Thursday, January 04, 2007

RHK: Telefonerne

Hvordan man finder ud af den slags ting ved jeg ikke, men "man" vidste at hvis man blev ringet op på køkkentelefonen eller værelsestelefonen (som var svar-telefoner og intet andet) så kunne man ved samtalens afslutning give afbryderknappen et hårdt, præcist slag, og så fik man en klartone som tegn på, at man var "udenfor" kollegiet og kunne dreje/ringe et nummer.

Vi havde et fantastisk telefonbord, som vi skiftedes til at sidde ved således at samtaler til kollegianere kunne blive ekspederet videre til værelset eller køkkenet for den pågældende - det var sådan et rigtigt fedt, gammelt system, hvor man satte stik i den ene ende og den anden, og hvad ved jeg. Vi morede os naturligvis ofte med at svare "This is the embassy of Uganda" og den slags, når mødre og andre ringede for at tale med deres poder.

Bagmanden: "Externe kærester har altid haft deres problemer. F.eks. var bage-bent lige blivet "skilt" inden han flyttede ind - men en søndag kl. 11.30 da hans eks ringede fik vi stillet samtalen videre til værelse 750 (Jeanne) og det var vist helt nyt for dem alle tre...."

Ellers havde vi ikke kontakt med omverdenen. Mobilen fandtes ikke rigtigt.

Men Ole og jeg anskaffede os et rigtigt telefonapparat model Jysk Telefon AS (JTAS) og hev beklædningen af en af vore værelsestelefoner og forbandt de to tråde til lidt af hvert, eksperimenterede lidt, og pludselig havde vi forbindelse!

Så hvis nogen ringede til os, så kunne vi ved samtalens afslutning give telefonen et lille rap, så vi fik en klartone, og så kunne vi med JTAS trykknaptelefonen bare ringe ud. Godt nok kun til 01, 02 og 03-områderne, men alligevel - det var da hele Sjælland og øerne med! Og så kunne vi tale gratis lige så tosset vi ville.

Næste skridt var naturligvis at få vores egen telefonlinie på værelset. Da det først var på plads kunne vi nu ringe fra vores værelse til kollegiet, blive stillet om, snakke med sig selv i et par sekunder, og så ellers få en linie ud uden beregning.

Det var meget snedigt og vi var meget stolte af det, men reelt brugte vi det jo ikke særligt meget - vi endte da bare med at ringe på vore egne linier istedet.

Men der var en fantastisk teknik, som jeg lærte dengang: Man kunne også ringe ud fra svartelefonerne, selvom de ikke havde hverken drejeskive eller trykknapper: Man kunne slå hurtigt på afbryderen når man havde fået sin klartone: 10 gange hurtigt efter hinanden for at dreje 0, 5 gange hurtigt efter hinanden for et 5-tal, osv. Og selvfølgelig med passende pauser mellem tallene. Det var faktisk ikke så svært.

Hvad man dog ikke gjorde. Meget svært at forklare sin teenagedatter idag :-))).

RHK: Alle de løse ender og ting jeg ikke kan huske

Ole Erecius og Bagmanden minder mig hele tiden om historier jeg bør fortælle, men jeg kan ikke huske dem alle sammen, så nu kommer jeg bare en samling af tilfældige noter og bemærkninger:

Den Røde Løber og Stigen
========================
Det var to ting, som vi tog med hjem fra en glad tur i byen. Vi havde dem vist også i lang tid på Køkken 2A, men ellers kan jeg intet huske. Måske var jeg beruset?

Matadorspillet
==============
Jeg var flyttet fra kollegiet, men jeg ved, at Ole brugte alle de resourcer der var til rådighed i grafikfirmaet Uniras for at få lavet en kæmpeudgave af Matador. Jeg gætter på en meter eller mere i diameter. Det var hamrende flot, og hængte længe på væggen i TV-stuen. Gad vide, hvor det er nu?

Bagmanden: "Matadorbrættet - der gav en støjklage fra 101 til Christfort fordi han sad til kl. 3 om natten foran 201 og hamrede små søm i de huse der skulle bruges..."

Skolopenderen
=============
Jeg kan intet huske. Det var Thorups ide - så meget kan jeg erindre. Ellers intet. Noget med et understel til en stol, en handske og noget der mindede om en kæmpe edderkop.

Krydderihylden
==============
Jeg er helt blank.

Det fælles højttalersystem
==========================
Takket være et godt studenterjob lykkedes det at skaffe henved 800 meter kabel, og så gik det ellers løs med boremaskiner og meget andet, indtil alle 15 værelser på Køkken 2A var forbundet til køkkenet (og omvendt). Dybest set medførte genistregen, at man kunne høre musik fra ethvert værelse på køkkenet. Ikke dårligt.

Terror-angreb
=============
Bagmanden: "Så var der en række terror-angreb som nabokrige... - f.eks. puttede vi knust hvidløg i Thomas' shampoo, nogle havde puttet en bouillon-terning ind i mit bruserhoved... , og så blev der hældt salmiakspiritus i cisternen, sort plast for Bina's vindue, Sennes-pulver i mad... Thorup der hældte peber på varme kogeplader, og brugte tøris..."

Bagmanden: "For at genere 1A lykkedes det også engang at fabrikere et monster af en halvvejs sammenklappet pizza med klæbrige ostetænder hvori vi indsatte fyrfadslys, og sænkede den i en snor ned foran 1As køkken..."

Baren
=====
Et meget stort emne...

Bagmanden: "Da jeg fyldte 20 ... (!!) gik vi i baren, bundede gl. dansk i store mængder - og Ulrik Thorup brækkede sig voldsomt midt på gulvet midt i baren. Der ... Jeg kører så ud til min bror om morgenen - beruset - falder i søvn på min cykel og kører ud i siden på en kørende bil... (hvis ikke Ole havde hjulpet mig med maden den aften så var det gået helt galt). Baren... den blev jo styret af BarbarBent - som kæmpede for sin fodstøtte (selvom det førte til diskussioner med Erecius om hvorvidt svejsninger var smukke...) ... men der var nogen der hørte til... Poul Gaml, den stakkel, og Finn (Rambøl, red.) fra 2C som altid skulle nærlæse hvad der stod på T-shirts... (pigernes...)

KØVS-Tine:
==========
Bagmanden: "Køvs-Tine havde jo også sine problemer (med at lande Ole Skanning dengang), og da hun så kommer op på 2A sammen med Jens Ulrik fra 2C så siger Yeti og jeg til dem at de bare kan vække Ole Skanning - han er faldet i søvn på Jane Engborgs værelse. Da ingen lukker op lykkes det Jens Ulrik - i en stor brandert - at brase gennem døren (der er låst) og 3 sekunder efter ser Yeti og jeg Jens Ulrik bakke ud af 21x mens han 100 gange siger undskyld undskyld undskyld..."

Diverse fra Bagmanden:
======================
* ... så var der jo en russisk coaster i Tuborg havn....
* ... og en landmand i en limegrøn Lada på Vejle-egnen?
* ... godt at alle disse køkkenbøger nu er hos Dansk Folkemindesamling...
* Der var jo også en god tur til Trysil (hvor der blev lavet meget mad forinden - og spist mange dåse-croissanter). Christfort var meget aktiv på den tur... - han sad og bjæffede hver gang Directore sagde noget... og så havde han sine udfordringer med at rense pejsen fordi da han var færdig kom der meget sne gennem skorstenen (forfra). ... og den sidste dag vågnede alle mand meget meget sent så rengøringen blev lavet meget hurtigt...
* Af interessante udsagn fra den periode findes "... det er hurtigere end fisk", ".....bliver stor i munden på mig" - ".. .... Lad den gå af i gulvet, så du ikke skyder hovedet af hende..." og Pede talte ofte om at stærk kaffe var Børs (fordi man inden længe skulle ud og læse Børsen)
* Engang blev 2A også inviteret til Paris til en TV-udsendelse - selvom invitiationen kom ved et tilfælde i forlængelse af en stor druk-aften en skærtorsdag i 1987 (Jeanne som Bagebent kendte fik Paris-invitationen landet)

RHK: J-dag på kollegiet

Da jeg boede der var baren på kollegiet vistnok Carlsbergs/Tuborgs største kunde på Nørrebro, inkl supermarkeder og barer. Det undrer mig ikke. Fire kroner for en øl, 10 kroner for 3-4 cl sprut, og så ellers afsted. Der var noget herligt over at smide en 100-kroners seddel på disken og så gå ned til bordet med 25 øl...

Når så Julebryggen kom gik det naturligvis lige så hårdt for sig på RHK, som alle andre steder.

Specielt én af disse J-dage husker jeg tydeligt (hvis det er ordet):

Bryggeriet var så glade for kollegianerne, at de stillede en kasse af den nye Julepilsner eller Carl's Jul som den vist hedder idag, på hvert køkken. Det var trods alt to øl til hver, og det var en fin start.

Jacob Christfort fra vores køkken var formand for KØVS (Kollegiets Øl- og Vin Salg eller Kollegiets Øl, Vin og Sodavandssalg) på det tidspunkt, og han havde købt 140 kasser julebryg ind til lejligheden, og de blev solgt til fire kroner flasken.

Husk også på, at der blev drukket en masse andet. Alligevel løb baren tør ved midnatstid. Så måtte der køres 20-30 kasser julebryg ekstra ud fra Bryggeriet med bud. Lidt vildt når man tænker over det.

