Den smukke, blonde babe med de store bryster...

Min ven Gunnar er direktør for Miracle Island, og klarer sig bedre end nogen anden jeg kender. Han er et dybt imponerende menneske, og den bedste ven man kan få her i livet. Og så er han bindegal, skævt tænkende, skør, bindegal, sjov - og bindegal.

Da han og jeg for et stykke tid siden snakkede om krisen deroppe og nogle af de politikere, som han ikke er superbegejstret for i øjeblikket, kom jeg i tanke om et slogan fra min tid på Louisiana State University, som folk kørte rundt med på kofangeren (bumber stickers):

"Louisiana has got the best politicians that money can buy"

Så jeg foreslog Gunnar, at vi fik lavet sådan en stak til ham, dog med Island i stedet for Louisiana. Meget fin idé, syntes Gunnar.

Miracles fremragende designer Peter Ryhl lavede prompte nogle fantastiske bumper stickers med en stejlende hest (lidt Miraclesk har man vel lov at være) og sloganet: "Iceland has the best politicians money can buy". Dem sendte vi 200 styks af op til Gunnar.

Og så hørte jeg ellers ikke mere.

Indtil for nyligt, hvor min gamle veninde (tilbage fra Bordings Friskole i København) Pia så den på min kofanger (jeg havde beholdt en enkelt til mig selv) og straks erklærede, at hun var nødt til at få nogle stykker, for hun havde ansvaret for Island i Novartis, hvor hun arbejder.

Nå, jeg bragte Gunnar og Pia sammen på email, men Gunnar havde faktisk uddelt dem alle sammen ved en sammenkomst deroppe (han fortæller mig aldrig noget), så der var kun én tilbage. Men den måtte Pia naturligvis gerne få. Og så spurgte han, hvor han skulle sende den hen.

Pia svarede friskt på engelsk, at han bare kunne adressere den til ... og det skulle hun jo ikke have gjort, kan man sige, for Gunnar er ikke sen til at fange en mulighed for at tage lidt gas på borgerskabet.

Så kuverten ankom som den skulle til Novartis' danske hovedkvarter, hvor den vakte en del postyr og opsigt. Faktisk mente en eller anden amerikaner, at hun skulle lægge sag an (det er jo dét de kan, de amerikanere)... og alle fik sig et godt grin.

Gunnar havde nemlig skrevet udenpå kuverten:

Novartis Healthcare
c/o The beautiful, blond babe with the big boobs
Pia Krogsgaard Villadsen
Lyngbyvej 172
DK-2100 Copenhagen O
Denmark

Bordings Friskole: Da Lasse, Grif og jeg var på Stevns

Jeg blev mindet om den her historie forleden, da jeg talte med en person, der havde problemer med mus...

Jeg gik på Bordings Friskole i Østersøgade i København fra 1974 til 1978, dvs. fra 7. klasse til og med 3. real (vi var sidste årgang der kunne tage Realeksamen - så blev den afskaffet).

Skolen havde lavet en aftale med Karen Andersen, en af vore herlige lærere, om at man kunne bruge en gård på Stevns, ved byen Klippinge, som hun havde arvet efter sin far.

Så vi var en del, der brugte en masse weekender på at istandsætte gården fra en ende af, og alle klasserne fik gennem tiden glæde af at kunne være dernede i en uge eller mindre nu og da. Jeg har i hvertfald brugt rigtig megen tid dernede.

I 2. real skulle klassen til London, og af en eller anden grund endte vi med at være tre drenge, der ikke ville med. Der var lidt økonomi indblandet (mine forældre havde vist ikke så mange penge på det tidspunkt) og vist også andre motiver - resultatet var at Lasse, Michael Grif og jeg ikke ville/skulle med. Men hvad skulle vi så lave?

Jeg/vi fik så den idé, at vi kunne tilbringe ugen nede på Friskolegården i stedet. Og det fik vi lov til at vore forældre og lærere - fantastisk!

Så vi drog derned i højt humør og havde en skidesjov uge. Vi havde jo masser af plads og boede i de rum, hvor lærerne normalt sov, og kunne i det hele taget gøre som vi ville. Det var fantastisk.

