gik han tilbage til værelset (og vi fulgte efter!) og da han så prøvede at åbne døren til sit værelse kunne han ikke rigtigt. Han skubbede godt til, og kunne så pludselig i sprækken i døren se avispapir hele vejen op og ned.

Han brød helt sammen af grin, da det gik op for ham. Han syntes det var STORT hvad vi havde gjort, og vi var egentlig også stolte af dette vanvid, og så gik vi simpelthen i baren og lod papir være papir.

Meget senere på natten maste Thorup og jeg døren op til hans værelse og lagde os til at sove i den kæmpestore papirdynge.

Jeg sov pragtfuldt. Varmt og blødt. Vi vågnede begge om morgenen ved at Jytte stod og kiggede på os og spurgte, hvad i Alverden vi havde lavet.

Så måtte vi jo igang med at samle avispapir sammen i sorte affaldssække. Det tog lidt tid. Det endte vist (ifølge Bagmanden) med, at min lillebror ankom i en SAS-bus (de var nogle stykker, der var ude og have køretimer) og hentede det hele. Hvad han siden gjorde ved alle de sække (der var ihvertfald 15-20 af dem) kan jeg ikke huske.

Thorup fandt avispapir i sine skuffer og skabe i lang tid bagefter.

RHK: Den Store Krig med Køkken 5B

Traditionelt havde køkken 2A (det var os) og køkken 5B stredes lidt om at være Kollegiets Førende Køkken (TM).

Denne historie finder sted omkring 1986/87, for jeg var flyttet fra RHK og var på besøg på Køkken 2A, da snakken faldt om, hvad man kunne gøre mod 5B for ét eller andet de havde gjort mod 2A. Jeg mener de havde stjålet vores køkkenbog og frosset den ned i en blok is, men det kan også være at de først gjorde det bagefter.

Jeg foreslog så, at vi fjernede deres køkkens døre ud mod Jagtvej. Der er tale om to meget store og brede døre, som alt i alt nok fylder 3-4 meter i bredden. Det ville altså - fordi det var vintet, og det sneede lidt - give en meget lav temperatur i køkken 5B, hvis disse døre forsvandt.

Efter lidt sniksnak blev man enige om at gøre det, og så begyndte detailplanlægningen, som jeg stadig er stolt af.

Bagmanden: "Da krigen med 5B brød ud gik vi i Dalle Valle, og købte damestrømper til at trække over hovedet (prøvede i forretningen...)"

Klokken meget tidligt gik vi ind til en kollegianer - Jens - der var os venligst stemt, der boede på køkken 5A, altså deres nabokøkken.

Bagmanden: "Der blev vistnok brugt en hovednøgle - og selvom han vidste vi kom kl. 3 om natten så var han chokeret over at vi var i sort og med strømper over hovedet..."

Hans værelse lå ud mod Kratvej, og det benyttede jeg og Kry som gennemgang for at komme ud på altanerne.

Det er vigtigt her at huske på, at vi alle havde nylonstrømper trukket ned over hovedet - det mente vi var vigtigt for helhedsindtrykket. Faktisk er historien om, hvordan Bagmanden og nogle andre indkøbte disse i Daells Varehus en historie for sig - men en anden historie, som må vente.

Ikke sært, at den venlige beboer vågnede med et sæt, da han så os.

Kry og jeg var bevæbnede med skruetrækkere og et stykke fladjern, som Ole i sidste øjeblik stak mig før jeg kravlede ud på altanen. Så kravlede vi ellers de 15 meter eller så hen til køkken 5B (i femte sals højde) via værelses-altanerne og nu var det så meningen, at vi skulle skrue tilstrækkeligt med skruer ud til at vi kunne komme ind ad dørene.

Ikke én af skruerne kunne vi rokke. Vi sad og frøs bitterligt på de meget små altaner og kunne bare ikke gøre noget som helst. Så fandt jeg fladjernet frem, stak det ind imellem de to døre og vupti! sprang de op.

Det betød, at Kry og jeg nu var inde, og vi lukkede så straks døren til køkkenet (ud mod gangen) op så de andre hold kunne komme til. Vores job var ovre.

Det ene hold blev ledet af Ole Erecius, og havde bl.a. Far (også kaldet Jesper eller bare FlæskeKlipnakke) med. De skulle tage dørene ned, og det var de gode til, for de var sådan nogle teknikumingeniør-typer og stærke som bare Pokker.

Det andet hold skulle blokere tilgangene til køkkenet, dvs. de to gangdøre (som blev blokeret med planker) og døren til trappen som blev overvåget nøje. Det lykkedes dem vist egentlig også at få låst elevatorerne, så de ikke kunne benyttes.

Så slæbte vi i stilhed de to meget store og tunge døre ned på 2A, hvor to meget nydelige skilte med teksten "Stjålet af Køkken 2A" og datoen blev pænt isat i fordybninger som gutterne lavede med stemmejern, og derpå blev de limet og skruet fast.

Meget, meget tilfredse med os selv satte vi os til at vente på morgenens komme.

Den kom, og den kom i form af Jytte, der var vicevært m.m.m. på RHK. Hun mente jo nok vi skulle levere dørene tilbage. Det gjorde nogle af folkene på 5B også.

Da jeg senere på dagen kørte forbi kollegiet kunne jeg i det lette snevejr se, hvordan man havde prøvet at hænge plastikstrimler ned for at holde vejret lidt ud af køkkenet. De havde vist også alle ovne og kogeplader kørende, og var i det hele taget ikke meget for at opholde sig på køkkenet.

Bagmanden: "Så stjal de vores køkkendøre ud mod vores TV-stue, så vi ikke kunne aflåse køkkenet... men da bage-Bent havde skaffet et helt rådyr, der blev pelset på gulvet i 2A, så pakkede vi rådyrhovedet i en kasse, jeg lånte Jytte's nøgle til de store pakke skabe og så fik 5B en hilsen fra os..."

Det var en fantastisk operation, og den blev udført med utrolig præcision og hurtighed. Men havde det ikke været for det stykke fladjern, som Ole stak mig lige før jeg hoppede ud på altanerne ved jeg ikke, hvordan det var gået.

Bagmanden: "Der var meget tale om en forsoning mellem parterne nede på parkeringspladsen... med gensidig returnering af de stjålne artikler - men det endte med en forsoningsmiddag i lobbyen - jeg erindrer at der blev kastet med lagkager - og så var krigen næsten brudt ud igen."

RHK: Bagmandens Valg

RHK betyder Rigshospitalets Kollegium, og når jeg skriver "RHK:" i overskriften er det en historie relateret til de herlige tider og de herlige mennesker jeg oplevede dér.

Vi havde fået tre nye beboere på køkkenet, som alle tre kom med meget meget høje karakterer og så temmelig ambitiøse ud. Det var jo lidt underligt for os andre, der sad på køkkenet hele tiden og snakkede om livet og døden mens vi drak Guld Tuborg.

