Monday, May 12, 2008

Måltal: En perversion

Min hovedtese er denne:

"Man får altid den opførsel man belønner. Man kan bare aldrig forudsige, hvad den opførsel rent faktisk er."

I Oracle var man et år blevet irriteret på sælgerne over, at de kun solgte software-licenser, så man satte et personligt mål til hver enkelt på, at de skulle sælge så og så mange konsulenttimer.

Det år faldt timeprisen på konsulenter dramatisk. Faktisk så meget, så Consultings eksistens var truet.

Næste år justerede man måltallet, så det både handlede om antal timer og gennemsnitlig timepris. Så fandt sælgerne på andre tricks for at nå deres mål.

Eller tag en offentlig leder jeg kender, der blev informeret om, at en tilbagegang i antallet af ansatte i hans afdeling rent faktisk var en fremgang på 20%. Det var jo lidt svært at forstå for min tungnemme ven, indtil han forstod, at 1) hans chefs bonus afhang af de 20% fremgang og 2) han havde ikke talt alle de kandidater med, som havde søgt, men ikke fået, en stilling hos ham. Pludselig - når han målte de RIGTIGE ting - passede det sør'me.

Jeg har selv set det i mine 10 år i Oracle. Lederne skal nok sørge for, at deres mål nås, no matter what. Det medfører alle mulige former for perversioner og drejninger af tallene, og fremfor alt medfører det, at alle bruger en masse tid på alt andet end kunder.

Som Henrik Zangenberg (Gartner i Danmark) har sagt, så er det dødsens farligt at beskæftige sig med kunder. De tager tid fra karriereplejen, og ting kan faktisk gå galt.

Jeg er ultrakonservativ og ultraliberal i en skøn blanding, men jeg KAN ikke fordrage vores nuværende regerings totale narko-agtige afhængighed af måltal for alt og alle.

Det har aldrig været nødvendigt før at have dem, og indførelsen af McKinsey-tilstande har kun ført til perverse ting som "4 minutters hjemmeplejebesøg" og et menneskesyn, der går ud på, at et menneske bliver til "en resource", der kan sammenlignes med en anden "resource" - som om to mennesker kan sammenlignes. Ikke engang McKinsey-drengene eller vore jakkesæts-ministre eller deres spin-doktorerer vil vel sættes over én kam og kaldes resourcer? Vil diverse ledere bryde sig om at blive kaldt "resourcer" når de jo netop er "vidt forskellige"? Næh.

Al denne snak om måltal og automatisering af mennesket fører ikke til noget godt. Vi bliver bare flere offentligt ansatte og får mindre og mindre nytte ud af det.

Og sikke mange kontrollanter vi kunne undvære, hvis vi skrottede alt det pjat og bare arbejdede igen ligesom før slipsedrengene uden indsigt holdt deres indtog.

Kogebog: Diverse emner

* Stegning af kød
* No-nonsense kogebøger a la Chili-John
* Krydderier (mere peber)
* Gumbo
* Kogning af ris på mange måder
* Velkomstdrink - melon med vodka, isbjørn, 4-5 genstande

Kogebog: Bordskik

Servietten (om det så bare er et stykke køkkenrulle) SKAL ligge i skødet/over låret, og må ALDRIG placeres på bordet. Hvis man forlader bordet for at gå på toilettet eller rejser sig for at holde tale, placeres servietten på stolen, let sammenfoldet.

At holde vinglas på stilken kan være meget fint, men det er ligeså godt blot at holde naturligt på glasset, dvs. om selve glasset lige over stilken. Ideen i gamle dage var, at hvis man holdt på stilken så varmede man ikke vinen op. Yeah right. Hold pænt, men lad være med at holde på stilken på en akavet måde og med fingrene strittende. Det ser mærkeligt ud.

Bestik placeres i "25 minutter i fem" position, når man ikke spiser. Lad være med at lade bestikket hvile på bordet, med mindre det er nødvendigt. Når man er færdig placeres bestikket samlet enten i klokken "halvfem" eller "seks". Det indikerer overfor tjenerne, at man er færdig. Alt andet indikerer, at man ønsker at fortsætte.

Løft ALTID armen fra bordet, når det skal puttes mad i munden. At spise af en gaffel eller ske, mens armen/albuen stadig rører ved bordet flytter spisningen over til at være ædning/skovling, og det ser bare ikke godt ud. Ligeledes skal man ikke sænke hovedet ned i tallerknen med mindre noget speciel mad fordrer det. Rank ryg.

Borddækning: Afhængig af formålet kan man vælge at have lys, blomster, dug og måske endda diverse ting fra skovbunden på bordet.

Kogebog: Chili

Chili er en fællesbetegnelse for mange forskellige pebre af meget forskellig styrke.

En mand ved navn Henry Scoville satte sig for at lave en enhed for styrken. Han boede i Texas og brugte mexikanere til forsøgene. Han fortyndede forskellige chili-ting indtil forsøgspersonerne overhovedet ikke kunne smage dem mere - antal gange det skulle fortyndes blev til antal Scoville-units/-enheder.

Tabasco er typisk på 80.000 til 120.000 Scoville-enheder. Habanero-pebre er oppe på omkring en halv million.

Det aktive stof i alle pebre hedder Capsaicin og er en neurotoxin med en anslået styrke på 15 millioner Scoville-enheder eller mere. I pebre sidder det meste Capsaicin i de hvide "vægge", altså ikke i selve kødet eller i frøene. Folk fjerne sjovt nok ofte disse "vægge" når de gør pebre i stand, men det skyldes uvidenhed.

Der er lavet mange underlige forsøg med Capsaicin, men det underligste er nok dét, der viste, at kvinder får sænket deres følsomhed i kønsdelene ved indtagelse af store mængder chile. Hvordan nogen er kommet på at undersøge sådan noget står hen i det uvisse, men det er en ægte, videnskabelig afhandling.

Det er noget vrøvl, at man mister smagssansen af at spise stærk chili. Man kan ikke ødelægge smagsløgene på den måde, og som alle rigtige chili-spisere ved, så kan man sagtens smage maden selvom man har hældt noget stærk chili-sovs på.

Hvis det går galt og man har fået for meget chili på maden er det bedste middel enten banan, mælk eller hvidt brød. Vand, vin og øl gør det værre for de fleste.

Man kan vænne sig til chili. Hvis man anskaffer en rimelig svag chilisovs og bruger den hver dag, hvorefter man anskaffer en stærkere, osv. kan man vænne sig til stærke chilier i løbet af nogle få måneder. Og som sagt: Det går ikke ud over ens evne til at smage ting, der ikke er stærke.

Der er producenter nu om dage, der tilsætter ren capsaicin i deres chili-sovse, og det hiver styrken op på over 1 million Scoville-enheder. Så er det på tide at være på vagt! Her kan selv nogle få dråber faktisk skabe problemer for folk med hjerte- eller åndedrætsproblemer. Prøv derfor lige en dråbe først, f.eks. smurt ud over en hel bøf eller fordelt over en hel æggemad.

Kogebog: Tomatsuppe

Den her suppe har Ole lært mig at lave, og så har jeg ellers selv eksperimenteret i mange år med den.

Man skal grundlæggende bruge følgende per person:

1 dåse flåede, et løg og en bouillonterning

Varm noget olie. Smid grofthakkede løg derned.

Blend alt andet: De flåede dåsetomater, en dåse koncentreret, bouillonterningerne og krydderier og hæld det oveni løgene i gryden.

Når det har kogt et stykke tid har man nu to valg:

- ENTEN blender man nu det hele igen, inkl. løgene, så man får en meget tyk og kraftig suppe

- ELLER man sier det hele, så man får fjernet løgene.

Så varmes det op i gryden igen og tilsættes fløde. Fløde giver altid bonus hvad angår smag og udseende, så man kan roligt hælde rigeligt i.

Krydderier: Salt og peber, naturligvis. Grønne krydderier a la Oregano, og desuden en smule af kraftige krydderier som chili eller paprika (vær forsigtig).

Kogebog: Æg. Er de friske? Kogning.

Hvis man nemt kan pille et æg er det ikke friskt. Først efter tre-fire dage er et æg gammelt nok til at kunne pilles uden at store dele af hviden følger med, når man har hårdkogt det.

Æg kan ikke få salmonella indenfor de første par uger efter at de er lagt. Derfor eksisterer salmonella ikke hos folk, der selv holder høns, mens det findes i de æg vi køber i supermarkedet, som er flere uger/måneder gamle og fra udpinte og torturerede høns.

"Skrabehøns" og "Fritgående høns" betyder blot, at høns i ti-tusindvis går sammen på gulvet i store bygninger. Al social orden er brudt sammen, alle hakker på alle og det er meget, meget grimt at overvære. Faktisk er burhøns mindre stressede end disse "fritgående" høns, selvom man skulle tro det var løgn.

Høns, der har gået sammen med højst 30 eller så fæller trives. De har været en del af en hakkeorden og har haft et ordentligt liv. Alt andet er noget vrøvl som vi fortæller hinanden for at få det bedre med os selv.

Kogning af æg er både simpelt og yderst komplekst:

Jeg bruger selv følgende fremgangsmåde: Bring vand i kog. Blødkogte æg får seks minutter, hårdkogte får 10. Derefter tages de op og enten spises de (blødkogte) eller de skylles i koldt vand (hårdkogte) til senere brug.

Andre bruger metoden med at lægge æggene i vand fra starten og lade dem varme op sammen med vandet. Så ved jeg ikke, hvor lang tid de skal have... Men det er der sikkert andre, der gør?!