Vi blev enormt gode til Kalaha, kan jeg huske, fordi vi øvede os systematisk i det i flere dage i træk - jeg kan stadig huske, hvordan man med lidt snilde kan rydde det meste af sin egen side i første træk - og vi lavede andre sjove ting:

- F.eks. gjorde vi os ihærdige anstrengelser for at få en radio til at spille Radio Luxembourg, fordi man dengang kun kunne høre den nyeste og bedste musik dér (DR var ikke meget værd, selvom Jørgen Mylius og Christian Flagstad gjorde deres bedste). Det førte bl.a. til at Grif (der lige var blevet medlem af Hjemmeværnet) klatrede op i et meget højt træ med et el-kabel, som vi så forbandt til radioen. Vi mente det gav bedre lyd, men da vi nogle dage senere koblede det fra havde vi stadig den samme lyd. Men sjovt var det jo.

- Og så bagte vi boller en dag, og det gav en aldeles forfærdelig stank i køkkenet. Vi led under det i nogle dage - hver gang vi brugte komfuret stank det som ind i Helvede.

Til sidst brugte Grif den gasmaske han havde fået udleveret i Hjemmeværnet, når der skulle laves mad derude. Lasse og jeg holdt os væk.

En af de sidste dage kom Grif - tror jeg - i tanke om, at vi jo kunne tage toppen af komfuret. Og ganske rigtigt - en mus havde lavet rede og fået unger dér. Det var dem, vi havde varmet godt og grundigt op, sikkert sammen med noget muse-høm-høm.

Ikke så sært, at det lugtede.

Ole fik ret: Vi ER på vej ned...

Min gode ven Ole sagde for mange år siden nogle ord, jeg siden tit har citeret ham for:

"Nørgaard, denne kultur er på vej ned - og jeg ser kun to løsninger: En rigtig landkrig eller en statsbankerot."

Derfor har jeg tilladt mig at kopiere den uforlignelige Anne Knudsens leder i denne uge i Weekendavisen. Egentlig ville jeg ønske, at jeg aldrig havde læst den:

====================================================================
Statens lerfødder

Velfærdsstatens afskaffelse i Danmark vil ikke ske med et politisk brag. Velfærdsstaten vil forvitre og falde i grus næsten ubemærket. Det er allerede begyndt. På netop dén måde; med bagateller, som man hurtigt vænner sig til. I december 2010 sneede og frøs og stormede det, så det var en lyst, og det flotte vintervejr fortsatte ind i januar. Men for første gang i 100 år blev der ikke ryddet sne væk fra Københavns gader og veje, og for første gang i 35 år blev der ikke saltet. Der var ikke råd, forklarede kommunen. En offentlig ydelse, som havde været en selvfølge i flere menneskealdre, var lige så stille forsvundet. Uden at nogen egentlig bemærkede det.

Udviklinger som denne lægger man kun i begyndelsen mærke til; herregud, det betyder jo ikke så meget. Københavnerne vænnede sig hurtigt til at køre langsomt, forsigtigt og hensynsfuldt på de sneglatte gader og tænkte ikke mere over, hvad der egentlig var sket. Heller ikke, da det fortsatte, tænkte man videre over det. Borgerne er i øjeblikket ved at vænne sig til, at de mange huller i vejene, som vinteren har efterladt, for første gang i 100 år ikke vil blive repareret. Der er ikke råd. Man må køre udenom. Hvis man kommer til skade eller får ødelagt cyklen eller bilen, kan man få erstatning hos kommunen. Det er billigere end at reparere vejene, hvor hullerne naturligvis kun vil blive værre de nærmeste år.

Demonterer man bare stille og roligt den ene ydelse efter den anden, er der ingen, der lægger mærke til det. Borgerne har således for længst vænnet sig til, at vuggestuer og børnehaver holder lukket i ugevis hvert år, uden i øvrigt at prisen af den grund er blevet mindre. Og ingen synes at have bemærket, at børnene i dag får 30 procent færre skoletimer, end de gjorde for 40 år siden. At man ikke længere kan piske sin praktiserende læge på sygebesøg. At man ikke længere kan tilkalde en vagtlæge, der kan tilse ens højfebrile barn. At man ikke kan komme på hospitalet i nærheden af, hvor man bor. At man under en indlæggelse af normal varighed aldrig ser den samme læge to gange. At der ikke bliver gjort rent på hospitalerne. At det hele faktisk er ved at falde fra hinanden, uden at vi lægger rigtig mærke til det.