De tre gutter var Jacob Christfort (som figurerer i historien om JOM Consult) fra Møn, Ulrik Thorup fra Sønderjylland og Søren Hansen fra Lolland. De kom hurtigt til at deltage i kollegielivet og få forstyrret deres studier som det sig hør og bør, omend de alle tre fik deres eksaminer og gode jobs bagefter - ovenikøbet til tiden, tror jeg. Meget imponerende.

Bagmanden: "Jeg erindrer også at møde første dag på 2A - og der sad en stor mand i militærtøj (Ole) og hans ven (Nørgaard) med turban (pga eksem..). Så lavede samme to en køkkenmiddag til en krone... (én) - og det følte jeg mig lidt presset over... - tak til SBI for en god hamburgerryg.."


RHK var ledet af kollegianerne selv via et kollegianerråd og en formand. Hvert år var der valg, og i dette år vi taler om (måske 1985?) gad den gamle garde ikke rigtigt være formænd mere, så der skulle vælges en ny.

Jeg foreslår så - fordi vi havde snakket om det på køkkenet over en enkelt Guld Tuborg eller 12 - Søren Hansen som ny formand.

Stor stilhed. Stor overraskelse. Hvem Fanden var Søren Hansen?!? Han var godt nok også lige flyttet ind et par måneder før, så den store omgangskreds eller viden om RHK havde han godt nok ikke.

Der var almindelig enighed om, at man skulle prøve at finde en mere erfaren til formandsposten.

Hvorpå Peter Skanning - grand nestor på kollegiet - rejste sig op som i en anden film og holdt en lang og indviklet tale mens han gik frem og tilbage på gulvet. Da han var færdig tror jeg de fleste havde forstået ham således, at det ville være godt med noget nyt blod.

Fan'me om ikke Søren blev valgt! Den aften drak vi lidt flere Guld Tuborg på køkkenet og grinte lidt af livet og dets tilfældigheder. Og afholdt den traditionelle vandkamp med brandspandene mod Køkken 5B, som var det eneste køkken, der forsøgte at gøre os rangen stridig som Kollegiets Førende Køkken.

Bagmanden: "Nu var vi jo det førende køkken... (via kontrol af KØVS, fremleje, og ansøgningsudvalg..)"

Forklaring: KØVS er Kollegiets Øl, Vin og Spiritus salg... vi havde ihvertfald tre beboere på Køkken 2A, der stod for det gennem tiderne: Markus (Pedersen), Christfort og Bagmanden.

Tilbage til historien: Eftersom han nu var formand, og eftersom han i de kommende år viste sig at være en aldeles fremragende formand der fik gennemført mange nødvendige forandringer og fornyelser - døbte vi ham naturligvis Bagmanden, og det hedder han den dag idag.

Nu om dage køber Bagmanden øl for Carlsberg - eller rettere: Han køber byggerier i fjerne egne af kloden (Vest-Kina og den slags steder), og er stadig en irriterende fyr fordi han har absolut hukommelse. Han skal nok komme med mange korrektioner til mine historier, inkl. denne :-).

Team Chili-opskriften

TEAM CHILI-OPSKRIFTEN til 20 mand!

Ingredienser:

2 kg hakket oksekød
1 kg svinesmåkød
500 g bacon i tern
200 g friske grønne/røde chilipebere
1 1/2 kg brune bønner
5 røde almindelige peber-frugter
2 kg løg
10 dåser flåede tomater
200 g koncentreret tomatpuré
250 ml tomatketchup
250 g kogechokolade
5 fed hvidløg
Fintmalet spidskommen
Chilipulver (stærkt)
Chilipulver (sødt)
Olivenolie
Oregano (to håndfulde)
Basilikum (en håndfuld)
Salt, peber
4-6 oksebouillon-terninger

Tilberedning:

Først skylles de brune bønner grundigt i koldt vand. Derefter koges de i ca. een time i rigeligt vand med salt. Pas på de ikke bliver for bløde - men de må på de anden side heller ikke forekomme for hårde.

Løgene skæres i små stykker (0.5 x 2.5 cm) og brunes sammen med de skiveskårne hvidløg i olivenolie efter behov. Det er vigtigt, at løgene bliver svitset grundigt.

Nu brunes først baconstykkerne, dernæst svinekødet og sidst oksekødet i en stor gryde. Når dette er gjort hældes de brunede løg over, og man lader det stå og stege i ca. 5 min.

Imens blendes de flåede tomater i en blender eller food-processor (en el-pisker kan også benyttes). Dette er vigtigt for at undgå klumper i chilien.

Nu tilsættes tomatketchup, koncentreret pure, chokolade og de udskårne peberfrugter (1 x 2.5 cm). Tilsæt krydderier. Bemærk, at der gerne må komme meget af de grønne krydderier og spidskommen i. Lad være med at tilsætte det hele på een gang - smag til efterhånden.

Nu småkoger chilien i ca. en time uden låg. Konsistens og smag kan justeres undervejs med krydderier og flåede tomater.

Til slut tilsættes de færdigkogte bønner. Det vil ofte betyde, at man skal tilsætte ekstra krydderier, boullion og pure, da bønnerne ellers får chilien til at smage ferskt.

Tilbehør:

Iceberg salat med olie-eddike dressing
4-5 flutes
Øl (i nødstilfælde rødvin)

Bon appetit!

30-års fødselsdagen, Team Chili og en meget stor vask

Min forrige historie om Dansk Flytningehjælp endte jo ved 16-tiden eller så, hvor vi skulle videre til noget HELT andet. Det her er beretningen om, hvad der videre skete den dag.

Vi havde lovet at lave chili til vores veninde Hannes 30-års fødselsdag i Slagelse. Gæsterne ville komme ved 18-tiden. Det var ved at være lidt sent.

Min daværende kone Ninon var med os (også til den fantastiske flytning, thi det var for en af hendes familiemedlemmer), og nu var vi så tre mennesker i en lettere panikagtig tilstand i vores trofaste Mazda 626, som skulle til Slagelse i en fart.

Det kom vi. Jeg mener selv, at jeg typisk kørte 160-170 km/t og vi var derfor dernede omkring kl 17 eller så.

Hanne og hendes veninde var begyndt at skære grøntsager ud til chili con carne'n, og de prøvede at se rolige og fattede ud, da vi kom drønende ind en lille time før gæsterne skulle komme og spise... Men jeg tror de mistede pusten lidt, da Ole viste sig i døren med sin meget, meget store vasketøjssæk og spurgte dem, om der var et vaskeri i nærheden?

Situationen var nemlig den, at Ole havde brugt alt sit tøj - og jeg mener ALT. Han havde ikke mere rent tøj, punktum. Så før flytningen om morgenen havde han i hast smidt alt sit tøj ned i vasketøjssækken og taget den med. Nu skulle der så vaskes, så han kunne tage noget pænt tøj på til middagen!

