Tuesday, December 30, 2008

Partnerfucking del I (PF1)

Velkommen til denne serie, som jeg har døbt Partnerfucking. Her vil jeg gennemgå forskellige scenarier, hvor en leverandør opfører sig mindre pænt overfor deres samarbejdspartnere (og nogle gange endda overfor disses kunder).

Første del handler om den reneste form - når leverandøren går udenom en partner og direkte til dennes kunde for at få opfyldt nogle personlige salgsmål. Jeg kalder det Partnerfucking af Første Grad (PF1).

Forestil dig, at du har købt f.eks. Microsoft- eller Oracle-software gennem en af deres partnere (det kunne være Columbus eller EDB-gruppen eller Logica eller noget helt fjerde) i mange år.

En dag får du så brug for at købe nogle ekstra licenser, fordi din forretning skal udvide.

Du ringer til din sædvanlige forbindelse hos partneren (Columbus eller andre) og fortæller, hvad du gerne vil købe. Du har måske ikke brug for licenserne lige nu, men vil godt starte processen.

Partneren er glad for, at du har ringet og lover at sætte noget igang med det samme.

Forestil dig nu din forbløffelse når du kort efter bliver kontaktet af en sælger fra leverandøren, der fortæller dig, at de har hørt (via partneren), at du skal bruge noget software - og at de faktisk kan tilbyde dig mere i rabat end partneren kan.

Partneren kan måske tilbyde dig 20% i rabat, men hvis du køber det gennem denne sælger fra leverandøren, så kan du sør'me få 42% rabat, hvis du slår til her og nu.

Du ville jo være et skarn, hvis du ikke - på virksomhedens vegne - sparede de penge du kan.

Så du siger selvfølgelig ja.

Og har lige medvirket til det jeg kalder partnerfucking fra leverandørens side.

Bag kulisserne sker der følgende:

1. Partneren SKAL indberette din henvendelse/interesse til leverandøren. Dermed får leverandøren kendskab til dig og dine behov.

2. En sælger hos leverandøren har nogle personlige mål for dette kvartal eller finansår, som måske går på at opnå en bestemt omsætning i licenser. Hans chefs personlige mål og succes er naturligvis også direkte eller inddirekte bundet op på disse mål, så han kan også godt se en idé i, at de - som leverandør - tilbyder kunden en lidt større rabat end partnerne kan, så man 1) kan få afsluttet handlen hurtigere og 2) kan nå sælgerens og dennes chefs personlige mål.

3. Hvis du siger ja tak modtager partneren derefter en mail fra leverandøren, der orienterer ham om, at kunden ønsker at handle gennem leverandøren og partneren bliver bedt om at godkende dette. Se, her har partneren jo intet valg. Enten kan han sige ja (han tjener intet, men kunden bliver heller ikke sur) eller han kan sige nej (og har dermed bedt sin kunde om ikke at spare nogle penge). Så han kan ikke gøre andet end at sige ja.

Det er Partnerfucking af Første Grad (PF1).

ViBrugerIkkeBank - del I

Jeg har gået og tænkt lidt på banker de seneste par år. Jeg er måske ikke blevet rig, men jeg har fået status til, at bankerne synes jeg er interessant, og selvom det altid er dejligt at blive ombejlet, så er det jo også værd at tænke på, hvad det så har medført - og hvad man evt. kan lære af det.

Derfor denne mini-serie kaldet (med et glimt i øjet) ViBrugerIkkeBank.

I dette indlæg vil jeg fortælle, hvordan mit personlige bankhistorie har formet sig.

Jo, først var der Andelsbanken i Carlsro-centret i Rødøvre. Så var der Forstædernes Bank i Trippendalscentret i Albertslund. Rigtige bankbøger, sparebøsser til ungerne og alt det dér.

Så fik jeg arbejde i Sparekassen SDS i 1987 og skiftede alle mine bank-/penge-ting derover. Og dem holdt jeg fast i, også efter at jeg skiftede arbejde i 1990. De blev til Unibank og de blev til Nordea, men jeg holdt fast.

Så skulle Lasse og jeg jo starte Miracle i år 2000 og vi spurgte derfor min gode og effektive bankdame Anna Brasch (og hendes fantastiske chef Jan) om de ville støtte os (dvs. give os en kassekredit). Det ville de to gerne, med Nordeas hovedkvarter ville ikke - det var en skidt tid for IT-bikse på det tidspunkt grundet dotcom-halløjet.