Eller man kan putte en deciliter eller så vand i en gryde sammen med et æg, og så ellers lade det hele dampkoge under låg i ganske få minutter under svag varme. Også her skal jeg lige have noget hjælp til, hvordan man rent faktisk gør det. Det er jo et imponator-trick af de store....

Kogebog: Gode OG billige øl

Der er to måder at lave øl på: Den ærlige og den uærlige.

Den uærlige går ud på at anvende enzymer, vandpåfyldning og andre tricks. Det nedbringer skabelsestiden fra nogle få måneder til nogle få døgn og fjerner naturligvis også smagen.

Tricket er at speede processerne helt vanvittigt op med enzymer fra Novozymes. Alle de store standard-bryggerier gør det. Harboe er de værste - de kan lave øl fra de begynder at blande ingredienser til de hælder det på dåse på 48 timer. Carlsberg bruger ca. 72 timer. Alle hæderlige bryggerier bruger til sammenligning 4-8 uger eller længere for specielle øltyper.

Men det er ikke gjort blot med enzymerne. De brygger også øllet op til en højere procent og hælder vand i til det passer. Derfor er pilsner i Danmark altid lige just præcis 4.6%, selvom man ikke kan ramme alkoholprocenter præcist, ligegyldigt hvor dygtig en brygger man er.

Det er vist på det tidspunkt de sætter betegnelsen "Premium beer" på flaskerne. Velbekomme.

Så er der kommet et hav af rigtigt gode mikrobryggerier i Danmark, og de udmærker sig alle ved at sælge øllet dyrt. Fint nok for dem der har råd til det. Priserne rækker fra midt i tyverne til op i det absurde.

Men der findes et alternativ: De ganske få mikrobryggerier, der altid har eksisteret i Danmark, og som har overlevet i kampen mod de store enzym-bryggerier ude i detailledet.

Det drejer sig om Thisted Bryghus, Hancock i Skive, Refsvindinge på Fyn og nogle få andre. Her kan man få fantastiske øl - lavet helt uden snyd og efterfyldning - til ganske normale priser. Eksempelvis koster øl hos Refsvindinge mellem 5,75 og 7,75 kroner flasken.

På Hancocks flasker står der faktisk også, at de 'ikke efterfyldes med vand før tapning', hvilket er en pæn henvisning til enzym-producenterne.

Thisted, Hancock, Refsvindinge og nogle få andre gamle, små bryggerier har fantastiske historier og kan købes for ganske normale priser, så det simpelthen ikke kan betale sig at købe billige møgøl med sur smag i discount-afdelingen (eller i Tyskland). Hvis man kan få 10 kasser blandet fra Refsvindinge for 1300 kroner er det næsten for godt til at være sandt.

Kogebog: Brækmad

Det er (så vidt jeg husker) et begreb opfundet af Bagmanden (Søren).

Når man på forhånd ved, at der er en stor chance for, at man bliver dårlig i baren og skal kaste maden op, så gælder det om at have spist noget, der ikke gør ondt at kaste op.

Alt i tern gør ondt at kaste op. Alt findelt gør ikke så ondt.

Derfor anbefales det at anvende hakket oksekød eller fars fremfor bøffer eller f.eks. skinkekød i tern. Kartoffelmos er fantastisk. Sovs er fint. Grøntsager, der ikke er kogte sønder og sammen kan give problemer. Ris er OK, det meste pasta ligeså.

Kogebog: Team Chili

Ole og jeg lavede i sin tid tre non-profit foretagender: Røv & Gulvsand (som afhøvlede gulve), Dansk Flytningehjælp (som hjalp folk med at flytte) og Team Chili (som lavede chili con carne til store selskaber).

Som sagt var der tale om non-profit-selskaber, dvs. vi gjorde det for sjov og gratis.

Ud af Team Chili kom Team Chili-opskriften, som jeg bringer her. Den er i sandhed testet under mange forhold og i selv meget store mængder til over 100 mennesker, og den holder:
=====================================================================
TEAM CHILI-OPSKRIFTEN til 20 mand!

Ingredienser:

2 kg hakket oksekød
5 fed hvidløg
1 kg svinesmåkød
Fintmalet spidskommen
500 g bacon i tern
Chilipulver (stærkt)
200 g friske grønne/røde chilipebere
Chilipulver (sødt)
1 1/2 kg brune bønner
Olivenolie
5 røde almindelige peber-frugter
Oregano (to håndfulde)
2 kg løg
Basilikum (en håndfuld)
10 dåser flåede tomater
Salt
200 g koncentreret tomatpuré
Peber (fra kværn)
250 ml tomatketchup
4-6 oksebouillon-terninger
250 g kogechokolade

Tilberedning:

Først skylles de brune bønner grundigt i koldt vand. Derefter koges de i ca. een time i rigeligt vand med salt. Pas på de ikke bliver for bløde - men de må på de anden side heller ikke forekomme for hårde.

Løgene skæres i små stykker (0.5 x 2.5 cm) og brunes sammen med de skiveskårne hvidløg i olivenolie efter behov. Det er vigtigt, at løgene bliver svitset grundigt.

Nu brunes først baconstykkerne, dernæst svinekødet og sidst oksekødet i en stor gryde. Når dette er gjort hældes de brunede løg over, og man lader det stå og stege i ca. 5 min.

Imens blendes de flåede tomater i en blender eller food-processor (en el-pisker kan også benyttes). Dette er vigtigt for at undgå klumper i chilien.

Nu tilsættes tomatketchup, koncentreret pure, chokolade og de udskårne peberfrugter (1 x 2.5 cm). Tilsæt krydderier. Bemærk, at der gerne må komme meget af de grønne krydderier og spidskommen i. Lad være med at tilsætte det hele på een gang - smag til efterhånden.

Nu småkoger chilien i ca. en time uden låg. Konsistens og smag kan justeres undervejs med krydderier og flåede tomater.

Til slut tilsættes de færdigkogte bønner. Det vil ofte betyde, at man skal tilsætte ekstra krydderier, boullion og pure, da bønnerne ellers får chilien til at smage ferskt.

Tilbehør:

Iceberg salat med olie-eddike dressing
4-5 flutes
Øl (i nødstilfælde rødvin)

Bon appetit!
=====================================================================

Kogebog: Rigtig Opvask

Jeg lærte rigtig opvask af Kirsten i skolekøkkenet på Bordings Friskole i årene 1975 til 1978. Hun kunne noget, og hun var streng. Min lillebror (tre år yngre end jeg) blev vist iøvrigt bortvist for stedse af hende :-)).

Jeg har aldrig glemt, hvad hun lærte mig omkring opvask:

Man skal bruge tre beholdere/baljer/vaske:

- En med varmt vand tilsat sulfo,
- en med varmt vand og
- en med koldt vand.

Så vasker man tingene (i den rigtige rækkefølge - mere om det senere) i den første, skyller dem af i den anden og slutter af med at skylle/køle dem af i den tredje, hvorefter de stilles til tørre eller aftørres med det samme.

Systemet bruger jeg stadig i dag når det drejer sig om vin- og øl-glas, og det virker fantastisk. Resultatet er meget rene glas, der stort set ikke skal tørres af bagefter.

Den rigtige rækkefølge var også noget Kirsten bankede ind i os:

Glas, kopper, bestik, tallerkner, alt det andet.

Min hollandske ven Lex (som desværre døde for et par år siden) lærte sin kone Juliette, at 1) han elskede hende og 2) han ville smide hende ud, hvis hun nogensinde vaskede hans ølglas i andet end det specielle opvaskemiddel man kan købe i Holland til ølglas.

Jeg fik derfor en flaske med det gode opvaskemiddel, som ikke giver den der hinde af sulfo på glassene, der dæmper ølskummet meget. Den har jeg stadig, og jeg bruger typisk én dråbe per glas, hvilket ser ud til at være rigeligt. Midlet fås ikke i Danmark, hvilket gør at man alle steder nu bruger "spool-boys" og andre remedier til at skylle sulfo af ølglas lige før man hælder øl i dem. Jeg synes jo det er noget smartere helt at undgå problemet ved at bruge det rigtige middel fra starten.

Jeg kan se på min flaske, at det er Metro i Holland, der forhandler dem. Så jeg kontaktede for et par år siden Metro i Danmark og foreslog, at de hev nogle af dem hjem - om ikke andet kunne det blive et fedt stunt hos øl-entusiasterne, der trods alt tæller flere medlemmer end noget politisk parti i Danmark.

Det var fantastisk at se reaktionen (per mail) hos diverse chefer i Metro Danmark. Det havde de aldrig hørt om. De havde travlt. Om ikke jeg ville vende tilbage om nogle måneder? Yeah, right, det er måden at håndtere forslag fra kunderne på :-)).

Nå, men hvis man er rigtig cool skaffer man sig sådan noget opvaskemiddel specifikt til glas - ellers sørger man for at skylle dem i noget vand lige før man skal bruge dem for at undgå, at skummet bliver noget tarveligt og kedeligt noget i øllet, eller at vinen tager smag af sulfo.

En kærlig tanke herfra til Kirsten, der lærte mig at vaske op. Når man en sjælden gang gider sætte de tre baljer/kar op på række går det bare stærkt med at få vasket op.

Jeg har udviklet en teknik, hvor jeg sætter en opvaskebalje ned i vasken, så den er første trin, mens vasken i sig selv er andet trin og en ekstra balje eller skål ved siden af vasken er tredje trin med koldt vand.