Nuvel, et vaskeri blev fundet mens jeg begyndte at lave chilien, og Ole okkuperede alle seks vaskemaskiner i de næste par timer.

Men jeg er lige nødt til at dvæle ved det faktum, at vi overhovedet skulle lave chili.

Det var Oles ide. En dag skulle vi lave chili con carne til en masse mennesker, og så fik han lavet en opskrift (eller fandt den et sted), som stadig er den officielle Team Chili-opskrift, og den er blevet brugt mange gange af mange mennesker, inkl. os selv - og ofte til store fester med rigtigt mange deltagere. Så den er testet, må man sige - jeg gengiver den i en separat posting.

Vi blev derfor enige om at lave endnu et non-profit-foretagende kaldet Team Chili - og med tilhørende skøre visitkort. Så nu havde vi visitkort for de tre firmaer Røv & Gulvsand, Dansk Flytningehjælp og Team Chili. Meget fint, syntes vi selv.

Iøvrigt nåede vi faktisk at blive færdige med chilien til Hannes fest, og selv den gode tyrkiske deltager syntes det smagte både godt og stærkt, så vi var stolte.

Ole deltog, såvidt jeg husker, i festen iført lettere vådt tøj.

Firmaet Dansk Flytningehjælp - og den værste flytning

Min bror Henrik, min gode ven Ole Erecius og jeg hjalp altid (og med glæde) alle vore venner og bekendte med flytninger. Hver gang nogen skulle flytte så spurgte vi, om vi ikke godt måtte have lov til at hjælpe til?

Folk syntes godt nok vi var underlige, men til gengæld fik vi flyttet en masse og på den måde gik mange weekend'er jo :-).

Vi tog derfor naturligvis den beslutning at kalde dette non-profit foretagende for Dansk Flytningehjælp, hvilket jeg stadig synes er et genialt navn til et flyttefirma. Vi fik lavet nogle skøre visitkort med navnet - naturligvis - og dem uddelte vi mange af.

Folk syntes nok vi var skøre, men vi havde det sjovt.

Den værste - den absolut værste - flytning vi hjalp med var en dame, der skulle flytte fra et temmelig stort rækkehus i flere etager (inkl. to teenageunger) til en étværelses lejlighed i Rødovre.

Da vi ankom om morgenen var der faktisk ikke pakket noget ned. Hun var vist gået lidt i panik eller havde fået granatshock - det er svært at sige. Ihvertfald sagde hun til os, at nu kunne vi lige tage os lidt morgenmad mens hun pakkede det sidste ned.

Vi kunne se, at selv køkkenskabene ikke var tømt for indhold, så vi kiggede én gang på hinanden alle tre og sagde "Nej, vi begynder at flytte ting ud i bilen NU", hvilket konen vist blev lidt stødt over - nu havde hun jo både købt morgenmad og Gammel Dansk...

Nogle af de andre hjælpere blev sendt ned i den lokale Irma for at skaffe kasser og poser - der var ikke noget at pakke ting ned i. Vore egne flyttekasser blev hentet i hast i en anden bil, og vi begyndte bare at løbe alt hvad vi kunne med de ting vi kunne få fat i ud til flyttebilen.

Så lykkedes det min lillebror at køre flyttebilen fast i noget græs og mudder, så vi måtte igang med bugsering og andre ting, men til sidst gik turen mod Rødovre, hvor vi ved et mirakel fik stoppet alle disse ting ind i en étværelses. Der var faktisk kun lige plads til at bevæge sig rundt sidelæns og langs med væggende. Men klokken var 16 og vi havde på det tidspunkt MEGET MEGET travlt, så vi måtte videre.

Den historie kan læses under overskriften "30-års fødselsdagen, Team Chili og en meget stor vask".

Firmaet Røv & Gulvsand

Min gode ven Ole Erecius og jeg havde generelt altid gang i ét eller andet projekt, der ikke var helt normalt.

En dag var det gulvafhøvling. Ole var blevet snydt af et gulvafhøvlingsfirma, som havde målt forkert op (for mange kvadratmeter), ikke havde gjort arbejdet færdigt, ikke returneret de penge de lovede at returnere, osv. osv.

En dag besluttede vi os til at lave vores egen inkasso-forretning. Vi tog militærstøvlerne og vores sædvanlige, grimme tøj på og gik ned en tidlig morgen på Kochsvej, hvor vi kunne se, at de var ved at gøre klar til dagens dont i biksen.

Mens jeg holdt mig lidt skjult tog Ole i dørhåndtaget for at komme ind, men døren var låst. Ejeren, der udmærket vidste hvem Ole var, rystede bare på hovedet og ville ikke lukke ham ind.

Så begyndte Ole at rykke op og ned i håndtaget, så døren rystede lidt i sine hængsler og beslag, og til sidst lukkede ejeren så døren op. Jeg dukkede hastigt op fra mit skjul og gik ind forbi Ole og ejeren og stillede mig med let spredte ben foran de tre medarbejdere og kiggede venligt på dem. De sad HELT stille under hele seancen og sagde ikke noget som helst.

Så jeg har tid nok til at høre, hvad der sker mellem Ole og ejeren, og det var lige ved at give mig min største latterkrampe nogensinde. Normalt kan jeg godt holde masken, men denne gang var det godt nok svært.

Det første Ole siger til manden er nemlig "Du har ikke været en god dreng", og det blev leveret i en tone, der var lettere belærende kan man vist roligt sige. Og han havde ikke advaret mig om, at han ville sige netop dét.

Nå, men ejeren var meget samarbejdsvillig og da Ole siger, at han gerne vil have sine penge nu, så hiver ejeren et bundt sedler frem og siger "Ja! Hvor mange skal vi sige?" til alles overraskelse.

Ole blev så befippet, så han kun bad om 800 kroner, selvom vi havde regnet os frem til, at det var mindst 1200 de skyldte ham - og han fik pengene hurtigere end man kunne tælle til 800.

Så alt i alt tog det hele måske ét minut fra vi kom ind til vi stod ude på gaden i vore støvler og med 800 kroner.

Det var jo både godt og skidt - nu havde vi sådan rigtigt sat os selv op til det her. Men dagen var ung endnu, så vi tog ned på Vesterport station og spiste en pølse og drak en sodavand. Det var mens vi gjorde dét, at et hav af mine kolleger fra Sparekassen SDS kom anstigende med tog for at tage på arbejde i Meldahlsgade, hvor EDB-afdelingen boede. De kiggede lidt underligt på vores påklædning og pølsespiseri og sagde høfligt godmorgen og gik videre...