Så spurgte Lasse sine gamle forbindelser i Danske Bank i Svendborg, og her ville bank-Carl gerne støtte os, men Danske Banks hovedkvarter ville ikke. Så sagde bank-Carl, at det ville han altså alligevel, og det er jo gået godt. Tak til bank-Carl for dét.

Jeg beholdt Nordea (eller rettere: Anna Brasch) som min bank på trods af, at Danske Bank nu begyndte kraftigt at bejle til mig med alle mulige tilbud og argumenter.

For halvandet år siden eller så ringede Anna Brasch så og sagde, at hun havde fået nyt arbejde, og at hun ikke mere skulle have med kunder at gøre (altså sådan nogle som mig), men istedet skulle beskæftige sig med et eller andet investeringshalløj eller lignende.

Fint, sagde jeg - så skifter jeg bare til Danske Bank. Det kunne jeg jo ligeså godt, nu hvor min personlige bankdame (og ven) forsvandt. Nej, nej, sagde Anna - min afløser er smaddersød og dygtig og og og...

Men jeg er ærlig talt lidt træt af den der med, at man har fået en ny bankrådgiver eller en ny salgsrepræsentant fra en leverandør eller hvad det nu er. Bankerne (og andre leverandører) vil gerne have et livslangt forhold til mig, men så vil jeg jo også gerne have et livslangt forhold til nogle konkrete mennesker hos dem....

Der er nogle leverandør-organisationer, der nærmest per automatik laver om i deres organisation en gang om året i forbindelse med et nyt regnskabsår. Så ringer de til deres trofaste kunder og fortæller, at de nu har fået en ny sælger tilknyttet, hvorpå de skal til at holde møder, hvor de fortæller alt om deres forretning og deres udfordringer endnu engang. Jeg synes det er forfærdeligt. Helt så slemt er det normalt ikke hos bankerne, men også dér har man den her idé med, at man skal "gøre karriere" ved at skifte arbejdsområde hele tiden. Det er grundlæggende en uskik, fordi folk aldrig når at blive rigtigt gode til noget som helst, og da slet ikke mht. kendskab til kunderne og deres forretninger.

Nå, jeg sagde til Anna, at hun kunne da bare beholde mig som personlig kunde og så ellers lave sit investeringshalløj som krævet. Jeg var ikke specielt krævende og de tjente gode penge på mig. Hun spurgte faktisk om lov, men fik nej.

Man har jo sine processer og procedurer på plads, og de er vigtigere end hensynet til de selvsamme kunder, der betaler for bl.a. dem, der udformer alle disse regler - sjovt, ikke?).

Så skiftede jeg til Danske Bank, og eftersom jeg jo er direktør og tjener penge og alt det der sludder, så blev jeg tilknyttet deres "Finanscenter" i Odense (nu hedder det vist noget så dansk som Private Banking). Hvad der skete derefter skriver jeg om i de kommende afsnit af VBIB-miniserien :)).

Så mit første forslag til håndtering af banker er: Insistér på at have et langt forhold til jeres bankrådgiver på samme måde som bankerne så gerne vil have, at vi er livskunder hos dem.

Tuesday, December 16, 2008

Jeg vil ALDRIG mere påstå, at Politiet er langsommeligt....

Det kan ingen få mig til mere. Jo, jeg ved godt, at jeg har påstået at de var holdt op med at arbejde for et par år siden, og alt det dér. Jo, jeg ved godt at jeg kørte rundt uden nummerplade fra 1/5 til sidst i oktober uden at en eneste betjent stoppede mig... Men nu har jeg endelig fået bevis for, at de sgu' arbejder så hurtigt de kan...

Lige nu - lidt over 19 - bankede det på døren og en mand overdrog mig et anklageskrift, hvori der stod at jeg skal møde i retten den 4. februar pga en hastighedsovertrædelse, som jeg begik den 20. marts.

Så der går ikke mere end ni måneder før man hører fra dem. Og man får allerede sin dag i retten inden der er gået et år. I mellemtiden hører man så ikke rigtigt noget, men pyt. Så skal man da ikke bekymre sig så længe.

Spøg til side: Det siges, at Rigspolitiet overhovedet ikke kan følge med, og at man derfor bad politiet sidste december (2007) om ikke at uddele bøder, hvis de overhovedet kunne undgå det. Betjentene skulle endelig stoppe folk og påtale, hvad de havde gjort - meeeen de behøvede jo ikke ligefrem skrive alle forseelser.