Troen på, at man bare kan beslutte, hvordan virkeligheden skal se ud, præger den politiske debat. Socialistisk Folkeparti har senest fremlagt en såkaldt vækstplan, som indebærer, at staten ikke længere skal skele til forholdet mellem pris og kvalitet, når den køber ind, men derimod anlægge nationale og miljømæssige, strategiske kriterier. Sammen med Socialdemokraternes og SFs fælles plan om at overtale skatteyderne til at arbejde noget mere for at kunne betale noget mere i skat tegner vækstplanen et billede af et samfund, der udvikler sig nøjagtig, som politikerne beslutter. Det er, så vidt vides, aldrig tidligere lykkedes at etablere sådan et samfund, ikke engang i USSR eller Kina, men én gang skal jo være den første.

På den danske vælger virker det måske plausibelt, at politiske beslutninger afgør, hvordan virkeligheden tager sig ud. Vi lever i et gennemreguleret samfund, hvor borgerne finder det helt normalt, at staten interesserer sig for, om helt almindelige børn i almindelige familier spiser for meget slik og får for lidt motion - og for skatteyderpenge ansætter folk til at coache og instruere desangående. Det er svært for en dansker at komme i tanke om et forhold, der er så privat eller inferiørt, at det ikke potentielt kunne kræve offentlige udgifter.

Viljens magt har imidlertid ikke kunnet forhindre danskerne i at få alt for få børn til at fortsætte kursen mod stadig mere finmasket offentlig service. Den har ikke formået at hæve uddannelsesniveauet og produktiviteten, så man kunne tjene på gyngerne, hvad man taber på karussellerne, og den har ikke engang kunnet formå de raske 60-årige fagforeningsmedlemmer til at blive på jobbet i stedet for at hæve efterløn.

Magt til at vende den demo-grafiske udvikling har ingen. Og ganske uanset, hvad politikerne glæder vælgerne ved at beslutte, så kommer vi helt sikkert til at se flere eksempler på, at tingene bare holder op med at virke. En fremtid, hvor ingen tager telefonen, ingen kommer, når man ringer, ingen ved, hvor ens sag er blevet af. Uden, at nogen har besluttet at nedlægge noget som helst. Til den tid må vi beslutte, hvor stor en stat vi egentlig vil have. Og hvad den må koste.
====================================================================

Del 3: Mine amerikanske (fjerne) familiemedlemmer... Familien Jordahn

Med hjælpe fra mine gode, amerikanske venner fra The OakTable Network, har jeg nu fået kontakt med min gudmor (Ellen) og snakket med hende i 42 minutter. Og her er så mindeordene om hendes søster, Inge May Jordahn:

OBITUARIES

Beaumont Enterprise, The (TX) - Friday, March 12, 2004
Author: The Enterprise
Inge May Jordahn

Jordahn Inge May retired International Student Advisor for Office of Admissions at LSU and resident of Baton Rouge, died Sunday, February 29, 2004. Born May 18, 1930, in West Palm Beach, Florida, she was 73. A memorial service was held Tuesday, March 2 at Rabenhorst Funeral Home Chapel, Baton Rouge, LA, with Monsignor Robert Berggreen officiating. She is survived by a sister, Ellen B. Jordahn of Nederland, TX and many special friends. Inge graduated from Nederland High School, May 1948, where she was an outstanding athlete and involved in many campus activities. She was active in Camp Fire Girls and became a professional Camp Fire Field Director, director of summer camps in Texas, New Mexico, and Louisiana. Her first camping experience at Camp Waluta guided her life thereafter. She graduated with a Bachelor of Arts Degree and a Master of Arts Degree from the University of Texas-Austin. Memorials may be made to the charity of your choice, Salvation Army, or All Pets Hospital, 8660 Perkins Road, Baton Rouge, LA 70810.

Derudover vil jeg prøve at få besøgt Ellen i Nederland, Texas i februar. Hendes hus og hele området har lidt ligeså meget under Hurricane Katrina og de to andre, som Louisiana har, men ingen har hørt noget om det... Så hendes hus er stadig ikke helt godt efter de tre store hurricanes.

Men jeg vil sgu' besøge hende!

Fantastisk dag!

Mvh.