Men Ole mente, at vi sagtens selv kunne afhøvle gulve, og så begyndte vi at leje afhøvlerudstyr og høvle gulve af gratis for diverse venner og bekendte. Det blev som regel ganske vellykket, og sikke dog en larm vi kunne lave. Støvet var det ved Gud også.

Så vi besluttede os for, at vi ligeså godt kunne lave en "firma" ud af det, dvs. få lavet nogle sjove visitkort vi kunne give til folk.

Firmaet blev derfor døbt Røv & Gulvsand, og på visitkortet under vores navne stod der de to stolte mottoer "Mere petroleum" og "Grovere papir", som vel meget godt opsummerer hvad vi hver især syntes der skulle til for at få gulvafhøvlingen til at glide bedre (Ole var til petroleum, jeg var til grovere papir).

Vi afhøvlede en del og tog aldrig noget for det. Det var iøvrigt kun ét af vore non-profit-foretagender. Vi havde også Team Chili og Dansk Flytningehjælp - men det må komme i separate historier.

1988: Hvordan Mogens & Mogens testede SAS' Business Class concept

Mogens Egan og jeg delte kontor og skæbne fra 1987 til 1990, og vi havde mange sjove oplevelser sammen. En af de bedre var denne:

Vi skulle begge til den europæiske Oracle brugergruppes konference i Bruxelles (jeg kan ikke huske om det var 1988 eller 1989), og da det var midt i Jan Carlssons revolution af SAS, så kunne vi ikke undgå at skulle flyve Business Class derned til en pris per sæde på over 7.000 kroner.

Det syntes vi var mange penge, og vi tog derfor den beslutning, at vi ville teste hvor meget man egentlig kunne nå at drikke for på den relativt korte flyvetur.

Flyet kommer i luften og den søde stewardesse kommer rundt og spørger, om vi vil have noget at drikke?

"Ja tak", svarede jeg, "vi vil gerne have champagne, hvidvin, rødvin, cognac og en øl." (Jeg havde øvet mig).

Hun smilede venligt og spurgte, om vi skulle starte med champagnen?

"Nej tak, vi vil gerne have det på én gang, for ellers kan vi ikke nå at drikke det", svarede jeg.

Så fik vi hele baduljen bragt, og så tog vi fat efter bedste evne.

Vi nåede det lige akkurat. Vi prøvede at dele en øl mere til allersidst, men vi kunne ikke drikke mere på det tidspunkt. Vi anslog den samlede værdi af drikkevarerne til 100-150 kroner per person. Det var måske ikke det store indhug i de 7000 kroner, men vi havde da prøvet.

Vi havde lidt svært ved at gå lige, da vi kom ud af flyet, men vi var i højt humør, og det er jo det vigtigste. Vi fik endda checket os selv ind på det rigtige hotel.

Resten af aftenen gik fint. Vi endte med at sidde i skrædderstilling overfor hinanden i en midterrabat på en motorvej midt i Bruxelles og snakke om livet og døden, og så fik vi vist en øl eller to mere og gik i seng.

Konferencen som sådan var iøvrigt præget af konstante strømsvigt, der gjorde at vi hele tiden skulle udenfor og stå og drikke mere kaffe. Dét lykkedes det mig faktisk at gøre Oracle's salgschef Benny Guld rigtig sur, da jeg gik rundt med sukkerknalde og smed dem i folks kaffe - for han endte desværre med at få kaffe på sin hvide skjorte. Vi er dog blevet gode venner siden :) .

Til allersidst skal det nævnes, at jeg vist også stjal et af de officielle konference-flag, og senere overrakte det til den danske brugergruppe. Hvad der så er sket siden ved jeg ikke.

Det kan undre, at Oracle (inkl. Benny Guld) var skeptiske omkring min ansættelse, ikke?

RHK: Hvordan vi startede JOM Consult

Årstallet kan jeg ikke huske, men jeg flyttede ind på RHK (Rigshospitalets Kollegium) i 1984, så det har nok været deromkring.

Et opslag på tavlen i RHK's lobby fortalte, at Farmakologisk Institut søgte frivillige til nogle forsøg. Jeg passede på beskrivelsen, fordi jeg havde astma-eksem, så jeg meldte mig.

Det blev til en del besøg på det hyggelige institut (en gammel villa med tilbygninger), hvor jeg hver gang fik en 50'er udbetalt fra en cigarkasse og fik tappet noget blod.

Jeg lærte nogle grundlæggende ting af forskerne på instituttet, og det viser vel bare, at man nogle gange skal søge hen til sådan nogle typer istedet for bare at gå til sin praktiserende læge :-) .

For det første fik jeg at vide af dem, at jeg var meget allergisk overfor hund og ikke særligt allergisk overfor kat.

Jeg fortalte dem så, at de havde misforstået det: Det var lige omvendt.

Nej, sagde de, og viste mig nogle kurver baseret på blodprøver, der klart viste, at de havde ret. Men rent PSYKISK reagerede jeg altid stærkest overfor katte og ikke særligt stærkt overfor hunde (hvis overhovedet).

Så lærte jeg dét om mig selv, og det var egentlig godt. Siden har jeg ikke haft helt de samme problemer med at være i stue med katte, omend jeg stadig godt kan nyse efter et stykke tid.

Den anden ting lærte jeg af instituttets leder (har desværre glemt hans navn) som en dag under en debat om mælk sagde "Jamen, mælk er jo ikke en drik for voksne mennesker".

Forklaringen er, at det eneste man kan få ud af mælk er lidt kalk, og det får vi alligevel via maden - det er én stor omgang marketingsfup fra industrien (landbruget m.fl.) og det værste er, at det er usundt for en masse mennesker, grundet laktose/laktase-problematikken. Negre kan f.eks. ikke tåle komælk overhovedet. Mange asiater ej heller - derfor er gedemælk i høj kurs disse steder, fordi de ikke giver allergi.

Vi bør generelt aldrig indtage komælkeprodukter. De er fedende for mange, usunde for mange - og det giver allergi hos en masse børn og unge. I det hele taget synes jeg det er en underlig tanke, at vi absolut skal sutte på patter på andre pattedyr. Vi bør nok holde os til vore egne.

Siden har jeg jævnligt læst en masse, der støtter disse synspunkter, men aldrig noget om, at det vitterligt skulle være sundt for mennesker at drikke ting fra en kos patter. Det er forfærdeligt, at staten ikke tør skride ind mod tåbeligheder som at gravide skal drikke komælk og andre fuldstændigt forkerte påstande. En undersøgelse i Ugeskrift for Læger for ikke så længe siden dokumenterede også, at selv argumentet med kalk var noget vrøvl, fordi vi får så rigeligt af det i maden.

Nå, men det var nogle gode folk på instituttet. En dag spurgte de, om jeg kendte noget til computere. Næh, ikke så meget. Men de havde jo fået en masse Olivetti M24-PC'ere, og de ville gerne finde ud af, hvordan man brugte dem.