Gad vide, om det er det samme i denne måned?

Min kones helt private jordskælv

Jeg puttede Viktor på tre år igår, hvilket betød, at jeg også selv faldt i søvn ca. 2030. Ved midnatstid var jeg derfor frisk og gik nedenunder og arbejdede - og gik temmelig træt i seng kl. 5.

Min hustru Anette vågnede ved at vores ægteseng rystede og gik øjeblikkeligt ud fra, at der måtte være tale om, at jeg - hendes mand - lå og, øhm, gjorde noget ved mig selv. Hun indrømmer at hun godt nok aldrig har oplevet det før, og vi har immervæk kendt hinanden i nogle år - samt været gift i fire - så hvordan hun fik den idé så hurtigt aner jeg ikke.

Nå, men hun rakte derfor automatisk over efter mig for ... måske at røre ved mig? Jeg aner det ikke.

Ihvertfald fandt hun derved ud af, at jeg lå dødhamrende stille, og ... at det måtte være noget HELT andet, der i den grad fik ægtesengen til at ryste. Det havde vist vækket hende i en vis fart.

Jeg derimod sov roligt fra dette jordskælv og blev først orienteret om ovenstående nogle timer senere.

Jeg kan ét eller andet sted godt lide, at min hustru oplever et jordskælv med styrke 4.7 og ganske automatisk går ud fra, at det må være hendes mand der dyrker sex med sig selv.

Det får mig til at føle mig som en mand - en stor mand.

Monday, December 15, 2008

Positiv Negativisme

Kender I den der situation, hvor folk siger NEJ ved hjælp af lutter positive JA-ord? De der mennesker, som man bare har lyst til at slå på næsen (og man burde jo gøre det, så de holdt op med at sige sådan noget sludder!) ??

Nå, men i bladet CRN (Computer Resellers News) er der i denne uge en sjov artikel, der omhandler kapitalfonden EQT's opkøb af Kommunedata. Prøv at læse de svar, som EWT's dillerdallerchef giver...

"Vi er relativt fokuseret på vækst i de virksomheder, som vi investerer i, og man kan sagtens forestille sig, at KMD på sigt vil opkøbe virksomheder, som kan supplere den nuværende profil på udvalgte forretningsomårder. Men overordnet er der ikke udsigt til betydelige ændringer i KMD's strategiske forkus," siger Peter Korsholm.

"Relativt"
"Sagtens Forestille Sig"
"Men Overordnet"
"Ikke Udsigt Til Betydelige Ændringer"

Efter disse fjollede udtalelser bliver det kun værre, komplet med brækfremkaldende udtryk som:

".... friere hænder til at udvikle virksomheden, skabe øget konkurrence og dermed billigere produkter og højere kvalitet i de ydelser, som man tilbyder både offentlige og private kunder", siger Erik Fabrin.

Right. Gad vide, hvorfor han som formand ikke har sørget for det for flere årtier siden?

Han lyver. Og det gør de alle sammen vedr. den her sag.

Det bedste er næsten, at Erik Fabrin, som ingen indsigt har overhovedet i IT, udtaler sig bl.a. sådan her:

"Både af hensyn til virksomheden og os selv som kunder, har vi hele tiden håbet at finde en ny ejer, som er udviklingsorienteret. Det mener jeg, at vi har med den aftale, der nu er indgået."

Jeg snupper lige en whisky mere, tror jeg.

Åbent brev til Addison-foreningen

Kære læser - jeg fik en opfordring til at skrive om mine oplevelser med Addison-sygdommen (Morbus Addison) til foreningsbladet, fordi jeg blev lidt små-irriteret over alt det klynkeri jeg syntes jeg oplevede i den danske Addison-forening.

Her er det...


Hej Kirsten,

Ja, det gælder jo om at være glad for det man har. Der er masser af mennesker, der synker hen i selvmedlidenhed og jammer og krummer sig sammen i fødsels-stillingen på sofaen, og så bliver det generelt svært at se lyst på fremtiden :-).

Nå, her er mit indlæg, og det bliver helt anderledes og (håber jeg) provokerende end de indlæg I ellers bringer.

Jeg synes det kunne være sjovt at flintre ud af en tangent og se, om nogle af læserne reagerer (og forhåbentlig også giver mig kam til mit hår i mine provokationer):
======================================================================
Jeg er 47 år og fik konstateret Addison i 1992, dvs. da jeg var 31. Der var gået otte måneder fra jeg henvendte mig til vores syge væsen, og det skete der jo ikke så meget ved.