Mogens

Del 2: Mine amerikanske (fjerne) familiemedlemmer... Familien Jordahn

Forbløffende, hvad man kan finde på nettet: Her er deres grave:

http://www.findagrave.com/cgi-bin/fg.cgi?page=gsr&GSfn=&GSmn=&GSln=Jordahn&GSby=&GSbyrel=in&GSdy=&GSdyrel=in&GScntry=0&GSst=0&GSob=n

Og her er så et billede af den gravsten, som Inge har. Og det ser ud til, at min gudmor (som jeg ikke har haft kontakt med i mange år) også skal være dér :-).

http://www.findagrave.com/cgi-bin/fg.cgi?page=gr&GSln=Jordahn&GSbyrel=in&GSdyrel=in&GSob=n&GRid=42436885&

Jeg tror jeg vil finde ud af, om Ellen stadig er i live. Det må kunne lade sig gøre.

Mine amerikanske (fjerne) familiemedlemmer... Familien Jordahn

Min far talte ofte om Oluf Jordahn, hans kone Olga og deres to døtre Ellen og Inge. Ellen blev endda min gudmor og sendte os (og mig) gaver fra det store Amerika til jul og fødselsdag.

Det må have været en gensidig og god forbindelse, for Olga, Ellen og Inge betalte faktisk for, at jeg kunne tilbringe et år på Louisiana State University fra 1982 til 1983 (jeg tror det var Olgas ønske, og så måtte døtrene rette ind, men det er jo en anden sag). Det blev iøvrigt et helt fantastisk år, hvor Inge (i kraft af, at hun arbejdede i Admission Office på LSU) kunne hjælpe mig med en masse praktiske ting.

Da jeg rodede rundt i mine forældres efterladte papirer idag fandt jeg et billede af Ellen, da du bestod eksamen på et universitet i USA, og det fik mig til at søge på det store Internet efter dem. Og der var bid!

Her er historien om dem, skrevet af Ellen. Linket bringer jeg også lige:

http://www.wtblock.com/wtblockjr/jordahn.htm

======================================

A HISTORY OF THE CAPTAIN CARL OLUF JORDAHN FAMILY

By Ellen Jordahn

The Captain Carl Oluf Jordahn family moved to Nederland, Texas, in the year 1937.

Captain Carl O. Jordahn was born in Kolding, Denmark, on March 3, 1896. He attended public schools in Kolding, graduating at the age of fourteen. Captain Jordahn was a true SAILOR, rather than seaman, inasmuch as he first went to sea for many years, manning ships with sails, schooners, square-riggers, etc., where he had to climb onto the masts and spars in order to furl and unfurl the sails.

In 1919, he received his first master's and pilot's licenses, although he had already sailed for many years previous to that. Family traditions reveal that he sailed to Russia as a cook when he was ten years old because he wanted to taste the goof caviar that he had heard so much about, and that he sailed every summer thereafter until he finished his formal schooling the age of fourteen.

In World War I, he worked his way to America in order to sail for the United States on American troop ships, carrying soldiers to France. After his first three ships were torpedoed and sunk, he paid his own way back by working on ships so that he could sail once more under the Stars and Stripes. Thereafter, he was able to become an American citizen, and he was naturalized in New York City on November 4, 1920.

During his lifetime of sailing, he made many trips around the world, sailed in Alaskan waters during the gold rush days around 1917, and he was able to transact business for his shipping line in every port of the world that his ship docked in.

During World War II, he captained the lead tanker in ship conveys in the Pacific Ocean, in Japanese waters, carrying bunker and fuel oil for the United States Navy's Seventh Fleet. Captain Jordahn retired from the sea in 1961, and he died on November 14, 1973.

On December 23, 1925, Captain Carl Jordahn married Olga Karen Elisabeth Bager, who was born in Kolding, Denmark, on September 30, 1898. She graduated from the public schools in Kolding, after which she also completed and graduated from business school. She was a bilingual secretary for the soap factory in Kolding at the time of her marriage. She was the first member of her family ever to leave Denmark, moving to America soon after her marriage to Captain Jordahn in Kolding, Denmark. They sailed from Copenhagen to New york in January, 1926.

At first, they lived in West Palm Beach, Florida, where their two daughters were born, namely, Ellen Beata Jordahn and Inge May Jordahn.