Jeg fik en idé.

Jeg fik hjem på køkkenet og snakkede med Ole Erecius (der kunne lidt af hvert med computere) og Jakob Christfort (der kunne alt med computere).

Jacob var (og er) noget af en begavelse. Jeg fik ham mange år senere ind i Oracle, og han er noget meget stort i Oracle USA nu om dage, og lever lykkeligt og i sus og dus i Californien.

Dengang var han meget ung og havde først gang i en uddannelse på DTH (som DTH hed dengang), og senere på Datalogisk Institut, og han fik altid top-karakterer. Et år eller to senere lavede han så også lige sit eget firma sammen med sin storebror, og jeg mener også der lige blev tid til noget HD-væsen.

Men Jakob og Ole var med på, at vi skulle undervise på Farmakologisk Institut. Og hvad var mere nærliggende end at kalde firmaet JOM Consult (Jacob, Ole, Mogens) I/S?

Jeg gik ned på Posthuset og indregistrerede verdensfirmaet. Det findes sikkert stadig et sted i arkiverne.

I de næste mange uger underviste vi (fortrinsvist Jacob) de ansatte på instituttet, og til gengæld blev vi betalt i disketter. Jeps, de kunne købe 5 1/2 tomme disketter relativt billigt og i store mængder, og vi manglede dem altid.

Så vores løn blev simpelthen udbetalt i rigtigt mange disketter.

Det var det eneste vi nogen sinde lavede i JOM Consult. Men sjovt var det.

Monday, November 06, 2006

RHK: Hvordan jeg blev ansat i Uniras

I hele 1986 (fra 1. januar til 31. december) var jeg ansat i firmaet Uniras, der lavede grafik-løsninger i den tunge ende til olie-industrien og den slags ting. En spændende biks med masser af hardware som man normalt kun kunne drømme om. Bare det at man kunne plotte noget ud i farver i størrelse A1 var ikke noget man så hver dag dengang.

Jeg fik jobbet som Technical Writer via min gode ven Ole Erecius, der var programmør i Uniras på det tidspunkt. Man manglede en manual-skriver, og Ole (og jeg) mente, at det måtte da lige være noget for mig, med min skrivekløe og lyst til at lave noget med EDB (det hed jo ikke IT endnu).

Så Ole kom stormende ind på vores fælles køkken på Rigshospitalets Kollegium, hvor vi boede på det tidspunkt, og fortalte, at jeg havde fået job. Det har sikkert været i december 1985, så vi gik uden tvivl direkte i Kollegiebaren for at fejre det. Sådan gik de år, og sådan gik de studier i vasken.

Jeg blev ansat under en herlig fyr ved navn Michael Möller, men særlig velegnet til mit job var jeg desværre ikke. Jeg skrev lidt tekster, jeg fik masser af hjælp af venlige mennesker, men det blev ikke rigtigt til noget brugbart, så det var helt fint, at jeg fandt et andet job i Sparekassen SDS sidst i 1986 tror jeg.

Men Ole og jeg nåede ihvertfald at lave én geni-streg (hvis det er ordet) inden da.

Se, Ole og en anden programmør ved navn Michael Stæger sad og arbejdede på noget, der hed UniGKS (Graphical Kernal System - en standard), og de to er nok noget af det mest produktive der er set i dansk softwareudviklling. Stæger kunne skrive så hurtigt, at det decideret var forstyrrende selvom man selv sad og kunne lave 10-fingers blindskrift, for han skrev ca. dobbelt så hurtigt som det var os andre fysisk muligt. Det var en skriverytme, der var så anderledes, at man ikke kunne ignorere den. Fantastisk. Og Ole og han producerede så meget (og god) kode, at denne UniGKS blev færdig på rekorttid og virkede temmelig godt fra begyndelsen. F.eks. i Frankrig købte de den i stor stil.

Nå, men der skulle jo laves en lidt brugervenlig manual til UniGKS, og det skulle Ole og jeg arbejde sammen om.

Vi fik så den ide at kontakte vores gamle ven Hans Jørgen Dybro, der dengang var tegner på bladet for alle landets samfunds-studerende (heriblandt Polit, som jeg var indskrevet på). Jeg var Københavner-redaktør på bladet og havde derfor et fint forhold til Dybro, så han kom og besøgte os på Kollegiet en dag (og aften), og vi blev enige om nogle sjove illustrationer, der kunne passe til en lidt afslappet manual.

Da Dybros tegninger var færdige og blev præsenteret for et lille udvalg, bl.a. bestående af et par amerikanske medarbejdere i Uniras, faldt det hele lidt til jorden. De syntes ikke tegningerne var hverken morsomme eller passende.

Vi syntes ellers de var kreative og storslåede. F.eks. når vi talte om sammenhægtning ("chaining") af nogle interne strukturer i programmerne kaldet "pointers", så havde vi fået lavet en smuk tegning af nogle velskabte piger, der mindede lidt om Pointer Sisters, som var bundet til et bord med jernkæder.

Vi syntes som sagt det var både sjovt og informativt og den slags. Det var vi så relativt ene om at synes. Dybro fik sine penge, og manualen fik nogle meget mere almindelige illustrationer end vi havde forestillet os.

Men sjovt var det. Vi synes stadigvæk det kunne have været sjovt at få det udgivet. Gad vide, om Ole stadig har en kopi af tegningerne liggende et sted?

Iøvrigt var Uniras et rigtigt godt sted at være, og Michael Möller lærte mig f.eks. en masse om VMS, hvilket førte til at jeg fik job hos Sparekassen SDS... Og i midten af 90'erne var jeg istand til at lokke ham til at arbejde i Support i Oracle, og han er den dag i dag en af de rigtigt tunge drenge her i Miracle.

Sunday, November 05, 2006

2006: 25-års Livgarderjubilæum

Nåtak. Jeg blev indkaldt til Livgarden per 1. juli 1981, dvs. jeg var på "Hold Juli 81" og det var pludselig 25 år siden.

Vi mødtes ca 35 af de gamle gutter fra Hold 2 inde i København igår og fortsatte så til Restaurant Ankara i Krystalgade for at spise buffet og drikke vin og øl ad libitum mens vi fortalte soldaterhistorier.

Advarsel: Den tyrkiske rødvin på 12% som serveres som det kendte Ad Libitum fluidum giver hovedpine og smager ikke godt. Til gengæld er fadøllet tyndt og surt, men det skyldes jo bare, at det er standardøl fra Carlsberg. Kaffen var OK.