Jeg er ret sikker på, at det var ved den lejlighed, at Ole mødte sin Lene, som han stadig er gift med og har et utal af børn med.

En anden J-dags-oplevelse beskrives her:

Bagmanden: "Ulrik bliver slået i baren, ved P-dagen, og så da Erecius går imellem bliver der knust flasker etc. (jeg tror ham den anden var en bokser...). Men Ulrik fortsætter kampen, og udtaler "Marianne dit labre skår - håber det bliver os til næste år" - der er dog ikke tale om hans mor af samme navn..."

Brudekjolen i Århus

Oles og min gode, gamle veninde Mette var flyttet til Jylland for at arbejde, og var blevet kæreste med en gambianer, Z, der desværre også var rastafari, og derfor røg sig sønder og sammen på hash, mens han vrøvlede om Bob Marley og fodbold og hvordan alle skulle rejse tilbage til Etiopien på atomdrevne kæmpeskibe for at blive frie igen.

Han slog hende også, men det turde Mette ikke fortælle mig af angst for min reaktion (jeg havde gået i skole med hende siden 7. klasse), så hun fortalte det til Ole, som måtte love at tie stille med sin viden. Stakkels mand.

Så gik det galt, og Ole ringede og vækkede mig en aften midt i halvfemserne, og indenfor ret kort tid var vi på vej i bil mod Jylland. Dengang måtte vi tage Storebæltsfærgen, men alligevel var i forbløffende hurtigt i Århus - sådan cirka kl 6.

Det var et sørgeligt syn der mødte os: Mette havde fået mange bank inden det lykkedes hende at slippe væk, og det meste af hendes tøj var revet i stykker, fordi han bare havde revet det i stykker når hun prøvede at komme ud af døren og væk.

Hendes råb om hjælp i opgangen fik selvfølgelig ingen til at reagere. Man skal jo ikke blande sig. Han forfulgte hende også hen ad gaden mens han bankede hende, men til sidst kom hun væk - sikkert fordi han var for skæv til at fatte ret meget.

Vi mødte hende i en bekendts lejlighed og tog straks hen på politistationen med hende for at anmelde sagen. Fan'me, om politifolkene ville modtage anmeldelsen! De nægtede pure, og sagde, at hun skulle komme igen næste dag. Ole og jeg gjorde alt hvad vi kunne, men det ville de bare ikke.

Se, det er klart ulovligt, og selvom de gjorde det fordi de fleste trækker sådanne anmeldelser tilbage, så er det stadig noget der ryster mig når jeg tænker på det.

Men vi fik dem da til at love, at de godt ville tage med ud og sikre sig, at vi kunne komme ind i lejligheden. For én ting var sikkert: Mette var nu klar til at flytte tilbage til Sjælland med alle sine ting, og det lige med det samme.

Så vi lejede en flyttevogn og nogle flyttekasser og kørte derud sammen med et par strissere.

Z så ikke glad eller sund ud, da han åbnede døren, men synet af politiet gjorde, at han lod os komme ind.

Så pakkede vi alt ned i en fart, og egentlig gik Ole og jeg bare og ventede på en lejlighed til at falde over ham, men den fik vi desværre ikke.

Indtil brudekjolen dukkede op. De var blevet gift i Gambia, og den smukke, flerfarvede, afrikanske kjole havde Mette selv betalt (han havde vist aldrig prøvet at arbejde, og kunne sikkert heller ikke i sine hashtåger), men han ville ikke lade hende få den. Alt andet, men ikke den. Den tilhørte hans familie, mente han.

Nå, på et tidspunkt så jeg mit snit til at smide den ned i bunden af en flyttekasse og putte andre ting ovenpå. Så lukkede jeg kassen og løftede den op.

Det er så den ENESTE flyttekasse jeg har samlet forkert i bunden i hele mit liv. Alt faldt bare ud, og Z snuppede lynhurtigt kjolen og gik udenfor.

Ole og jeg fulgte efter, og vi endte med at stå meget, meget tæt op ad hinanden og tale om sagen.

"Z, tag nu og giv os den kjole. Det er jo Mettes", sagde jeg.
"Den tilhører min familie", svarede Z.
"Z, selv DU vil ikke se køn ud i den kjole", sagde Ole så uden varsel og helt rolig.

Der var jeg godt nok lige ved at miste fatningen af grin, men det lykkedes at holde masken.

Z's øjne blev meget små og vrede (og de var helt gule i forvejen af alt det hash, så det var ikke kønt), men han styrede sig desværre. Desværre, fordi Ole og jeg begge havde taget militærstøvlerne på, og fordi jeg stod med hånden i lommen og havde godt fadt i en medbragt peberspray. Kors, hvor vi var gale på ham. Men han rørte sig ikke.

"Z, nu ringer jeg til politiet", sagde jeg.

Ingen reaktion. Så ringede jeg, og de lovede at komme med det samme.

Så gik Z hen og lagde kjolen på en cykels bagagebærer og gik sin vej. Vi fik den ind i bilen og låste dørene og ringe og afblæste politiet, og så pakkede vi færdigt.

Da vi ankom til Mettes fars hus i Hvidovre om aftenen følte vi os som ægte helte, og alle var glade og smågræd. Det var stort.

Mette var lige ved at trække i land mht anmeldelsen, men vi fik presset hende til at gøre det alligevel, og det var fedt. Desværre blev Z pure frikendt, især fordi det i retten kom frem, at Mette havde kontaktet ham flere gange siden. Det er det forbandede ved den slags sager, og de dersens strissere der ikke ville modtage anmeldelsen den morgen har jo vidst det. Men alligevel.

RHK: Thorups klaverkoncert

Thorup kunne mange ting. Én af dem var klaver. Så vi blev enige om, at han burde holde en mindre koncert nede i festlokalet på RHK, hvor der stod et ustemt klaver.

Til lejligheden lavede Thorup sin uforlignelige ølrand, der består af meget store mængder husblas og noget øl, som så anbringes i en normal, rund rand-form og sættes i køleskabet. Det var noget han kendte til fra sin elskede hjemstavn Sønderborg, men det er godt nok noget man skal vænne sig til at spise.

Så det serverede han til gæsterne, der var mødt frem. Derudover spillede han i glimt noget udmærket musik, og ellers gik tiden med at fortælle om diverse stykker, og ellers improvisere, som f.eks. det stykke, som jeg blev bedt om at assistere med, hvor jeg rytmisk knuste corn flakes i en tallerken med en ske mens Thorup hamrede i tangenterne.

Mere er der nok ikke at sige om den ting. Men den skulle med, synes jeg. Meget usædvanlig koncert.

RHK: TDC på den fede måde

TDC står for Tour De Chambre, dvs. en tur på kamrene. Det er en stolt tradition på mange kollegier, hvor man efter tur får en drink el.lign. på hvert værelse.

På Køkken 2A havde vi nogle bemærkselsværdige hændelser ind imellem på TDC'erne.

Thorup havde det med at servere noget underligt noget, som måske ikke smagte godt, men man blev fuld og han havde altid nogle fantastiske navne til dem: "Nanortalik Badehotel eller: Hvor Fanden er Den Raket?" for bare at nævne et enkelt eksempel.

Jeg fik også lov at være med et år selvom jeg endnu ikke boede på køkkenet. Jeg boede stadig på det dødssyge Køkken 6A. Jeg fik derfor tildelt TV-stuen.

Se, jeg havde jo læst lidt om et serveringssted i København (Tannheuser, omtalt andetsteds), hvor en bindegal mand huserede. Min chef i Uniras (Michael Möller, der faktisk arbejder i Miracle hos mig idag) og jeg havde endda været derinde og få en meget dyr whisky en dag.

Manden hed Jørgen og var nazist. Det vidste jeg fra min gamle klasseveninde Pia, som boede i opgang med ham i en sidegade til Frederiksborggade. Men han kunne sin Wagner (han spillede aldrig andet derinde) og han kunne sine whisky'er, så han var den første i København, der havde rigtigt mange af dem - ca 600 forskellige. Det var fantastisk, fordi selve whisky-revolutionen slet ikke var startet endnu.

Han havde også fået (gen)indført Absint. Joh, han kunne noget.

Og ved juletid gik han rundt i lokalet og var ekstra gram (faktisk grum) i hu. "Jeg keder mig i denne tid, nu flader julesneen hvid", var hans mantra.

Og til glæde for polterabends havde han indført Ugly-Bugly'en. Den bestod af nogle smæk i den bare numse, et romerlys i numsen og vist også noget grimt noget at drikke.

Det blev stoppet - sikkert af massive mængder af Politiken-læsere, der alligevel aldrig ville komme der.

Så indførte han da bare noget andet, nemlig sømbrættet. Det var jeg med til at praktisere på Charlie på hans polterabend, men det er en anden historie. Derudover skulle man drikke et lille glas finsprit med tabasco i.

Han gik ned med stedet nogle år senere, og så blev flaskebeholdnigen solgt til Krut's Karport i Øster Farimagsgade - som iøvrigt ejedes af Ole Erecius' fætter, men det er også en anden historie.

Så hvad var mere naturligt end at servere min egen version af ugly-bugly i TV-stuen, og så ellers tildele rap i rumpen til 2A's beboere?

Min plan fungerede fint lige indtil Ole insisterede på at jeg også skulle have et rap i rumpen. Fint nok, sagde jeg.