In 1935, the family moved back to Kolding, Denmark. Ellen and Inge were to have a Danish education prior to returning to the United States for their American education. The Danish period would enable their two daughters to make an intelligent choice for citizenship and a homeland. Because of their antecedents and their bilingual education and upbringing, Ellen and Inge Jordahn could function as easily in Denmark as in the United States. Olga Jordahn was naturalized in West Palm Beach, Florida, on November 16, 1929, and she died in Nederland on Nobember 20, 1982.

Ellen Jordahn attended Palmetto School in West Palm Beach, Florida; the Real Skole in Kolding, Denmark; and the Nederland school from grade three until her graduation in 1945, finishing as valedictorian of her class. She earned her Bachelor of Business Administration degree from Sam Houston State University in 1949; her Master of Science degree in Business Education in 1960; and she did graduate work at many schools, including the Universities of Maine and Houston; Colorado State University, and Louisiana State University. She taught business subjects for thirty-eight years in high schools and colleges.

Inge Jordahn attended schools in Denmark and in Nederland, graduating in 1948. She earned her Bachelor of Arts in History and Government from the University of Texas at Austin in 1952, and her Master of Arts in Government from the same college in 1960.

Inge taught at Victoria College, Victoria, Texas and worked as a regional director and camping specialist for Camp Fire Girls Incorporated in Wichita Falls and Beaumont, Texas; in Albuquerque, New Mexico; and Baton Rouge, Louisiana. For more than twenty-two years, she has worked for Louisiana State University in Baton Rouge in the Admissions Office, handling foreign students' and graduate students' admissions. In addition, she has an honorary position with the foreign student admissions program under the Department of State. Her geographic areas are in the Middle East and Far East and her special programs include petroleum refining, sugar refining, and forestry.

(Ed.'s Note: On two separate occasions, the editor enjoyed visiting with Captain Carl Oluf Jordahn in his home. He went there in search of information about sailing ships, and found that the captain had many books and pictures to look at and much information to offer. While sailing American flag ships, Captain Jordahn probably saw as many or more German and Japanese torpedoes than anyone afloat during the World Wars. He also showed the editor the 'souvenirs' from those wars that he carried to his grave - the scars from a badly burned and mangled leg, caused by one of those torpedoes.--W. T. Block.)
===========================================

DirJulKal: 17. december

17. december:
De Meget Hemmelige – MirSec – har kastet sig ud i fremstilling af julegodter på Det Meget Hemmelige Bryggeri på Sydfyn, mens deres helikoptere non-stop henter masser af dadler, figner og råvarer fra hele Verden. På kort tid er de oppe på 42 tons julegodter, som skal distribueres til danskerne. Humøret er højt. Direktør Mogensen er kommet i seriøst julehumør. Men så ringer O’s telefon – der er opstået et problem.

….

O forklarede til den samlede flok af MirSec’ere, samt Wikeleaks’ grundlægger og Direktør Mogensen, at Fru Direktør Mogensen havde siddet og regnet lidt på julegodte-logistik og –produktion, og havde fortalt Chef/Jægerkorps om sine konklusioner. Det så ikke godt ud.

”Hvad er hendes konklusioner da?” spurgte G?

O svarede: ”At 42 tons julegodter kun svarer til 7.5 gram per Dansker. Det er helt klart ikke nok.”

”Faktum”, sagde Kasse Lasse.

”Og det ved ALLE.”, sagde Senior.

Alle stod og tænkte i nogle få sekunder. En så lille forsyning julegodter per Dansker kunne udløse depression og juletristesse i en grad man ikke havde set før til jul. Børns smil ville stivne. Mødre ville græde og smide juletræerne ud i sneen, og fædre ville gå rundt udenfor med deres sneskovle og lade en enkelt tåre løbe ned ad deres ene kind.

”Jeg har det!”, sagde Kasse Lasse, ”Vi må tænke ud af kassen!”

Alle kiggede overraskede på den venligt udseende mand, der i dén grad lignede Morten Olsen (og det var intet tilfælde).

”Vi må kunne gøre det således, at vore venner i Aalborg Nærradio – de der geniale og fantastisk dygtige morgenværter Skovl & Busk – kan høres over hele landet. Kan det ikke nemt lade sig gøre?”, spurgte han Wikeleaks’ grundlægger.

