CRN 19: Islændinge og værdi

Islændinge og værdi

Der var en tid under dotcom-halløjet hvor almindelige, fysiske regler var ophævet, inkl. ting som lysets hastighed og nødvendigheden af rent faktisk at tjene penge på det man lavede – om ikke andet, så i længden.

Der var enkelte (f.eks. verdens bedste investor, Warren Buffett), der blev ved med at bede om at se, hvor pengene rent faktisk var henne i hele det show, men de blev ignoreret.

Nu om dage er der rigtig god gang i økonomien (ingen økonomer kan forklare hvorfor, men det er en helt anden sag) og mange steder synes jeg det lyder som om man har lært lektien denne gang: Der tales nemlig meget om value.

Sælgerne og rådgiverne starter enhver samtale og ethvert møde med at sige det hellige ord value mindst tre gange – lidt a la en indgangsbøn. Alle om bordet nikker (ligesom i kirken om søndagen, hvis prædikenen er for lang), og så kan man begynde at tale om det egentlig emne.

Hvis mødet finder sted i Jylland er der dog en høj sandsynlighed for, at ordet fordanskes i hast, så man i stedet snakker om værdi. Værdi for forretningen. Værdi for kunden. Merværdi. Værdiløst...

Herregud, de mener jo bare penge, de pæne mennesker med slips. Kan hænde, at ’Jeg vil gerne skaffe dig nogle flere penge’ lyder en kende ufikst, så det må omskrives.

Men som sagt: Jeg synes trods alt det er bedre end at gøre grin med almindelig, sund fornuft omkring indtjening og investering.

Så derfor må alle da have spurgt sig selv mange gange, hvor Pokker alle de penge pludselig kom fra, der tillod forskellige islændingene at købe engelske supermarkeder, Magasin, Illum, diverse danske IT-bikse m.m.m.?

De grundlæggende, fysiske regler gælder stadigvæk – det håber jeg vi er enige om, ikke? Indtjeningen per indbygger er stadig lavere end i andre nordiske lande deroppe på den flotte lavaø. Fiskeeksporten er ikke ligefrem eksploderet. Fåreuld brændes både dér og på Færøerne, fordi det ikke kan betale sig at sælge det.

Jeg kender ingen, der har købt islandsk software for nyligt, endsige et dyrt, islandsk industriprodukt. Hestene beholder de også de fleste af selv.

Den nye Miss Universe fra Island (Unnur) kan heller ikke have haft den helt store, økonomiske indflydelse endnu.

Så hvorfra kommer alle disse penge? Og hvorfor er det altid helt unge mænd uden reel erhvervserfaring, med støttebånd og diverse sølvsmykker om håndleddet, der kommer flyvende herned og køber alt muligt, tilsyneladende uden at have besvær med at skaffe uanede mængder af penge?

Meget mærkeligt.

Der er åbenbart heller ikke noget særligt krav om, at bikse, der før har kørt ad
Pommern til, nu pludselig skal til at være rentable. Et afkast på minus et par procent om året ser ud til at være helt OK.

Masser af penge. Masser af tid. Helt rolige omkring fremtiden og de mange penge der er investeret. Ingen panik i de islandske banker. Lidt postyr omkring en af de unge mænd ved navn Jon, men han blev vist frikendt i retten i Island.

Meget underligt.

De hotteste rygter i den danske finansverden går på, at der er tale om hvidvaskning af russiske mafiapenge.

En mulig baggrund for dette kunne være historien om en far og hans søn, der sælger et bryggeri i Leningrad til en tredje islænding for en formue. Med de penge køber far og søn så Landsbanki i Island, og har siden aggressivt forsøgt at opkøbe den konkurrerende Islandsbanki. Sådan.

På www.IcelandReview.com har de prøvet at få lidt gang i den historie. I kan finde artiklen ved at taste ’iceland mafia’ ind på Google. Hvis man tilføjer ’Guardian’ finder man en sober artikel, der berører emnet.

Herhjemme har Pengemagasinet og Politiken omtalt det islandske mirakel en smule, om end begge medier ser ud til at mangle journalister med økonomisk baggrund, så det blev bare til lidt snik-snak.

Jeg har ikke fået talt med min med-direktør Lasse om det her endnu, men jeg tænkte, at vi kunne kopiere konceptet her:

· Vi sælger vores kæmpebryggeri Miracle Breweries (med en kapacitet på 3 x 600 liter øl) for en formue til en god, russisk ven.
· For de penge køber vi en bank. Vi kunne jo starte med Den Danske Bank, og så vente lidt med at købe Nordea.
· Og så ellers af sted med indkøbslisten:

1. IBM, Microsoft og Oracle Danmark.
2. Hjem-Is.
3. Zoo City.
4. Den Blå Avis.
5. Saab Danmark.
6. Told & Skat
7. Forsvaret og Politiet.

Lidt svært at tro på, ikke? Men prøv at se efter næste gang i mødes med de unge, islandske mænd – måske er der lige over støttebåndet tatoveret ”Spetznaz”, og så gælder det om at komme væk!

Godt Nytår og God Værdi fremover.

CRN 18: Navnestandarder

Navnestandarder

Man skal tage sig lidt i vare, når man navngiver ting, steder, firmaer og computere. Måske specielt computere og firmaer. Måske ganske særligt når der i forvejen er velfungerende navne.

Tag nu det hæderkronede Dansk Data Elektronik (DDE), som i et anfald af internet-feber og opblæste ledere og regnskaber lavede sig selv om, så de kom til at hedde eHuset.

Det dér ’e’ var meget hot dengang. Det var noget med elektricitet og strøm på alle processerne og gang i den.

Da så eHuset gik ned var det nærliggende for mange at kalde det ”exHuset” i daglig tale.

Et andet eksempel er eMentor, der i daglig, kærlig tale benævnes deMentor blandt dets kunder og partnere – ikke fordi de er demente, men fordi det er sjovt for os alle at lege med navne.

Så er der den kategori af danske firmanavne og begreber, der er sjove at sige på engelsk. Vores eget – meget beskedne, ikke sandt? – firmanavn Miracle A/S er jo også sjovt at sige: MiracleAss. Af samme grund har vi også registeret www.MiracleASS.dk - så kan vi selv lave den sjov, der skal laves.

Folkeviddet er en kraftfuld størrelse.

Vi har tit udenlandske gæster fra vores OakTable Network. De har det sjovt med adskillige udtryk her: Der står stadig i nogle elevatorer ”I fart”, hvilket jo ikke er en oplysning en engelsktalende gentleman giver til sine omgivelser. En IT-afdeling af ”drifters” vækker også moro. Omvendt synes jeg jo ikke at det engelske ord ”operations” helt dækker en drifts-afdeling, men snarere en kirurgisk organisation på Rigshospitalet, men det må de jo om.

Så er der de videnskabeligt funderede navnestandarder, gerne udarbejdet af konsulenter. I Sparekassen SDS, hvor jeg slog mig løs i slut-firserne, fik man lavet en rapport hos Digital - til en halv million kroner eller så – der skulle komme med anbefalinger til navnestandarder m.v.

Indtil da var vore maskiner typisk opkaldt efter lavlandsgorillaerne i Københavns Zoo – Samson, Dalila, osv. Jeg havde endda vundet en konkurrence om navngivning af en udviklingsmaskine. Jeg vandt suverænt (jeg fik vist fire stemmer) med navnet ”KNUD” – KuN UDvikling, forstås.

Tilbage til virkeligheden: Digital foreslog denne navnestandard for vore store servere:

.

Da vores gode, gamle Vax-server Samson tilhørte Edb-afdelingen og stod i Meldahlsgade endte den derfor med at blive omdøbt til VMED01 – Vax, Meldahlsgade, EDb-afdelingen, løbenummer 01.

Som sagt: Det var en dyr rapport, så den skulle jo bruges til noget. Så maskinerne fik alle sammen nye navne.

Så flyttede EDB-afdelingen til Kongens Nytorv, VAX’erne blev Alphaer og EDB blev til IT. Man kunne selvfølgelig have taget konsekvensen og lavet navnet om til AKIT01, men man valgte i stedet at kalde serverne noget, der ikke var afhængig af ydre ting.

SDS blev til Unibankus, som blev til Nordea, og maskinerne derefter røg til Nordic Processor og nu bare til (IBM) Danmark. Serveren hedder stadig Samson

Firmaer kommer og går. Servere består.

Jeg tror fornuften råder de fleste steder nu om dage. Takket være Asterix-serien, den Nordiske mytologi, mangfoldigheden af ølmærker og Ringenes Herre er der nok af gode navne at tage af.

Lavlandsgorillaerne er heldigvis også flyttet fra de forfærdelige forhold i den såkaldte Abejungle i Københavns Zoo. Alt var grønt rundt om gæsterne, mens aberne sad i en betonskal i et par årtier og blev mere og mere desperate. De er nu på den jyske hede, hvor der er plads nok, og hvor de endda – helt vildt – kan komme udenfor!

Samson kom ikke uden for en dør derovre det første år. Han turde simpelthen ikke. Sad bare i et hjørne og kiggede. Intet liv.

Sådan kan det går, når man outsourcer.

CRN 17: OUTsourcing

OUTsourcing

Livet som direktør er hårdt, men jeg slap heldigvis for at rejse til Cannes for et par uger siden for at deltage i Gartner-konferencen dér. Pyha.

Det var dog ikke alle danske direktører, der slap for denne hårde skæbne, og konklusionen var, at konferencen var hamrende kedelig. Gartner tør ikke mere komme med forudsigelser, der bider, men er bare endnu et ”på-den-ene-side-på-den-anden-side” analyse-firma.