Hvorpå han hentede en af disse én meget lange, massive trælinealer man brugte i skolen i gamle dage. Hvorfor pokker han havde sådan en liggende på et kollegieværelse aner jeg ikke.

Han slog så tilpas hårdt på min velformede bagdel, at linealen gik i stykker.

Det gjorde naturligvis ondt, men det har jeg aldrig røbet eller indrømmet. Og så holdt vi ellers TDC på fuldt normal vis, dvs. vi gik fra værelse til værelse ude på altanerne og alt det dér, som man sikkert også gør idag.

Jacob Christfort fortjener en særlig plads hvad angår TDC: Han var jo en perfektionist hele vejen igennem, men alt svigtede når det gjaldt netop TDC'er. Så havde han aldrig fået købt noget ind, og nogle gange greb han til at smelte vanilieis med øl og alt muligt andet, så vi til sidst måtte bede ham om at opgive og bare gå videre til næste værelse. Meget underligt.

De udstoppede dukker til mit første bryllup

Som jeg nævnte i blog'en vedr min første polterabend, så var der ihvertfald én stor overraskelse til selve bryllupshøjtidligheden efter vi var blevet gift i Helsingør Domkirke:

På de to stole, hvor brudeparret skulle sidde, sad der to kæmpestore, hvide dukker med meget tydelige attributter påsat. De var på størrelse med os selv, og temmelig massive at have med at gøre.

Det viste sig, at de var syet af nogle søde mennesker, der kunne sådan noget, og så var fyldet ellers blevet fremskaffet af gutterne - og det var vel godt seks millioner kroner værd, hvis man kunne gøre sådan noget op.

Her er historien:

Uniras havde et top-hemmeligt projekt for IBM, som gik ud på at få deres software til at køre på en ny maskine (den hed vist 6150), som skulle vise sig at være forløberen for en række succesfulde maskiner, omend den selv aldrig fik ret meget medvind.

Der var en masse ting Uniras skulle opfylde for at måtte være med til noget så hemmeligt. Maskinen stod i et særligt rum, den var sikret med en utrolig tyk kæde til væggen, der var specielle alarmer og hvad ved jeg.

Og alt, hvad man printede ud skulle makuleres, så der var både printer og makulator i det hemmelige rum.

Hvem der fik ideen ved jeg ikke, men det endte vist med, at man satte printeren til at printe hele kildekoden ud samtidig med at man forbandt papir-strimlen direkte til makulatoren. På den måde lavede man det herligste fyld til dukkerne i løbet af nogle timer (mange, tror jeg).

Men tænk, hvis IBM dengang havde vidst, at deres dyrebare kode endte i et par dukker med meget tydelige genitalier til en bryllupsfest.

Jernbanesvellesengen

Ole ville bygge en seng, der var mere solid end andre senge, og vi blev enige om, at jernbanesveller var det eneste rigtige.

Der lå en kæmpe dynge af dem lige overfor Frederiksberg Station, så vi blev enige om, at min bror Henrik skulle skaffe et passende køretøj en aften, og så skulle vi flytte nogle sveller hen i Oles lejlighed på Østerbro.

Første ting, der gik galt var, at Henrik ikke kunne åbne bagklappen på den Toyota Hiace han havde lånt af sin ven Søren. Faktisk blev han nødt til at sparke den op indefra, hvilket gav mere støj end vi havde planlagt til sådan en James Bond-aktion.

Men pyt - vi fik proppet otte sveller ind i bilen. De var bare meget længere end vi havde troet, så vi kørte gennem den natmørke by med nogle ting strittende bagud, men ingen stoppede os.

At få dem op i lejligheden var noget Ole næsten måtte gøre selv - vi andre var bare ikke stærke nok.

Så gik han igang med at bygge sengen, men Eva Maria syntes ikke den lugtede godt. Det gjorde den egentlig heller ikke. Sådan nogle årtier som jernbanesveller sætter sine tydelige spor, og der løber mange ting ind i og udenpå sådan en tingest mellem år og dag.

Til sidst opgave Ole, savede det hele i mindre stykker (han savede det i hånden, hvilket må have været hårdt arbejde) og kørte det hen til sin far i Holbæk, som havde brændeovn.

Oles bedstemor, som boede mindst en kilometer fra Oles far, kunne både se og lugte hver gang faren fyrede op med disse olie-mættede kæmpeklodser.

Så alt i alt endte det vel egentlig nogenlunde, og vi fik brugt en masse kræfter. Hvad der skete med Hiace'n ved jeg faktisk ikke.

Housewarming på Borups Allé

Da vi solgte lejligheden i Malmøgade fandt Ninon og jeg en lejlighed på Borups Allé 122, som ejedes af Sparekassen SDS, hvor jeg arbejdede dengang. Der var god plads, ingen varmt vand, intet bad, et meget lille toilet, opvarmning i stuen med petroleum og generelt dårlige forhold, men skidt. Vi var unge og friske.

En vandvarmer lettede lidt på det, og vi kunne jo tage bad rundt omkring. Det gik såmænd fint, omend petroleumslugten nok vil være med mig resten af mit liv.

Vi holdt naturligvis housewarming og her overgik gutterne godt nok sig selv. Ninon og jeg blev lukket inde i soveværelset, også kunne vi ellers høre en del tummel og larm inde i spisestuen, og da vi fik lov at se resultatet var vi meget imponerede: Et kæmpe gyngestativ, som fyldte det HELE - Ole havde målt op på forhånd. Hold da op. Det havnede senere ude hos mine forældre til stor fornøejelse for børnebørnene i mange år.

Derudover havde Mogens Egan og familie fået rigtigt megen medlidenhed med os over det manglende bad, så de havde sør'me skaffet to helt nye badekar, som de i mangel af bedre bare havde sat i stuen. Vi kunne heller ikke finde et mere egnet sted til dem, så der stod de i et stykke tid. Jeg mener de endte som vandingskar for nogle kreaturer, men jeg er ikke sikker.

Vi fik også andre gode gaver, men det har jeg glemt alt om :-).

Oles 3-dages House Warming

Ole flyttede ind i en to-værelses på Østerbro (Thomas Laubs Gade), og det skulle jo fejres. Så det blev til en tre-dags (fredag, lørdag, søndag) ting, der må siges at være noget nær det ultimative for en house-warming.

Der foregik mange ting, og vi havde prøvet at finde nogle gode gaver til ham til hver af de tre dage.

Om fredagen var der fælles spisning om aftenen, og Inger Jørgensen, som jeg arbejdede sammen med i Sparekassen SDS, foreslog den simple løsning, at salaten blev blandet i en sort affaldssæk med et betragteligt volumen. Det havde jeg aldrig prøvet før, og vi var meget imponerede over Inger.

Sent på aftenen ankom min bror Henrik med fredagsgaven, nemlig en væltepeder-cykel hvor begge hjul var savklinger. Det var vist oprindeligt en gave til en smedemester på hans runde fødselsdag.

Henrik havde set den hos en skrothandler i Gladsaxe, men da han kom for at hente den var den lige blevet hentet sammen med fem tons andet metal til stålvalseværket i Frederiksværk. Henrik drog derfor afsted til Frederiksværk i sin Fiat 127, og det lykkedes ham faktisk at få den udleveret.

Den var lidt stor til hans lille Fiat, så det endte med, at han måtte køre med åben bagklap fra Frederiksværk i snestorm. Han frøs meget da han ankom til Oles lejlighed, selvom han havde taget alt sit Hjemmeværnstøj på - og lidt til.

Cyklen vejede vel 60 kg eller mere, så da vi blidt placerede den på stuegulvet hos Ole sank den stille et par centimeter ned i brædderne. Eva Maria var ikke glad. Ole var glad.

Om lørdagen mener jeg, at Thorup, min bror og jeg kørte gennem de natmørke gader til Østre Anlæg, hvor vi forcerede hegnet til et depot for ødelagte parkbænke. En bænk i nogenlunde stand blev derpå anbragt på taget af den diminutive 12-7'er, som vi kaldte den (fordi det er kælenavnet for et såkaldt Tungt MaskinGevær (TMG) i Militæret) og fastgjort med noget snor, hvorpå turen gik tilbage til Thomas Laubs Gade i hast.

Bænken kunne - så vidt jeg husker - ikke lige komme ind i lejligheden, men så satte vi den bare nedenfor, hvor den stod og var smuk.

Om søndagen forærede vi ham vist tandlægestolen, som var en skøn, gammel model med et hovedgærde bestående af to små puder. Vi havde fået den for 300 kroner via Den Blå Avis, så vidt jeg husker. Den var meget tung husker jeg. Vi var mindst fem mand til at bære den op. Ole var meget glad. Eva Maria var vist ikke.

Der var også andre gaver, såsom Thorups "handy-trimmer", som egentlig var en betonklump som vejvæsenet bruger til at spærre vejbaner med. Alt sammen noget Ole blev rigtigt, rigtigt glad for.

Jeg mener det var søndag eftermiddag at vi endelig skulle se smalfilm fra Oles barnddom og det var egentlig også OK, bortset fra at samtlige film var spejlvendt, omvendt og blev vist bagfra. Mere forkert kunne det altså ikke blive. Og flere af filmene husker jeg tydeligt endte med, at en Schafer-hun gøende løb hen mod fotografen, og så var filmen pludselig slut.

(Måske var det dén hund, som Oles onkel engang havde, og som altid bed alle andre end onklen (der var politimand). Ihvertfald bed den en masse, men onklen mente at det var en sød og god hund, som ikke var skyld i noget. Indtil den en dag bed ham selv. Så blev den omgående slæbt om i baghaven og skudt).