Til sidst måtte jeg flytte hjem til mine forældre, hvor jeg en nat fik det rigtigt, rigtigt dårligt (projektive opkastninger, kunne ikke finde WC'et i mit barndomshjem, osv.).

Natlægen fortalte mig det sædvanlige:

1) Der er intet i vejen. Det er nok en forkølelse. Der er også en masse i luften for tiden.
2) Hvis det bliver ved må du henvende dig til egen læge på mandag.

Jeg har altid syntes at de to standardsvar fra læger (praktiserende og tilkaldte) var stor, stor humor på linie med Monty Pythons bedste indslag (som nu iøvrigt kan ses og nydes af alle Addisoner på http://YouTube.com/MontyPython).

Da jeg - med mine sidste kræfter - prøvede at forklare ham, at de undersøgte mig på Frederiksberg Hospital, og at det måske var noget med mit blodsukker, måske noget andet (jeg anede det jo ikke) svarede han: "Du er tør og rask. Din abdomen (det betyder mave) ser fin ud. Du har en fin kulør."

Det var jo rigtigt. Addison giver den der ubalance i cellerne (Kalium/Natrium), som giver en rigtig flot kulør. Jeg var meget, meget brun på det tidspunkt. Maghony. Jeg er 188 cm høj, vejede 70 kg (nu vejer jeg 108, men burde nok kun veje 90), og han mente jeg så sund ud...

Jeg sagde så: "Jeg vil ikke skrive under på regningen. Du har ikke undersøgt mig grundigt nok!"

Han svarede: "Så skriver jeg bare selv under." Og det gjorde han. Helt uberørt. Og så¨afsted.

Når vi har et system, hvor vi belønner lægerne efter antallet af patientbesøg og recepter så kan det næppe være en overraskelse, at antallet af patientbesøg og recepter stiger. Derfor er det også efterhånden helt naturligt for praktiserende læger at sige "Kom tilbage, hvis....".

Nå, men min mor valgte at klage over ham, og efter 18 måneder (som er den tid det altid tager, så man på den måde får skræmt almindelige mennesker væk fra at klage) fik han en "næse" fordi han ikke havde taget mit blodtryk. Og kun på grund af dét. Ikke på grund af hans forfærdende holdning til de medmennesker vi havde bedt ham hjælpe via vores meget dyre uddannelse, som vi havde givet ham.

En dag vil jeg finde ud af, hvor han har sin praksis (i Valby et sted) og så tror jeg bare jeg vil kigge ind til ham. Han fortjener faktisk at få en "næse", men måske ikke på den måde udvalget bestående af hans kollegaer mente dengang. Tænk, at han slipper så let, og tænk at et arrogant menneske får lov til at have med mennesker at gøre fortsat.

Min mor er død nu, men jeg tænker tit tilbage på, at hun reddede mit liv den dag. Ære være hendes minde.

Nogle timer senere - om morgenen - fik hun nemlig - ved at råbe og skrige i over en time - endelig overbevist nogen om, at selvom jeg var i Albertslund (hos mine forældre), så kunne de måske godt køre mig i ambulance til Frederiksberg Sygehus, hvor de havde undersøgt mig halvhjertet i otte måneder. Interne regler, I ved.... man kan ikke bare køre mennesker fra ét sted til et andet. Det kan I vel nok forstå? som de der lakajer plejer at sige.

Men det kunne min mor ikke forstå. Måske forstod hun, at den var helt gal, og det gav hende styrke.

Jeg tænker tit på, hvad der sker i alle de tusindvis af tilfælde hver dag, hvor folk IKKE har andre til at hjælpe dem og vise styrke.

Jeg kan huske køreturen. Jeg var jo ved bevidsthed. De to gutter i ambulancen kunne godt se, at den var helt gal, og talte en del i radio mens de blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle "blive hos dem", "holde fast", og hvad de ellers kunne finde på. Der var fart på. Vi kørte på fortove og cykelstier.

Jeg kom ind fredag ved 12-tiden. En sygeplejerske gav mig overarmsmanchetten på og prøvede tre gange at måle mit blodtryk.

Så gik hun ud og kom tilbage med en ung læge, der så meget irriteret og højrøvet ud.

Han prøvede også tre gange.

Så gik han hurtigt ud.

Så kom de med maskinen, der efter lidt tid viste et blodtryk på 42/36.