Tre af gutterne fra vores 12-mands-stue (Stue 128) havde jeg glædet mig ekstra til at se, og de var der alle tre, og de lignede sig selv så man troede det var løgn:

* Jønne (Jørgen Pedersen), der yndede at citere sin gymnasielærer for, at man som gymnasielærer kunne opnå en 8-timers arbejdsuge. Dét udtryk ("alle stræber efter en 8-timers arbejdsuge") har jeg brugt måske 42.000 gange siden Gardertiden. Jønne er naturligvis nu selv lektor og underviser i kemi og den slags på HTX i Greve - men han ville ikke indrømme, at han havde fået banket sin arbejdsuge ned på otte timer.

* Herlevsen (Holger Herlevsen), der - yderst fortjent! - blev udnævnt til Årets Garder på vores hold og fik gulduret af Dronningen. Jojo, han havde skam taget det på igår, hvilket vi højlydt påskønnede. Mage til god soldat og god kammerat skulle man lede længe efter. Han var elektriker dengang, men har siden uddannet sig til ingeniør og arbejder med underlige, lineære ting i firmaet Linearc (?!?) på Als, der laver
ting til f.eks. hospitalssenge.

* Rieks (Hans Jørn Rieks). Et fantastisk navn når man tager i betragtning, at man i Livgarden render rundt med de såkaldte "Rex'er" på skuldrene. Han var dengang en glad dreng fra Farsø, der solgte landbrugsmaskiner - nu er han administrerende direktør for Vestas Central Europe.

Det er stærkt begrænset hvad Pokker man har at sige til hinanden efter 25 år, hvor man har lavet alt muligt forskelligt, men man har alligevel delt soveværelse og diverse strabadser i ni måneder, og det sætter sig selvfølgelig spor.

Jeg tog (glad) hjem med to ting i hovedet:

1. Andres opfattelse af én selv kan være meget forskellig fra ens egen opfattelse.

2. Vi fik sagt undskyld til Herlevsen.

Lad mig forklare:

Andres opfattelse af én selv:
=============================
En af de gamle Livgardere sagde pludselig til mig: "Nørgaard - du var da bare den fødte soldat. Du skulle helt klart have været officer! Den måde du gik på, den måde du holdt tommelfingeren henover den knyttede hånd... man kunne altid høre, når det var dig, der kom gående på gangen."

Jeg blev helt paf, for jeg opfattede egentlig mig selv som en gymnasie-ballademager fra København dengang. Rapkæftet, lidt smart-ass, altid parat til at diskutere med sergenterne, og alt det dér junk. Men andres opfattelse af mig har måske været anderledes. Det var sjovt at opleve.

Jeg meldte mig skam som potentiel sergentelev (sergent-aspirant tror jeg det hed) sammen med 160 andre efter et par ugers tjeneste. Så blev 20 af os udtaget til videre behandling, og efter en samtale med næstkommanderende (NK) for Livgarden blev vi indstillet til sergentskolen i Sønderborg.

Men først skulle vi igennem en særlig Rex-tur for sergentaspiranter - og vi skulle have at vide af Forsvarskommandoen (FKO) hvor mange de rent faktisk skulle bruge fra Livgarden til sergentskolen.

Rex-turen for sergentaspiranter var rimelig hård. Èn af os 20 hoppede fra, fordi kæresten ikke ville have, at han tog seks måneder til Sønderborg. Så vi var 19, der drog ud på Rex-turen.

Rex-turen er en slags strabads-/overlevelses-tur, som alle Livgardere skal igennem for at de må kalde sig gardere og bære regentens navnetræk (kaldet Rex'erne) på skuldrene. Eftersom man blev sendt til Sønderborg før rekruttiden var slut, så kunne man jo ikke nå at få den normale Rex-tur, og så måtte man igennem en særlig tur for sergentaspiranter.

Nå, vi slæbte ting og sager rundt i Nordsjælland i en uges tid og fik ikke ret meget mad eller søvn eller vand, og så blev vi 19 mand udnævnt til gardere og fik vore Rex'er til skuldrene.

Som det sig hør og bør blev vi så alle 19 på sædvanlig vis dyppet i støvlekarret (hvor man normalt vaskede støvler af) for at markere, at vi var på vej væk.

En dag kort efter kom så meddelelsen om, at FKO kun skulle bruge 18 - og jeg var nummer 19. Det er nok en af de værre oplevelser i mit liv. Stor, stor skuffelse - ikke mindst fordi jeg havde klaret mig så forbandet godt på Rex-turen og i det hele taget følte, at jeg var ganske godt med.

Men sådan var dét. Livet er uretfærdigt, og man har selvfølgelig intet krav på "retfærdighed" (hvad dét så end er).

Jeg fik så "lov" til at deltage i den "normale" Rex-tur også, så jeg er vel én af de få, der har hele to Rex-ture bag sig i Livgarden :-) .

Efter otte måneders tjeneste fik man iøvrigt en "second chance" for at komme på sergentskole, når man gjorde tjeneste i Livgarden. Det var fordi man også gerne ville have sergenter, der rent faktisk havde prøvet at gå rundt inde på Amalienborg og passe på Dronningen og hendes familie.

Vores fremragende kompagnichef Ernst Hannibal Clausen (E.H. Clausen), der senere blev berømt som adjudant for prinserne da de f.eks. skulle springe i faldskærm hos Jærgerkorpset, fortalte mig rent ud, at hvis jeg søgte igen (dvs. efter otte måneder) så ville han garantere, at jeg kom til Sønderborg.

Men dagen før jeg fik den besked af hædersmanden E.H. Clausen havde jeg fået et brev fra USA om, at min familie i Texas og Louisiana ville betale et års ophold på et universitet for mig, hvis jeg havde lyst.

Det var godt nok et svært valg dengang, men idag er jeg selvfølgelig glad for, at jeg valgte at tage til USA og læse Computer Science allerede dengang i 1982 istedet for at tage på sergentskole i Sønderborg.

Vi fik sagt undskyld til Herlevsen:
===================================
Herlevsen var en god soldat og en god kammerat. Da vi alle 250-300 mand havde været igennem den såkaldte Ellebæk-tur, hvor man bliver meget beskidt og våd og mudret, og efter yderligere 300 meteres lavt kravl på maven henover fugtig skovbund - så gjaldede ordren fra sergenterne: "Der må ryges!".

Det var selvfølgelig årets joke: Hvem Fanden kan ryge efter at have fået ALT gjort vådt i de sidste par timer eller mere?

Men Herlevsen tog stålhjælmen af hovedet, fiskede en plasticpose frem, som havde siddet fast i stropperne, og inde i den plasticpose var en pakke cigaretter og så gav han og Jønne sig ellers til at pulse løs foran rigtige mange måbende mennesker.

Herlevsen kunne det der. Og han kunne skyde.

En dag på skydebanerne på Kalvebod Brygge var Jønne og jeg nede i markørgraven og Herlevsen og en masse andre skulle skyde. Vi måtte naturligvis ikke vide, hvem der lå på hvilken bane, for så kunne vi jo snyde og hjælpe hinanden til skydemærker og alt det dér.