Rygterne vil dog vide, at en Gartner-dame fik gang i klapsalverne under key-note talen, da hun rådede folk til at holde op med at outsource.

Enhver konsulents store forbillede er en fyr ved navn Weinberger, der skriver sjove bøger om sine erfaringer med faget. En af hans grundlæggende råd er altid at foreslå noget andet end dét kunden gør allerede.

Det er altså vigtigt som konsulent at foretage en fuldstændig nøgtern analyse af facts, nøje vurdere situationen, interviewe en række ”spillere” – og derpå konkludere ét eller andet, der for alt i verden ikke er, at det eksisterende er godt nok, at tingene fungerer fint, og at der næppe kan forbedres på situationen.

Jeg har – naiv som jeg var i min pre-Weinberg-æra – et par gange sagt til kunder, at deres situation var OK, og at der ingen grund var til at ændre på noget. De har altid takket høfligt og bragt nogle andre konsulenter ind, så de kunne få en endnu mere uvildig analyse af situationen, som man siger på nu-dansk.

Ofte er det ego-baseret: Der skal ske noget for IT-chefen eller IT-direktøren. Enten fordi det skal der bare, eller fordi man har fået at vide fra øverste sted, at der skal ske noget.

Det sidste kommer ofte fra direktioner og bestyrelser, der har været ude og spise frokost eller talt i mobiltelefon med andre direktioner og bestyrelser, der har outsourcet.

Det minder lidt om situationen, hvor man har anskaffet sig en Skoda. Jo, man ville jo gerne have haft en BMW, en stor Saab eller bare en rigtig VW, men Skodaen er altså en rigtig god bil, ja den er så.

Når naboen så skal have ny bil vil man gøre alt for, at han også får en Skoda. Så er man to, og naboen har så bekræftet, at man valgte rigtigt.

Så når én direktion eller bestyrelse har sat gang i outsourcing, så vil de gøre alt for, at de andre også sætter gang i det. Ikke for at forære dem de samme konkurrencefordele (eller –ulemper), men for at blive bekræftet i, at man var klog og fremsynet.

Men de fleste ender jo bare med at gøre, hvad de andre gør. Det er så fedt, når folk prøver at skue fremad ved at kigge sig over skulderen, ikke?

Outsourcing fjerner ikke problemet, som The Economist skrev for nogen tid siden. Men mange synes det er lækkert, at problemet ikke mere er synligt i form af medarbejdere på præmisserne – og at man kan skyde skylden på andre, hvis noget går galt i IT-driften, kantine-driften eller receptions-driften.

Men – undskyld – det er jo blot politisk bagdels-dækning, og det er da kun tøsedrenge der gør sådan noget...

Jeg har ikke endnu set et eksempel på, at virksomheden reelt sparede penge ved outsourcing af IT-drift.

Jeg er sikker på, at der er masser af eksempler på, at det har medført konkrete, rigtige besparelser – jeg har bare ikke set dem, og jeg har en idé om, at det nok ofte er fordi man kan benytte lejligheden (outsourcingen) til at slippe af med nogle medarbejdere, der ikke har haft særligt meget at lave alligevel.

Den rigtige løsning ville måske have været at fyre de overflødige medarbejdere i stedet for at lægge f.eks. IT-drift ud til nogen, der ikke tager det personligt...

Jeg har derimod set rigtigt mange eksempler på, at virksomheder betaler kassen for at få drevet nogle i øvrigt simple og stabile systemer hos en outsourcing-biks.

Nogle steder betaler de – hold fast – 1000 eller 2000 kroner per Gigabyte per disk per måned. Det giver mening i en tid, hvor man for 800 kroner kan købe 100GB disk til sin hjemme-PC...

Nogle steder skal de skifte deres udmærkede hardware ud til noget hardware, som outsoucing-biksen selv producerer – og de skal selv betale for det!

Jeg kunne blive ved.

Folk er måske ikke blevet snydt, for de kunne jo bare have undersøgt om det reelt var rimeligt at betale prisen for deres outsourcing.

Men folk har godt nok spildt mange aktionæreres og stakeholders’ penge, fordi de enten var bange eller dovne, da de outsourcede.

Der er mange penge at hente ved at gøre noget ved det.

Måske skal man bare gør det modsatte – det vil Gartner naturligvis foreslå, og så gør jeg det også! Insourcing må være vejen frem (med en række forbehold, som også kan læses i rapporten...)

Måske skulle man både tænke sig om og vove pelsen. Tænke nyt, lytte til de tekniske eksperter i stedet for de talende jakkesæt fra Gartner og Meta og IDC...

Outsourcing er jo tit mere out end sourcing.

Personligt har jeg (og Miracle A/S) nu fået registreret www.SmartSourcing.dk ... der er jo muligheder i det her. Der er penge i skidtet.

CRN 16: Gratis kopi

Gratis kopi

Edinburgh, 4/11 2005

Livet som direktør er hårdt. I denne uge har jeg først været til den engelske Oracle-brugergruppes årlige konference i Birmingham med de fleste af mine folk og en flok kunder, hvorefter jeg fløj til Edinburgh for at deltage i et seminar dér.

Jeg plejer at sige, at en direktør ikke laver noget specielt: Han spiser frokost med andre direktører og snakker i mobiltelefon med andre direktører. Men det er ikke helt rigtigt: Ind imellem spiser man også curry med sine folk og kunder, mens man drikker godt engelsk øl og fantastiske skotske whiskyer. Meget hårdt. Kan absolut ikke anbefales.

Oracles store annoncering tirsdag den 1/11 var en gratis udgave af deres 10g database, som de kalder XE (Express Edition).

Fordi Microsoft mandag den 7/11 vil lancere SQL Server 2005 med blandt andet en gratis version kaldet – ja, I gætter det aldrig – Express Edition (XE).

At efterligne andre kaldes enten Karaoke-Kapitalisme eller ’Plagiarise with pride’ alt efter hvilken skole man tilhører. At efterligne med stolthed er nok lidt svært for de fleste danskere, som ofte vil prøve at beskrive deres kopi af andres arbejde som noget helt unikt – i andre lande ser man anderledes på det.

Karaoke-kapitalisme bruges som begreb for at antyde, at det jo aldrig bliver helt så godt som originalen, og at det er bekymrende, at der ikke innoveres i stedet.

Begge XE’er har nogle restriktioner såsom antal CPU’er i maskinerne, antal GB RAM, features mv., men må ellers siges at være glimrende databaser at arbejde med på hjemme-PC’en eller laptop’en for studerende, udviklere, énmands-bikse og andre. Applikationer udviklet mod disse XE’er kan umiddelbart anvendes mod ”rigtige” maskiner og miljøer. Jeg har ikke læst licensbetingelserne endnu, men det kunne også være en god idé for folk, der kører kurser.

Som bekendt er der ikke noget i denne verden, der er gratis. Men en del software er det efterhånden. Hele Open Source-bevægelsen er ikke sådan lige at overse, og en masse software fra store bikse kan anvendes til test og udvikling uden beregning.

Hvis man sidder på noget monopol-agtigt a la Windows eller WM-ware kan man sagtens tage penge for det. Hvis man har en kraftig lock-in med sine kunder (Oracle, IBM) kan man næsten gøre hvad man vil. Hvis man kommer med noget helt nyt og nyttigt kan man også (der er en mystisk mand, som er i gang med at patentere noget, der kan revolutionere hele database-markedet, men ingen ved noget – han hedder muligvis Steve, men selv det er usikkert). Hvis man er i underholdningsafdelingen (spil, porno) kan man helt sikkert tage penge.

Ellers vil software i længden ikke være noget man kan tage penge for.

Man skal dog vare sig lidt: På nogle måder er Linux f.eks. mere ”lukket” end Windows. Med Microsoft får man at vide, hvordan reglerne er, API’erne er dokumenterede, markedskræfterne har stor indflydelse på det, der kommer i nye versioner, osv. Man kan lide dem eller ej – men reglerne er klare, og hvor der er penge er der magt – og det er køberne af Microsofts produkter, der har pengene. Det er ikke sådan lige at vide, om kernel-udviklerne på Linux med Linus Torvalds i spidsen i morgen beslutter sig for at lave helt om på den måde Linux virker på... Og hvem skal man klage til?

Ingen penge, ingen magt.

CRN 15: M2M

M2M

Forleden meddelte min bank-forbindelse gennem de sidste 4-5 år, Anna fra Nordea, at hun havde fået nyt job, og derfor ikke mere skulle være min bankforbindelse.

Fint, svarede jeg – så kan jeg jo ligeså godt skifte til Danske Bank. De har længe gerne ville have mig som kunde.

Jamen, svarede Anne, du får en anden bankforbindelse, en sød pige ved navn .

Det er bare ikke pointen. Det er ikke P2P eller B2B, der driver os mennesker. Det er Menneske-til-Menneske (M2M), og det er irriterende at skulle have en ny kontakt med jævne mellemrum, uanset om det drejer sig om bankrådgiveren eller account manageren fra IT-leverandøren, hvor man jo nærmest har institutionaliseret årlige organisationsændringer fordi det er godt for eet eller andet..

Når man spørger bankrådgiveren og account manageren hader de jo også selv at skulle skifte menneskelige kontakter.

Det har jeg længe tænkt over, og på det sidste har jeg læst (i) tre bøger, der måske forklarer en masse af det her.

For det første har jeg genlæst en vanvittig bog kaldet Funky Business, skrevet af et par økonomi-professorer, der stort set siger, at der ikke mere er nogle regler man kan følge – det er bare af sted ud og prøve at se, om man kan overleve derude i en verden, hvor det går rigtigt stærkt, og intet er helligt mere. Dem, der tør at bryde det sidste tabu i forretningsverdenen – følelser og oplevelser til kunderne – har en rigtig god chance for at overleve på den fede måde.