Kogebog: Rødvin - to gode råd

Jeg ved intet om rødvin, og det gør meget få mennesker i virkeligheden. Rigtigt mange kan tale lettere sort om alt muligt faktuelt - hvor disktriktet ligger, hvem der ejer hvilke marker, osv. Men jeg tror ikke det er mere end en håndfuld mennesker i Danmark, der reelt kan SMAGE vin og kende forskel på de forskellige typer og områder uden at have information på forhånd. Slet ikke de forskellige vinanmeldere. Giv dem en prøve eller to, hvor de har bind for øjnene, og de fleste af dem har svært ved at skelne mellem hvid og rød vin.

Anyway, jeg har to råd, som jeg har fået gennem tiden, og som har holdt, vedr. rødvin:

1. Man kan ikke få hovedpine af Beaujolais (sådan generelt), fordi de indeholder meget lidt taniner. Jeg har selv testet det ved at sætte to-tre flasker til livs, vel at mærke uden at blande med anden spiritus, på en aften, og godt nok kan man være tung i hovedet dagen derpå, men hovedpine får man ikke. Det er jo en fantastisk ting at kunne fortælle den udkårne når hun sidder i sit stiveste puds overfor én.

2. Alle vine over 13 eller 13.5% smager godt. Punktum. Det er noget med, at vi godt kan lide fede vine. Jeg har testet tesen i mange, mange år, og den holder.

Disse to råd gør, at man kan købe fremragende vin til 20-25 kroner flasken rundt omkring i supermarkederne, hvis man er på røven.

Derudover er det en fantastisk god ide at sørge for, at rødvinen er kølig, dvs. ved 18 grader eller deromkring, når man serverer den. Det gør den SÅ meget behageligere, og så har man også dét at snakke om.

Kogebog: Opb(r)agt Sovs

Opbagt sovs, også kaldet opbragt sovs, er sovs på den gamle måde: Man varmer noget fedtstof, hælder mel i til man har fået en melbolle, og så hælder man noget godt derned, indtil det er en sovs, dvs. passende flydende.

F.eks. kan man smelte en smule smør, hælde mel i lidt efter lidt mens man rører som en gal indtil man har den kendte smør/melkugle, og så hælde vand fra kartoflerne i, eller noget vand og bouillonterninger (for at give det smag) eller saft fra kød eller panden eller ovnfadet... eller bare mælk. Og måske noget kulør, så det hele bliver pænt brunt/mørkt.

Ideen er, at man tilsætter mel lidt ad gangen mens man opbygger bollen, og derefter tilsætter de flydende ting lidt ad gangen mens man rører flittigt og hårdt for at undgå klumpesovs.

Hvis klumpesovsen alligevel indfinder sig kan man prøve med en blender (fuld tryk i et godt stykke tid) eller andre tricks, som jeg er sikker på Ole kender....

Hvis sovsen er brun og klæber til kartoflerne er det godt.

Et trick, som min lillebror Henrik udtrænkte, var egentlig ganske smart: Den væde, der er i glas med Jalapeno-chili-skiver, smager rigtig godt i sovs. Det gælder også væde ved syltede agurker.

Kogebog: Sukker i Sovs

Det er en god ide altid at putte en teskefuld sukker i al sovs, og det er ligeledes en god skik når man laver visse supper, især når de indeholder tomat, som har en tendens til at være sure. En lidt ulækker detalje er, at der er tilsat sukker (men det er ikke deklareret) i flåede dåse-tomater, og selvom det hjælper bør man stadig være opmærksom på, at tomatsuppe lavet på sådanne dåser kan blive ret surt, så lidt sukker kan være godt.

Kogebog: Bouillonterninger

Ole har læst eller hørt et sted, at man ligeså godt kan nøjes med at købe hønsebouillon-terninger, for de smager af mest. Vist nok en kendt kok. Ja, hvorfor ikke?

Kogebog: Introduktion

Jeg skrev en slags kogebog i midt-firserne med titlen "Overlevelse for Ungkarle".

Lizette, som er fotograf, fotograferede mig for nyligt til Prosa-bladet og syntes under den efterfølgende frokost at det kunne være sjovt at lave en rigtig kogebog ud af den idé.

Oprindeligt var ideen, at jeg opdelte al mad i fire kategorier:

* Slam
* Fisk i fad
* Kylling på 1000 måder
* Alt det andet

Rigtigt mange retter falder i en af de tre første kategorier, og har man først forstået principperne i dem kan man nemt se, hvor en ret hører til, og så kan man slappe af og "bare" holde sig til de simple principper.

Eksempel: "Slam" er defineret på følgende måde:

- Man varmer/bruner en eller anden form for fedtstof i en gryde (smør, olie, margarine)
- Man bruner nogle grøntsager og/eller noget kød
- Man tilsætter noget væske
- Man tilsætter nogle krydderier

På den måde vil selv en relativt kompliceret ret som Coq au Vin pludselig være til at forstå og HELT nede på jorden, når man læser den - og så kan man endelig slappe lidt af og ikke være nervøs for, om man nu også har fået den helt rigtige mængde af et krydderi, der kun fås i meget underlige butikker.

Kylling på 1000 måder går ud på at skære en kylling i stykker (eller ej), smøre den ind i noget tykt (eller ej), og drysse krydderier på den (eller ej), hvorefter den skal have varme i enten ovn eller gryde.

Fisk i fad består af noget fisk (i folie eller ej) med noget væde (eller ej), nogle grøntsager (eller ej) i et fad og så afsted i ovnen.

Nå, men hvis det skal blive til en rigtig bog, som folk gider læse og kan bruge til noget, så skal vi også være lidt mere konkrete, og derfor spurgte jeg Ole Erecius om han ville være med. Han er nemlig den bedste kok jeg kender. Det ville han gerne, og det er bare godt.

Nu ved I det. Nu begynder jeg at lave noter her på bloggen, som så kan kommenteres - og det skal så blive til Overlevelse For Ungkarle en dag....

Lizette fik den idé, at vi kunne lave retterne på et køkken på RH-kollegiet, fordi det var dét vi mødtes og det var der jeg udviklede konceptet. Stort. Faktisk synes Ole og jeg, at vi burde fremleje et værelse på RHK i en uges tid mens vi laver retterne og 'ligesom lever os ind i miljøet' igen, dvs. går i baren hver aften...

Hvert emne vedr. 'Overlevelse For Ungkarle' har tema-ordet 'Kogebog' i sig, så man kan nøjes med at søge på dette for at se de relevante indlæg.

Uddannelsessystemet: (tur) Retur

Jeg skal nok skrive noget om "måltal" senere, men min erfaring fortæller mig, at folk altid opfylder de målbare krav der stilles til dem - men ofte på en helt anderledes (kreativ) måde end opfinderen af de pågældende måltal forudså.

Det her skal imidlertid handle om vores undervisningssystem, der nærmer sig mongo-bonge-stadiet:

* På flere højere læreanstalter er det de selvsamme lærere, som har undervist eleverne, der skal stille eksamensopgaverne. Det tror jeg ikke engang man gør i Øvre Volta.

* Haarder (som jeg virkeligt godt kan lide af andre årsager) har bestemt, at læreanstalten får penge per bestået elev. Der er med andre ord gået McKinsey i den, og det fører aldrig til noget godt.

* Det forventes derfor, at de fleste elever består, fordi a) det er læreren selv, der har undervist dem, b) det er afgørende for skolen at få penge per bestået elev... og det pres opfattes skam også er den enkelte lærer - som ikke desto mindre går ind i prostitutionen med vidtåbne øjne for at tjene lidt ekstra til skolen v.h.a. en masse beståede eksamensopgaver. Som han selv har formuleret. Og efterfølgende undervist efter, gerne med bemærkninger a la "Dette vil I nok komme ud for til eksamen" til de spændte tilhørere.

Den er helt gal.

Jeg ved, at dette finder sted på visse videregående uddannelser, men jeg ved ikke, hvor udbredt det er endnu. At belønne uddannelsessteder efter, hvor mange kandidater de producerer opfordrer jo netop ikke til højere kvalitet, men mindre kontrol af de enkelte.

Når man så samtidig tillader, at lærerne selv laver eksamensopgaverne i det materiale de har undervist i - til de elever de har undervist! - er det jo den direkte vej til korruptionen, idet man så selv kan trykke sine penge. Og hvis man ikke lader sine elever bestå på de betingelser har man jo bare fortalt Verden, at man ikke har undervist folk ordentligt og/eller lavet dårlige/urimelige eksamensopgaver.

Adskillelsen af underviseren og opgavestilleren troede jeg faktisk var hellig når det gjaldt de mere seriøse undervisningssteder, men det er ikke tilfældet mere.

Alligevel er vore kandidater dårliger rustet end dem fra andre lande omkring os :-)).

Medier: Journalister og Dovenskab

Jeg ved faktisk ikke særligt meget om journalister. Jeg har haft en masse med dem at gøre i de senere år, men nogen ekspert er jeg bestemt ikke.

Så meget desto nemmere er det for mig at komme med generelle og grove anklager mod dem. Og usubstantierede, naturligvis :-)).

Jeg har på den ene side en fornemmelse af, at de fleste journalister idag er gået ind i faget for at komme i medierne. Fordi:

* De stiller hele tiden ENORMT lange "spørgsmål", som indeholder statements, holdninger, drejninger osv. - og er så til gengæld meget dårlige til at høre efter, når interview-offeret til sidst får mulighed for at svare.

* De har på forhånd skrevet artiklen og skal nu bare liiiige have en udtalelse, der passer til tekstens pointe. Der tales i fagkredse om begrebet "Tele-analytiker John Strand", fordi man kan få ham til at sige lige dét, der passer ind i den forudskrevne artikel. På den ene side er det fedt for journalisterne, at de har disse "Teleanalytiker John Strand"-typer - på den anden side ved de jo også godt, at de muligvis vildleder deres læsere. Men også her er der tale om rigtig meget spalteplads til journalisten og meget lidt til interview-offeret.