Men sergenterne begik én fejl den dag. De sendte på et tidspunkt Rieks ned for at hjælpe os i markørgraven. Han kunne så fortælle mig og Jønne, at Herlevsen lå på bane 1.

Javel ja. Efter hvad jeg kunne forstå på Jønne og Rieks igår, så var det mig, der fik idéen, men det kan jeg så ikke huske helt klart.

På forunderlig vis fik vi ihvertfald tilranet os markeringen af bane 1, og så lavede vi ellers de mest afsindinge markeringer af stakkels Herlevsens skud man kunne forestille sig, så han til sidst havde indstillet sine sigtekorn så vinde og skæve, at han faktisk skød helt ved siden af skiven.

Sergenterne var lidt mistænksomme, men vi var snedige dengang:

A: Først og fremmest så vi uskyldige ud.

B: Dernæst var vi (Jønne og jeg) gode til at forklare os.

C: Og så var der jo det ældgamle trick med éngangskuglepennen fra BIC (den kendte blå). Hvis man borede sådan en BIC-kuglepen ind i skydetavlen lignede det præcist et skudhul.

Alt i alt lykkedes det os effektivt den dag at forhindre vores gode ven Herlevsen i at få et skydemærke.

Vi rullede rundt af grin over det, men egentlig var det jo både groft - og synd for Herlevsen, den hædersmand.

I går aftes fortalte vi så Herlevsen historien, og han havde format nok til at sige, at han jo alligevel ikke kunne bruge det skydemærke til noget.

Vi tre (Jønne, jeg og Rieks) gav ham hånden og sagde "Undskyld" og det var vel egentlig også på tide :-) .

Afslutning:
===========
Det var så 25-års Garder-jubilæet for mit vedkommende. Sjovt at se de gamle igen, men så meget har man jo heller ikke til fælles, at det kan blive til helt nye venskaber. En enkelt af stuerne har holdt et årligt møde siden den gang hos hinanden på skift, men det var undtagelsen.

Og så var jeg den eneste, der havde min originale Livgarder-baret med igår. Den stjal jeg nemlig dengang i 1982 da vi blev hjemsendt, og selvom mit hovede er blevet større siden da, så kan jeg stadig få den til at sidde helt perfekt.

Det har jeg fået brug for så rigeligt efter at jeg er begyndt at vandre med nogle gale militærfolk - men det er en helt anden historie.

Friday, November 03, 2006

1990: Hvordan jeg blev ansat i Oracle

Efter 3 1/2 år i Sparekassen SDS var det blevet året 1990, og pludselig skulle Andelsbanken (en solid, lille bank), Piratbanken (en stor, aggressiv bank der kørte lige på kanten med store, farlige lån) og SDS (med flest kunder af alle pengeinstitutter og en stor pengetank og begrænsninger i, hvad de måtte foretage sig) slås sammen til Unibank.

Logoet var en enhjørning, som dog af folkeviddet internt i banken (dvs. Mogens Egan) blev beskrevet som en ged, der havde fået et spyd i panden. Mottoen var "Sammen er vi bedst", men igen pga. logoet blev det meget hurtigt udødeliggjort til "Sammen er vi hest", og det bruges sjovt nok stadig i det danske sprog uden at nogen kan huske hvorfor.

De pop-smarte reklame-folk der havde lavet logoet pralede af, at det ikke var så firkantet og kedeligt som andre logoer, hvilket fik en ret stor biks til at gå i pressen og fortælle, at de lige havde fået lavet et firkantet og kedeligt logo af selvsamme firma, og at det havde kostet dem en formue :-).

På EDB-siden (det her var før EDB blev til IT) blev der nedsat en masse udvalg - over 30 - med deltagere fra de tre institutter (og nogle gange også fra Sparekassernes Data Center). Jeg var med i et par stykker. Mønstret blev ret hurtigt klart:

Andelsbankens repræsentanter, der havde døjet med noget gammelt IBM-skrammel sagde: "Bare det ikke skal være vores system, så er vi ligeglade". SDS'erne sagde "Må det bedste system vinde" og Piratbankens aggressive hvidskjorter sagde "Vores er det absolut bedste og intet andet kan bruges."

Der tegnede sig derfor et meget trist billede for en EDB-mand, nemlig at vi i Unibank skulle til at bruge de elendige og gammeldags systemer, som de havde brugt i Piratbanken. Istedet for relationsdatabaser ville man bruge SAS, man ville skifte til IBM's ubrugelige Token Ring-netværk (også kaldet Tåbelig Ring-netværk), og sådan kunne jeg blive ved.

Jeg syntes ikke det lød sjovt. Det gjorde ingen. At historien endte på en nogenlunde måde vender jeg tilbage til.

På det tidspunkt udgav jeg med jævne mellemrum et blad for den danske Oracle-brugergruppe (OUG/DK). Bladet hed Oraklet og bestod for det meste af en masse artikler fra interne kilder hos Oracle, som jeg fik lov til at kopiere mens Oracle's support-chef Jannik Ohl kiggede den anden vej. Det var ikke superfølsomme oplysninger, men god teknisk information - det var bare ikke god kotyme dengang hos Oracle, at man gav sådan noget information til folket. Men det blæste Jannik på, og det er bare en af årsagerne til, at jeg synes han er en helt.

OUG/DK havde Mogens Egan fået ideen til helt tilbage i 1987 tror jeg, og så stiftede vi den sammen med en masse af de gode, gamle gutter fra DSB, DDE og andre steder, hvor man brugte Oracle. Mogens og jeg skiftedes til at være formand og næstformand i de første mange år iøvrigt. Det var Mogens' ide at bruge SDS' Fiskeklubs regler for OUG/DK. Derfor stod der i begyndelsen i vedtægterne, at man kunne ekskluderes for usportslig optræden, hvilket jeg synes alle foreninger skulle have stående i deres paragraffer.

Nå, men efter et møde i OUG/DK, som iøvrigt blev afholdt i PKA's tidligere bygning i nærheden af Teknikerbyen i Virum under ledelse af den fantastiske Tove Horn (også kaldet MS Horn), fulgtes jeg med Jannik i hans bil ud til Oracle for at samle information til næste nummer af Oraklet.

Så fortalte jeg ham om den håbløse situation i Unibankus, og han spurgte om jeg ville arbejde under ham i Support. Det ville jeg gerne. Så strikkede jeg et håbløst CV sammen og det var stort set det.

MEN: I de 3 1/2 år vi havde været kunder hos Oracle havde Mogens og jeg fået ry for at være nogle værre bøller. Vi var nok også temmelig grove til tider (f.eks. dengang vi medbragte en meget, meget stor slagboremaskine til et møde med SDS' account manager Torben Haase og placerede den midt på det fine mødebord og sagde "Lad os så komme igang").