For det andet har Linus Torvalds – manden bag Linux – skrevet en bog med titlen ’Bare for Sjov’, hvori han filosoferer om, at de fleste ting, der omgiver os, har eller vil gennemgå tre faser: Først gør vi det for at overleve, så for at tilfredsstille vore sociale behov – og til sidst bliver det underholdning og sjov.

For det tredje har et par kloge folk udgivet en bog fra Harvard Business School, der hedder Blue Ocean Strategy. Jeg har foreslået Børsens Forlags direktør, at hun lancerer bogen på dansk ovre ved Blåvandshuk, men det vil hun ikke... Bogen er tyk, men essensen er dette: Det er sjovere ikke at have konkurrenter (sejle deruda’ på et skønt og blåt hav) end at kæmpe konstant i blodige kampe, der farver oceanet rødt. Det kan man jo ikke rigtigt sige noget imod...

De mennesker, der synes det er sjovt at have med mennesker at gøre, og som tør at knytte kunder og familien og vennerne og kæresterne tæt sammen på en masse måder har en chance.

Det har alle andre også. Men de ender desværre ofte i en trædemølle-biks eller – med et moderne ord – i Karaoke-kapitalisme: Efterligning af andre, men aldrig helt så godt som originalen.

Jeg har møde med Danske Bank på onsdag. Anna havde spurgt i sin nye afdeling, om hun måtte beholde bare én kunde i sin nye rolle. Det måtte hun naturligvis ikke.

CRN 14: Man er aldrig blevet fyret

Man er aldrig blevet fyret

I rigtigt gamle dage sagde man i IT-verdenen, at man ikke blev fyret for at vælge IBM.

Det var måske klodset, gammeldags, krævende og besværlig teknologi sammenlignet med konkurrenternes. Til gengæld var det meget dyrt.

Det gjorde det jo helt naturligt til det sikre valg. Man havde en bedre fornemmelse i maven når firmaets direktør og IBM-sælgeren var ens klædte i pæne, mørke jakkesæt og al det der brok og klage fra IT-freaks nede i kølerummet (serverrummet) blev til noget næppe hørbart baggrundsstøj. Ro på.

Man blev ikke fyret for at vælge IBM.

Så kom den ene revolution efter den anden. Bølge efter bølge af nye teknologier skyllede ind over os. PC’ere, Windows, netværk, relationsdatabaser, Internet, Java, XML, Linux... Det blev bare ved.

Hvad skal man gøre som IT-chef? Skal man kaste al forsigtighed overbord og gå efter ’the latest and greatest’? Skal man sikre stabilitet og forudsigelighed mere end noget andet, og blive på den gamle platform, der (efterhånden) fungerer helt perfekt?

En overgang så det ud til, at det sikre valg simpelthen var at læne sig op ad Microsoft. De var så dominerende, så store – og til dels også visionære – at alle kunne forstå, at man satsede 100% på en Microsoft-stak.

Der var problemer med sikkerhed, med Microsofts tendens til at fiddle med standarder for at gøre dem en anelse – kun en anelse – proprietære, og med high-end ydelse. Priserne får også et nøk opad med jævne mellemrum. Lock-in koster.

Man blev ikke fyret for at vælge Microsoft.

Nu siger IBM, Sun, Oracle og en masse andre, at Linux er vejen frem. Intel er bagud i forhold til AMD. De gamle UNIX’er dør. Novell gør fantastiske ting med directory-koordinering (og de andre gør ikke). Microsofts håndtering af ERP kan gøre mennesker usikre. SAP vil gerne købes af Microsoft eller Oracle. Oracle har købt en masse firmaer.

Hvad skal man nu vælge for ikke at blive fyret?

Vi må indse, at al forretning – langsomt eller hurtigt – vil bevæge sig mod at ting skal ske i realtime. I en sådan verden vil strategi blive afløst af taktik, som vil blive afløst af højt beredskab bestående af et netværk af venner og bekendte, som man kan kalde på, når krisen rammer (igen og igen, hurtigere og hurtigere).

Det er ikke for de bange og de tøvende og de svage. De gamle drenges netværk kan ikke længere beskytte en IT-chef mod fyring ved at hjælpe ham med sikre (og dyre og dårlige) IT-valg. Hvis man er bange for at blive fyret vil man blive det.

CRN 13: Inno-sense

Inno-sense

Torsdag den 6. oktober landede jeg i Helsinki. Jeg skulle deltage i en af de utallige Oktoberfester, der holdes rundt om i Verden. Miracle Iceland holdt en i Rejkjavik, en af mine medarbejdere var med til én i Boston og jeg var så udset til at holde en fin tale til en flok finner med knive og vodka – og øl. Alle tre på samme lørdag.

Men nu var det torsdag, og jeg blev samlet op af min gode ven Tuomas som brugte sin ungdom i Oracle Development, men nu er selvstændig i Nokiaøkonomien, hvor der er masser af data i omløb.

Tuomas var lidt skuffet: Hans gode ven Heikki Tuuri, som vi skulle spise middag med, havde lige aflyst fordi han havde meget travlt den aften.

Vi havde det nu meget hyggeligt alligevel. Øl, sjove historier og sauna fik weekend’en til at gå uden de store problemer. Først om søndagen forstod vi, hvorfor Heikki havde meldt afbud.

Han havde solgt sin database InnoDB til Oracle for et beløb, der nok er større end de fleste beløb. Han kan give middagen næste gang, kan han.

MySQL har fra starten haft en sjov ide om, at man kan hægte forskellige backends på MySQL. På den måde bliver det muligt for enhver at skrive en ”database”, der enten kan være en god relationsdatabase, en gammeldags fil-handler eller noget midt imellem.

Der findes adskillige sådanne backends til MySQL. Problemet for MySQL er bare, Heikki fra starten (for adskillige år siden) havde en drøm om at lave en Oracle-klon. De andre backends har ikke meget med databaser at gøre.

Heikki var nået langt. Den nyeste version havde mange features, der gjorde MySQL til en meget brugbar database.

Men der er et par ting mere I skal vide for helt at forstå, hvad der skete forleden:

For det første rejste Heikki for fem år siden til Oracle’s hovedkvarter og tilbød dem, at de kunne købe InnoDB for 20 millioner dollars. Han blev eskorteret ud af bygningen. Oracle kunne ikke se ideen. Det var vist heller ikke meget af en database dengang. Men det har nok ikke gjort det billigere for Oracle, da de selv kom tilbage til Heikki....

For det andet skal man huske på, at en af database-verdenens bedst bevarede hemmeligheder, SAP DB, som følger gratis med SAP hvis man ønsker det, er en ganske god database. Den forærede SAP til MySQL for et par år siden sammen med 15 millioner dollars i venture capital, så MySQL kunne udvikle et alternativ til Oracle på SAP-platformen.

SAP var træt af at blive svinet til at Larry Ellison, samtidig med at 80% af SAP-kunderne valgte at køre på Oracle-databasen.

Derfor var den kommende version 5 af MySQL med InnoDB’s meget Oracle-agtige features (online-backup, transaktioner, og alt muligt ind imellem) vigtig.

Så solgte Heikki. Det skal han være velkommen til.

Lidt synd for SAP, men de kan vel lade sig købe af Microsoft.

Lidt synd for MySQL, som dør på det her, men de kunne bare have købt InnoDB for mange år siden. De to grundlæggere er desværre lidt for fedtede og selvoptimerende til den slags.

CRN 12: Itanic

Itanic

Det er næsten snyd: Bedst som HP og Intel sammen har lavet en rigtig god 64-bit processor kommer der en opkomling på markedet, som er hurtigere og billigere.

Det kaldes ”disruptive technology”.

AMD overraskede alle med deres Opteron-processor, som designmæssigt var forud for alt, hvad UNIX-producenterne og Intel kunne præstere. Og billigere.

Reaktionen fra Intel/HP kan bedst beskrives som: Lad os smøge ærmerne op, stikke hovedet i en busk og udløse en røgbombe.

Marketings- og salgsmaskinerne har gjort hvad de kunne for at så tvivl og forklare kunderne, at Itanium er ”ægte” 64-bit.

Det er Opteron nu også. Den kan også køre 32-bit applikationer.

Intel taler med kløftet tunge: Vi står bag vores ”ægte” 64-bit Itanium processor (”ægte” betyder, at den ikke også kan afvikle 32-bit applikationer) – men vi laver samtidig en klon (nærmest en piratkopi) af Opteron.

Man har også fremhævet, at Itanium er til ”Enterprise-class” servere.

Virkelig? For det første indeholder en 4-CPU dual-core 2.4GHz 800 DIMMs Opteron-boks i dag formentlig mere CPU-kraft end de fleste virksomheder får brug for. Faktisk mere end de fleste top-1000 bikse i USA har brug for.

Regnekraften i sådan en kraftkarl svarer til over 250 Sun UltraSparc CPU’ere anno 2000.

Og producenter som Tyan kan levere 8-vejs Opteron-servere.

Det burde række til de fleste.

Prisen er heller ikke urimelig: ca 10.000 dollars for at få en HP Proliant DL-585 med to af disse dual-core CPU’er i sig (og der er plads til to mere).

Iøvrigt en rigtig god maskine, denne DL-585. Lavet af de gode, gamle Digital-folk inde i HP.

Apropros Sun: Som man kunne læse i CRN i sidste nummer har Sun nu gjort alvor af deres planer om at sætte Opteron i deres servere og har omgående angrebet Dell.