Det overlever man normalt ikke. Pludselig var der mange mennesker omkring mig og mange kanyler i mine arme og underlige drikke jeg skulle drikke - og søndag morgen var jeg klar til at spadsere ud i virkeligheden igen. Så det gjorde jeg, og siden har jeg haft det fint.

Ovenstående oplevelse med sygeplejersken, lægen, maskinen og blodtrykket på 42/36 kan jeg selv godt huske - men jeg har også min gode ven Ole Erecius som vidne, for han var rent faktisk til stede i rummet da det skete - han havde fået at vide at jeg var på vej på Frederiksberg Hospital og skyndte sig derhen. Han sad derfor og så på alt det her - og det kan ikke have været sjovt.

Det var først for nogle måneder siden han fortalte mig, at lægen havde betroet ham, at man normalt ikke kom tilbage, når man havde været helt dernede med blodtrykket.

Så her er en hilsen til min mor fordi hun aldrig gav op. Og en hilsen til min ven Ole, der gik med mig til undersøgelser i de otte måneder og overskred alle fartgrænser den fredag for at være hos mig.

Dette er min hilsen til jer to fine mennesker, som jeg prøver at efterligne hver dag.

Nu ved I, hvorfor jeg siden har været en kritiker af vores syge system. Ikke fordi menneskene i systemet er onde, dumme eller dovne. Men fordi vi alle sammen skaber et system der får folk til at opføre sig som om de er onde, ligeglade, dumme, dovne og apatiske.

Ole (min ven) tog også med mig hver 14. dag til de der undersøgelser på Frederiksberg Hospital, hvor intet skete.

Altid med den samme besked:

Kom igen om 14 dage.

Altid 14 dage.

Aner ikke hvorfor 14 er et godt tal. Jeg spurgte dem en gang (hvor jeg var så svag, at jeg ikke engang kunne stå på mine ben foran lugen, hvor jeg skulle have min næste tid, og derfor lagde mig på knæ), om jeg ikke kunne få en aftale lidt hurtigere?

Nej.

Hvorfor ikke?

Nej.

Jamen, hvad er begrundelsen?

Det kan vi ikke.

Hvis det var en film på TV2 ville folk jo synes det var totalt umenneskeligt. Noget med en filmpris. Alt det dét.

Men det er vores hverdag her i Danmark, denne umenneskelighed begrundet i "travlhed", "manglende bemanding", "nedskæringer" og alt det andet vrøvl.

Der mangler jo hverken det ene eller det andet. Der mangler derimod folk, der gider være noget for andre, og der mangler folk, der gider slå idioterne til side i de store systemer - og som gider være meget stolte over at gøre det!

Jeg mener helt, helt seriøst, at vores såkaldte sundhedssystem er sygt helt ind til benet. Der er så mange lande rundt omkring os, hvor udgifterne er mindre end eller tilsvarende til vore - og hvor man ikke aner, hvad jeg taler om, når jeg nævner ventelister.

Jeg taler IKKE om mongo-bongo-lande. Jeg taler om lande lige omkring os.

Der er noget HELT galt, og det bliver værre jo flere ansatte og jo flere penge der kommer ind i systemet.

Lad mig f.eks. sige noget, der er TOTALT provokerende i vores samfund: Jeg har ALTID set sygeplejersker og sygehjælpere, der hænger ud i glasburet og intet lavet på ALLE de afdelinger jeg har været på (og det er mange!). Jeg har aldrig oplevet, at de alle sammen fiser rundt og prøver at hjælpe patienterne non-stop på deres vagter. Der er ALTID tid til at sidde og snakke og drikke kaffe i glasburet på afdelingerne.

Når jeg snakker med sygeplejersker jeg kender (jeg boede på RH-kollegiet i nogle år) så indrømmer de det jo også. Men man må ikke sige det. Så får man får det første meget dårlig behandling næste gang man dukker op på et hospital - og for det andet er det jo bare sådan helt normalt at skyde skylden på samfundet, Fogh, og alle de andre, når noget ikke virker.

Noget jeg i det mindste har ret til at udtale mig om er økonomi. Jeg har læst lidt økonomi på Københavns Universitet og fulgt lidt med i emnet i mange år.

Der er ALDRIG sket nedskæringer i sundhedssystemet. Der har ALDRIG været et år, hvor antal kroner eller antal ansatte gik ned. Aldrig. Tag et kig i Statistisk Årbog og Statistisk Tiårsoversigt. Hvert eneste år siden en gang i 1930'erne er pengene og antal ansatte bare steget og steget og steget.