”No problemo”, svarede denne kort og bøjede sig over sin bærbare computer.

”Så kan de annoncere, at grundet uforudsete omstændigheder og Store Banks sløseri og brødnid bliver danskerne nødt til at fremstille deres julegodter selv i år – ligesom i de gode, gamle dage. Og så får vi på én eller anden måde sat et videokamera op – det må vores videopige J kunne klare – i vores køkken, så min elskede hustru kan demonstrere hjemmefremstilling af julegodter for hele nationen.”

”Det kan sagtens lade sig gøre”, sagde Wikileaks’ grundlægger, ”jeg kan være klar om 42 minutter – vi kan endda bruge min mobiltelefons indbyggede videokamera og så ellers – øhm – kapre alle TV-stationers sendeflade.”

”Men hvor får danskerne deres råvarer fra i tide?”, spurgte Direktør Mogensen.

”Det klarer vi. Dette er hvad vi er. Dette er hvad vi kan.”, sagde G simpelthen.

Alle tog fat på opgaven med den sædvanlige ildhu, der til alle tider vil hjælpe Verden med dens helt store problemer.

Og således fik danskerne alligevel en god jul det år.

Skovl & Busk fra Aalborg Nærradio samsendte over samtlige radiokanaler i flere timer, indtil alle danskere vidste, at de skulle se en meget vigtig udsendelse om aftenen.

MirSec’s flåde af helikoptere (og en enkelt kane) fremskaffede de millioner af tons af råvarer der var brug for – inkl. en meget stor sending marcipan fra Bornholm – og fik det fordelt ud i samtlige dagligvarebutikker i Danmark på få timer.

Og TV-udsendelsen fra Det Meget Hemmelige Køkken – filmet af Wikeleaks’ grundlægger og udført af Kasse Lasses enestående og elskede hustru – blev set af alle, og alle forstod vigtigheden af hendes budskab: ”Bag, mine kære medborgere, bag som aldrig før”, var de ord hun afsluttede udsendelsen med.

Det gjorde danskerne. De bagte. Til julefrokoster. I hjemmene. Alle steder. Og de nåede det naturligvis, for sådan er det med alle ting, som De Meget Hemmelige gør.

Så blev det alligevel jul igen.

Slut.

DirJulKal: 16. december

16. december
De Meget Hemmelige og Direktør Mogensen er fløjet til deres meget hemmelige base på det sydlige Fyn. Her bestyrer Kasse Lasse det meget hemmelige bryggeri, som chefen G håber kan omstilles til bolchekogeri med mere, så danskerne kan få deres julegodter i tide.

….

Da helikopteren landede hoppede alle med det samme ud og løb hen imod en stråtækt bindingsværksgård og ind ad en dør med et skilt, hvor der stod ”Stille! Der brygges!”. Direktør Mogensen fulgte efter.

Indenfor var der et højteknologisk bryggeri med brygkedler, øltanke, flaskeanlæg og andre skinnende metalgenstande. Midt i det hele stod en venligt udseende mand og hilste på alle MirSec’erne.

O introducerede Direktør Mogensen til den venlige mand – som viste sig at være Kasse Lasse – og forklarede kort situationen for Kasse Lasse, inklusiv det faktum – Faktum! – at Christmascandy’s opskrifter var tilgængelige takket være Wikeleaks grundlægger.

Kasse Lasse sagde ”Jou”, og stod tænksomt i lang tid.

Så sagde han: ”Det er overhovedet ikke noget problem. Bolchekogning og fremstilling af andre julegodter er kun et spørgsmål om de tre v’er: Viden, vilje og vej. Vi har alle tre ting – samt opskrifterne. Lad os komme i gang!

I de næste tre-fire timer var der aktivitet på Det Meget Hemmelige bryggeri i en grad, som normale mennesker aldrig får set. MirSec’erne var i forvejen næsten overmenneskelige m.h.t. arbejdsevne og –styrke, men nu, hvor det gjaldt danskernes jul med tilhørende godter, ydede de en – endda for dem – ekstraordinær indsats. Flere af dem måtte endda indrømme senere, at de havde svedt – en meget sjælden ting i de kredse, med mindre man er i sauna.

G og O og Senior så ud til at lede slagets gang, og der blev talt meget i krypterede mobiltelefoner samt skridtet af med meget lange skridt.