Det var en meget flot house warming, som bliver svær at overgå, og jeg må have glemt en million detaljer, for der var masser af folk i den lille lejlighed hele tiden.

Hvad skete der så med de mange, flotte gaver? Joh, de fik hver deres skæbne:

Ole og jeg skilte tandlægestolen i en masse mindre genstande, så vi kunne bære den op på loftet. Da vi nogle år senere ville samle den for at give den til en anden kunne vi ikke finde ud af det, og den blev smidt ud.

Bænken satte min bror Henrik (igen) op på taget af 12-7'eren og denne gang kørte han hele vejen til Holbæk, hvor hans svigerfar (Henrik kom sammen med Oles søster Tine på det tidspunkt) tog glad imod den og havde den stående i mange år i sin have.

Cyklen med de meget savtakkede jernhjul fik den mærkeligste skæbne: Vi satte den ned i cykelstativet i Thomas Laubs Gade efter nogle dage (det var dén med det nyligt afpudsede stuegulv og Eva Maria), hvor den så forsvandt fra nogle dage senere. Der er garanteret ingen, der er kørt bort på den, men den er nok blevet brugt til noget nyttigt.

Flere år senere er den pludselig gengivet på forsiden af bladet Cyklistens Københavnertillæg. Det opdages af Henrik, der er gift med Inger, som jeg arbejdede sammen med i SDS. Der var ingen forklaring i bladet, så den skrev jeg, og så bragte Cyklisten skam historien i næste nummer.

Handytrimmeren og de andre gode ting sivede vist bare væk efterhånden.

Malmøgade, Ole som advokat - og House Cooling Party

Da Ninon (min første kone) og jeg skulle flytte fra RH-kollegiet endte det med, at vi slog os sammen med tre andre: Min gamle gymnasieklassekammerat Dan, Susanne Hjernø som jeg kendte fra mit arbejde på Stud.Samf.-bladet (i DJØF-regi) og Finn Rambøll, som boede på køkken 2B (nabokøkkenet).

Vi købte en kæmpe-lejlighed (227 kvm) i Malmøgade nummer 9 på femte sal. Ingen elevator, men vi var jo unge og friske. En del af lejligheden var ikke godkendt til beboelse, men det så vi stort på. Vi købte den for 1.3 million og flyttede ind. Dan og Ninon og jeg endte med at bo på det ulovlige område, men vi var jo fredelige mennesker.

Det var flere af beboerne i opgangen imidlertid ikke. De kunne ikke lide os, selvom vi immervæk var temmelig fremsommelige, pæne mennesker der formentlig tjente mere end de gjorde qua vore gode jobs indenfor især IT (EDB hed det dengang).

De øvrige beboere blev aldrig rigtigt venlige mod os, og de endte med at pudse advokater på os og gøre andre underlige ting (som vi vitterligt ikke havde fortjent, men skidt nu med det).

Vi havde nogle forrygende år der - bl.a. havde vi jo en stige, så vi havde direkte adgang til det flade tag, og bare det at stå deroppe i sjette sals højde og kigge ud over Østre Anlæg og København generelt om natten var fantastisk.

Vi holdt også nogle udmærkede fester for mange mennsker, og endelig havde vi fornøjelse af at have en lejer boende et kort stykke tid, som senere skulle vise sig at være manden bag bl.a. Laksegademordet og andre grimme ting. At han havde brændt sit eget bordel af fik Dan til at blive rigtig sur - det mente han var seriøst hærværk.

Nå, men fyren boede hos os uden andre problemer end at han ikke betalte sin husleje, og så måtte vi jo bede ham flytte, også selvom han blev lidt truende. Der forsvandt ved den lejlighed en vaskemaskine fra fællesloftet, men det kan jo være svært at bevise en sammenhæng.

Vi fandt først ud af alt dette nogen tid senere, da Politiet ringede og stillede os spørgsmål om det. Pyt med det. Han er vist stadid bag lås og slå, hvor han vist også hører hjemme resten af sit liv.

Til sidst besluttede vi os for at lukke det hele ned med manér. Men Magistratens fjerde afdeling var lige i hælene på os og ville inspicere os og gøre ved, og vi havde ikke fået solgt lejligheden endnu.

Så tilsidst bad jeg om et møde med en mand hos Magistraten, der blev ved med at skrive breve til os. Jeg fortalte også, at jeg ville tage min advokat Ole Erecius med til mødet.

Da vi mødte op på hans kontor ved søerne var det desværre på en dag, hvor Ole var alvorligt syg. Han tapløb med sved fra alle porrer samtidig med at han hundefrøs. Han havde derfor sin meget store og lange, sorte loden-frakke på og en tilsvarende gangsterhat. Han så massiv ud.

Vi satte os i stolene overfor manden ved hans skrivebord og begyndte at tale om sagen. Et par gange lænede Ole sig lidt forover og spurgte "Hvorfor siger De dét om min klient?!?", hvilket hver gang gjorde den stakkels mand meget nervøs. Det var lidt svært at holde masken til tider.

Vi blev dog enige om en dato, hvor han kunne komme og inspicere lejligheden for ulovligheder.

(I mellemtiden havde vi iøvrigt haft fat i en jurist vi kendte ad omveje gennem en god ven af huset, som kendte advokaten de andre beboere benyttede, og han havde dæmpet denne advokat en kende og lovet, at vi ville finde en løsning).

Så var det ellers med at komme hjem og få pakket, for det var lige lykkedes os at få solgt skidtet til lige under en million, dvs. vi skulle lægge en del penge da vi flyttede. Men pyt. Væk skulle vi.

Meeen: Vi skulle lige holde århundredets House-Cooling Party, og der kom vel godt 100 mænd og kvinder i rigtigt højt festhumør. Vi havde på forhånd sagt, at vi havde rigtigt, rigtigt flotte præmier til dem, der kunne genere underboerne mest uden at overtræde politivedtægten unødigt (læg mærke til det sidste ord).

Se, det blev noget af en fest, som underboerne nok ikke glemmer...

Inger's Henrik medbragte ganske simpelt et komplet trommesæt og efter et fantastisk sæt på trommerne blev han bare uden videre udråbt til vinder.

Så var der min lillebror Henrik og hans kammerat, som havde medbragt noget meget mærkeligt og stort og pigtrådsomvundet, som de hævdede var en kampvognsspærring. Det kunne godt ligne sådan noget.

Pia havde medbragt et kompressorhorn, som hun brugte ude i opgangen hver halve time.

Mogens Egan havde skaffet 800 spyfluer, som han havde proppet i fryseren for at gøre dem lidt dvaske. Så var de senere bare lige til at hælde ind ad brevsprækken på den forfærdelige reviser Bjerregård på første sal. Det gjorde Mogens ikke. Det gjorde Pia og min lillebror. Når så fluerne vågner op i varmen på måtten indenfor døren begynder de jo at fræse rundt. Andenpladsen gik til Mogens. Meget opfindsomt.

Og sådan gik det deruda'. Hvad der egentlig skete med skoene ved jeg ikke helt, men jeg tror at Pia og min lillebror igen var på spil og prøvede at se, hvor langt ned de kunne falde uden at ramme en trappe - med det resultat at flere par sko manglede den næste dag, formentlig fordi underboerne havde samlet dem ind og smidt dem ud.

Det var en meget fin måde at lukke det hele ned på, og politiet kom skam også og bad os lukke vinduerne, hvilket vi gjorde.

Vi skulle flytte nogle få dage senere.

Da vi så stod og ventede på flyttebilen kom den venlige mand fra Magistraten og fik en halvlang næse. Han gik en hurtig runde og så gik han hurtigt igen. Vi grinede lidt i skægget sidenhen.

Da Ole og Eva Maria spiste på Chico's Cantina

Chico's Cantina i Borgergade i København fik for nyligt en ret dårlig mad-anmeldelse. Det fik jo minderne frem.

Dengang vi alle var unge, og Ole boede sammen med Eva Maria, var de en aften taget ind for at spise på Chico's, og det skulle vise sig at blive en dårlig oplevelse af de morsommere.

Selve måltiden gik dårligt. Maden var ikke super, tjenerinden var ikke helt oppe på dupperne, osv. Men det sled sig da nogenlunde igennem (Ole må supplere her med detaljer om nødvendigt).

Så kom is-desserten. Det var i dén, at Eva Maria fandt et dør-hængsel. Jeps, et hængsel til en dør lå nok så nydeligt i hendes skål med dessert.

Eva Maria var ikke helt så larmende som Ole, så de byttede desserter og Ole tilkaldte blidt tjenerinden og spurgte, hvorfor der var et hængsel i hans dessert?

Det vidste hun jo af naturlige årsager ikke. Så Ole bad om at tale med kokken.

Da hun spurgte kokken kunne Ole se, at han rystede på hovedet og nægtede at komme ud fra sit køkken.

Da Ole fik den besked svarede han naturligvis, at så ville han komme ud til kokken i hans køkken! Så kan det nok være, at kokken kom hen til bordet.

Her forklarede han så følgeden:

1. Han var fra Irland. Det er jo som bekendt også de bedste mexikaner-kokke, der kommer derfra.

2. Det kunne ikke være ham, da desserterne var lavet to (!) dage tidligere og stillet i køleskabet, klar til brug...

Så gik den irske kok tilbage til sit mexikanske køkken og Ole bad om regningen, der forståeligt nok lød på noget i retninge af nul kroner.