Dell’s hyggelige eksklusiv-aftale med Intel giver dem reelt konkurrence-problemer. Hvem skulle have troet det? Og kan Dell lave sig om hurtigt nok, eller vil de være tvungne til at prøve at ”disse” en bedre teknologi fra AMD?

Nå, men Intel’s Opteron-kopi EM64T er ved at være ovre de værste børnesygdomme, så nu har Dell snart noget at svare igen med. Desværre er den to-tre gange dyrere end Opteron.

Vær opmærksom på, at AMD patenterede en erstatning for den gamle Hyperthreading-arkitektur kaldet Hypertransport. Den kan Intel ikke bare kopiere, og Hypertransport skalerer meget bedre end Hyperthreading.

Intel vil – som det ser ud nu – ikke kunne indhente AMD foreløbigt. De er bagud. Faldet i søvn i timen. Det sker jo.

Intel satser også stærkt på at få dual-core, quad-core og så videre til at virke (de har problemer, som AMD ikke pt. har på dette område).

EM64T og Opteron kører tillige ”koldt”, dvs. de kræver ikke særlig køling.

I løbet af 2005 er HP’s udviklingsafdeling for Itanium blevet ”flyttet” til Intel, og lige om lidt har HP ikke mere noget at skulle have sagt på processor-markedet.

Intel klarer sig nok. De kan bare koncentrere sig om at indhente Opteron og lade HP og Itanium sejle deres egen isbjergs-fyldte sø.

Det minder lidt om Microsofts manøvre med OS/2 overfor IBM for mange år siden.

Det minder lidt om Digital’s revolutionerende 64-bit Alpha-processor for mange år siden.

CRN 11: Sammensværgelse (GCC)

Sammensværgelse

På et tidspunkt går det alligevel op for alle, så jeg kan ligeså godt sige det nu: Vi er ofre for en verdensomspændende, kommunistisk (dvs. undergravende) sammensværgelse.

Hvad de ikke opnåede under Den Kolde Krig – total kaos og anarki i den vestlige verden – er tæt på at lykkes for Kina, Rusland, Cuba, Nordkorea og de andre nu.

Deres mål er naturligvis Verdensdominans – deres metoder mere raffinerede end nogensinde før.

Kommunisterne har to hovedstrategier: At ramme os på vore samfunds infrastruktur og at fratage os evnen til at kæmpe som mænd for vore fædrelande.

De når deres mål på følgende vis:

Først og fremmest har nogle såkaldte ”sovende agenter” (Sleeping Agents) i mange år arbejdet på at gøre de vestlige samfund afhængige af nogle få IT-leverandører (som de selv ejer og profiterer fra, naturligvis) såsom Microsoft, IBM og Oracle.

Disse leverandører skal sørge for at levere en stadig strøm af ”forbedringer” og ”rettelser”, der gør alle vigtige systemer i vesten ustabile og uforudsigelige.

Der er ingen tvivl om, at Bill Gates, Sam Palmisano og Larry Elison er kommunistiske agenter, der blev plantet iblandt os for mange år siden.

De har alle tre i hemmelighed fået tildelt Leninordenen, og deres virkelige fornavne er Bylliana, Samskaya og Laurenskyi.

Det er jo ikke noget tilfælde, at Larry’s dækhistorie om sin ”opvækst i Amerika” inkluderer russiske forældre i Chicago.

Men kommunisterne benytter tillige en meget raffineret strategi, der har til formål at destruere os som nation, nedbryde vores kampkraft og gøre os til villige lakajer i den nye verdensorden: De er ved at gøre mænd til ikke-mænd.

Som det måske er nogle af læserne bekendt har psykologerne længe fortalt os, at det vigtigste for en mand er hans arbejde. Hvis dét fungerer (og hvis han får ros for det engang imellem, f.eks. af konen) kan han klare alt her i livet: Huset, haven, børnene, skattevæsenet og endda de fleste grønne afgifter.

Eksempel: Netop de grønne afgifter (introduceret af den sovende kommunist Svend Auken) blev i sin tid af Venstre forsøgt afsløret via sloganet ”Grønne afgifter er røde skatter” – men ingen lyttede til advarslen.

Hvis en mand ikke får lov at arbejde, så ved enhver, at han falder sammen, bliver kraftesløs og generelt smuldrer bort i løbet af højst 18 måneder.

Ved at gøre private bureaukratier om muligt endnu mere langsommelige og ineffektive end de offentlige er det gradvist og snigende (via f.eks. Sarbanes-Oxley-loven) lykkedes for Bylliana, Samskaya, Laurenskyi og deres medsammensvorne i de politiske partier at få gjort det stort set umuligt for andet end de ganske få mænd at udføre noget som helst arbejde i løbet af en arbejdsdag.

Eksempel: Da Danske Bank for nyligt besluttede sig til at ansætte 10 (ti!) jurister mere i deres sekretariat og dernæst begynde at have endnu højere grad ’Regulatory Compliance” end Finanstilsynet (som de selv bestyrer) anbefaler – var det jo ikke for deres blå øjnes skyld. Det var fordi det 1) gør det meget vanskeligt og dyrt for mindre banker at følge med og 2) gør det endnu vanskeligere for finansmedarbejdere at lave noget efter 15.

Eksempel: Tror I den nedsatte arbejdstid på 37 timer blev indført for arbejdernes skyld? Ha! Målet for de kommunistiske agenter i den såkaldte Arbejderbevægelse (den hverken arbejder eller er i bevægelse) er 8-timers arbejdsugen, hvis bi-effekt formodentlig vil være, at de fleste mænd taber deres testikler. Kun landmændene vil derefter kunne videreføre den danske DNA-arv.

Kammerater! Det er ude med os, og det bliver kun værre i årene der kommer. I takt med, at alt bliver software (Metroen, bilerne, elevatorerne) vil kaos nå højder vi ikke kan forestille os. Alle steder vil den blå skærm gradvist blive erstattet af et billede af en smilende Lenin, der fra sit mausoleum endelig kan hilse samtidigt på alle hans Nyttige Idioter i Vesten.

Vær ikke overraskede, når f.eks. LEGO flytter al deres produktion til Kina eller IBM sælger deres PC-biks til kineserne. Det er et led i planen. Og i øvrigt den eneste mulighed for at få anbragt produktionen et sted, hvor folk rent faktisk må udføre rigtigt arbejde.

Lad os slutte af med et citat fra en nutidig annonce for et dansk IT-konsulenthus: "På baggrund af omfattende erfaring, kan vores tekniske specialister udvikle komplekse og kritiske løsninger,...”

CRN 10: SANheden

SANheden


En god veninde i IT-branchen forklarede mig engang, hvorfor hun elskede SAN’er: Både en sælger uden teknisk ekspertise og en køber uden teknisk ekspertise kan forstå alle fordelene.

Det er jo drømmescenariet for et salg, thi så kan man henvende sig til de højere echeloner i virksomheden og få både kontakt og kontrakt uden at skulle involvere de der nørd-typer.

70-80% af hardware-budgetterne er i de sidste fem år brugt på SAN’er. Ikke kun i Danmark.

Er der fordele ved SAN’er set fra købers synspunkt? Bestemt. Ulemper? Åh ja.

I Miracle har vi en del sager omkring SAN’er i disse tider (sager = problemer). Jeg tror de kan kategoriseres på følgende måde:

Følger af konsolidering. Konsolidering medfører færre enheder af samme type – det være sig servere, disk-systemer, databaser eller ægteskaber. Hvis det konsoliderede går i stykker rammer det derfor naturligt hårdere i virksomheden.

Jeg plejer at sige, at en konsolidering altid introducerer en ny Single Point Of Failure – en SPOF.

Kompleksitet. Mange af fordelene ved et SAN (automatisering af diverse opgaver mv.) kræver kode. Mellem serveren (operativsystemer), der beder om at få noget data og til disken, der afleverer dette, er der otte til ni lag af software.

Så megen ekstra software plejer ikke at være godt nyt med hensyn til en reduktion af kompleksitet.

Case 1: Stor kunde. En opgradering af firmware på en server medførte nedbrud på SAN’et, hvilket medførte at adskillige databaser på én gang blev utilgængelige for brugerne.

Case 2: Lille kunde. SAN’et virker ikke efter hensigten. Leverandøren har ikke en tekniker i Europa, der kender til alle otte lag af kode i SAN’et. Skiftende teknikere fra samme leverandør skyder skylden på forskellige lag i koden. Kunden ender med at prøve at få leverandørens folk til at tale med hinanden.

Spørger man leverandørerne af SAN’er er der rent faktisk ingen ulemper ved at anskaffe sig et SAN.

Jeg tror reelt behovet for et SAN findes hos meget, meget få kunder. De fleste opdager, at følgeomkostningerne ved den øgede kompleksitet er højere end de frygtede.

På dansk har vi det gamle udtryk ’at sætte alt på ét bræt’. Det betyder at satse. Hvis det går godt er det fantastisk. Går det skidt er man færdig.

Min forudsigelse for de næste par år er, at de fleste SAN-ejere vil være nødt til at udskifte det med et nyt eller opgradere for en formue. Men ikke fordi deres storagebehov er stærkt voksende.

Prøv at tage totalprisen for dit SAN og divider med antallet af rigtige, fysiske diske der sidder i det.

Check så prisen på en disk nede hos PC-forhandleren på hjørnet (den ligger på nogle få hundrede eller få tusinde kroner).

Forskellen på de to tal er enten din merværdi eller din merpris for SAN’et.