* Det er totalt umuligt at få dem til at lave egentlig journalistisk arbejde. Hvis man kommer med en historie eller nogle rygter spørger de uværgerligt, om man ikke har en kilde de kan ringe til - hvorefter de skriver en - hvad jeg kalder "doven" - artikel med påstanden og lidt udtalelser fra "kilden". Hvis de selv skal til at lave arbejde, så bakker de ud. Der sker intet.

Sådan har jeg haft det med journalister i et stykke tid. Jeg har bedt flere af dem (søde mennesker er de iøvrigt næsten alle sammen) om at lette røven og få lavet journalistik istedet for journalisme. Jeg har svinet dem til. Jeg har spurgt dem, hvorfor de var så dovne - og så videre, og så videre.

Men jeg må jo samtidig også prøve at forstå, hvorfor de gør som de gør. Der er nogle ting, der NÆSTEN kan retfærdiggøre de ting jeg har nævnt ovenfor:

* Der er for få nyheder og for mange medier, så alle historier skal skrives (af den samme journalist) på 2-5 forskellige måder, alt efter om det er den skrevne avis, online-avisen, gratis-avisen, eller noget helt fjerde.

* Der er for få nyheder og hver journalist har måltål nu om dage for, hvor mange linier de skal producere (åh Gud, et forfærdeligt udtryk) og også tit for, hvor mange historier de skal levere per dag. Jeg skriver om måltal og de perverteringer de medfører en anden god gang, men min tese er, at man altid får den opførsel man belønner - man kan bare aldrig forudsige, hvad den opførsel præcist går ud på. Så journalisterne leverer det de er blevet bedt om - nu uden sjæl eller indleven. Og da SLET ikke med indsættelse af almindelig journalistik-praksis :-)).

* Deres "medier", dvs. online-dimser og trykte aviser, er ekstremt følsomme m.h.t. deres annonce-indtægter i disse tider (og det holder nok ikke op - tværtimod), så de TØR rent faktisk ikke svine et begreb som "SOA" til, hvis de har to-tre multinationale selskaber, der varmt anbefaler deres kunder det sidste nye, dvs. SOA, via ugentlig annoncering.

* Aviser og deslige ledes i stigende grad af unge fløse i jakkesæt, der ved alt om Excel og intet om journalistik. Totalt uegnede til jobbet. Fordi de intet ved om faget og intet føler for det heller - udover imponator-effekten overfor hunnerne i baren over at kunne fortælle, at de er ansvarlige for nogle "medier" - er de særligt udsatte for den fare det vitterligt er, at

- prøve at finde vejen frem ved at kigge sig tilbage eller
- lede efter "best practices" fra andre steder, dvs. kopiere andre for at kunne være unikke

Så de kloge fortæller mig, at det er en naturlig følge af, at der er mange medier, masser af journalister (og en masse andre, der gerne vil i medierne), for få historier og for mange måltal, der umuliggør fordybelse i en enkelt historie (dvs. egentlig journalistisk arbejde i modsætning til hyggelig formidling via andre grund-kilder).

Hrrrmmmfff.

Saturday, May 10, 2008

Best Practice/Best Evidence

Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet om dette før, men engang sidste år købte jeg weekend-udgaven af Information, fordi jeg skulle have noget tid til at gå på et hospital (det er vel i den slags situationer man køber Information :-) ), og faldt over et indlæg fra Gunvar Auken, som egentlig beskæftigede sig med sundhedssektoren (man vil lave et fjollet eksperiment-plejehjem "baseret på best practices fra andre lande"), men det falder fantastisk godt i tråd med ting jeg selv har gået og iagttaget i IT-verdenen.

Dybest set er der jo tale om intellektuel dovenskab og håbet om "det tekniske fix" ved at kopiere andre.

Tænk på alle de "best practices" foredrag, whitepapers og andet vi udsættes for. På Oracles konference i San Francisco i efteråret var der 762 ud af 1600 indlæg, der havde de to magiske ord i titlen, tror jeg. De kan jo ikke alle være de bedste. Nogle af dem må så være allerbedste eller absolut bedste, andre må være mindst bedste.

Gunvars betragtninger sætter disse ting i et fint perspektiv, synes jeg...


===============================================================================
Der forgår pt en kamp mellem 'best practics' og 'best evidence' og den første vinder. Reelt foregår der ikke forskning, men bare kopiering. Vi skulle kopiere japanerne engang i 70'erne/80'erne, og nu skal vi lave Lean igen. Men det bliver aldrig til noget, for vi er ikke som dem. Vi sidder ikke og kærer os om de sidste 0.001% af ét eller andet af angst for at blive tvunget til at hugge et par fingre af eller begå rituelt selvmord.

Vi forsker ikke i evidensbaseret metodik - vi bruger inspiration fra anden brug af best practice, og det er i sin kerne i bedste fald tilbageskuende, mens forskrning kan skue fremad. Worst practices er faktisk bedre. Det hæver pinden.

Anerkendelse og kvalitet skal knyttes til et fagområde - ellers er der ingen faglig stolthed og tiltrækningskraft for området, medarbejdernes medvirken og lavt fravær. Tro ikke, at kontrol og resultatmålinger giver den samme kvalitet. Arbejdsmæssigt får man det man måler på - og måler man det relevant? Hvad hjælper det, at man kender svaret, hvis man ikke kender spørgsmålet?
===============================================================================

Best Practices er mange ting efterhånden.

Nogle gange er der tale om decideret "vand løber nedad"-agtige råd, såsom: "Sørg for, at der er tilstrækkelig kapacitet på maskinen til dine behov" eller "benyt de nyeste features, hvor de giver mening for din applikation". Så har man ligesom også dækket sig ind, intet forpligtet sig til og "gjort noget". Det kan også være nødvendigt, hvis man som ansvarlig for et helt nyt produkt bliver beordret til at have et papir klar med Best Practices for udnyttelsen af produktet - før det overhovedet er blevet set i praktisk anvendelse.

Andre gange er der tale om iagttagelser fra en konkret installation eller to: "Læg altid log-filer på seperate diske", "Brug altid mindst tre diske til logfilerne" eller "Sæt altid parameteren

til værdien ". Den slags tager jo for sig selv. De virkede i en bestemt installation, men behøver så sandelig ikke at give positive resultater i en anden.

Derfor kan jeg ikke fordrage Best Practice :-). Jeg har også tidligere harceleret ovet det i nogle video-klummer:

http://www.comon.dk/index.php/news/show/id=32801
http://www.comon.dk/index.php/news/show/id=35617

Sunday, May 04, 2008

Overlevelsestur til Montana i 1991

Min kone var skredet og havde taget barnet med sig. Oles kæreste blev forelsket i en af hans arbejdskolleger, mens de alle sad på en café. Vi var lidt nede i de dage i 1990/1991.

Men så fandt vi ud af, at man mindst én gang i siv liv skulle prøve at leve uden velfærdssamfundets sikkerhedsnet. Med andre ord: Det var på tide at lave noget farligt og unødvendigt, sådan som drenge skal ind imellem. Hvordan f.eks. med 14 dage uden mad i en ødemark? Dét lød rigtigt.

Hvordan vi fandt ud af, at det skulle være Montana kan jeg ikke huske, men det skulle det. Vi planlagde så godt vi kunne, dvs. vi pakkede en masse ting i store rygsække, holdt nogle gode afskedsfester og drog afsted.

Ole gav mig en pragtfuld kniv til min 30-års fødselsdag (4. maj 1991), som han betegnede som "Bjørnegift". En tidligere kollega fra Sparekassen SDS, Susse, og hendes mand Jørgen Overbye gav os en masse lakrids - saltbomber, tror jeg - fordi de vidste, at jeg var helt vild med lakrids. Det reddede formentlig mit liv, som det vil fremgå senere.

Vi havde medbragt en lille smule udstyr til fælder mv., men havde en ide om at købe våben derovre. Det var jo trods alt USA.

Vi ankom i fin stil til Montana, kørte lidt rundt og fandt så ud af, at FBI tog sig af våbentilladelser i Montana (normalt er det ATF). Vi fik et møde med en flink agent Johnson, der forklarede os et par ting:

- Vores forslag om at tage ud i Bob Marshall Wilderness var rigtig godt, hvis vi ville have det vildt. "Pretty rough country", som han sagde. Man skal høre godt efter, hvad de lokale siger.

- Vi kunne ikke købe skydevåben. Det krævede, at man boede der i mindst tre måneder. Bue og pile kunne vi godt købe.

- Det ville være en god idé at købe en peberspray ved navn Counter Attack til beskyttelse mod bjørne. FBI havde testet den ved at sætte en agent ind i et solidt bur og så ellers hidse en grizzly op. Counter Attack havde en rækkevidde på 8-9 meter og virkede fint. Bjørnen havde siddet og gnedet øjne i halvanden time og var så lusket væk.

Vi købte Counter Attack og en fin jagtbue (60 punds træk) og nogle grumme pile af forskellig art, og så kørte vi ellers ud til en øde P-plads ved en sø/dam i vores lillebitte lejebil af en Talbot, parkerede og begav os afsted.

Det krævede en del vandring på en slags bjerghylde, men så var vi også godt oppe i Rocky Mountains i et par kilometers højde eller mere, og det var vitterligt 'Pretty rough country'. Vi så stort set ingen dyr i den uges tid vi var derude...

Vi havde naturligvis ikke taget mad med overhovedet, for så ville det jo ikke være "rigtig" overlevelse. Well, det lykkedes Ole at fange fem fisk ialt, som vi glade spiste, men de var ikke store, og det var ikke meget for os, så kombinationen af for lidt mad og højden gjorde, at vi sov længere og længere for hver dag. Vi var vist oppe i nærheden af 16 timer til sidst.