Ole bar i de dage altid rundt på en temmelig tyk, rød rygsæk. Da han svingede den op på ryggen idet han rejste sig op ... ramte han med usvigelig sikkerhed den bakke med glas og service, som tjenerinden lige havde samlet fra deres bord. Det hele røg på gulvet og gik i mange stykker.

Ole sagde "Jeg tror det er bedst vi går nu" og det var tjenerinden ikke uenig i.

Siden har vi ikke rigtigt spist på Chico's Cantina. Sådan en historie er svær at ryste af sig.

Polterabend: Meulengracht

Christian eller Kristian Meulengracht skulle giftes. Hans fejl var, at han havde taget job i firmaet Uniras, hvor Ole Erecius arbejdede, og jeg havde arbejdet tidligere - før jeg startede i Sparekassen SDS i deres BrugerServiceFunktion (BSF) under den fantastiske chef Poul Fabiansen.

Så Ole kom op med en plan, der var både fantastisk og ... fantastisk.

Se, Ole lavede grafisk software hos Uniras, og planen var, at vi skulle simulere et kæmpe problem med denne software hos Sparekassen SDS. Ikke at SDS havde købt softwaren eller nogensinde ville få brug for den, men det kunne Meulengracht jo ikke vide.

Så Ole og jeg installerede Uniras-softwaren (UNIGKS for at være helt korrekt) på SDS' maskine Samson (en VAX/VMS maskine for dem, der er interesserede) ude hos Sparekassernes Data Center (SDC) en mørk nat - men med en lille tilføjelse:

Dybt inde i koden var en lille variabel, som fik sin værdi fra en lille tekstfil - så hvis der stod tallet 2 i filen fik man en bestemt fejl i softwaren. Når der stod 9 fik man en anden, og så videre. Alt sammen noget der gav fejl, undetagen ét af tallene - jeg kan ikke huske hvilket - som fik skidtet til at virke perfekt.

Så skrev vi et fint brev på SDS' brevpapir om at vi var meget utilfredse, at handlen på 20 millioner nok måtte aflyses, og at det hele var noget værre noget. Hvis Uniras ikke kunne få det til at virke på den og den fredag, så kunne det hele være ligemeget, og SDS ville måske endda overveje sagsanlæg.

Dette brev blev fragtet ud til Uniras af Ole, som gav det til Meulengrachts chef (en herlig amerikaner, som jeg ikke lige kan huske navnet på), som så ellers fik fyret godt op under den stakkels mand, som uden at have det ringeste tekniske kendskab til noget som helst måtte afsted.

Han samlede ALLE de bøger og tapes og ting og sager han kunne finde i Uniras og drog afsted. Svedende.

Sekretærerne - Kirsten og Susse - hos SDS' EDB-afdeling var med i plottet, så Susse ringede, da han ankom, og jeg gav hende besked på at lade ham vente (uden vand eller andet) i 10 minutter.

Så gik jeg ned og hentede en meget nervøs mand, og så anbragte vi ham foran min skærm og viste ham, at den kendte test-bamse (et grafik-billede lavet i UNIGKS, der forestillede en sød bamse) bare gik helt i skoven når man prøvede at tegne den. Vi prøvede flere gange, og hver gang var resultatet noget nyt.

Min gode ven og kollega Mogens Egan sad ved skrivebordet overfor mig og fortrak ikke en mine. Og to kontorer henne (der var døre hele vejen igennem så man kunne se hele vejen) sad min guddommelige chef Poul Fabiansen og ændrede tallet i tekst-filen når jeg signalerede det med fingrene (så Meulengracht ikke kunne se det).

Hvis jeg viste to fingre, så tastede Poul "2" ind og så blev bamsen tegnet meget mærkeligt. Hvis jeg viste fem fingre, så crashede programmet måske - og sådan blev vi bare ved, mens vi snakkede hårdt og bistert om alle de problemer vi havde haft i den laaaange testperiode.

Den stakkels mand rystede bogstaveligt talt over hele kroppen til sidst. Guantanamo, gå hjem.

Til sidst kaldte jeg Poul Fab ind, som han populært hed, og fortalte ham, at de der folk fra Uniras ikke kunne få skidtet til at fungere, og spurgte, hvad vi skulle gøre ved det?

Meulengracht svor ved sin hellige moders grav, at han kunne komme tilbage om mandagen med Verdens Bedste Teknikere (TM) og at alt ville kunne lade sig gøre, hvis vi dog bare ville give dem en lillebitte chance mere.

Til sidst - efter megen snak frem og tilbage mellem Poul og Mogens og mig og henover hovedet på Meulengracht - gik Poul modstræbende med til det.

Så jeg fulgte den stakkels mand med alle hans store tapes og bøger og manualer under armen ned af bagtrappen fra vores kontor på fjerde sal.

Da vi næsten var nede (der manglede tre trin på trappen) gik jeg et par trin OP igen, rakte ham hånden og sagde højt: "God weekend - det er jo trods alt ikke din skyld, og vi håber på det bedste på mandag!".

Det fik ham til at vende sig OPAD for at kunne give mig hånden, hvilket fik ham til at tabe diverse tapes og lignende ned ad trappen - men det forhindrede ham også i at se Ole Erecius dukke frem fra UNDER trappen med postsækken, som han lynhurtigt hamrede ned over hovedet og overkroppen på Meulengracht, mens jeg satte hængelåsen på mellem benene på ham.

I mellemtiden gik nogle gutter igang udenfor døren i Mehlstedgade med at uddele løbesedler til forbipasserende, hvorpå der stod, at det her ikke var noget alvorligt, men en polterabend, og vi bar offeret ud i cargo-rummet på Oles Nissan Patrol og gav ham en ordentlig tur gennem København med Henning Stærk på fuld styrke på anlægget.

Ind imellem kunne vi høre ham råbe ting som "Jeg kan ikke få luft" og den slags ting, hvilket vi valgte at overhøre. Vi vidste fra forsøg, at det ikke passede.

Vi bar ham ombord på Norgesbåden, hvor alle hans venner ventede på ham, og først i baren dér fik han sækken af og sammenhængen gik op for ham. Han var målløs.

Bagefter - da turen til Norge var overstået og staklen var blevet godt gift - blev han ved med i lang tid at kræse om det faktum at HELE SDS's EDB-afdeling havde været med i det: Chefen Ole Gregersen (der nu desværre er pensioneret), sekretærerne, min chef Poul og en masse andre - ja selv system-administratorerne på SDC. Han fattede ikke, at det kunne lade sig gøre.

Det var egentlig også fantastisk. Nogle stolede på Ole og mig dengang, og det skal de have så evig meget tak for. Det glemmer man sgu' ikke.

Polterabend: Jesper (Flæske Klipnakke) og hans dobbelt-PA

Jesper og Pia (som min med-direktør Lasse og jeg også havde gået i folkeskoleklasse med) skulle giftes. Pia måtte nogle andre tage vare på. Opgaven for Ole og mig og de andre fra Køkken 2A var at sørge for, at Jesper fik en rigtig mindeværdig dag. Eller to.

Planen var yderst snedig, og den virkede: Jesper skulle have en dødssyg polterabend, der ville få hans tæer til at krumme sig i afsky - og så skulle han næste dag have den rigtige (og hyggelige).

Den første polterabend (PA) forløb helt som vi havde planlagt. Næsten.

Først gav vi ham pyjamas på, fordi han udtrykkeligt havde fortalt Pia og andre, at det var hans værste mareridt.

Så tog vi ind og spise på Apollo, hvor vi diskuterede lidt omkring priser og hvor store øl vi skulle have (kun én...), og alt det værste man kan forestille sig kan ske på sådan en aften.

Han fik også kuglen&kæden fra min første polterabend om benet, hvilket han blev virkelig sur over. Han lod kuglen falde gentagne gange ned på herretoilettes gulv inde på Apollo, indtil kuglen brækkede af ved svejsningen.

NB: Ole havde i sin tid sat Kuglen&Kæden sammen med svejseapparat: Noget jern til benet, et stykke kraftig jernkæde og en kuglestøderkugle på 9 kg, som han havde fået tilsendt med posten fra Silkeborg. Der hørte to hængelåse til, så man ikke så nemt kunne smutte uden om den. Typisk Ole. Han havde vist lånt svejseapparaturet af en smed i sin hjemby Holbæk.

Efter middagen gik vi så ud i byen for at finde et sted at få en øl. Vi havde ikke rigtigt lagt nogle planer (vi lod som om, ihvertfald), og én efter én faldt gutterne fra, fordi de skulle hjem, havde en lang dag imorgen, var trætte, skulle lave lektier, etc. Alt imens vi gik planløst rundt uden at kunne blive enige om, hvor vi skulle gå hen for at få en øl.

Jesper blev mere og mere stille, men sagde da pænt farvel til mig som en af de sidste. Så var der efterhånden kun ham og Ole.

Ole skulle også tidligt hjem. Han gav Jesper 300 kroner så han kunne komme hjem med en taxa til Havartivej i Holte.

Stor fejl.

Jesper var så trist på det tidspunkt, så han kørte til Park Café, drak alle pengene op og tog en taxa hjem uden penge - kanonfuld, faktisk dinglende beruset.

Han vækkede Pia midt om natten og hun måtte ud og finde en check. Hans håndskrift på checken var ulæselig i det ekstreme, men chaufføren fik sine penge og Jesper faldt i en meget tung alkohol-agtig søvn.