CRN 9: Svaret er 42

Svaret er 42

En del IT-folk (og nogle få normale mennesker) kender baggrunden for, at tallet 42 benyttes med et særligt glimt i øjet af nørder og indviede indenfor IT-verdenen. Her er forklaringen.

Douglas Adams skrev for snart mange år siden en række hørespil til BBC, der beskrev en sjov science-fiction verden. De blev også udgivet som bøger, og første bog har titlen ’Hitchhiker’s Guide to the Galaxy’ (og den havde i øvrigt premiere som film den 12. august i år).

Det hele starter, da den altvidende computer Deep Thought endelig kommer med svaret på det helt store spørgsmål om ”Life, The Universe and Everything.”

Efter at have advaret tilhørerne om, at de nok ikke kan lide svaret, siger den ”42”.

Det har i tidens løb givet anledning til mange spekulationer om, hvorfor Douglas Adams netop valgte tallet 42. Men som han selv sagde for et par år siden – kort før han desværre døde: ”I looked out the window and thought ’42 will do’”, og så er den ikke længere. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om det er en tilfældighed, at sætningen ”Forty-two will do” rimer...

Der er mange websites dedikeret til tallet 42. En maraton er 42 km. Fox Mulder bor i lejlighed nummer 42. Starship Enterprise har 42 dæk. Der var 42 idrætsgrene ved den første olympiade. Der er 42 gallon olie i en tønde. Elvis døde som 42-årig (eller gjorde han?). Det gjorde Elvis’ far også.

Hunde får 42 tænder i alt igennem livet. Der står tit 42 på en Levi’s jeans lynlås (få en af det modsatte køn til at se efter). Der er 42 værelser i Det Hvide Hus. Romeo og Julie var gift i 42 timer. Einstein fik Nobelprisen som 42-årig.

Den første bibel var på 42 linier. Der var 42 generationer mellem Josef og David. DNA vibrerer omkring 42 GHz. Julia Roberts bor i nummer 42 i The Pelican Brief. Surfere rankes 1 til 42. Grænsen for dykning med almindeligt udstyr er 42 meter. Højeste temperatur et menneske kan have uden at dø er 42. En Joule er 4.2 kalorier.

Rock-bandet Level 42 var inspireret af Douglas Adams. Der er 42 lande i spillet Risk. Russerne var i færd med at placere 42 missiler på Cuba i 1961. Gaza-striben (som nu skal skifte hænder) er 42 km lang. 42% af anden-klasses passagerne på Titanic overlevede.

Her på det sidste har jeg opdaget følgende: Danmark sendte 42 mand til Dafour-regionen i Sudan. Den amerikanske spam-konge Scott Richter blev for nylig dømt til at betale 42 millioner dollars til Microsoft.

Da vi i Miracle for et par år siden skulle lave et system til at holde styr på nogle såkaldte løs-trailere hos et transportfirma drejede det sig om præcist 42 trailere. Vi tog naturligvis 42K for det.

42 bruges også som svar, når IT-folk ikke ved, hvad vi skal svare:

Kunden: Hvor mange diske skal vi bruge?
Miracle: Hvad skal I lave?
Kunden: Det ved vi ikke.
Miracle: Så vil vi anbefale 42 diske.

Jeg ville ikke blive forbavset, hvis den påtænkte omlægning af politiets systemer kommer til at koste 42 mandår eller 42 millioner per system.

Selv det tørreste bureaukrati kan blive ramt. Et sted i EU’s bygninger må der sidde en mand, som alle tror er en kedelig bureaukrat, men som hørte eller læste Hitchhiker’s Guide i sin ungdom. Hvordan kan grænsen for hektar-støtte ellers lande på 42?

Ud over at være svaret på det store spørgsmål om Livet, Universet og Alting er tallet 42 uden dybere mening. Måske netop derfor dukker op de særeste steder og situationer, hvor man egentlig godt kunne have forventet en dybere mening.

PS: Det skulle ikke undre mig, om tallet 42 er nævnt 42 gange i denne klumme.

CRN 8: Ballerup eller Bangalore

Ballerup eller Bangalore

Jeg har en gammel drøm om at holde lokationsbaserede kurser, f.eks. et optimeringskursus i Tune, et kursus i kø-teori i Køge, og et kursus i Oracle’s Grid-teknologi i Grindsted.

Men måske var det mere relevant i disse tider at holde kurser i den Inder By i København om kulturforskelle mellem danske og indiske IT-folk.

Outsourcing og udflytning af ”almindelige” IT-jobs hos kunder, partnere og leverandører medfører et behov for at kunne forstå hinanden på tværs af de skel, der altid er mellem mennesker i forskellige lande.

I Miracle A/S har vi jævnligt fornøjelsen af at skulle køre en ”sag” igennem de store database-leverandørers supportsystemer på vegne af en kunde, der er rendt ind i et IT-problem.

Det har givet os nogle dårlige, nogle gode, nogle triste og nogle aldeles morsomme oplevelser gennem årene – og det uanset om det er danske, amerikanske, indiske eller italienske (ja, endda svenske) supportere vi støder på.

Forleden havde en af vore medarbejdere f.eks. en supportsag for en større dansk virksomhed, og leverandørens supporter i den anden ende hed Logout til efternavn.

Med en venlig tanke på det europæiske melodiske grand prix og vore irske venner var vi tæt på at kalde os selv Johnny Login i vores ende af sagen.

På et mere seriøst niveau kan vi konstatere, at det formentligt største problem i kommunikationen mellem danskere og indere er, at indere meget nødigt siger nej.

Det medfører hurtigt, at der enten opstår irritation eller misforståelser mellem parterne.

Det kan være når man for !&%/ allerede HAR svaret på noget, og så bliver spurgt om det igen, og igen, og hvor man spørger, om supporteren dog ikke har set, hvad man skrev i sagen for to dage siden?

Det kan være når man spørger om supporteren ved noget om netop dette problem?

Eller om de på deres interne test-systemer har kunnet genskabe problemet på baggrund af den reproducer-bare case man indsendte i forrige uge.

Svaret vil aldrig være et klart nej.

Hvis man virkelig insisterer – og tro mig, jeg har prøvet – så kan man efter ihærdige forsøg få at vide, at man skal tale med deres supervisor. Og så kører møllen forfra.

Jeg synes det er pragtfuldt at vi på vores vej mod den globale landsby stadig kan støde på kulturforskelle mellem folk og lande, der er så markante. Men ligesom man skal vide, at synet af en fodsål kan virke stødende på en araber, mens synet af to mænd hånd i hånd kan virke underligt på en kaukaser som mig, så skal man også vide, at den indiske kultur er forskellig fra vores på en række punkter.

I de kommende to-tre årtier skal vi blive gode til den slags, og på vejen lære meget om hinanden. Mine indiske venner i England, som har været dér i mange år, har nogle nyttige og morsomme observationer om dem selv (de har en pragtfuld selv-ironi) og har vænnet sig til at være vestlige i deres måde at arbejde og kommunikere på. Det skal vi alle benytte os af.

Vi havde en rigtig perle af en supportsag i denne og sidste uge, hvor spørgsmålet om, hvorvidt to produkter (fra samme leverandør) officielt kunne arbejde sammen i den og den version.

Svaret – givet tre eller fire gange – fra den indiske supporter var, at han havde sendt spørgsmålet videre til alle de relevante mail-forums på Internettet, og at han ikke havde hørt fra dem – så de to produkter måtte jo virke sammen.

Det viste sig, at det gjorde de ikke. På det tidspunkt var sagen over ét år gammel.

CRN 7: El version 4 og Vand version 2

El version 4 og Vand version 2

I Miracle A/S har vi berøring med 4-500 danske virksomheder om året.

En del vælger at outsource.

De virksomheder, der outsourcer bogføring og andre standard-ting oplever normalt kun, at det bliver dyrere - ikke nødvendigvis dårligere. Nogle gange kan det også blive billigere.

De virksomheder, der var afhængige af deres outsourcede IT-funktionalitet skal nu gøre en større indsats for at få oursourceren til at forstå og udføre ændringer i IT-systemet.

Efter et par år opretter de så en mindre IT-afdeling for at give outsourceren modspil.

Nogle troede måske, at IT var som el og vand – det skulle bare komme ud ad væggen.

Men holder den sammenligning? IT er enten standardiserede forretningsfunktioner, som alle er fælles om (bogføring) eller noget din virksomhed konkurrerer med.

Og jeg kan love dig én ting: Alt bliver software. Biler skal allerede i dag bootes, og Københavns Metros styresystemer patches jævnligt.

Forestil dig, at:

På mandag modtager du et brev fra vandværket, der meddeler dig, at:

· Den gamle type vand desværre ikke mere kan understøttes.

· Der vil fra nu af kun blive leveret varmt vand da alle husstande i dag har et køleskab installeret, der kan køle vandet.

· Det leverede vand vil være 97 grader varmt og trykket vil være tre-doblet. Det er derfor nødvendigt at skifte alle vandrør og blandingsbatterier ud med nogle nye modeller, der kan klare de øgede krav.

· Vandværket er i øvrigt overbeviste om, at du vil blive rigtig glad for vand version 2.

På tirsdag modtager du så et brev fra elektricitetsværket (vores liberale regering har for nyligt sørget for, at det nu er et statsejet monopol for ligesom at sikre konkurrencen), hvori de meddeler følgende:

· Om tre måneder ophører deres support af 240 V/50Hz vekselstrøm.

· I stedet vil Den Nye El (1200 Volt/420 Hz jævnstrøm) blive leveret standard til alle husstande.

· Det koster ikke noget at få leveret den nye type elektricitet.