Vi var ret omhyggelige med lejrslagning. Vi sørgede for ikke at sove i det tøj vi havde på når vi tilberedte fisk, for det er jo noget bjørne kan lugte. Vi havde også snubletråde med diverse ting bundet til dem spændt hele vejen rundt, og de blev udløst om natten nogle gange, hvilket kan vække de fleste - så var det bare om at råbe og skrige og lyse med lygter i håb om, at evt. bjørne ville luske væk.

En dag nåede Ole ikke tilbage fra fisketur før det blev lidt halvmørkt. Han kom til at gå op fra Sun River på et forkert sted, og endte pludselig lige foran en hule, hvor der lugtede meget kraftigt fra. Vi havde fået at vide, at bjørne lugtede utroligt dårligt og kraftigt, så Ole bakkede forsigtigt væk fra hulen, indtil han trådte ud i intetheden og styrtede nogle meter ned. Da han nåede frem til vores lille lejr havde han stadig fiskestangen i højre hånd og fisken han havde fanget i venstre, men så iøvrigt lettere rystet ud - ganske forståeligt.

Jeg var ikke til ret megen nytte. Svag og ubeslutsom. Og så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at snyde og spise af lakridserne i hemmelighed. Spiste mig endda ind på Oles andel af den. Kunne ikke lade være. Der gik lang tid før jeg forstod hvorfor (mere om det nedenfor).

Efter en uges tid på den måde måtte vi opgive og begive os ud. Det tog et døgn at komme ud til bilen via den førnævnte bjerghylde, men det gik.

Der var 70 miles til nærmeste by - Aurora - ad en grusvej, og efter få minutter skred Ole ud i et sving og vi endte i grøften. Godt så. Midt i absolut ingenting, uden mobiltelefon, uden mulighed for at få bilen op - og meget, meget sultne. Fantastisk situation.

Få minutter efter kom en bil med kran på ladet kørende, ført af en 120 år gammel mand, og med hans lige så gamle kone siddende ved siden af. De stoppede, vi forklarede situationen, de hev os op på få minutter, og ville ikke have noget for det. Mirakler sker!

Nå, vi kørte videre til Aurora, hvor ingen - INGEN - brugte kreditkort, og vi havde ingen kontanter. Ingen medlidenhed heller. Vi måtte give op og - nu rigtigt, rigtigt sultne - køre videre mod storbyen Great Falls (hovedstaden i Montana).

Vi var der to timer senere, og jeg fik den lyse idé, at tage hen til politistationen, fordi strissere altid ved, hvor der er god og billig mad. Den vagthavende hed Lieutenant Meade, hvilket minder lidt om 'Meat', tænkte jeg...

Han hørte på vores historie om, at vi lige havde været en uges tid i Bob Marshall Wilderness uden mad, og at vi gerne ville spise godt og rigeligt et sted. Han smilede lumsk, og spurgte, om vi var interesserede i en stor, saftig steak? Ja! Hvad så med nogle virkeligt lækre bagte kartofler med fyld? Jeps! Og en masse lækkert salat og tilbehør? Jaaahhh! Jubiii! Godt, sagde han så, efter at have holdt os på pinebænken i et stykke tid - og fortalte os vejen til en god restaurant, som han selv godt kunne lide.

Det var fantastisk. De havde det hele, vi fik en stor drink først, bestilte en masse mad og rødvin - og kunne næsten ikke spise noget. Maven snørrer sig jo sammen under fasteperioder, så vi måtte give op halvvejs inde i steaken, rørte næsten ikke tilbehøret, og kunne ikke engang drikke rødvinen op.

Så tilbage til politistationen for at sige tak og for at spørge om en god campingplads. Den nat sov vi tungt med kun antydningen af mavepine.

Resten af tiden i Montana brugte vi på at køre rundt og opleve en masse. Vi spiste også en del chips (mest mig) og drak en del colaer. Billeder af bagsædet fyldt op med affald blev senere på det skammeligste udleveret af Ole til min chef i Oracle, så han kunne argumentere succesfuldt for, hvorfor jeg skulle udnævnes til Jerk of the Year 1991 ved firmaets julefrokost i Blue Elephant-restaurantet på SAS-hotellet ved Langebro.

Ole undrede sig over, at jeg kunne spise så mange kilo chips og dip hver dag. Det viste sig senere at hænge sammen med det med lakridserne... mere om det senere.

Der var også en fantastisk episode i Montana, hvor vi var ved at blive arresterede ved en high school. Det er en særskilt historie til en anden, god gang - og er en af årsagerne til at jeg stadig har det lidt anstrengt med den gamle gut Jim Beam.

Så fløj vi til Florida, lejeje en bil, deltog i en Oracle-konference (IOUG 1991), mens vi boede i halvdelen af et hus, som Ole havde skaffet da han mødte en ex-jugoslav, som sad i receptionen af et hotel og tænkte mere på at leje sit eget ud end at sælge hotelværelser til gæster. Meget fint sted, hvor et par andre gutter (bl.a. Mogens Egan) også endte med at sove - og hvor vi holdt en danskeraften med kyllinger og øl i store mængder. Affaldsstakken bagefter var halvanden meter høj og vel en kvadratmeter i grundareal.

Vi kørte også et smut til min gamle stat Louisiana. Det var jo bare et smut henad Interstate 10-highwayen... Undervejs, midt om natten, ankom vi som de første til et alvorligt uheld med fire unge piger, der havde stjålet en åben firhjuls-trækker med styrtbøjle for at komme til New Orleans og feste. De rullede rundt og blev kastet ud (de brugte ikke sikkerhedsseler). Ole og jeg gik lidt rundt og hjalp hvor vi kunne og fik fremfor alt de åndssvage Highway Patrol-folk til at holde deres mund og holde op med aggressivt at udspørge de stakkels piger, der var i chok, om hvem der førte bilen og alt muligt andet.

Så kom ambulancerne, pigerne kom afsted, og vi kørte videre.

Det var noget af en tur, var det, sådan alt taget i betragtning. Jeg rejste hjem og Ole rejste videre til Californien for at lave noget arbejde for Uniras, tror jeg. Dengang måtte man kun have for 300 kroner varer med hjem fra USA. Jeg blev naturligvis stoppet i tolden og spurgt, hvad dét var for en underlig lang, tynd kasse? En jagtbue, svarede jeg, mens mit hjerte sank lidt. Det er noget af et våben at tage ind i landet uden våbentilladelse... Der gik lidt tid, før jeg forstod, hvad manden egentlig sagde. Han ville høre, om jeg var klar over, hvor meget jeg måtte have med for? Ja, 2000 kroner, svarede jeg. NEJ, sagde han - USA var jo ikke et EU-land. Nå, for Søren, sagde jeg... Så han ville vide, hvor meget den bue havde kostet. 50 dollars, svarede jeg hurtigt! Så regnede han længe på en lommeregner og dømte mig så til at betale 149 kroner i told.

Jeg var temmelig lettet, da jeg slap derfra. Vi har stadig buen et sted, selvom vi ikke har brugt den siden vi holdt Polterabend for Jesper (på den anden dag).

Ole kom hjem nogle uger senere og medbragte den fede multi-CD-spiller jeg havde købt for en slik (ca. 200 dollars). Jeg kan stadig se ham komme frejdigt ud fra tolden med CD-spiller-kassen stående frit fremme på vognen. Han blev heldigvis ikke stoppet.

Vi har lavet mange ting sammen, Ole og jeg, men den tur til USA var fantastisk.

Nåja, forklaringen på lakridserne og de to kg chips per dag, og min generelle svaghed? Jeg begyndte at blive meget svag, få kramper de mest utrolige steder, og generelt blive lidt underlig. Måtte til sidst flytte hjem til mine forældre, fordi jeg ikke engang selv kunne gå op ad trapperne til min lejlighed.

Det tog vores fantastiske syge(hus)væsen frem til august 1992 før de fandt ud af, at jeg led af Morbus Addison (binyresvigt - ingen binyrehormonproduktion - stor saltmangel, lavt blodtryk). Det forklarede, at jeg elskede lakrids - det hæver blodtrykket. Og chips hjælper (salt, osv.) også. Da jeg blev bragt ind med ambulance var mit blodtryk 32/34 eller så. Der var en halv time tilbage, sagde de senere...

Friday, May 02, 2008

RHK: Ølhunden Dortmund

Efter en ekstra hård aften/nat i baren besluttede Ole og jeg, at vi havde brug for en ølhund til at transportere øl i.

Dens krop var en solid papkasse, og dens fire ben var solide pap-søjler på ca. 15 cm højde forstærket MEGET med bred, brun, superstærk tape. Disse fire ben blev så anbragt på to ski (igen med megen tape), således, at den blev terrængående.

Så fik den en lang hals (pap, tape....) på ca. 30-40 cm. længde, nogle flotte ører, en imponerende snude, øjne af ølkapsler sat på søm, samt en krøllet hale lavet af bølgepap.

Vi testede den allerede samme aften. Vi fyldte den med øl og trak afsted med den (en tørresnor gjorde det ud for hundesnor) ned i baren, hvor den fik lov at stå og hænge ved disken sammen med os andre.

Den tjente os godt i mange år, og sidst jeg var på Køkken 2A var den stadig i live i kosteskabet i TV-stuen. Om den stadig lever ved jeg dog ikke.

Vi brugte den til mange ting, og den svigtede aldrig. 30 øl kunne der sagtens være i den, og den passerede nemt selv kraftige forhindringer.