Så han var meget træt da vi vækkede han næste dag kl 7 om morgenen med ordene: "Velkommen til din RIGTIGE polterabend, Jesper". Han måtte lige ud og kaste op nogle gange og tumle lidt rundt, men så havde vi iøvrigt en glimrende dag med bueskydning, lån af en hel svømmehal på Vridsløselille skole, og en hyggelig aften...

Pia sagde senere, at hun den dag fik en meget gladere Jesper hjem :-).

Polterabend: Min første polterabend

Jaja, så jeg er gift for tredje gang. Den slags sker. Men der var engang, hvor jeg skulle giftes for første gang. Den gang var vi stadig lidt vilde og polterabends var aldrig helt kedelige. Eftesom jeg havde været med til at arrangere et par stykker af dem selv kunne jeg jo kun gætte på, hvad der skulle ske ved min egen.

Jeg var naturligvis ikke bange eller nervøs. Men måske lidt spændt.

Det startede hyggeligt nok i lejligheden i Malmøgade med at gutterne ankom og klædte mig i en blåstribet pyjamas og vi fik en enkelt øl.

Så gav min gode ven Dan mig en kuvert adresseret til mig selv, som jeg skulle huske at putte i en postkasse. Så gik vi i byen. Jeg puttede kuverten i en postkasse på vejen, fordi jeg fik ordre til det.

Det foregik først på Vin & Ølgod, og det var herligt og festligt, og flere polterabends, osv. Sjovt. Meget øl.

Så fortsatte vi. Jeg ved, at jeg holdt en tårevædet takketale på Ambrosius med de tykke vægge ved Gråbrødre Torv. Jeg var sgu' så glad for alle de søde mennesker der omgav mig, ja jeg var så.

Jeg ved også, at på Peter Hvidtfelt - værtshuset lige ved Kultorvet - fik vi endnu mere at drikke, og pludselig smed min gode ven Ole mig op på skuldrene som om jeg var en 5-kilos sæk kartofler, gik ud gennem svingdørene og smed mig ind på bagsædet af en taxa.

På bagsædet sad der en anden fyr, som jeg ikke kendte. Taxaen kørte ud på baneterrænet ved Østerport station, hvor chaufføren forlod bilen. Så begyndte fyren at pille ved mig. Senere fandt jeg ud af, at han var bifil og en god ven af min gode ven Kurt.

Jeg mener at kunne huske, at jeg forsvarede min dyd med held, men hvem ved? Så blev jeg kørt tilbage til værtshuset, og vi fortsatte hjem mod Malmøgade.

Så satte de coup de grace'n ind: Pludselig havde de en stor jernkæde med en tung kugle, som de låste omkring min ene ankel. Så kunne jeg jo passende løfte den tunge kugle op og vakle afsted. Så forlod de mig i Malmøgade og gik op i lejligheden for at hygge sig og lade mig stege lidt.

Da de kom ned kunne de ikke finde mig. I min herrebrandert havde jeg passeret hegnet til Østre Anlæg for at komme væk (hvad Fanden der så end har føget gennem hjernen på mig for at nå den konklusion?) og havde naturligvis gemt mig under en busk. Man var vel lidt halv-militær.

Nå, gutterne blev nervøse. Nogle blev trætte og gik hjem. Men Ole og min lillebror begyndte at gennemsøge Øster Anlæg.

På et tidspunkt fandt Ole ud af, at hans hvide murerbukser kunne ses alt for let af mig (meget snedig tankegang, ikke?), så han tog dem af. Det var i den tilstand han blev set af et ældre ægtepar der var ude og lufte skødehunden. De må have tænkt deres.

Men væk var jeg, så de gik op i lejligheden igen for at rådslå. Da de kommer ned igen lidt senere står jeg og sover med ansigtet nede i en Volvo. En ægte Nørgaard kan sove hvor som helst, når som helst og med hvem som helst. Eller også var det en ægte Livgarder. Whatever. Jeg sov, havde det godt og blev hjulpet op i lejligheden for at sove lidt.

Næste dag ankommer der et brev til mig (som jeg selv havde postet) med en nøgle til en boks på Nørreport Station. Det ville så være i denne boks, at nøglen til min ball&chain-anordning befandt sig.

Så jeg fik Susanne Hjernø til at køre mig derned i pyjamas (altså mig!) i myldretiden lørdag, så jeg kunne få dette massive stykke jern af. Det havde også givet lidt afskrabninger mv.

Bagmanden: "Næste dag brækker Mogens sig ved Panum og ved kollegiet.."

Det kan godt være, men jeg kan ihvertfald huske, at jeg gjorde det i en busk i Vendersgade i forbindelse med, at jeg hentede blomster til bordene inde på blomster/grønt-torvet. Og lige idet jeg står foroverbøjet kommet Oles allestedsnærværende Nissan Patrol farende med Bagmanden og andre i, mens de råber opmuntrende til mig. Meget fin situation.

Så skulle jeg hjem og have lidt tøj på, og så skulle jeg ind og hente buketten på Blomstertorvet ved Israels Plads. Dér blev jeg noget overrasket bedst som jeg stod og kastede op i nogle buske, da gutterne anført af Ole kom kørende forbi i højt humør. De grinede ondt.

Klokken 17 gik det løs i Helsingør Domkirke, hvor vores gamle ven Ahlmann-Olesen (hvis datter Henriette jeg havde gået i klasse med) viede Ninon og mig på bedste vis. Men jeg var vist lidt bleg.

Hvad der siden skete om aftenen, inkl. historien om to meget store dukker med ekstremt hemmeligt indhold, må vente til en anden gang.

ØL: EnzymØl

Nogle gange lærer man noget, som man egentlig helst ikke ville vide.

Dette indlæg handler om noget jeg lærte om øl for et par uger siden.

Når min nabo - Peter - sidder og får en øl hos mig, så er hans standard-svar på mit spørgsmål om en evt. ekstra øl altid: "Så skal det være en hurtig én."

Well, Danmarks hurtigste øl laves nok af Harboe. Det tager dem ca. 48 timer fra start til slut. Jeg mener: Fra de blander ingredienser til de hælder på flasker går der højst 48 timer.

Carlsberg er lidt mere luksusprægede: 72 timer siger nogle, andre taler om hele 9-10 dage.

Men, øh, øl kan altså ikke laves ret meget hurtigere end på 3-4 uger. Når vi taler rigtigt godt øl kan vi endda komme op og tale om 8-12 uger.

Hvordan kan giganterne så lave det på 2-3 døgn?

I ønsker ikke at vide det. Tro mig. Luk browseren nu.

Enzymer.

Carlsberg køber for over 100 millioner kroner enzymer fra Novozymes hvert år. Det hælder de i øllet, så det hele speedes voldsomt op. De andre standard-bryggerier gør det samme.

DM i ølspeedning tilhører altså Harboe, som er lidt mere rå end de andre. Men de andre store gør hvad de kan. Jeg hører fra sædvanligvis pålidlig kilde, at Kirin Beer fra Japan tager 24 timer at lave.

Dejligt, ikke? Tænk over det næste gang I er med til en såkaldt ølsmagning med en kemiker fra et af de store bryggerier, som prøver at lære jer at betragte øllets farve, lugte dets lugte, smage dets smag, osv.

Han glemmer nok lige i farten at nævne, at alt er blevet pint til yderste grænse i processen, og derfor kan I ikke smage noget. Den lille dreng i Kejserens Nye Klæder har måske stadig en berettigelse.

Men hvordan kan det lade sig gøre? Når man læser de meget, meget små bogstaver på øl-etiketterne står der jo, at det er brygget med kærlighed, humle, vand og lidt andet - men ingen enzymer.

Probably the best enzymes in the world?

Jeg kan høre nogle læsere spørge: Skal man ikke erklære, hvad man putter i fødevarer?

Joh, men her er fidusen: Der skelnes mellem "tilsætningsstoffer" og "hjælpestoffer". Hjælpestoffer er med i processen, men er ikke med i det færdige produkt.

Fødevareindustrien kæmper indædt for, at hjælpestoffer fortsat ikke skal deklareres, mens EU ønsker at de skal.

Nu ved I hvorfor standard-øl (øl brygget med tilsætning af enzymer) ikke smager af ret meget og kræver rigtig meget markedsføring. Der er tale om udpinsel.

Vi taler om øllets svar på burhøns, tremmekalve og fixerede hun-grise.

Men sikke dog en forøgelse i effektiviteten det kan give! Vi andre, der har et mikrobryggeri, kan måske brygge 600 liter ad gangen og putte det i én af vore tre tanke og lade det ligge der i fire til seks uger.

Det giver allerhøjest 1800 liter per måned. Hvis vi brugte enzymer kunne vi nemt lave tre gange så meget på det samme anlæg.

De andre tilsætter enzymer og er klar efter 2-10 dage til et nyt bryg.

Hvis man læser bøger af Weinberger (konsulenternes konsulent) så vil man bl.a. finde dokumentation for, at man ikke kan masse-producere kvalitet. Det er et modsætning.

Morlil, der laver småkager hjemme i køkkenet og sælger dem i de lokale butikker kan jo blive ramt af succes, og hvis dét sker er hun nødt til at finde på en mere effektiv måde at producere småkagerne på. Denne metode vil koste på kvaliteten, men sådan er det jo.