Til gengæld er produktiviteten faldet. Man har i flere uafhængige rapporter (som er blevet gemt af vejen, men de burde være til at finde eftersom jeg kender forfatteren til mindst en af dem) påvist at Rigshospitalet ALENE har kapacitet til at klare alle operationer i Danmark.

Og vi har immervæk 200 hospitaler i Danmark eller mere.

Bemærk: Jeg synes IKKE løsningen er, at lade Rigshospitalet stå for alle operationer. Jeg synes tværtimod vi hurtigst muligt skal bortsprænge de store hospitaler, så vi kan få produktiviteten og den ordentlige nærhed og pleje tilbage via de små sygehuse.

Det vil iøvrigt også spare penge og tid, fordi der ikke er så mange LAG i organisationen, og fordi man så kan være MENNESKE overfor de patienter der kommer ind.

Men jeg påpeger, at vi har SÅ stor overkapacitet i systemet, at man tror det er løgn.

Det går til spilde pga. procedurer, processer, regler, fagforeninger (føj for Fanden) og alle de ting, som vi udmærket ved gør vores såkaldte vedfærdsstat til noget meget dårligt i forhold til de penge og det antal mennesker vi sætter af til formålet.

Jo flere ansatte i sektoren, jo mindre bliver der lavet. Ikke bare mindre per ansat. Mindre i det hele taget. Det er noget man kan se alle steder, hvor bureaukratier får lov at blomstre, og hvor man vel at mærke har for mange penge til rådighed:

Den absolutte produktivitet (og dermed naturligt også den enkeltes) falder når man smider flere folk ind.

Et godt eksempel er Politi-reformen. Politiet er vokset konstant ved hvert eneste såkaldte politiforlig (det seneste gav dem 2000 ekstra mand), kriminaliteten er faldende i Danmark (på trods af overskrifterne i Ekstra Bladet) og vi kan bare ikke få politifolk til at rykke ud når vi ringer.

Jeg ved, at ingen kan lide at læse ovenstående. Det er bare ikke rart. Kan det være rigtigt, at politifolk visse steder har taget røret af telefonen for at få fred til at holde pause og spise slik? Nej vel?

Vidste I, at fra 2002 til 2007 blev de danske skatteindtægter FORDOBLET?

Dvs. at det offentlige på kun FEM år fik dobbelt så mange penge ind. Vi har aldrig nogensinde før set en sådan velfærdsstigning i Danmark. Det er IKKE værdien af vore huse. Det giver ikke særligt meget m.h.t. skatteindtægter. Der er tale om, at vi reelt mere end fordoblede vores formue. Det er helt, helt vildt.

Hvor er de penge?

Det skal jeg sige jer: De er brugt af OS. Anders Fogh har brugt alle de penge vi (det er os, kære læser) syntes han skulle bruge.

Jeg mener: Vi hyler op om, at vi betaler for meget i skat OG vi hyler op om, at vi vil have flere penge til PRÆCIST de områder der vedrører os selv og vi KLYNKER over "nedskæringer" (selvom vi ikke aner, hvad de faktiske budgettal på området er), når det har noget med os selv at gøre.

Vi er altså alle skyldige i super-egoisme, hvor vi kræver mere til os selv og mindre til andre, for ellers kan vi da ikke kræve mindre beskatning og højere service, vel?

Vi er hyklere og klynkere og vi er ligeglade med andre.

Det er ikke politikernes skyld.

Det er ikke statens skyld.

Det er ikke samfundets skyld.

Det er din skyld og det er min skyld.

Og vi burde SKAMME os hver især og højlydt overfor hinanden over den dobbeltmoral, der har grebet os alle i overflodssamfundet.

Er vi blevet lykkeligere? Njah, det kan faktisk godt være. Vi ser ud til at være det lykkeligste folk i verden, men det er med statsgaranti ikke pga vores velfærdsstat.

Hvordan kan jeg vide det? Fordi folk på Island er lige så lykkelige som os, men dér har de faktisk ikke en velfærdsstat.

Det har vi i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Men ikke i Island.

Alligevel er de ligeså lykkelige som os i Danmark og Sverige.

Så det må være noget andet det gør os lykkelige. Mange mener det er muligheden for at VÆRE noget for andre.