Samtidig landede og lettede et utal af helikoptere med hundredvis af sække og paller, som straks og uden besvær blev losset af af de superstærke MirSec-folk.

Men resultaterne udeblev da heller ikke: I løbet af de første 12 timer havde de samlet 42 tons julegodter, inkl. de 4.2 tons bolcher som Kasse Lasse i hast fik kogt i sine brygkedler. Der var også hentet dadler og figner fra fremmede lande, og duften af julegodterne bredte sig, og det samme gjorde julestemningen.

Stemningen blev bestemt ikke mindre god af at der til stadighed blev udskænket godt øl til alle. Og rundt omkring dem svajede og nejede buske og træer yndefuldt for at markere, at alt var under kontrol og ingen fare truede.

Direktør Mogensen måtte efter nogle timer indrømme for sig selv, at han for første gang i år for alvor begyndte at føle sig i rigtig julestemning. Han nynnede for sig selv, svang både bolchekogeskeen og ølglasset med bravour, og lavede da også et enkelt gadedrengehop på vej hen efter flere ingredienser fra det lager, som de sorte helikoptere til stadighed udbyggede.

Ved midnatstid blev der kaldt til samling, og G sagde: ”Vi har nu 42 tons julegodter. Hvordan får vi dem fordelt ud til danskerne hurtigst og bedst muligt?”

Så ringede O’s telefon. Han lyttede i 4.2 sekunder, og sagde så alvorligt til G: ”Vi har et problem.”

DirJulKal: 15. december

15. december
Den livsvigtige, ekstra kassekredit fra Store Bank er sikret efter De Meget Hemmeliges lynaktion mod hovedsædet i København. Men Direktør Mogensens mangeårige underleverandør Christmascandy Ltd. – under ledelse af hans mangeårige ven James Moreorless – kan ikke levere julegodterne før tidligst den 23. december fordi han i mellemtiden har fået mange andre ordrer ind. Situationen er håbløs, og Direktør Mogensen er fortvivlet.
….
Efter at Senior var stået af (med eller uden faldskærm) et sted over Herning landede helikopteren kort efter atter uden for Jægerkorpsets hovedkvarter i Aalborg.

Direktør Mogensen havde bemærket, at flere af De Meget Hemmelige, også kaldet MirSec, havde talt sammen under flyveturen. Især G og O havde været meget aktive og havde foretaget flere opkald på deres krypterede mobiltelefoner.

Også Wikeleaks grundlægger så ud til at have travlt med at taste på sin computer.

Efter landingen gik G ind i Korpsets kommandobygning. O sagde: ”G orienterer nu Chef/Jægerkorps. Planen er, at vi tager hjem og ordner den sidste del af opgaven.”

Store smil viste sig på ansigterne af alle MirSec’erne. Direktør Mogensen spurgte: ”Hjem? Men hvordan kan I skaffe julegodter, hvis I tager hjem?!”

O forklarede: ”Hjem for os er vores hemmelige base et sted på Sydfyn, hvor vi fremstiller juleøl for bl.a. Jægerkorpset og andre hemmelige organisationer, og hygger, øver, omgrupperer og generelt hygger os. Brygmesteren hedder Kasse Lasse, og hans kone bager altid julekager, der smager godt til øl.”

G kom tilbage fra sit møde med Chef/Jægerkorps. ”Juleøllet er jo allerede færdigbrygget, så mon ikke Kasse Lasse kan omstille produktionen til bolchekogning og anden slags madfremstilling? Det tror jeg.”, sagde han.

”Faktum”, sagde den unge kvinde C og kiggede rundt med en D.I.B.

Der opstod en kort D.S.T., mens alle nikkede.

”Jeg kan måske overtale James Moreorless til at låne os opskrifterne, når vi har denne nødsitutation.”, sagde Direktør Mogensen.

Alle andre kiggede straks hen på stifteren af Wikileaks, der straks sagde ”Ikke noget problem. Opskrifterne hackede jeg fra Christimascandy’s server mens vi var i helikopteren.”

”Helikopteren er her om 42 sekunder,” sagde O til G, ”men jeg tænkte på, om vi skulle samle Senior op på vejen derned? Det ser ud til, at J har styr på håndboldlandsholdet nu, og så kunne vi meget vel få brug for hans specielle logistik-evner når julegodterne er fremstillet derhjemme.”