Kvalitetschokoladen fra den lille ø ved Farø-broerne blev lavet af en dame med sjæl og kærlighed. Så solgte hun biksen til nogle store drenge på Fyn, og nu smager chokoladen naturligvis dårligere, men hedder det samme.

Man kan ikke have 42.000 husmødre, der bager derhjemme og en hær af smådrenge, der løber rundt og samler småkager sammen, selvom jeg egentlig kan lide tanken om networking på dén måde...

Tuesday, January 02, 2007

Nyt År, postkassebombning og firmabiler...

Nytårsaften kl ca 2215 begik fire unge mennesker fra Albertslum (bemærk m'et) noget, som lykkedes for dem, men som de sikkert har fortrudt.

De smed noget kraftigt halløj ind i vores postkasse her på adressen (vi var selv i Nordjylland) og det lykkedes over al forventning at sprænge den i stykker, hvilket medførte betydelige skader på bl.a. de to CD'er jeg havde bestilt (en af dem hed meget passende Modern Times - Bob Dylan) og en udskrift fra PBS samt ikke mindst Oracle Magazine.

Så langt så godt.

Men NaboPeter og PolitiKern og et par ex-politifolk mv. sad desværre ovre hos Kern og hyggede, og de var så hurtige, at kun den ene af de fire unge mennesker nåede at stikke af. Resten var vist nede og ligge på jorden i et stykke tid, mens forskellige ting gjorde ondt på dem og deres identiteter og adresser blev fastslået.

De kommer nok ikke igen. Det gør vores postkasse nok heller ikke. Vi må have en ny.

Og på forhånd tak for alle jeres gode råd om at forhindre det: Jeg havde fået lovning fra både TømrerTorben og NaboPeter på, at de ville åbne postkassen den aften, så den ikke ville blive sprængt. De glemte det bare begge to... Og det skal de have lov til. At glemme et eller andet netop den dag må siges at være menneskeligt. Synes jeg især.

Af andre nyheder kan nævnes min herlige firmabil, den kendte Honda Shuttle årgang 1999.

Jeg besluttede mig - sammen med Lasse - til at beholde den gamle kasse et år endnu istedet for at ofre penge på en ny her op til Nytår. Fint nok.

Den 28/12 spiste jeg nede hos Ali og på vejen hjem fortalte jeg mine to døtre, at vi beholdt den gamle, gode bil fordi den jo kørte så go...

Længere nåede jeg ikke, så satte alt ud, og jeg holdt stille på Frederikssundsvej. Efter nogle forsøg startede den igen og denne gang nåede vi helt hen til Q8-tanken. Efter nogle flere forsøg nåede vi hjem. Næste dag kørte vi til et meget fjernt sted ved navn Lønstrup og undervejs satte den bl.a. ud syv (7) gange på motorvejen mellem Randers og Purhus og en enkelt gang i den store udfletning ved Høje Tåstrup.

Den 31. skulle jeg lige ud at køre med svigerfar. Under en bakningsmanøvre i indkørslen til sommerhuset sagde bakgearet pludselig lidt ligesom en Pitbull før den angriber, og siden har jeg måttet køre forlæns. Det betød bl.a. en noget interessant tur udover en meget, meget mudret mark og ned af en moderat skrænt. Selvfølgelig glemte jeg alt om det og parkerede ved Statoil Mango i Nyborg. Teenagerne skubbede mig ud, så jeg kunne køre fremad mod Kratvej igen.

Forwärtz. Immer forwärtz.

Til gengæld var bilen også begyndt at ryste før vi forlod Svenstrup. Meget kraftige rystelser, som fjernede nyresten. Ved hastigheder over ca 126 km/t og under 70 km/t mærkes det kun tydeligt.

Til gengæld er der kommet en pæn stor revne i forruden.

Jeg har ringet til Egeskov Autoværksted, Måløv dækcenter og Rude-Brian. Ingen af dem svarer.

Derfor sidder jeg stadig i badekåbe. Det her år starter ikke godt.

Mogens

Monday, January 01, 2007

Polterabend: Henriette i (post)sækken

Det kan da godt være, at Per var direktør for Damgaard Data i Danmark (DDD, høhø), og det kan da også godt være, at hverken Ole Erecius eller jeg anede hvem han var.

Men vi havde en ven(inde) vi ville (og vil!) gå i døden for, nemlig Pia K, som jeg og min meddirektør Lasse iøvrigt har gået i folkeskoleklasse med. Og hendes veninde Henriette skulle giftes med Per, og Pia ville gerne have, at Ole og jeg foranstaltede noget - skal vi sige: uventet - for Henriette i den anledning.

Ole og jeg kunne faktisk det der med at planlægge ting når det nu skulle være. Vi lod være med at vaske os, tog vores mest beskidte tøj på (typisk gamle militærstøvler og camouflagejakker eller det der var værre), fyldte en 12-flaskers Faxe-kasse op med de små, buttede Faxe-flasker efter at have skiftet indholdet ud med vand - og begav os i god tid ind til Ankeret i Nyhavn, hvor vi satte os op ad et træ og prøvede at falde i med alle de andre, der sad og sumpede.

Det lykkedes. Da Pia og hendes otte veninder (ikke Henriette, naturligvis) ankom og stod og kiggede efter os på det aftalte sted kunne de ikke finde os. Først da jeg - siddende op ad et træ et par meter fra min gamle veninde - sagde 'HEJ' fik Pia det obligatoriske shock, sagde det obligatoriske 'guuuud' og så var alt iorden igen på denne dejlige solskinsdag.

Pia og Co satte sig ind på den nærmeste restaurant og iagttog begivenhederne derfra.

List senere ankom Henriette som tilsagt og satte sig på trappen ved Ankeret med en stor plasticsut om halsen i et bånd (det havde Pia befalet hende nogle dage tidligere).

Nå, Ole og jeg satte os langsomt i bevægelse og agerede et par fulderikker, der sad og sumpede. Jeg tømte flere (øl)flasker vand og bøvsede en del. Så stillede jeg mig op foran den stakkels pige og spurgte, om hun gav et sut? Hun så ubehageligt berørt ud, hvilket kan forekomme naturligt når jeg tænker over det idag.

Ole og jeg prøvede længe at komme i kontakt med hende, men uden det store held. Hun afviste os faktisk, syntes vi.

Nå, Ole slæbte sig på et tidspunkt hen til det lille, grønne stykke græs på det sted, hvor Havnerundfarten udgår fra (det lå BAG Henriette), slæbende på den der tomme postsæk, som han hele tiden havde haft med sig.

Jeg begyndte at træde (så det sagde højt) på alle de tomme plastic-ølkrus foran Henriette imens, så hun ikke tænkte så meget over, hvorfor Ole lagde sig om på græsset bag hende og lod som om han sov.

Knas, knas, knas. Henriette sad med den halve fadøl hun havde fået udleveret af en tjener (Pia havde sendt ham ud) og vidste nok ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre.

Men fra min position foran hende kunne jeg jo godt se Ole pludselig sætte sig i bevægelse og smække postsækken ned over hovedet på hende - og det hele gik meget stærkt.

Henriette tabte naturligt nok sit ølkrus, men det greb jeg til gengæld i luften og satte blidt ned - så satte vi en hængelås fast mellem hendes ben (og igennem to huller i postsækken). Så var hun fanget.

Så lodsede vi hende ind i Oles firhjulstrækker (en herlig Nissan Patrol) og drønede afsted med fangsten mens vi hørte Henning Stærk meget højt i højttalerne.

Tilskuerne ved Ankeret fik sig en overraskelse, men Pia og hendes veninder var hurtigt ude og fortælle dem, at det bare var for sjov.

Sjov var nok ikke det ord Henriette ville bruge. Hun brokkede sig meget højlydt over at befinde sig inde i en sæk i en bil, hvor Henning Stærk lød meget højt og hvor vi gjorde os umage for at køre henover så mange vejbump og igennem så mange bratte sving som muligt.

Til sidst afleverede vi hende til Pia og veninderne et sted på Strøget (tror jeg) til videre færd udi natten.

At jeg så senere har haft lidt med Per at gøre på det faglige plan er en pudsig omstændighed. Henriette har jeg også spist middag med en enkelt gang siden. Men hun er stadig ikke helt imponeret over dét vi gjorde ved hende den solskinsdag...

RHK: Christfort og traktordækket

Jacob Christfort skulle have en gave - jeg mener det var grundet hans fødselsdag, men egentlig behøvede vi sjældent undskyldninger for at gøre noget dejligt og uventet og helt igennem positivt for andre.

Nu var Christfort jo ud af fornem godsforvalteræt på Møn, så vi fandt ud af, at han skulle have sin helt egen sandkasse på værelset.

Et traktordæk blev skaffet fra baggården til Malmøgade 9, hvor jeg (og andre) boede på det tidspunkt.

Far (alias Jesper alias Flæske alias Flæskehovedet alias Flæske Klipnakke) havde en varevogn, som der kunne være mange mand (bag)i. Afsted til stranden ved Charlottenlund, hvor vi fyldte en masse strandsand op i nogle papkasser vi havde fundet til lejligheden.

Tilbage på Køkken 2A fik vi naturligvis adgang til Christforts værelse ved hjælp af ulovlige metoder, bredte et par sorte affaldssække ud på gulvet, derpå traktordækket, så sand i, og så tre små, smukke detaljer:

- En rapand af plastic, som smilende svømmede rundt i en opvaskebalje nedgravet ("embedded" hedder det vist nu om dage) i sandet.