Men når vi så samtidig laver et system, hvor der altid er nogen, der tager sig af alting, og hvor man vænner sig til, at man bare skal SE VÆK, for der kommer nok nogen og:

- tager sig af ham, der styrtede om på gaden,
- hjælper ham, der bliver overfaldet på Strøget,
- kører ham, der ikke har et sted at sove, et sted hen

..... giver vi os så egentlig lov til at være noget for andre, eller har vi bare skabt et professionelt SE VÆK-samfund?

Når en modig mand griber ind overfor voldelige banditter, så siger vores kære (og MEGET aktive og travle) politi altid til pressen bagefter:

1) Det var vel nok godt gjort af ham
2) - men vi må KRAFTIGT fraråde vore borgere at risikere den slags ting. Der kunne jo ske dem noget.

Nå ja. Det er jo rigtigt. Og er det ikke netop det vi skal tilbage til? At vi tør gribe ind som individer, så det bliver meget mere risikabelt at lave tilfældig vold og terror på vore gader?

Men nej. De ikke-virkende monopoler (Politiet, osv.) ønsker at bevare deres monopol. Samtidig laver de mindre og mindre. Tager røret af, så de kan have deres pause i fred (true story).

Giv mig en god forklaring på, at vi finder os i det. Det ville jeg blive glad for.

Jeg tror personligt det er fordi vi er dobbelt-moralske om disse ting. Vi vil have alt og vi vil ikke yde noget til gengæld.

Vi kender alle sammen nogle familiemedlemmer, der har ladet sig førtidspensionere selvom de sagtens kunne arbejde flere år.

Vi kender alle de som jeg kalder De Hvide Perkere, dvs. samfundsnassere UDEN anden etnisk baggrund.

Ja, Bevar Mig Vel, der er mange med anden etnisk baggrund der nasser på samfundet.

Der er bare desværre mange flere uden anden etnisk baggrund der gør det samme.

Lidt tal, omend de er stærkt ubehagelige at studere for de fleste:

Vi er 5.4 millioner i Danmark.
2.7 millioner (halvdelen) er i arbejdsstyrken. Lidt over 1 million af dem i det offentlige.
1.0 million er børn.
150.000 er under uddannelse
700.000 er alders-pensionister.
800.000 er førtidspensionister.

Ja, jeg ved det godt. Der mangler 50.000. Jeg aner ikke, hvor de er i regnskabet.

Vi kigger ind i 1.5 million pensionister, der ikke agter at arbejde mere for fællesskabet. De fleste af dem (800.000) har faktisk lavet meget lidt og forlanger nu rigtigt meget.

Det kalder vi nassere, gør vi ikke? Vi kender dem jo alle. De er friske og sunde og siger altid - og det synes jeg bare er brækfremkaldende! - at de har SÅ travlt, at de ALDRIG har haft mere travlt, at de er SÅ glade for, at de nu har tid til at spille golf, og hvad de ellers siger for ligesom at ydmyge os, der betaler for deres dovenskab.

Føj.

Min mor var én af dem. Hun gad ikke arbejde mere. Jeg sagde jo så til hende, at jeg syntes hun nassede på os.

Den meget store skattebetaling jeg havde den gang i 90'erne kunne sådan cirka nogenlunde holde halvanden til to af hendes slags i luften rent økonomisk. Jeg kiggede på, hvor meget jeg betalte i skat og jeg kiggede på, hvor meget min mor fik i månedlig appanage.

Hvordan FANDEN skulle vi så finansiere 800.000 af hendes slags plus 700.000 alderspensionister PLUS lidt over en million offentligt ansatte?! Det er da mere end 2.5 MILLIONER mennesker!

Min mor mente, at:

1) der var andre der kunne gøre hendes job,
2) der var masser af unge mennesker, der trængte til at arbejde

- og alle de andre småløgne vi stikker os selv når vi prøver at argumentere for, hvorfor vi nu ikke gider arbejde mere og synes det er OK at nasse på resten af befolkningen.

Det er en sygdom i vores danske fællesskab og vi er nødt til at gøre noget ved den.

Den tilstundende krise kunne være en passende lejlighed til at sige sandheden til hinanden og til nasserne i vore familier, så vi kan komme videre med virkelige løsninger.

Tilbage til min ligegyldige hverdag:

Jeg var som født på ny, da jeg 48 timer efter min dramatiske indlæggelse blev udskrevet fra hospitalet med masser af binyrebarkhormoner i kroppen.