· Dog vil de nye fem-benede stik (som er de eneste der understøttes) kræve mindre modifikationer i hjem og på arbejdspladser, såsom nye kontakter overalt i huset.

· Der findes integrationsløsninger og interfaces, der kan afhjælpe de midlertidige gener ved overgangen til fremtidens elektricitet.

· Alle el-leverandører kan være behjælpelige (mod normal timebetaling) med at få dette til at glide uden problemer.

· Elektricitetsmonopolet glæder sig til at vise dig fordelene ved Strøm version 4.

Pludselig ser det ganske fristende ud, hvis man kunne have sin egen vandbrønd og sit eget mini-elektricitetsværk, ikke?

Som at have sit IT-udstyr tæt på sig, så man selv kan bestemme en masse små ting i hverdagen, og selv kan bestemme hvor hurtigt forandringer skal ske, og selv prioritere IT-relevante opgaver.

PS: Mini-elektricitetsværker fås i dag fra en række leverandører, f.eks. Statoil. De er sjovt nok meget mere effektive og billige i drift end de store, centrale løsninger. Man kan evt starte i sit eget bryggers: http://www.tekno.dk/pdf/nummer153.pdf

CRN 6: Stakken vokser

Stakken vokser

”Complexity is the enemy of availabilty” sagde en VP i Microsoft SQLserver Development til mig en dag vi talte om den voksende teknologistak.

Fra ’alt-i-én-maskine’-løsningerne i 80’erne med deres dumme terminaler forbundet til en IBM mainframe, en VAX-maskine eller måske en DDE Supermax, over client-server løsninger til nutidens multi-tier/multi-komponent løsninger har vi set en eksplosion i kompleksiteten.

Vi har også set en eksplosion i mulighederne for at anvende IT-teknologien, og det skal vi alle være glade for.

Mange IT-brugere i dag anvender nogle få skærmbilleder til noget arbejde, de anvender internettet og de anvender måske et tekstbehandlingsanlæg på deres PC.

Lidt provokerende kunne jeg da sagtens forestille mig, at den slags simple anvendelser kunne foregå via dumme terminaler forbundet til en server.

Desværre er man i virkelighedens verden meget hurtigt ejer af et anlæg med PC’er, applikationsservere, databaseservere, filservere og noget firewall.

Kompleksiteten vokser ikke lineært med antallet af involverede komponenter. Den vokser eksponentielt. Der er meget mere der kan gå i stykker når alle komponenterne udover at have deres egne fejl også skal spille sammen med andre.

Det er både godt og skidt. Godt fordi det giver en masse problemer, som vi i branchen kan tjene penge på. Skidt, fordi det ind imellem giver sure kunder og brugere, som ikke kan forstå at det nye, fine, dyre anlæg kører mere ustabilt end det gamle.

Det kan godt lade sig gøre at få en ny arkitektur – med mange flere komponenter end det gamle – til at køre stabilt, men det er for det første ikke en given kendsgerning, for det andet noget, der kan tage tid og koste penge at nå hen til og for det tredje noget, der kan ændre sig meget hurtigt, hvis blot én af komponenterne opgraderes eller ændres.

Selv de bedste intentioner om ikke at røre ved noget, der kører og virker, kan blive kastet omkuld af en sikkerhedsrettelse, en udskiftning af PC’erne, en opgradering af serverens operativsystem og mange andre ting.

Enhver forandring er en potentiel destabilisering. Vi mennesker har heldigvis en klippefast tro på nogle grundlæggende ting:

- Hvis det er nyere må det være bedre
- Hvis versionsnummeret er højere må det være bedre
- En forandring må nødvendigvis være til det bedre

Der er ikke så meget at gøre ved det. Folk, der virkelig ved hvad de taler om kan nogle gange komme op med meget simplificerede løsninger, som sparer kunden for mange lag i stakken, mange komponenter i systemet – og dermed mange penge og frustrationer og nedetimer.

At investere i endnu mere hardware og software for at være helt sikre på, at systemet altid er oppe, er ofte snarere en politisk beslutning (’jeg har gjort alt, hvad man kunne’) end en teknisk velbegrundet løsning.

Det ved vi vel egentlig godt alle sammen.

Imens vokser stakken – af regninger.

CRN 5: Carlsberg-syndromet

Carlsberg-syndromet

Historien gentager sig... aldrig HELT på samme måde. Karl Marx mente, at historien gentager sig – første gang som farce, anden gang som tragedie.

Der findes en gammel IT-konsulent – jeg vil her kalde ham Peter - som har været barn dengang enhver bondegård herhjemme bryggede deres eget øl.

Efterhånden fik hver landsby sit eget bryggeri, og de fleste hånd-/hjemme-bryggere forsvandt.

Efterhånden forsvandt disse små bryggerier og til sidst var der næsten kun Carlsberg tilbage.

Som det er skik og brug i Danmark fik Carlsberg lov til at dominere og monopolisere værre og mere omfattende (pervasive er vel ordet nu om dage) end det tillades i lande vi gerne (og ikke så gerne) vil sammenlignes med.

Carlsberg sælger den største del af det øl, der sælges i Danmark (omkring 99%).

De er blandt de allerstørste vin-importører i Danmark.

De står for 100% af markedet for alko-drikke til vore teenage-børn (Barcardi Breezer, Smirnoff Ice, osv.).

De ejer det meste (86.14%) af Dansk Retur System, som har oplysninger helt ned på flaske-niveau om alle konkurrenterne i deres database (og de har med held undgået at denne vanvittighed omfatter deres teenage-alko-drinks og deres vinflasker).

Indenfor IT er samme udvikling ved at blive tegnet af firmaer som IBM, CSC og KMD.

Skiftende regeringer har givet dem stadigt bedre muligheder for at dominere markedet.

Er det ikke HELT vildt, at det næsten uden undtagelse er ligegyldigt, om det er borgerlige eller socialdemokratiske regeringer – de lader altid de store dominere de små. Et underligt supplement til vores jantelov, ikke?

Der er dem, der mener at IT bare er noget standard-halløj der kommer ud af væggen ligesom el og vand – og dem, der mener, at det er dét, der kan give virksomhederne konkurrencefordele.

Men mon it-kunder, der har outsourcet, nogensinde får deres manøvredygtighed tilbage? Mon de er nødt til at acceptere priserne som de meget få, meget store, leverandører er enige om ikke at konkurrere på?

I en videnbaseret verden snakker vi 80% viden og 20% dimsedutter. I en verden med manuel kartoffelhøst og kvindeligt hjemmeølbryg er det omvendt. Hvis kundens IT er standard – hvad er hans virksomhed så?

Ved at outsource sin fremtid til de store har han både sendt en masse bøvl og besvær til nogle andre – og fraskrevet sig de afgørende konkurrence-fordele i en meget foranderlig verden.

Hmm. Gad vide, om netop hans applikation (ud af 42.000 andre) får den der fantastiske opmærksomhed, som han har brug for i din evige og accellerende kamp for markeds-fordele og –andele? Hmm.

PS: I Skagen er der om sommeren et lokalt politimester-påbud i kraft, som forbyder udskænkning af fadøl på mere end 2% alkohol. Det ved de færreste. Carlsberg og andre leverer det gerne – ingen kan jo smage forskel. Svenskere og nordmænd bliver fulde – tror de.

CRN 4: YPDN

YPDN

YPDN = You Probably Don’t Need...

For nogle år siden skrev min gode ven Cary Millsap (www.hotsos.com) en artikel med overskriften ”You probably don’t need bigger disks or faster CPU’s”.

Hans pointe var, at hurtigere CPU’er kan gøre performance-problemer værre, og at det ikke er godt at købe nye, større diske, hvis man samtidigt køber færre.

Det er nok ikke intuitivt for de fleste, at hurtigere CPU’er kan gøre et problem værre, men det vender jeg tilbage til.

Nå, jeg skrev for et par år siden en artikel, som jeg kaldte ”You probably don’t need RAC”. RAC er software fra Oracle, der tillader Oracle at køre ”parallelt” på hardware-clustre.

Min pointe var, at jeg synes fantastisk godt om RAC, at det er en imponerende teknologi, men at de fleste formentlig ikke har brug for den (og den koster kassen).

Mens Cary’s artikel forblev i det obskure tekniker-domæne, hvor ingen bemærker noget og ingen gør noget, så fik min artikel en helt anden skæbne...

IBM’s marketings-afdeling læser nemlig også medlemsbladet SELECT fra International Oracle User Group (IOUG), og så kunne man ellers, hvis man beskæftigede sig med salg af DB2-databaser internt i IBM, kort efter læse et længere whitepaper fra IBM med titlen ”Oracle experts agree: You probably don’t need RAC”.

Jeg ved at det her kommer som et chok for CRN’s læsere, men jeg fortæller det alligevel: IBM argumenterede i deres såkaldte whitepaper (en anden farve havde måske været passende) for, at deres egen løsning for DB2 var bedre end Oracle’s RAC!

Der gik en måned før Oracle’s marketingsafdeling i hovedkvarteret syd for San Francisco opdagede IBM’s papir, og så kan det da ellers nok være jeg fik opmærksomhed. Pludselig havde jeg møder med både produktchefen for RAC og VP’en med ansvar for RAC ovre i Oracle’s hovedkvarter. Meget spændende.

Man må jo ikke sige sådan noget om stjerneprodukter – hvad skal der så blive af op-salget? Alle skal have RAC. Eller hvad det nu end er man prøver at sælge kunderne. Det kan man jo sige sig selv.

En sjov øvelse er at spørge leverandørerne om de kan nævne nogle eksempler på virksomheder, der ikke har brug for deres ypperste produkter. Prøv det næste gang.