Ære være Dortmunds minde. En ølhund af de sjældne. Jeg ville ønske der fandtes et billede af ham.

RHK: Op på Fars hat - opringning til Jarl Friis Mikkelsen

Vi var alle helt vilde med sangen "Op På Fars Hat" med Jarl Friis og Co. Vi var naturligvis også inde at se filmen. Det er klart.

Men da vi prøvede at få skrevet teksten ned, så vi kunne synge den til en køkken-fest var der ting vi ikke forstod.

Hmm. Så fik jeg den lyse idé at ringe til manden selv. Oplysningen havde hans hjemmenummer (respekt til ham for dét), og han svarede også med det samme, omend han lød lidt distræt - som om han fulgte med i noget andet samtidig med at han talte med mig.

Men jeg forklarede ham problemet, og han fortalte med det samme, hvad det var de sang i det pågældende vers eller omkvæd, og så sagde vi pænt farvel til hinanden.

Jeg gik straks ud i TV-stuen for at fortælle de andre om mit held - og de sad sør'me og så en direkte, live, TV-udsendelse med Jarl Friis Mikkelsen.

Se, det er noget af et kunststykke både at kunne tage telefonen hjemme i privaten OG være på, live, i studiet i TV-byen samtidig. Det var vi imponerede over.

Men han lød altås også lidt ukoncentreret i telefonen.

RHK: Bogkopiering

På et tidspunkt havde jeg et fedt job, hvor der var kæmpestore kopimaskiner til rådighed i lange baner.

Det benyttede Ole og jeg os af i dén grad: Alle mulige nyttige (og unyttige) fagbøger og papirer blev kopieret.

Det har været flere METER papir vi brugte på formålet.

Lange aftener blev brugt på noget så hylende morsomt som at kopiere tykke bøger.

Andre nød også godt af det. Til tider kopierede vi også for venner og bekendte, der måske ikke kunne skaffe eller ikke havde drømt om at købe en eller anden nørdet bog eller underlig EDB-manual.

Jeg tør ikke tænke på, hvor meget tid vi brugte på det, men vi finder stadig begge to rester af den tids anstrengelser rundt om i bogkasser på loftet eller på vore boghylder.

Det er egentlig også muntert at tænke på, hvordan pokker vi rent faktisk fik plads til alle de bøger og kopier på vore små kollegieværelser.

Vi kunne reparere og servicere de store kopimaskiner bedre end de fleste teknikere til sidst, tror jeg.

Siden dengang har jeg ikke rigtigt rørt kopimaskiner for alvor. Jeg fik nok, tror jeg. Lidt ligesom at lægge undertøjet perfekt sammen eller pudse støvler, når man er i Livgarden. Man får nok.

Thursday, May 01, 2008

Miracle: Starten

I 1997 startede jeg Premium Services op i Oracle Danmark, og da det blev lukket ned i 2000 (grundet beslutninger højere op i Oracle Corp.) var vi vel tæt på 40 folk i gruppen.

Det var tre gode år, men nu måtte vi til at lave andre ting. En af gutterne - Michael Möller - sagde på et tidspunkt de profetiske ord "Problemerne er der stadig - kunderne er der stadig", og jeg kan se idag, at de tre år, hvor vi besøgte rigtigt mange Oracle-kunder, i virkeligheden var en fantastisk forberedelse på Miracle A/S.

Men det kunne jeg jo ikke vide dengang. Jeg skiftede job og blev salgschef og var ikke glad, selvom det bragte mig en ny firmabil, en lækker Saab 9-3 med 195 HK.

En sommerdag i 2000 stod jeg og hjalp Piet (min første kones nye mand) med at lave et haveskur, da min gamle skolekammerat Lasse ringede til mig. Han var (også) træt af sit arbeje og sagde så:

"Skal vi ikke lave et IT-firma? Du må have en masse kontakter og jeg ved, hvordan man sørger for, at bankerne er glade."

Det syntes jeg lød som en god ide, og til allersidst i denne time-lange samtale (stakkels Piet måtte selv grave stolperne ned) sagde vi det følgende til hinanden:

Jeg: "Hvis vi laver det her, så vil jeg foreslå, at du bliver administrerende direktør. Det ser mere seriøst ud. Jeg kan kalde mig ét eller andet - jeg er ligeglad."

Lasse: "Nørgaard, hvor ER jeg glad for, at du selv foreslog det." Og så var jeg teknisk direktør indtil vi blev enige om (nogle år senere), at jeg skulle have titlen adm.dir., fordi jeg hele tiden var i pressen. Så skiftede Lasse til bare at hedde Direktør.

I de næste måneder lavede vi business-plan, budgetter, snakkede med potentielle medarbejdere, osv. osv. Vi besluttede os for at lægge stærkt ud med otte medarbejdere fra begyndelsen. Lidt risikabelt, men det var gode folk, og vi var sikre på, at de kunne sælges.

Min gamle bank Nordea (Sparekassen SDS blev til Unibank som blev til Nordea) ville meget gerne være vores bankforbindelse (flere af dem kendte mig i forvejen), men de fik NEJ fra hovedkvarteret, fordi det var ved at være hårde tider i IT-branchen.

Men Carl fra Danske Bank i Svendborg kendte Lasse fra hans tidligere job og fik det banket igennem, selvom hans bagland også sagde NEJ. Fedt. Iøvrigt har vi aldrig haft brug for at låne penge af dem, og idag er Lasse jævnligt ude og sætte nogle millioner i en bank i et kort stykke tid, fordi vi har overskuds-likviditet. Men Carl troede på os, og det glemmer vi aldrig.

1. november 2000 var den officielle startdato, og det gik jo godt. Vi havde en nedtur da dotcom/telco-crashet ramte Danmark for alvor, men efter tre måneder med underskud var vi på sporet igen og vi har haft overskud i alle årene.

Vi har tit grinet af det faktum, at jeg vidste en masse om database-markedet og Lasse var uddannet økonom og havde brugt 10 år af sit liv som økonom for partiet Venstres folketingsgruppe - og alligevel lykkedes det os at starte op på et tidspunkt, hvor hele markedet gik ned ad bakke. Så meget for alle vore erfaringer og kloge ord :-) .

RHK: Legenden Christfort

Christfort er nævnt i adskillige andre indlæg, men her er et par små-historier og løse ender...

Han startede på DTU som ingeniør, men fattede hurtigt interesse for datalogi (takket være Ole, tror jeg), og begyndte derfor på DIKU, hvor han også klarede sig fantastisk. Samtidig lavede han lige et firma sammen med sin bror, som endte med at have en halv snes medarbejdere siddende i et hus i Rødovre. De lavede håndbårne terminaler til indtastning af data. Meget smart. Han kunne noget med elektronik.

Jeg skaffede ham faktisk hans første studenterjob, nemlig hos Statens Byggeforskningsinstitut (SBI), hvor han klarede sig rigtigt godt, og hvor chefen foreslog ham at lave sit eget firma så han kunne kræve lidt mere i løn for det aldeles fremragende arbejde han lavede.

Da han var færdig med studierne (inkl. en HD han lige snuppede ved siden af) blev han ansat i McKinsey, var et smut i Cape Town for dem, tog så et år på Harvard og ringede derpå og spurgte, om ikke jeg kunne få ham introduceret til nogle mennesker i Oracle. Det gjorde jeg, og hurtigt derefter var han Chief Technology Officer i Oracle Mobile, med fed, gammel, åben sølvgrå Mercedes og en fantastisk lejlighed i San Francisco.

Nu om dage lever han af at sælge vandingsanlæg eller sådan noget til vinavlere derovre. En driftig herre.

Bagmanden: "Christfort og hans tre senge på værelset... og hans romer-periode."

Bagmanden: "Christfort var vist også relateret til de tvillinger, som vi mødte i Tivoli engang - og Erecius udbrød noget i retning af "Ha, det er kun en far der kan sige sådan noget" (det var hendes meget ældre kæreste...)."

Bagmanden: "Der var jo også en god tur til Trysil (hvor der blev lavet meget mad forinden - og spist mange dåse-croissanter). Christfort var meget aktiv på den tur... - han sad og bjæffede hver gang Directore sagde noget... og så havde han sine udfordringer med at rense pejsen fordi da han var færdig kom der meget sne gennem skorstenen (forfra)."

Jeg kan tilføje, at Christfort også¨havde sin øl-periode. Da han flyttede ind på køkkenet og i lang tid derefter nægtede han at drikke øl. "Man bliver bøvet af øl" sagde han gang på gang. Indtil Ole Erecius en dag sagde til ham: "Hvordan kan du udtale om sådan noget, når du ikke selv har prøvet det?" Det måtte Christfort give ham ret i, og så fandt han ud af, at han faktisk godt kunne lide øl, og i det næste halve år drak han derfor, helt konsekvent som han jo var og er, flere øl end nogen anden på køkkenet.

Det var også Christfort der fandt på at sætte min Amstrad hjemmecomputer til det store lydanlæg på hans værelse, hvorefter de første, primitive PC-spil (Space Invaders, f.eks.) pludselig fik en HELT anden lyddimension. Faktisk kunne folk nede ved stoppestedet på Jagtvej høre det tydeligt, når vi havde døren til værelset åbent.

RHK: Legenden Flæske alias Far

Hvorfor vi døbte Jesper Flæske Klipnakke kan jeg ikke huske (men vi var inspirerede en del af Monrad & Rislund dengang). Ihvertfald hedder han stadig det, eller bare det mere korte, mundrette og kærlige Flæskehovedet eller blot Flæske. Ligeså tit kaldte vi ham 'Far', fordi han altid omtalte sig selv som dét. "Nu skal Far lige...".