Siden har jeg haft nogle problemer/kriser når jeg har drukket for meget. Jeg har det med at kaste op morgenen derpå, og så ved vi jo alle, hvordan det går: Flere piller, som så medfører at man kaster op, som så medfører at man skal spise flere piller... Og så lægger jeg mig til sidst ned på sofaen og fortæller min hustru og andre, at nu skal jeg bare ligge og lalle et stykke tid.

Præcist kl 1730 er jeg i orden igen. Jeg aner ikke hvorfor, men 17.30 er åbenbart et godt tidspunkt.

Det sjoveste er egentlig, at indtil da er jeg totalt i hormonernes vold. Jeg ved jo godt, at jeg er midt i en Addisonkrise, men pga. hormon-manglen KAN jeg ikke træffe beslutninger. Jeg modtager telefonopkald fra kundre og medarbejdere, men jeg KAN ikke træffe selv simple beslutninger. Det er meget mærkeligt. Selvom jeg er ved fuld bevidsthed og selvom jeg udmærket ved, at jeg mangler hormoner og er ubeslutsom, så KAN jeg ikke tvinge mig selv til at tage selv simple beslutninger.

Det har lært mig, at man skal have respekt for hormoner. Når kvinder f.eks. har PMS, så tænker jeg på, hvordan jeg selv har det når jeg mangler mine kamphormoner fra binyrebarken og så forstår jeg meget bedre. Det er ikke nemt at kontrollere hormonerne og vore reaktioner på¨dem.

Når det så er sagt, så synes jeg faktisk der er enormt meget klynkeri i vores Addison-forening. Jeg synes hvert nummer er fyldt med historier om medlemmer der er OFRE for alskens ulykker, som har det forfærdeligt, som ikke kan se meningen med livet, og som bare generelt ligger i foster-stilling (sådan rent mentalt) hele dagen.

Det har jeg tænkt meget over siden jeg gik ind i foreningen i 1992. Jeg tænkte, at måske havde jeg det bedre som mand. Måske var jeg bare dum-glad istedet for at være evig pessimist?

Jeg tror faktisk jeg har det bedre som mand. Jeg producerer jo forskellige ting i mine testikler, som kvinder ikke kan (testosteron). Og man vil jo ikke give kvindelige Addisoner nogle piller med mandligt kønshormon (skønt Stein Bagger garanteret har nogle i overskud).

Jeg fatter det ikke.

Hvis jeg var kvinde og havde Addison og vores totalt reaktive syge system ikke ville give mig mandlige kønshormoner, så jeg kunne får energi og sexlyst tilbage i mit liv - så ville jeg sgu' da DRØNE ud og snakke med nogle rockere om det og få gang i hormonerne igen!

Og som et af vore medlemmer sagde til en arrogant overlæge engang i 1992 eller 1993 til et møde i vores forening:

"Hvis min mand kunne vælge mellem det han har idag og en situation, hvor jeg har lidt overskæg men også sexlyst - så tror jeg godt jeg ved, hvad han ville vælge."

Venlig hilsen,

Mogens Nørgaard

(som er glad for, at han har sine testikler og dermed sit gode liv)

PS: Jeg er direktør for et IT-firma med 75 ansatte i Danmark og 20 i udlandet, ejer et mikrobryggeri, laver TV og har det sjovt.

PerspektivTV

Henrik Zangenberg, som er bindegal, fik den idé, at vi skulle lave noget TV a la Poul & Nulle.

Noget om IT, noget med holdninger ... noget avantgarde!

Det skal jeg love for det blev.

Forleden fik vi stakkels Jim (fra Miracle) og hans ven Joachim eller Joakim til at stille en forfærdelig bunke udstyr op i Pilestræde 41 eller 43, hvor Henrik og konen har etableret firma (Zangenberg & Co eller Zangenberg & Kone), hvorefter vi vel lavede otte-ni indslag om alt fra IT Factory over barbergrej til madanmeldelse.

Indslagene bliver frigivet gradvist af Jim - efterhånden som han får dem redigeret- på

http://www.youtube.com/user/perspektivtv

- og fra imorgen eller ihvertfald om nogle få dage ligeledes på en videoblog på version2.dk.

Alle er velkomne til at bruge vore udsendelser. Ingen ophavsret og alt det der pjat. Vi gider ikke.

Vi laver udsendelser en gang om måneden og prøver os frem - f.eks. kan man næsten ikke høre os på et af indslagene denne gang - og forventer ABSOLUT at blive bedre med tiden.

Hellere lave noget med mangler end ingenting med perfektion. Det har altid været Henriks motto. Ikke, Henrik?