Så for nyligt gik det galt igen: Chef-arkitekten på Microsofts SQL Server database, min udmærkede og utroligt irriterende begavede ven James Hamilton, skrev et længere papir med den sexede titel ” Oracle Real Application Clusters and Industry Trends in Cluster Parallelism and Availability” og den opdagede Oracle’s marketingsafdeling selvfølgelig (igen gik der en måneds tid eller mere), og så kunne balladen begynde forfra. James argumenterede frem og tilbage, og var i det hele taget rimeligt seriøs omkring emnet. Men han citerede mig og mit YPDNR-papir en del.

Dén går ikke. Han er jo fra Microsoft.

James Hamilton roser faktisk RAC i sit papir. Men han mener at den ”shared-nothing” arkitektur han først lavede som chef-arkitekt på DB2 og nu vil lave på SQL server er bedre end Oracle’s ”shared-disk” arkitektur. Det er hans holdning, og andre har andre holdninger.

Men det her handler jo ikke om facts og relevans og argumenter. Det er marketing.

De store bikse (Microsoft, Carlsberg, Oracle, osv.) er ekstremt følsomme hvad angår deres markedsføring. Det skyldes (mindst) to ting:

For det første har de investeret mange penge i at opbygge et image og lave dyre kampagner rundt om i verden. ”Probably the best beer...”, ”You probably need RAC”, osv.

For det andet er det rigtigt godt for en marketingsKaj at have været i marketingsafdelingen hos Carlsberg, Oracle el.lign. I disse afdelinger gælder det om at gøre sig bemærket i 3-4 år, og så kan man få de rigtigt fede jobs bagefter.

Jeg tror ærlig talt ikke de dér MarketingsKaj’er føler noget som helst personligt for de produkter de promoverer. De holder altid den ironiske distance, de har altid øjnene på den næste jobmulighed.

Hvor tit har jeg ikke set dem skifte til konkurrenten og kort efter svine deres forrige arbejdsgiver til i kampagner?

Hvis prostitution er verdens ældste erhverv, så tror jeg det er på tide, at sociologerne kigger med friske øjne på marketingsfolks sexliv.

Tilbage til virkeligheden: Så giganterne er meget følsomme. Den dag jeg skriver artikelen ”You probably don’t need Carlsberg” får jeg nok en masse opmærksomhed igen J.

Men behøver man faktisk hurtigere CPU’er? Jeg lovede jo at vende tilbage til dette.

Som regel ikke.

Faktisk meget sjældent.

For nogen tid siden var jeg på besøg hos en kunde, der havde opgraderet deres server så den nu havde to meget hurtige Xeon-CPU’er i sig. Meget hurtigere end de gamle.

Og alting kørte langsommere.

Det er faktisk ikke så unormalt som man skulle tro. Der er en række fysiske og matematiske fænomener i denne verden, der ikke er intuitive.

En række matematiske paradokser, som man kun forstår, hvis man orker at grave sig ned i formlerne. Selv den bedste snusfornuft vil ikke give een løsningen. Lev med det.

Men lad mig forsøge mig med et billede, selvom det ikke er perfekt:

Som alle, der komme sydfra og skal til København om morgenen ved, så hedder byen Køge fordi køen starter dér.

Jeg ser med jævne mellemrum IT-kunder, der i overført betydning enten gør tilkørselsrampen ved Solrød 8-sporet og/eller anskaffer sig en rød Ferrari for at komme hurtigere til København om morgenen.

Men selvom rampen ved Solrød er 8-sporet, og selvom du holder og er helt klar i din Ferrari, så kommer du ikke hurtigere til København. Du er bare i stand til at vente på at komme på motorvejen sammen med endnu flere på rampen.

NB: Jeg er helt vild med danskernes tilbøjelighed til at lægge sig i yderbanen. Man ved jo aldrig. Man skulle jo nødig gå glip af noget. Men enhver kan jo sige sig selv (og det bekræftes af matematikken i kø-teori), at når alle rykker ud i overhalingsbanen kommer alle langsommere frem. Alligevel gør vi det. Den matematiske disciplin kaldet spil-teori kan forklare dette underlige fænomen, som i øvrigt er afskaffet ved lov i Tyskland: Ind til højre, eller du er en dummkopf.

Jeg har set tilfælde, hvor flere CPU’er hjalp på problemer. Jeg har endda set nogle få tilfælde, hvor hurtigere CPU’er hjalp på problemer. Men det er så tilpas sjældent, at jeg netop kan huske disse tilfælde.

Jeg har aldrig set større diske hjælpe. Det er IOPS (IO Per Second), der betyder noget, og ikke størrelsen (!), og det har ikke ændret sig i de sidste 42 år. Men jeg har set større diske gøre tingene meget værre, fordi man måske troede man så kunne nøjes med færre - sælgeren sagde jo, at cachen i SAN’et ville tage sig af resten.

Yeah right. En cache hjælper, hvis der er mange gentagelser (men så laver du jo fjollet arbejde, som kunne spares, hvis du var intelligent) og hvor der er pludselige spikes.

Den hjælper når du har færre diske. Cache koster cash. Det forklarer måske hvorfor man prøver at sælge det så ivrigt.

CRN 3: Nul-sumsspil

Nul-sums spillet: Jobs i de nedre lag

Kære læser: Forestil dig et øjeblik, at du er ligeså gammel som jeg, og at din teenage-datter eller –søn har besluttet sig for at tage en IT-uddannelse på et universitet eller anden læreanstalt.

Forestil dig, at du efter et antal år (2, 3, 4, 7) stolt ser dit afkom bestå den afsluttende eksamen og stå klar til at gøre karriere i IT-branchen.

Hvorpå unge Viktor meddeler, at han vil være en rigtig god Cobol-programmør. Hans drøm er at beherske CICS, //JOB, og hele den øvrige mainframe-verden.

Er det et sandsynligt scenario?

Hvad nu, hvis istedet Viktoria meddeler dig, at drømmen er at blive en vanvittig god database-administrator?

Er den situation mere sandsynlig?

Ville du fortælle dem, at det var en rigtig god og visionær karriere-vej?

Min verden siden 1987 har været databaser og DBA (DataBaseAdministration), og i begyndelsen kom der nye kolleger til hele tiden, vi var konger, og følte os som rigtige pionerer...

I dag er det de samme gamle, bitre mænd (mest mænd), der mødes år efter år, bytter jobs med hinanden, bliver et år ældre - og savner de gode, gamle dage.

Det er næsten rigtigt, når jeg siger, at den eneste unge database-fyr, der er kommet ind i vores verden i de sidste mange år hedder Morten og arbejder for mig.

Det er kun næsten rigtigt, for der var jo også ham Tobias hos teleselskabet – men han skiftede til noget andet forleden.

Der er heldigvis grøde i markedet – folk er begyndt at flytte sig igen. Det har ellers stået lidt sløjt til, og man har klamret sig til sit job, specielt hvis det var i en stor og/eller offentlig virksomhed. Men mobiliteten er stigende (apropos ugens tema i CRN J).

Folk sender deres CV og fortæller mig, at jeg ”... godt lige må holde øje...”, og virksomheder spørger mig, hvordan i Alverden de skal finde en DBA mere?

Jeg deltager i et nul-sums-spil.

A1 søger tilbage til firma F1 efter nogle år hos firma F2. Til gengæld vil A2 gerne væk fra firma F3 og flytter ud til F1. Nu mangler F3 en DBA, men det er der jo råd for...

Det ligner den ordning for akademikere, som eksisterer i det offentlige: Hvert tredje år bytte man rundt på pladserne.

Måske vi skulle tage fat i de gode, gamle DBA’er herhjemme og lave en fast, aftalt, rotationsrunde for dem? Så havde de så komplet forældede og dødkedelige fagforeninger da endeligt noget (næsten) meningsfuldt at lave.

Man siger jo, at commoditiseringen kommer nedefra i stakken: Hvor mange i Dagens Danmark kan egentlig i dag troubleshoote en syg disk med et oscilloscop, hvis noget er galt? Nej vel? Man skifter hele disken, og prøver end ikke at finde ud af, hvad der var i vejen.

Hvor mange virkelige mestre og supereksperter findes der i dag på Unix, Linux, VMS eller Windows operativsystemerne? Ikke mange.

Hvor mange supereksperter tror I så der findes på database-området om nogle år?

Der kommer på den ene side ikke nye folk til i denne del af branchen. Se blot på uddannelsesmarkedet – netop i disse nedre lag af teknologistakken er antallet af solgte kursusdage gået dramatisk ned i de sidste 6-8 år.

Til gengæld mister vi hvert år nogle af de ”gamle”, fordi de enten går på pension, finder på noget andet eller bliver bedt om at lave noget andet i deres eksisterende job. Så er det jeg modtager CV’er, hvor en af de gamle gutter fortæller, at han ikke rigtigt har beskæftiget sig med databaser i de sidste fem år, så dér er han nok noget rusten.

Den endelige udryddelse af DBA’erne (disse almægtige data-konger, som kunne befale over liv og død for data, designs, projekter, brugere og systemer) signaleres måske tydeligst ved tendensen til enten at omdøbe DBA-afdelingen til DSA (DataSikkerhedsAfdelingen) eller til at gøre den (DBA-afdelingen) til en del af noget så rædselsfuldt som Storage-afdelingen. Gys.

De nedre lag af teknologi-stakken (diske, styre-systemer, databaser) er ikke specielt sexede mere. Hvem kan bebrejde de unge, at de søger hen mod det fremadrettede? Det har aldrig været godt at forsøge at kigge ind i fremtiden ved at kigge sig over skulderen.