- En Yuca-palme plantet stolt og stunk i samme sand.

- En hundelort (det var Thorup!) anbragt synligt.

Måske var der også diverse plastic-legesager, så Christfort havde noget at fornøje sig med - jeg husker det ikke mere så tydeligt.

Bagmanden: "... og da hans niece kommer på besøg leger hun i sandet - hvor Thorup har lagt en hundelort...."

Men resultatet var meget smukt, og diverse billeder fra begivenheden vidner om både nogle meget unge og nogle meget glade mennesker - ofte i samme skikkelse.

RHK: Vester Lyskopi på alle fire

Jeg kan vitterligt ikke huske, hvorfor Bagmanden eller Erecius (eller en helt tredje) skulle have noget kopieret inde hos Vester Lyskopi på Bispetorv. Grunden til, at jeg ikke kan huske det er nok den simple, at vi IGEN havde været i RHK-baren i rigtig lang tid og havde fået alt for lidt søvn.

Men afsted skulle vi - det var vigtigt! - for at få lavet disse kopier af ét eller andet, som de andre må fortælle mig hvad var...

Så vi drog fire mand høj (eller nok snarere lav) afsted. Jeg mener at kunne huske at det var Thorup, Erecius, Bagmanden og jeg. I taxa, forstås. Dengang havde vi penge nok - og jeg havde vist også et fantastisk job med masser af taxa-checks til min rådighed.

I Parantes Bemærket: Vi har sgu' altid haft penge nok. Den der gamle talemåde holder nok ikke helt stik med os. Masser af småjobs rundt om i København og omegn samt lidt SU holdt os ganske glimrende ved muffen. Parantes Slut.

Jeg kan heller ikke forklare, hvorfor jeg fik ideen, men da vi stiger ud af taxaen på Bispetorv lægger jeg mig ihvertfald ned på alle fire og befaler de andre at gøre ligeså, hvilket de naturligvis - det ER jo trods alt en ganske normal lørdag formiddag med tusindvis af shoppende københavnere omkring os - omgående gør.

Så vi kravlede faktisk alle fire på alle fire ind i Vester Lyskopi og bad om at få lavet kopierne nede fra gulvhøjde. Ekspedienterne og kunderne kiggede. Vi var da ligeglade.

Jeg mener bestemt, at vi gik ud. Kravlede nok ind, javel - men vi gik ud. Tror jeg.

RHK: Jeg har engang fundet en banan i en hæk

Få sætninger bliver hængende i ens bevidsthed resten af livet. Jeg tror den sætning, der er gengivet i overskriften vil være hos mig indtil jeg bliver anbragt i permanent rotation six feet under.

Thorup, Ole Erecius og jeg lå på hver sin sofa i TV-stuen på Køkken 2A efter en meget hård nat i kollegiebaren.

Pludselig - uden varsel af nogen art - siger Ole så de berømte ord: "Jeg har engang fundet en banan i en hæk".

Dyb og lang tavshed fra Thorup og mig.

Ole sagde heller ikke noget. Han havde vel sagt det der skulle siges.

Efter meget lang tid spørger vi ham så, hvad Helvede han taler om?

Det viser sig, at Ole engang som fire-årig, hvor hans familie boede i Tåstrup på Kingosvej, var kommet spankulerende hen ad fortovet med en voksen, da han pludselig havde fundet en banan - hel, gul og spiselig - i hækken ud for et hus på Kingosvej.

Det kan ikke undre, at det har gjort indtryk på en ung knægt. Hvem ville ikke huske sådan et øjeblik for altid?

Vi har nogle få hundrede gange mindet Ole om denne store sætning siden da. Det fortjener den også.

RHK: Øksen

Vi boede som sagt på Køkken 2A. På nabokøkkenet 2B boede der ligeledes 15 studerende af forskellig observans.

En morgen, kort efter at jeg var begyndt at have min gang på 2A, så jeg én af dem - Mogens hed han endda - stå og hamre på en af 2B-dørene mens han råbte "Økse - luk op, for Helvede!". Hvorefter en høj, fuldskægget mand med meget mørke øjne åbnede døren og sagde nogle ukvensord til Mogens og Verden generelt.

Det var mit første "møde" med Anders Zorn alias Øksemorderen alias Øksen, men bestemt ikke mit sidste.

Sit tilnavn havde han fået p.g.a. sin lighed med Øksemorderen Fra Rude Skov, Habib Habib (jeg mener at navnet skrives sådan, men jeg er ikke sikker). Denne Habib Habib var israelsk statsborger og var involveret i noget narkohandel engang i 70'erne eller deromkring:

http://www.uopklaret.dk/?obj=headtekst&func=vis&type=art&id=2

Han (Habib Habib, altså) bandt en konkurrent til et træ i Rude Skov og arbejdede sig langsomt - v.h.a. en økse - ind på manden, om man så må sige. Han blev naturligvis dømt til at sidde i Forvaringsanstalten i Herstedvester, bindegal som han jo var. Hvilket selvfølgelig medførste, at han begyndte at male skønne, abstrakte malerier og skrive følsomme passager ned på papir. Det medførte helt naturligt en stor interesse for ham fra adskillige kvinder, der bare måtte giftes med en så dejlig og følsom mand. Der opstod - det siger næsten sig selv - også en støttegruppe for hans løsladelse, og jeg erindrer ihvertfald mindst et tilfælde af en anmeldte demonstration til fordel for den stakkels mand, der måtte friste en så kummerlig tilværelse, skønt han var et geni.

Det endte med, at han blev udvist af Danmark og sendt til Israel for at afsone resten af sin straf. Og så ved jeg ikke mere om ham.

Men jeg ved meget, meget mere om Øksen fra RHK, for han var ikke sådan at overse. Iøvrigt var - og er - han et meget højt begavet menneske, men det skal jo ikke forhindre ham i at kunne råbe højt af folk og sige sjove ting, og begge dele har han gjort adskillige gange.

Han havde nogle gode standardbemærkninger til kæphøje folk:

- "Hvis du er så klog, hvorfor er du så ikke rig?" og
- "Skriv en bog!"

Specielt den første kan være meget handy ind imellem i ens liv.

Mon ikke mine venner rundt omkring kan hjælpe mig med gode Økse-historier ad åre?

RHK: T & Håbløs Kærlighed

Disse historier handler ikke om at hænge bestemte mennesker ud (med mindre de enten virkelig har fortjent det eller de ikke har noget imod det), så derfor skal følgende historie handle om T (a.k.a. Thorup), der boede på Køkken 2A i en del år.

T havde på et tidspunkt en del kærlighedsproblemer med den skønne sygeplejeelev S (a.k.a. Susse), og skønt hun mere eller mindre bastant afviste hans mange tilnærmelser gav T egentlig aldrig rigtigt op.

Om det nogen sinde lykkedes for ham at tilbringe en nat med den skønne aner jeg ikke (og det gør andre sikkert heller ikke), men faktum er, at der opstod et par gyldne øjeblikke i RHK's historie takket være dette drama om håbløs kærlighed, der kørte i mange, mange måneder:

Første episode: T bliver IGEN afvist af S og slår derfor sin hånd hårdt ned i Køkken 2A's køkkenbord fire gange, hvorpå hans hånd svulmer op til størrelse XXL og Ole Erecius i hast (og en smule beruset) må køre ham på Skadestuen på RH i sin Patrol (fordi Falck nægtede at komme og hente T - sådan er der jo så meget).

T's hånd var meget stor i nogle dage derpå. Vi var alle ret imponerede over, at han kunne slå sin hånd SÅ hårdt ned i bordet SÅ mange gange. Uden at klynke, forstås. Han var bare gal på S. Igen.

Bagmanden: "Ulrik laver en date med Susse, og for at gøre det intimt låner han mit lille grimme bord fra mit værelse og dækker fint op på 201 (og afleverer i øvrigt bordet tilbage i aldeles snusket/plettet tilstand)."

Anden episode: Bagmanden: "Ulrik fortsætter kampen for at få fat i Susse med de røde briller... og farer rundt og reciterer sin vits/sit digt - sand, sand, sand, sand... - og til sidst bliver han så beruset i baren at vi placerer ham på en kollegietaxa foran hendes dør (v. 245)."

En kollegietaxa er en lille rullevogn. Der sad han så og sov (brandert ud) resten af natten og et stykke op af morgenen, hvor han blev fundet af Bagmanden (Søren) fra 2A, og med en lille pøl af bræk ved sin side. Den skønne S var ikke til at rokke.

Tredje episode: I frustration og trods sendte T anonymt en fladfisk i en kuvert til S, som han vidste ikke kunne fordrage fisk.

Fjerde episode: Trods det faktum, at T befandt sig uden for hendes store vindue ud mod altanen (i fjerde eller femte sals højde) trak den skønne S blot gardinet for og lod vores unge kærlighedstyngede T stå derude alene i kulden med sine tanker og lyster.

Bagmanden: "Da kampen om Susse er tabt erindrer jeg at han sender hende ost, og han (eller andre?) binder snore på mange døre på tværs af gangen på 2D så ingen kan komme (nemt) ud af deres værelser... "

Og sådan kunne jeg blive ved. Hvad jeg personligt satte størst pris på hos S var hendes temmeligt omfattende samling af farvemæssigt matchende par af brillestel og støvler. Det var der ikke andre der havde dengang. Jeg har heller ikke set det siden.