”God idé”, svarede G, ”sæt i værk omgående og uden tøven.”

Kort efter sad alle atter i den store, sorte helikopter. Over Herning stod helikopteren et øjeblik stille i luften over Stadion, mens Senior hoppede ombord igen.

”Jeg hører, at J klarer det fint dernede?”, råbte M til Senior.

”Det går fint. Han skal nok lære det. Min træning af ham har ikke været helt spildt.” svarede Senior kort.

Så satte alle sig til at sove, undtagen Direktør Mogensen, der sad og håbede på, at danskerne kunne nå at få deres julegodter i tide.

Og så var de pludselig fremme. Da de hang i luften over Det Meget Hemmelige Bryggeri kunne Direktør Mogensen se, at samtlige blade og grene bevægede sig på træer og buske.

Joh, de var i sandhed fremme ved De Meget Hemmeliges Meget Hemmelige base. Spørgsmålet var nu, om der kunne fremstilles og omdeles tilstrækkeligt med julegodter til danskerne før det var for sent?

540 ord.

DirJulKal: 14. december

14. december
De Meget Hemmelige har angrebet Store Banks hovedsæde og fået direktøren til at trykke en sekretærfinger ned på retur-tasten på sit forgyldte tastatur, så direktør Mogensen kan få den livsnødvendige, ekstra kassekredit.

….

Der var stille i direktørhjørnekontoret i et sekund eller to. Så meddelte Wikeleaks grundlægger ”Formularen er underskrevet og Brian Banker har fået meddelelsen om den ekstra kassekredit. NemID var nede, men jeg har genstartet det.”

”Tak”, svarede G ”så må du godt lukke døren op og slukke sprinklerne.”

”Gjort”, svarede Wikeleaks stifter.

”Farvel”, sagde G til Store Banks direktør og alle forlod kontoret, gik ned ad trappen og ud ad hoveddøren, hvor tusindvis af bankfolk stod og ventede.

”Helikopteren kommer om 42 sekunder”, sagde Senior til gruppen ”jeg tager med og står af i Herning for at ordne nogle problemer omkring håndboldkampene.”

O rakte Direktør Mogensen en mobiltelefon og sagde ”Jeg har ringet Christmascandy Ltd. Op – vær så god.”

Direktør Mogensen fortalte glad i telefonen, at den ekstra kassekredit var på plads og han var klar til at importere julegodter til danskerne ligesom i alle de foregående år. Hans mangeårige ven og underleverandør James Moreorless blev glad, og ville straks gå i gang med produktion og pakning, og han regnede med, at godterne ville være klar den 23. december om aftenen.

”Den 23. om aftenenen?!? Jamen, så når vi slet ikke at få julegodter alligevel!”, udbrød Direktør Mogensen fortvivlet. ”Er der intet at stille op?”

Det var der desværre ikke, forklarede John Moreorless. Der var mange andre, der også skulle have julegodter, og han havde måttet indstille produktionen på den nye situation, så det ville tage et godt stykke tid at få Mogensens ordre indplaceret i produktionsplanen. Men han lovede at gøre ALT, hvad han kunne.

De Meget Hemmelige kunne se, at der var noget galt ud fra Direktør Mogensens ansigtsudtryk. Da han havde forklaret problemet – at danskerne først ville kunne spise dadler og figner og alt det andet juleknas på selve dagen den 24. december blev der helt stille.

”Vi finder på noget”, sagde G efter en kort pause. ”Der er jo altid en løsning på alting for alle. Det er ikke en option at give op.”

”Faktum”, sagde E barskt og tillidsskabene.

Alle nikkede.

”Og det ved ALLE”, sagde Senior.

Helikopteren landede og lettede 4.2 sekunder senere med alle ombord og satte kursen mod Herning og Aalborg. Over Herning hoppede Senior ud, måske med faldskærm, måske uden. Det var svært at se. Så satte de kursen mod Aalborg.

De Meget Hemmelige så helt afslappede og muntre ud, mens Direktør Mogensen kunne mærke, hvordan panikken langsomt krøb ind på ham.

Hvordan skulle de dog kunne nå, at lave endnu et mirakel?

447 ord.