Jeg har beskrevet den Polterabend vi holdt for ham andetsteds.

Bagmanden: "Flæske flyttede ind, og meldte sin ankomst med at "min pik er lille - men hidsig...." Skrevet i en brandert henover siden..."

Bagmanden: "Flæskehovedet kunne godt lide at komme ud om morgenen (efter en stor tur) og drikke mælk.. af kartonen - og en dag havde I puttet mandel-essens i hans mælk - så begyndte han at drikke af glas - og første gang puttede vi grøn frugtfarve i - han blev gal - men så tog han en ny uåbnet karton (mælken deri var rød fordi vi havde brugt en kanyle til at få det ind i den uåbnede karton)."

Bagmanden: "Flæskehovedet og Farbror store betonsten foran min dør, og en anden morgen (kl. 5) går Flæskehovedet rundt foran min dør mens han stabler stole, borde, sofaer mv foran døren, mens han 100 gange mumler 'uuuhhh - jeg bliver så udefinerbar...' "

Jeg mindes personligt også en fantastisk episode, hvor Flæskehovedets daværende kæreste (vi kaldte hende 'Mor') var på besøg. Midt under en kærlig scene på Fars værelse afbryder han pludselig al aktivitet for at skifte plade på pladespilleren. Det blev Mor temmelig fornærmet over. Det er der ingen af os, der nogensinde har kunnet forstå.

RHK: Legenden Thorup

Jeg har tidligere beskrevet den samtidige ankomst til køkkenet af de tre genier Thorup, Christofort og Bagmanden (Søren Hansen). Men Thorup fortjener nogle selvstændige fodnoter (som vi så altid kan uddybe senere):

Bagmanden: "Ulrik Thorup brugte tørfisk (Angsalik?) i elevatoren, i baren og i elevatoren."

Bagmanden: "Ved en vild fest brækker Ulrik sig... ned ad vær 110 og udover altanerne ved 210 og 214..."

Bagmanden: "Da Ulrik så bliver ansat på Novo er han den sande direktør (cykler dog den lange vej...), og en dag under en køkkenmiddag (fortsættelse følger, må man håbe..."

Bagmanden: "Ulrik åbner en dør med sit armbåndsur... - eller rettere prøver.."

Bagmanden: "Ulrik havde altid 10-15 tekrus på sit værelse...."

Der var også engang, hvor jeg lærte Thorup database-sproget SQL på en nat. Jeg var flyttet fra kollegiet, men nu skulle det være. Jeg medbragte lidt lærebøger fra SDS, og så lærte jeg Thorup SQL mens vi med succes kom igennem en hel flaske Jack Daniels, som Thorup ovenikøbet puttede et lyserødt viskelæder ned i (som blev opløst helt) undervejs. Vi var meget kloge, da morgengryet kom - men Thorup arbejder altså den dag i dag i Oracle, og må formodes at have styr på SQL.

Han havde jo også det periodiske system hængende på indersiden af sin toiletdør, så han kunne lære det udenad.

Derudover var vi alle meget misundelige, når der ankom en slags Røde Kors nødhjælpspakker fra hans mor i Sønderborg. Dengang var der noget, der hed Fryseservice, eller lignende, og Thorups mor købte godt ind dér og sendte mad til den stakkels søn i København.

Han havde også nogle bindegale venner, hvoraf en af dem engang præsterede at trække kniv mod Ole Erecius. Stor fejl. Han pakkede den sammen igen.

Thorup var jo også opfinderen af diverse udrikkelige drinks, men det er behandlet under Tour de Chambre (TDC), inkl. "Nanortalik badehotel eller hvordan får vi stoppet den satans raket?", som vist ikke smagte specielt godt.

Han lavede skam også ølrand (meget husblas i øl indtil det kan stivne), og serverede det endda engang til en noget improviseret klaverkoncert, som han afholdt nede i festlokalet ved lobbyen. Jeg fik dér mulighed for at være med som med-musikant, idet jeg blev bedt om at knuse corn flakes i en tallerken rytmisk med en ske, mens Thorup spillede.

Han forsøgte sig også med snapserand (det er en hård opvækst de unge mennesker har i Sønderborg), men den kunne ingen spise.

Bagmanden: "Da jeg fyldte 20 gik vi i baren, bundede gl. dansk i store mængder - og
Ulrik Thorup brækkede sig voldsomt midt på gulvet midt i baren. Der findes et smukt foto af Thorup der har taget telefonen og så er faldet i søvn."

RHK: Susanne på værelse 213

Susanne Clausen var en pragtfuld pige, som ikke var bange for at sætte lidt fut i fejemøjet. Hun startede ud som sygeplejeelev, men kunne ikke holde det ud og skiftede så til noget andet, som jeg ikke kan huske.

Et par episoder:

Bagmanden: "Lampen falder ned på vær 113 fordi Sus Clausen holder housewarming i 213."

Der var også dengang, hvor L (en anden beboer) bankede på døren til 213 indtil Susanne åbnede døren. L ville vide, om hendes kæreste var derinde? Susanne kunne ikke finde på noget at sige, men L busede ind og fandt - tra-lah! - kæresten (A) gemt i Susannes klædeskab. Det var i sandhed en stor scene.

Susannes far var sagfører eller noget andet, og havde udstedet et kort, der var ligeså godt som et betalingskort, og Susanne rendte endda rundt med et fint brev med stempler, der fortalte, at dette rent faktisk var gyldigt betalingshjemmel. Men HVER gang hun forsøgte at købe noget i supermarkedet blev hun afvist. Hun var meget frustreret over det til tider.

Pragtfuld pige.

Polterabend: Charlie - og lidt om Tannheuser

Fantastiske Ellen skulle gifes med amerikanske Charlie. Vi var jo ikke helt tilfredse med, at hun sådan skulle bortføres til et fremmed land, men på den anden side var Charlie en fin fyr, så vi tog det relativt pænt.

Brylluppet skulle stå i København, hvor Ellens slægtning (en pensioneret præst) skulle vie dem i Marmorkirken. Flere af deres amerikanske venner kom flyvende for at være med.

Men Charlie skulle altså have en Polterabend han kunne huske. Det var vi ret gode til dengang, vi gutter. Mig, Ole, min lillebror og andre.

Han blev kørt og ledt rundt i København, blev samlet op af taxaer, der havde kuverter til ham med instrukser fra Ellen, overvåget af os alle sammen, og i det hele taget var det et stort puslespil, som lykkedes over al forventning. Hele tiden var der nye breve fra hans elskede Ellen, som liiiige ville have ham til at undergå endnu en test før hun endeligt bestemte sig...
Alt i alt fik Charlie prøvet forskellige ting (detaljerne fortaber sig i mine tåger), inkl. noget vægttræning, der fik ham til at kaste op (Ole var stærk dengang) og den slags ting.

Så var vi ude og spise, og derpå sluttede vi af på Tannheuser.

Tannheuser ejedes af den bindegale (og vistnok nazistisk stemte) Jørgen, som havde indrettet stedet i Holberggade (der er en kinesisk take-away idag) med rokoko-møbler, Wagner i højttalerne og flere hundrede forskellige whisky'er i baren.

Se, dét var en reel sensation dengang, hvor vi lige var blevet præsenteret for en revolution ved navn Glenfiddich, efter at have haft to forskellige blendede whisky'er at vælge imellem i hele vores liv. En sand pioner var han. Og meget underlig.

Til at begynde med tilbød han sine polterabend (og andre) kunder, at de kunne få en Ugly-bugly. Det var en meget stærk snaps (faktisk finsprit) med tabasco, som man kunne sluge, hvorefter man fik et smæk i numsen, der kunne mærkes.

Det gik fint (det var jo dybest set frivilligt om folk ville dette) indtil Politiken fik nys om det og skrev forarget (som de jo altid gør) i et stykke tid.

Hmm. Så fandt han på noget andet, hvis navn jeg ikke kan huske. Men det var dét vi købte til Charlie:

Han fik drammen som altid, og med den lille finesse at Jørgen vred en citronskal over glasset, så der lagde sig en fin og usynlig oliehinde over finspritten, så den lukkede al lugt inde. Meget smart trick.

Dernæst blev den tungeste pige i lokalet udpeget og under stor offentlighed vejet på en badevægt.

Så fik Charlie besked på at tage skjorten af (den skulle nødigt komme til skade) og blev lagt på ryggen på gulvet og fik udleveret et sømbræt, som han skulle holde mod sit bryst med begge arme/hænder, dvs. albuerne støttende på gulvet.

Så trådte den tungeste pige i lokalet op på brættet. Lige før hun gjorde det råbte en af hans amerikanske venner forfærdet "No, Charlie, don't do it!", men Charlie gjorde det alligevel.

Fidusen var, at hvis man støttede godt med albuerne holdt man praktisk taget piggene/sømmene væk fra brystet, så der var ingen problemer. Dog lignede Charlie én, der havde sved på panden... før og efter.

Brylluppet var meget fint, middagen/festen rigtig god, og alt gik godt.

Tannheuser måtte lukke efter nogle år. Restlagret af whisky'er samt den absinth, som ham Jørgen også havde fået dispensation til at sælge, blev solgt til Oles fætter, der startede Krut's Karport op på Østre Farimagsgade. Men det er en helt anden historie.

RHK: Oles Nissan Patrol

Det var en stor dag, da Ole endelig fik sin første bil - en Nissan Patrol. Det må have været i 1985/1986, og ingen af os havde haft bil før.

Kørekortet præsterede Ole at tage, mens der var Maraton-bar på RH-kollegiet, og ved brug af Bagmandens koffein-tabletter. Jeg tror såmænd ikke han var beruset - han var bare meget, meget træt.