Det mest sandsynlige er, at Viktor eller Viktoria vælger en karriere omkring Java, .Net, grafik, spil, farmerdating eller lignende.

Men man kan så sandelig tjene penge på at arbejde i de nedre lag –mange penge - hvis man kan holde sig up-to-date, og hvis man kan forblive på markedet i dårlige og gode tider, mens andre søger mod mere ”sikre” græsgange eller bare vil arbejde med ”det sidste nye”.

Der er penge i legacy, men sexet er det ikke. Der findes langt sikrere metoder at score på i byen end ved at nævne, at man er Database Administrator, men i øvrigt også har en del at gøre med virksomhedens disksystem, og er ansvarlig for jævnlige opgraderinger og patchinger af styresystemet. Gaaab.aHan er smuttet.

CRN 2: OakTable

Hvad et egetræsbord kan føre til

En januar-aften i 2002 kom jeg til at tænke på, at der lige nu sov 17 af verdens bedste database-folk på gulve, senge og under borde i mit hus, og at det egentlig var ret fantastisk. [det blev starten på mit personlige netværk]

Jeg er så heldig at have grundlagt en kreds af de måske 50 bedste Oracle database-eksperter (nørder hele bundtet) i verden. Det hedder The OakTable Network, og er opkaldt efter mit egetræsbord hjemme i køkkenet i Måløv.

Et helt uovertruffent netværk, som giver mig (og forhåbentlig også de andre medlemmer!) en masse ideer og muligheder for at diskutere emner ”ude på kanten” og få besvaret spørgsmål – og såmænd også lave lidt spøgefuldheder med hinanden ind imellem J.

Der er ingen penge imellem os og intet medlemsgebyr, undtagen når vi hyrer hinanden på kryds og tværs af landegrænser til præsentationer og kurser for vore respektive kunder og partnere, eller trækker på hinanden i meget komplekse sager.

Man kan ikke søge medlemskab, men kan blive inviteret af et OakTable-medlem, hvis ellers en 6-mands ”Junta” siger god for det.

Det er en flok mennesker, der deles om én vigtig holdning: Udforskningen af database-teknologien på en ”videnskabelig” måde, dvs. vi godtager ikke tommelfingerregler og ”hellige tal”, og da slet ikke udsagn som: ”jeg mener, at det virker således...” og ”det og det virker ikke særligt godt fordi...” Vi har med andre ord et fælles værdisæt – nogle holdninger vi ikke går på kompromis med, og som vi promoverer aktivt.

Men hvordan gik det til? Hvordan opstod dette enestående netværk?

Tilfældigheder og et enkelt indfald på rette tid og sted. Sådan sker det vist for mange gode ting i denne verden.

Jeg havde for vane at invitere nogle af disse database-eksperter til nogle arrangementer i Danmark, og gradvist opstod den tradition, at de overnattede i mit (og nu konens) hus i Måløv og i øvrigt kun kom ind i huset, hvis de medbragte en god flaske whisky til fælles deling.

[den januar aften 2002 overnattede 17 af disse eksperter altså i mit hus]

Så jeg spurgte højt, om ikke vi skulle give denne forsamling et navn? Jeg havde selv om det var sent om natten to forslag, nemlig:

The World Trace Center (vi bruger trace-filer hele tiden til at identificere problemer).

Amerikanerne i forsamlingen sagde ”NEJ”.

Så foreslog jeg The al’Query Network (vi bruger hele tiden forespørgsler – queries – i databaserne).

Amerikanerne sagde igen ”NEJ”.

Så sagde hollænderen Anjo Kolk: ”Hvorfor opkalder vi det ikke efter det bord, vi altid samles om alligevel, altså The OakTable Network?”. To minutter senere var www.oaktable.net reserveret, og resten er historie.

Og eftersom vi danskere er kendte for at stifte en forening, hvis tre mennesker mødes om en fælles interesse, så burde der være rige muligheder for at andre kan gøre noget lignende i deres faglige kredse. Vores tradition for hygge, stiftelse af foreninger og vore gode evner til at have med folk fra andre lande at gøre – giver nogle muligheder, som få har benyttet sig af (endnu).

Uanset hvor meget eller hvor lidt arbejde jeg personligt lægger i The OakTable-netværket, så er Danmark nemlig på lystavlen på en helt anden måde, end hvis det bare var forblevet nogle tilfældige mennesker, der mødtes et par gange om året omkring et egetræsbord i Måløv.

Alting har sin tid, og en dag vil dette netværk ikke mere være aktuelt eller interessant. Men indtil da er der mange forretningsfordele at hente ved at åbne sit hus for andre, sørge for god, gammeldags hygge, uformelle rammer og en generel god, frugtbar atmosfære at diskutere fælles problemer og oplevelser i. God whisky hjælper også meget. På mange ting, faktisk.

CRN 1: LOST - Loven Om Større Tal

LOST: Loven Om Større Tal

Vi mænd har det siddende dybt i os, ja nærmest kodet ind i vores DNA: Større er bedre. Eksempelvis viser mange undersøgelser, at høje mænd har større chancer for succes end lave.

Så vi stræber efter højere lønninger, mere RAM i hjemme-PC’en, flere hestekræfter i bilen og (endnu) en Dewalt boremaskine med længere batterilevetid. For slet ikke at tale om den nyeste iPod med 60GB disk, så jeg kan have 15.000 sange på den.

Vi er ofre for Loven Om Større Tal (LOST).

Det bliver meget tydeligt når vi kigger på vores IT-verden: Den er domineret af mænd, der hele tiden stræber efter et større tal.

Det er indlysende for enhver IT-mand, at en nyere version (med et højere versionsnummer) er bedre. ”Bedre end hvad?”, spørger skeptikerne? Men de har ikke forstået, hvor enkelt svaret egentlig er: ”Bare bedre. Basta.”

Så vi glæder os til SQL Server 2005, vi kan ikke vente på Oracle version 11g eller den kommende Service Pack 3 til Windows (OK, dér gik jeg måske for vidt...).

Det er også nemt at forstå for os mænd, at 64bit er bedre end 32bit. Godt nok betyder det, at der skal flyttes mere rundt (64 bits i stedet for ”kun” 32 bits) MEN det opvejes jo så rigeligt af, at man til gengæld kan proppe MEGET mere RAM i maskinen.

Som regel har man ikke brug for alt det RAM. I mit firma har vi i tidens løb fået adskillige database-applikationer til at køre bedre ved at bruge mindre RAM. Men man KAN altså sætte rigtigt, rigtigt meget RAM i maskinen, og det er noget vi kan forholde os til.

Nogle steder kommer vi lidt ud i problemer. Nu f.eks. med de hersens nye processorer fra AMD kaldet Opteron. En sammenlignelig test viste flg:

I 1999 kunne en Sequent Unix computer med 32 CPU’er levere 830 TPS (Transaktioner per sekund). I 2000 kunne en Sun UltraSparc med 20 CPU’er klare 735 TPS. Forleden kunne vi på en maskine med to (2) Opteron-CPU’er levere 935 TPS.

Det er ikke godt. Nu risikerer vi at ende med langt færre CPU’er i vore servere, og vi kan ikke mere stå med kenderminer i diverse (kolde og larmende) serverrum og stolt vise vores maskinpark frem for andre (frysende og døve) tal-fanatikere.

Det er tvivlsomt om vi overhovedet kan få øje på den lille server under bordet, der leverer mere kraft end 20-40 Unix-CPU’er gjorde for 4-5 år siden.

Nå, til gengæld kan vi så glæde os over, at de to Opteron-processorer leverede (hold fast) 11.000 IO per sekund, og eftersom diske ikke er blevet hurtigere, så kan vi nu anskaffe os nogle gigantiske disk-farme, som vi passende kan begynde at måle i hektar.

Min diskfarm er større end din diskfarm.

Når vi snakker om ROI (Return On Investment, også kendt som ”ROI i køkkenet”) bliver det interessant: Her er en højere ROI lig med en bedre ROI.

Vi tager lige et eksempel:

Scenarie A giver en ROI på 10%. Scenarie B giver en ROI på 400%. Den er nem nok. Vi tager B, fordi 400 > 10. Hvor svært kan det være?

Scenarie A var en investering på 1 million Kroner idag og et afkast på 100.000 kroner på et år. Det er 10%.

Scenarie B var en investering på 100 kroner i dag og et afkast på 400 kroner på et år. Det er 400%.

Hvis vi omregner disse to tal til Net Present Value (NPV) får vi henholdsvis 100.000/1.07 = 93.458 kroner og 400/1.07 = 374 kroner.

Jeg vil nok alligevel foretrække de 93.000 kroner frem for de knap 400 kroner.

Man skal bare vælge de rigtige, store tal. Princippet jeg anvender ved valg af vin (højeste procent – mere smæk for skillingen) duer åbenbart ikke når vi taler ROI.

CRN: Mine gamle klummer

For snart laaang tid siden fik jeg lov til at skrive en klumme i det danske IT-blad Computer Reseller News (CRN). Det blev vist til 22 klummer i alt, før jeg måtte stoppe, fordi ComputerWorld (CW) ikke ville have, at jeg både skrev hos CRN og samtidig fik en klumme på bagsiden af CW.

Det er snart længe siden, og nu om dage kan jeg både skrive i CW og blogge på det nye Version2 - måske kan jeg også en dag igen slå mine folder hos de rare mennesker på CRN. Hvem ved.

Men jeg kan da ihvertfald få smidt mine gamle CRN-klummer på denne blog, og det vil jeg så gøre nu. Så hvis titlen på et indlæg starter med "CRN:" så er det en af dem.