Der var derfor kun tre personer der var stærkt imod at Jannik ansatte mig:

- Jørgen Balle - stifter af Oracle Danmark og administrerende direktør.
- Benny Guld - salgsdirektør.
- Klaus Holse Andersen - servicedirektør (dvs. chef for support, uddannelse og konsulentforretningen).

På trods af deres protester valgte Jannik at ansætte mig:

* Jeg blev dog vistnok den første, der fik to måneders prøvetid istedet for én.

* Jannik fortalte mig også at de tre ovennævnte herrer var imod min ansættelse, så jeg ligesom var klar over det.

* Så skete der efter den første måneds prøvetid dét, at min daværende kone gik og tog barnet med sig - uden varsel.

* Og rent fagligt gik det hurtigt op for mig, at jeg kun vidste noget om Oracle version 5, mens resten af Danmark var skiftet til den totalt anderledes version 6.

Jeg havde med andre ord nok at se til i min prøvetid hos Oracle.

Men det gik. Jeg blev fastansat hos leverandøren, og der blev jeg i 10 år - fra september 1990 til oktober 2000.

Derfor er Jannik stadig min store helt, og jeg kalder ham stadig 'chef'. Han er et fantastisk menneske.

Benny Guld kom hen til mig nogle år senere i en bar ved et brugergruppemøde, og efter en hyggelig snak om døtre og skilsmisser fortalte han mig, at han havde været imod min ansættelse, men at han var blevet glad for at have mig i firmaet. Det synes jeg var pænt af ham.

Wednesday, November 01, 2006

1986: Hvordan jeg blev ansat i Sparekassen SDS

Jeg har besluttet mig for at få dokumenteret nogle af de skønne begivenheder og mennesker, der har ledt mig ned af den noget slingrede sti jeg har fulgt i de sidste mange år.

For at starte et helt tilfældigt sted: I 1986 købte jeg min egen PC. Med studenterrabat og mod at nøjes med en monokrom (gul) skærm fik jeg banket prisen helt ned på 42.000 kroner. Det inkluderede systemenheden med en 20MB harddisk og 640KB RAM, et tastatur samt den gule skærm. Alt sammen fra Olivetti. Den hed M24 SP - SP stod for Special Performance, fordi den var helt oppe på 10MHz i modsætning til de normale 4.77 MHz (IBM) eller 8 (Olivetti M24).

Jeg arbejdede på det tidspunkt i Uniras, hvor vi brugte VMS-maskiner, og hvor jeg lærte en masse af min chef Michael Möller.

Men da jeg en dag så en annonce fra Sparekassen SDS, hvor de søgte en PC-supporter til deres BrugerServiceFunktion (BSF) var jeg solgt: Her var muligheden for at komme til at hjælpe brugere af Word Perfect, SuperCalc og DOS. Meget mere kunne jeg ikke ønske mig.

Jeg ringede til kontaktpersonen Poul Fabiansen, der var chef for BSF, og jeg tror jeg overraskede ham ved at spørge, om jeg ikke måtte komme ind og se, hvordan de boede og havde det FØR jeg skrev en ansøgning. Han sagde ihvertfald ja, og en time senere sad jeg sammen med ham og hans højre hånd Mogens Egan og drak the.

Jeg drak vist det meste af de to liter the, og jeg snakkede vist også mere end Mogens og Poul tilsammen, men til allersidst (efter laaang tid) skete der to ting:

1. Poul og Mogens fortalte mig, hvad jeg skulle skrive i ansøgningen.
2. Poul spurgte mig, da jeg var på vej ud ad døren, om jeg kendte noget som helst til VMS?

Jeg VILLE have det job, så jeg svarede, at jeg kendte en masse til VMS, da det var dét vi brugte i Uniras.

Jeg blev ansat og kom aldrig til at arbejde med Word Perfect, SuperCalc og DOS.

Hvordan kunne jeg vide, at Mogens og Poul ikke kendte så meget til VMS, at SDS lige havde anskaffet sig en Oracle-database (version 5) på VMS, og at de var på udkig efter en person, der kunne "sælge" dette til interne brugere i SDS?

(Mange, mange år senere fik jeg at vide, at de ikke tog andre ind til interviews, selvom de fik over 60 ansøgninger. Min "frækhed" var det, de var ude efter.)

I de næste 3 1/2 år delte jeg og Mogens Egan kontor og fik udbredt dette "Datawarehouse" baseret på Oracle 5.1.22 på VMS til knap 1000 interne brugere, der på den måde pludselig fik mulighed for at se deres egne data.

Vi kunne nemlig trække dem ud fra de centrale registre i Sparekassernes Data Center (SDC), der som alle andre store centre havde glemt, hvem der var hesten og hvem der var vognen, og derfor havde MEGET svært ved at levere data og udtræk tilbage til SDS (der ejede 40% af SDC!). Nogle gange kunne SDS' marketingsafdeling vente i tre måneder på et simpelt udtræk eller en rapport over 18-årige med to konti.

Ved at levere data som flade ASCII-filer og putte ("loade") dem ind i en relationsdatabase som Oracle kunne man relativt nemt selv spørge på de rå data, og brugerne elskede det. Systemet findes iøvrigt stadigvæk i det, der nu hedder Nordea.

Jeg holdt vel et par hundrede kurser for almindelige mennesker, der arbejdede i SDS om, hvordan de kom på systemet, brugte SQL-sproget, lavede simple skærmbilleder og meget simple rapporter - og det var fantastisk spændende, selvom jeg dengang ikke rigtigt fattede, hvad vi egentlig lavede.

Mange af de mennesker, der blev grebet af teknologien under disse kurser er senere blevet alt muligt stort i SDS/Unibank/Nordea eller i Oracle eller andre steder.

Alt det var i fare for at blive sat over styr, da Piratbanken pludselig skulle blande sig og have fat i SDS' pengetank. Men det er en anden historie.

Fik jeg nogensinde brug for min M24 SP? Tjah, den kunne da bruges som terminal når jeg skulle hægte mig op på systemet hos SDS/SDC via mit 1200 (senere 2400) baud modem.

Og jeg blev hamrende god til at spille Kaptajn Kaper i Kattegat.

Man siger jo, at 42 er svaret. At den pokkers maskine kostede 42K burde have fortalt mig ét eller andet.

Både Poul Fabiansen (som turde) og Mogens Egan (som gad) vil for evigt være mine store, personlige helte.

Derudover må vi ikke glemme Ole V. Gregersen (EDB-chefen hos SDS) der stolede på sine rådgivere i afdelingen og satsede på PC'er, netværk, relationsdatbaser og andet fremsynet. Han endte som IT-chef hos IDA (Ingeniørforeningen DAnmark) og har lige ladet sig pensionere, hvilket jeg har skældt ham grundigt ud for. Han er frisk som en havørn, ligner en 45-årig og burde arbejde i mindst 15 år endnu :-).