I de næste adskillige år lavede Ole (og vi) mange vidunderlige ting med denne 4WD-bil.

Der var jo dengang, hvor Ole parkerede op ad trappen til Københavns Universitets hovedbygning en lørdag aften, fordi han 1) ikke kunne finde en P-plads og 2) skulle imponere Susanne. Så baghjulene stod på jorden, mens forhjulene var oppe på femte-sjette trin. Meget fin stil. Det var først mandag morgen han kom i tanke om, at han egentlig ikke havde hentet bilen (den stod jo ikke på Kollegiets P-plads som den skulle). En masse studerende gik pænt uden om den på vej ind til forelæsninger, men han havde ikke fået bøder. Han bakkede ned og kørte på arbejde.

Så var der dengang, hvor han bakkede henover en meget lav MG. Den holdt lige bag ham i en sidegade til Nørrebrogade, og han var nødt til at bakke for en fodgænger eller lign., og kunne bare ikke se MG'en i spejlene. Meget fin stil.

Eller dengang han skulle trække mig igang i min ældgamle, blå Morris (Det Blå Lyn, som Ole hånligt kaldte den). Det var først efter nogle hundrede meget, at han stoppede og spurgte mig, om jeg egentlig havde sluppet håndbremsen, for han syntes den hylede lidt. Det havde jeg ikke lagt mærke til, mens jeg sad i Det Blå Lyn. Men ganske rigtigt. Håndbremsen var trukket og Patrol'en var ligeglad.

Eller den Nytårsaften, hvor han og min lillebror kørte op i Teknikerbyen i Virum og kørte sne-kørsel om natten. Min bror havde ikke drukket, så han kørte. Men Ole skulle lige prøve at køre en lille smule på den forladte P-plads. Dér dukkede uro-patruljen op, og de var ligeglade med alt - Ole fik en spritdom eller sådan.

Bagmanden: "Betjente klipper pladerne på en vis Nissan Patrol - tidligt om morgenen..." - den episode har jeg ingen erindring om, men det må Ole jo uddybe en dag. Det har nok været noget med for sent betalt vægtafgift, hvis jeg kender ham ret.


Det var bare nogle få historier om denne pragtfulde bil. Vi glemmer den aldrig.

Oracle: Lån af fed Mercedes...

Mercedes Danmark i Hillerød var kunde hos Oracle Danmark, hvor jeg arbejdede. De havde på et tidspunkt i midt-90'erne nogle problemer med backup og restore af data, og det endte med, at jeg brugte nogen tid om aftenen/natten i det sædvanlige server-rum, og hvad ved jeg. Jeg husker at jeg blev vækket et par gange af dem, men så var det vist også ved at være overstået.

IT-chefen hed H.P. Klausen. Jeg aner stadig ikke, hvad H.P. står for.

Nå, men en skøn scene var en aften/nat i deres server-rum, hvor vi var en del folk samlede. En lille, pæn mand i hvid skjorte viste sig i døren, og jeg sagde kækt til ham "Kom bare ind og vær med til festen!", hvorpå han lynhurtigt replicerede: "Den er go' med dig - det er mig, der betaler festen!".

Det var sådan jeg mødte direktøren for Mercedes Danmark :).

Nå, men det gik jo godt, og de betalte deres regning for min indsats.

Og så en dag kom der et brev til Oracle Danmark, att. Mogens Nørgaard, hvor H.P. Klausen pænt takkede for indsatsen og tilbød, at jeg kunne låne "verdens bedste bil" i en weekend kvit og frit.

Mange måneder senere benyttede jeg mig af det og fræsede Jylland og omegn tyndt i et stor, lækker Mercedes med termo-vinduer (mindre vindstøj, ingen kondens), soltag og masser af kræfter. Det var en fed weekend, og min ældste datter Christine nærmest hylede af fryd, da vi kørte ombord på færgen mens hun stak overkroppen ud af soltaget.

Fantastisk, og sikke en service fra H.P.

Mange, mange år senere (2006, tror jeg) snakker min gamle ven Dan og jeg om DONG, og han sender mig et organisations-diagram for deres IT-afdeling (offentligt, der var ikke noget hemmeligt over det), og lige pludselig falder jeg over navnet H.P. Klausen.

Jeg ringede straks, og sør'me jo, det var selvsamme H.P. Siden har vi haft mange gode stunder sammen. Han er ligeså bindegal som altid, laver pølser og brygger øl, kører motorcykler og er en god chef for sine database-folk hos DONG.

Man ved aldrig, hvad der kommer ud af at hjælpe folk. Men det kommer altid tilbage på den ene eller den anden måde.

SDS: Da Mogens Egan ikke ville oplyse sit CPR-nummer

Vi er igen i slut-firserne. Mogens Egan og jeg var kørende ind til arbejde i Sparekassen SDS i Meldahlsgade i min gamle BMW, da en bil rammer en fodgænger eller cyklist (det kan jeg ikke huske) i et kryds, så han flyver lidt rundt i luften.

Vi var hurtigt fremme, en tæppehandler kom ud med et tæppe til staklen, så kom ambulancen, og gutten blev kørt væk i en fart. Han så ud til at ville klare sig.

Så var det tid til at afgive forklaring til politiet. For mit vedkommende gik det fint. Mogens Egan, derimod, havde visse problemer. F.eks. kunne han ikke huske sin privatadresse, men det kunne jeg så huske for ham.

Så kom de til det med CPR-nummeret. Det kunne han fan'me heller ikke huske!

Han rodede og rodede i hukommelsen, indtil han lyste op i et stort smil og sagde til betjenten: "Det nægter jeg at oplyse!". Betjenten grinede også af det, og mente nok, at han selv kunne finde det via navn og adresse, og så fik vi lov at gå.

Jeg synes det var genialt, og sikkert HELT naturligt for en gammel 68'er :-)).

SDS: Mogens & Mogens på russisk restaurant... og en regnskabsskandale

Det her foregår i slut-firserne, hvor Mogens Egan og jeg delte kontor i Sparekassen SDS. Vi skulle til konference i Paris, og det gik fint alt sammen.

Den sidste aften dernede gik vi to ud og faldt over en russisk restaurant. Den lå i et forladt Metro-rør og man kom derned via en lang trappe. Der var plads til 10-15 mennesker eller så, og da alle pladser var besat blev døren lukket øverst oppe.

Så begyndte alle tiders restaurant-oplevelse, hvor de russiske værter (faren, moren, datteren, svigersønnen) skiftevis sang sange (moren kunne nogle danske sange fordi hun havde boet et halvt år i Esbjerg under flugten i 1920 eller så) for os, spillede klaver og guitar, tog imod mad-bestillinger, lavede mad, osv osv. Helt, helt fantastisk. Største og sødeste restaurant-oplevelse i mit liv.

Da vi havde spist forretter og hovedretter og drukket vodka og alt det man skal gøre, så ville Mogens altså have noget grønt til dessert istedet for desserter - vi var nemlig særdeles mætte. Vores fransk var elendigt og vores russisk var endnu værre, så vi kunne ikke rigtigt forstå menu-kortet.

Men vi besluttede os for noget vi mente var grønt (det viste sig at være rigtigt) og bad faren (patriarken) om to af dem. Nej, sagde han. Jojo, sagde vi. To. Nej, sagde han. Vi prøvede nogle gange. Nix. Til sidst gik han modstræbende med til at vi kunne få lov at bestille en af dem (hvad det så end var - vi anede det jo ikke) - og vi SKULLE have Slivovitch (stavning?) eller hvad det nu hed til. Ellers ville han ikke servere det.

Jajajajajaja, så gik vi med til det. Hvorpå de anbragte en KÆMPE skål med saltagurker foran os. Godt vi ikke havde fået to...

Det bedste var naturligvis, at Mogens ikke kan fordrage saltagurker, så vi grinede nok sammen over det her i over 10 minutter. Jeg tvang ham iøvrigt til at spise en af agurkerne. Det manglede bare.

Mogens Egan var rørt til tårer og krammede moren (matriarken) da vi gik - og jeg tror vi betalte 600 Franc i drikkepenge, hvilket var kolossalt meget for os dengang. Men det var også fantastisk.

Flere måneder senere kom Susse - sekretæren i EDB-afdelingen - hen og spurgte os, om vi kunne huske, hvad den fantastiske restaurant hed og hvor den lå? For nu skulle hun og hendes mand Jørgen til Paris.

Det kunne vi sgu' ikke huske. Men jeg havde en ide. Henrik Sterling i Regnskab skyldte os en tjeneste eller to, og han måtte da kunne finde bilaget. Det gik han med til at lede efter.

Et par uger senere rykkede jeg ham, for vi havde intet hørt. Jahhhh, det var ikke så godt. Bilagene var væk. Faktisk var bilag for ialt et halvt år eller så bare - pist - væk. Faktisk var sagen nu overdraget til revisionen og direktionen. Meget alvorlig sag...

Nå, de fandt aldrig bilagene. De var i flyttekasser, og de er formentlig forsvundet under flytning fra én lokation på Kgs. Nytorv til en anden.

Siden har jeg (og Mogens) prøvet at finde ud af det, men det er aldrig lykkedes. Da jeg mødte det fantastiske menneske Jørgen Ulrich (forfatter bosiddende i Paris, etc. etc.) mange år senere troede jeg der var håb. Han kunne heller ikke finde den.

Måske skal det bare være sådan. Måske skal man ikke skuffes ved at opsøge sådan et sted igen. Måske. Men både at grine og græde sådan en aften, og så sammen med min fantastiske ven Mogens Egan er ikke så ringe endda.